Blogger Widget

fredag den 28. februar 2014

Sink Ships. Playliste 27. februar 2014


1. Sink Ships - Calm Down (2013)
2. White Fence - Swagger Vets And Double Moon (live)(2013)
3. Cass McCombs - Big Wheel (2013)
4. Songs: Ohia - Almost Was Good Enough (2003)
5. Hiss Golden Messenger - Sufferer (I'm Your Conqueror)(2013)
6. The Cairo Gang - Tiny Rebels (2013)
7. Sink Ships - Keep It (2013)
8. War On Drugs - Red Eyes (2013)
9. Angel Olsen - Hi-Five (2014)
10. Ekkofabrikken - Follow The Flower (2014)
11. Own Road - Keys (2013)
12. Eddy Current Suppression Ring - Which Way To Go (2008)
13. Lost Animals - Lose The Baby (2013)
14. Stephen Malkmus & The Jicks - J Smoov (2014)
15. Sink Ships - The Pier (2013)
16. Goat - Run To Your Mama (2012)
17. Daughn Gibson - A Young Girl's World (2012)
18. Spindrift - Speak To The Wind (2007)
19. Sun Kil Moon - Ben’s My Friend (2014)


onsdag den 26. februar 2014

Allermest New York

New York er ikke den by, den var engang. Den er ikke længere byernes byer eller det kulturelle hot-spot, den var tidligere. Folk med forstand på den slags har vist allerede udpeget et par asiatiske metropoler til at overtage New Yorks rolle. Sådanne spørgsmål interesserer dog ikke Village Voice det mindste. Men det skulle det måske have gjort, al den stund, at hovedparten af de plader, som bladet har med på dets liste ’The 50 Most NYC Albums Ever’, hører en anden tid til:

‘Lincoln’ med They Might Be Giants er eksempelvis fra 1988


Mens Brian Enos No Wave-compilation, ’No New York’, med Contortions. Teenage Jesus & the Jerks. Mars og DNA er fra 1978


Og Kid Creole & The Coconuts ‘Fresh Fruit In Foreign Places’ kom i 1981.


Måske har jeg sat det lidt på spidsen? Listen finder du herunder.

tirsdag den 25. februar 2014

mandag den 24. februar 2014

Sink Ships i Mod Strømmen


Band Of Horses spøger i flere af de anmeldelser, jeg har læst om Sink Ships debutplade. Om det er godt eller dårligt, er jeg ikke den rette til at besvare. Det kender jeg ikke Band Of Horses godt nok til. Ikke desto mindre, kan jeg forstå på kritikerne, at Sink Ship, som Band Of Horses, lægger sig et sted mellem americana og indierock. Ikke opfattet på den måde, at jeg ikke selv kan høre det. Nu har jeg det bare på sort på hvidt. Af og til er det rart at vide, at jeg ikke er på vildspor.

Sangene drejer sig hovedsaglig om kærlighed i alle dens afskygninger, om at finde hjem og måske om at finde ro. Numrene er på den ene side svævende og affektbetonede. På den anden er der et anstrøg af melankoli, ikke af den grublende slags, men af en mere sanselig art. Giver det mening? Ellers kan hele albummet streames:


Sink Ships nævner selv inspirationer som Townes Van Zandt, Big Star, Teenage Fanclub, Lemonheads, Nikki Sudden, Lee Hazlewood, Crazy Horse, Smog og Uncle Tupelo. I min lille verden, er de navne mere end rigeligt, til at stille ind på Mod Strømmen nu på torsdag, d. 27. februar, hvor hovedsangskriver og -komponist, australske Carl Coleman, kommer på besøg.

Det sker mellem kl. 18-20 på 98.9 FM eller direkte livestream

"Shooting pool with Jesus…."


The Replacements - Live Archive Project har jeg vist nævnt adskillige gange. Hvis man af en eller anden grund, ikke har den fjerneste anelse om, hvad det går ud på, gengiver jeg gerne projektets formålsparagraf:

“For several years the MatsTapes Collective have been recording, collecting and transferring every know Mats and related recording to digital format. This is an ongoing archive project. These shows are part of music history and need/must be preserved.”

I dag spørger de entreprenante folk bag sitet, om der er nogen, der har en idé om, hvilken sang ’Mats cover herunder. Min fornemmelse siger mig, at vi skal have fat i et gammelt blues-track?


Hvis du kender nummeret, kan du svare her.

lørdag den 22. februar 2014

Ugens fem mest spillede numre (ifølge min last.fm)


Ny, lille weekendfeature, som jeg har tænkt mig at forfølge, indtil det ikke er sjovt længere. Uge otte blev infiltreret af dope-relaterede sange. Det er der intet tankevækkende ved. Det eneste, der måske er en kende interessant, er, at de tre første aldrig nåede med i temaprogrammet Drugs I. Der er en Drugs II på bedding.  

1. The Replacements – ‘Dope Smokin Moron’
2. Kenny Rogers & The First Edition – ‘Condition (Just Dropped In)’
3. Ryan Adams – ‘To Be Young (Is to Be Sad, Is to Be High)’
4. Blur – ‘Beetlebum’
5. Talking Heads – ‘Drugs’

fredag den 21. februar 2014

Drugs I. Playliste 20. februar 2014


1. Ted Lucas - It Is So Nice To Get Stoned (1975)
2. David Peel & The Lower East Side - Legalize Marijuana (1970)
3. Amadou & Mariam - Je Te Kiffe (2008)
4. Black Uhuru - Stalk Of Sensimilla (1980)
5. Natasja - One Spliff A Day (2008)
6. Baron Lee & The Mill Blue Rhythm Band - Reefer Man (1932)
7. Lalo Guerrero - Marihuana Boogie (1952)
8. New Riders Of The Purple Sage - Panama Red (1973)
9. King Tuff - Alone & Stoned (2012)
10. Bob Dylan - Rainy Day Women #12 & 35 (1966)
11. Talking Heads - Drugs (1979)
12. Primal Scream - Medication (1997)
13. Blur - Beetlebum (1997)
14. Old Crow Medicine Show - Cocaine Habit (2006)
15. Smokin' Dave & The Premo Dopes - Gimme Keith Richards' Blood (2006)
16. Johnny Thunders & The Heartbreakers - Chinese Rocks (1977)
17. Johnny Thunders & The Heartbreakers - Too Much Junkie Business (1977)
18. John Martyn - Cocaine (1967)
19. Curtis Mayfield - Stone Junkie (live) (1971)
20. Bert Jansch - Needle Of Death (1974)
21. Neil Young - The Needle And The Damage Done (1972)
22. Sonny Bono - Pammie's On A Bummer (1967)
23. John Lennon - Cold Turkey (demo) (1969)
24. The Rolling Stones - Coming Down Again (1973)


torsdag den 20. februar 2014

Mod Strømmen doing drugs


“I like to eat bananas, because they got no bones… I like marijuana, ‘cause it gets me stoned” var omend ikke de første ord, der poppede op i mit hoved, så meget tæt på, da Jamie Mason foreslog, at vi skulle lave et temaprogram om stoffer. Linjerne stammer fra den over ti minutter lange publikumfavorit, ’Bananas’, med det walisiske beatorkester, Man.

‘Bananas’ er ikke blandt de kompositioner, som jeg tager med til udsendelsen i dag. Det samme gælder for ’Journey To The Center Of The Mind’ med The Amboy Dukes, ’Champagne & Reefer’ med Muddy Waters, ’Bong Song’ med The Butthole Surfers, ’Pusherman’ med Curtis Mayfield, ’Bangkok’ med Alex Chilton, ’I Feel High’ med Baby Woodrose (som blandt andet er at finde på den nye b-side opsamling, ’Kicking Ass & Taking Names’, der er ude d. 17. marts), ’Weed King’ med Guided By Voices, ’Red Balloon’ med Tim Hardin, ’Golden Brown’ med The Stranglers og ’Angel Dust’ med Magic Trick. Blot for at sætte navn på ti sange mere, der falder indenfor emnet. At de nævnte numre ikke engang nærmer sig en tiendedel af dem, som jeg har haft oppe at vende til programmet, fortæller måske mere om mig, end godt er. Eller også er det fordi, at drugs og rock’n’roll hænger uløseligt sammen?  

Lyt med mellem kl. 18-20, på 98.9 FM eller livestream udsendelsen herfra.

Øverst: Jean-Michel Basquiats ‘Untitled (Head)’. Ifølge én tidligere kæreste er det muligt at aflæse eksakt, hvilke stoffer Basquiat var på, når han malede. De mindre og meget detaljerige er kokainmalerier, mens dem med store penselstrøg er lig med heroin. Den heroin, der slog ham ihjel, som bare 27-årig.

onsdag den 19. februar 2014

Fendika og ”The Ex” på Global.


Det hollandske punkband The Ex har en lang historie med Afrika, især Etiopien, DR Congo og Eritrea. Det har turneret med den malineske koraspiller Djibril Diabate og indspillede for et par år siden et album med den etiopiske jazzsaxofonist Getatchew Mekurya. På lørdag kommer Terrie + Zea fra The Ex forbi Global på Nørre Allé, sammen med deres forholdsvis nye samarbejdspartnere, Fendika, fra Addis Ababa.

Da Globals booker, Peter Hvalkof, var gæst i Mod Strømmen, for nogle uger tilbage, havde han ingen lyd på Fendika. Det har jeg fundet. Dørene åbner kl. 21.00. Prisen er sølle 80 kr. Mere om bandet herunder.


tirsdag den 18. februar 2014

Anders: ‘Sadness Be Gone’

Anders Stub has done it again. ‘Sadness Be Gone’ bliver også titlen på den nye plade. Der er endnu ikke sat dato på udgivelsen. Coveret er blandt andet ikke helt færdigt. Albummet er mastereret i Black Tornado.


mandag den 17. februar 2014

Marty Thau (1938-2014)


“The night before we left for Chicago, David had been out on the town. He was staying over at Barbara Troiani’s house and they had got back at six in the morning, drunk out of their heads. I showed up at eight with a limousine. David was still drunk and Barbara was at the sewing machine putting the finishing touches to what he was going to wear to the meeting. We get to Chicago and are taken into this boardroom with the largest table I’ve ever seen in my life, then in comes Irwin Steinberg, Mike Gormley from publicity and all these heads of departments that we’ve never met before. It was a really important meeting to determine how we could utilize David to be a voice to the press when all of a sudden he leans forward, his head smashes down on the table and he’s fallen asleep.”

- Marty Thau til Nina Antonia i ’The New York Dolls. Too Much Too Soon’, om David Johansen og hans første møde med toppen af Mercury Records, som New York Dolls lige havde skrevet kontrakt med.

Pladeproducer, manager, iværksætter, pladeselskabsejer med mere Marty Thau, døde torsdag d. 13. februar, i en alder af 75 år. Thau var som manager med til at sætte skub i New York Dolls og Suicides karriere. Han arbejdede i en periode også tæt sammen med The Ramones, Blondie, Brian Setzer, Richard Hell & The Voidoids, The Real Kids og The Fleshtones.


Hvis nogen skulle være i tvivl, så er det Muddy Waters, der står mellem Johansen og Thau øverst oppe.

søndag den 16. februar 2014

Kvinder pt.: Dot Wiggin Band


Med et par dages forsinkelse og lidt snyd. Indlægget var egentlig planlagt til i torsdags, men jeg blev fanget af noget andet. Og hvad angår snyderiet, så er der ikke tale om et rent kvindeband. Sidstnævnte skammer jeg mig dog ikke en brøkdel af et sekund over. Al den stund, at det drejer sig om Dot Wiggin. Hvem pokker er Dot Wiggin? Siger The Shaggs dig noget?

The Shaggs var en trio, som bestod af søstrene Wiggin, der udgav deres eneste plade, ’Philosophy of the World’, i 1969. Et album, som Lester Bangs kaldte “one of the landmarks of rock'n'roll history”. Frank Zappa mente tilmed, at The Shaggs var "better than the Beatles”. Og så skulle vejen ligesom være banet for de tre piger fra Fremont i New Hampshire. Bizarre taktarter, referencer til kinesisk musik og free jazz var dog alligevel for meget for datidens ellers meget åbne publikum. Sidenhen har ’Philosophy of the World’ vundet hævd, som en såkaldt offbeat-klassiker.

I efteråret 2013 meddelte Dot Wiggin, der sang og tog sig af guitaren i The Shaggs, ud af det blå, at hun havde indspillet sin første soloplade, ’Ready! Get! Go!’, 44 år efter ’Philosophy of the World’. Flere af numrene er helt tilbage fra The Shaggs-dagene, resten er arrangereret og skrevet sammen med New York-guitaristen, Jesse Krakow.

Her åbningssangen ’Banana Bike’, en charmerende barnlig sag, der lyder lidt hen ad Hermans Hermits:


fredag den 14. februar 2014

St. Valentine's Day Mascara


New York Dolls fotograferet for præcis fyrre år siden. 14. februar 1974.

Kvindebandet. Playliste 13. februar 2014


1. Kvindebandet – Venus (2014)
2. David Bowie – Life On Mars (1971)
3. Madonna – Vogue (1990)
4. Kvindebandet – Væk (2014)
5. Spillet/Spillet – Solravn (2013)
6. Dirty Beaches – Night Walk (2013)
7. Kvindebandet – Dead In My Bed (2014)
8. The Knife – Full Of Fire (2013)
9. Tidlige Armbånd – Fem Minutter Mere (2013)
10. Kvindebandet – Teknofury (2014)
11. Skammens Vogn – Kender Du Det? (2013)
12. Donna Summer – I Feel Love (remix) (1977/1995)
13. Shit & Chalou – Du Er Min Datter (1978)
14. Kvindebandet – Horsie Horsie (2014)

onsdag den 12. februar 2014

Kvinder pt.: Savages


So last year? Eller? Musikbranchen er ubarmhjertig. Det ved selv et barn. Den slags anfægtelser havde festivalgæsterne ikke på sidste års Roskilde Festival. Tværtimod. Det summede af forventning omkring Pavilion-teltet, i timerne op til at engelske Savages gik på scenen. At de var sat til at spille på åbningsdagen gjorde nok ikke forventningerne mindre. Publikum var sultent. Postpunk-kvartetten havde et hype af en anden verden med sig. P6 Beat førte an herhjemme. Når deslige indtræffer bliver jeg betænkelig.

Skønt Savages ikke gav mig noget, jeg ikke kendte i forvejen, var koncerten skarp og fuld af tro på, at musikken kan udløse indestængte følelser. Reaktionerne fra tilhørerne i det fyldte telt var også spændende at følge med i. De gik fra det indforståede, godkendt nikkende og særdeles coole til novicerne, der ikke kunne få nok.

Spørgsmålet er om bandet kan følge succesen op fra debutalbummet, ’Silence Yourself’? Eller om de ender op med et fesent og pladeselskabsdikteret forsøg, hvorefter forsangeren går solo? I Savages tilfælde franskfødte Jehnny Beth, hvis rigtige navn er Camille Berthomier. Det kan jeg af gode grunde ikke svare på. Jeg har bare oplevet gang på gang med orkestre, der binder sig fuldkommen op på et udtryk, en lyd, whatever, at der er dybt at falde. Meget dybt. Håber det bedste for mørkekvinderne fra London.


tirsdag den 11. februar 2014

Kvinder pt.: Baby In Vain


Baby In Vain er ikke til at komme udenom i min lille all female-kavalkade. Jeg ved ikke om en yderligere præsentation af de tre unge københavnerpiger dybest set er nødvendig? Næppe. Trioen har indenfor det seneste års tid og især efter, at den lagde Roskilde 2013 ned, fået deres fortjente del af omtalen. Og det gælder ikke kun i Danmark.

Som med Warpaint, kan jeg næsten sætte nøjagtig tid på, hvornår jeg hørte dem første gang. Nicklas Sørensen fra Papir (der i skrivende stund er ved at gøre klar til släppfest for deres nye plade, ’IIII’, på Børneteatret på Christiania. Om jeg når derud, er en anden historie) begyndte så småt at slå et slag for bandet, efter de havde optrådt sammen på Kildemose Festivalen på Fyn i 2012. På daværende tidspunkt var jeg lidt loren. Det er jeg ofte. Siden har jeg, om end ikke tabt mit hjerte, men er blevet mere og mere imponeret over bandets tunge rock med den dirrende uro og Hendrix-groovet.

Det blev ikke mindre, da jeg hørte Baby In Vain til Steppeulv-prisuddelingen i lørdags. Desværre overværede jeg ikke, da pigerne senere modtog statuetten for Årets Håb. Den eneste af anmeldernes priser, hvor der følger stakater med. Jeg var lige et smut udenfor. Bagefter fik jeg fortalt, at trioen havde været meget overraskede og enormt søde. Og måske også en kende befippede. Under takketalen nappede den ene af pigerne i al fald mikrofonen ud af hånden på én af de andre, der muligvis var gået lidt i stå, for endelig at få sagt tak. Tillykke med Steppeulven. 


Det næste halve års tid, skal Baby In Vain spille følgende steder: Frost Festival i Store Vega, d. 25. februar, New York City, South By Southwest, Frankfurt am Main, Brighton, opvarmning for Psyched Up Janis, Northside, Færøerne, Norge og Gutter Island. Mon ikke der kommer flere job til?

mandag den 10. februar 2014

Kvinder pt.: Kvindebandet i Mod Strømmen


Passive/Agressive nævner i en foromtale af Kvindebandets debutplade, ’Cycklus’, navne som Valby Vokalgruppe, Eget Værelse og Laurie Anderson som mulige referencer. Det er jeg ikke uenig i. Jeg kan også følge udsagnene om, at der er ”mere anarkisme over Kvindebandet”, end just omtalte, samt at de har et ”genrefrit syn”. Jeg er faktisk med på det meste af det Passive/Agressive, skriver om Kvindebandet.

Hvad mere er der så at sige? Jo, selvom bandnavnet og albumtitlen, plus sange som ’Venus’, Dead In My Bed, ’Horsie Horsie’ og ’Master’, sikkert kan skabe associationer til forne tiders kvinderock, så er det ikke det, der slår én når musikken først spiller. Bandet dyrker i den grad elektroniske eksperimenter og en form for freeimpro, det strejfer støjrocken og har det også godt med sfærisk synthpop fra firserne. Ikke at det ene udelukker det andet, men jeg tror I forstår, hvad jeg mener.

Her et af de mere eksperimenterende numre:


Torsdag, d. 20. februar, fejrer Kvindebandet udgivelsen af ’Cyklus’. Det sker i Angels Marriage Hall, Thorsgade 67 på Nørrebro. Spillet og Spillet, Tidlige Armbånd, Musik til Mor har også lovet at komme forbi og deltage aktivt i releasefesten. Kvindebandets producer Oliver Hoiness dj’er.

Allerede nu på torsdag, d. 13. februar, har Mod Strømmen dog fornøjelsen af at få pigerne på besøg. Lyt med mellem kl. 18-20 på 98.9 FM eller livestream programmet direkte via dette link.
   

søndag den 9. februar 2014

Kvinder pt.: Warpaint


Jeg kan sætte eksakt dato og tid på, hvornår LA-pigegruppen Warpaint blev til mere end blot et navn for mig. Det skete, da Peter Kure fra booking-, management-, og promotionselskabet, Get Your Ass To Mars, var forbi Mod Strømmen i maj 2013, for at fortælle om Austin Psych Fest, som han netop var vendt hjem fra. Kure præsenterede bandet med ordene herunder, før han spillede ’Undertow’ fra deres debutplade ’The Fool’, der kom på gaden i 2010.

”Warpaint var nok noget af det mest tilgængelige musik man kunne høre på Austin Psych Fest. Det er sådan et band, som jeg kan forestille mig, at min mor vil holde af. Det er et vildt fedt live-band, som ville have taget sig godt ud på Roskilde Festival i år. De var det ene af to all-female orkestre, der var på Austin Psych Fest. Det andet var Deap Vally”

Lad mig med det samme understrege, at der på ingen måde er belæg for at læse andet og mere ind i introduktionen. Peter Kure var ikke spydig eller ironisk. Han kan faktisk godt lide sin mors musiksmag. Roskilde lyttede åbenbart efter. Warpaint spiller nemlig på festivalen i år.

Selv om Warpaint just har udsendt deres andet album, kommer her deres glimrende cover af Bowies ’Ashes To Ashes’, som stammer fra ’We Were So Turned On: A Tribute to David Bowie’ fra 2010:


lørdag den 8. februar 2014

Kvinder pt.: September Girls


Den irske pige-kvintet September Girls er næppe de første, der i deres bandnavn trækker på mere eller mindre dunkle referencer fra halvfjerdserne. På stående fod, kan jeg ikke lige komme i tanke om andre. Men som de fleste formentlig ved, så var ’September Gurls’ det tætteste Big Star nogensinde kom på et hit. September Girls første møde med sangen var dog via The Bangles. 

Musikken på bandets debutplade ’Cursing The Sea’ trækker imidlertid ligeså meget på den skole som brødrene Jim og William Reid fra The Jesus & Mary Chain skabte med ’Psychocandy’ fra 1985. Hvis jeg skal trække tråden op til i dag, så minder de fem piger fra Dublin mig også om Vivian Girls. Sidstnævnte meddelte jo i øvrigt i januar, at det er slut. Bandet eksisterer ikke mere

Førstesinglen fra ’Cursing The Sea’ er en skøn, lille, fuzzy sag med flygtig vokal, der handler om bedrag og ulykkelig kærlighed:


fredag den 7. februar 2014

Global vinter/forår 2014. Playliste 6. februar 2014


1. Fanfare Ciocărlia - Urn St. Tavern (2014)
2. Fanfare Ciocărlia - Django (2014)
3. Xenia Kriisin - Blackout (2013)
4. Megafon - Bondemand (2011)
5. Ivo Nova - Zrystal (live) (2012)
6. Afenginn - Waldhotel Solitaire (2013)
7. Habadekuk - Proptrækkeren (2010)
8. Fatma Zidan - Beek Bahlam (2010)
9. Celso Piña - Cumbia Engolilla' (2007)
10. Dengue Dengue Dengue - Rastakauboi  (2013)
11. Mokoomba - Misozi (2012)
12. King Ayisoba - M'baaba Wekule (2012)
13. Mamane Barka - Tchidim (2009)
14. Tamikrest - Tisnant An Chatma (2013)
15. Jupiter & Okwess International - Margerita (2013)

onsdag den 5. februar 2014

‘Last Words Of Hassan Sabbah’. William S. Burroughs 100


“…Burroughs was really the main thing. And he had all this other stuff going on with Brion Gysin – things like the Dream Machine and the sound experiments they did. Like their short-wave radio cut-ups, which came out on Industrial Records as Nothing Here Now But The Recordings. They were using the same techniques they used with words: cutting up bits of tape, making loops, just to see what happens”

- Richard H. Kirk, Cabaret Voltaire.


tirsdag den 4. februar 2014

Brains and Genius alias Brian Wilson og Eugene Landy


“’Love and Mercy’ is probably the most spiritual song I’ve ever written”, har Brian Wilson sagt om åbningstracket på sin solodebut fra 1988. På min gamle lp-plade er sangen krediteret til både Brian Wilson og hans omstridte, uortodokse terapeut, Eugene Landy. På senere udgivelser er Landys navn fjernet.

Eugene Landy og Brian Wilson mødte hinanden i 1975, da Wilsons første kone, Marilyn, søgte professionel hjælp til hendes berømte mand. Det var et trist syn, der mødte Landy, da han ankom til Wilsons spanske palæ i det fashionable Bel Air. Bag lukkede skotter gik det 33-årige popgeni rundt. Uvasket, overvægtig og inaktivt. Virkelighedsopfattelsen havde lidt et knæk. Depressioner, stoffer og alkohol havde sløvet kreativiteten. Motion, kolde morgenafvaskninger, en kostplan mv. fik Wilson tilbage til klaveret. Små seks måneder senere var han også tilbage på scenen med The Beach Boys.

Skønt Wilson var i tydelig psykisk bedring, kviede gruppens management sig over de tårnhøje fakturaer, som Landy udskrev. I november 1976 blev han fyret. I begyndelsen af firserne, hvor det stod endnu værre til med Wilson, end det havde gjort i 1975, måtte de krybe til korset og henvende sig til den kontroversielle terapeut igen. Landy stillede en betingelse, han skulle have fuld kontrol over behandlingen. Hvilket ganske kort ville sige, 24-times terapi, der omfattede opsyn med alle aspekter af Wilsons liv, det være sig fysiske, personlige, sociale og seksuelle.

Endnu engang lykkedes det Landy at få Wilson på ret kurs. I 1985 så han ud til at være mere fit for fight end to årtier tidligere. Familiemedlemmer, gamle venner og kolleager undrede sig dog over, at de ikke kunne komme i kontakt med ham, fordi han blev overvåget af de såkaldte ’Surf Nazis’. Et hold kraftkarle i spraglede hawaiiskjorter, som Landy havde ansat til at være i nærheden af Wilson i alle døgnets timer. Samtidig begyndte terapeutens navn at figurere som medkomponist på flere af de sange som Wilson skrev. Det var der mange, som ikke brød sig om.


I 1989 indledte The California Board of Medical Quality Assurance en sag mod ham. Landy blev beskyldt for grov uagtsom adfærd og for at hjernevakse, medicinere og isolere sin patient, samt at nyde økonomisk godt af Wilsons godtroenhed. De havde blandt andet oprettet et selskab, med navnet Brains & Genius (Brian & Gene, hvis nogen skulle være i tvivl) og arbejdede sammen om et pladeprojekt, ’Sweet Insanity’. Albummet blev aldrig udgivet. I 1991 fik Eugene Landy en dom, der betød, at han skulle holde sig væk fra Brian Wilson.

Om Landys særegne behandling i virkeligheden reddede Wilsons liv, ved vi af gode grunde ikke. Landy havde dog held med at afvænne andre Hollywood-notabiliteter. Lad mig blot nævne skuespillerne Richard Harris og Rod Steiger, samt rockstjernen Alice Cooper, som fylder 66 år i dag. Tillykke med dagen.


søndag den 2. februar 2014

Global vinter/forår 2014 i Mod Strømmen


Jeg har allerede sat to krydser i kalenderen. Det første ved fredag d. 14. marts, hvor King Ayisoba fra Ghana slipper en energisk blanding af afro-beat og traditionel kologo løs og Zea fra det hollandske band The Ex varmer op. Det næste er sat fjorten dage senere ved Jupiter & Okwess International fra DR Congo. Et orkester, der med albummet ’Hotel Univers’, fik et fortjent internationalt gennembrud sidste år. På Globals hjemmeside hedder det om dem; ”tænk The Meters møder Sly & The Family Stone og flytter til Kinshasa”.  Er der overhovedet noget at betænke sig på?

Nu på torsdag, d. 6. februar, lægger Globals booker Peter Hvalkof, endnu engang vejen forbi Mod Strømmen, for at præsentere spillestedets program. Og kender jeg ham ret, har han nok også nogle overraskelser i ærmet. Fx i form af endnu ikke annoncerede navne. Vi får se.

Lyt med mellem kl. 18-20 på 98.9 FM eller livestream udsendelsen.  


lørdag den 1. februar 2014

Jeg går ikke i teatret. Sådan er det!

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg seneste har set et teaterstykke. Jeg hørte Wilco i Det Kgl. Teater for nogle år tilbage. Det tæller nok ikke. Til gengæld har jeg ikke set dem live siden. Men en rigtig teaterforestilling med rigtige teaterskuespillere? Det ved jeg simpelthen ikke? Måske var det et stykke af en eksperimenterende spansk instruktør, der foregik på toppen af et multinationalt virksomhedsdomicil, hvor rygerne fra de forskellige afdelinger mødtes for at dyrke deres fælles last. Så er vi tilbage i halvfemserne. Vi skred i pausen.  

Det har aldrig så meget som strejfet mig, at én af de populære teaterkoncerter var en mulighed. Og så er det i og for sig fuldstændig ligegyldigt om, det er The Beatles, Mozart, Gasolin eller en sangcyklus om København, der er omdrejningspunktet. For slet ikke at tale om, den kommende Rolling Stones teaterkoncert med Michael Falch. Selv ikke Det Kgl. Teaters opsætning af Tom Kristensens ’Hærværk’, kan få mit pis i kog.

Vent. Stop. Nu ved jeg, hvilket stykke jeg seneste har set. Og det kan jeg takke ’Hærværk’ for. Tom Kristensen mesterbog blev nemlig genudgivet for et par år siden med forord af Jan Sonnergaard. Sidst jeg var i teatret var til ’Liv Og Død På Café Olfert Fischer’ af netop Sonnergaard. Det var helt tilbage i 2006. Umiddelbart husker jeg ikke særligt meget fra forestillingen. Udover at hovedrolleindehaveren Ellen Hillingsø uforvarende viste sit ene bryst frem, da hun fejede indover scenen i første akt. Samt at Boris Schiøler fra forlængst aflivede Düreforsög spillede en deltager i et polterabendselskab, som besøgte Café Olfert Fischer.

Jeg går ikke i teatret. Sådan er det! Men jeg kan godt finde på at gå på værtshus. Det kunne Tom Kristensen også, ofte i selskab med sin hund Mot. Om sidstnævnte har forfatterkollegaen Soya sagt: "Jeg kunne godt li´ den, men den lugtede af øl. Formentlig fordi den tilbragte en stor del af sin tid på gulvet i kælderbeværtninger"