“Afoot and
light-hearted I take to the open road,
Healthy, free, the
world before me,
The long brown path
before me leading wherever I choose.
Henceforth I ask not
good-fortune, I myself am good-fortune,
Henceforth I whimper
no more, postpone no more, need nothing,
Done with indoor
complaints, libraries, querulous criticisms,
Strong and content I
travel the open road.”
- indgangen til den amerikanske
lyriker Walt Whitmans ‘Song To The Open Road’. Teksten stammer fra samlingen ’Leaves
Of Grass’, der udkom første gang i 1855 og som Whitman brugte hele sit liv på
at revidere frem til sin død i 1892. ‘Song To The Open Road’ blev publiceret i
anden udgave, der allerede kom i 1856.
Digtet kan med
lidt god vilje stå som essensen af den temaudsendelse, og for den sags skyld
samtlige sange indenfor området, som vi sender nu på torsdag. Symbolikken er
tyk. Whitman hylder vejen som et sted, hvor alle sociale markører er visket ud.
Et rum, hvor især mænd kan være sammen på en meningsfuld måde (det er muligvis
lidt bedaget). Når vi taler Amerika, så handler det selvfølgelig også om, at
vejen kan bringe én til et nyt sted, en ny begyndelse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar