Blogger Widget

søndag den 14. december 2014

Quiet Spring i Mod Strømmen


Dansk countryrock af allerbedste legering. Jeg ved ikke, hvor meget jeg skal fortælle om Quiet Spring? ’Going Up Your Country’, som debutpladen er døbt, ville helt sikkert være havnet på min top-fem over indenlandske udgivelser i 2014, hvis ikke det var fordi, at den først er på gaden i begyndelsen af 2015.

Quiet Spring består af Morten Aron (Spids Nøgenhat, Aron mv.) på sang/guitar, Søren Pilegaard Hansen (Kama Loka, Aron) på klaver/sang, Theis Boisen (Æmæx) bas, Asbjørn Nørgaard (The Floor is Made of Lava) trommer/sang, Sigurd Djuurhus (Tidsgæst, Aron) el-guitar, Christel Volby Winther (Mechanical Bird, Hymns from Nineveh) violin/sang.

I pressemeddelelsen beskriver de sig selv, som et ruralt countryfolk-band, der er ”inspireret af The Byrds, Neil Young, Flying Burritto brothers, Townes Van Zandt, Bob Dylan og ikke mindst Gene Clark.”  Faste læsere ved, at disse kunstnere er right up my alley, mens nytilkommende ikke skal bevæge sig særligt længe rundt på bloggen, for at finde ud af det. 

Pladens ni skæringer er alle skrevet af Morten Aron og indspillet af Anders Onsberg, live i Black Tornado med så få overdubs, som overhovedet muligt. For, som det videre hedder i pressematerialet, at få ”en rå, nøgen og ærlig lyd, der sætter melodi og samspil i front. Et tilbagelænet, sumpet, ud på landet trip, spillet af en samling storbymennesker, der vil på landet, og et par bondeknolde der er taget til byen”.

Efter min ydmyge mening, er der intet at betænke sig på. Stil ind på enten 98.9 FM eller livestreamen, nu på torsdag, d. 18. december, kl. 18 – 20. Bedre julegave kan man simpelthen ikke give sig selv!

Ingen kommentarer: