Bowie alle vegne. Næsten...

På sådan en dag, hvor Bowie-menigheden, nye som gamle, er rullet om på ryggen og har lagt sig værgeløst ned med poterne ud til siden, savlende med våde øjne og struben blottet, er det nok noget nær gudsbespottende at tænke på Dr. Feelgood. Der er ikke desto mindre, hvad jeg har bedrevet. Jeg er ingenlunde blind overfor Bowies kvaliteter. Slet ikke. Men de seneste tredive års Bowie, plus/minus, har været tomgang. Decideret tomgang.

Den nye single ’Where Are We Now?’ med det junkieromantiske flashback til Berlin-årene er ikke dårlig. Her kunne jeg godt have brugt slet ikke endnu en gang, men jeg nøjes med at konstatere, at enlig svale gør ingen sommer. Og venter derpå med at udtale mig mere om Bowie, indtil det nye album, ’The Next Day’, er på gaden til marts. Et tillykke med de 66 år i dag, skal han dog have.

Hos Dr. Feelgood er der ingen gådefulde tegn og kryptiske entiteter. Det er straight rock’n’roll. Debutpladen ’Down By The Jetty’ fra januar 1975, dansende de navne, der kom til at tegne CBGB-scenen i årene der fulgte, rundt til i tomme fabrikslokaler og kolde loftrum og hvor de eller havde råd til at slå sig ned i New York i midten af halvfjerdserne. Her 'Roxette' i et klip fra The Old Grey Whistle Test fra 1975, med den oprindelige line-up bestående af Lee Brilleaux, guitarist Wilko Johnson, bassisten John B. Sparks og trommeslageren John ’The Big Figur’ Martin.