Undskyld, Ian Curtis. Undskyld, Kurt Cobain.

Magazine live 2009. Barry Adamson og Howard Devoto

Det er blevet sagt om Howard Devoto, at han er det tætteste punk kommer på punk. I begyndelsen af 1977, var han med til at definere genren med Buzzcocks debut-EP, ’Spiral Scratch’. Herefter forlod han gruppen, for med Magazine at træde lukt ind i det rum, der senere blev til postpunk. 

Sidste år udkom Magazines første plade i tredive år. ’No Thyself’, som den hedder, havde jeg imødeset med en vis spænding. Men som det indimellem går, glemte jeg alt om den i skyndingen, indtil jeg fornylig lidt i blinde kom på sporet igen. Albummet er en udløber af den næsten uundgåelige genforening af Magazine, der fandt sted i 2009, efter et tiår hvor et kuld af nye band var gået på strandhugst i postpunk kataloget. Ved koncerterne i 2009 var orkestret så tæt på den klassiske line-up, som det er fysisk muligt. Udover Devoto, spillede Dave Formula keyboards, John Doyle trommer og Barry Adamson bas. John McGeoch død i 2004 gav plads til Luxuria-guitaristen Noko. På ’No Thyself’ er Adamson erstattet af John 'Stan' White.

Den første tanke, der faldt mig ind under gennemlytningen af albummet, var, at nærmere kommer man vist ikke Magazine og Roxy Music for tiden. Det er gedign art-rock, med en diskret understrøm af funk og én til tider nærmest filmske atmosfære. Det, sammenkoblet med Devotos altid poetiske eller satiriske tekster, underbygger, om ikke andet, min første indskydelse. ’No Thyself’ er da også blevet kaldt det album, som Magazine burde have udsendt i 1981, i stedet for det sidste, forvirrede og ufokuserede, ’Magic, Murder And The Weather’.   

Ikke mere snak. Her ’Hello Mister Curtis (With Apologies)’, hvor Devoto med vanlig sans for det dobbeltbundede sender undskyldninger til Ian Curtis og Kurt Cobain; "But I’ve made my decision / To die like a King / Like Elvis / On some godforsaken toilet". Efterfulgt af det bidende omkvæd; "I hope I die before I get really old."