Blogger Widget

onsdag den 10. april 2013

‘Konono Ripoff No. 1’


Nyere elektronisk musik er ikke mit område. Ikke sådan forstået, at jeg skærer genren over en kam eller udelukker den på forhånd. Jeg har været til flere festlige og medrivende koncerter, ligesom jeg har oplevet den mere eksperimenterende og eftertænksomme del af scenen. Jeg ved bare ikke nok om den. Amerikanske Dan Deacon, der optrådte i København sammen med Thulebasen for et par måneder siden, har jeg dog hørt om. På Record Store Day, d. 20. april, udgiver Deacon en ny single. Det drejer sig om den ikke tidligere udsendte livefavorit, ’Konono Ripoff No. 1’. En hyldest til, ja, congolesiske Konono Nº1.


Konono Nº1 kender jeg til gengæld en smule bedre. L'orchestre folklorique T.P. Konono Nº1 de Mingiedi, der er gruppens fulde navn, kan trække tråde tilbage til 1960’erne. De byggede selv deres instrumenter af det forhåndenværende, effekter fundet på lossepladsen, køkkengrej, bildele m.v. I 1978 kom bandets første single ’Mungua-Muanga’. Derfra skulle der dog gå over tyve år, før de i 2003, var på deres første tour udenfor for Afrika sammen med de hollandske punkavantgardister, The Ex. Siden er det gået stærkt. Konono Nº1 har samarbejdet med prominente jazz-, rock- og indienavne. Og nu på lørdag, d. 13. april, besøger de Global på Nørre Allé. Det glæder jeg mig til. 

Ingen kommentarer: