Blogger Widget

onsdag den 25. december 2013

BEAT 2013 (6 af 8)

Af Hans-Henrik Siig

TOP FEMTEN. URANGERET. ALFABETISK ORDEN. DANSK/UDENLANDSK I SKØN FORENING


Billy Bragg: ’Tooth & Nail’
Americana med et ærkebritisk twist. Det lyder søgt. Det var ikke desto mindre, den første tanke, der faldt mig ind, da jeg lagde ører til 'Tooth & Nail'. Billy Bragg lyder mere og mere som en moden folktroubadour. Ydmyg og personligt reflekterende. Den politiske indignation lurer dog lige om hjørnet. Produceret i samarbejde med Madonnas svoger, Joe Henry.

De Efterladte: ’Alvorsord Og Etagevask’
Det kan godt være, at De Efterladte var traditionen utro på 2011-debuten ’Traditionen Utro’. Det står endnu værre til på ’Alvorsord Og Etagevask’. Nu er de gået hele vejen med deres spoken-folkblues. Peter H. Olesens tekster har den rette blanding af sort humor og realistisk kynisme. Sidstnævnte er måske så småt begyndt at aftage med årene. Nedbarberet eller ubarberet? Det er ét fedt. Alt klæder dem...

Grant Hart: ‘The Argument’
Ambitiøst og fascinerende. Konceptalbum har altid irriteret mig. Grant Harts dobbelt-lp har dog fået mig til at redefinere min modvilje. I al fald for en stund. ’The Argument’ bygger dels på et ikke offentliggjort manuskript af afdøde William S. Burroughs, der havde omskrevet den engelske 1600-tals digter John Miltons ’Paradise Lost’ til et teaterstykke og kaldt det ’Lost Paradise’. Dels på syndefaldsmyten og Satans fald fra himlen. Buddy Holly, The Beatles, David Bowie, Bob Dylan og Grant Hart i et smukt sammensurium. Frygtindgydende godt.


Kevin Morby: ’Harlem River’
De første gange jeg hørte Kevin Morbys solodebut, fik jeg associationer til 'Stille Flyder Don'. Michail Sjolochovs store romanværk om de dramatiske forandringer i Don-kosakkernes tilværelse fra kort før 1. verdenskrig til den russiske revolution ebber ud i begyndelsen af 1920'rne. Morby er et centralt og travlt medlem af både Woods og The Babies. Hvor Don er vidne til Sjolochovs begivenhedsmættede fortælling, er Harlem River det samme til Morbys sange om de fem år, han boede i New York. Pladen er optaget i L.A., hvor han har slået sig ned. Om det er grunden til, at de fleste skæringer ligger i et mellow, hviskende, meditativt leje, skal jeg ikke trætte nogen med. Morbys stemme og måden han bøjer ordene på, minder mig indimellem om Dylan.

Night Beats: ‘Sonic Bloom’
Night Beats debutalbum fangede jeg ikke, da den blev udsendt i 2011. Til gengæld blæste den hovedet af mig i 2012. På ’Sonic Bloom’ afsøger trioen fra Seattle nye områder, følger nye vildveje og når frem til et resultat, der måske er endnu bedre end debuten. Det siger ikke så lidt. Eller som jeg læste et sted: "Just think what would happen to Link Wray if he stumbled onto some love potion no. 9 spiked with LSD, the outcome might just be Night Beats"

Lala Njava: ‘Malagasy Blues Song’
Der figurerer to kvinder på denne årsliste. Begge sorte. ‘Malagasy Blues Song’ er Lala Njavas første udgivelse udenfor hjemlandet, Madagaskar. Det er fremragende. Njavas originale guitarspil er bygget op omkring håndholdt slagtøj, rytmeguitar og bas. Men det, der virkelig rammer mig, er hendes udtryksfulde røst. Der, til trods for, at sangene enten er på modersmålet eller fransk, får en gennemsnitlig white dude med svenske aner, som mig, til at leve sig ind i det genstridige, determinerede og længselsfulde udtryk, der er kernen i Njavas kompositioner.


The Pastels: ‘Slow Summits’
Intet år, uden Skotland. Muligvis årets smukkeste album? Jeg elskede samarbejdet med japanske Tenniscoats, men dette er den ægte vare. The Pastels første studiealbum siden ’Illumination’ fra 1997. Lige dele nærvær og fravær, lige dele af det søde liv og det sure slid, lige dele af livets akavede og tillokkende øjeblikke. The Pastels balancerer som altid på en knivsæg. Produceret af John McEntire fra Tortoise og The Sea And Cake

Pere Ubu: ‘Lady From Shanghai’
’Lady From Shanghai’ var tæt på ikke at komme med på denne liste. Jeg hørte det nærmest non-stop, da det udkom først på året. Siden er det gået i glemmebogen. Et enkelt genlyt til åbningsnummeret’ ’Thanks’, hvor det om og om igen lyder ”You can go to Hell” over Anita Wards gamle diskoslager ’Ring My Bell’, var nok til at afgøre placering her. 

Pinkunoizu: ’The Drop’
Måske årets mest omtalt danske band i udlandet? Hov, jeg glemte Iceage. Pinkunoizu har skrællet lag af den blanding af psych, folk og verdensmusik som debutpladen, ’Free Time’, blev rost for. Det er sket uden at give køb på nogle af de eksperimenterende og til tider vanvittige idéer, der om noget er bandets særkende. Mere af den slags, tak.


Psychic Ills: ‘One Track Mind’
Psychic Ills fra New York kan fejre ti års fødselsdag i år.  Og det gør de på allerfineste vis med ’One Track Mind’. Bandet har altid været søgende, ikke ligefrem nyskabende, men deres genrestrejftog har altid været interessante. På den nye plade er det som om, at sangene har fået mere struktur, at det ikke længere er lange jamsessions, der har været bestemmende for melodikonstruktionen. Tag dog ikke fejl, Psychic Ills spiller stadigvæk en trippy og tilbagelænet form for stoner-blues.

Spids Nøgenhat: ’Kommer Med Fred’
Jeg ved godt, at det er spild af tid at bryde sit hoved med sådan noget. Men ethvert dagblad eller magasin, enhver anmelder eller blogger, der tager deres metier nogenlunde seriøst og ikke har ’Kommer Med Fred’ med i toppen af deres danske årsliste, burde blive sagsøgt for arbejdsværing. Eller i det mindste blive frisat til andet arbejde. Årets danske rockskive. Ingen tvivl om det!

Mavis Staples: ’One True Vine’
Rygmarvmanøvre? Tjah! Jeg er vild med de fire plader, som Mavis Staples har udgivet på Anti Records, de seneste seks år. Ikke, fordi jeg behøver retfærdiggøre valget, men Mavis har ikke været repræsenteret på mine årslister, siden den Ry Cooder producerede ’We'll Never Turn Back’ fra 2007. ’One True Vine’ er på én gang både et mørkere og mere opløftende album end det foregående, ’You Are Not Alone’, fra 2010. Staples genopfinder blandet andet Funkadelics 1970’er funkklassiker ’Can You Get To That’ og giver nyt liv til The Staples Singers ’I Like The Things About Me’. Begavede sangskrivere som Alan Sparhawk fra Low, Nick Lowe og produceren Jeff Tweedy har bidraget med nyt materiale.


Tal National: ’Kaani’
Et festorkester fra Niamey, hovedstaden i Niger, der tæller mellem fem og femten medlemmer, deraf en håndfuld guitarister. Hvor tiltrækkende lyder det lige? ’Kaani’ er Tal Nationals fjerde plade siden 2006. Orkestret sammensmeder på allerfineste facon traditionelle vestafrikanske stilarter. Musikken springer frem og tilbage. Uforudsigelig, hypnotiserende, repetitiv afro-rock. Sådan! 

Vår: ‘No One Dances Quite Like My Brothers’
En omvendelse er der ikke tale om. Normalt beskæftiger jeg mig ikke synderligt med genrer som industrial, goth og synthpop. Men Vår, der begyndte som en duo mellem Elias Bender Rønnenfelt fra Iceage og Loke Rahbek fra Sexdrome, og siden fik følgeskab af Lowers Kristian Emdal samt Lukas Højland, har ikke desto mindre sat sit eget dystre, dystopiske aftryk på 2013.

Warm Soda: ‘Someone For You’
Himmelhøj powerpop fra den tidligere frontmand i Bare Wire, Matthew Melton. Stramt, imødekommende og charmerende.

TI STYK, DER IKKE KOM IND I VARMEN PÅ UDVÆLGELSESDAGEN


De Høje Hæle: ‘Mund Til Mund’
Magnus, Myre, Henrik og Andrea.

The Del-Lords: ‘Elvis Club’
New York. Indeholder årets rocknummer, ’When The Drugs Kick In’.

Dream Boys: ‘Dream Boys’
Jingle-jangle. Fra L.A. til Glasgow.

The Ex & Brass Unbound: ‘Enormous Door’
The Ex udvider til stadighed deres horisont.

Jupiter & Okwess International: ‘Hotel Univers’
Fra Kinshasa i Den Demokratiske Republik Congo. Spiller på Global, 28. marts 2014.

Lumerians: ‘The High Frontier’
Moderne spacerock fra Oakland. Fra Hawkwind over PiL til Joy Division.

The Oscillation: ‘From Tomorrow’
Wall of distortion.

Primal Scream: ‘More Light’
Bobby Gillespie er her endnu.

The Telstar Sound Drone: ‘Comedown’
Et sammenhængende trip.

Tony Joe White: ‘Hoodoo’
Vidunderlig blanding af swamp-rock og delta-blues.


Ingen kommentarer: