Blogger Widget

mandag den 30. november 2009

Nationale klenodier

”Jag har inte varit utanför Europa på femton år. Senast jag var i USA var -90, -91. Jag älskar New York och vill jättegärna åka till New Orleans, men det finns ju annat än USA också. Hongkong har jag varit på väg till i tjugo år. Men, jag har så många ställen i Europa. Hamburg till exempel har jag hängt i hur mycket som helst, nästan så jag kan bli trött på staden. Någonstans känner jag en fascination och tillhörighet och en nyfikenhet på den tyska kulturen. Jag försöker se de häftiga sidorna i detta gigantiska land. Det går ju fortfarande ett nattåg från Malmö till Berlin 21.37 och då kan jag öppna fönstret ibland och se när det går förbi min lägenhet där. Jag kommer aldrig att bli färdig med Europa, det är omöjligt, men man kan ju göra en avstickare till, inte vet jag, norra Afrika kanske.”
- Joakim Thåström til Dagens Nyheter, 26. november 2009

Det er muligvis lidt af en tilsnigelse at kalde Thåström for et svensk nationalt klenodie, men der er noget om snakken. Til gengæld, kan man med sindsro sige, at popsanger Ian Dury, her små ti år efter, at han tabte til en kræftsygdom, har opnået at blive nationalt klenodie i England.

søndag den 29. november 2009

The Untamed i Mod Strømmen

Psychobilly er vist den korrekte genrebetegnelse for trioen The Untamed. I september kom gruppens tredje LP, 'Delicious Death', der ligesom 'Eerie Stories' fra 2003 og 'Strange Unknown' fra 2005, rummer stort set alle psychobilly-kendetegn; bas, guitar og trommer, elementer af punkrock og rockabilly, horror, voodoo, science fiction, referencer til alskens b-film, vanligvis serveret med et skævt smil und so weiter...

Nu på torsdag, 3. december, har radioprogrammet Mod Strømmen (98.9 FM / 98.8 Hybrid) den store fornøjelse at få besøg af The Untamed. Stil ind mellem, kl. 18-20. Lørdag d. 5. december kan man ydermere opleve bandet live i Amager Bio. Til slut et link til Submarine Sessions, hvor The Untamed spiller 'The Living Dead'.

lørdag den 28. november 2009

Vigtigheden af et groove

Det kræver ikke andet end et strejfblik henover listerne med årets bedste plader, før der tegner sig et tydeligt billede af, at anmelderkorpset anser 'Merriweather Post Pavilion' af Animal Collective, som en af 2009s fornemmeste udgivelser. Og ikke nok med det, albummet figurerer sågar på flere af de lister, der gør regnskab over årtiet. Til trods for, at man har kunne høre og vurdere 'Merriweather Post Pavilion' siden januar i år, har det ikke forvisset denne bloggerkugle om det rette i den placering.

Animal Collective har længe været et interessant bekendtskab. Bandets særegne kredsen om The Beach Boys, afrikansk stamme-folk, minimalisme, techno, dub og psychedelia, har givet plusser på undertegnedes karakterblad. Det opvejer imidlertid ikke, at Animal Collective i dets søgen efter en ny popskabelon stadigvæk har tilbøjelighed til at begive sig ud i nogle abrupte eksperimenter, hvor brudstykker og fragmenter flagrer hjælpeløst omkring. Så selvom kvartetten på 'Merriweather Post Pavilion', har forsøgt at slibe kanterne af og finde en mellemvej, en kombination af det modsatrettede, bliver det aldrig til andet end et underligt kompromis, der ikke peger nogen vegne hen.

Til gengæld går man ikke fejl af noget som helst ved at købe det gamle The Band-medlem Levon Helms album fra i år, 'Electric Dirt'. Siden Helm overvandt den strubekræft, som han fik konstateret tilbage i halvfemserne, har han i dette årti udgivet to plader. I 2007 kom 'Dirt Farmer', der trak på den amerikanske folktradition, og i år altså 'Electric Dirt', som er langt mere rockende end forgængeren. Man kan også høre at Helms stemme har fået det bedre. Som trommeslager kender han vigtigheden af et godt groove - det er måske der det i virkeligheden går galt for Animal Collective - og det evner Helm sandelig stadig at lægge. Om det er i versionen af The Grateful Dead's 'Tennessee Jed' eller Muddy Waters' 'You Can't Lose What You Ain't Never Had', så holder albummet et meget høj niveau hele vejen. Herligt.

torsdag den 26. november 2009

De forestående dage

I aften kan man opleve anden afdeling af Vegas nye tiltag 'Verden ifølge…', hvor en række etablerede musikere peger på nye danske navne, som på den ene eller anden måde har imponeret dem. Aftenens vært er Jens Unmack og han har valgt at præsentere den anmelderroste, københavnske americana-kvartet The Rumour Said Fire og en af denne sides live-favoritter, rockcomboet Howl Baby Howl. Det begynder kl. 21.00.

Fredag spiller ikke helt definerbare The Crooked Spoke i Husets Teater på Halmtorvet. Bandet debuterede sidste år med 'The One You Left Behind', som undertegnede stiftede bekendtskab med, da rockorkestret Mescalin, baby var på besøg i radioprogrammet Mod Strømmen i september i år. Siden da har The Crooked Spoke stået højt på koncert-ønskesedlen. Det ønske bliver måske indfriet i morgen, kl. 22.30.

Lørdag går turen til Christianshavns Beboerhus, hvor én-kvinde-bandet Chili Goes Chili og en anden af denne blogs favoritter, Free Electric, optræder, kl. 20.00

onsdag den 25. november 2009

mandag den 23. november 2009

NME’s Top-5, 1979

Snart vælter årslisterne ind. For ikke at gøre 2009 til mere end det er og for at sætte rockmusikken i perspektiv, går vi tredive år tilbage i tiden. Helt nøjagtig 1979, selv om netop det år kan forekomme unfair at drage sammenligning med.
1. Talking Heads - Fear Of Music
2. Public Image Ltd. - Metal Box
3. Joy Division - Unknown Pleasures
4. The Jam - Setting Sons
5. Gang Of Four - Entertainment
Længere nede på listen finder man The Clash, Wire, Pere Ubu, Linton Kwesi Johnson, The Only Ones, Bob Dylan, Tom Waits, David Bowie m.fl.

søndag den 22. november 2009

lørdag den 21. november 2009

Det glemte efterord

Det er ikke forbi man mister udslaggivende pointer. Mange vil formentlig ikke end gang bemærke eller savne det, hvis man ikke lige vidste det skulle være der. Gyldendal har dog alligevel følt sig foranlediget til at lægge journalist, forfatter og litteraturforsker Henrik Wivels efterord til den nye danske oversættelse af Victor Bockris’ glimrende biografi om Keith Richards ud på dets side, fordi det af slendrian ikke kom med i bogen.

The Hogliners i Mod Strømmen

”Mixing the wild Texas-beat and farfisa sound with the mid sixties California jingle jangle…”
I ovenstående gemmer der sig en gudsvelsignelse af musikalske referencer. Ingen nævnt, ingen glemt. Det er garagerock-orkestret The Hogliners, der har valgt denne beskrivelse, som ledesnor for dets elektriske udladninger. Hvor end de ord så fører os hen, når bandet kigger forbi radioprogrammet Mod Strømmen (98.9 FM / 98.8 Hybrid), torsdag d. 26. november, kan man kun gisne om, men kedeligt bliver det med garanti ikke. Lyt med kl. 18-20.

torsdag den 19. november 2009

Summa summarum

”Punk is just real good basic rock & roll…real basic fifties and early sixties rock”
- Nancy Spungen, groupie, stripper, manager, henfaren sandhedsvidne m.v.

onsdag den 18. november 2009

Cadeau

Til trods for, at radioprogrammet Mod Strømmen tid efter anden kalder en udsendelse for Shoot From the Hip, betyder det ingenlunde, at der ikke ligger et minimum af planlægning bag. Til morgendagens program, kan vi således allerede rykke ud med, at der er fundet nogle numre frem med Doug Sahm. Og det er der af den simple grund, at det i dag er ti år siden, han døde af et hjertetilfælde.

Sahm udgav sin første plade i 1955. Siden kom han til at stå i spidsen for The Knights, The Pharaohs, The Dell-Kings, The Markays, Sir Douglas Quintet og Doug Sahm Band. Ligesom han spillede en væsentlig rolle i The Texas Tornados. Fælles for de fleste af grupperne var, at de bestod af Sahm og keyboardspilleren Augie Meyers, og hvem de mere eller mindre tilfældigt inviterede med i studiet.

tirsdag den 17. november 2009

John Sinclair’s Radio Free Amsterdam

Under Wilco’s live webcast fra spillestedet Paradiso i Amsterdam i går, fandt denne blogger en god anledning til at søge lidt på må og få om byen. Dels af gammel kærlighed, dels ved det, at der kun kom lyd fra Paradiso ingen billeder.

Det blev til en del spredt fægtning, før der dukkede et link til Radio Free Amsterdam op. Her viste det sig, at John Sinclair, stifter af White Panther Party, tidligere manager for MC-5, og manden som John Lennon skrev 'Ten for Two' eller som sangen rettelig hedder 'John Sinclair' til, havde sit eget radioprogram. Sinclair har boet i Amsterdam siden 2003. I 2004 begyndte hans udsendelsesrække, der har besøg af digtere og kunstnere af forskellige afskygninger, spiller jazz, blues, rock, soul og eksperimental musik og meget gerne leder samtalerne hen på marihuana. Hør programmerne.

mandag den 16. november 2009

Årets sene perle (som om der har været flere)

Der er mange, der gerne vil begrave den traditionelle musikanmeldelse. Altså, den man læser i bladform og som kræver en form for aktivitet. Enten ved at huske navnet på bandet etc. eller ved at bevæge sig hen til computeren for at sætte en søgning i gang. Undertegnede har gennem et længere stykke tid, haft en krøllet lap papir med påskriften Hush Arbors liggende i sin jakke. Den er blevet vendt og drejet, den har skiftet lomme, den er blevet taget op og lagt tilbage. Lige indtil forleden dag, hvor den flossede seddel var på vej i papirkurven. Til alt held blev ordene tjekket på nettet.

Hush Arbors er et en-mands-projekt. Bag navnet gemmer sig amerikanske Keith Wood, der er bosiddende i London og som nogle sikkert nikker genkendende til i forbindelse med folk- og psychstilisterne i Six Organs af Admittance. Den nye plade, der har fået titlen ’Yankee Reality’, er den anden som Hush Arbors udsender. Den er produceret af J. Massic fra Dinosaur Jr. og udkom på Thurston Moore's plademærke Ecstatic Peace i begyndelsen af oktober.

Det er ikke fordi Wood, bevæger sig ud i noget nyt og uprøvet. Slet ikke. Udtrykket befinder sig et sted mellem traditionsbunden folk, country og psykedelisk rock. Det interessante er derimod, at han formår at holde stilen med et par ekskursioner. Der er stort set intet fyld blandt ’Yankee Reality’ ti skæringer. Vi får tempofyldt rock på ’Lisbon’, Love-reminiscenser på den hypnotiske ’Sun Shall’, mens Capt. Beefheart tilsmiler ’Take It Easy’. Det er som om, at der i ethvert spor bruser nye elementer op til overfladen. Elementer, der måske peger fremad, men så sandelig også har føling med musikhistorien. Og så gør det som bekendt heller ikke noget, at sangene emmer af mildhed og varme, der ikke kun gør albummet behageligt at lytte til, men sine steder ligefrem glædestrålende. November er reddet.

søndag den 15. november 2009

Årtiet i bogform

1. Carl Wilson - Let’s Talk About Love (A Journey To The End Of Taste) (2007)
2. Chuck Klosterman - Killing Yourself to Live: 85% of a True Story (2005)
3. Jeff Chanc - Can’t Stop Won’t Stop: A History of the Hip-Hop Generation (2005)
4. Michael Azerrad - Our Band Could Be Your Life: Scenes from the American Indie Underground 1981-1991 (2001)
5. Rob Sheffield - Love Is A Mixtape (2007)
6. Elijah Wald - Escaping The Delta: Robert Johnson and the Invention of the Blues (2004)
7. Peter Guralnick - Dream Boogie: The Triumph of Sam Cooke (2005)
8. Bob Dylan - Chronicles Vol. 1 (2004)
9. Amanda Petrusich - It Still Moves (2008)
10. Alex Ross - The Rest Is Noise: Listening To the 20th Century (2007)
11. Jim Walsh - The Replacements: All Over But the Shouting (2007)
12. Various authors (Sean Manning, editor) - The Show I’ll Never Forget anthology (2007)
Paste Magazine har givet et bud på de tolv bedste musikbøger siden år 2000. Savner du detaljer og flere ord, prøv her.

Shoot From the Hip #4 (2009) i Mod Strømmen

Det er efterhånden længe siden, at radioudsendelsen Mod Strømmen (98.9 FM / 98.8 Hybrid), har skudt fra hoften. Tør ikke sige om programpunktet har været savnet? Til syvende og sidst er det desuden et irrelevant spørgsmål, da det er det, der kommer til at ske nu på torsdag, d. 19. november, mellem kl. 18-20. Med andre ord, der er intet tema, ingen regler, bare den musik, som redaktionen finder relevant i det givne øjeblik. Lyt med.

onsdag den 11. november 2009

Nye Rødder


Torsdag d. 12. november

kl. 20.00 De Efterladte
kl. 21.00 Dreamjockey
kl. 22.00 Whale Watching Tour
kl. 23.45 Frisk Frugt

Fredag d. 13. november (UDSOLGT med mindre man køber billet til alle dage)

Lørdag d. 14. november

kl. 20.00 Er De Sjældne
kl. 21.00 Cody
kl. 22.00 Robot feat. Claus Hempler
kl. 23.00 Slaraffenland
kl. 00.15 The Young Comets

Priser med mere...

tirsdag den 10. november 2009

'City Slang'

Og ja. Titlen på digtsamlingen med den store betydning for dansk åndsliv, stammer herfra via et badge, som Patti Smith bar på Daddy's Dance Hall i København i maj 1976. Rest In Peace, Fred 'Sonic' Smith.

mandag den 9. november 2009

søndag den 8. november 2009

Galleri til højre, række 2, plads 44. I aften.


Et par plakater fra Wilco’s efterårstour i U.S.A. Det kgl. Teater har vist ikke lagt samme omhu for dagen. Sætlisten fra Ancienne Belgique i Bruxelles, fredag d. 6. november, lover imidlertid godt.
1. Via Chicago
2. I’ll Fight
3. Company In My Back
4. Wilco (The Song)
5. A Shot In The Arm
6. Bull Black Nova
7. I Am Trying To Break Your Heart
8. One By One
9. Misunderstood
10. Deeper Down
11. Handshake Drugs
12. Wishful Thinking
13. Impossible Germany
14. Poor Places
15. Reservations
16. Spiders (Kidsmoke)
- - -
17. Jesus, Etc.
18. Sonny Feeling
19. The Late Greats
20. Heavy Metal Drummer
21. Hate It Here
22. Walken
23. I’m The Man Who Loves You
24. Monday
25. I’m A Wheel

lørdag den 7. november 2009

Nicolai Vilhelm Tell & The Teacompany i Mod Strømmen.

Indtil fornyelig var det kun sagnet om Esbern Snare, Biskop Absalon og de to kirketårne, der vakte genklang, når denne bloggerkugle hørte navnet på den midtsjællandske by, Fjenneslev. Nu er bandnavnet Nicolai Vilhelm Tell & The Teacompany langsomt begyndt at tage over. Selv beskriver orkestret sig, som ”Sophisticated British Paisley Psych, San Francisco folk/Psych and Dark Swedish forrest sounds of acid rock…”. Med andre ord, det man på godt dansk, kalder syrerock.

Lyt med, når radioprogrammet Mod Strømmen (98.9 FM / 98.8 Hybrid), næste torsdag, dvs. d. 12. november, mellem kl. 18-20, får besøg af Nicolai Vilhelm Tell & The Teacompany. På falderebet kan vi nævne, at de tager deres instrumenter med.

torsdag den 5. november 2009

'Cocaine Eyes'

Hvis man lytter nøje efter i begyndelsen af 'Cocaine Eyes', der åbner med arketypisk Neil Young guitar-feedback, kan man høre Young reagere på en indvending eller en protest fra en producer. Young tager til genmæle med noget i retning af ,"Yeah, but that sounds good, though!", hvorefter han kaster sig ud i fire minutters hård rock'n'roll, for ligesom at bevise, at det er det han gør bedst.

'Cocaine Eyes', kan man finde på fem-spors ep’en, 'Eldorado', fra 1989, der kun blev udgivet i Japan og Australien. Tre af sangene, 'Don’t Cry, den gamle The Drifters’ træffer 'On Broadway' og 'Eldorado', kom senere med på 'Freedom'.

Stil i øvrigt ind på radioprogrammet Mod Strømmen, kl. 18.00, i aften, hvor temaet er øjne.

”Noveller minder om mareridt…”

I oktober udgav Jan Sonnergaard sin første roman. I dag kommer en ny novellesamling, 'Gamle Historier'. I den anledning, har Informations Kristen Bjørnkjær, sat forfatteren stævne i kælderen under baren Floß i det indre København. Det kom der et langt videointerview ud af.

Nu, vi er ved Floß, så spiller københavnske The Breakers, de næste fire fredage i selvsamme kælder. Det sker, som en form for opvarmning, før bandet tager til New York, for at indspille dets kommende album på Steven van Zandt's plademærke Wicked Cool Records. Månedens koncerter byder for resten på gæstevisitter af ”Steen Jørgensen (Sort Sol), Lasse Storm (Sha La Las), Pato, Kenneth Thordal samt en større horn-sektion”.

onsdag den 4. november 2009

tirsdag den 3. november 2009

'Gary Gilmore’s Eyes'

Engelske The Adverts havde i ordenes sande betydning et one-hit-wonder. I 1977 fik gruppen et top-20 hit i hjemlandet med singlen, 'Gary Gilmore’s Eyes'. Musikalsk lå det tæt op ad den lyd, som punken havde vakt til live igen, men derudover, havde det ikke noget særligt at byde på. Derfor vil det nok undre en eller anden, at musikbladet The Sounds, har kaldt pletskuddet, "the sickest and cleverest record to come out of the new wave”.

Bag teksten gemmer der sig imidlertid en interessant, omstridt og for datiden aktuel historie. Ikke alene var Gary Gilmore, den første drabsmand, der blev henrettet i USA siden 1967, han insisterede også selv på at blive dømt til døden. Sagen sluttede ikke her. Gilmore havde nemlig anmodet om, at hans øjne blev brugt til transplantation efter hans død. Og det var netop hvad der skete. Få timer efter eksekutionen, fik en øjenpatient synet tilbage ved hjælp af Gilmore’s hornhinder. Men, hvad tænkte og gjorde modtageren, da han/hun vågende op med en henrettet morders øjne? Den tanke legede og hittede The Adverts med.

”I'm lying in a hospital,
I'm pinned against the bed.
A stethoscope upon my heart,
A hand against my head.
They're peeling off the bandages.
I'm wincing in the light.
The nurse is looking anxious,
And she's quivering in fright...

I'm looking through Gary Gilmore's eyes.

The doctors are avoiding me.
My vision is confused.
I listen to my earphones,
And I catch the evening news.
A murderer's been killed,
And he donates his sight to science.
I'm locked into a private ward.
I realise that I must be...

Looking through Gary Gilmore's eyes.
Looking through Gary Gilmore's eyes.

I smash the light in anger.
Push my bed against the door.
I close my lids across my eyes,
And wish to see no more.
The eye receives the messages,
And sends them to the brain.
No guarantee the stimuli must be perceived the same...

When looking through Gary Gilmore's eyes.

Gary don't need his eyes to see.
Gary and his eyes have parted company”

mandag den 2. november 2009

'Far Away Eyes'

"You know, when you drive through Bakersfield on a Sunday morning or Sunday evening, all the Country music radio stations start broadcasting black Gospel services live from L.A. And that's what the song refers to. But the song's really about driving alone, listening to the radio."

- Mick Jagger til Rolling Stone Magazine, 1978. Adspurgt om pigen havde et forbillede i virkelighedens verden, replicerede han, "Yeah, she's real, she's a real girl."

søndag den 1. november 2009

En torn i øjet.

Sidst på eftermiddagen i går, spenderede denne bloggerkugle en ærgerlig time på at rive sig selv i næsen med, at han ikke fulgt nøje med i koncertkalenderen. For på det tidspunkt lod det til, at han ville gå glip af aftenens koncert med Justin Adams og Juldeh Camara på spillestedet Global på Indre Nørrebro.

Adams og Camara’s musik er blevet beskrevet som ”Ali Farka Toure on speed". Noget kan der godt være om det. Det første undertegnede tænkte på, da han hørte duoens andet udspil, 'Tell No Lies', fra i år, lå dog mere i retning af et afrikansk bluesjam ud på de små timer et sted i Timbuktu.

Camara stammer fra Gambia og har indenfor de seneste år opnået anerkendelse, som en af verdens førende musikere på rittien, der er en en-strenget violin. Selv siger han, at hans musikalitet er en gave fra skovens ånder, som hans blinde far modtog til gengæld for sit syn. Camara har bl.a. spillet sammen med The Blind Boys of Alabama, Batani Marimba og kora-duksen Seckou Keita. I 2007 udsendte han og Adams debuten, 'Soul Science'.

Hvorledes de mødte hinanden, bliver nok for omstændeligt at fortælle. Vi kan dog komme det lidt tættere ved i flæng at nævne Jah Wobble og Bill Laswell, som nogle navne, de lærte hinanden at kende igennem. Ligesom 'Festival In the Desert', nord for Timbuktu, som Adams har været en af de ledende kræfter bag, har spillet en rolle. Når vi er ved det, må man også slå ned på, at Adams har produceret Tinariwens gudbenådede ørkenblues-debutplade.

Det er ikke fordi, at nettet flyder over med billed- og lydmateriale med d'herrer. Nummeret vi har valgt at linke til, er oven i købet atypisk for helhedsindtrykket på 'Tell No Lies'. Det drejer sig om 'Fulani Coochie Man', hvor Camara’s ritti nærmest spiller samme part, som mundharmonikaen gør hos fx Muddy Waters. Dig it.

Hvordan gik aftenens koncert så? Storartet, set i lyset af, at Adams og Camara først skal spille lørdag d. 21. november, og at denne signatur har mulighed for at være der den dag.