Blogger Widget

mandag den 30. juli 2012

Sang til Woodstock

   
I fredags var jeg på Woodstock på Christiania for første gang i adskillige år. Woodstock er, hvad Woodstock nu engang er, et af de ældste vandhuller på Fristaden, en farvestrålende barak med en broget kundekreds, et levn, whatever. Da jeg boede på Christianshavn og klokken nærmede sig to om natten og det smagte af mere øl, var mulighederne hurtigt overset. Med mindre man havde mod på at forcere Knippelsbro. Valget stod enten mellem det halvlunkne, nu lukkede natværthus, Kabyssen, der lå i Strandgade eller Woodstock. Well, der var et tredje alternativ på Staden, som jeg mener hed Valmuen. Fælleskøkkenet kom jeg aldrig i. 

Siden dengang har jeg stortset ikke været forbi Woodstock. Husker dog efter en våd julefrokost langt-pokker-i-vold ude i Nordvest, hvor vi henover midnat cyklede hele vejen til Christianshavn, eftersom en af gæsterne insisterede på, at vi forlængede rusen der. I fredags var jeg tilbage for at høre Baby Woodrose. Ændringerne var bogstaveligt talt minimale. Især ikke, hvis jeg sammenligninger med Nemoland, som førhen mest af alt lignede en snusket grillbar, men nu kan konkurrere med De små haver i Pile Allé, hvad angår interiør.


Værthuse med patina tiltrækker dagdrømmere og andet romantisk småkravl. Der skal kun en forsigtig kradsen i overfladen af rockhistorien til, før der dukker numre som ’After Hours’ af Velvet Underground eller ’Closing Time’ af Leonard Cohen op. Baren er et yndet tema. Jeg kan også nævne ’O’Malley’s Bar’ med Nick Cave and the Bad Seeds,’ Lived in Bars’ med Cat Power, ’Boogie Chillun’ med John Lee Hooker og ’Barstool Blues’ med Neil Young.  Og så, tør jeg slet ikke begive mig ind i Tom Waits eller countrymusikkens affærer med diverse udskænkningssteder. Herhjemmefra er det værd at omtale John Mogensens ’Sidder På Et Værthus’ med det uforlignelige signalement "meget dygtig mand".  

I 2004 fik Woodstock sat knappenålen i det store værtshuskort med Lars Normand og Dharma Bums ’Woodstock Lukker’. Det skete på støttepladen, ’Christiania Forever’, som Tømrerclaus stod bag. Hyldesten er ikke af den gængse form, hvor hovedpersonen fantaserer om kvindeligt selskab, den næste drink eller bare drukner sine sorger. Her drejer det sig om den tabte hippiedrøm, Katmandu og buddhistiske munke:

lørdag den 28. juli 2012

Agurketid. Keef og Boogie, 1971.


Keith Richards har såmænd også fået sin egen spørgekasse, der kort og præcist hedder Ask Keith

tirsdag den 24. juli 2012

Singleopsamling


The hook-laden garage punk of The Zeros, with influences that ranged from the New York Dolls, Stooges, David Bowie, Velvet Underground, T-Rex, and Kiss to '60s proto-punk bands like the Seeds, Standells, and the Animals, earned them a recording deal with music-magazine publisher Greg Shaw's Bomp Records, which released the raucous single, "Wimp"/"Don't Push Me Around" in '77, followed a year later by "Beat Your Heart Out"/"Wild Weekend."

- New Yorker Magazine

mandag den 23. juli 2012

Blade af rockens ABC. Javier Escovedo: ’City Lights’.


Tilbage til det, jeg var i gang med, før der dumpede et par playlister ind fra sommerredaktionen. Plader jeg lytter til for tiden. Javier Escovedo kender jeg fortrinsvis fra punkrock/powerpop-bandet The Zeros fra Chula Vista uden for San Diego i det sydlige Californien. Gruppens første større gig spillede de sammen med The Germs og The Weirdos i Orpheum Theater i Los Angeles i 1977. En koncert, der var sat op af Peter Case fra The Nerves. På det tidspunk blev det til en lille håndfuld livgivende singler, plus et par lp’er. Der vistnok ikke er til at stampe op af jorden i dag. The Zeros er i øvrigt gendannet og spiller i øjeblikket en række sommerkoncerter. 

I firserne flyttede Escovedo til Austin, Texas, hvor han dannede True Believers sammen med sin bror, Alejandro Escovedo. Et af de orkestre, som jeg burde tjekke ud, nuvel jeg har noget til gode. Familien Escovedo flyder i hele taget over med talent. De ældste brødre Pete og Coke har turneret og indspillet med Santana og Herbie Hancock, Alejandro begyndte i punkorkestret The Nuns, spillede senere i rootsbandet Rank & File og har nu en fornem solokarriere, lillebror Mario var med i mere hårdttæskende The Dragons, mens niecen Sheila E. ofte arbejder med Prince.

The Zeros

True Believers nåede kun at udgive et enkelt album. Pladeselskaberne troede ikke på dem. I tiden efter arbejdede Javier Escovedo med Will & the Kill. Sidenhen har han været sideman hos bl.a. John Doe. Simon Bonney og The Gourds. Allerede i The Zeros viste Javier et enormt sangskriverpotentiale. Svenske Sator fik en pænt hit og en anden plads med Zeros-sangen, ’Black and White’, i hjemlandet. The Nomads har indspillet et par af Escovedos numre. Hoodoo Gurus fra Australien, franske Calvin Russel, The Muffs og Patty Smyth (hende, der er gift med den pensionerede tennisstjerne, John McEnroe) tæller også blandt dem, der har nydt godt af hans færdigheder.

For mange har det da også været lidt af en gåde, hvorfor Escovedo først solodebuterede med, ’City Lights’, i 2008. Holdet bag vidner om, at han nyder stor anseelse i musikerkredse. På guitar møder man bl.a. Josh Schwartz fra Beachwood Sparks, bassen tager Joe Bass fra The Posies sig af, bag trommerne sidder Brian Young fra Fountains of Wayne og keyboardene er i gode hænder hos Brian Lebarton fra Beck og Matt Beck, der har spillet sammen med Rob Thomas.

Det er måske for meget at sige, at jeg kan genkende den unge Javier Escovedo, når jeg hører ’City Lights’. Der er trods alt sket noget siden The Zeros. Tæften for den begavede, skarptskårne og iørefaldende powerpop er ikke desto mindre stadig i rigtig god behold. Det er ligeud-rocksange, der damper af intensitet og spilleglæde. Sange, der altid vil være plads til på én af de første sider, i min lasede og efterhånden udrangerede notesbog om rock’n’roll.


Åbningssangen 'Tonight Is Gonna Be Better'. Her er der mere fra ‘City Lights’.

Anmeldelse af The Zeros / The Muffs show fra fredag aften på The Troubadour i Los Angeles. The Zeros har åbenbart nyt materiale på vej. 

søndag den 22. juli 2012

The Youth. Playliste 19. juli 2012


Værter: David Peter Jørgensen og Kevin Gjedde

The Youth er et band med kærlighed til 1960'ernes garagerock, benene solidt plantet på jorden og den rette indstilling. Den upolerede elegance der hviler over 60’ernes bands, danner grund for The Youths udtryk og måde at skrive musik på.

Gennem udelukkende brug af vintagegear, attitude og holdning, bevæger The Youth sig sikkert i sin bane, med en vision om at få garagelyden tilbage på teenageværelserne.

1. The Shack – Stop and Listen (1967)
2. The Youth – Better Off Alone (2012)
3. The Sorrows – No No No No (1966)
4. The Keggs – To Find Out (1967)
5. The Gordies – Thunderbird ESQ (1989)
6. Little Willie John – I’m Shakin’ (1960)
7. Czerwomy Gitary – I’m Back (1966)
8. The Beatles – Roll Over Beethoven (1963)
9. The Outsiders – Touch (1966)
10. Son House – Death Letter (1930)
11. The Youth – I Fancy You (2012)
12. The Pretty Things – Rosalyn (1964)
13. Travel Agency – Jailbait (1966)
14. The Primitives – The Ostrich (1964)
15. Mouse and the Traps – Lie, Beg, Borrow and Steal (1967)
16. The Music Machine – The People in Me (1967)
17. Kid and the Outlaws – Don’t Thread On Me (1967)
18. The Dovers – What I’m Going to Do (1965)
19. The Kinks – Tired of Waiting for You (1965)
20. The Remains – Like a Rolling Stone (1966)
21. The Felines – Boots (2012)


fredag den 20. juli 2012

Shoot From The Hip #4. Playliste 12.juli 2012


Sommerredaktionen, der består af David Peter Jørgensen og Kevin Gjedde, lagde i sidste uge fra land med bl.a. at fejre, at det d. 12. juli var 50 år siden Stones live-debuterede.

1. The Rolling Stones – Last Time (1965)
2. Stig Møller – Min by (1965)
3. The Ugly Ducklings – Just in Case You Wonder (1966)
4. The Brian Jonestown Massacre – Here It Comes (1996)
5. The Rolling Stones – Down Home Girl (1964)
6. The Frowning Clouds – Lovin’ You (2010)
7. Nick Cave and the Bad Seeds – Stranger than Kindness (1986)
8. Dale Hawkins – Suzie Q (1957)
9. The Rolling Stones – Sweet Virginia (1971)
10. Howlin’ Wolf – Three Hundred Pounds of Joy (1966)
11. Slim Harpo – Shake Your Hips (1966)
12. Bascom Lamar Lunsford – I Wish I Was a Mole in the Ground (1928)
13. Blind Willie Johnson – Let It Shine on Me (1929)
14. Betty James – I’m All Mixed Up (1961)
15. The Uniques – You Ain’t Tough Enough (1966)
16. Einstürzende Neubauten – Negativ Nein (1981)
17. The Leaves – Too Many People (1966)
18. Philemon Arthur and the Dung – Du Är Min Enda Vän (1971)
19. The Rolling Stones – You Can’t Always Get What You Want (1969)
20. The Bad Boys – Love (1966)
21. Skip James – Hard Time Killing Floor Blues (1964)
22. John Lee Hooker – She’s Mine (1962)
23. Dr. John – Black Widow Spider (1969)
25. Dr. John – Revolution (2012)
25. The Rolling Stones – (I Can't Get No) Satisfaction (1965)

onsdag den 18. juli 2012

"Fåglarna kvittrar och tågen går, natten försvinner men mörkret består"


Overskriften fanger dybest set humlen af en af de udgivelser, jeg har lyttet mest til i år. De kvidrende fugle, tågen der letter, natten der forsvinder. Hvis ikke det havde været for det satans mørke, så er det nærmest som at vade direkte ind i et skønmaleri. Uden én eneste bekymring. Tekststumpen er de første ord, der møder én i ’Fåglarna kvittrar’ fra Samlings debutplade, ’När mullret dövar våra öron blir vi rädda’, som udkom i oktober sidste år.

Før den havde de udsendt singlen, ’Anna’. Et syv minutter langt nummer, som skylder meget til den svenske progg-rock fra begyndelsen af halvfjerdserne. Det er ikke uden grund, at Samling er blevet sammenlignet med Dungen. Ikke alene er der noget fabulerende, noget drømmende over melodierne, diktionen er også lidt naiv. Men så har de i modsætning til Dungen, som allerede fortalt, den her diabolske dobbelthed i tekstuniverset, som skinner tydeligt igennem, selv i vuggevisen ’God Natt’ fra debutalbummet. Sangskriveren Max Groundstroem holder sig heller ikke tilbage fra at skrive om ensomhed, omsorgssvigt, desperation og stilstand.  


De svenske anmeldere havde de forventelige forbehold overfor, at pladen er udkommet på et majorlabel, Columbia/Sony. De drager autenticiteten i tvivl. Er det et bagholdsangreb? Kan Samling stå inde for udtrykket? Derudover betyder det krav om kommerciel succes, radio-airplay og fanden og hans pumpestok. For mig at se er det overhovedet ikke er et problem. Jeg ved selvfølgelig ikke, hvordan ’När mullret dövar våra öron blir vi rädda’, havde lydt, hvis den var kommet på et uafhængigt selskab. Det jeg får er alt rigeligt. Groovet pulserer organisk og varmt med brug af congas og andet slagtøj. Af og til slår guitarerne gnister og sender lytteren på rundtur i spacerocken. Mest af alt, er det dog de grelle kontraster mellem ordene og musikken, der holder mig fanget, og får mig til at vende tilbage til pladen den ene gang efter den anden.

tirsdag den 17. juli 2012

‘Researching The Blues’. Redd Kross har nyt på vej.

Brødreparret Jeff og Steven McDonald længst til venstre
Kitty Wells er død. Jon Lord er død. Dylan kommer snart med en ny plade. Det samme gør det navnkundige, punk/rock-band, Redd Kross, som sidst lod høre fra sig for femten år siden. ’Researching the Blues’ er titlen. Redd Kross blev dannet som The Tourists i 1978 i den sydvestlige Los Angeles-forstad, Hawthorne. Brian, Dennis og Carl Wilson fra The Beach Boys løb ligeledes hvalpefedtet af sig i Hawthorne, ligesom – uden sammenligning – hip-hopperen Tyler, The Creator. Kernen i Redd Kross har hele vejen været brødrene Jeff og Steven McDonald.

De ti nye numre er alle skrevet af Jeff. Produktionen står verdens cooleste dude, ifølge pålidelig kilde, Steven, der også spiller i OFF!, bag. Pladen er på gaden d. 7. august.
 
 

mandag den 16. juli 2012

’Ekskursion’. ukendt under andet navn


Jeg ved ikke om det var linien, ”bager, bag dit brød’ fra afslutningsnummeret ’Sangen Synger Sig Selv’, der fik mig til at tænke på Laid Back, da jeg hørte ukendt under andet navn alias Henrik Olesens nyeste udspil ’Ekskursion’. Et eller andet fik mig i al fald til det. Ikke, at det minder det mindste om Laid Back, men fordi enten Tim Stahl eller John Guldberg engang sagde noget i retning af at deres højeste mål var at gøre musikken så minimalistisk som overhovedet muligt. Allerhelst kun med brug af to toner.

Derhen er Henrik Olesen ikke nået endnu. Han er bevidst gået efter at minimere udtrykket og tage lytteren med tilbage til dengang den elektroniske musik var ny. Der er Kraftwerk, der er Brian Eno, analoge rytmebokse og en ”vintage Roland re-301 båndekkomaskine”. Tekstmæssigt følger han samme spor eller som åbningssangen kortfattet meddeler ’Mindre Er Mere’. En sang, hvis gennemgående lille synthtema slægter svenske Peter Björn & Johns ’Amsterdam’ på. Broderparten af de syv kompositioner er fåmælte almenmenneskelige iagttagelser om årets gang, om at sige farvel, om tyngdeloven, der holder os allesammen nede m.v. De er ligetil, men ikke ligegyldige.

Men, som med så meget andet, drejer det sig også om at ramme den rette stemning. De første gange, jeg hørte ’Ekskursion’, foregik det i en bil i hektisk trafik. Det vil jeg ikke anbefale. Det er straks noget andet en regnvejrsmorgen i et sommerhus. Tæt på naturen og det uundvigelige. I Undertoners fine modtagelse af udspillet, er kritikeren inde på, at Henrik Olesen skaber ”poetisk pop” i et verdensfjernt univers. Den poetiske del vil jeg gerne skrive under på. Hvad angår det verdensfjerne, så er jeg lodret uenig. Tættere på verden kommer man ikke i dansk popmusik anno 2012.



torsdag den 12. juli 2012

’Satisfaccion’


’(I Can't Get No) Satisfaction’ er lavet i utallige coverversioner. Otis Reddings, Devos og The Residents hører til de bedre. Den coverudgave, jeg holder mest af er dog indspillet af Ohio artpunk-bandet, Modern Art Studio. Jeg ved ikke en disse om dem. Ikke andet end, at de udsendte to singler i slutningen af halvfjerdserne, hvorefter de forsvandt i ubemærkethed. Mordern Art Studios ’Satisfaccion’ udmærker sig ved, at de nærmest har gjort sangen ugenkendelig. Først og fremmeste ved at undgå det vigtige riff, men så sandelig også ved at synge en vrøvletekst, der lyder som spansk, men vist ikke er det:

For lige at følge op på dagens tidligere indlæg, så kan jeg ikke holde Stones kørende indtil sengetid. Jeg havde en mindre krise i eftermiddag, men den overvandt jeg med viljestyrke. Den, har jeg ikke mere af, så jeg opgiver projektet tæt på den tolvte time.

Den sidste time:

Alladin Story (instrumental) (Sticky Fingers Revisited)
Slipping Away (Stripped)
Dandelion (Singles Collection: The London Years)
Live With Me (Let It Bleed)
You Gotta Move (alternate mix) (Sticky Fingers Revisited)
I'd Much Rather Be With The Boys (Metamorphosis)
Respectable (1978 Tour Rehearsals (Studio))
Pass the Wine (Sophia Loren) (Exile On Main Street)
Shattered (1978 Tour Rehearsals (Studio))
We Had It All ('79 Outtake) (Paris Outtakes Vol. II)
Pretty Girls & Rolling Stones med The Goldebriars (røg med pga. titlen)
Melody (Black & Blue)
We're Wasting Time (basic mix - no overdubs) (Metamorphosis)
Stray Cat Blues (Get Yer Ya-Ya's Out!)        

Stones marathon

The Rolling Stones. 8. august 1964.  Kurhaus. Den Haag.

‘Satisfaction’ har jeg altid kendt. Min første Stones plade var ’Time Waits for No One: Anthology 1971–1977’*, som jeg købte på en familietur til Burg på Femern i 1979. Ikke det mest indlysende sted at begynde, men den bar ved til bålet. ’Sticky Fingers’, ’Exile On Main St.’ og ’Black & Blue’, tæller stadig blandt mine alltime-favoritplader.

I dag er det halvtreds år siden, at The Rolling Stones spillede deres allerførste job, det foregik i Marquee Club i London. Hvis jeg skulle lave radio i dag, havde jeg insisteret på en Stones feature. Det skal jeg ikke. Sommerredaktionen er på plads. Jeg ferierer på landet. Siden kl. halv-ni i morges, har ’the Greatest Rock and Roll Band in the World’ kørt uafbrudt fra mit iTunes-bibliotek, som er sat på shuffle. Sådan skulle det gerne blive ved resten af dagen. Der er adskillige udgivelser jeg ikke har liggende og flere af de sange, jeg har, går igen i form af forskellige demo- og liveversioner.

Den første time:

Down Town Suzie (Metamorphosis)
Sway (mono promo version) (Sticky Fingers Revisited)
Honky Tonk Women (live) (Brussels Affair '73)
Brown Sugar (Sticky Fingers)
Love In Vain (live) (Very Ancient, Thank You Kindly. American Tour 1972)
Shattered (Some Girls)
Dancing With Mr. D. (Goats Head Soup)
Dear Doctor (Beggars Banquet)
Too Tough (studio outtake)
Street Fighting Man (live) (L.A. Friday)
Sway (Sticky Fingers)
Can't You Hear Me Knocking (mono promo version) (Sticky Fingers Revisited)
Mr. Spector and Mr. Pitney Came Too (Genuine Black Box, 1961-1974)
You Can't Always Get What You Want (live) (Brussels Affair '73)

Umiddelbart er der intet, der forhindrer at holde The Rolling Stones kørende indtil sengetid. Køleskabet er fyldt. Det eneste mål jeg har for dagen, er, mellem de heftige regnbyger, at finde plads i staudebedet til margueritten med det flossede look, som vi fik med hjem i går. Det kan også være jeg napper en lur på sofa.

Følg udviklingen på min last.fm.

*Det passer ikke helt. Flere år før fik jeg foræret ’Exile On Main St.’ af min moster på kassettebånd. På det tidpunkt var jeg dog ikke færdig med glamrocken endnu.

onsdag den 11. juli 2012

tirsdag den 10. juli 2012

Rockens Danmarkskort


Jeg har bladret lidt rundt på Rockmuseets nye side, ’Rockens Danmarkskort’, der bliver støttet af kulturstyrelsen. Annoncen herover med kåring af Miss Roskilde 1966 og underholdning af Peter Belli & Les Rivals, har jeg fundet der. Siden er åbenbart tænkt som et sted, hvor alle kan fortælle deres ”rockhistorie”. Stort som småt. Det ser heller ikke ud til, at museumsfolkene redigerer det mindste i det indsendte. Her en historie, som jeg kan spæde op med en tilsvarende fra Falster. Først skal vi en tur til Thy:

”Min interesse for musik startede i 69, da min far kom hjem og fortalte at han på sin postrute i Vust (Han Herred/Thy Nordjylland) havde mødt en særdels langhåret og usoigneret person der hed John Lennon. Et par dage efter var han blevet stoppet af nogle journalister der spurgte om han vidste om der var kendt rockmusiker i området, og evt. hvor han boede. Min far der egentligt kun kunne holde ud at høre "Rebild spillemændene" svarede at han ikke anede hvad rock var, og i øvrigt kun læste Fjerritslev Avis. Senere følte han sig alligevel lidt vigtig, idet han overfor bekendte kunne berette om mødet med John, en historie der fra gang til gang på nordjysk vis ikke blev kedeligere især for mig 5-6 år.”

Allerede på John & Yokos vej fra det daværende Vesttyskland op gennem Danmark, brød deres folkevognsrugbrød sammen i Nykøbing Falster. Her rekvirerede de hurtig assistance på et mindre værksted. Mekanikeren, der reparerede vognen, mens nok det hotteste hippiepar, verden nogensinde får at se, ventede ved siden af, havde det som postbuddet. I begyndelsen ville han ikke rigtig være ved, at han havde lavet deres bil. Mødet voksede dog med årene. Jeg kender til det gennem hans datter.

En anden af de mere kuriøse fortællinger, handler om kvinden, der efter uendelige opslag i rockleksikoner, biografier og andet, endelige får vished for, at det var Jimi Hendrix, hun så i Tivoli i maj 1967

Derudover er der et afsnit med beskrivelser af spillesteder, en enkelt pladeforretning (indtil videre) mv., rundt omkring i det ganske land. Det kunne iøvrigt være interessant, hvis nogle af de små uafhængige pladeselskaber også fortalte deres historie. 

mandag den 9. juli 2012

Roskilde i en nøddeskal. Dag efter dag eller sådan noget

Dag fire mangler. Jeg ved det godt. Måske følgende korrespondance i dagene op til og under årets Roskilde Festival, kan give en del af svaret.  Identiteten på de medvirkende er sløret, fordi jeg ikke har indhentet alle de fornødne tilladelser.

Lørdag d. 30/6

kl. 16.03. HD til HH: ”Skal du til Roskilde?”
kl. 16.04. HH til HD: ”Yes”
kl. 16.05. HD til HH: ”Ok. Jeg overvejer også”
kl. 16.07. HH til HD: ”Tænkte på dig, da jeg så Cure skulle spille”
kl. 16.11. HD til HH: ”Ja, men jeg ved ikke om jeg orker at okse frem og tilbage flere dage, så jeg overvejer at købe til søndag kun. For at se MK (Magtens Korridorer, red) og Bjørk. Men jeg vil sgu gerne se Cure og Bruce. Du skal vel hænge ud med Little Steven?”
kl. 16.14. HH til HD: ”Ha-ha. Det er der ikke lagt planer om. Søndagens program er lækkert”
kl. 16.31. HD til HH: ”Så er billet købt til søndag”
kl. 16.34. HH til HD: ”Cool. Jeg begynder søndagen, kl. 12.00, ved Pavilion med Papir mm.”
kl. 16.37. HD til HH: ”Ok, vi kan mødes der”
kl. 16.38. HH til HD: ”God idé”

Tirsdag d. 3/7

kl. 17.10. CH til HH: ”Tager du til Roskilde?”
kl. 17.33. JB til HH: ”Tak igen for den gode opvarmnings-CD. Håber Cure spiller P. Haze. S og jeg har sunget meget m på ’Sommervarmen’ med Dig og Mig. Bäddat För Trubbel har charme, men har fundet ud af at de har spillet. Glæder mig til Dr. J. Skål fra sommerlandet”
kl. 17.34. HH til CH: ”Ja. Var der faktisk allerede i søndags. Er tilbage igen på torsdag”
kl. 21.24. HH til JB: ”Ja. Det har været en dejlig sommerdag. Jeg har luget og slået græs. Dig & Mig var kanonfede i søndags. Se at få hørt dem med hele familien. :-)
kl. 21.35. JB til HH: ”Så du dem? Var det ikke under finalen? Vi vil snart tjekke dem. Ses”
kl. 21.37. HH til JB: ”Jeg så dem midt under finalen. Faldt af fodbolden hen ad vejen. Underligt nok savnede jeg den slet ikke”
kl. 21.40. JB til HH: ”Det var en af de bedre finaler. Nå, men kan forestille mig, at det var en god stemningsfuld koncert. PS. Savner ikke fodbold nu. Er ikke klar til Superliga midt i juli :-)"
Kl. 21.42: HH til JB: ”Hvornår ankommer du til Roskilde?”
kl. 21.44. JB til HH:”I morgen til kick-off”
kl. 21.45: HH til JB: ”I morgen? Onsdag?”
kl. 21.48. JB til HH: ”Nå nej. Overmorgen. Feriehjerne :-)”
kl. 21.50: HH til JB: ”Nu er jeg mere rolig. Troede jeg i en eller anden form for vildelse, havde sprunget en dag over”
kl. 21.52. JB til HH: ”Ingen panik”
kl. 22.12. CH til HH: ”Til Cure? Det er da ikke din kop te?”
kl. 22.14. HH til CH: ”Når Cure spiller stener jeg til reggae andetsteds”
kl. 22.31. CH til HH: ”Fair nok”
kl. 22.32. HH til CH: ”Kommer du søndag?”
kl. 23.28. CH til HH: ”Ikke en gang”

Onsdag d. 4/7

kl. 20.17. JM til HH: ”Tak for Dexys. Helt vild med pladen. Årets bedste?  Har lyst til at fyre den af på Roskilde. Næste år? God festival. Keep in touch”
kl. 20.40. HH til JM: ”Det er en fed plade. Kræver en smule tilvænning, men så sidder den der også. Skal nok give den gas for os begge på festivalen. Kender i øvrigt én, der vil sælge sin billet for 1500”
kl. 20.56. JM til HH: ”Er desværre på jobbet. Rejser til Oslo på mandag”
kl. 21.06. HH til JM: ”Tænkte nok du var på arbejde. God tur til Oslo og Glasgow. Tales ved, når I er hjemme igen”


Torsdag d. 5/7

kl. 11.28. HH til OS: ”Tager du bilen til Roskilde i dag? I så fald er der en god medarbejderparkering ved vest-indgangen”
kl. 13.20. OS til HH: ”Nej, bil er nok en dårlig idé. Jeg er til sommerafslutning. Gl. Dansk, Cava og øl!”
kl. 14.38. OS til HH: ”… og snaps! Oh my god!”
kl. 14.39. HH til OS: ”Lad bilen stå, før en kollega tager nøglerne fra dig”
kl. 14.48. OS til HH: ”Bilen er i H – jeg er på Frederiksberg. Petersens Familiehave”
kl. 14.50. HH til OS: ”Der var jeg for en månedstid siden med arbejdet. Tager snart til Roskilde”
kl. 14.52. OS til HH: ” Vi ses – jeg skal nå Shins!”
kl. 15.00. HH til OS: ”Fino. Springer Shins over”
kl. 15.00. OS til HH: ”Så ses vi bagefter? Til…”
kl. 15.03. HH til OS: ”Det eneste jeg med sikkerhed skal se i dag er Abyssinians
kl. 16.07. HH til BP: ”Er du på forkant med at interviewe?”
kl. 16.19. BP til HH: ”Selvfølgelig :-). Nu har jeg fri. Tjekker lige bilen og går så til Sonic Zone”
kl. 16.19. HH til BP: ”Jeg er på vej derhen”
kl. 17.22. OS til HH: ”Lad os mødes i sonicyourspacewhatever ved 19-30-tiden. OK?”
kl. 17.23. HH til OS: ”Ok”
kl. 17.57. HH til OS: ”Vi er ved Shins”
kl. 17.59. OS til HH:”5 min. Hvor er I?”
kl. 17.59. HH til OS: ”Højre side, grønt flag”
kl. 18.00. OS til HH: ”Top!”


Fredag d. 6/7

kl. 12.29. OS til HH: ”What’s the plan?”
kl. 12.31. HH til OS: ”Hank 3, kl. 18. Så du Cure færdig?”
kl. 12.37. OS til HH: ”Nej, vi hørte lidt reggae, drak et par øl backstage og så en forrygende Janelle Monae  – hvorefter jeg måtte løbe hele vejen til stationen for at nå mit tog. Tror også jeg vil prøve at nå Hank”
kl. 12.44. HH til OS: ”Det er godt, du holder dig i form. Ses til Hank”
kl. 12.46. OS til HH: ”Og nu bliver jeg nødt til at cykle til L for at få cyklen med. Roskilde Festivalen ender jo med at blive helt sund”
kl. 12.48. HH til OS: ”Toget fra festivalpladsen kører regelmæssigt. Det napper jeg”
kl. 13.02. OS til HH: ”Ja, de er desværre ikke helt timet i forhold til os, der skal vest på”
kl. 16.05. HH til AW: ”Hej A. Befinder mig nu i et tog på vej mod Roskilde. Hank 3 spiller kl. 18 på Odeon”
kl. 16.13. OS til HH: ”Er vel ankommet til Pavilion/Sonic”
kl. 16.14. HH til OS: ”Vi er på vej”
kl. 16.20. AW til HH: ”Springer på et tog om fem min. Skriver, når jeg er fremme”
kl. 16.21. HH til AW: ”Fino”
kl. 17.42. AW til HH: ”Er ved Odeon. Venstre side”
kl. 18.14. HH til AW: ”Vi står tæt på Kiss-fanen til højre. Hvis ikke det lykkes at mødes her, så går vi ned til Sonic Zone bagefter. Det er ved Pavilion”
kl. 19.05: HH til AW: ”Hov. Nu bliver det tungt”
kl. 19.13. OS til HH: ”Står med M ved ølteltet”
kl. 19.24. AW til HH: ”Jep. Men han er stadig cool”
kl. 19.40. AW til HH: ”Er ved Gutter-baren”
kl. 19.49. HH til AW: ”Er endnu ikke gået fra Odeon. Har mødt nogle gamle historikervenner”
kl. 23.07. HH til AW: ”Er på vej til Sonic Zone igen”
kl. 23.08. AW til HH: Står langt inde og tjekker Jack W. ud. De spiller sgu godt. Men som alt andet hernede er det alt for lavt”
kl. 23.24. HH til AW: ”Har lige set Lee Ranaldo. Sonic Youth uden arty-farty”
kl. 23.25. AW til HH: ”Så jeg også en del af. Ikke dårligt”
kl. 23.50. HH til BP: ”Har I fundet hinanden?”
kl. 00.18. BP til HH: ”Jeps. Tyller drinks”
kl. 00.49. HH til BP: ”Går til Baloji
kl. 01.23. BP til HH: Ok. Ses til M.C. (Mikal Cronin, red)


Lørdag d. 7/7

kl. 15.45. JB til HH: ”Gik lige forbi B. Hurtigt hej. Skal du på Arena kl. 16? (Alison Krauss, red)”
kl. 15.47. HH til JB: ”Nej. Jeg er stadig hjemme. Er så småt ved at være klar til at tage afsted”
kl. 15.48. JB til HH: ”Måske senere”
kl. 15.49. HH til JB: ”Yes. Jeg sender dig en besked, når jeg er ankommet”
kl. 15.50. JB til HH: ”Fint :-)”
kl. 17.17. HH til AW: ”Mon det lykkes at mødes i dag?”
kl. 17.37. AW til HH: ”Dead Skeletons? Er ved Roots lige nu.
kl. 17.41. HH til AW: ”Er ikke sikker på, at jeg holder ud helt til DS. Dagen var hård mod mig i går. Men vi kan jo prøve Sonic igen ved 18.30-tiden?”
kl. 18.28. HH til BP: ”Så er dancehall-geniet ankommet til Sonic. Prøver lige med en Classic”
kl. 18.29. HH til JB: ”Nu er jeg til stede”
kl. 18.30. BP til HH: ”Man skal rejse sig ved det træ, man faldt ved! Taster svar og vender tilbage senere”
kl. 18.38. AW til HH: ”Er ved Gutter Island-baren”
kl. 19.17. JB til HH: ”Er på Arena til Refused. Ellers?”
kl. 19.18. HH til JB: ”Springsteen?”
kl. 19.18. JB til HH: ”Ja”
kl. 19.40. BP til HH: ”Nu finder jeg noget at spise og satser på at finde selskab i Sonic Zone”
kl. 19.45. HH til BP: ”Ses der. Ser Cold Speaks. Meget indfølt og meget kedeligt”
kl. 20.09. BP til HH: ”Så er jeg her”
kl. 22.01. BP til HH: ”Ahhh. En latte og noget heavy :-)”
kl. 22.16. HH til BP: ”Står bag filminstruktøren Lotte Svendsen og jinger”
kl. 22.43. BP til HH: ”Nu kører jeg hjem og zzzz. Ses i morgen. Vi kører ca. 10.15. God koncert. Kys”
kl. 23.08. BP til HH: ”Hvornår skal jeg vække dig i morgen?”
kl. 23.28. HH til BP: ”9.45”
kl. 23.37. HH til OS: ”Det er jo bare en drengebande”
kl. 23.37. JB til HH: ”Little Steven rules”
kl. 23.38. OS til HH: ”Bon Iver? Vi opgav!”
kl. 23.39. BP til HH: ”Ok. Godnat”
kl. 23.40. HH til OS: ”Jeg kan hele teksten til ’Dancing in the Dark’ udenad”
kl. 23.42. HH til JB: ”Ja. Den gamle røv (det var kærligt ment, red)”
kl. 23.43. JB til HH: ”Ja. Stor koncert. What can you do? :-)”
kl. 23.45. HH til BP: ”Bruce har godt nok ikke været ude at spille på campingområdet i dag. Men nu hiver han en pige op på scenen til dans”
kl. 23.46. BP til HH: “Han er i hopla”
kl. 23.49. HH til BP: ”Hyldest til Clemons nu”
kl. 23.54. HH til JB: ”Twist & Shout”
kl. 23.55. JB til HH: ”Yeah”
kl. 00.00. HH til JB: ”Fantastisk”
kl. 00.02. JB til HH: ”Ja!”
kl. 00.03. JB til HH: ”Øl ved Badeklubben?”
kl. 01.52. HH til JB: ”Nu kører toget”
kl. 01.53. JB til HH: ”Og cyklen! :-)”
kl. 01.58. HH til JB: ”For det er så fedt, når det rykker i mit soltag”

Søndag d. 8/7

kl. 10.48. HD til HH: ”Jeg ankommer først kl. 12.00 til Festivalstationen. Jeg lader høre fra mig, når jeg er fremme ved Pavilion”.
Kl. 12.23. HH til HD: Vi sidder til venstre ved Pavilion-teltet. (Causa Sui, Papir og El Paraiso Ensemble, red)
kl. 12.36. HD til HH: ”Ok. Jeg kommer”
kl. 12.45. HD til HH: ”Jeg er her nu”
kl. 14.07. JB til HH: ”Dr. John?”
kl. 14.08. HH til JB: ”Oh yeah”
kl. 14.10. JB til HH: ”Yeah. Kan man finde dig?
kl. 14.13. HH til JB: ”Til højre, lige før pitten”
kl. 14.16. JB til HH: ”Under skærm?
kl. 14.16. HH til JB: ”Jep”
kl. 14.55. AW til HH: ”Hørte du Dead Skeltons i går? Det var helt fantastisk”
kl. 14.59. HH til AW: ”Nej. Desværre. Kunne ikke mere efter Springsteen. Men mon ikke de snart kommer forbi København?”
kl. 16.15. JB til HH: ”Johan (Magtens Korridorer, red) har en President Fetch t-shirt på”
kl. 16.17. HH til JB: ”Han er også med på pladen”
kl. 16.17. JB til HH: ”Ok”
kl. 19.06. CH til HH: ”Kan jeg friste dig ud på en enkelt after-Roskilde øl senere?
Kl. 19.11. HH til CH: ”Ha-ha. Det går vist ikke. Vi er taget på landet. Takkede af med Dr. John. Der er en udsendelse om løver i tv”.
Kl. 19.24. CH til HH: ”Ak!”


lørdag den 7. juli 2012

“I Got Some Beer and the Highway's Free”. Roskilde, dag tre

Mikal Cronin under lydprøven i nat
I dag er der Springsteen og alt det udenom. Det betyder også, at han og E-Street bandet formentlig bliver den første og sidste koncert, jeg hører i dag. Congoleserne Staff Benda Bilili trækker godt nok, men da de spiller kl. 20.15 på Cosmopol, bliver det sporadisk, hvad jeg kan nå. Timerne efter Springsteen byder ligeledes på et par acts, som jeg har sat kryds ved. Set gennem virkelighedsnære briller, det blev sent i går, holder jeg dog sandsynligvis ikke ud til Dead Skeletons eller Lee Fields & The Expressions, som da også spiller samtidig, kl. 03.00, på henholdsvis Pavilion og Odeon.  

I går fik jeg hørt de ting jeg kom efter. Hank3 blanding af klassisk hillbilly-country og hård metal giver mening, når man tænker på de white trash milijøer, han beskriver i sine sange. Der er der ikke langt imellem at være vokset op på enten det ene eller det andet. Der blev i øvrigt god plads i teltet, da han gik i gang med metatlsættet. Lee Ranaldo og senere Mikal Cronin tilfredsstillede desuden de behov, jeg havde om støj og guitarrock på de helt rigtige tidspunkter.