Blogger Widget

mandag den 6. februar 2012

’De nøgne og de døde 2011’. Bilag 3

Sidste bilag i denne omgang. Adskillige vil nok mene, at vi her når et stykke ud i periferien af kendte musikere, som sagde farvel sidste år. Jeg er tilbøjelig til at give dem ret. Ikke desto mindre, var nedenstående at finde blandt råmaterialet til udsendelsen d. 11.januar.
 
Manuel Galbán
Den cubanske guitarist, pianist og arrangør Manuel Galbán, fik et større publikum først øje på i Wim Wenders film ’Buena Vista Social Club’ og den plade der fulgte. Jeg har ikke set filmen, men albummet, som Ry Cooder var primusmotor bag og som tog den vestlige verden med storm, skal jeg ikke udelukke at have hørt. Den stod fremme i mange hjem i slutningen af halvfemserne. Galbán var vist på intet tidspunkt under udsendelsen en seriøs kandidat til at blive spillet. Vi havde medbragt ’Patricia’ fra det senere Galbán / Cooder samarbejde, ’Mambo Sinuendo’.

For collegefolk-ensemblet The Highwaymen bliver det ikke til flere gendannelser. De sidste to medlemmer Bob Burnett og Gil Robbins, døde i 2011. Sidstnævnte var far til skuespilleren Tim Robbins, som også mistede sin mor sidste år. I begyndelsen af tresserne hittede gruppen med ’Michael, Row The Boat Ashore’ og ‘Cottonfields’. Vi fik ikke spillet deres version af Buffy Saint Maries ’Universal Soldier’.

Howard Tate fortalte i 2003, at det var “a call from God”, der fik ham tilbage til den scene, som han desillusioneret forlod i begyndelsen af halvfjerdserne. I årtiet før, havde han ellers haft tre R&B top-20 hit, skrevet sammen med hans mangeårige producer Jerry Ragovoy, der også døde i 2011. Siden fulgte hjemløshed og narkomani, før Gud altså kaldte. Sangen ’Get It While You Can’ fra 1967, som vi havde med, kunne vi formentlig med justnævnte i mente, have spundet en længere ende over. Den blinde soulsanger, Calvin Scott, der både indspillede for Atlantic og Stax, blev også udeladt. Vi havde ellers en groovy version med af Holland–Dozier–Hollands ’Can I Get A Witness’.      

Reggaemusikeren og dj’en Smiley Culture død i politiet varetægt i marts 2011, var ifølge flere britiske medier, en af de hændelser, som bar ved til det bål, som lagde mange engelske storbyer øde i august. Følgende stammer fra et tidligere indlæg her på bloggen: ”Smiley Culture havde en kort karriere med et par album og en håndfuld singler fra midten af firserne og fem år frem. Han er ikke desto mindre blevet husket af mange briter med caribisk herkomst. Både som en forløber for Tinie Tempah og Dizzee Rascal, men også fordi han med singlen ’Cockney Translation’ fra 1984, var med til at nedbryde en sproglige barriere” ’Police Officer’ lå klar i 12”-udgaven.

Hubert Sumlin og Howlin' Wolf
Roots-blues var alarmerende fraværende under udsendelsen. Chicago-guitaristen Hubert Sumlin, der spillede med Howlin Wolf i velmagtsdagene, havde ellers været oplagt med ’Down In The Bottom’ på hans hofguitar, Gibson Les Paul Goldtop fra 1955. Den klassiske musiker, der introducerede piccolotrompeten i moderne popmusik, David Mason, er her heller ikke længere. Paul McCartney var ikke tilfreds med de instrumentale passager i ’Penny Lane’. Efter at have hørt Bachs anden Brandenburgkoncert  i radioen, hyrede han Mason, til at spille den enormt høje trompet, som langt de fleste har en form for forhold til i dag. Godt eller dårligt.

Herren bag et af soulhistoriens kendteste guitarriff, sprang vi desværre også over. Marvin ’Marv’ Tarplin komponerede ikke alene, ‘The Tracks Of My Tears’, som der er tale om og som lå klar, han spillede også guitar i The Miracles fra halvtredserne og frem til begyndelsen af halvfjerdserne. Derudover skrev han klassenumre til en lang række Motown-artister, såsom ’Ain't That Peculiar’ og  ’I'll Be Doggone’ til Marvin Gaye, ’Going To A Go-Go’ til The Miracles. Listen er alenlang.  

Arrangøren, produceren og bandlederen Wardell Quezergue, gik blandt musikere i New Orleans under navnet ’Creole Beethoven’. I fyrrerne spillede han i Dave Bartholomews orkester, senere arbejdede han sammen med både Professor Longhair og Fats Domino. Sangen vi havde med kom fra Quezergues tid med eget pladeselskab, Nola Records, der hittede med ’Barefootin’ med Robert Parker i 1964. Vi kunne faktisk have spillet selvsamme med bluesguitaristen Pinetop Perkins, der også gik bort sidste år.

Her ved vejs ende, går den sidste hilsen til tenorsaxofonisten Gil Bernal, der spillede sammen med bl.a. Spike Jones, Lionel Hampton og Ry Cooder. De fleste husker nok Duane Eddys ’Rebel Rouser’ for den karakteristiske twangy-guitarlyd, men den har også en saxsolo spillet af Bernal.

Ingen kommentarer: