Blogger Widget

søndag den 31. juli 2011

Realitetstjek

1. Man Chau Po Orchestra - ‘Sealed With A Kiss’

Det forekommer ikke indlysende at begynde med en showstopper. ‘Sealed With A Kiss’ eller ‘SWAK’, som sætningen ofte bliver nedbarberet til nederste i et kærlighedsbrev, handler reelt set om det sidste, vemodige sommerkys og farvel. Man Chau Po Orchestra var et populært danseorkester i Malaysia og omegn i slutningen af tresserne.

2. The Wailers - ‘Summertime’

Inspireret af en god vens playliste med i nærheden af tredive forskellige versioner af Gershwin’s ’Summertime’. Der var dog ikke blevet plads til denne 1966-udgave med proto-garagerockbandet The Wailers fra Tacoma, Wasington State. Hammond-soloen er udsøgt..

3. The Electric Flag - ‘Grooving Is Easy’

Udtrykket grooving havde sin storhedstid i sluttresserne. Ordet dækkede dog stadigvæk ganske godt over mine sommerintentioner, da jeg for en måneds tid siden, blev spurgt om, hvad jeg skulle lave i min ferie. Det har været sværere end først antaget, navnlig på det seneste.

4. Roger McGuinn & Gene Clark - ‘Feelin' Higher’

Fra 1977-livegig. Clark-kompositionen kan godt minde om det materiale, måske endog være et outtake fra hans solomesterværk ’No Other’ fra 1974. ’Feelin’ Higher’ kom med på studiealbummet ’McGuinn, Clark and Hillman’, som de tre gamle The Byrds-medlemmer udgav i 1979. Denne sjælfulde, akustiske udgave overstråler dog alt fra den plade.

5. Little Beaver - ‘I Can Dig It Baby’

Begynder som en ordinær soulballade, lidt ala Stevie Wonder. Den funky guitaroutro har dog fået mig til at vende tilbage til ‘I Can Dig It Baby’, gentagende gange i løbet af juli. Hvad andet kan man også forvente, når man har med en studiemusiker af Willie Hale’s format at gøre. Før tilnavnet Little Beaver begynder at give forkerte associationer , så lad os slå fast, at det ene og alene henviser til hans markante tandsæt, intet andet.

6. The Strange Boys - ‘Baby Please Dont Go’

The Strange Boys fra Austin, Texas, har jeg lobhudlet før. En herlig, loose udgave af den gamle bluesstandard, som Big Joe Williams var den første til at indspille i 1935.

7. Sic Alps - ‘Do You Want To Give $$?’

Sic Alps har lidt af det samme som The Strange Boys. En forunderlig leg med fortiden
8. Dennis Wilosn - ‘Dreamer’

Dennis var den mellemste i Wilson-søskendeflokken med alt det, som det indebærer. Det aspekt lader vi psyko- og familieterapeuter tage sig af. Med ’Pacific Ocean Blue’ fra 1977, blev han ikke desto mindre den første af The Beach Boys, der udsendte en soloplade. Sangene blev hovedsagligt skrevet under bægerklang med svirebroren Gregg Jakobson. ’Dreamer’ er et forsøg på at indkredse essensen af Jesus Kristus på lidt over fire minutter.

9. Baby Woodrose - ‘I Feel High’

Den engelske forfatter Thomas de Quincy, har i bogen ‘En Engelsk Opiumsbrugers Bekendelser’, fra 1845, kaldt stoffet “lykkens hemmelighed, som filosofferne havde skændtes om i så mange århundreder”*. Der er mange måder at blive høj på. Jeg har ingen anelse om, hvad Baby Woodrose har taget på denne B-side fra 2008, men jeg har da haft mine frydefulde øjeblikke her i sommer i glimt af solpletter.

10. George Guzman - ‘Banana Freak Out’

New York-boogaloo anno 1968. George Guzman var en af datidens bedste congas-spillere, Fra debutpladen ’Introducing George Guzman’, der emmer af doven sommerdag. ’Banana Freak Out’ fanger den frie atmosfære, kønnene og stofferne imellem, som tresserne havde, eller i det mindste, som de der oplevede dem, prøver at bilde os ind, de havde.

11. The Dead Milkmen - ‘Get Off Of My Cloud’

Tør ikke sige om The Dead Milkmen, har skelet til The Rolling Stones Bo Diddley-inficerede indspilning af Buddy Holly’s ’Not Fade Away’. Hvorom alting er, så lyder ’Get Off Of My Cloud’ ikke spor af Stones, det minder derimod betænkeligt meget om The Velvet Underground. Demo, årstal ukendt.

12. King Tuff - 'So Desperate'

Albummet ‘Was Dead’, har afgjort været en favoritplade denne sommer. 'So Desperat' lander et sted mellem The Undertones og T.Rex. Dog med en vis hældning til sidstnævnte, der oven i købet bliver citeret mundret.

13. Zipper - 'Bullets'

Fred Cole’s hard rock-projekt fra midten af halvfjerdserne er et nyt bekendtskab. Dead Moon og Lollipop Shoppe er gamle venner. Kompromisløsheden lyser som altid ud af ham, selv om hans stemme kan forekomme en anelse skinger, andre vil nok bruge ordet unik. Det er mig lige fedt.

14. Pineapples From The Dawn Of Time - 'Too Much Acid'

Mere og mere tid spenderet på ryggen foran fjernsynet. Skønt jeg har set interessante naturprogrammer, en dokumentarfilm om Dizzy Mizz Lizzy (var de virkelig så store?), flere afsnit af Columbo, har jeg det efterhånden som om, at jeg er ved at gå i frø. “I’m A Vegetable / A Walkin’, Talkin’ Vegetable”.

15. The Dharma Bums - 'Woodstock Lukker'

Var sommeren endnu en flygtig drøm? Fra kompilationen ’Christiania Forever’, der kom i 2004.

Lyt til hele molevitten. Det er som skabt til en arbejdscomputer. Spilletid én time.



*Weekendavisens bogtillæg: ‘Den mørke afgud’ af Ole Grünbaum. 22. juli 2011, s. 14.

fredag den 29. juli 2011

Lennon: ’Well (Baby, Please Don’t Go)’

Demo fra ’Power To The People’-sessionen, EMI Studios, Abbey Road, februar 1971. Bas: Klaus Voormann. Saxofon: Bobby Keys. Trommer: Jim Gordon.

onsdag den 27. juli 2011

søndag den 24. juli 2011

Anbefaling: Vivian Girls, Bakken

Brooklyn-trioen Vivian Girls brugte selv termen shitgazer om dets musik, da de udsendte debutpladen i 2008. En sjov provokation fra det rene pigeband, der også gik hen og blev internet-darlings. Slentrer man lidt videre, så var det 21-minutter lange album, klassisk støj-pop med en guitarlyd, man kender til hudløshed, men som ikke desto mindre er møghamrende charmerende.

På albummet fra i år, ’Share The Joy’, har pigerne lagt det direkte punkede med tekster om kærlighed, ensomhed og drenge bag sig, for at begive sig ind et mere vidtspændende univers af pige-pop fra tresserne og The Raincoats. Hele den nye plade:

Vivian Girls Share the Joy by 505diary.blogspot.com

Vivian Girls spiller dets første officielle gig i Danmark, nu på tirsdag. Det sker på Bakken i Kødbyen, kl. 21.00. Billetter ved døren.

fredag den 22. juli 2011

Keef: Under Review.

Hvis prognoserne taler sandt, regner det hele dagen. Med ekspertudtalelser fra blandt andet Robert Christgau, Nigel Williamson, Robert Greenfield og John Perry fra The Only Ones.

onsdag den 20. juli 2011

Basement Tapes og lignende

Bloggen Fra Kælderen har kun et par måneder på bagen. Indholdet kan man ikke desto mindre spore tilbage til slutningen af firserne. For nu at droppe det kryptiske, så ligger bagmanden inde med et hav af piratoptagelser fra hovedsagligt københavnske spillesteder, Roskilde Festivalen er også rigt repræsenteret, som han er begyndt at dele ud af. Kvaliteten kender jeg ikke, men hvis det kan give en indikator, så er de fleste koncerter optaget fra en plads blandt publikum, man finder dog også en snes, der stammer direkte fra pulten. Primal Scream, Thåström, The Jesus & Mary Chain og så denne Greene-koncert fra Roskilde Festivalen, d. 2. juli 1993, hører til blandt dem, jeg skal have undersøgt nærmere:
1. Intro
2. Tomorrow
3. House
4. Some Day
5. Week of Mondays
6. About Leaving & Being Left
7. The Model (Kraftwerk)
8. Being with Someone
9. Venus in Furs (Velvet Underground)
10. Happy Day
11. White Shirt (Sort Sol)
12. Helping Hand
13. Something Inside Me
14. Can't find Myself
15. Love Made Me a Better Man
16. ?
17. What Goes On? (Velvet Underground)
18. Tomorrow

Det amerikanske musikmagasin Spin fejrer 20-års jubilæet for Nirvana's ’Nevermind’ med denne hyldest:
1. Meat Puppets - Smells Like Teen Spirit
2. Butch Walker & the Black Widows - In Bloom
3. Midnight Juggernauts - Come As You Are
4. Titus Andronicus - Breed
5. The Vaselines - Lithium
6. Amanda Palmer - Polly
7. Surfer Blood - Territorial Pissings
8. Foxy Shazam - Drain You
9. Jessica Lea Mayfield - Lounge Act
10. Charles Bradley & The Menahan Street Band - Stay Away
11. Telekinesis - On A Plain
12. JEFF The Brotherhood - Something In The Way
13. EMA - Endless Nameless
Frem til d. 25. juli, kan man hente tributen via Spin’s Facebook-side. Yalla, yalla.

tirsdag den 19. juli 2011

Sommerlæsninger

For et stykke tid siden, fortalte jeg om den seneste bog, jeg har købt og som blev hevet ned fra en bestesellerhylde i et svensk supermarked. Titlen blev aldrig nævnt. Det drejede sig om Johan Theorins ’Blodläge’, tredje bind i Ølandskvartetten, der ikke kun udspiller sig på Sveriges næststørste ø, men også på hver sin årstid. ’Blodläge’ bliver solgt som en krimi, men er alt muligt andet.

Siden jeg lagde ’Blodläg’ fra mig, er det blevet til flere spredte begyndelser. På stående fod kan jeg ikke komme i tanke om en bog, jeg har læst færdig, før jeg for ungefær tre uger siden, begyndte på ’Passion Is A Fashion. The Real Story Of The Clash’ af Pat Gilbert. Som så til gengæld har været den bedste biografi, jeg har haft fat i om ’The Last Gang In Town’. Ikke at de andre publikationer, jeg har lagt fra mig i løbet af juni på nogen måde, har været Kierkegaards samlede tanker eller andet heavy shit, som jeg alligevel ikke kan huske fem minutter efter jeg har læst det. Ej heller smalle digtsamlinger på forlag, som jeg aldrig har hørt om før.

Min ferielæsning har endvidere stået på Peder Bundgaards ’Sorte Hest’, hvori hans fotograf/detektiv, BK Jensen, tumler rundt på det nye Vesterbro og opklarer mord, der relaterer sig til Kødbyen og kunstverdenen. Derudover har jeg læst romanen ’Dræb dine venner’ af David Niven, som foregår i den engelske pladebranchen i det herrens år 1997. Et år, hvor pengene rullede ind i mængder, man ikke i sin vildeste fantasi kan forestille sig. Titlen holder fuldt ud, hvad den lover.

Spørgsmålet er nu om jeg skal gå i gang med ’Ledvogteren’ af Kristian Lundberg eller om jeg skal tage mig sammen til at hente ’Scener fra Sunset Boulevard. Et drive-in rejseessay’ af Henrik List, som står og griner af mig på sommerbibliotekets reservationshylde?

søndag den 17. juli 2011

Buktafestivalen, Tromsø - forskellige steder på Sjælland, over flere dage.

14.07.11. kl. 20:23: ”Pissekoldt og vådt. Øl kr. 70 og burger kr. 95. Men Grinderman varmer kroppen”

14.07.11. kl. 20:28: ”Ja. Det kan jeg forestille mig. Her har det regnet og stormet i noget nær et døgn. Men den stikkelsbærgrød jeg lige har spist, har været det hele værd. Hvad skal I ellers se?”

15.07.11. kl. 20:53: ”Black Lips var lidt fjollet. Daniel Norgren var superb. Mudhoney larmer lige nu. Solen skinner heldigvis og vi slutter snart for i dag med Dandy Warhols"

15.07.11. kl. 21:05: ”Jeg havde lidt den samme oplevelse med Black Lips på Loppen for nogle år siden. Vi er hos O og K i et lånt sommerhus i Odsherred. Regnen står ind og det er efterårskoldt. Bukta igen i morgen?”

15.07.11. kl. 21:13: ”Sidste dag i morgen, men mere for at være her. Det er et smukt sted. Ses og hils”

15.07.11. kl. 21:17: ”Det skal jeg gøre. Vi tager tilbage til sommerhuset i morgen. God tur længere nordpå”

torsdag den 14. juli 2011

På vej

De Høje Hæle og Butzback, har længe figureret herude til højre, som de første gæster til at puste nyt liv i radioprogrammet Mod Strømmen efter sommerferie. Der skal lige falde et par datoer på plads, før vi kan præsentere, hvad der kommer til at ske i september og et stykke ind i oktober.

Jeg kan ikke desto mindre løfte sløret for, at The Telstar Sound Drone kommer forbi. Det samme gør Roxy Jules, som udsender sin selvfinansierede, støjrockende debutplade d. 22. august, og fredagen efter optræder med Darkness Falls, Gianna Factory og Marie Fisker i Amager Bio. Der er også nyt på vej med SPEkTR, der gør sig i en sær eller gal collage af bl.a. surf, spacerock og kompositioner, der slægter sig på temaer fra filmhistorien. Pladen har fået titlen ’Personetics’ og udkommer på Escho i slutningen af september. Vi håber at ramme en torsdag nær releasedagen. Prime Time Probation, der udgav debuten ’X-Dreams’ i maj, efter den havde været på vej i henved 25 år, har vi også en aftale med. Ligesom indehaveren af Drone Bar på Nørrebrogade, Rasmus Poulsen, der just har annonceret en november-koncert med eletronica-pionererne Silver Apples (video), der lavede noget af det ypperligste acid house, der kom ud af tresserne, besøger os. Der er desuden flere temaer i støbeskeen. Her skal jeg blot nævne en aften med Sverige i centrum, sammen med Hobitten og Fuzz Daddy. Stay tuned.

Øverst: Julie Runa og Manoj Ramdas ved en koncert med Roxy Jules på Bakken i Kødbyen. Begge udgør yderligere en væsentlig del af SPEkTR.

onsdag den 13. juli 2011

Disede og længselsfulde sommerdage

San Francisco-bandet Vetiver, har jeg fulgt siden 2004, hvor jeg lagde mærke til det på ’Golden Apples Of The Sun’, freak-folk sampler sammensat af Devendra Banhart, hvorpå de medvirkede med ’Angles Share’, en duet med Hope Sandoval. Fulgt er måske så meget sagt, det er immervæk gået min næse forbi, at orkestret for en måneds tid siden udsendte nyt. At kalde Vetiver et orkester i almindelig forstand, er endnu en sandhed med modifikationer. De facto er det et nom de guerre for sanger og sangskriver Andy Cabic, suppleret op af en mere eller mindre obskur og usammenhængende mængde venner.

Den nye plade ’The Errant Charm’ er vist Cabric’s mest umiddelbare til dato. Det er voksen soft-rock, intelligent pop, smukke melodier, frodige lag af akustiskspillede instrumenter og i den grad fra Californien, men den er også selvmodsigelser en masse, dage uden overblik og bizarre sammensmeltninger af Fleetwood Mac og Velvet Underground.

Her en anmeldelse fra Hate Your Answering Machine og dette link fører videre til et link, hvor man kan høre hele pladen.

Answering Machine Message // Vetiver // The Errant Charm by HATEyourANSWERINGmachine

tirsdag den 12. juli 2011

mandag den 11. juli 2011

Tidssignalement. ’The City Of The Dead’.


”I remember around 1974 and 1975 people were bored. They had Roxy Music and David Bowie but they still got bored. When people are really bored, something will happen.”
- Bernie Rhodes, manager for The Clash.
"It was really terrible then, 1973, 1974, 1975. It was Roxy Music, Queen, Led Zeppelin, it was all these mega-monster bands or little tribute bands down the pub. I don’t think the kids were doing anything, they were just hanging about slagging people off. But everybody was waiting for something, even though they had no idea what it was”
- Micky Foote, gammel ven af Joe Strummer, altmuligmand for The Clash, ind i mellem endog producer.
”Those years were unbelievably awful. First of all you watched heroes from the 1960s grow fat, limp and pointless. How many bad Van Morrison albums did you buy before you finally stopped? And the people who were happening were this pompons, sententious fucking crap. People forget how bad it all was. Two words: Rick Wakeman.”
- Tony Wilson, senere leder af Factory Records.

Så er det vist sat på plads. Fra ’Passion Is A Fashion. The Real Story Of The Clash’ af Pat Gilbert.

søndag den 10. juli 2011

’Sketch For Summer’


Et instrumentalnummer af ren og skær poesi på en sommeraften som denne søndag aften. En af Martin Hannett’s smukkeste produktioner. Ord kan ikke gøre det. ’Sketch For Summer’ taler for sig selv.

P.S. Gid fanden havde fluerne og al det andet flyvende småkravl.

lørdag den 9. juli 2011

’A Whiter Shade Of Pale’ eller ’London Calling’?

For de fleste er det nok et generationsspørgsmål. Eller i det mindste et spørgsmål om stil. De fleste vil sandsynligvis også være enige om, at der er himmelvid forskel på Procol Harum og The Clash. For mange vil det slet og ret være ren blasfemi at drage sammenligninger. En enkelt mand binder dog de to sange sammen, en mand som oven i købet var med i tilblivelsesprocessen af begge.

Guy Stevens slog sine folder, som dj på MOD-klubber i London i midten af tresserne. Han var nærmest en utømmelig kilde, når det drejede sig om amerikanske R&B og soul. The Who, The Small Faces, The Rolling Stones med flere kom til ham, når de stod og manglede sange til repertoiret. Derudover arbejdede Stevens for Island Records, da det var i sin vorden, siden hen blev han sat i spidsen for selskabets britiske blues/R&B mærke, Sue Records.

Et par år senere begyndte han at beskæftige sig med musikproduktion og management. Procol Harum tog efter sigende navn efter hans kat, ligesom han også var ophavsmand til sætningen ’A Whiter Shade Of Pale’, og i det hele taget var en vigtig inspirator for tekstforfatter Keith Reid, når det handlede om det dobbeltbundede og stof-betonede. Desværre oplevede han ikke på nærmeste hold, da ’A Whiter Shade Of Pale’ gik til tops i England i 1967, han sad inde med en dom for besiddelse af narkotika.
Til gengæld fik han læst en masse under fængselsopholdet. Deriblandt amerikanske Willard Manus’ bog om den utilpassede fidusmager Norman Mott, der foretrækker at arbejde så lidt som muligt og ender med at rejse rundt med et freakshow for at undgå at blive sendt til Vietnam. Bevæbnet med titlen ’Moot The Hoople’, gik Stevens efter løsladelsen i gang med at samle det orkester, der senere indtog hitlisten med Bowies ’All The Young Dudes’. På det tidspunkt var samarbejdet mellem parterne dog forbi.

Moot The Hoople er det første link til The Clash. Som mange ved, var Mick Jones med i den såkaldte ’Mott Lot’. En inkarneret skare af fans, der fulgte bandet overalt i England. Det andet og nok så væsentlige var Stevens encyklopædiske viden om sort musik. Bandet insisterede simpelthen på at bruge ham som producer, da det gik i gang med at indspille dets store amerikanske album, ’London Calling’. Det, til trods for, at Stevens var dybt alkoholiseret og til tider komplet utilregnelig. For ikke at nævne et mindre heldigt intermezzo med ham, et par år tidligere med nogle demooptagelser. Pladeselskabets mening giver sig selv. Og resten henhører vist til det, man under en fællesbetegnelse, kalder rockhistorie.

Guy Stevens døde tragisk af en blanding af lægeordineret medicin og alkohol i 1981.

Det vil være dristigt af en blog, der kalder sig Mod Strømmen, at bringe ’A Whiter Shade Of Pale’ med Procol Harum. Det mod mangler, nyd den i stedet, med den kun 16-årige Alex Chiltons fantastiske stemmepragt i front for The Box Tops:

torsdag den 7. juli 2011

King Tuff: Was Dead

King Tuff bruger flere identiteter. Når han afregner skatten hjemme i Vermont hedder han formentlig Kyle Thomas, præcis som det også er tilfældet, når han optræder med den eklektiske duo Feathers eller er forsanger i J. Mascis tunge sideprojekt Witch. Albummet, ’Was Dead’, som det her skal dreje sig om, udkom i 2007, og er en af de små udgivelser, som jeg gerne ville have haft kendskab til på det tidspunkt. Men med brug af en aforisme, så finder blind høne også korn, det tager bare længere tid.


Det var sangen ’Kind Of Guy, der satte mig på sporet og derfra var der ikke langt fra tanke til handling. Den er som taget ud af Nuggets-sangbogen og sådan fortsætter pladen med vellykkede svinkeærinder ind og ud af power-poppen og glamrocken. På den sitar-klingende åbner ’Dancing on You’, lyder Kyle Thomas hen ad Marc Bolan og en tid, hvor man stadig dansede til rockmusik. ’Was Dead’ tjener som et skoleeksempel på, hvordan al essentiel rockmusik er bygget op om fremdrift eller drive, hvis man fortrækker en angloficering. At Kyle Thomas selv spiller alle instrumenterne, er des mere imponerede. Ikke mindst ’Lazerbeam’ med det hektiske trommespil og opbygningen med de gutturale skrig, viser en allerhelvedes dygtig sangskriver, mens ’A Pretty Dress’ og ’Lady’ understreger hvor varieret og ypperlig en guitarist Thomas er. Flere af kompositionerne kan sine steder minde om Wavves, Nathan Williams’ alter ego, de er bare bedre og indspillet et års tid eller to før, Williams besluttede sig for det navn.

Siden ’Was Dead’ har der været stille omkring King Tuff. Kilder tæt på Kyle Thomas fortæller, at han har valgt at forfølge et nyt projekt Happy Birthday. Ikke desto mindre er der for ganske kort tid siden, dukket en nyindspillet og omstruktureret version af et gammelt nummer, ’Hands’, op på en splitsingle med The Hex Dispensers. Det kan man tilmed downloade direkte fra Soundcloud. Hvem ved, måske er der et nyt album på trapperne?

King Tuff - Hands by ScionAV

Jazz. Lørdag d. 9. juli.

Det fremgår ikke helt tydeligt, hvor de to arrangementer finder sted. This Is Not Jazzfestival foregår i Byens Lys på Christiania, mens Loco har forpagtet Lille Vega for en aften. Nu når vi er ved det, så kan man allerede i aften, høre Reverend Shine Snake Oil Co. på Mojo Blues Bar i Løngangsstræde.

onsdag den 6. juli 2011

Udenfor min dør en dag i juli eller den eftermiddag Mod Strømmen var en haveblog



Stjerneskærm, lavendel, morgenfrue, afblomstrede iris, mamelukærme, zittauerløg, kongelys, margueritter på spring, sommerfuglebusk, endnu ikke udsprungen blå tidselkugle, almindelig fredløs, lammeører, kapfakkel etcetera.

”Sip The Wine”


Bassist og sanger Rick Danko, blev det første medlem af The Band, der udsendte en soloplade. Det skete i 1977. Hvad mere er, så medvirker alle medlemmerne af The Band såmænd uafhængigt af hinanden på udgivelsen. Af andre gæster er det værd at omtale Ron Wood, Doug Sahm og Blondie Chaplin fra The Beach Boys.

Materialet er hovedsagligt skrevet sammen med tekstforfatterne Bobby Charles og Emmet Grogan. Om førstnævnte er det vist kun nødvendigt at nævne ’See You Later Alligator’, så burde læserne have et pejlemærke,. Grogan var kendt fra San Franciscos radikale teater- og kunstscene i midten af tresserne. I 1978 dedikerede Dylan albummet ’Street Legal’ til ham, efter han var blevet fundet død i en bil. Offer for et hjertetilfælde efter et langvarigt misbrug af heroin.

Optagelsen med fantatiske ’Sip The Wine’, stammer fra et 30 minutters livesæt, som Danko gav til en lokal tv-station i Chicago i 1978.

tirsdag den 5. juli 2011

Robbie Robertson, 68 år i dag.

En af de førende sangskrivere indenfor rockmusikken, som flere efterhånden betragter som et lukket kapitel, en overstået æra, lidt ligesom da jazzen måtte vige pladsen, Robbie Robertson fra bl.a. The Band, fylder 68 år i dag. Tillykke.

Han ses her til venstre, sammen med poeten, Michael McClure, der blev udødeliggjort som Pat McLear i Jack Kerouac’s bog 'Big Sur', Dylan og Ginsberg.

mandag den 4. juli 2011

Svamperock og dage med godt plantevejr

Roskilde 2011 blev det første år nogensinde, hvor jeg ikke så en eneste koncert på Orange. Ikke, at det har haft nogen betydning for min festival, det er bare en konstatering. På den anden side, så var jeg kun forbi den nye intimscene Gloria, for en yderst kort bemærkning, da Kloster spillede.

Det blev en festival, der strakte sig fra Charles Bradley, der spredte kærlighed og sendte hilsner til Otis Redding og James Brown, og til slut var nede på knæ med tårevædede øjne for at takke sin skaber og publikum. Over en halv-snaldret Dan Bejar med det andet jeg Destroyer og moderne vestkystrock til en smadret, punket New York-cool koncert med TV On The Radio. For slet ikke at nævne, socialt bevidste og feststemte Calle 13 og et af højdepunkterne, det nitten kvinde/mand høje Congotronics vs. Rockers. Eller afslutningen lørdag nat med det revolutionære underholdningsorkester Spids Nøgenhat. Hvis show man i øvrigt, kan høre i sin helhed via DR-live.

Tak for i år og det enorme udbud af musik. Jeg kan ved den søde grød ikke fatte, at nogen seriøst kan mene, at Roskilde er under pres fra andre danske musikbegivenheder og jyske eventmagere. I så fald har man fuldstændig tabt følingen med publikum.

søndag den 3. juli 2011

Roskilde, dag fire

Klokken var 5.15, da jeg stak nøglen i entredøren her til morgen. Nu er jeg så småt begyndt at få øjne og gøre mig klar til endnu en festivaldag. Det er ikke mange understregninger, jeg har sat i søndagens program. Jeg ville gerne have set I Was A King, kl. 12.00, på Pavilion, men det kan jeg ikke nå. Om jeg når Thulebasen sammesteds, kl. 14.00, er et godt spørgsmål.

For nuværende venter jeg på kørelejlighed, og alt efter trafikken efter skybruddet og om campisterne er begyndte at forlade festivalen, jeg mødte allerede en del i nat, ja så, er det mest fornuftige bud på dagens første koncert formentlig The Walkmen, kl. 16.30, på Odeon. Derefter vil jeg dingle lidt rundt på festivalpladsen og tage den som den kommer og lade andre bestemme, hvad jeg skal se.

Billedet er taget under en af gårsdagens overraskelser, det etiopiske bryllupsorkester Ililta Band.

lørdag den 2. juli 2011

Roskilde, dag tre

Det bliver en lang nat. Alene den erkendelse bevirker, at jeg først er at finde på Arena, kl. 18.00, hvor TV On The Radio går på. Ingen eftermiddag kurateret af The Ex, heller ingen John Grant eller Love Shop, for den sags skyld. TV On The Radio har jeg hørt på Roskilde før, men den koncert har åbenbart ikke sat så afgørende spor, jeg kunne i al fald ikke huske den, før jeg blev mindet om det i forgårs. Herefter lader jeg strømmen bestemme retningen, slår måske et smut forbi hiphopensemblet Calle 13 fra Puerto Rico, indtil Congotronics vs. Rockers på Odeon, kl. 23.00.

Som nævnt i et tidligere indlæg, så er anbefalingerne af de enkelte orkestre stort set alle genbrug. Sidste søndag havde jeg den ære, at få lov til rekommandere tre koncerter på bloggen majortom.dk. Her valgte jeg netop omtalte Congotronics vs. Rockers, Spids Nøgenhat og Kitchie Kitchie Ki Me O. De ord låner jeg lige tilbage:
”Congotronics Vs Rockers feat. Konono N°1, Deerhoof, Kasai Allstars, Juana Molina, Wildbirds & Peacedrums og Skeletons

Roskilde Festival er det sted, jeg hører verdensmusik. Gennem et længere stykke tid er der blevet sendt musikfiler på kryds og tværs af Atlanten. Fra Congo til Argentina, fra Sverige til New Mexico, fra New York til Belgien og vice versa. Idéen bag var enkel og ligetil. Nemlig at få et samarbejde op at stå mellem congolesiske Konono N°1 og Kasai Allstars, der kollektivt er kendt som Congotronics, og en række musikere, der fortrinsvis arbejder i den alternative del af musikspekteret. Et samarbejde, der skulle lede til et fælles og nyt repertoire. En smeltedigel af traditionelle afrikanske instrumenter og rytmer og nyere vestlig musik. Om Congotronics vs Rockers, så er verdensmusik er et helt andet spørgsmål. Spændende lyder det under alle omstændigheder.

Spids Nøgenhat

Jeg er ikke meget for højder, så det med at samle pant for at få en tur med svævebanen ud over grusgraven, giver jeg mig ikke ud i. Gudskelov er der andre måder at få et sug i maven på. En af dem er Spids Nøgenhat. Da jeg så Dragontears en fredag i februar, gik der rygter blandt publikum om, at det ville fortsætte hele natten. Sådan blev det ikke. Når besætningen stiller op som Spids Nøgenhat og samtidig får lov at lukke Pavilion-scenen lørdag nat, kan man håbe på, at det ligeledes får lov at åbne posen med de dansk syrerock-godter helt op.

Kitchie Kitchie Ki Me O

Natten bliver lukket ned med norske Kitchie Kitchie Ki Me O. Der enten har taget navn efter et My Midnight Creeps nummer eller af en version af den gamle engelske folkesang ’King Kong Kitchie Kitchie Ki-Me-O’, bedre kendt som ’Frog Went A-Courting’. Meget taler dog for førstnævnte, fordi bandet er opstået på asken af My Midnight Creeps, Madrugada og Ricochets. Selvom, der er skruet ned for tempoet, i det mindste i forhold til My Midnight Creeps, som er det orkester, jeg har hørt mest af de tre, så emmer debutpladen af klassisk rock a la Stones og Stooges og saxofonen fylder stadig pragtfuldt meget.

Lørdag aften og nat:
Congotronics Vs Rockers: Odeon kl. 23.00
Spids Nøgenhat: Pavilion kl. 02.00
Kitchie Kitchie Ki Me O: Odeon kl. 03.00”
Sidste øjebliks tilføjelse. Genoptrykket af Spids Nøgenhat-pladen går som varmt brød i YourSpace. Hvorfra det også forlyder, at Spids Nøgenhat spiller halvanden time.

fredag den 1. juli 2011

Roskilde, dag to

Introen er den samme som i går. Tid og sted er det vigtigste, brug linkene for en nærmere beskrivelse af kunstnerne.

Bright Eyes aka Conor Oberst, der åbner Arena i dag, kl. 14.00, må jeg nok skyde en hvid pind efter, jeg er stået for sent op. Til gengæld kan jeg møde op med friske ører, når den står på soul anno ´67 med Charles Bradley på Odeon, kl. 17.00. Destroyer på Pavilion, kl. 20.00, bliver det næste navn, som jeg skal se, men mon ikke jeg kan nå en bid af brdr. Kuti på Arena, kl. 18.00?. Derpå pønser jeg på at høre Kurt Vile & The Violators på Odeon, kl. 21.30. Spørgsmålet er bare om der ikke bliver stopproppet, ligesom der var til den skuffende koncert med Tame Impala i går. Aftenens tre næste bands spiller alle på Odeon. Kl. 23.00 går Swans på. De bliver efterfulgt af Ghost, kl. 01.00, før scenen lukker ned med Iceage, kl. 03.00. Umiddelbart ser det ud til, at der er fuld plade igen i dag.

Billedet stammer fra Lorenzo Woodroses høretelefonkoncert i går. Ved et nærmere selvstudie, skulle man gerne kunne nikke genkendende til flere ansigter fra Pavilion-scenen i warm-up dagene. En af værterne fra Mod Strømmen står der minsandten også.