Blogger Widget

torsdag den 21. oktober 2010

Link Wray og Jytte Borberg

Uden overhovedet at skele til nyhedstrekanten eller andre journalistiske virkemidler, følger her et vink eller to om en kommende dobbeltudgivelse, en åbning af et nyt spillested, en prismodtager og til slut en undskyldning.

For nu at gribe fat i det første af navnene i overskriften, så åbner folkene bag Jazzclub Loco på lørdag et nyt spillested i Strandgade 14, nærmere bestemt i Den Rodske Gård, på Christianshavn. Stedet er blevet opkaldt efter den amerikanske guitarrist Link Wray, der ligger begravet længere nede ad gaden. Siden sommerens jazzfestival, har Loco ligget underdrejet, foreningen har bogstaveligt talt været ved at synke, eftersom ”samtlige koncerter på skibet Stubnitz måtte flyttes på grund af manglende godkendelser fra myndighederne. Det gav et grimt underskud og tærede på energien”, som det hedder i Politiken. God vind.

I nævnte artikel, bliver Link Wray betegnet som en nærmest ukendt og ”hemmelig rock’n’roller”. Når det står så slemt til, vil herværende side gerne være med til at udbrede kendskabet. I 1964 fortolkede Wray Dylan på denne facon:

Året før sin død i 2007, stiftede forfatteren Jytte Borberg en pris i eget navn, der skulle gå til ”en dansk forfatter som anerkendelse og opmuntring”. På næste torsdag motiverer Kirsten Thorup, der er formand for prisens bestyrelse, hvorfor det tilkommer Jan Sonnergaard at modtage pengene i år for romanen, ’Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom’. Et fortjent klap på skulderen. Tillykke.

Et af leddene i Peter H. Olesens reklamefremstød for udgivelsen af langdigtet, ’Du lever og har det godt og bor et sted på Sjælland’, og digtsamlingen, ’Hun forstår ikke digte siger hun og slet ikke digterne’, er en net-kampagne, som nu er nået til You Tube:

Til slut den undskyldning. Undertegnede blev bleg om næbbet, da han forleden skulle uploade radioprogrammet med Il Tempo Gigante til nettet. Enten er tjenesten vi linker til blevet hijacket eller også er vi blevet smidt på porten. Anyway, det er i øjeblikket ikke muligt at streame de seneste udsendelser. Vi pønser på en anden løsning. Mere om det senere.

Ingen kommentarer: