Doug Sahm, Flaco Jimenez, Augie
Meyers, George Rains, Jack Barber, Dr. John, Jerry Wexler m.fl., ved indspilningerne
til ’Doug Sahm & Band’. Oktober 1972.
Jeg var ikke fuldt opdateret, da
jeg skrev om The Blue Anglel Lounge for et par dage siden. Entschuldigung!
Bandets nye single, ’Walls’, udkommer d. 14. juni, men er allerede til at høre
nu. Det lader til, at firserne stadigvæk
har et solidt tag i tyskerne:
“He was an incredible historical figure. But his writing was piss poor 90 per cent of the time. I love what the Beats stood for, what they did as a lifestyle – they inspired me, in a sense, to live as a writer,that you write about what you live. But I found the writing overrated. It’s shitty writing. I need a really direct, brutal stab in my eye when I’m reading. I want Cormac McCarthy”
- Lydia Lunch om William Burroughs.
Fra Simon Reynolds: ‘Totally Wired. Post-punk. Interviews. Overviews. 2009
Efter alle de år var jeg næsten begyndt
at frygte for, at den aldrig kom. Jeg er ikke den eneste, der har haft
det sådan. Efter The Telstar Sound Drones koncert på Pavilion på Roskilde i 2009,
løb rygterne hurtigt. ”Fik du hørt dem?”,
”Det var fremragende”, ”Du gik glip af noget” osv., var nok de
mest anvendte ordsammensætninger i de kredse, jeg frekventerede det år. Jo, jeg hørte dem. Jobbet havde de fået på baggrund
af en selvfinansieret ep. Siden gik der grus i maskineriet og der måtte et par småjusteringer
til, før det gik i studiet og indspillede singlen, ’Mirror Pieces / Golden
Needles’, der udkom på Bad Afro i 2011. Guitarrist Mads Saaby og trommeslager
Hans Beck udgør i øvrigt halvdelen af det for tiden uhyre, velspillende Baby
Woodrose. Det kan selvfølgelig også have spillet ind på den lange ventetid.
Nu foreligger debutpladen, ’Comedown’,
endelig, eller det vil sige, Afro’en udsender den på mandag. Forventningerne er
høje. Umiddelbart er det umiskendelig The Telstar Sound Drone, og så alligevel
ikke. Der er ingen rocknumre som ‘On
Your Back Baby’ fra ep’en eller ‘Mirror Pieces’. Til gengæld fletter de to
uptempo-singleforløbere, ’Satellited’ og ’Evaporation’, sig godt ind på et
album, der ikke lefler for nogen. Albummet er overstrøet med heftig, nærmest duellerende
spaceguitar af Mads Saaby og gæstemusiker Henrik ’Hobbitt’ Klitstrøm fra bl.a.
On Trial, Dragontears og Spids Nøgenhat. Om Hobbitten blot er på besøg eller om han er
tiltænkt en permanent rolle i bandet, kan vi måske få svar på torsdag, hvor det
kommer forbi Mod Strømmen. Jeg er efterhånden begyndt at hælde til det sidste.
Hans guitarspil klæder i den grad The Telstar Sound Drone.
’Comedown’ åbner med det syrede og
yderst effektfulde, ‘Through The Back Of Your Mind’. Derpå følger omtalte ’Satellited’,
der umærkeligt glider over i pladens længste nummer, ’Feels Like A Ride’. En
trippy affære, hvor jeg ærgrer mig over, at jeg ikke kan afkode, hvad forsanger
Sean Jardenbæk har på hjertet. ’Now See How’, kan minde om et Spacemen 3-mellemspil,
men igen, der er ikke overladt noget til tilfældighederne og da andensinglen, ’Evaporation’,
herefter tager fart, hænger det hele sammen igen. ’Lost Our Love’ er nok det nummer, hvor bandets
tresser-inspiration kommer mest til udtryk. Eller med andre ord, så er det som om,
at The Telstar Sound Drone her får bygget det brohoved mellem fortid og nutid,
som den moderne psych ikke kan undvære. Pladen lukker af med ’Cabin Fever’.
Hvorvidt titlen referer til diagnosen af samme navn, en form for akut depression,
som følge af mangel på miljømæssig stimulation, hvis man lever isoleret eller
efter et længerevarende ophold i tyndt befolkede egne, skal jeg ikke kunne
sige. Jeg håber det ikke.
Lyt med nu på torsdag, d. 30. maj, kl. 18-20,
på 98.9 FM eller stream udsendelsen herfra. Lørdag, d. 1. juni, spiller The
Telstar Sound Drone og ET Tumason i Studenterhuset i Købmagergade. Fuzz Daddy
dj’er. Det begynder kl. 21.00. Mandag er der releaseparty på Café Svejk.
Nu er tyske The Blue Angel Lounge poppet op rundt omkring mig gennem et længere stykke tid. Seneste i radioudsendelsen med Peter Kure, der repræsenterer bandet i Skandinavien. De skal også spille Roskilde og Aarhus Psych Fest. Men, hvem er de? Gruppen blev dannet i Hagen i Nordrhein-Westfalen i 2006. Byen ligger en snes km syd for Dortmund, hvor floderne Lenne, Volme og Ennepe munder ud i Ruhr. Det er egentligt også et ganske godt billede på bandets musikalske dna. Der løber tre vigtige inspirationer i venerne på The Blue Angel Lounge.
Den første er Velvet Underground & Nico. Navnet har de taget fra den klub i New York, hvor Nico fik sit første arrangement, da hun ankom til byen i 1960. Det må dog igen føre tilbage til ’Der Blaue Engel’. Josef von Sternberg film fra 1930 med Marlene Dietrich, Emil Jannings og Kurt Gerron. Båndet hertil er måske ikke så tydeligt. Eller jo, Velvet er sgu ikke til at komme udenom.
Spacemen 3 er de næste. Det var den tidligere bassist herfra, Will Carruthers, der anbefalede bandet til plademærket, 8MM Musik, der kvitterede med at udgive The Blue Angel Lounge debut i 2008. Hvad det var Carruthers fornemmede i gruppens lyd, kan jeg kun gisne om? Men mon ikke, han har kunnet høre sig selv i den urolige og ungdommelige, men alligevel velunderbyggede neopsych:
Den sidste inspiration er Brian Jonestown Massacre. Og det er nok den der skinner mest igennem. Anton Newcombe producerede The Blue Angel Lounge anden og indtil videre seneste fuldlængde, ’Narcotica’, der kom på i gaden i 2010. Siden er ep’en ’Ewig’ udkommet. Med Newcombe ved roret åbnede musikken sig op. Gruppen fik mere styr på deres attributter og særkende, samtidig blev lydbilledet bredere ved at inkorporere træk fra postpunk, new wave og shoegaze:
“I've found a lot of Taylor's 'comeback' solos overplayed. I understand why, too. Night before last in LA he played the best Stones solo I've heard in decades. Jump to about 4'30". Watch Jagger, Richards and Wood's expressions thru the solo.
Charlie has the last word when Taylor takes a bow.
Hvis ’Elvis Club’ var en ny plade med Springsteen eller Tom Petty, så var den sikkert blevet rost til skyerne og havde afledt en kø af superlativer. Det er den ikke. Den er bare med The Del-Lords fra New York, som har været tavse siden, ’Lovers Who Wander’, udkom i 1990. Bare og bare, er der formentlig enkelte der vil indvende? Vi har trods alt at gøre med guitaristerne Scott Kempner af The Dictators-fame og Eric ’Roscoe’ Ambel, originalt medlem af Joan Jett´s The Blackhearts og sidekick for Steve Earle, samt trommeslageren Frank Funero, fra Cracker og Camper van Beethoven. Bandets oprindelige bassist, Manny Caiat, driver i dag en succesfuld advokatpraksis, men han er fermt erstattet af Michael DuClos, som blandet andet har spillet med Pete Townshend og Buddy Hackett.
’Elvis Club’ er det pseudonym som The Del Lords brugte, da de for et par år siden, spillede deres første koncert i to årtier. Den titel er godkendt. Det er gedign rock’n’roll med antydninger af R&B og tressergarage, tilsat en sjat country- og folkrock. Kempner synger de fleste af de tolv skæringer, som mestendels også er skrevet af ham. ’Everyday’ i selskab med Dr. Dion Dimucci. Ambel tager sig af vokalen på tre numre, ’Me & The Lord Blues’, ’Flying’ og Neil Young´s ’Southern Pacific’. Sidstnævnte lyder næsten som et ekko af Shakey.
Man skal ikke læse særligt langt i
’The Paisley Underground: Los Angeles's 1980s psychedelic explosion’, som jeg linkede til i går, før man får en fornemmelse af, hvad der er grunden til at
interessen om scenen er blusset op i igen, her tredive år efter. To af de
toneangivende grupper, The Rain Parade og Three O’Clock, er gendannet og The
Dream Syndicate er på vej til London for at opføre deres debutplade ’The Days Of
Wine and Roses’. At kalde The Paisley Underground for en decideret bevægelse er
nok at tage munden for fuld. Det var ligesindede musikere med en løs
tilknytning til hinanden.
På torsdag får Mod Strømmen besøg
af promoter og booker Peter Kure fra Get Your Ass To Mars. Udover at
repræsentere The Wands, Oracle O, The Woken Trees, Get Your Gun og tyske The
Blue Angel Lounge med flere på disse breddegrader, så har Kure et tæt
samarbejde med det norske pladeselskab, Fuzz Club.
For en lille måned siden var
Peter Kure til Austin Psych Fest. Her kunne han se The Rain Parade optræde til
det såkaldte Kick-Off Party. Jeg ved ikke om det var tilfældet? I så fald var
det uden et af de grundlæggende medlemmer, David Roback. Roback medvirkede kun
på debuten, ’Emergency Third Rail Power Trip,’ fra 1983, hvorefter han forlod
gruppen for at danne Opal. I dag er Roback med i Mazzy Star. Guitarist og
sanger Matt Piucci, bassist og bror til David, Steven Roback og guitarist John
Thoman var alle på scenen i Austin.
I mangel af personligt fremmøde,
har jeg holdt min egen Austin Psych Fest. Det var morsomt. Der var mere end
rigeligt af musik at tage af og jeg var formentlig blevet stresset, hvis jeg
skulle have set bare halvdelen live i Austin.
1. A Place to Bury Strangers - Dead Moon Night
2. The Cosmonauts - Gillian
3. The Rain Parade - What's She Done To Your
Mind
4. Allah-Las - No Voodoo
5. The UFO Club - Surf Shitty
6. Black Rebel Motorcycle Club - Teenage Disease
7. The Raveonettes - You Hit Me (I'm Down)
8. Warpaint - Billie Holiday
9. Tinariwen - Chatma
10. The Besnard Lakes - Love You
11. Bass Drum of Death - Shattered Me
12. Acid Mothers Temple - Theme From Violence
Jack Johnson
13. Silver Apples - I Don't Care What The
People Say
14. The Soft Moon & John Foxx - Evidence
15. Suuns - Images Du Futur
16. Lumerians - Atlanta Brook
17. Deerhunter - Blue Agent
18. Os Mutantes - I Feel A Little Spaced Out
(Ando Meio Desligado)
19. Black Mountain - No Satisfaction
20. Night Beats - High Noon Blues
21. The Warlocks - Zombie Like Lovers
22. Black Bananas - Acid Song
23. The Holydrug Couple - Je T'aime Non Plus
24. The Moving Sidewalks - Pluto Sept. 31st.
25. The Black Angels - Holland
26. Roky Erickson - I Have Always Been Here
Before
27. The King Khan & BBQ Show – Zombies
28. White Fence - Beat
29. Clinic - Distortions
30. Indian Jewelry - Freak Pride
31. Goat - Disco Fever
32. Dead Skeletons - Yama
Hvordan Peter Kure kom gennem de
fire dage i Austin, får vi mere at vide om på torsdag, d. 23. maj, mellem kl.
18-20. Stil ind på 98.9 FM eller stream udsendelsen direkte.
“Think about 1981 and go back
and look at any music magazine from back then: you'll be reading about New
Romantic bands, synthesiser bands, or bands where if there was a guitar, it was
processed through so many boxes and machines that it didn't sound anything like
what you might hear on White Light/White Heat.”
- Steve Wynn, The Dream Syndicate
“We also played with
bands like the Meat Puppets, in fact we had a policy to accept any gig as long
as there was beer. One weekend we opened for Berlin down in San Diego then
played with Fear at Al's Bar. I still remember those little rich girls spitting
and throwing beer at us. Ha!”
- Dan Stuart, Green On Red
“I remember the
glorious day – one of the best days of my life – when I sat at the Columbia
Hotel [in London] and one by one major record labels came in and spoke to me
and whoever I was with. I was feted and courted by Polygram and UK A&M and
UK Island and all these other people. I didn't go anywhere for five or six
hours because we had one every hour on the hour. They'd leave after a half
hour, 40 minutes, and we'd take a break. It was one of the most incredible
experiences of my life to have people come in and basically tell you you're
great. Late April or May 1985 we signed with Island and that was a mistake –
they were nice people but they didn't know what to do with the Long Ryders.”
Tiden løb fra mig i går, så jeg
fik ikke blogget nedenstående:
Jeg skifter indholdet ude på min
iPod med tre-fire måneders mellemrum. Det sker ved, at jeg sletter alt og
auto-udfylder fra iTunes. Det er så den musik, jeg lytter til i bilen eller på
cyklen på vej til og fra arbejde. Helt efter tilfældighedens princip foregår det ikke.
Jeg redigerer en lille smule og sletter de numre, der enten er for korte eller for
lange. Den 22 minutter lange liveudgave, jeg har liggende af ’Marquee Moon’ med
Tom Verlaine, har altså store chancer for at blive frasorteret. Det samme kunne
ske for Van Der Graaf Generator, Golden Earring eller jazz, der overstiger et
kvarter. I den anden ende går det ofte ud over punk eller vignetter.
I fugleflugt har jeg omkring tre
kilometer til arbejde. Her de numre jeg hørte på vejen ud i går morges:
1. The New Lost City Ramblers - Franklin D.
Roosevelt's Back Again (1959)
”Der er ikke kun liflige bobler i bongvandet på Brooklynkvartettens
sjette album på seks år, det er også hamrende smukt. Og imponerende, at bandet
kan holde så høj sangskrivningskvalitet. Måske deres bedste og måske årets bedste
plade.”
- Thomas Løppenthin om Woods 2012-udspil,
‘Bend Beyond’. Postet herpå siden, søndag den 30. december 2012.
Jeg er endnu ikke nået til,
endsige overvejet, at ’Bend Beyond’ skulle være det bedste album fra sidste år.
Det er fortræffeligt. Flimrende og lyst på overfladen, men alligevel med den
følelse af truende kaos, der altid har kendetegnet hovedsangskriveren, Jeremy
Earl. Woods har siden debuten formået at bryde nye veje. Ikke kun for dem selv,
de har også vist, hvordan man fortolker den, per definition tilbageskuende americana,
på en ny og spændende facon.
Når jeg har skrevet om bandet tidligere,
har jeg været forbi Laurel Canyon, sjælfuld country-rock, dystert, hjemsøgt
folk og det støjende og forvrængende. Nu kan jeg tilføje solskinspop. På den
nye plade hjælper det, at Earls stemme er lagt frem i lydbilledet, hans falset er ikke
længere begravet i effekter eller i et lo-fi tågeslør. Det lader også til, at
Woods har foretrukket den skønhed som det umiddelbare kan give. Albummet er
ikke fortænkt på nogen måder. Selv når sangene handler om angstneuroser,
stigmatisering og andre tilbagevende problemer af personlig karakter, så er det,
de klare og smukke arrangementer og melodier, der står stærkest. Lidt ligesom
Teenage Fanclub også kan. Hos Woods er det dog uden den vemodige skygge, der
ofte hviler over skotternes melodimateriale. Sagt på en anden måde, så virker det
somom, at Earls endeløse kamp mod mørket har fundet en form for forløsning. Men
det er nok kun indtil næste plade?
Woods begyndte deres Europa-turne
i Bruxelles, d. 8. maj. I morgen gælder det Stengade, her i København. Halasan Bazar varmer op.
På onsdag indleder Honningbarna
en tour, der tager dem til England, Tyskland og Belgien. Deres nye plade,
’Verden Er Enkel’, er blevet overvældende modtaget rundt omkring i Europa. Jeg
har sakset lidt fra engelske medier:
"It is a stunning
and delicious spat from a band who more than justify the claims wrapped around
them from the outside. Honningbarna is poised to ignite the appetite and
passions of not only punk but rock n roll in general and across the world. It
all starts here.
- The Ringmaster Review UK.
"With a white hot
melange of these cool influences and a brittle, bony sound to balance fist
pumping anthemia, which is so precision guided it's almost industrially
produced, it's a very fine record which is like an instant coffee bomb."
- Artrocker
"Old punk may be
dead but Honningbarna are bringing about a youthful resurgence for the genre to
shake things up..."
- Sound and Motion
Nu på torsdag, d. 16. maj, sender
Mod Strømmen de to timer, vi optog med gruppen, da den besøgte København i
begyndelsen af maj. Der var blandt andet uropførelse af den nye single, ’Police
On My Back’, et cover af The Equals ska-nummer
fra 1968. Nok bedre kendt med The Clash.
Kristi Himmelfartsdag. Ingen planer før sidst på dagen. Tid nok til at fabrikere et længere, propert indlæg om musik. Men jeg er blank. Fuldstændig blank. Bladrer lidt rundt i nogle udenlandske aviser og magasiner. Ingen hjælp at hente. Overvejer om jeg skal skrive en kort intro om den brasilianske fusionsmusiker, Marcos Valle? Han bliver blandt andet sammenlignet med Os Mutantes og Caetano Veloso. For slet ikke at nævne, at han optræder på årets Roskilde Festival og så er det formidable amerikanske pladeselskab, Light In The Attic, såmænd begyndt at genudgive hans plader fra 1970’erne. Men, hvad ved jeg om Marcos Valle? Andet end, at han måske dukker op på aftenens spilleliste i Mod Strømmen, hvor vi har Roskilde-booker Peter Hvalkof på besøg.
Jeg kunne også lade musikken ligge og skildre det forrygende måltid, jeg fik på VietSense på H.C. Ørstedsvej i går aftes. Eller fortælle lidt om den bog, der ligger på natbordet. Nej, det vil I ikke vide. Jeg kunne give mit besyv med om den førte politik hertillands. I nogle enkelte eklatante og frappante vendinger…
Jeg har nævnt det før. For
fem-seks-syv år siden var det funky at spille garagerock. I dag hedder modeordet
psych. Sådan ændrer verden sig jo med ujævne mellemrum. Hvad det næste bliver
er et godt spørgsmål? For et stykke tid siden, talte jeg med én, der mente, at
det blev shoegazer. Det var vi ikke enige om.
Anyway. Garagefanen bliver
stadigvæk holdt højt. Også af navne, som mange nok mener hører til under
psych-banneret. I går udgav Adult Swim
en gratis garagerock-sampler med ikke tidligere udsendt materiale fra blandt
andet Thee Oh Sees, King Tuff, Mikal Cronin, Cheap Time, The Gories og King
Louie's Missing Monuments.
”Selviscenesat autenticitet er jo en selvmodsigelse. Jeg tror, han (Søren
Kierkegaard) ville more sig over det
paradoksale i, at autenticitetsbegrebet er blevet undergravet. I dag er det
autentiske noget af det mest eftertragtede, fordi det signalerer, at noget er
ægte eller unikt. Det er in at finde og udvikle sig selv.
Problemet er, når der opstår konsensus omkring, hvad der er autentisk,
og hvordan man opnår det, så alle går den samme vej i forsøget på at skille sig
ud.”
- Mads Vestergaard, cand.mag. i
filosofi til Politiken.
Verdensmusikken på Roskilde
bliver af flere stadigvæk betragtet som en festival på festivalen. Det hænger åbenbart
ved. Jeg mener nu, at Roskilde har været gode til at integrere den i det store
program. Den har ikke længere en speciel teltscene. Amadou & Mariam
spillede på Orange sidste år.
Jeg ved ikke, om der på årets program
er et navn, der kan bære den scene. Tuareg-guitaristen Bombino, hvis seneste
udspil, ’Nomad’, er produceret af Dan Auerbach fra The Black Keys og udsendt af
Nonesuch Records, er måske en mulighed? Det kommer vi nok lidt nærmere på
torsdag, hvor Roskilde-booker Peter Hvalkof kommer forbi Mod Strømmen, for at tage os med ud på en
rejse. Den kunne eksempelvis gå til Pakistan, Etiopien, Puerto Rico, Brasilien, Ukraine,
Kina, Sydkorea m.v. For slet ikke at nævne, nabolandet Sverige, hvis Goat altså er
verdensmusik?
Stil ind på 98.9 FM eller stream udsendelsen, mellem kl 18-20, torsdag d. 9 maj.
Øverst: Brasilianske Marcos Valle, coveret til danske, world-inspirerede Travelling Tribes debutplade 'Everything Seems To Change', der er mikset af Andreas Pallisgaard fra Pinkunoizu, pakistanske Meher & Sher Ali og colombianske Meridian
Brothers.
Hukommelsen er ikke hvad den har
været. Flere af de seneste indlæg har også været irrede. Kim Gordon er fyldt 60, Willie Nelson 80.
George Jones er død som 81-årig. The Rolling Stones fejrer 50-året for deres
første koncert med en turné.
Oldtimer kommer sig af, at jeg
kom til at tænke på en aften/nat i Ungdomshuset, Jagtvej 69, hvor blandt andet
City X og President Fetch spillede. Måske var Heatfarm også på programmet? Aftenen blev under et annonceret som ’Oldtimeraften’. Så blev de tilstedeværende
ligesom sat på plads! Jeg kan bare ikke huske, hvornår det var? Det er så her,
at alzheimer træder ind i billedet.
Den 16. maj får Mod Strømmen
besøg af norske Honningbarna. Eller det vil sige, d. 16. maj er Honningbarna i
England. Vi optog udsendelsen i går eftermiddags, hvor punkrock-kvintetten havde
et par timer fri, før de skulle på scenen ude på BETA. Senere i aften går det løs på Gimle i Roskilde. Glæd jer. Både til i aften, men også til d. 16. maj. Programmet tog
nemlig en drejning, der kom bag på studieværten. Med telefonopkald hjem til
Norge og dilemmaer af eksistentiel karakter.
Som noget af det første var
Honningbarna en tur i Hortlax i det nordlige Sverige med skatepunk-bandet Randy
(The Band). ’Dirty Tricks’ er fra albummet, ’Welfare Problems’, som kom i 2003.
Jeg har regnet lidt på det med
Ungdomshuset og er nået frem til, at det må have været i 2002.
The Rolling Stones indleder fredag aften deres 50 & Counting-tour i Staples Center i Los Angeles. Derpå følger fjorten shows i Nordamerika, et på Glastonbury med Primal Scream som opvarmning og to i Hyde Park
Jeg har været i arkivet. Det vil sige en billedemappe. Her fandt jeg blandt andet et puslespil af rimelig sværhedsgrad, et backstage-snapshot fra Odeon Theatre i Leeds fra den 9. oktober 1965. En invitation, som Keef ikke havde tid til at imødekomme. Et par koncertplakater fra 1972, puls et sammenklip af gruppens besøg her i landet i juni 1965, som altid er et gensyn værd.
