Af Thomas Løppenthin
Tom Petty, en kolerisk kontrolfreak, som tidligere i
karrieren har revset både sit pladeselskab, sine egne Heartbreakers og ikke
mindst sig selv, er en sand rock'n'roll embedsmand med roots, folk, blues og
country i porteføljen. En tjenestemand i staten Solid Rock, umulig at skille
sig af med, og som stadig på den anden side af de 60 år er i forrygende
storform.
Det er i grove træk tyve år siden, at Pettys
produktion har kastet et decideret singlehit af sig, og da han forleden aften i
Hamborg skridtede scenen af, blidt kommanderede sine tropper, og modtog folkets
hyldest, som var det en life time
achievement optræden, syntes dette himmelråbende ligegyldigt. Tom Pettys
sind er utvivlsomt mildnet med årene, han trives godt med sin nuværende konstellation
af Heartbreakers, som i grove træk er den samme som på den første plade, og
ingen narko, druk eller interne stridigheder synes i dag at formørke
frontmanden og sangskriverens sind. Drivkraften i dag synes at være en indgroet
lyst til at give publikum den mest autentiske oplevelse af, hvordan det lyder,
når et gedigent barband, forvokset til arenastørrelse, giver lektioner i egen
fabelagtig sangskrivning.
Tom Petty har været på min koncertønskeliste i henved
20 år og koncerten forleden var en overlegen, selektiv gennemgang af en
karriere, som på pladefronten har varet i over 35 år. Hans seneste album har to
år på bagen og der var derfor heller ikke tale om en sætliste med et enkelt
album i fokus. Sangvalget syntes at udgøres af, hvad Petty selv mente ville
være fedt at spille, og så naturligvis en håndfuld af de hits, som langt de
fleste blandt publikum var kommet efter.
Mit personlige højdepunkt var ’Refugee’, hvor bandet
spillede så stålsat, sammenbidt og swingende, så det stod lysende klart, at de
aldrig har lavet andet. Det var også i denne sang, at Pettys stemme stod
allerstærkest. Resten af koncerten var primært domineret af pladerne ’Full Moon
Fever’ og ’Wildflowers’, i grunden sært, da disse er krediteret Tom Petty uden The Heartbreakers. Blandt de få
fejlskud skal nævnes en meget afdæmpet ’Learning To Fly’, det meget
veldisciplinerede, og siddende, tyske publikum var simpelthen for velopdragne
til sådan for alvor at deltage i Pettys invitation til fællessang.
Men
okay, 20 års forventninger er næsten umulige at få indfriet i en enkelt koncert,
og listen over sange jeg synes manglede, eller ønskede byttet ud med andre, er
af naturlige årsager lang. Koncerten, som varede lige under to timer, føltes at
være fløjet forbi, og man var efterladt med en suveræn, men på samme tid lidt
uforløst oplevelse. Bandet Tom Petty & The Heartbreakers indfriede dog alle
mine forventninger, så gentlemen, lad der ikke gå for længe, før I kommer
tilbage og gør jobbet færdigt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar