1. Robert Parker – ’Barefootin'’ (1966)
Regnen stod vist ned på tredje uge, da De Høje Hæle kom forbi i august. Det var en sløj sommer. Da trioen allerede figurerer på spillelisten (se 1. del), har jeg valgt denne sublime New Orleans-klassiker, som vi burde have danset barfodede rundt til i vandmasserne. Der er tale om et såkaldt one-hit-wonder. De Høje Hæle udsender snart en ny EP.
2. Butzback – ’Ravnen Mod Aften’ (2009)
’Ravnen mod aften’ er en roman af Poul Ørum, der visse steder bliver kaldt et langt terapiforløb. Det er også en knap to-minutter lang tusmørkesang fra Butzback debutplade ’Debut’. Fra udsendelsen med Peter Butzback
3. King Tuff – ‘So Desperate’ (2008)
Jeg kan ikke rose King Tuff nok. Hvis albummet ’Was Dead’ var kommet i år, havde der ikke været nogen som helst tvivl om dets placering blandt 2011’s allerbedste. Fra ‘Shoot From The Hip #3’
4. Magnus Pelander – ‘A Sinner's Child’ (2010)
Witchcrafts Magnus Pelander kom først sent ind billedet. Thomas ’Mera’ Gartzs ’ Självmördarens Sång,’ lå længe lunt i svinget, men der var et-eller-andet der ikke stemte med overgangen fra King Tuff. Derpå eksperimenterede jeg kortvarigt med Älgarnas Trädgärds ’Framtiden Är Ett Svävende Skepp’, før jeg lagde mig fast på ‘A Sinner's Child’ fra Pelanders første solo-EP. Fra programmet ’Sverige med ’Hobitten’ og ’Fuzz Daddy’’. Folkesnakken vil for øvrigt vide, at Hobitten så småt er ved at få noget der tenderer en kult blandt yngre syrehoveder.
5. John Cale – ‘Hey Ray’ (2011)
John Cale besøgte Aarhus og Malmø med ‘Paris 1919’ i år. København stod længe opført på hans koncertkalender. Men af for mig ukendte grunde blev hovedstaden strøget. Cale var også i det underholdende/legesyge hjørne med ep’en ’Extra Playful, der er en forløber for et nyt album i 2012. ’Shoot From The Hip #4’
6. Roxy Jules – ‘I Wanna Take You To This Place I Know’ (2011)
Roxy Jules alias Julie Runa blev i år udsat for en af den slags anmeldelser, hvor kritikeren forholdt sig til alt det hendes nye plade ikke er. Indimellem bliver jeg bare så træt. Heldigvis eksisterer der også anmeldere, der tager deres arbejde alvorligt. Såsom Undertoner. Fra udsendelsen med Roxy Jules.
7. The Telstar Sound Drone – ’Golden Needles’ (2011)
The Telstar Sound Drone havde lagt skumle planer for den første speak, da de kom på besøg, d. 22. september. Men som de belevne og kultiverede unge mennesker, de er, havde de glemt alt om det, da udsendelsen gik i gang. Musikken spændte vidt indenfor psych- genren og de mutationer den har gennemgået, siden slutningen af tresserne.
8. The Jimi Hendrix Experience – ‘Izabella’ (1970)
I den uge, hvor Christiania fejrede fyrre års fødselsdag, fik vi besøg af duoen Prime Time Probation. Et par velklædte herrer, der dog ikke kunne skjule deres flipperfortid, da talen faldt på fødselaren og de rocknavne, som de har oplevet der. Så vidt jeg husker havde ingen af dem set Hendrix live.
9. Young Marble Giants – ‘Wurlitzer Jukebox’ (1980)
Jim Q. Holm lagde for med et par kapitler af pladeselskabet Cloudlands historie. Derefter bevægede han sig over i decideret favoritmusik, strækkende sig fra bl.a. et par John Cale-sange, belgisk visesang, Sparks, Klaus Wunderlich og Young Marble Giants. Alsidig er nok det rigtige ord at bruge.
10. SPEkTR – ’Six Robots’ (2012)
Jeg fik tics, da jeg skimmede den musik, som Manoj Ramdas havde med, da han besøgte Mod Strømmen for anden gang indenfor et år. Toto var i blandt. Det havde jeg nu ikke behøvet. Der var ikke tale om, hverken ’Rosanna’ eller ’Africa’, men soundtracket til ’Dune’ fra 1984. Det nye SPEkTR album, ’Personetics’, kommer den 30. januar på Jenka Music. Derfor har jeg også tilladt mig at kalde ’Six Robots’ for en 2012-skæring
11. Sebastian – ’Lossepladsen Bløder’ (1971)
Den danske fyldte en del for en amerikaner på kort visit. Foruden Sebastian var der The Setting Son og The Savage Rose på programmet, denne dag i oktober. Duncan McKnight holder nytår på Island, hvor han vil gå i studiet med Henrik Björnsson fra Singapore Sling for at færdiggøre / indspille materiale. Hvem ved, måske de begge dukker op i Mod Strømmen indenfor et par måneder?
12. Stenblomma – Christiania (1973)
Pladecoveret herover har jeg længe haft på vent. Uden at jeg dog helt har vist, hvordan jeg skal bruge det. Nu har jeg chancen. Det er tidstypisk og set på behørig afstand indrammer det en form for uskyld. Vi taler 1973, hvor enhver omegnskommune med plads, lys og luft, i misforstået ånd fra Le Corbusier, byggede betonkaserne en masse. Også i Sverige. Der er vist ingen tvivl om hvad Stenblomma mener. Åbningssangen fra udsendelsen med Anders Stub.
13. Nicklas Burman og Det Tørre Beat – ’Celle No 5’
’Celle No. 5’ er vistnok en lejlighed på Indre Nørrebro. Fra programmet med Nicklas Burman
14. Waitresses – ‘I Know What Boys Like’ (1980)
Waitresses var et eksperimenterende new wave band fra Akron, Ohio. Er det ikke der, The Black Keys kommer fra? ’I Know What Boys Like’ blev udsendt på single i 1980. Gruppen måtte dog vente til 1982, før det blev en mindre hit i USA og Australien. Fra første del af dobbeltprogrammet ’dreng / pige’ i titlen.
15. France Gall – ‘Laisse Tomber Les Filles’ (1964)
Vi hopper direkte til pigerne. Det dybere budskab fra France Gall i denne Serge Gainsbourg-komposition, er ’hold op med at være sammen med så mange piger’. Normalt ikke et emne, der beskæftigede Gainsbourg synderligt. Tværtimod. Valgt af Ole Sværke.
16. Mellemblond – ’Diset, Døsig’ (2011)
Jeg tror der gik fjorten dage, hvis ikke tre uger, fra udgivelsesdatoen, før der dukkede en anmelder op, der havde fundet ud af, hvilken fantastisk ep Mellemblond har lavet med ’Elastisk’. Jeg vil også lige benytte anledningen til at takke Kristoffer Munch Mortensen, for at have introduceret mig for den nigerianske, tuareg-guitarist, Omara "Bombino" Moctar. Tak.
17. Uno Soul – ‘Crystallize Jesus’ (2009)
Det tætteste jeg kommer på en jul. Uno Soul var nok årets mest tro gruppe overfor de inspirationer, som de rundtom på nettet, har nævnt som deres vigtigste indflydelse.
18. Ry Cooder – ‘I Want My Crown’ (2011)
Swampy blues. Hvis jeg anstrengte mig, ville det formentlig lykkes mig at læse en kristen meddelelse ind i titlen. Jeg nøjes bare med at sige, at den mand som Jay Farrar har omtalt som ”more of a modern day Aaron Copland than Woody Guthrie”, ifølge Jamie Mason, har lavet en af årets plader. Jeg er tilbøjelig til at give ham ret.
De komplette playlister. Visse steder med endnu virkende link til udsendelserne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar