“Legendary Lars Krogh
meets the Flaming Sideburns on the streets of Vordingborg”
- ordene her fulgte med billedet, da det dukkede op på Facebook forleden. Fotografiet er taget sidste fredag
umiddelbart før Gutter Island 2012 åbnede portene. (N.B. Det er kommet frem, at billedet er taget på vej hjem fra Gutter Island. Det vil sige søndag, ikke fredag. Og så står der vistnok et stjerneskud og venter på Lars Krogh på et af de nærmeste borde)
Man kan måske ikke aflæse det
direkte, men de har en historie sammen. For
at få det på det rene, så er det ikke fordi de har samarbejdet om en nyoversættelse
af Ovid eller at de alle nærer en altopslugende lidenskab for James Joyce. De
ejer heller ikke samtlige numre af litteraturtidsskriftet Heretica. For den sags skyld, debuterer allesammen heller ikke i næste nummer af Hvedekorn. De er vist heller ikke ved at sætte en
rockmusical op, selvom det utvivlsomt ville være spændende. Travheste gør de
det heller ikke i, skønt de på et tidspunkt havde tegningen til noget stort,
der kunne have ført dem ud af det spor.
Den tyske webmagasin Soulseller fortæller
under overskriften ’Pushing Scandinavian Rock To The Man’ en lille smule af
historien. Ellers kan jeg tilføje,
at hvis ikke de seriøse forhandlinger, som Lars Krogh fra Bad Afro, lå i for en
ti års tid siden med den engelske pladeselskabsejer, Alan McGee, om en
worldwide kontrakt til The Flaming Sideburns, var strandet på økonomien, ja, så
ved man aldrig, hvor de havde befundet sig henne i dag. Måske stadig på Algade i
Vordingborg?
Jeg går lige til fadet. Det
første band, jeg havde fornøjelsen af at høre var københavnske The Felines, der åbnede Gutter Island
på Intimscenen inde i Masnedøfortet. Det tog fusen på mig, at de live lå så tæt
op ad Maureen Tuckers solomateriale. Det var enkelt, primitivt vil andre nok
hævde. Hvad er forskellen? Men det blev udført
med en barnlig naivitet, hvori man hele tiden fornemmede, at der lå nogle mørke,
uforløste følelser inde bagved og rumlede.
Svenske Dean Allen Foyd havde jeg glædet mig meget til. I glimt demonstrerede
de et enormt potentiale, men det var som om de ikke helt havde deres lyd på
plads, og så vil de måske også alt for meget? Misforstå mig ikke. Det kan jo være det var en enlig svale og deres show på
torsdag i KB18 går hen og bliver enestående.
Dean Allen Foyd
Bookinggruppen vidste formentlig, at de løb en risiko med det tyske discoensemble Freddy Fischer & His Cosmic Rocktime Band. De var med en lettere bearbejdning af et gammelt David Johansen omkvæd, funky, funky but cheap. Hverken mere eller mindre. Jeg ved godt, at discobølgen i dag bliver set som en berusende periode, men jeg synes nu også den indeholdt en eller anden form for degenereret tritesse. Det er ikke fordi, jeg nu har tænkte mig at bringe genren op i nogle filosofiske luftlag, hvor den ikke høre hjemme, men alligevel. Det var sjovt, that’s that. Og, det er måske bare det, Freddy Fisher er sat i verden til at videreføre.
Til gengæld kan jeg ikke huske at
have set The Good The Bad bedre,
nogensinde! Det var eminent. De nye
numre er mere syrede, spacy, om man vil, eller hvad den slags nu hedder? Hvis
jeg havde givet mig tid til, som jeg senere fik fortalt, at kaste et blik på de
guitarer og pedaler som Manoj Ramdas og Adam Olsson havde med, så havde jeg
måske anet, at det bar i den retning. Ikke fordi, det
er en disciplin, jeg plejer at dyrke, og slet ikke i den tilstand som
jeg var i fredag aften. Men det nye materiale klæder den i forvejen altid velklædte
trio. Glæder mig til at høre mere.
Amerikanske The Master Plan var straight rock’n’roll. De gjorde det de skulle,
det lød rigtigt, men da de var færdige med at spille, havde jeg glemt det hele.
Endnu engang må jeg henvise til min omtumlede forfatning.
C.A.P.S.
Lørdag begyndte jeg for alvor med københavnerbandet C.A.P.S. Eller det vil sige, Black Pussy hørte jeg på afstand, men ikke tæt nok til, at jeg vil dissekere noget som helst. Hvad angår C.A.P.S, der tidligere på måneden spillede for fire mennesker på Skanderborg, så har jeg forelsket mig i deres umiddelbare virkemidler, hvor især vokalsamarbejdet mellem Lene Bjarnø og Jon Terje Østberg af og til slår gnister. ”It’s only Rock’n’Roll, but I like it, like it, yes I do!”
Bäddat För Trubbel gav mig alt det, jeg sukkede efter, da jeg hørte
dem på Roskilde. Det var tight og punket og så mødte den ene guitarist op i en Wilmer
X T-shirt. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det bliver en oplevelse at høre
dem sammen med De Høje Hæle og Tumor Warlord i KB18, d. 20. september.
Bäddat För Trubbel
Hvis det skal gå rigtigt til, så hørte
jeg det meste af den svenske, hårdrock-halvfjerser, pigetrio Heavy Tiger efter Bäddat För Trubbel. Jeg ved mildest talt ikke, hvad jeg skal mene om
de purunge, stockholmske flickor. Jeg kunne dog, navnlig på de mandlige røster
rundt omkring på festivalpladsen, senere på aftenen forstå, at de havde vakt begejstring
og solgt en del merchandise.
Java Skull er ikke nyskabende. På den anden side, så er de heller
ikke lige sådan til at fange i en tidskapsel, med deres tag på den mere blusede
rock’n’roll. Jeg var ikke den eneste, der nød den halve time, de spillede på
Intimscenen med Kiko Sjöberg fra C.A.P.S. på keys og gæsteoptræden af Mort
Harder fra The Defectors. Debutpladen bliver udsendt af Hep Town Records senere
på året.
Når man har begivet sig rundt på
en festival som Gutter i henved tredive timer, så har man talt med mange
mennesker om, hvad man allerede har hørt og hvad det næste bliver. Tankevækkende nok, var der ingen af dem jeg sniksnakkede med, der overhovedet nævnte svenske
Sator. Så vidt jeg er orienteret
blev de alene booket på deres nye plade, som jeg ikke kender, men den skal være
den bedste, de har lavet i mange, mange år. Jeg kan ikke ligefrem påstå, at jeg
så dem. På et tidspunkt stod jeg i teltåbningen for senere at sætte mig ved
bordene udenfor. Herfra hørte jeg
en omgang tilforladelig power-pop, spædet op med en version af Gasolin’s ’This
Is My Life’ for det danske publikum.
Sidstnævnte lugter lidt af Christianshavn,
så hvorfor ikke lige fortælle, at Lone Kellermanns datter var chauffør på en af
busserne, der fragtede deltagerne fra København, og at soulkometen Lukas Grahams far, der
bor på Christiania, også var til stede. For slet ikke at nævne min nye bluse med Gas 2 logoet.
The Flaming Sideburns
Det sidste, jeg hørte, før jeg
mæt af musik, trak mig tilbage, var finske The Flaming Sideburns. Det var lige
så forrygende, som rygterne havde fortalt. Inspirationen var stadig entydig The
Rolling Stones, men det betyder intet, når man gør det så godt. De kunne med
fordel have afsluttet koncerten efter en vild udgave af MC5’s ’Sister Anne’. I
stedet fik vi endnu et kvarter, med et halvlunkent ’Lucille’-medley og
opfordringer til både at klappe med og sætte os ned i en rundkreds sammen med
forsangeren Eduardo "Speedo" Martinez.
I slutningen af april havde vi besøg af Peter Hvalkof i hans egenskab af mangeårig booker af verdensmusik til Roskilde Festival. Nu på torsdag, 30. august, kigger han forbi igen. Primært kommer udsendelsen til at handle om efterårets program på Global, Nørre Allé 7, 2200 N, som Hvalkof også arbejder sammen med. Små afstikkere til fjernere himmelstrøg, kan dog også forekomme.
Lyt med mellem kl. 18-20 på 98.9 FM / 98.8 Hybrid.
I går ledte Los
Angeles-sekstetten Dengue Fever mig på afveje. Som mange sikkert ved,
kombinerer de cambodjansk tresser-pop med syrerock. Albummet ’Cannibal Courtship’ fra sidste år er
et fornemt eksempel. Det er faktisk værd at bruge tid på hele deres bagkatalog.
Nå, tilbage til i går, hvor jeg røg ud af en tangent, som jeg har været ude af
tidligere, indonesisk popmusik.
Jeg var egentlig overbevidst om, at
Pattie Bersaudara var en kvindelige solist, men ved et nærmere tjek, fandt jeg
ud af, at det er et søskendepar. Kvinden i den blå top er Nina Pattie, ved
siden af står lillesøsteren Silvy. De blev født i Yogyakarta på Java og begyndte
at synge sammen omkring 1960. Tættere kommer jeg det vist ikke. Det foregik ofte på ambon, en lokal
dialekt, men de har også indspillet på indonesisk, hollandsk og engelsk. Jeg er
ikke mand for at bestemme, hvilket sprog efterfølgende bliver sunget på. Jeg
ved bare, at ’Pura Pura’ har et cool garagerock-vibe.
Joe Strummer vil være fyldt 60
år i dag. I en ideel verden burde det blive markeret. Ikke mindst i England. Det
gør det måske også? Herfra en lille hilsen med fokus på d. 3. maj 1979. En dag,
der kom til at ændre England og viste at The Clash havde lagt 1977-punken definitivt
bag sig.
Under sloganet ’Labour Isn't Working’
vandt Margaret Thatcher det engelske valg. Det blev begyndelsen på en atten år lang
regeringsperiode, der i sin kompleksitet greb gennemgribende ind i den engelske
samfundsstruktur og som befolkningen nok endnu ikke har set de facto konsekvenserne af. Samme dag udsendte The Clash ep’en ’The Cost Of Living’, der med
åbningssangen Sonny Curtis ’I Fought The Law’, selvfølgelig var en kommentar
til valgdagen. Mere interessant er ’Gates Of The West’, der i klare vendinger indvarslede
det hede forhold til USA, som gruppen dyrkede de kommende år. Eller mere
præcist, bandets rejse fra det gamle nabolag i London til downtown Manhattan. Kort skitseret med disse to linier: "Eastside Jimmy & Southside Sue
both said they needed something new". "From Camden Town Station to
44th & 8th"
Billeder til den anden og morsomme single fra King Tuffs nye plade, der bliver distribueret af Target herhjemme. Én enkelt dansk anmeldelse har jeg indtil videre læst. Ikke, at der er noget som helst at hente i den, nærmest tværtimod. I de kredse jeg kommer i, kalder man den slags uengageret tomgang. Her følger indledningen og så kan man jo gøre op med sig selv, om det er umagen værd at læse resten:
”Det var ikke meget info, jeg fik ud af at læse den vedlagte information fra distributøren, før jeg gik i gang med at lytte til andet udspil fra King Tuff. Det stod noget om, hvordan debuten fra 2008 var blevet et hit i rockens undergrund, noget om hvordan denne plade hverken kunne analyseres eller lyttes til med kritiske ører, samt noget om hvordan man i grunden bare burde skære sine ører af for at få mest muligt ud af “rigtig rock’n'roll”. Herefter var der vel ikke så meget andet at gøre end at begive sig i krig med King Tuff.”
King Tuffs efterårstour bringer ham desværre ikke nærmere Danmark end Reeperbahn Festivalen i Hamborg.
Mini Gutter-paraden slutter af med
The Jim Jones Revue. Så vidt jeg kan tælle mig frem til, er der 23 acts på
plakaten og festivalen melder at der er snart udsolgt, så det er bare om at slå
til nu. The Jim Jones Revue er blevet kaldt Londons førende R&B-, garage-
og punkrockband. Ikke et udsagn, jeg på nogen måder vil gå i clinch med, dertil
kender jeg ikke nok til den engelske rock’n’roll undergrund. Jeg har det selv lidt
ambivalent med dem. På pladerne har de indimellem en tendens til at overdo it. Produktionen bliver så skinger,
at jeg dårligt kan høre, hvad der foregår. Kanhænde, det er meningen? Men når de
rammer formen er det fedt, og så er det groft sagt lige meget om de lægger sig
op ad Little Richard eller MC5. Live skal The Jim Jones Revue efter sigende
være noget af en oplevelse. Jeg ser frem mod, lørdag d. 25. august.
The Jim Jones Revue har en ny
plade ude d. 15. oktober. Det er nu ikke derfra dagens sang kommer. Den stammer
fra den anden af i alt tre udgivelser i ’The Jeffrey Lee Pierce Sessions
Project’, hvorpå ligesindede fortolker ikke tidligere udsendt materiale af den
nu afdøde Gun Club ankermand:
Og lyt så for øvrigt med når Mod Strømmen i aften, et sted mellem
kl. 18-20, går i lag med en præsentation af årets Gutter Island…
Jeg kan ikke pege eksakt på, hvad
det er der rammer mig hos Dean Allen Foyd fra Stockholm. Måske, det bare er
blendet af en masse musik, der kom mellem 1968-1972? Et sted hører jeg Cream,
et andet Stones, for slet ikke at tale om Creedence Clearwater Revival eller
Captain Beefheart. Det er garage og psych, men det er også deltablues og
folkrock. De er heller ikke blege for at bruge fløjter og violiner på en måde,
som jeg mest forbinder med hjemlandets proggrock.
Bandet, der bl.a. tæller
tidligere medlemmer af Roachpower og Mother Superior, indspillede debuten ’The
Sounds Can Be So Cruel’, tilbage i februar 2010, den er dog først blevet
udsendt i år. Tidligere har de optrådt under navnet Dean Allen Foyd & The Gimmicks.
Denne liveoptagelse fra 2009 af ’Queen Machine’, der også er at finde på
pladen, kan formentlig give et vink om, hvad publikum har i vente fredag aften på
Gutter!
Da jeg hørte det svenske pub- og punkrock
band, Bäddat for Trubbel, under opvarmningsdagene på årets Roskilde Festival
var lyden urimelig ringe. De får en ny chance på Gutter Island. Dét, de har
gang i, finder man nemlig ikke hver dag for tiden. Dr. Feelgood med skånsk eftertryk.
Hvis man tilfældigvis er på det
sociale netværk Last.fm, er det vederlagsfrit muligt at hente pladen, ’Det Här
Är Inte New York’. Den fik bl.a. disse ord med på vejen af Dagens Skiva i september
2010:
”I rakt nedstigande led till Problem och tidiga Wilmer X är de ute på
en ursinnig resa där de öser ur sig hat och ångest på ett befriande sätt som
gör att man bara måste älska detta band. Att det inte alltid är prickfritt
framfört är dessutom ett stort plus i det här fallet”
Her er Bäddat För Trubbel i
punkrock-hjørnet med ’Snälla, Snälla’, der blev udsendt af plademærket Ken Rock i 2011
Jeg vil tro, at bandnavnet Java Skull refererer snorlige til den hovedskal af en abemand, som blev fundet på Java i 1891. Marco Burro og The Ghoul ligner nu ikke klassiske videnskabsmænd med tropehjelm og kakibukser eller for den sags skyld gravrøvere på rov. På den anden side, hvis de har været i det fjerne Østen, så er det ikke som rygsæksturister, men nok nærmere som udstationerede af Det Britiske Imperium. Mest af alt minder de dog om et par engelske agerdyrkere, der nynnende ’Polly Put the Kettle On’, nyder deres otium, mens de besigtiger jorderne og glæder sig til Sunday Roast og Yorkshire Pudding.
Java Skull er det, der er tilbage af garage-blues trioen, The Untamed. Det er dog ikke værre end, at den gamle bassist, Helle Hellcat, uploader den nye duos numre til YouTube. Denne udgave af ’Gravedigger’, er så vidt jeg ved kun en demo. Den endelige version dukker formentlig snart op på den lp, som Java Skull har været optaget af at indspille henover sommeren.
Der er sket ændringer i forhold til den plan, som vi har lagt for Gutter-programmet på torsdag. Mere om det en af de kommende dage.
Frem mod torsdag en kort
præsentation af nogle af de bands, som jeg har tænkt mig at høre på årets Gutter Island Garagerock Festival.
Jeg lægger ud med et vaskeægte rock’n’roll combo. The Master Plan er et sideprojekt
for Andy Shernoff fra The Dictators, som han var med til at danne i 1973, og de
to The Fleshtones-medlemmer, Keith Streng og Bill Milhize, plus Paul Johnson fra
The Waxing Poetics. Debuten, ’Colossus of Destiny’, blev sendt på gaden i 2003.
I 2009 fulgte ’Maximum Respect’.
Jeg har vist aldrig lagt skjul på,
at old-school rock’n’roll står mit hjerte nær. Med The Master Plan er der ingen
fiksfakserier eller blindgyder. Det er 1-2-3-4, derudad. Præcis som i deres
cover af R&B og jump-blues sangeren Peppermint Harris ’I Got Loaded’ fra
1951. Det går jeg stærkt ud fra også sker for mig, når de går på scenen,
lørdag, d. 25. august.
Det ti-medlemmer høje ska-,
reggae- og soulorkester falder ud af rækkefølgen. Striks så skulle playlisten
været postet før The Felines. At The
Felines kom Leo & The LineUp i forkøbet, hænger sammen med, at de skulle
spille sammen aften på Rust. To fluer med en smæk etc. etc.
Værter: David Peter Jørgensen og
Kevin Gjedde.
1. Leo & The LineUp – Rowdy Streets (2012)
2. The Slackers – Must Be Good (1997)
3. The Aggrolites – Dirty Reggae (2003)
4. Desmond Dekker & The Aces – Intensified
(1968)
5. Hopeton Lewis – This Music Got Soul (1967)
6. Baby Love & The Van Dangos – Bath House
So Sweet (2012)
7. Toots & The Maytals – Sweet and Dandy
(1968)
8. Ken & The Stranger - Artibella (1965)
9. Leo & The LineUp – Bring It on Home
(2012)
10. Ted Taylor – Somebody’s Always Trying
(1964)
11. Otis Redding – Try a Little Tenderness
(1966)
12. Lenny O´Henry – Across the Street (1964)
13. Liberator – Never Never (2009)
14. The Pioneers – Long Shot (1968)
15. Hepcat – Nigel (1997)
16. Green Room Rockers – Conqueror (2011)
17. Alton Ellis – I’m Still in Love (1968)
18. Harry J All Stars – The Liquidator (1969)
19. The Bleechers – Ease Up (1969)
20. The Ethiopians – Train to Skaville (1968)
21. Dandy Livingstone – Rudy, A Message to You
(1967)
Masnedø eller ’Masnæst’, som den
hedder i Valdemar Sejrs jordebog, skriver sig først og fremmeste ind i
Danmarkshistorien som strategisk vigtig. Det var her, at Valdemar Den Store i
1160, ifølge tyske kilder, samlede ledningsflåden for at drage på sit første
vendertogt. Under Svenskekrigene fra 1657-60, og igen under Englandskrigene
mellem 1801-14, blev Storstrømmen overvåget fra Masnedø.
I 1884 kom jernbanen til øen og der gik en
færgerute, som fragtede togene til Orehoved på Nordfalster. Den blev først
lukket, da Europas på daværende tidspunk længste bro, Storstrømsbroen, stod
færdig i 1937. Sammen med Lillebæltsbroen var den et af de store anlægsarbejder,
som staten satte i gang, for at nedbringe den høje arbejdsløshed under krisen i
1930’erne. Der var i øvrigt ved Storstrømsbroens indvielse, at generaldirektøren
i DSB, P. Knutzen, under sin tale kom for vare, at beskrive Nazi-Tyskland i alt
for pæne vendinger. Et udsagn, der ikke gik upåagtet hen, da han i 1940 efter
opfordring fra regeringen, blev formand for Dansk-Tysk forening. Det bragte ham
senere i fedtefadet.
Nu jeg er ved besættelsen, så
fandt verdens første angreb med faldskærmstropper sted på øen. Det skete d. 9.
april 1940 over Masnedøfortet, der blev opført som et resultat af
forsvarsforliget i 1909 og som stod klar til kamp i maj 1915. Egentlige
kamphandlinger kom det ikke til med de tyske tropper, da fortet kun var
bemandet af tre danske soldater. I tiden frem til 1947 blev fortet desuden anvendt
som straffe- og isolationslejr for kriminelle flygtninge.
Ifølge den seneste folketælling
fra 2011 bor der 128 indbyggere på Masnedø. Som et lille kuriosum, kan jeg
nævne, at landets eneste bestand af lindebladet brombær, såmænd også vokser på
den lille ø ud for Vordingborg. Sidst jeg
var der vrimlede det endvidere med knittende digesvaler over skrænterne mod vandet.
Ikke mere traditionel historie
eller turistbrochure, om man vil. Jeg kan bare godt lide at vide, hvor jeg er. Så
det formoder jeg også andre har lyst til. Altså ikke at vide, hvor jeg er, men hvor de selv er i tid og
rum.Helt slut med historietimen er
vi dog ikke. Garagerockfestivalen Gutter Island har nemlig skrevet deres egen
lille kulturhistorie. Siden år 2000 har den, hvert andet år, trukket noget af
den bedste garagerock, der overhovedet er at finde i Norden, til Masnedø. Den
er så blevet spædet op med mange interessant internationale navne. Ingen nævnt,
ingen glemt.
Nu på torsdag, d. 16. august,
mellem kl. 18-20, får radioprogrammet Mod Strømmen besøg af et par
repræsentanter fra festivalen, der vil introducerer årets program. Hvis
ventetiden falder for lang, så er der allerede i aften mulighed for at varme op til Gutter på Märkbar, Vesterbrogade 106 A.
Gutter Island-aktuelle The
Felines kiggede forbi radioprogrammet Mod Strømmen for en uge siden. Hør
udsendelsen herunder. Hvis ikke man kan vente med at høre pigerne til weekenden
24.-26. august, så spiller de allerede i aften på Rust i Guldbergsgade, sammen med
Labrador og Sunn Tann.
Værter: David Peter Jørgensen og
Kevin Gjedde.
Den københavnske trio The Felines
leverer garage punk med skærende vintage guitar, onde trommer, insisterende bas
og en fyldig vokal. De tre medlemmer slog knoglerne sammen i november 2010 med
en fælles interesse for simple kompositioner og en rå autentisk lyd. Bandet har
spillet mange lokale koncerter siden sidste forår og har en lang række
europæiske koncerter foran sig i løbet af 2012. Tidligere på året udkom The
Felines selvbetitlede debut ep.
1. The Felines – Daddy Walk (2012)
2. The Cramps – New Kind of Kick (1983)
3. Link Wray – Rumble (1958)
4. The Pandoras – You Don’t Satisfy (1984)
5. Thee Headcoatees – All My Feelings Denied
(1994)
6. The Stooges – 1969 (1969)
7. Black Flag – Six Pack (1984)
8. Nancy Sinatra – How Does that Grab You
Darling (1966)
9. Patti Smith – Rock´n´Roll Nigger (1978)
10. Serge Gainsbourg – Ford Mustang (1968)
11. Talking Heads – Psycho Killer (1977)
12. Joy Division – Isolation (1981)
13. Daniel Johnston – Walking the Cow (1983)
14. Halasan Bazar – You Will Know (2011)
15. Ennio Morricone – Il Mio Nome é Nessuno
(1973)
16. The Monks – Boys Are Boys and Girls Are
Choice (1966)
Min personlige top-10 over de 140 tracks, som det californiske, ikke-længere-så-lille, rock'n'roll-mærke, Burger Records, netop nu, har liggende på deres SoundCloud. Bid ikke for meget mærke i placeringerne. De ændrer sig hele tiden.
10. Teenage Burritos – ‘Charlie’
,
9. Beachwood Sparks – ‘Sparks Fly Again’
8. Summer Twins – ‘I Don't Care’
7. Gap Dream – ‘58th St. Fingers’
6. The Black Jaspers – ‘I Want My Face On the Radio’
5. Mikal Cronin – ‘Apathy’
4. Dwight Twilley – ‘Green Blimp’
3. The Sufis – ‘Wake Up’
2. The Shit – ‘We Are The Shit’
1. King Tuff – ‘Dancing On You’
Boblere
The Brian Jonestown Massacre – ‘Psychedelic Sunday’
I dag fejrer Jamaica, at det er halvtreds år siden, at landet vandt fuld uafhængighed fra den britisk styrede Vestindiske Federation. Den 6. august 1962, var også dagen, hvor det jamaicanske flag blev hejst for første gang. Farvesymbolikken er lige til at tage at føle på. Det sorte viser jamaicanernes kræfter og kreativitet. Det gule (guld) repræsenterer solen og øens naturlige rigdom, mens den grønne farve står for håbet og landbrugets ressourcer. Her Lord Creators fortælling om den glade dag i 1962.
Max Romeos lidt naive, andre vil nok opfatte den som svulstig, ’We Love Jamaica’, kom ti år senere. Den handler egentlig bare om at bygge et nyt Jamaica op. Tillykke med dagen og tak for musikken.
Thurston Moore, Ty Segall, Greg Cartwright og Anders & Hans Psykedeliska Undervattensorkester
Skønt Smash! Bang! Pow! de seneste år har været et af de bookingbureauer, der har hevet noget af den bedste musik til landet, må det desuagtet stå overfor ilddåben, når det præsenterer Thurston Moore, i morgen mandag, i Vega. Selvom jeg måske havde regnet med at få noget mere ud af Moores folkplade, ’Demolished Thoughts’, fra sidste år eller at den i det mindste var krøbet mere ind under huden, som man jo siger, end den er, så kan det blive spændende at opleve ham uden den sikre havn, som Sonic Youth immervæk har været. Jørgen Teller & The Empty Stairs varmer op fra kl. ca. 20.00. Samme aften spiller genopstandne Mazzy Star i Amager Bio.
Tirsdag, d. 7. august, kommer efterhånden allestedsnærværende Ty Segall forbi KB 18. Den seneste tid har jeg været ved at drukne i Ty Segall materiale. I år har han udsendt ’Slaughterhouse’ og ’Hair’, sidstnævnte sammen med White Fence. Samtidig har jeg været travlt optaget af at sætte mig ind i 'Reverse Shark Attack', som han lavede med Mikal Cronin i 2009 og solopladen 'Goodbye Bread' fra sidste år. Det har været for meget. Men som med Thurston Moore, så bør Segall høres live. Cruncy Frog-signingen Shiny Darkly, der supporter sammen med Baby In Vain, skal man også gå efter. Førstesinglen ‘He's Suicidal’, har et-eller-andet tilfælles med det tidlige The Telstar Sound Drone, og dem holder jeg, som nogen bekendt, meget af:
Hastigt videre til Stengade og et par navnkundige amerikanske punkorkestre. Fredag, d. 10. august, spiller Adolescents. Deres debutplade fra 1980, der hedder ’Adolescents’, men ofte bliver kaldt ”det blå album”, er svær at komme udenom, hvis man overvejer at opbygge en pladesamling med Orange County-punkrock. Især fordi brødrene Rikk og Frank Agnew nærmest slås om, hvem der kan gå Johnny Thunders guitarsoloer mest i bedene. Dagen efter, lørdag d. 11. august, går Zero Boys fra Indianapolis på scenen. Dem omtalte jeg kort for et stykke tid siden, endnu før jeg vidste de kom til byen. Brudte Løfter står for de indledende øvelser.
Amager Bio, nærmere bestemt Beta, er ligeledes med lørdag, d. 10. august. Her kommer det unge, meget roste, amerikanske band Cloud Nothing forbi. Kanhænde, det er et ordspil på Cloud 9 og alle de andre skyer som selvtilfredse rockstjerner har befundet sig på i tidens løb? Om anmelderne har betegnet Cloud Nothing som støjrock, punk eller powerpop, er i og for sig lige fedt, det hele er hørt før. Opvarmningen De Høje Hæle er dog altid værd at opsøge. Undertoner har billetter på spil. Og mens vi er ved mellemspillene, så optræder The Black Keys i TAP1 på Carlsberg, mandag d. 13. august. Mon ikke, der allerede er udsolgt?
Torsdag, d. 16. august, er det en god idé at slå et smut forbi KB 18. Forleden udkom den kun 20-årige Lasse Bækby Buch debutudgivelser, ja, der er tale om to, på Tambourhinoceros. Han gemmer sig bag navnet Birthgiving Toad og pladerne hedder ’For Awkward Company’ og ’As Fruit Hat’. I 2009 flyttede Buch ud af København for at hellige sig musikken et eller andet sted ude på landet. Det er der kommet nogle sange, der lægger sig et sted mellem, Zappa, Captain Beefheart og Sly Stone, ud af. Ved arrangementet, som åbenbart er anden del af en koncertrække med den mundrette, morsomme titel, You Can’t Clap Your Way Out Of This One, optræder også Ochestra of Spheres fra New Zealand og danske Lambug Tony, som jeg desværre ikke kender noget til.
Weekenden d. 24-26. august er måske de dage, jeg glæder mig allermest til. Der løber Gutter Island Festival 2012, nemlig af stablen på Masnedø Fortet. Meget mere om det, d. 16. august, i radioprogrammet Mod Strømmen. En teaser, kan der dog altid blive plads til. Her svenske Sator, som jeg ikke anede eksisterede mere, med The Zeros, ’Black & White’, der blev nævnt her på siden i slutningen af juli.
For de vægelsindede og dem der ikke kan afse tid eller ikke er klar over, hvad de går glip af, er der muligvis noget at hente, når det Gutter-aktuelle, svenske psychorkester Dean Allen Foyd, allerede ugen efter besøger KB18. Med sig har de den danske trio, Willows Tale, som nævner The Beatles, Caravan, Causa Sui, Focus, Genesis, Love, Pink Floyd, Procol Harum, Tame Impala og Øresund Space Collective som musik, de kan lide. Der sker d. 30. august.
Min første koncert i september lader vente lidt på sig. Faktisk kommer der til at gå hele ti dage, før jeg tropper op i Stengade for at høre The Reigning Sound. Frontfiguren Greg Cartwright, har om nogen været manden, der satte den såkaldte Memphis garage-punk på landkortet. I begyndelsen som medlem af Compilsive Gamblers, siden i stadig aktive The Oblivians. The Reigning Sound har bl.a. indspillet pladen, ‘Too Much Guitar’ sammen med Jay Reatard og Alicja Trout, da de stadig spillede i Lost Sounds. Nu afdøde Jay Reatard bliver i dag hyldet af unge musikere og filmskabere, som en af den nyere punkrocks store, tragiske skæbner. Jeg foretrækker den levende Greg Cartwright. Kom forbi, d. 10. september.
Blot et par dage efter, d. 13. september, spiller Graham Coxon i Vega. Hans solomateriale har jeg altid haft et blødt punkt for. Patti Smith, der optræder på samme på scene, d. 20. september, er det dog mere tvivlsomt om jeg får hørt. Der er udsolgt, men vi står på venteliste. Hvis alt går galt, møder vi sandsynligvis nok bare op for at se, om det er muligt at skaffe en billet udenfor på selve dagen.
Dead Skeletons var et af de orkestre jeg ikke fik hørt på årets Roskilde Festival. Det tirrede mig i dagene efter, men jeg havde lidt på fornemmelsen, at de ville komme til København i løbet af efteråret. Det bliver så i Pumpehuset, d. 23. september.
Sleepy Sun fra San Francisco har jeg haft øje for i længere tid. De debuterede i 2009 og har siden udsendt et par plader, senest ’Spine Hits’ i år. Den er lavet i samarbejde med Dave Catching fra Queens of Stone Age og Eagles of Death Metal. Ikke, at det umiddelbart er til at høre i det rastløse og til tider melankolske univers, som gruppen bevæger sig rundt i. Sleepy Sun spiller på Loppen, søndag, d. 30. september.
Jeg forbliver samme sted, men bevæger mig frem til torsdagen efter, d. 4. oktober, hvor White Hills fra New York går på scenen. Gruppens lidt for tunge spacerock, efter min smag, trækker bl.a. på Hawkwind, Pink Floyd og Can. Om ikke andet, så ser jeg frem til at høre Anders & Hans Psykedeliska Undervattensorkester igen. De spillede deres første job en kold februar nat i Ungdomshuset. En koncert, som det snart er muligt at få fingrene i fysisk. Troldmand dukker også op.
Brooklyn-orkestrene Vivian Girls
og Woods, har hver for sig været kvinder/mænd for at parre tressernes jangle-pop
og folkrock med firsernes Paisley Underground. Ikke, at det på nogen måder er et
særsyn. Mange ved sikkert allerede, at sidstnævnte trak store veksler på
førstnævnte. Vivian Girls og Woods er heller
ikke de første, som med mere eller mindre held, har prøvet at sammensmelte
udtrykkene. De seneste fire-fem år, har det ikke desto mindre været de to band,
der med deres legesyge facon at nærme sig genrerne på, har lagt et par alen til
den i forvejen holdbare DNA-streng.
Derfor er det også hamrende irriterende,
at det sidste år, gik mig forbi, at sangeren og guitaristen, Cassie Ramone, fra
Vivian Girls og Woods-bassisten, Kevin Morby, har slået kludene sammen og
dannet The Babies. Efter sigende skal debutpladen, der bare bærer gruppens navn,
være forrygende. Heldigvis kan jeg være med når opfølgeren ‘Our House On The
Hill’, udkommer d. 14. august. Jeg ved ikke. hvor meget man skal lægge i, at
The Babies samtidig har udtalt, at de ikke længere blot er et fritidsorkester?
Her
førstesinglen ’Moonlight Mile’, som intet har med Stones at gøre, men bare er kæk
jangle-pop af fineste slags:
