Blogger Widget

tirsdag den 17. februar 2015

Et sprog, vi ikke taler, behøver nødvendigvis ikke at være et sprog, vi ikke forstår.


“Rock - The Police, Dire Straits, Jimi Hendrix. Funk - Herbie Hancock's Mwandishi band, Miles Davis' 'The Cellar Door Sessions', all James Brown, the Daptones (especially for modern production of the vintage funk sound). Reggae - Burning Spear, Jacob Miller, I-Roy and Steel Pulse. This is all stuff my band is into.”

- mauritanske Noura Mint Seymali til The Quietus, 22. juli 2014. Om de påvirkninger fra vestlig og jamaicansk musik man måske kan høre i hendes egen musik.  

Inspirationer går ofte begge veje. Noura Mint Seymali kommer fra en musikalsk slægt, der strækker sig mere end ti generationer tilbage. I juni 2014 udsendte Glitterbeat Records hendes tredje album ’Tzenni’. Seymali synger og spiller på ardine. En slags harpe med syv eller ni strenge, som det kun er kvinder forundt at anslå indenfor den vestafrikanske griot-tradition.

Herhjemme ville man formentlig kalde en griot for en bard eller troubadour. Altså en form for historiefortæller, det være sig en sanger, digter eller musiker, der er et levende arkiv af et folks overleveringer og fortællinger om fødsler, dødsfald, vielser, krige, jagter mv. Hændelser der ikke alene kitter stammesamfund, men nationer sammen. Ikke nok med det. Om grioterne bliver det ligeledes fortalte, at de gennem musikken er forbundet til noget større end sig selv. De har direkte forbindelse til åndelige, sociale eller politiske magter, og kan derved være med til at genskabe et folks historie og genetablere relationer, der af den ene eller anden årsag er gået skævt. Med andre ord, kan en griot via ord eller musik bringe fred, ro, stabilitet, harmoni mv. tilbage til stammen.

Jeg tør ikke sige, om Noura Mint Seymali kan genkende sig selv i denne beskrivelse af en griot. Det er immervæk ikke det, hun gør mest ud af i interviewet i The Quietus. Her drejer det sig mere om at bekende sig til traditionen og tage sjælen, melodierne og rytmen med sig ind i moderne afrikansk popmusik. 

Selvom min amatørarkæologiske viden om mauritansk musik, lader meget tilbage at ønske, så mener jeg, at Noura Mint Seymali mål med hendes musik lykkes til fulde i ’Tikifite. En sang, der kortfattet beskriver en urt, der er god for maven og leveren. Og i et større perspektiv vistnok handler om kærlighed:


Noura Mint Seymali med band er blandt de 54 navne, som Roskilde har offentliggjort til årets festival.

Ingen kommentarer: