Blogger Widget

mandag den 31. oktober 2011

Il Grande Cocomero


Al min viden om Halloween stammer fra Radiserne. Med Allehelgensaften står sagen straks anderledes. Det er ikke fordi, at jeg har tænkt mig at holde et længere foredrag. Blot gengive en playliste fra den dag radioprogrammet Mod Strømmen, havde temaet ’Det Okkulte’ og så kalde det vort bidrag til Halloween og dagen i dag.

1. Jerry Goldsmith - Ave Satani (1976)
2. Lovin’ Spoonful - Do You Believe In Magic (1965)
3. Sugar - Fortune Teller (1992)
4. Tony Jackson Group - Fortune Teller (1965)
5. Simon Stokes & The Nighthawks - Voodoo Woman (1968)
6. Redbone - The Witch Queen Of New Orleans (1971)
7. Lollipop Shoppe - You Must Be A Witch (1968)
8. Grandpaboy - Vampires And Failures (2004)
9. The Haunted Brothers - I Came Upon A Ghost One Night (2008)
10. Donovan - Season Of The Witch (1966)
11. Michael Hurley - The Werewolf (1971)
12. Warren Zevon - Werewolves Of London (1978)
13. Alan Vega / Alex Chilton / Ben Vaughn - The Werewolf (1996)
14. Wooden Shjips - Vampire Blues (2008)
15. The Black Angels - Haunting At 1300 McKinley (2010)
16. Stud Cole - The Witch (1968)
17. Kip Taylor - She’s My Witch (1958)
18. Patti Smith - Summer Cannibals (1996)
19. Ella Fitzgerald - Ding Dong! The Witch Is Dead (1961)
20. Ween - Voodoo Lady (1994)
21. The Neville Brothers - Voodoo (1989)
22. Lee “Scatch” Perry feat. Keith Richards - Heavy Voodoo (2008)
23. Massehysteri - Satans Barn (2010)
24. Clap Your Hands Say Yeah! - Satan Said Dance (2007)
25. Peter & The Test Tube Babies - Spirit Of Keith Moon (1985)
26. Billy Bragg & Wilco - Hoodoo Voodoo (1998)
27. Roky Erickson - Haunt (1985)

søndag den 30. oktober 2011

Anders Stub i Mod Strømmen

”En klog mand behøver kun få ord, ligesom en tromme kun behøver lette slag”. Dette kinesiske ordsprog, skildrer i al sin enkelhed ganske fortrinligt Anders Stubs to fremragende soloalbum, ’The Silent Boatman’ fra 2009 og ’In The Dark Hours’ fra i år.

Svenske Stub har tidligere spillet med Mother Superior, der blev nomineret til en grammy for ’The Mothership Has Landed’ i hjemlandet i 1996, ligesom han har siddet bag trommerne for The Royal Beat Conspiracy. I 2006 kom han med i On Trial, hvor han havde sæde, indtil de bukkede pænt og sagde bye-bye her i juni.

Hvor programmet bringer os hen på torsdag, d. 3. november, kan jeg naturligvis kun gisne om. Jeg nærer et håb om, at vi når både det historiske/selvbiografiske rids, men så sandelig også at få spillet en del af det psych-kræs, som solopladerne flyder over med. Og så har jeg slet ikke nævnt musikalske inspirationskilder. Det kan desuden være interessant at få at vide om man overhovedet skal gøre sig forhåbninger om at høre ham live på et tidspunkt? Af omveje ved jeg, at flere presser på, for at det skal ske. 

Stil ind på 98.9 FM/98.8 Hybrid, mellem kl. 18-20, nu på torsdag.

lørdag den 29. oktober 2011

Former og indhold


Kitsch, easy listening, semi-psykedelisk. Kært barn, mange navne, store glæder og alt det der. For lige at gå en kende i enkeltheder med playlisten fra udsendelsen med Duncan McKnight. Eller rettere sagt en af grupperne, peruvianske Los Mirlos, der slog sit navn fast sidst i tresserne og stadigvæk er aktive.

Orkestret ligger i krydsfeltet mellem folkemusik fra Andesbjergene, colombiansk cumbia, twangy guitar og amerikansk surf. Kan man det? ’Chicha’, som stilen bliver kaldt, blev populær under det såkaldte første peruvianske olieboom, hvor der pludselig var mange, hurtige penge at tjene i de tyndtbefolkede regnskove i den nordøstlige del af landet. Som sådan var det vel en form for regional arbejderklassemusik, der blev spillet rundt omkring på de interimistiske barer, der opstod i kølvandet på tilstrømningen af lykkejægerne. ’Chicha’ er også navnet på den gærede, alkoholrige og højtelskede lokale majsdrik.

Såfremt man kan tale om, at Los Mirlos har en kendingsmelodi må det være ’Sonido Amazónico’. I 2007 åbnede den, den amerikanske kompilation ’The Roots Of Chicha: Psychedelic Cumbias From Peru’, der sidste år blev fulgt op af endnu en opsamling.

 
Tjek iøvrigt fotoet øverst, som er Los Mirlos originale pladeomslag til det album, hvorpå ’Sonido Amazónico’ kom første gang. Sammenlign det derpå med det grøntonede cover med bussen, som udgør billedsiden af videoen. Der er lang vej fra Peru i tresserne og halvfjerdserne til en coverdesigner fra New York i nullerne, som skal gøre en vare hipstervarm.    

fredag den 28. oktober 2011

Duncan McKnight. Playliste 27. oktober


1. Dante Esperanza - Fugitive (2004)
2. T. Rex - Children Of The Revolution (1972)
3. Los Saicos - Come On (1965)
4. Los Mirlos - Sonido Amazónico (196?)
5. Syd Barrett - Lucy Leave (demo) (1965)
6. The Virgin Tongues - Six Feet Underground (2007)
7. The Setting Son - Spring Of Hate (2009)
8. The Savage Rose - Byen Vågner (1972)
9. The Velvet Underground - Run Run Run (1967)
10. The Brian Jonestown Massacre - Anemone (1996)
11. The Flaming Banshees – 1000 Days Of Sleep (2009)
12. Magic Castles – Ballad Of The Golden Bird (2008)
13. Duncan McKnight & Jamedar Sun – Highway Diamond (live i studiet) (2011)
14. The Doors – Love Street (1968)
15. The Seeds – Can´t Seem To Make You Mine (1965)
16. The Virgin Tongues – Who Cares Right Now? (demo) (2009)
17. Sebastian – Lossepladsen Bløder (1971)
18. Donovan – Hurdy Gurdy Man (1968)
19. The Haunted - 1-2-5 (1966)
20. The Flaming Banshees – Train Back Home (2009)
21. Kurt Vile – Unknown (2011)
22. The Rolling Stones – 2000 Light Years From Home (1967)

onsdag den 26. oktober 2011

Overvejelser kvart i fire


Skal jeg tage i Lille Vega for at høre Throwing Muses eller i Stengade, hvor Rikk Agnew og De Høje Hæle spiller? Jeg kan også blive på sofaen, høre gamle Motown-singler og læse ’Keldby Slagteren’ af Henrik Nordbrandt? Hans første krimi siden ’Finkelsteins Blodige Basar’ fra 1983.

mandag den 24. oktober 2011

Copenhagen II

Den officielle billedside til Lucinda Williams´ ’Copenhagen’ fra albummet ’Blessed’, der kom i februar i år. Sangen handler om hendes mangeårige manager, Frank Callari, der døde af et hjertetilfælde, to dage før Williams spillede i København, d. 28. oktober 2007. Videoen fortæller en helt anden historie.

lørdag den 22. oktober 2011

Duncan McKnight i Mod Strømmen

“We love the Velvet Underground. We like the Brian Jonestown Massacre. And we dig on Ride too. So do these guys and it shows, in a very good way. We wish there were more bands like this in Berlin. They're young, broke, always looking for free booze and drugs and the chicks dig em…”
Rammende signalement af den amerikanske trio The Virgin Tongues fra det tyske pladeselskab 8mm. Nu på torsdag får Mod Strømmen besøg af én af gruppens bærende kræfter, Duncan McKnight, der for nuværende har adresse i København.

Før McKnight drog til Berlin indspillede han ’Live From The Indian Burial Grounds’ med Dante Esperanza. Afsættet var at fange stemningen fra nogle mere eller mindre uforklarlige oplevelser, flere vil sikkert kalde dem spirituelle, som bandet havde under en overnatning på en gammel indiansk begravelsesplads midt i den californiske ørken, med hvad det indebar af åndesyner, prærieulve og en rituel afbrænding af en guitar. Det musikalske udtryk er vel det, man blandt venner kort kalder, psychedelic country blues.

Lyt med torsdag, d. 27. oktober mellem kl. 18-20. (98.9 FM eller 98.8 Hydrid)

Førend en eller anden begynder at tænke: ”Hov-hov, hvad med Spil Dansk Dagen?”. Lad os bare få det på det rene. Mod Strømmen har deltaget siden den spæde begyndelse og mener efterhånden, at vi har udtjent vor værnepligt. Når det er sagt, så har der aldrig været så mange arrangementer som i år, muligheder er der nok af.  Og mon ikke den danske musik vi spiller resten af året, opvejer det endelige udfald på dommens dag?

torsdag den 20. oktober 2011

onsdag den 19. oktober 2011

”Give Me One Good Dose Of Thunder…”


1. Taking A Ride
2. Color Me Impressed
3. Left Of The Dial
4. Answering Machine
5. Help Me Rhonda
6. Garys Got A Boner
7. Dose of Thunder
8. Unsatisfied
9. I Will Dare
10. Johnnys Gonna Die
11. Sixteen Blue
12. Take Me Down To The Hospital
13. Black Diamond
14. I'm In Trouble
15. Kids Don't Follow
16. ?
17. GO
18. Shores of Montezuma
19. Gary's Got A Boner
20. Goddamn Job
21. ?
22. ?
23. Bastards of Young

Selv om der er spørgsmåltegn undervejs, er der vel ikke så meget at betænke sig på. Følg linket til bootleggen fra Antenna Club i Memphis, 17. november 1985. Og, hvis der er en læser, der tilfældigvis kan fylde de blanke felter ud, så hører jeg gerne om det.



tirsdag den 18. oktober 2011

The Freak Scene genindplaceret


The Freak Scene var et af tressernes mange studieprojekter. For pladeselskabet Columbia handlede det mest af alt om økonomisk afkast. Hvad det var for hovedmanden Rusty Evans er straks vanskeligere at greje? Dazumals fik The Freak Scene ingen anmærkelser, for at snylte på den spirende psych-pop scene. Det er til gengæld det eftermæle, som det ene album ”gruppen” udgav, sidenhen har fået. Men gjorde de nu også det?

Vi skriver 1967. Året før, havde Evans udgivet en plade med et lignende koncept, The Deep. Det er stort set det samme hold, der var med til at indspille ’Psychedelic Psoul’. Der er ikke nogen, der kan være i tvivl om, at vi befinder os i en tidskapsel. En trippy og hypnotisk en af slagsen, vel at mærke. Hvor studieteknikken er blevet brugt på alle tænkelige og utænkelige faconer. Et nummer, som ’The Subway Ride Thru Inner Space’ er nærmest et tekst mash-up, der på en god dag hidbringer minder om Dylans ’Subterranean Homesick Blues’. Mens den tidskarakteristiske indflydelse fra Indien eller er det George Harrison, for at blive blandt mastodonterne, er til at tage at føle på i ’A Million Grains of Sand’, ’Rose Of Smiling Faces’ og ’My Rainbow Life’. Til trods for de skæve og til dels skrøbelige, forsøgende rammer, som ’Psychedelic Psoul’ er blevet til i, så står de fleste numre isoleret set distancen. Det eneste, der virker en kende outdatet, hvis man ikke lige er besat af tiden eller er historiker, som undertegnede, er de talte vignetter, der mestendels er kommentarer til Vietnam-krigen, borgerrettigheder og det at være hippie.
 
For nu at besvare mit eget spørgsmål, så fremtræder ’Psychedelic Psoul’ langtfra som den kliché, som adskillige kritikere sidenhen har gjort en dyd ud af at beskrive. Den søgende og eksperimenterende produktion var ikke en selvfølgelighed i 1967. Det er nemt at se en masse aspekter, der taler imod The Freak Scene. I og med det var et rent studieprojekt, mangler det navnlig den kvalificerende autenticitet. Hvad var nødvendigheden af eksperimenterne? Var de på syre, som Lennon og resten af slænget? Tekstmæssigt kan meget af det desuden lyde som noget påtaget gådefuldt vås, men hvem fanden gjorde ikke det? Og hvad med navnet The Freak Scene, lyder det ikke søgt?

På den anden side, så var The Freak Scene så tidligt ude, at man dårligt kan tale om en egentlig psych-pop bølge. Det i sig selv diskvalificerer vel ethvert argument om det klichéprægede. Samtidig kan jeg ikke lade være med at tænke på, at The Freak Scene, hvis ikke Rusty Evans havde mistet interessen for projektet, meget vel i dag kunne være blevet nævnt med samme begejstring, som The Strawberry Alarm Clock, The Chocolate Watchband, The Music Machine, Bubble Puppy og andre fra samme sunshine-pop kamarilla, bliver visse steder i dag.

Jeg har set Chuck Berry


Ganske vist kun en enkelt gang, men jeg har set ham. Tilmed i denne blogs levetid. I dag fylder han 85 år. Stort tillykke. I januar 2007, skrev jeg bl.a. dette om pladen 'San Francisco Dues' fra 1971:
”Alene titlen lader ane, at vi måske har at gøre med en lp, hvor Chuck Berry så tilbage på den eksperimentale San Francisco-tone, som havde fyldt så meget i lydbilledet i de sene 1960'ere. Ville Berry vise hippierne, hvordan et vaskeægte rock'n'roll album skulle skrues sammen, eller ville han hoppe med på bølgen og indspille en psykedelisk lp?  
Svaret er både-og. Vi har stadig at gøre med den gamle Chuck Berry, han er måske blevet en smule klogere og langt venligere. Groovet på albummet er i hvert fald hjerteligt og muligvis også en smule diskret. Ikke desto mindre, får de langhårede en kommentar med på vejen i nummeret 'The Festival', hvori Berry beskriver to uger i selskab med en del af de nye navne, men naturligvis også flere fra hans egen generation”
I forhold til dengang, hvor ordene blev affattet, er ’The Festival’ dukket op på nettet. God fornøjelse. "Everybody's laying back and freaking out all week long..."

søndag den 16. oktober 2011

Flash og forfaldet eller Efter mødet med den første nattefrost

’The Bronx’ feat. Lou Reed


Mange af nettes såkaldte frie fugle, joyriders og mere etablerede medier, har forivret sig for at være de første med eksempler fra samarbejdet mellem Lou Reed og Metallica. Fred være med det. Det er ikke desto mindre som om selvsamme, enten er gået glip af eller i bedste fald, har behandlet en langt mere interessant Reed-kollaboration stedmoderligt.

I maj udkom Booker T. Jones´ ’The Road From Memphis’, der i forhold til 2009-udgivelsen ’Potato Hole’, hvor han fik hjælp af Drive-By Truckers, bringer ham tættere på sine Stax-rødder. På den nye plade, havde The Stax-Man, det ypperlige neo-soul/hip-hop orkestret The Roots, psych-funk og tidligere Motown-guitarist Dennis Coffey og Orgone-percussionisten Stewart Killen med i studiet, hvor der skridtvis også indfandt sig en mindre perlerække af gæstevokalister. I al korthed, drejede det sig om Jim James fra My Morning Jacket, en duet mellem Sharon Jones og Matt Berninger fra The National og så Mr. Weed.

Når jeg hører den ulmende hjemstavnshymne ’Down In Memphis’, som den nu 66-årige Booker T. Jones selv lægger stemme til, kan det godt undre mig, hvorfor det er så sjældent, at jeg har hørt ham på vokal? Det kan næppe have noget at gøre med usikkerhed? Sangen beskriver et mere eller mindre arkadisk, ruralt Amerika. Som en slags svar herpå giver Lou Reed storbyen liv med ’The Bronx’, der dog ikke forekommer mindre tilbageskuende. Reed lyder ligefrem, som om han nyder selskabet med Booker T.

lørdag den 15. oktober 2011

"Bakom mina solglasögon…"


Det er én af dage, hvor efteråret flasher sit gavmilde og i år efterhånden rundhåndede gavtyvesmil. Docent Död, 1980.

fredag den 14. oktober 2011

Manoj Ramdas. Playliste 13. oktober


1. SPEkTR - The Emblem (2012)
2. SPEkTR - Six Robots (2012)
3. Vangelis - Spiral (1977)
4. Toto - Dune: Main Title (1984)
5. Secrets Chiefs 3 - Radar (2011)
6. SPEkTR - Clockstoppers (2012)
7. Viron Vortex feat. Mads Geertsen - Shivatron (2010)
8. Harry Manfredini & Michael Zager, Hot Ice - Theme From Friday The 13th (Part III) (1982)
9. Ronald Stein - Dementia 13: Main Title (1963)
10. SPEkTR - Personetics: We Are Traitors (2012)
11. Frederik Thaee / Manoj Ramdas – Beach (2009)
12. Fabio Frizzi - The Beyond: Main Title (1981)
13. Vangelis - Blade Runner: Main Titel (1984)
14. Mr. Bungle - None Of Them Knew They Were Robots (1999)
15. SPEkTR - The Great Attractor (2012)
16. Harold Faltermeyer - Running Man: Main Title (1987)
17. Danny Zeitlin - Invasion Of The Body Snatchers: Main Title (1978)
18. Frederik Thaee / Manoj Ramdas - Panic Chase & Woods (2009)
19. Ur - Labyrinth Of Love (live) (197?)
20. SPEkTR - Telecide (2012)
21. SPEkTR - Stretch’N’Fold (2012)
22. Manoj Ramdas - Six Robots (demo) (2008)

mandag den 10. oktober 2011

Den Stora Vilan på Loppen, onsdag d. 12. oktober

Det nemt afkodelige cover til
Den Stora Vilans debut.
Overskriften er unfair. Gøteborg-ensemblet Den Stora Vilan er nemlig ikke det eneste orkester, der spiller på Loppen på onsdag. 2011 er efterhånden så langt fremme, at jeg er begyndt at gøre status over de bedste udgivelser. Det foregår stadigvæk forholdsvis provisorisk, men lur mig om ikke Den Stora Vilans debutplade dukker op på den endelige liste. Albummet har i den grad taget røven på mig.

Jeg har ladet mig fortælle, at de kan være en berusende oplevelse live, hvor det organiske samspil til tider kan nå den berømte højere enhed. Af nutidige svenskere læner Den Stora Vilan sig op af Dungen, men ældre brødre i ånden som Träd, Gräs & Stenar og Blå Tåget er også særdeles nærværende. Det vil være ligefor at kalde den selvbetitlede debut, for et stilfuldt fortidsstudie, men der er mere til billedet, som det er svært at sætte ord på. Varme og harmoni kunne i en hurtig vending, være to af dem.        

Jeg har tidligere linket til nummeret ’Djuret’, der kan blive et af de vibrerende øjeblikke på onsdag. Det samme gælder for afslutningsnummeret på pladen, coveret af Neil Youngs ’Vampire Blues’. For slet ikke at tale om ’Bärares Blod’:

 
Som nævnt, står Den Stora Vilan ikke alene på plakaten. Aftenens andet islæt, er det danske folk-pop orkester The Migrant, der for en uge tids siden udsendte dets andet album ’Amerika’. Det koster 60 kr. at komme ind. 

søndag den 9. oktober 2011

Efter 17.277 afspilninger, tegner der sig et uklart billede

Manoj Ramdas i Mod Strømmen


Det er mindre end et år siden, at Mod Strømmen sidst havde besøg af Manoj Ramdas. Hvad er der sket på det år, må næsten blive det bagvedliggende tema, når han kigger forbi igen på torsdag, d. 13. oktober, mellem kl. 18-20. Nu vil det være fristende at genbruge forskræppet fra sidste år og roserne af David Fricke fra Rolling Stones Magazine. På den anden side, det vil næsten være for nemt, og det program var for resten dedikeret til de inspirationer, der hører til projektet SPEkTR. Det kan jo være, at Ramdas åbner mere op for godteposen, der er nemlig rigtig meget at tage af.

Hvis vi skal tage forskud på potentielle samtaleemner, så kan det være SPEkTRs nye plade, der stadig lader vente på sig. Den stod til udgivelse her i september på Escho. Måske vi er en smule klogere på torsdag ved 20-tiden? Ellers har Manoj Ramdas haft en travl sommer med job med Sort Sol og heftig rejseaktivitet med The Good, The Bad. Dertil kommer, at han også spiller med Powersolo og Roxy Jules, og så er der garanteret et band eller to, jeg har glemt.

Playlisten fra 9. november 2010.
1. Bernard Hermann - Prelude and Rooftop (1958)
2. Jerry Goldsmith - Ave Satani (1976)
3. SPEkTR - Things That Go Bump In The Night (2006)
4. Secret Chiefs 3 - Horsemen Of The Invisible (2001)
5. Henry Mancini - Experiment In Terror (1962)
6. Krzysztof Komeda - Main Title Rosemary's Baby (vokal Mia Farrow) (1968)
7. Roxy Jules - I Once Had A Horse (2010)
8. Ennio Morricone - Dissociazione (1971)
9. SPEkTR - Micro-Caine (2006)
10. The Peter Thomas Sound Orchestra - Raumpatrouille (1966)
11. Secret Chiefs 3 - Blaze Of The Grail (2001)
12. Lalo Schifrin - Scorpio's Theme (1971)
13. The Beach Boys - Pet Sounds (1966)
14. Mr. Bungle - Violenza Domestica (1995)
15. SPEkTR - B/W Vs. Technicolor (2006)
16. Striborg - Looming Black Apparition (2005)
17. John Barry - Vendetta (1966)
18. Secret Chiefs 3 - Faith's Broken Mirror/Sophia's Theme (2009)
19. Franco De Gemini - Cheops And Nefertiti (1956)
20. Quincy Jones - Shoot To Kill (1965)
21. Lalo Schifrin - Theme From Bullit (1968)
22. SPEkTR - Drops O' Curare (2006)
Som en mindre kuriositet eller endnu bedre et livstegn fra nærværende side, kan jeg fortælle, at Manoj Ramdas figurere på det billede, som blogstatistikken viser, er blevet set af flest besøgende.


Glem ikke, at The Good, The Bad spiller fredag, d. 14. oktober, i KB18, sammen med Lorenzo Woodrose og Emma Acs/The Setting Son, der giver akustiske sæt. Plus Homewrecker, som jeg ikke ved hvem er.

Jeg skal lige undskylde den afvigende skrifttype fra de foregående indlæg. Jeg har endnu ikke knækket koden i bloggers nye grænseflade. Det sker nok én dag.

lørdag den 8. oktober 2011

One Man Mutiny


Tommy Stinson fyldte 45 år i torsdags. Tillykke. Faste læsere behøver vel næppe et levnedsforløb og kan roligt gå videre til en anden side, se til maden eller børnene, eventuelt slukke computeren.

Stinson begyndte at spille bas som 11-årig. I 1979 dannede han sammen sin storebror, guitaristen Bob Stinson og trommeslageren Chris Mars, bandet Dogbreath. Efter Paul Westerberg havde talt sig ind i gruppen, tog de navneforandring til The Impediments. Det navn holdt ikke længe. I juni 1980 spillede de en kaotisk og fordrukken koncert i en kirke i Minneapolis. Publikum brød sig ikke om de anløbne løjer, hvilket betød, at adskillige spillesteder, ikke ville hyre dem. Hvad andet var der at gøre end at kalde sig The Replacements? Et af de fremmeste rock’n’roll bands firserne fostrede. Tommy Stinson var fire til seks år yngre end de andre. Det gav selvfølgelig problemer på landevejen med forældrepåbud og lovformelige restriktioner.  

The Replacements gik formelt i opløsning i 1991. Et par år efter, debuterede Stinson med gruppen Bash & Pop. Det blev kun til et album. I 1996 udsendte han en ep’en,’ When Squirrels Play Chicken’, med sit nye orkester Perfect. I den periode var det som om, at der blev lagt op til noget langt større. Året efter gik bandet i studiet med produceren Jim Dickinson og kom ud med albummet, ’Seven Days a Week’. Desværre var selskabet, der stod for udgivelsen, i mellemtiden blevet købt af et andet label, der ikke viste samme deltagelse og lagde de færdige indspilninger på hylden. Det gav gruppen banestødet. ’Seven Days a Week’ udkom endeligt i 2004.
Omtrent samtidig med, at Stinson så sine drømme med Perfect falde sammen, blev han ansat som bassist i Guns N’ Roses, hvor han stadigvæk tjener til dagen og vejen og til at lave soloplader. Den første, ’Village Gorilla Head’, kom i 2004 og har i år fået følgeskab af, ’One Man Mutiny’. Her titelnummeret, en fintfølende, indadskuende ballade, der blev indspillet med arbejdskollegerne Dizzy Reed og Richard Fortus, mens de var på tour med Guns N’ Roses sidste år.   

fredag den 7. oktober 2011

Jim Q. Holm. Playliste 6. oktober

1. Trains & Boats & Planes – Ill Seen (1991)
2. How Do I – You Know Nothing, You Try Too Hard (1993)
3. Murmur – Myriapod (1995)
4. Martin Hall feat. Irma Victoria And The Hatebox Experience  – Itsi-Bitsi (1995)
5. Nikolaj Nørlund – Den Støjende Tid (1996)
6. Cody – The Light (2010)
7. Pere Ubu – Street Waves (1978)
8. John Cale – Paris 1919 (1973)
9. Tuxedomoon – Jinx (1979)
10. Daau – A Shortcut To The Edge (2010)
11. Jacques Brel  – Les Bourgeois (1962)
12. Jacques Brel – Mathilde (1964)
13. Sparks – Hasta Manana, Monsieur (1974)
14. Klaus Wunderlich – Tico Tico (1959)
15. Astrud Gilberto – Where’s The Love (1969)
16. Young Marble Giants – Wurlitzer Jukebox (1980)
17. Echo & The Bunnymen – Friction (live)(1985)
18. Love – The Red Telephone (1967)
19. Townes Van Zandt – Kathleen (1969)
20. Tindersticks – Jism (1993)
21. John Cale – You Know More Than I Know (1974)

onsdag den 5. oktober 2011

Bert Jansch (1943-2011)


Til ære for den skotske sanger og sangerskriver, men først og fremmeste guitarist, Bert Jansch. Herover ses han i en tv-udsendelse fra 1970 i fornemt samspil med John Renbourn og resten af Pentangle, i det, der nok blev det tætteste Jansch nogensinde kom på et regulært hit, ’Light Flight’, fra albummet ’Basket Of Life', der kom i det herrens år 1969.
Peace, old hippie-folkie.

’Alligator Man’

Forleden var jeg, i forbindelse med Alex Chilton’s ’Like Flies On Sherbert’, flygtigt forbi Jimmy C. Newman’s ’Alligator Man’.  C’et står såmænd for cajun. ’Alligator Man’ kom i 1961 og blev sidenhen hans kendingsmelodi, når han optrådte på The Grand Ole Opry, hvor han har været fast gæst siden 1956. Denne udgave stammer fra The Porter Wagoner Show, der løb over den amerikanske tv-skærm, 686 gange mellem 1960 - 1981 .

tirsdag den 4. oktober 2011

Merger en uges tid frem eller mere


Som nævnt, får Mod Strømmen besøg af Jim Holm fra Merger Management. Lad os bruge lejligheden til at se på, hvilke band, der bliver repræsenteret af bureauet, som skal ud at spille i overskuelig fremtid. Flere af navnene, kan man muligvis allerede stifte bekendtskab med i programmet på torsdag.  
På lørdag står Dangers Of The Sea på scenen på Rust i København. Bandet, der er samlet af sangskriveren Andreas Bay Estrup og som bl.a. består af folk fra Efterklang og Slaraffenland, trækker dels på folkrødder fra 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne, dels på nyere grupper som Midlake og just opløste R.E.M.

Søndag, d. 9.oktober, skal Marie Fisker og 4 Guys From The Future optræde ved uddelingen af Ken Gudman-prisen i Amager Bio. Sidstnævnte havde vi besøg af i februar, det blev til et par glade timer i selskab med The Fall, George Harrison, Einsturzende Neubauten m.v. Netop omtalte er til gengæld ikke musikalske inspirationer, som jeg straks kan høre i denne lille fine popsang fra den varierede debutplade, ’Under The New Morning Sun’, fra sidste år  

 


Dagen efter spiller den unge drum’n’bass duo Bottled in England i Templet i Lyngby. Det er en genre, jeg helst ikke udtaler mig om, fordi jeg ganske enkelt ikke ved nok. Men de må have et eller andet, al den stund at de alene i år, har besøgt Spot Festival, Distortion og ikke mindst Roskilde Festival.

På Kulturnatten, dvs. fredag d. 14. oktober, kan man i Nikolaj Kirke høre en-kvinde projektet CALLmeKAT. Alter ego for Katrine Ottosen, der tidligere i år, gjorde sig positivt bemærket med sine eftersigende blå keyboard-kompositioner ved Pomkomm i Berlin. Samme sted optræder Jomi Massage, kunstnernavn for sangskriver, musiker og sangerinde, Signe Høirup Wille-Jørgensen. Også kendt fra Murmur og Speaker Bite Me.

mandag den 3. oktober 2011

’No More The Moon Shines On Lorena’


Der er formentlig mange, der blev skuffede, da de hørte Alex Chilton’s 1979-udspil. ’Like Flies On Sherbert’, første gang. Især hvis indgangen til hans værk var de to første Big Star-plader. Jeg har på et tidspunkt læst en bemærkning om, at det vist kun er Rod Stewart, som har forvaltet sit talent værre end Chilton. Den diskurs hopper jeg ikke på.
Jeg skal gerne indrømme, at ’Like Flies On Sherbert’ kan virke ufokuseret, men det er også det, der gør den stærk. Den blev indspillet i Sam Phillips Studio i Memphis i 1978, over hvad der, uden at dramatisere det yderligere, må have været en række kaotiske dage med indtag af lidt af hvert. Jim Dickinson står, ligesom på ’Third/Sister Lovers’, opført som producer. Det forekommer en kende tvivlsomt. Han har været til stede, men hvem der skruede op og ned for knapperne og hvornår, har den store glemmebog for længst fortæret. Det er sådanne kendsgerninger, der giver pladen sit særkende. Det er et dokument af tid og sted, følelsesbetonet og skæv på en og samme tid. Det var så heller ikke et album, som det lokale pladelabel, Peabody, havde grandiose forventninger til. Det blev kun udsendt i 500 ex.
’Like Flies On Sherbert’ er en samling af eget materiale og obskure coverversion, såsom KC & The Sunshine Bands ’Boogie Shoes’, Elvis Presleys ’Girl After Girl’, Ernest Tubbs ’Waltz Across Texas’ og Jimmy C. Newmans sump-klassiker ’Alligator Man’. Og så er der også lige den fortvivlende fortælling om det sorte slave-”ægtepar”, der bliver tvunget fra hinanden, ’No More The Moon Shines On Lorena’:
   

The Carter Family indspillede sangen under Den Store Depressionen i trediverne, men den blev allerede ophavsretbeskyttet så tidligt som 1889. ’No More The Moon...’ udkom i øvrigt som b-side til Chilton-singlen,’Hey! Little Child’, i 1980.

søndag den 2. oktober 2011

Interview med Dr. Winston O' Boogie


Eller rettere sagt John Lennon. Tidsmæssigt befinder vi os midt i The Lost Weekend. Lennon og hans personlige assistent og elskerinde, May Pang, det er hende som hvisker hans navn på ’#9 Dream’, er flyttet tilbage til New York efter udsvævelserne i Los Angeles. Interviewet fandt sted på radiostationen WNEW, d. 28. september 1974, godt en uge før ’Walls & Bridges’, blev sendt på gaden. Desværre er meget af den  musik, som John Lennon spillede, klippet i stykker.
Interview-del #2, #3 og #4.
Fotografiet med Jagger stammer fra The American Film Institute’s hyldestaften for skuespilleren James Cagney på Century Plaza Hotel i Los Angeles, tidligere samme år. Lennon fortæller lidt om forholdet til Mick Jagger, som han lige har produceret et nummer for, undervejs i udsendelsen. 

Merger Management ved Jim Holm i Mod Strømmen

Af Ole Sværke.

På torsdag får Mod Strømmen besøg af manager mv. Jim Holm. Jim Holm har gennem de seneste små 20 år i det stille spillet en væsentlig rolle på den uafhængige danske musikscene. Som redaktør, pladeselskabsejer, manager, booker og konsulent har han sat sit fingeraftryk hos selskaber som Exlibris, Cloudland, Monoland og nu Merger Management. Herigennem har Jim arbejdet med navne som Mew, Nikolaj Nørlund, 18th Dye og Murder for lige at nævne nogle få. Om han har nogen af dem med i posen til os vides ikke, til gengæld er vi helt sikkert garanteret endnu et program, der går Mod Strømmen.
Første torsdag i oktober. Mellem kl.18-20 på 98.9 FM/98.8 Hydrid