Blogger Widget

onsdag den 6. januar 2016

Mix tape-kædebrev. ’The Nips Are Getting Bigger’.


Jeg har ikke brugt ordet new wave i årevis. Om yngre musikforbrugere overhovedet aner, hvad der definerede genren tilbage i sluthalvfjerdserne og de første år af firserne, nærer jeg tvivl om. Ikke desto mindre, var det den, jeg kom til at tænke på, da Mental As Anything’s ’The Nips Are Getting Bigger’ dukkede op i mit facebook-feed, én af de første dage i det nye år. Samtidig slog det mig, at jeg kendte sangen, men ikke havde den fjerneste anelse om hvorfra?  

Internetsøgninger på gruppens navn gav mig ikke rigtigt noget. Udover, at bandet bestod af en flok kunststuderende og det havde været stort, faktisk kæmpestort, i dets hjemland, Australien. Ligesom det havde en del succes i Canada, UK, Norge og Tyskland i midten af firserne, fordi et af dets numre var med i den første ’Crocodile Dundee’.

Men, som sagt, disse oplysninger hjalp mig ikke. Og jeg havde egentligt lagt spørgsmålet fra mig. Lige indtil i morges, hvor jeg på min cykel på vej på arbejde og ud af det blå, kom i tanke om, at jeg engang havde ’The Nips Are Getting Bigger’ på et kassettebånd. Et bånd, jeg havde modtaget fra en fyr i Wisconsin, mener jeg det var, da jeg i midten af halvfemserne, deltog i et såkaldt mix tape-kædebrev. For at gøre det kort, gik det ud på, at man skulle lave et mix tape og sende det videre til den første på listen. Sådan er det jo for det meste med kædebreve. Det bånd, jeg satte sammen, sendte jeg til USA. Hvor husker jeg ikke længere.

Her er ’The Nips Are Getting Bigger’, der viste sig at være Mental As Anything’s debutsingle fra 1979:


Ingen kommentarer: