BEAT 2013 (2 af 8)

Af Anders Hjortkær-Rask

Mine 10 bedste DANSKE plader fra 2013. Syrerock, uperfekt popmusik, knallertpunk og folk fra Vendsyssel. Vi kommer vidt omkring. Fra 10 til 1 lige herunder.

10. SKAMMENS VOGN: ASFALT

Der er en barnagtig glæde til stede overalt på denne sælsomme plade, som rubriceres bedst under uperfekt popmusik. Skammens Vogn er en musikrodebutik med en sanger, som ikke synger så godt. Alligevel vinder det. Hverdagspoesi tilsat skammelige naive melodier – som bare går ind.

9. ELEVATORFØRER: OPKALD FRA UKENDT ETAGE

Hvem indspiller en liveplade som sin debut – noget så afhængigt af dagsform? Syrehovederne i Elevatorfører griber udfordringen og leverer en lille perle af en plade, der både besynger svampe, syrede trips og hypnotiske jakker. Helt i ånden. Stærkt materiale der lover godt for fremtiden.

8. DE HØJE HÆLE: MUND TIL MUND

Der er en del nummer to-plader på min liste. Hælenes second coming er en naturlig fortsættelse af deres uprætentiøse og ligefremme knallertpunk. Der er slebet et par hjørner hist og her, men til gengæld skruet op for melodimaterialet (“Falder for og fra” er en ren popørehænger). Flabetheden er heldigvis intakt. Skabt til at sprede smil og skrål-a-long.

7. 4 GUYS FROM THE FUTURE: ADAGIO

De fire fremtidsfyre maler med mørke farver på “Adagio”, deres anden plade, som fremmaner et dragende rum med højt til loftet. Sangene har rødder et sted i engelsk indierock, og den raffinerede melodiforståelse gør, at de løfter sig langt over gennemsnittet. 

6. JOMI MASSAGE: PRIMITIVES

En spartansk voldsom lytteoplevelse. Armeret med blot klaver, ukulele og egen stemmekraft skaber Signe Høirup Wille-Jørgensen stort drama på “Primitives”. Det er en god halv times foruroligende mørke, man bliver suget ind i. Grænsesøgende, intenst og arty – men for fanden, hvor kan hun bære det.

5. ICEAGE: YOU’RE NOTHING

Den svære toer viste sig at være ret nem. Sådan lyder det i alt fald. Iceages iskolde postpunk er blot yderligere skarpsleben, hårdtslående og fortsat fuld af foragt. Der er sket meget, siden man småklukkede over dem, da de spillede Pavilion Junior på Roskilde. Det er med næven i vejret, at man nu imødekommer bandet.

4. PINKUNOIZU: THE DROP

De legesyge fantaster i Pinkunoizu følger pragtagtigt op på debuten med denne anden plade, som leger kispus med kraut, psychedelia og hvad der ellers synes at trodse tyngdekraften. En uudtømmelig kilde af musikalitet, der konstant overrasker og godtgør for hvert nyt lyt.

3. ALLAN OLSEN: JØWT

Jeg har intet forhold til Vendsyssel. Alligevel rammer Allan Olsens hjemstavnshyldest af en folkplade dybt hos mig. Det er et sandt hovedværk hos Olsen, som nok har Dylan i blodet, men mest af alt er sin egen original. Synd at Spotify-generationen aldrig får fornøjelsen af denne vidunderlige plade.

2. MELLEMBLOND: LYSVÅGEN

For den danske lyrik alene kunne jeg nyde “Lysvågen”. Heldigvis har musikken også en masse på sinde. Mellemblonds halvdøsige molmusik fik et poppet twist på deres anden plade “Lysvågen”, og så skete der noget særligt. Kristoffer Munck Mortensen lyder stadig som en ung C.V. Jørgensen, men hans blåtonede sange er så sandelig hans helt egne.

1. SPIDS NØGENHAT: KOMMER MED FRED

Ja, listens mest tilbagestræbende plade får lov at toppe min danske liste. “Kommer med fred” har rødder i syrerockens guldalder. Og manner, for en sangskrivning. Det er med punch og power, masser af følsomhed og noget sjovt stukket i piben. Sangene folder sig dog også flot ud uden en pibe. Og live er det bare endnu bedre. Jeg er helt og aldeles solgt!

Mine 10 bedste UDENLANDSKE plader fra 2013. En liste i diversitetens navn med bl.a. ny-elektrisk electropop, gnaven rootsrock, metal med psykedelisk snit og en plade på 85 minutter. Der tælles ned fra 10 til 1 lige herunder.

10. MIKAL CRONIN: MCII

Mikal Cronin har vedkendt sig sit store melodihjerte. På debuten var sangene pakket ind i halv-psykedeliske klæder. Men her på “MCII” går han planken ud med rendyrkede 60’er-drejede popmelodier tilsat lidt guitarknas. Den slags er jeg en sucker for. Musik skabt til sommersolen.

9. KYLESA: ULTRAVIOLET

Jeg er hoppet sent på Kylesa. De skulle lige udvikle sig lidt væk fra sludge-metallen, hælde lidt mere punk i maskinen og tilsætte mere melodi. Så er jeg til gengæld også på! Den hårde lyd har et psykedelisk og til tider progressivt touch, og det mudrer og skurrer fortsat i krogene. De to frontfigurer Laura Pleasants og Philip Cope synger fortsat om mørke og fremmedgørelse – med snerren og sirenesang.

8. ELEANOR FRIEDBERGER: PERSONAL RECORD

Hun spiller normalt i de eksperimenterende prog-poppere The Fiery Furnaces. På egne fødder er stilen helt straight. Sødmefuld og velklingende guitarpop med, som titlen antyder, personlige tekstlige betragtninger, skrevet med en stærk pen, der kan krølle og fremkalde smil, når det er. Og det er denne kvalitet sammen med en fantastisk umiddelbar sentimentalitet – og ikke skyggen af ironi – i melodierne, der får pladen til vinde.

7. STEVE EARLE & THE DUKES (AND DUCHESSES): THE LOW HIGHWAY

Steve Earle har nærmest altid været her. Med sit 15. studiealbum præsenterer den gamle rootsrocker sit stærkeste materiale i mange år. Han synger indigneret om skyggesiden af den amerikanske drøm (“The ghost of America watchin’ me / Through the broken windows of the factories”). Nogle af numrene kender vi fra tv-serien “Treme”. Og så er han sammen med sit gamle band, som han sidst lavede plade med i ‘87. Good stuff!

6. MILK MUSIC: CRUISE YOUR ILLUSION

Den sad der sådan set fra første gennemlytning. “Cruise Your Illusion” er en storm af en rockplade. Rockæstetikken er håndplukket fra SST-labelet fra ca. slut-80’erne. Så der er en punk-edge til alterna-rocken og indimellem en Crazy Horse-følelse. Det er lyden af et band, der spiller sammen i et rum. Pladen er undfanget på blot fire spor. Nogle gange skal der ikke mere til.

5. PET SHOP BOYS: ELECTRIC

Hvem skulle have troet det – Pet Shop Boys på en årsliste i året 2013? Den er god nok i dette tilfælde. Efter to årtiers ørkenvandring i synthpop uden hooks (vi skal vel tilbage til “Very” fra 1993, da der sidst skete noget) har duoen Tennant/Lowe atter ramt den kreative åre. Og sikke de skaber gnister i deres pop-møder-electro-miks. Alle bortløbne fans kan roligt hoppe på dette tog igen.

4. TOUCHÉ AMORÉ: IS SURVIVED BY

Frontmand Jeremy Bolm er en hidsigprop. Han er konstant oppe i det røde felt (glem alt om rene vokaler her), mens musikken byder på dynamisk post-hardcore, der viser melodivilje til meget mere end powerakkorder (til gengæld killer-riffs galore). Det er en benhård plade med skrig og skrål, den tredje fra et hårdtarbejdende punkband som nu høster al den ros, som fortjent strømmer i deres retning.

3. ARCADE FIRE: REFLEKTOR

85 minutter! Arcade Fires dobbeltplade tog lang tid at fordøje, og den havde måske stået skarpere i lidt kortere længde. Men hold fest, hvor er det stadig godt. Bandet insisterer på at udvikle sig, så vi både får det dansable, det eftertænksomme og det rockende. Alt i én cocktail. Første plade er fremragende. Anden plade bare almindeligt god. Samlet er det rigtig, rigtig godt – længden til trods.

2. JASON ISBELL: SOUTHEASTERN

Så ramte han endelig den storform, som tidligere plader har hintet mod. Og sikke et americana-pragtværk, Jason Isbell – den tidligere Drive-By Trucker – har stykket sammen. En plade om at løbe væk fra noget, men mest af alt om at løbe mod sit rette sted i livet. Med blødende vokal og smukke, smukke sange. “Elephant” rammer helt plet om livets store tabu.

1. NICK CAVE & THE BAD SEEDS: PUSH THE SKY AWAY

Sikke en slow burner. Det er heller det store bombardement, man rammes af på Caves 15. plade. Alt er ret så nedtonet. Men der rejser sig en orkan i den stille vind. Teksterne er sublime (som sædvanlig) og sammen med den messende stemning, er Cave og band i deres es. “And some people say it's just rock'n'roll / Aw, but it gets right down to your soul”. Hold nu kæft, hvor jeg elsker den plade!