Blogger Widget

søndag den 30. november 2014

Forberedelse: 42 genudgivelser, opsamlinger mv. fra 2014, som jeg pt. forsøger at rense ud i.


Francis Bebey - ‘Psychedelic Sanza 1982-1984’
Mike Cooper - ‘Places I Know/The Machine Gun Co. With Mike Cooper’
Roger Bunn - ‘Piece Of Mind’
Ronnie Lane - ‘Ronnie Lane's Slim Chance’
Oasis - ‘Definitely Maybe (Remastered)’
Johnny Thunders - ‘So Alone’
Arto Lindsay - ‘Encyclopedia Of Arto’
Steely Dan - ‘Countdown To Ecstasy’
Jackson Browne - ‘Late For The Sky’
The Brothers & Sisters Of L.A. - ‘Dylan's Gospel’
Bob Dylan & The Band - ‘The Basement Tapes Complete: The Bootleg Series, vol. 11’


Lone Justice - ‘This Is Lone Justice: The Vaught Tapes 1983’
Slint - ’Spiderland (Deluxe Edition)’
The Bluebells - ‘Exile On Twee Street: Songs from Glasgow 1980-1982’
Boards Of Canada - ‘Hi Scores 2014 Edition’
Grace Jones - ‘Nightclubbing’
Sister Flo - ‘Tragician's Hat - Unreleased & Rarities’
Baader Meinhof - ‘Baader Meinhof’
Old 97's - ‘Hitchhike To Rhome (20th Anniversary Edition)’
Sensational Saints - ‘You Won't Believe It’
10cc - ‘Deceptive Bends’ 
       

XTC - ‘Skylarking: Corrected Polarity’
The Durutti Column - ‘The Return of The Durutti Column’
The Deep Freeze Mice - ‘The Best Of 1979-1988’
Axemen - ‘Derry Legend’
The Lemonheads - ‘Car Button Cloth’
The Posies - ‘Failure’
Terakaft - ‘The Tapsit Years’
Donnie & Joe Emerson - ‘Still Dreamin' Wild: The Lost Recordings 1979-81’
Nikki Sudden - ‘Fred Beethoven’
Captain Beefheart - 'Sun Zoom Spark: 1970 to 1972'


The Bats - ‘The Bats Volume 1: Compiletely Bats’
The Gun Club - ‘Fire Of Love’                            
The Velvet Underground - ‘The Velvet Underground (45th Anniversary Super Deluxe Edition)’
The Kinks - ‘Lola Versus Powerman And The Moneygoround’
Vic Godard & Subway Sect - 1979 Now!’
They Might Be Giants - ‘Idlewild: A Compilation’
Ty Segall - ‘$INGLE$ 2’
Game Theory - ‘Blaze Of Glory’
Suzi Quatro - ‘The Girl From Detroit City’
Easy Kabaka Brown - ‘Opotopo’
William Onyeabor - ‘Boxset 1’

fredag den 28. november 2014

The Love Coffin. Playliste 27. november 2014


1. Prurient - Many Jewels Surround The Crown (2011)
2. The Celibate Rifles - Electravision Mantra (1989)
3. Thin White Rope - Not Your Fault (1987)
4. Skinny Puppy - One Time One Place (1986)
5. Love Battery -  Highway Of Souls (1991)
6. The Terminals - That Thing Upstairs Is Not My Mother (1992)
7. Psychic TV - Paris (1986)
8. True West - I’m Not Here (1983)
9. The Jacobites - Big Store (1984)
10. Bongwater - Pentagon (1991)
11. The Love Coffin - Sheets Of Ice (2015)
12. Jeremy Gluck - The Proving Trail (1987)
13. Several Things - Have You Met Me (2013)
14. Кино - Закрой за мной дверь, я ухожу (1988)
15. The Church - Lustre (1992)
16. Breaux Freres - Jolie Blonde (1929)


onsdag den 26. november 2014

”Jeg kan ikke lide ordet fusion, specielt på engelsk, fordi det bliver blandet med ”fusion”, som er en musikgenre, vi afskyer.”


På fredag, d. 28. november, kommer den brasilianske trio, Metá Metá, forbi Global på Nørre Allé 7, 2200 N. De er et helt nyt bekendtskab for mig. På Globals hjemmeside lyder dele af bandpræsentation således:

”Brasiliansk musik har i disse år kreativt vokseværk, hvilket Metá Metá er et blændende eksempel på. São Paulo-bandet spiller en original og genrejonglerende musik domineret af hjemlandets mange stilarter, som de blander med inspirationer fra afrobeat og free-jazz”

Hvis dét ikke kan overbevise dig om at møde op, så læs dette interview med Metá Metá fra Almonde.

Som en ekstra bonus er der danseundervisning i den brasilianske pardans Forró, mellem kl. 20-21. Musikken plejer at begynde omkring, kl. 22.00. Entré i døren: 90 kr. 

“I know the difference between black magic and white magic…”


Tina Turner fylder 75 i dag.

tirsdag den 25. november 2014

mandag den 24. november 2014

The Love Coffin i Mod Strømmen


Af gode grunde ved jeg ikke, hvilke tanker, der løber gennem hovedet på folk, når de læser eller hører om storladen rockmusik. Jeg bliver tung og træt og får ukære associationer. Som med alting er der imidlertid visse undtagelser. Dele af US- og OZ-rocken fra firserne var grandios, uden at være for anmassende. Og her tænker jeg bestemt ikke på australske Midnight Oil. Det band, symboliserer mere eller mindre, alt det jeg hader ved storladen rockmusik. Måske lige bortset fra U2. Jeg kan sagtens pege på en andre orkestre af samme beskaffenhed, men stopper her for at holde kammertonen.

Men, hvor er det så, at jeg vil hen med denne indledning? Indenfor de seneste år, har jeg mødt flere og flere yngre musikere, som har vist stor interesse for den bølge af, især amerikanske og australske rockbands fra firserne, som i kraft af de to landes geografi, vidder og horisont, havde en stor lyd, men samtidig var så passionerede i det de lavede, at det aldrig kom til at lyde hult.

Ingen nævnt, jo, lad mig bare nævne australske The Triffids, som jeg kom til at tænke på, da jeg hørte ’Black Shut Eyes’ med The Love Coffin. Det lyder måske helt ude af proportioner, når bandet, der består af tidligere medlemmer af Balloon Magic, Frontal Ghosts og The Road To Suicide, selv betegner deres musik som skramlet og mørk.

Lyt med på torsdag, d. 27. november, mellem kl. 18-20, når The Love Coffin besøger Mod Strømmen. Det foregår på enten 98.9 FM eller direkte livestream.

lørdag den 22. november 2014

Tour-dagbog fra The Wands. Michael Falch møder Bruce Springsteen


The Wands udsendte i begyndelsen af måneden deres debut-plade, ’The Dawn’. Jeg har kun hørt albummet én enkelt gang, så jeg vil ikke begive mig ud i en langstrakt dissekering. Bare fortælle, at dét er ret godt. I øjeblikket kører bandet Europa tyndt på en næsten endeløs marathonturné. I aften spiller de eksempelvis i Wurlitzer Ballroom i Madrid. Touren begyndte i London for ti dages tid siden og ender på Loppen på Christiania, d. 19. december, hvor The Love Coffin, som Mod Strømmen får besøg af på næste torsdag, varmer op. Mere om The Love Coffin, én af de følgende dage.

The Wands består af Christian Skibdal og Mads Bredtoft Gräs. De har dog et par hired guns med rundt i den gamle verden. Den ene af dem, jeg tror, det er trommeslageren, dokumenterer strabadserne, abefesterne og morskaben, på megen elegant vis på denne blog.  

Her et brudstykke fra dag otte. Vi er ved en lydprøve i Lincoln, nordøst for Nottingham i East Midlands.

”Nedenunder på toilettet kan man trække en dildo i en automat, og Taylor Swift pumper løs gennem højtalerne i baren. Unge fyre med plukkede øjenbryn og diamant-øreringe står og nikker med til rytmen. Vi er lidt i fremmed land her. Under lydprøven siger Skibs “More Beatles, less Queen” om trommelyden, og det får alle bøsserne til at grine højt.. Men det er i virkeligheden ikke en joke – trommerne skal være lidt små. Ikke firser.”

Her The Wands anden single fra den just udsendte debut:


I en sommerferie for år tilbage, ti – tolv stykker, sådan cirka, læste jeg Michael Falchs erindringsbøger ’Helligedage’ og ’Hjemveje’. Jeg har ikke noget forhold til Malurt eller Falchs soloting. Jeg kender de største hits, bevares. Jeg synger med på ”Vil du, vil du, vil du break my heart” til julefrokoster og deslignende. Men så er det også slut. Bøgerne blev plukket ned fra hylden på Stege Bibliotek, vores lokale sommerbibliotek i den periode. Jeg husker dem som underholdende, men også lidt for patosfyldte og enstrengede. Det kan være derfor, at der ikke rigtig er nogen passager eller historier, der har bidt sig fast hos mig. Siden da, har Michael Flach udgivet to bind mere af sine erindringer. ’Trækruter’ fra 2011 og ’Dagen & Vejen & Fuglene’, der udkom året efter. Dem kendte jeg intet til, før i dag.

I ’Dagen & Vejen & Fuglene’ har Falch helliget et kapitel til sine møder med Bruce Springsteen:

”Netop i dag er det 30 år siden, at Bruce Springsteen optrådte med mig og Malurt i Forum. Hele to koncerter med Malurt overværede han den mindeværdige dag. I mange år har jeg ikke orket at genopfriske den historie, når jeg er blevet spurgt af medierne, for det var ikke uproblematisk at opleve en sådan symbiose med et verdensnavn. Den fantastiske oplevelse i 1981 og den vældige inspiration, der udgik fra ham, kom siden til at koste mig års anstrengelser i et forsøg på at vriste mig så meget fri af hans skygge, at jeg igen kunne føle, at jeg for alvor trak vejret som mig selv. Da min første datter i 1985 kom til verden lige præcis på Bruce´s fødselsdag, måtte jeg således sende et lakonisk blik mod himlen som tak for underteksten: "Men hvem er du selv?"

Læs resten af kapitlet, som jeg tror hedder, ”Med Bruce som booze,” herunder.

fredag den 21. november 2014

Shoot From The Hip #6. Playliste 20. november 2014


Alternative titler: Én af de dage eller Nothing Turns Out Right

1. Thelonious Monster - Sammy Hagar Weekend (1989)
2. Mofos - Nothing Turns Out Right (1986)
3. The Violent Femmes - Gimme The Car (1983)
4. Danny & Dusty - Thanksgiving Day (2007)
5. The Love Coffin - Black Shut Eyes (demo) (2014)
6. Infuse Huddle - No One Really Knows (2014)
7. Fallen Men - Paranoid Girl (2014)
8. Sebadoh - Dramamine (1994)
9. Bill Callahan - Small Plane (2013)
10. Mark J. Mulcahy - Poison Candy Heart (2013)
11. Roxy Music - Love Is The Drug (1975)
12. Soft Cell - Say Hello, Wave Goodbye (1981)
13. Paul McCartney - Come And Get It (demo) (1969)
14. Voss / Torp / Brill - Håbløs Elskov (1984)
15. Jeppe Beldring - Natten Mellem Søndag Og Mandag (2014)
16. Gasolin’ - Længes Hjem (1977)
17. The Isley Brothers - Ohio / Machine Gun (1971)
18. Chris D. / Divine Horseman - Lily White Hands (1984)
19. Tom Waits - Drunk On The Moon (1974)
20. Lazy Cowgirls - Read That Book (1985)
21. Crime - Hot Wire My Heart (1976)
22. James Carr - Pouring Water On A Drowning Man (1966)
23. Kevin Morby - The Ballad Of Arlo Jones (2014)


onsdag den 19. november 2014

”Det er fornærmende at blive hjernevasket af sådan en omgang lort.” Interview med Fallen Men

De seneste dage har jeg bladret min pladesamling igennem et par gange eller tre. Der er dukket nogle morsomme udgivelser op, som jeg havde glemt, jeg ejede. Men det album, jeg var på jagt efter er pist væk. For nogle år tilbage, fik jeg ’Cocaine Americans’ med den aarhusianske gruppe Fallen Men i fødselsdagsgave. Mens jeg skriver dette, slår det mig, at den måske befinder sig ude i radiostudiet, hvor jeg har en stak lp'er stående. Anyway, gruppe er nok for meget sagt. Skåret ind til benet er det nemlig kun hovedmanden Leonard Davies, der voksede op i Romford i Essex, som har været med hele vejen.

Fallen Men debuterede i 2005 med en ep, siden er det blevet en 12”, en 7” og albummet som jeg ikke kan huske, hvor jeg har gjort af. Som nævnt har bandsammensætningen ikke været kontinuerlig. I den nuværende udgave bliver Leonard Davies bakket op af Victor Kim (guitar), Johannes Krøyer (trommer) og Mikkel Stenholt (bas), alle fra Narcosatanicos, plus Morten X (guitar). Narcosatanicos næste album bliver i øvrigt udgivet på Bad Afro Records.

Før man går i gang med at læse denne mailsamtale med Leonard Davies, vil jeg anbefale, at man scroller ned til slutningen af interviewet og trykker start på ’mixtapet’.         


Hvordan kom samarbejdet med Narcosatanicos-drengene i stand?

”For et par år siden blev jeg booket til at spille på Fællestival på Fyn. På det tidspunkt havde jeg intet band. Tidligere havde Heavy Friends, der var en tidlig udgave af Narcosatanicos, spurgt mig, om jeg vil spille med dem, men det gad jeg ikke. Da jeg stod og skulle til Fyn, lagde jeg mærke til, at de var på plakaten dagen før. Og ja, så hørte jeg dem om de ville være mit backingband. De var der jo i forvejen. Siden da har vi spillet som Fallen Men.”

Hvordan er du havnet i DK?

”Jeg ankom med et crappy engelsk band. Meningen var, at vi skulle spille rundt omkring i landet. Men jeg blev kylet ud. Det var vist noget med min opførelse. Mere er det egentlig ikke til det. Undskyld, historien er ikke særlig interessant. Jeg besluttede mig dog for at blive i Danmark.”

Du er kernen i Fallen Men. Hvordan begyndte bandet og hvem har du haft med gennem tiden?

”Jeg dannede det i 2004, fordi jeg ville have et band, hvor det ikke betød det store om man kunne spille eller ej. Der har været alt for mange medlemmer til at nævne dem alle. Daniela Rossi har dog været med i ånden fra begyndelsen, selvom hun ikke har været med i bandet hele tiden. Daniela kom til Danmark fra Italien i begyndelsen af nullerne, uden en klink på lommen. Da hun var med i Fallen Men slog hun på trommer. I dag har hun det imidlertid lige så godt med at være blandt publikum, når vi spiller. Hun er bedøvende ligeglad med musikbranchen og taler ingen efter munden. Det er derfor, jeg elsker hende så højt.”

Hvornår skrev du din første sang og hvad inspirerede dig?

”Det kan jeg ikke huske. Jeg har altid skrevet digte og historier. Derfra er der ikke særligt langt til at begynde at skrive sange. Det var dog først med et electro-rock nummer, ’Party Down’, som jeg lavede i slutningen af firserne, at det begyndte at rykke. Det nummer, blev min billet til en tre-årig pladekontrakt i Tyskland. Jeg tror ikke, at jeg var inspireret af noget bestemt, da jeg skrev den sang.”

Lad mig høre lidt mere om din tid i Tyskland?

”Første gang, jeg var dernede, indspillede jeg et par plader under navnet, L.J.Davies. De hittede på forskellige radio-playlister. Jeg var faktisk ikke andet end en ung popdreng, der brugte maskiner i stedet for et liveband. Lidt synthesizer her og der. Det lød temmelig tarveligt, hvis jeg skal sige det rent ud. Jeg spillede også nogle solojob i Reeperbahn-kvarteret i Hamborg. Jeg nød nu tiden meget alligevel. I England havde jeg levet af bistandshjælp, pludselig havde jeg lidt penge, så jeg kunne opholde mig i studiet døgnet rundt. Nu, hvor jeg er ved det, så ligger der et færdigindspillet album på en hylde et-eller-andet sted i Hamborg. Det kan jeg imidlertid ikke rigtig bruge til noget, fordi tyskerne ejer alle rettighederne til båndene.

Nogle år senere lavede jeg en plade under navnet Hero Speed. Denne gang havde jeg læst lidt mere på lektien. Dog slet ikke nok. Jeg fik et band til at bakke mig op og vi optrådte ved flere store festivaler i Berlin. Men igen, jeg underskrev en masse kontrakter, blandt andet med Warner/Chappel, som jeg slet ikke forstod. Det materiale ligger stadig bundet i Hamborg.


Tredje gang blev så lykkens gang, som man siger. Nu befinder vi os i begyndelsen af nullerne. Der var jeg så heldig, at et nummer, som jeg havde skrevet til sangerinden Stoja med titlen, ’Wunderbar’, kom med i den tyske blockbuster-filmkomedie ’Was nicht passt wird passend gemacht’. Filmen vandt vist flere priser. Det tjente jeg så mange penge på, at jeg kunne bygge mit og min gravide kones kolonihavehus færdigt. Paradoksalt nok, skrev jeg ’Wunderbar’, i selvsamme hus med en presenning som tag”


Når du skriver din musik og tekster bliver du så inspireret af digte, film, anden musik, levet liv etc.

”Ja, helt sikkert. Men det er ikke bevidst. Jeg har aldrig gået rundt og skrevet ned, hvad jeg oplever. For eksempelvis at bruge det i en sang. Det er et billigt trick for folk, der har mangel på idéer. Nummeret ’Snow White’ fra ’Cocaine Americans’ er hentet fra virkeligheden. Og mon ikke ’This Boy’ fra samme plade, handler om mig selv? Sidstnævnte spiller vi i øvrigt i en ny version med det nuværende Fallen Men.”

Hvordan har Fallen Mens live-lyd ændret sig med den nye bandsammensætning?

"Vi er et mere følsomt orkester nu, end tidligere. Jeg føler også, at mit materiale bliver respekteret på en anden måde. Før i tiden havde vi undertiden problemer med oppustede egoer, der kæmpede for at få opmærksomhed. I dag er vi en enhed, et band. Det spontane har også fået meget mere plads. Vi har blandt andet spillet en ti-minutter lang udgave af 'Factory Man' og en version af 'Fuck It', der rundede et kvarter”.

Hvordan så Aarhus-scenen ud, da du lærte den at kende i halvfemserne?

”Meget firser-agtig. For meget fokus på udstyr, shampoo og lydprøver.”

Var der overhovedet et musikmiljø i Aarhus, som du følte dig beslægtet med på det tidspunk?

”Næ. Mest af alt, tror jeg, at jeg blev betragtet som en arrogant personage, som var fandens svær at arbejde sammen med. Mange forvekslede min ærlighed med arrogance. I dag går det meget bedre. Også med at finde samarbejdspartnere osv.”

Hvad mener du, der er det vigtigste, som er sket i musikbranchen indenfor de seneste ti år?

”Det vigtigste? Der er ikke sket en skid af betydning. Jeg glæder mig tværtimod til, at der dukker et ordentligt pladeselskab op. Ét, ligesom Stiff Records, der nærmest satte dagsordenen i England i sluthalvfjerdserne. Det kunne også være dejligt, hvis den næste generation får chancen for at eksplodere. Desværre tvinger radioen os jo til at høre dårlig musik. Det er fornærmende at blive hjernevasket af sådan en omgang lort. Håber YouTube og det nuværende radioudbud bryder fuldstændig sammen, så slipper vi for al den egotripping og får måske en mulighed for at begynde helt forfra.”


Der er meget god musik fra Aarhus i disse år. Er det de grupper, du kalder den næste generation? Mener du ikke, at det aarhusianske plademærke Mastermind Records har fat i noget?

”Nej, dem, jeg tænker på er børn og unge, der lige er begyndt at vise interesse for musik. Rock’n’roll is a young man’s game. Pete Townshead, skrev ’My Generation’, da han var nitten år gammel.

Hvad angår Mastermind, så mener jeg ikke, at de har fat i noget. Misforstå mig ikke. Et lille pladeselskab kan ikke rumme mere end en håndfuld orkestre, hvis de gerne vil tage sig godt af dem. Selv små indielables, som Stiff, Mute, Factory og 2-Tone Records, betalte deres bands produktionsudgifter, øvetid, transport og promomateriale, og så fik kunstneren tilmed et fast ugentligt beløb, en form for løn. Det er derfor man gerne vil have en pladekontrakt. Ikke for at kigge på hinandens vinylplader, som alligevel er blevet optaget på en computer.

Den eneste måde at gøre det på i dag, er, at gøre det selv. Spille en masse livekoncerter, hvor man måske kan sælge sine plader. Læg drømmen om succes på køl. Spil musik, fordi du har lyst til det. Og, hvis man ikke kan lade være med at fantasere om den store kontrakt, ja, så kan det muligvis ske, at et majorselskab lægger mærke til én og er klar til at smide en bunke penge efter én. Primært drejer det sig dog om at komme ud at spille. Fjollede YouTube-videoer og Facebook-kommentarer gør det ikke alene.

Lige nu er jeg et sted i mit liv, hvor jeg har haft al den ’fame’, jeg har brug for. Det eneste, jeg har lyst til, er, af og til, at stå på en scene og synge og spille mine sange med en flok cool musikere. Jeg har et liv udenfor branchen, så jeg behøver ikke at fedte for et-eller-andet røvhul af en pladeselskabsmand, der befinder sig blandt tilhørerne. Nu er jeg måske igen alt for ærlig, men jeg mener det af hele mit hjerte.”

Er der noget nyt på vej fra Fallen Men?

”Jeg bryder mig ikke om at tale om ting, før de er aktuelle. Men vi har optaget en masse nyt materiale”

Hvis du skal vælge et nummer fra hvert af de seneste syv årtier, hvad skal det så være og hvorfor?

”Der er så mange gode sange. Jeg nævner bare den første sang, jeg kommer i tanke om.

Halvtredserne, ja, så må det være ’Volare’ med Domenico Modugno. Det er næsten det ultimative bevis på, at man skal synge på sit modersmål.

Fra tresserne er det ’Johnny Remember Me’ med John Leyton. Det blev produceret af Joe Meek. Det er stemningsfuldt og unikt, samtidig med, at det er langt foran sin tid.

’Starman’ med David Bowie er det første, jeg tænker på fra halvfjerdserne. Det har et supercatchy omkvæd, lidt a la ’Somewhere Over The Rainbow’.

Firserne var det årti, hvor Bowie solgte ud med disco-rubbish og bands som INXS proppede endnu mere rumklang og shampoo på deres lort. Det må være ’Girlfriend In A Coma’ med The Smiths.

Jeg har elsket Edwyn Collins helt tilbage fra tiden i Orange Juice. I 1995 udgav han singlen ’A Girl Like You’, der mere eller mindre var indspillet i hans soveværelse.

Nullerne var Amy Winehouses. Lovely Amy. Det er altid godt at indspille på bånd og det var ’Rehab’ netop. Det er smukt.

Indenfor de seneste år, har jeg næsten ikke hørt musik. Men lad mig nævne ’Someone Like You’ med Adele. Hun gør det virkelig godt til trods for hendes benhårde opvækst.”

På nær nummeret fra halvtredserne, er alle kunstnere britiske, er der en grund til det?

”Det havde jeg slet ikke lagt mærke til. Det er nok ren nostalgi!”




1. Fallen Men - This Boy (indspillet med den nuværende bandbesætning)

2. John Leyton - Johnny Remember Me
3. David Bowie - Starman
4. Hero Speed - Factory Man (indspillet i Hamborg, ca. 2001)
5. Heavy Friends Go Fallen Men - Touch (fra et øvelokale)
6. The Smiths - Girlfriend In A Coma
7. Amy Winehouse - Rehab
8. Fallen Men - Paranoid Girl (nyt nummer)

mandag den 17. november 2014

"We all need a fix, but at times like this, doesn't it feel good to stay alive?" Gene Clark 70


Behøver Gene Clark yderligere introduktion? The Byrds, siger de dig noget? Clark var ikke alene den kønneste af dem alle. I de tidlige år var han også bandets fremmeste og mest produktive sangskriver. Et eller andet sted har jeg læst, at han skrev op mod 75 sange til The Byrds, som aldrig blev indspillet, fordi de andre medlemmer nedlagde veto. Hvilken skam! Men vi kan da glæde os over ’I'll Feel A Whole Lot Better’, ’Eight Miles High’, ‘Set You Free This Time’, ‘She's A Kind Of Girl’,’ She Don't Care About Time’, plus en snes stykker til. Dertil kommer pladerne med Doug Dillard og soloalbummene.

I dag ville Gene Clark være fyldt 70. Solopladen ’No Other’ har jeg omtalt før. Ikke desto mindre, bliver det dette mørke, melankolske mesterværk fra 1974 eller i hvert fald et af numrene derfra, der kommer til at markere Clarks fødselsdag. Albummet blev indspillet i Village Recorder Studios i LA i marts 1974. Clark havde slået kludene sammen med produceren og sangskriveren Thomas Jefferson Kaye, der hang ud med Steely Dan og tidligere havde arbejdet under vidunderproduceren, Curt Boettcher. Clark og Jefferson fik en check på $100.000 fra Asylum Records. Pladeselskabet havde dog ikke taget med i beregningerne, at parret havde en fælles kærlighed for drugs, spurt og zenbuddhisme.

Jeg skal ikke fortabe mig i indspilningerne (dem har jeg vist skrevet om før), men pege på en af de centrale sange, den otte-minutter lange ’Some Misunderstanding’. Efter sigende kom nummeret til Clark i en drøm, som han søvndrukken dikterede til sin kone midt om natten. Budskabet i sangen er tvetydigt eller i det mindste diset. Den begynder nærmest som en smuk meditation over, hvordan man kan få et forhold på ret køl og begynde at se fremad sammen igen. Undervejs går det galt. Med sætningen "We all need a fix, but at times like this, doesn't it feel good to stay alive?", der vistnok er en hentydning til Gram Parsons, der var død af en overdosis i september året før, begynder jeg at fornemme en vag uro, noget uforløst, ja, måske er der endog noget makabert under opsejling?


Gene Clark døde den 24. maj 1991, blot 46 år gammel.

søndag den 16. november 2014

“When we finally got rid of that Phil Collins drum sound and got real again…”


"...for "Stick to Me," we had an 80-piece string section playing. But the whole album had to be scrapped because the master tape was leaking oxide or something. The producer, again, didn't seem to spot it. We saw this black stuff coming off the tapes but he didn't notice it. When we came to mix it, it was un-mixable. The hi-hat was leaking through all the tracks. It was a nightmare, because we had a tour coming up. In those days I had a manager, and managers are always saying, "We have to play in Sweden now," like that's the most important thing to do. 

So we re-made the record in a week with Nick Lowe. It's not what I wanted at all. It's a very intense, grungy-sounding record, but I kind of like it now for that reason. I think people are trying to get that sound now, and have been since the late '80s, when we finally got rid of that Phil Collins drum sound and got real again. If a band made a record like that now, it would be hailed as a great low-fi record. But in those days, of course, the American press panned it. They thought I should sound like Boston or Journey or something. They thought I should have a slicker sound."

- Graham Parker i et interview med Steve Hammer i 1997, om indspilningen af albummet ‘Stick To Me’ fra 1977.

Her titelnummeret:


fredag den 14. november 2014

The Binnacle List. Playliste 13. november 2014


1. Weezer - Tired Of Sex (1996)
2. The Binnacle List - First Hand Accounts (2014)
3. Lemonheads - The Outdoor Type (1996)
4. Pixies - Alec Eiffel (1991)
5. Nirvana - Very Abe (1993)
6. The Binnacle List - TOLF (2014)
7. Superheroes - What’s Going On (2004)
8. Led Zeppelin - Over The Hills And Far Away (1973)
9. The Binnacle List - Different Beds (live i studiet) (2014)
10. Team Of Experts - One Chord Concorde (2014)
11. ONBC - Warehouse (2014)
12. The Beach Boys - Don't Worry Baby (1964)
13. The Binnacle List - The Cube (2014)
14. Queen - Don’t Stop Me Now (1978)


torsdag den 13. november 2014

onsdag den 12. november 2014

Myreskær og Jeppe Beldring

På lørdag, d. 15. november, varmer Myreskær op for Christian Hjelm i Lille Vega. I den anledning har Myre Knudsen fundet det betimeligt, at lave den første officielle video. Der ligger flere uautoriserede bidder med Myreskær med rimelig lyd på nettet. Her får man dog for første gang, ’Lad det ligge’, råt for usødet, med den cool hammondsolo, som Heinzz fra Wonderland lagde på, da indspilningen egentlig var afsluttet. Der er stadig ikke sat en udgivelsesdato for Myreskærs debutalbum, ’Umiddelbart Banal’.



Samme aften, som Myreskær spiller support for Hjelm, holder Jeppe Beldring releasefest for debutskiven, ’Natten Mellem Søndag Og Mandag’. Det sker på Zeppelin Bar på Vesterbros Torv, kl. 20.00. I juli lavede jeg et interview med Beldring. Det var en hed sommereftermiddag, jeg havde lige mødt ham og kendte intet til hans musik, hvilket vores samtale bærer en kende præg af:


Sidenhen har jeg hørt hele pladen. Her titelnummeret, som enhver der har lønarbejde mandag morgen formentlig kan nikke genkendende til:


Jeg håber at få Jeppe Beldring på besøg i Mod Strømmen på den anden side af nytår. Billedet er iøvrigt coveret til ’Natten Mellem Søndag Og Mandag'.

tirsdag den 11. november 2014

Noter til mig selv. Bikini-piger og dj-sæt


Det er et fedt spillested Kayak Bar har etableret i det gamle garageanlæg under Knippelsbro. Som nævnt, var jeg i lørdags dj, da Kildemose Festival for en aften var rykket til hovedstaden. Jeg arriverede omkring kl. 20.00. Efter mit grej var blevet tilsluttet, gik jeg en tur ud på havnekajen for at trække frisk luft på den milde novemberaften. Og minsandten, om jeg ikke blev mødt af en pige i bikini. Først troede jeg hun var på vej i vandet. Der gik et stykke tid, før jeg fattede, at der på en ponton, der ligger ind til kajen, var bygget en sauna. Senere på aftenen svømmede adskillige af badstuegæsterne rundt ved Christian IV's Bro med udsigt til Udenrigsministeriet, Nationalbanken, Christiansborg og Børsen.

Fremmødet til koncerterne var faktisk meget pænt på en aften, hvor der var masser af muligheder for at høre musik rundt omkring i byen. Bleach Blondes melodiøse støjrock overraskende mig. Det var fremragende. Fynske Flora Faunas dansksprogede halvfjerdser-rock lover godt. Grævling bliver bare bedre og bedre.

Hvad angår mine dj-sæt, jeg spillede før, mellem og efter orkestrene, så gik det udmærket. Herunder følger sættene. Flere af numrene er markeret med stjerner (noter til mig selv). Kald det et fornemmelsesbarometer. Med andre ord, så er det de sange, hvor jeg mærkede en lydhørhed lidt ud over det sædvanlige fra gæsterne. Måske tager jeg fejl…

Ved - Erickson Indirect
Bobby Charles - Street People
The 1st - Rich Boy
Koko Taylor feat. Little Walter - Wang Dang Doodle
Sarah Webster Fabio - Alchemy Of The Blues
Dan Turell - Kpt. Trips Går Igen                         
Dragontears - Borderline
David Bowie - Rock 'n' Roll Suicide
The Telstar Sound Drone - Through The Back Of Your Head
Richard Fariña & Mimi Fariña - House Un-American Blues Acitivity
Tom Petty & The Heartbreakers - Louisiana Rain *
The Dream Syndicate - Tell Me When It's Over *
The Band - Don't Do It
The Replacements - I Will Dare
Dengue Fever - One Thousand Tears Of A Tarantula **
Robyn Hitchcock - Grooving On A Inner Plane
The Charlatans - Tonight I'll Be Staying Here With You
The Everly Brothers - Mr. Soul
Hound Dog Taylor & The Houserockers - Give Me Back My Wig

BLEACH BLONDES

Chandra - Kate **
Sir Doug & The Texas Tornados - Give Back The Key To My Heart
Halasan Bazar & Tara King th - Rot Inside     
Johnny Jenkins - I Walk On Gilded Splinters                            
Anthony Joseph & The Spasm Band - Dead Flowers *
J. Tex & The Volunteers - Willin'
De Høje Hæle - Kære Du *

FLORA FAUNA

Erkin Koray - Cemalim *
Povl Dissing - Godt Nyt I Dag
Silicon Teens - Just Like Eddie **
The Bats - Made Up In Blue
Dream Police - Pouring Rain
Samling - Desperationen
De Underjordiske - Trold *
Night Beats - High Noon Blues
Bob Dylan - The Boxer **
Dion - Runaround Sue
Eugene Chadbourne & Noahjohn - Hot Buttered Rum

GRÆVLING

Stenblomma - Christiania ***                          
Lee Dorsey - Ya Ya
Brenton Wood  - Psychotic Reaction
Foxygen - No Destruction
Sonic Youth - Hot Wire My Heart
Modern Art Studio - Satisfaccion
Apple & The Three Oranges - What Goes Around Comes Around
Ali Mohammed Birra - Awash *
Malouma - Yarab
Delaney & Bonnie - When The Battle Is Over
Fela Kuti & The Africa 70 - Zombie *
Spoon - Well-Alright *             
Coma Serfs - Sugar Lane        
Thee Oh Sees - Encrypted Bounce (A Queer Song)
Sly & The Family Stone - If You Want Me To Stay *
Survival - Everybody's Got His Own Kind of Trouble
Lijadu Sisters - Danger *
Joy Division - Failures
Squeeze - Slap & Tickle
Cornershop - Who Fingered Rock'n'Roll
The Baseball Project - They Played Baseball
Iceage - The Lord's Favorite

mandag den 10. november 2014

The Binnacle List i Mod Strømmen


For noget der ligner en uges tid siden, havde jeg en morsom samtale om dansk grunge. Den opstod efter københavner-debutkoncerten med Childrenn. Jeg skal ikke forsøge at gengive den her, men den fik mig til at spekulere en anelse over, om man overhovedet kan høre halvfemserne i nutidens rockmusik?

Og ”just præcis, svaret er rätt!”, som Sten Broman ville have udtrykt det i den skandinaviske musikquiz Kontrapunkt, der løb over tv-skærmene i min barndom. Spørg bare The Binnacle List, der består af folk der blandt andet har spillet i Marvins Revolt og Swimm TV ish TV. De nævner selv grupper som Weezer og The Pixies som inspirationskilder. Kvartetten udgiver deres tredje ep, lørdag d. 22. november, hvor de holder release og spiller live på Rust i Guldbergsgade.

Her forløbervideoen ’Words For Granted’:


The Binnacle List tager vistnok deres instrumenter med, når de kommer forbi Mod Strømmen på torsdag, d. 13. november. Stil ind på 98.9 FM eller den direkte livestream, mellem kl. 18-20.

lørdag den 8. november 2014

Tonajt! Kildemose under Knippelsbro


”København har fået et nyt venue, og det befinder sig under Knippelsbro og hedder Kayak Bar. Samtidig bobler Kildemose Festival som aldrig før. Nye samarbejdspartnere, nye ideer og nye bands - det hele er noget vi mennesker i Skoven Kalder synes at værd at fejre. Derfor vil vi gerne invitere DIG til en koncert-aften og freakout-event den 8. november på Børskaj 12.”

Og hvem er det så, der spiller…

''Flora Fauna er et odenseansk orkester med rødder i musikkollektivet Under Livet. Besætningen består af rytmiske og støjende guitarer, bragende trommer, groovy bas og dansk 70'er vokal.''


Om Grævling skriver Passive/Aggressive:

"Man tænker uundgåeligt på Dungens produktive ankermand Gustav Ejstes, men kendskabet til hele den danske syrerockhistorie, fra 60’erne og 70’ernes koryfæer som Young Flowers og Beefeaters og frem til Spids Nøgenhat og Dragontears"



Til slut hedder det om Bleach Blondes

"With lyrical themes of omnipotence, desire and loss, it may be different from what you will normally encounter, but that is what Bleach Blondes are aiming to achieve. “We're aware of the fact, that these songs demand the attention from the listener. So we’re thrilled if anyone is willing to give them that, and perhaps even get what it is that we’re trying to do. In the end, the music will speak for itself.”


Før, mellem og efter livemusikken står jeg for underholdningen. Med andre ord, jeg er aftenens deejay. Det koster 50 kr. eller ”en meget stor hjemmebagt kage”, at komme ind. Dørene åbner kl. 20.00.

21:20 - 21:50 Bleach Blondes
21:50 - 22:15 DJ
22:15 - 23:00 Flora Fauna
23:05 - 23:30 DJ
23:30 - 00:15 Grævling
00:15 - 01:00 DJ

Bandpræsentationerne mv. har jeg herfra.

fredag den 7. november 2014

Nils Gröndahl. Playliste 6. november 2014


1. Nils Gröndahl - Es Geht Nicht Weiter So (2014)
2. Larsen & Furious Jane - Snakes In The Grass (2008)
3. The Gun - Your Love (2014)
4. Ensemble Orlando - Set Free (2012)
5. Come - German Song (1994)
6. Pinkunoizu - I Can’t Slow Down (2013)
7. Julie London - That Old Feeling (1958)
8. David Bowie - Bring Me The Disco King (2003)
9. Anders Holst / Mads Emil Nielsen - Rhapsody / Ghost (2014)
10. We Like We - Anticipation (2014)
11. Nick Cave & The Bad Seeds - Your Funeral, My Trial (1986)
12. Nils Gröndahl - Rocker (2014)
13. The Cure - The Kiss (1987)
14. The Sad Lovers - My Man (2010)
15. Nils Gröndahl - Flug Über Die Stadt
16. Headdress - Seethrough / Tip Of The Pyramid (2009)


torsdag den 6. november 2014

Mens Reigning Sound stadigvæk figurerer i korttidshukommelsen


Ja, så, har bandet udgivet albummet ’Shattered’ i år. Det blev indspillet i Daptone Records studie i Brooklyn, også kendt som Daptones House of Soul. Hvilket nok falder helt i tråd med Greg Cartwrights forståelse af sig selv som spillemand. Ikke alene er Cartwright en passioneret vinylsamler, han har også en sjælden evne til at blande inspirationer og originalitet på en måde, så jeg fristes til at bruge udtrykket tidløst. Jeg ved godt, at det udtryk mest af alt lyder somom, at jeg prøver at prakke et jakkesæt eller en sofagruppe på en-eller-anden uvidende køber. Lad mig i stedet bruge arketypisk rock’n’roll. Den beskrivelse er dog heller ikke dækkende. ’Shattered’ er et skønt blend af R&B af den gamle skole, soul, country, ballader, garagerock, pop og rock’n’roll af allerbedste skuffe. Så er det ude! Tak.


Den 11. december sender Mod Strømmen-redaktionen + venner, i øvrigt vores bud på årets bedste plader.

onsdag den 5. november 2014

Ømme øjeblikke


Billy Miller, medejer af Norton Records, Mary Weiss fra The Shangri-Las og Greg Cartwright eller Greg Oblivian fra Reigning Sound, The Compulsive Gamblers, The Oblivians mv. Billedet er taget under optagelserne til Mary Weiss glimrende comeback-album, ’Dangerous Game’, fra 2007. Greg Cartwright skrev og producerede det meste af materialet til pladen. Reigning Sound var backingband. Norton Records udgav.

Miller kan ikke rigtig huske, hvad det er de er så travlt optaget af at studere. Det kan enten være teksterne eller er det Mary Weiss, der har medbragt nogle af de teenage-fanboy breve, som han sendte til hende i 1965? 

Hvorom alting er, her ’Don't Come Back’ fra ’Dangerous Game’.


Endnu et ømt øjeblik. Johnny Thunders og David Johansen ryger smøger og taler om Sex Pistols og Tom Petty foran CBGB i 1976. Knapt et år efter, at New York Dolls var sprængt i atomer.


mandag den 3. november 2014

Nils Gröndahl i Mod Strømmen


Nils Gröndahl har spillet byen tynd med sin violin og pedaler i den seneste tid. Solo som i en mængde andre sammenhænge. Ingen nævnt, ingen glemt. I oktober kom albummet ’Endlos Routinen’. Jeg ved ikke, hvad man skal lægge i titlen. Den er rummelig og åben for forskellige tolkninger. Lidt ligesom musikken, der til trods for den minimale instrumentering - violin, sav, pedaler, tysksproget recitation/vokal – formår at få sat en masse følelser i spil. Den er støjende og aggressiv, uortodoks og foruroligende, eftertænksom og drømmende:


Lyt med på torsdag, d. 6. november, mellem kl. 18 -20, hvor Nils Gröndahl besøger Mod Strømmen. Fang signalet på enten 98.9 FM eller via livestreamen.

Foto: Kristian Gade

lørdag den 1. november 2014

Når voksne leger: Childrenn og The Baseball Project

Normalt belemrer jeg læserne med musik som jeg har hørt og kan stå inde for. I dag bliver det en kende anderledes. Childrenn hørte jeg første gang om i sommers. Siden har jeg et par gange efterlyst en smagsprøve hos én af de medvirkende, ligesom jeg har forhørt mig hos flere, der var på Kildemose Festival i år, hvor Childrenn koncertdebuterede. Hvordan lyder bandet? Inspirationer? Hvor vil de hen? Jeg har ikke rigtig fået svar på mine spørgsmål. Det får jeg formentlig i aften, hvor de spiller på Escobar, Blågårdsgade 2A, 2200 N.

Orkestret består af lutter gamle kendinge fra det københavnske musikmiljø. Jakob Brixen (Hymns From Nineveh og Mechanical Bird), synger og spiller guitar. Manoj Ramdas (The Good The Bad, SPEkTR, lejlighedsvis Sort Sol og en masse andet) tager en guitar med. Jakob Jørgensen (Psyched Up Janis) medbringer en bas, mens Anders Grøn (Baby Woodrose, Dragontears, Spids Nøgenhat) slår på trommer.

Der er gratis entré. Childrenn går på kl. 20.30. 


Min viden om baseball er lig nul. The Baseball Projects tredje plade ’3rd’, fra i år, har alligevel ramt et-eller-andet dybt i mig. Deres to foregående udgivelser havde ikke helt samme virkning. De er gode, det er slet ikke det. 

Bandet blev dannet i 2007 af Steve Wynn (Dream Syndicate) og Scott Lewis McCaughey (The Young Fresh Fellows, The Minus 5) på baggrund af en fælles lidenskab for ja, baseball. De fik Peter Buck (REM) med på bas og Steve Wynns kone, Linda Pitmon, med som trommeslager. Senest har Mike Mills (REM) meldt sig under fanerne.

For mig at høre er et af hovednumrene på den nye plade, ’They Played Baseball’. En sang, der opremser en række personligheder indenfor sporten, med hver deres mere eller mindre obskure skyggeside. Vi møder racisten, det dumme svin, en håbløs alkoholiker, cokedealeren, bondeknolden mv. De har dog alle det tilfælles, at ”Someone loved them all, ’Cause they played baseball…”