Der er nogen, der skal høre Kris
Kristofferson i Falkoner Salen i morgen, andre foretrækker måske Twin Shadow i
Vega eller afskedskoncerten med Bazar på Global, selv tager jeg til Lee Fields
& The Expressions på Loppen. Eller Little J.B., som han blev kaldt
i begyndelsen af karrieren, fordi hans look, hans vokal og hans dansetrin
lignede Mr Please Please Please’s op af dage.
Fields debuterede med singlen
’Bewildered’ i 1969. Op gennem halvfjerdserne udsendte han en række
singleplader, der alle er i høj kurs i dag, med rå og tung funk. Især ’The Bull
Is Coming’ b/w ’Funky Screw’, der udkom under navnet Lee Fields & The
Devil's Personal Band, i slutningen af årtiet, kan få munden til at løbe i vand
hos hardcore funksamlerne.
Fields ramte aldrig det helt
store. Til trods for, at han turnerede og spillede med flere af de store i
funkens gyldne tiår, såsom Kool & The Gang, Sammy Gordon & The
Hip-Huggers og OV Wright. I det meste af
firserne var der stilhed omkring ham. Om den var selvvalgt, skal jeg ikke
kunne sige. På den anden side, så intimiderede han ikke sit ry og rygte med
indspilninger af tvivlsom karakter, som det skete for hovedparten af de
funknavne, der havde været med til at bestemme retningen, bare nogle år før.
I 1992 vendte han tilbage med ’Enough
Is Enough’, hvor han lagde sig op af den blødeste side af Southern Soul.
Siden da er det faktisk kun gået én vej, op ad. På ’Problems’ fra 2002 leger han igen
med udtrykket fra James Brown, mens han på ’My World’ fra 2009 og ’Faithful
Man’ fra i år, er gået den klassiske soulvej med en stor hornsektion og masser
af følelse. Stadig uden brug af synthesizere og trommemaskiner.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar