Blogger Widget

onsdag den 30. november 2016

Note til mig selv. Før og efter Kel Assouf



Før:

1. Charles Wright & The Watts 103rd Street Rhythm Band - 65 Bars And A Taste Of Soul
2. George Jackson - Aretha Sing One For Me
3. Sarah Webster Fabio - Alchemy Of The Blues
4. Leonard Cohen - Always
5. Mary Afi Usuah - Ebre Mbre
6. Minutemen - This Ain't No Picnic
7. Doug Hream Blunt - Ride The Tiger
8. The Coasters - Down In Mexico
9. Linton Kwesi Johnson - Inglan Is A Bitch
10. Gang Of Four - Natural's Not In It
11. Ngozi Family - Hey Babe
12. Malouma - Yarab
13. Föllakzoid - 9

Efter:

1. The Rolling Stones - Jigsaw Puzzle
2. Cypress Hill - Pigs
3. Funkadelic - Friday Night, August 14th
4. Hills - Och Solen Sänkte Sig Röd
5. Gyedu-Blay Ambolley - Kwaakwaa
6. Roxy Music - Do The Strand
7. The Stones - Funk Conversations
8. Julie London - Yummy, Yummy, Yummy
9. The Action - Active Action
10. Tinariwen  - Arawan
11. Ohio Players - Fopp
12. Thee Oh Sees - The Dream
13. Narcosatanicos - Ghost Rider
14. Bush Tetras - Can't Be Funky
15. Sharon Jones & The Dap-Kings - This Land Is Your Land
16. National Wake - International News
17. The Ringo Jets - Shake Your Hips
18. The Charlatans - Tonight I'll Be Staying Here With You
19. Cornershop [feat. Izzy] - Who's Gonna Lite It Up?
20.  Sun Ra & His Arkestra - Nuclear War
21. The Smiths -. Panic
22. Steely Dan - Bodhisattva

tirsdag den 29. november 2016

Debre Damo Dining Orchestra i Mod Strømmen


“There are tribes in the south called the Derashe. They are surrounded by people who play five tone music but they have created a diminished 12-tone scale. Diminished scales are very important in jazz music especially for improvising. We learn how Charlie Parker came up with diminished scales as well as Claude Debussy and Bach. But always on my mind is the question of who were first with the scale, these people or the Derashe tribe?”

- Mulatu Astatke

Jeg skal ikke kloge mig på tovltoneteknik og kompositionsmetoder. Eller hvad dét er den banebrydende etiopiske jazzmusiker Mulatu Astatke prøver at fortælle med ovenstående citat. Bare konkludere, at ethiojazzen er en blandingsgenre som så mange andre.

Hvis man læser lidt op på stilarten, begyndte den ikke med Mulatu Astatke. Den første store orkesterleder var Nerses Nalbandian, hvis familie med nød og næppe var undsluppet det armenske folkedrab i Tyrkiet. De bosatte sig i Etiopien, hvor han op gennem halvtredserne lagde grobunden for det spirende jazzmiljø i det nordøstafrikanske land. Dét, der senere blev kendt som swinging Addis Abeba, opkaldt efter musikscenen i landets hovedstad. Men nu foregriber jeg fortællingen.

Allerede nævnte Mulatu Astatke anses nemlig som ethiojazzens største innovator. Astatke blev født i 1943. I slutningen af halvtredserne rejste han til Wales. Målet var at blive ingeniør, men til hans forældres ærgrelse, faldt interessen på musik. I første omgang den klassiske, senere tog han til Boston, hvor han formelt begyndte at studere jazzmusik.

I slutningen af tresserne tog Astatke tilbage til Etiopien, her udviklede han den lyd, han omtaler ovenfor. Altså den noget uortodokse fusion mellem traditionel etiopisk folkemusik og amerikansk jazz. De følgende år, er siden blevet kaldt guldalderen indenfor ethiojazzen. Her blomstrede utallige jazzensembler i Addis Abeba under ledelse af Astatke, og den i år afdøde, saxofonist Getatchew Mekuria. Kulminationen kom da selveste Duke Ellington kom til byen i 1973, for at optræde med Mulatu Astatke.

Denne lange smøre skulle gerne virke som en eller anden form for forforståelse for det program, som bliver sendt på torsdag. Københavnske Debre Damo Dining Orchestra, hvis medlemmer har baggrund i Whoareyoupeople, The Floor Is Made Of Lava og Laburnum, debuterede i 2015 med singlen ’Yesega Wat’, der var umiskendelig ethiojazz. Siden har debut-lp’en, der kom i september, føjet flere genredefinitioner til. Psych, syre og kraut blandt andet.

Her ’ Where Pyramids And Space Collide’ fra den nye skive:


Debre Damo Dining Orchestra er:

Søren Lyhne Skov: Tenor Sax
Rasmus Karkov: Alto Sax
Peder Mertner Vind: Keys
Asbjørn Nørgaard: Drums
Kasper Saaby: Drums
Simon Visti Tang: Bass

Stil ind nu på torsdag, d. 1. december, kl. 18.00, på enten 98.9 FM eller via den direkte livestream

Foto: Jacob Borg Christensen

mandag den 28. november 2016

‘Waiting To Be Forgotten: Stories of Crime and Heartbreak, Inspired by The Replacements’


“The whole collection feels like it’s falling on a bruise. I love that. There’s a wide variety of tones between the stories. Some are straight-up noir, some comedy, some love stories. We have tales of violence and death sitting alongside explorations of unrequited love, featuring single parents, criminals, and struggling musicians. Overall, it feels worn, wounded, but still defiant. You can tell this collection was inspired by the band who recorded both Sorry Ma and All Shook Down.”

- jeg ved ikke om The Replacements sangtitler er mere inspirerende / billedskabende end andre bands. Ikke desto mindre, har den engelskfødte glaswegian, forfatter og nu redaktør, Jay Stringer, sat en antologi sammen med 25 noveller, der alle tager udgangspunkt i en ’Mats titel. 

Læs et interview med Stringer her.

Det er iøvrigt muligt at bladre i bogen hos Amazon.

fredag den 25. november 2016

Shoot From The Hip #4. Playliste 24. november 2016


1. John Cale - Guts (1975)
2. Bonnie ‘Prince’ Billy - You Will Miss Me When I Burn (2004)
3. Smog - Dress Sexy At My Funeral (2000)
4. Freakwater - Down Will Come (2016)
5. Ron Davies - It Ain't Easy (1970)
6. David Bowie - Always Crashing In The Same Car (1977)
7. The Rolling Stones - Jigsaw Puzzle (1968)
8. The Band - Up On Cripple Creek (live) (1976)
9. The Jazz Butcher - Last Of The Gentleman Adventurers (2012)
10. Kel Assouf - Lehiyet (2016)
11. Jimmy Cliff - Sitting In Limbo (1971)
12. Freddy Fræk ‎- Henry (1968)
13. Big Star - I'm So Tired (1974/2016)
14. The Royal Family - Love Is the Greatest Thing (1967)
15. Minutemen - Spillage (1984)
16.  The Spelling Mistakes - Feels So Good (1980)
17. The Damned - New Rose (1976)
18. Cheena - Car (2016)
19. Richard Lloyd - Number Nine (1979)


torsdag den 24. november 2016

Årets sidste Shoot From The Hip falder som altid på en torsdag.


Torsdag er en noget tvivlsom dag. Især hvis man arbejder med roterende ting. Det varsler intet godt. Ak og ve. Til gengæld er det et godt tegn, hvis man er født på en torsdag. Så er der nemlig mulighed for, at man har okkulte evner og kan se bag tingene. Hvis man kigger på gamle vejrvarsler, så synes ingen at have interesseret sig for denne ugedag.

Lyt med i dag, hvor dele af det faste crew forsøger at skyde sig ind på fortiden, nutiden og fremtiden. Stil ind, kl. 18.00, på enten 98.9 FM eller via den direkte livestream

tirsdag den 22. november 2016

“I’ve been in Europe for 10 years but my soul will always be in the desert”


Flere anmeldere har nævnt, at Kel Assouf spiller heavyrock. Termen er også nævnt i gruppens eget pressemateriale. Det er rigtigt, at der er en mere aggressiv, pågående stil på ’Tikounen’, end på bandets debutplade, ’Tin Hinane’, fra 2010. Men ligefrem heavyrock, den køber jeg ikke. Jeg vil snarere kalde det en frugtbar krydsning mellem Tuareg-ørkenblues og europæiske-amerikanske rockmusik. På papiret ser det første bedst ud, men sådan er det, når musik skal appellere bredt, så må beskrivelsen af den helst ikke blive for kompliceret. Musik er forretning. Hvad vil jeg egentlig sige med det?

Sanger og guitarist i Kel Assouf, tidligere medlem af Tinariwen, Anana Harouna, er født i Niger. De seneste ti år har han boet i Bruxelles. Her har han samlet et hold af musikere fra Mauretanien, Ghana, Frankrig, Mali og Algeriet, der udgør Kel Assouf. Gruppens nye plade er forankret i vrede og afmagt over en verden, hvor krige raser, havene stiger, fordelingen af verdens goder tilfalder et fåtal, de rige lande lukker sig om sig selv. Historisk set er der vist noget om, at civilisationer bliver syge og går til grunde, hvis de helt og holdent lukker sig om sig selv. Hvad vil jeg egentlig sige med det?

Nu på fredag, d. 25. november, spiller Kel Assouf på Global. Dørene åbner kl. 20.00. Herunder kan man tjekke ’Tikounen’, og høre om der overhovedet er hold i mine betragtninger. Live er der mere knald på, har jeg hørt. Det var bare det, jeg ville sige. Eller jeg mangler at fortælle, at jeg vender plader før og efter koncerten. Det var vist dét. 


mandag den 21. november 2016

‘Guts’


”Den, der videregiver fiktionen skal være bevidst om det helt fundamentale, at man lige så lidt har lyst til at høre om offeret som om bøddelen. Det ved enhver kvinde, der er blevet voldtaget: Der hænger et eller andet frivolt ved udåden. Man tror jo ikke rigtigt på dén historie, ligegyldigt hvad der er sket. På den anden side vil man jo absolut også have det dårligt med en Donald Trump type, som praler med sine gramsende overgreb på fotomodeller, ligesom man gyser ved påstanden om Bill Clintons voldtægtslignende forførelser af underordnede praktikanter i embedsmandssystemet. Når alt kommer til alt ligner voldsmanden uhyggeligt meget sit offer, som John Cale engang formulerede det. "In the end, in the end", sørgede han dog for at understrege. Lige så lidt som vi vil høre om voldsmanden vil vi høre om offeret, begge dele bryder roen på en virkeligt uhyggelig og uhøflig måde, og nu har vi det sgu da næsten slet ikke rart længere, her hvor desserten er lige ved at blive serveret, hvad i alverden fortæller du dog dette svineri for? Er det fordi du gerne vil provokere?”

- fra Jan Sonnergaards sidste udgivne novelle, ‘Fundamental, familiær spillogik’, der udkom i online tidsskriftet ’Lapidar’, d. 1. november. Redaktøren introducerede den således: ”Novellen i Lapidar er mere eksperimentel og befinder sig i spændingsfeltet mellem essay, socialrealisme og metarefleksiv modernisme.”

Det, jeg hæfter mig mest ved er, at den sidste rocktekst som Jan Sonnergaard citerede fra - og han har godt nok citeret mange gennem årene – var John Cales ’Guts’:

Jan, du havde om nogen dine meningers mod. Tak for dét og tak for alt dét andet.

“The bugger in the short sleeves fucked my wife
Did it quick and split
Back home, fresh as a daisy to Maisy, oh Maisy

And the twelve-bore it stood in the corner
Quite operatic in its self-disgust
It blew him all over the living room floor
Like parrot shit, parrot spit, parrot shit was shot

Now suppose it was someone familiar
Someone we all would know
embarrassing denouement, n'est-ce pas?
Familiar hyperbole

And there would go the secret plot
The piss had missed the hole in the pot
Like that ancient teenage dream
From soul to poison soul to poison soul

Guts, guts, got no guts
And stitches don't help at all
Guts, guts, got no guts
Holes in the body, holes in the legs
Holes in the forehead, holes in the head
Holes in the body, holes in the legs
There should never be holes at all
There should never be holes at all

So, kill all you want or more
Make sure, do it right
Dead is dead, and door nails forget
And then you'll notice
How the waster and the wasted
Get to look like one another
In the end, in the end
In the end, in the end
In the end, in the end
In the end, in the end”


“The bugger in the short sleeves”, har faktisk et navn, eller havde, han er her heller ikke længere. Hans navn var Kevin Ayers

Postkort fra Kina


Jeg mangler ord. En kær ven, er her ikke længere.

søndag den 20. november 2016

“Punk rock doesn’t have to mean hardcore or one style of music…”


“The concepts underpinning Double Nickels came about partially by accident. In early 1983, the Minutemen had recorded enough songs to make a single album. But before they finished it, their friends and SST labelmates, Minneapolis trio Hüsker Dü, came to town and recorded the two-LP set Zen Arcade in less than a week. Watt took this as a dare: if their pals could make a double album, why couldn’t the Minutemen? (He would later add a playful “take that, Hüskers!” to the liner notes of Double Nickels).”

 - en genanmeldelse kan man næppe kalde det. Ikke desto mindre giver Pitchfork, i en artikel fra 13. november i år, 9.5 til Minutemens spraglede og nærmest udefinerbare dobbeltalbum, ’Double Nickels On The Dime’, fra 1984. Læs videre herunder…


lørdag den 19. november 2016

Elevatorfører. Playliste 17. november 2016


1. Bob Dylan - Masters Of War (1963)
2. Crosby, Stills, Nash & Young - Ohio (live) (1972)
3. Elevatorfører - Den Hypnotiske Jakke (2016)
4. P. F. Sloan - Let Me Be (1966)
5. Jan Toftlund - Bundfaldstøs (1974)
6. Stevie Wonder - You Haven't Done Nothin' (1974)
7. Patti Smith Group - Rock N Roll Nigger (1978)
8. Lærerbandet - Kære Helle (2013)
9. Steve Earle - Burnin It Down (2013)
10. Brian Jonestown Massacre - There's A War Going On (2010)
11. PJ Harvey - The Words That Maketh Murder (2011)
12. Elevatorfører - Centralen (2016)


onsdag den 16. november 2016

‘People Got To Be Free’


Hvis det alene havde stået til Jerry Wexler, én af den amerikanske pladebranches mest magtfulde mænd fra 1950’erne til engang i 1980’erne, var dét, der blev The Rascals allerstørste hit nær aldrig udkommet. Vi skriver sommeren 1968. En flakkende og turbulent tid. Martin Luther King var blevet myrdet i april. Det samme skete for Robert F. Kennedy et par måneder senere. Alligevel var Wexler af den overbevisning, at en sang med noget, der mindede om et politisk budskab, kunne ødelægge The Rascals karriere.

New Jersey-kvartetten havde i de foregående år haft fuldtræffere med blandt andet deres coverudgave af Limmie Snells/The Olympics ’Good Lovin’’, og deres egen ’Groovin'’, som Wexler også havde haft betænkeligheder ved at udgive på Atlantic Records. Om det var fordi, at Wexler tidligere havde taget fejl, er ikke til at vide. Forsanger i The Rascals. Felix Cavaliere, fik i hvert fald sin vilje.

Den 1. juli 1968, udkom blue-eyed soul-klassikeren, ’People Got To Be Free’, som i fem uger lå nr. 1 på den amerikanske hitliste. Sangen blev selvfølgelig kædet sammen med mordene på dr. King og Kennedy, selvom den var skrevet før Kennedy blev dræbt, og mest af alt handlede om et ubehageligt møde gruppen havde haft, da deres køretøj brød sammen i Florida, og de efterfølgende blev jaget af en flok lokale, der ikke brød sig om langhårede:


tirsdag den 15. november 2016

‘Without Borders: On Behalf Of Refugees’


Brugtpladekasser rundt omkring i brugtpladeforretninger bugnede før i tiden med støtteplader for ditten og datten. Mod EF, for Greenpeace, solidaritet med Den Tredje Verden og politiske fanger, for Ungdomshuset, for Fristaden (’Christianiapladen’ bliver vist snart genudgivet, hvem mon får overskuddet?), mod AIDS, mod udbytning og drab på dyr, fortsæt selv listen…

Turn Me On, Dead Man Recordings har netop udsendt albummet ‘Without Borders: On Behalf Of Refugees’, som støtte til de mere end 65 millioner flygtninge, som FNs Højkommissariat For Flygtninge skønner er på flugt eller er fordrevet for tiden. Udgivelsen er ikke ligefrem spækket med navne, der giver genklang i den brede offentlighed. Man finder, ikke desto mindre, en del grupper, der har et godt navn i alternative cirkler. Heriblandt danske Baby Woodrose, engelske The Oscillation, uforlignelige The Night Beats fra Washington State, The Myrrors fra Tucson, Arizona, Holy Wave fra El Paso, Texas mv.

Prisen på udgivelsen bestemmer du selv!


mandag den 14. november 2016

Elevatorfører i Mod Strømmen


’Dit folkeorkester på syre’ er Elevatorførers slogan. Eller var. Jeg ved det ikke. Jeg støder ikke længere så ofte på ordene, når jeg læser om dem. Det er der måske en grund til. I og med, at gruppen formentlig forsøger at komme ud af den lettere satiriske indfaldsvinkel på syrerock-genren, som jeg fornemmede ved koncerter og på bandets første udgivelse, ’Opkald Fra Ukendt Etage’, fra 2013.

I sommer udsendte Elevatorfører to skiver på samme dag. Dels ’Søvngænger’, der trækker på favoritnumre fra deres liveoptrædener, herunder genindspilninger af fem sange fra ’Opkald Fra Ukendt Etage’. Dels 'Prøv Lige At Forestille Dig Det', som vist alle er nye kompositioner. Sidstnævnte omfatter noget af det bedste materiale gruppen har skrevet. Det står med andre ord distancen. Hør lp’en herunder.

Live er Elevatorfører efter sigende også blevet et helt andet band. Ikke at de har lagt de special effects og gimmicks fra sig, der kendetegner deres shows, de er ganske enkelt blevet bedre sammenspillet. Nu på torsdag, d. 17. november, kommer et par repræsentanter fra gruppen forbi Mod Strømmen. Så vidt jeg har fattet, pønser de på at indarbejde en eller anden form for koncept i udsendelsen. Vi får høre.

Stil ind, kl. 18.00, på enten 98.9 FM eller via den direkte livestream
   

søndag den 13. november 2016

RIP, Billy Miller. Norton Records, The A-Bones, pladesamler, forfatter etc. etc.


“There’re legendary guys that we have dealt with on a daily basis—Hasil Adkins, Esquerita, Andre Williams, Mighty Hannibal, Charlie Feathers, Kim Fowley, Mary Weiss of the Shangri-Las. It’s gratifying that that’s part of our job and we’re helping out people that have done so much for us over the years. Hasil lived in a shack, situated so far back in the West Virginia hills, that the guy that he was supposed to pay $40 a month to for the property just stopped coming around. He was so cut off from the world at large, but his big dream was to make a record. Hasil got a Presto recorder where you could cut your own acetates on lacquer or cardboard blanks and he made hundreds of these. Sometimes he sang while the machine was on but mostly he transferred the music from tapes. He had some that say “Mix Up Job” on them which were like Hasil’s version of mix tapes, where they’d have Jerry Lee Lewis and Fats Domino and two others, taped from 45s that he borrowed. As you can see he couldn’t spell too well. He only went to one day of school, and would send the president copies of all his tracks. Somewhere we have a thank you letter from Nixon.”

- udpluk fra et langt interview, som Billy Miller og hans kone Miriam Linna lavede med ’Dust and Grooves’ i 2014.

Her et mixtape, der blev til ved samme lejlighed:


lørdag den 12. november 2016

Orcas. Playliste 10. november 2016


1. Orcas - En Sky Af Tung Røg (2016)
2. C.V. Jørgensen - Hotel Halleluja (1978)
3. The Velvet Underground - Who Loves The Sun (1970)
4. Ty Segall - It #1 (2009)
5. Holly Golightly - The Luckiest Girl (2004)
6. Häxxan - Got You On My Back (2014)
7. Cheena - Electric Snoopy Gang (2016)
8. Jimmy Smith ‎- Got My Mojo Workin’ (1965)
9. Orcas - Tunge Sten (live I studiet) (2016)
10. Elvis Presley - I Got A Feeling In My Body (Take 1)(1973)
11. The Special AKA ‎- What I Like Most About You Is Your Girlfriend (1984)
12. Dr. John - The Ear Is On Strike (1999)
13. Shannon & The Clams - Rip Van Winkle (2013)
14. Waylon Jennings & Willie Nelson - Mammas Don't Let Your Babies Grow Up To Be Cowboys (1978)
15. The Zombies - Sticks And Stones (1965)
16. J. J. Cale - Clyde (1972)
17. Orcas - Jeg Kunne Godt Snart Tænke Mig At Komme (2016)
18. Thee Oh Sees - I Come From The Mountain (2013)
19. The Band - Ophelia (1975)


fredag den 11. november 2016

‘Summer-Haiku’


‘For Frank and Marian Scott’

“Silence
and a deeper silence
when the crickets
hesitate”

- fra Leonard Cohens anden digtsamling , ’The Spice-Box Of Earth’, der udkom i 1961

onsdag den 9. november 2016

Ind i infernoet…


Jeg skal ikke til Dinosaur Jr. i Amager Bio i aften. Selvom ’Give A Glimpse Of What Yer Not’, albummet som J Mascis, Lou Barlow og Murph er på tour med, efter min mening er gruppens bedste efter gendannelsen i 2005. I stedet stener jeg iPad. Jeg skal se Werner Herzogs fremragende, lidenskabelige, politiske, poesifyldte og naturnære film om vulkaner ’Ind i Infernoet’ færdig.

Find den på Netflix.

Her en snas af The Guardians anmeldelse:

“Oppenheimer and Herzog travel to Indonesia, Iceland, Ethopia and North Korea to investigate not only the volcanoes, but also the people who live with them, and must co-exist with this terrifying Damoclean sword over their heads. Herzog casts an anthropologist’s eye on them, and sees how these people have developed customs and rituals that are part fearful, part celebratory. They bow the knee to the volcano; they draw strength from its awful power but also cower and convert their fear into religious myths. In Indonesia, locals have evolved the legend of a supernatural American GI called John Frum who will one day emerge from the volcano to spread his bounty.”


tirsdag den 8. november 2016

Orcas i Mod Strømmen


Jeg har ikke stået i første række, hver gang beatorkestret Orcas har spillet indenfor det seneste år. Men jeg har saftsuseme hørt dem mange gange. Sågar som akustisk trio med banjo, guitar og tromme. Dén klarede de også med bravour. Jeg stemmer trofast på sangen, ’Tunge Sten’, til Barometeret på P3. En liste, bandet topper i skrivende stund. Jeg er vist fanboy, med stort F, så at sige. 

For godt og vel et år siden var Orcas gæster i Mod Strømmen. På det tidspunkt havde de lige indspillet debut-lp’en, der fik navn efter det første nummer, de nogensinde spillede sammen, allerede berørte ’Tunge Sten’. Arbejdet med optagelserne var dog ikke længere fremme end, at bandet undervejs i udsendelsen måtte sætte sig i forbindelse med gæstemusikere, som ikke havde hørt indspilningerne, for at høre om de havde protester i mod, at de spillede et par pre-mix i radioen. Der blev givet grønt lys.

1. Orcas - Tunge Sten (pre-mix) (2015)
2. Peter Belli & Les Rivals - Roll Over Beatles (1965)
3. Danghera - Cowboy Sex (2014)
4. The Kinks - Love Me Till The Sun Shines (1967)
5. Guitar Slim - The Story Of My Life (1953)
6. Povl Dissing - Der Er Ikke Noget Som Damer (1967)
7. Rock N Roll Adventure Kids - Panties In My Pocket (2009)
8. Orcas - Hjem Til Sydfyn (pre-mix) (2015)
9. Gasolin' - Laphophora Williamsii (1971)
10. Gasolin' - Bob-Shi-Bam (1977)
11. Orcas - Kaffe & Græs (pre-mix) (2015)
12. The Artwoods - I Feel Good (1966)
13. The Animals - Squeeze Her, Tease Her (1966)
14. Thee Oh Sees - Tidal Wave (live) (2010)
15. The Creation - If I Stay Too Long (1967)
16. Gravys Drop - Gravys Drop (2011)
17. Frank Zappa - I'm So Happy I Could Cry (1965)
18. Orcas - Jeg Kunne Godt Tænke Mig At Komme Nu (pre-mix) (2015)
19. Henning Vilén - Mammy Blue (1975)

Nu er ’Tunge Sten’ på gaden. Og på torsdag, d. 10. november, kommer Orcas atter forbi Mod Strømmen. Stil ind, kl. 18.00, på enten 98.9 FM eller via den direkte livestream.


mandag den 7. november 2016

”Cheena og mange flere”. Mayhem på torsdag.


Det flyder over med fede referencer og sammenligninger i de anmeldelser, jeg har læst af New York City-bandet Cheenas debutplade, ’Spend The Night With….’, som Sacred Bones udsendte i august.  Sammenligningsgrundlag, der mest af alt hører en efterhånden fjern fortid i New York til. Som det blev nævnt et sted, har byen ikke lydt sådan i mange, mange år, hvis den nogensinde har lydt sådan. Jeg begynder dog et andet sted. Cheena bliver konstant sammenholdt med The Gun Club. Det er let at høre hvorfor. Der er noget country-swaggerblues over flere af bandets kompositioner.

Cheena består af musikere, der ellers gør sig på New Yorks støj- og hardcorescene. Musikere, der har forsøgt at bryde nye grænser, i bands som Pharmakon, Anasazi, Crazy Spirit og Hank Wood And The Hammerheads. På ’Spend The Night With….’, har de kastet sig over noget mere genkendeligt. Sagt på en anden måde, Cheena er, når alt kommer til alt, måske bare et gedigent rockband, der, foruden Gun Club, er lune på New York Dolls og The Rolling Stones?


Nu på torsdag, d. 10. november, spiller Cheena sammen Marching Church, Junta og Peter Bonneman med Magnus Knudsen i Mayhem i Ragnhildgade. Det koster sølle halvtreds kroner at komme ind. 

fredag den 4. november 2016

Narcosatánicos. Playliste 3. november 2016


1. Narcosatánicos - Vulvic Church (2016)
2. Oxbow - Over (1997)
3. The Lounge Lizards - Voice Of Chunk (1988)
4. Laddio Bolocko - The Man Who Never Was (1997)
5.  Exploding Star Orchestra - Sting Ray And The Beginning Of Time 1 (2007)
6. Aluk Todolo - 5:01 (2016)
7. Narcosatánicos - Televison Dreams (2016)
8. Ærkenbrand - Earthen Head (2016)
9. The Index - Feedback (1967)
10. Get Your Gun - The Worrying Kind (2014)
11. Fossils - Filet Horizon (2014)
12. Glenn Branca - The Ascension (1981)
13. Narcosatánicos - Matamoros (2016)


onsdag den 2. november 2016

The Black Godfather alias Andre Williams rundede firs i går.


Kort resume:

”Williams debuterede i halvtredserne. I begyndelsen af tresserne hjalp han Little Stevie Wonder med at skrive hans første sang og i 1963 slog han sit ry som sangskriver fast med The Five Du-Tones soul-killer single, ’Shake A Tail Feather’:

Senere i årtiet kom han i stald hos Chess Records, Chicagos største blues-label. En overgang var han endog manager og roadie for soulsangeren Edwin Starr. I halvfjerdserne skrev han bl.a. numre for Parliament og Funkadelic, ligesom han producerede tracks for Ike Turner. De næste godt og vel tyve år bød på gevaldige nedturer, hvor han kæmpede med et stofmisbrug, der så småt var begyndte at tage overhånd i tiden med Ike Turner (døde af en overdosis kokain, som 76-årig i 2007) En periode levede Williams fra hånden til munden på gaden i Chicago.

Heldigvis fik Williams ryddet op i sit liv. Op gennem halvfemserne genvandt han noget af forne tiders værdighed med et spruttende, roots-punk angreb på den daværende, velpolerede, pæne, forstadsgaragerock. Og sådan er han faktisk gået fra album til album siden. Hans raspende, talende vokal er blevet et regulært trademark, der oser af levet liv. Når han samtidig spæder det op med tekster med erotiske, pirrende undertoner, der aldrig bliver alt for lumre, så er man vist tilbage på det sted rock’n’roll begyndte.”



Andre Williams pladeselskab, Bloodshoot Records, ønskede tillykke i går.

tirsdag den 1. november 2016

Narcosatánicos i Mod Strømmen


”O Lyde og Visioner! Opbrud i ny lidenskab, ny larm!” Tankens veje er ofte uklare. Arthur Rimbauds digt ’Opbrud’ fra ’Illuminationer’, har strejfet mig mange gange, mens jeg har hørt Narcosatánicos nye plade, ’Body Cults’. Dog ikke helt, som i Erik Knudsens gendigtning fra 2007, herover. Men med ordene ”Støj og visioner’, som det må have heddet i en tidligere dansk version. Jeg kan desværre ikke tjekke det for nuværende, da mit eksemplar af ’Illuminationer’, har plads i sommerhusreolen.

At det netop er Opbrud’, er i grunden ikke særligt påfaldende. Narcosatánicos bevæger sig nemlig rundt i berusende og lidenskabeligt kaos af støj og visioner. For slet ikke at tale om forrykte hallucinationer, paranoia og forvrængning af normerne. Saxofon, dissonans og larmende guitarer. Tekster, jeg forstår brudstykker af, men som ikke umiddelbart giver nogen mening. Som at bevæge sig gennem en ny og buldrende by, fyldt op af usammenhængende indtryk:


’Body Cults’ udkommer, fredag d. 4. november. Der er københavner-release på Loppen dagen efter ved Bad Afros tyve års jubilæumkalas, hvor bandet også spiller. Inden da, er det dog værd at stille ind på Mod Strømmen, torsdag d. 3. november, kl. 18.00. Find stationen på enten 98.9 FM eller via de direkte livestream.

Det er i øvrigt ikke første gang, at Narcosatánicos er forbi Studie 1 på Christianshavns Kanal. Således tog gruppens playliste sig ud i december 2013:

1. Ali Mohammed Birra - Awash (1973)
2. Brainbombs - Who Can You Trust? (1994)
3. Swans - Coward (1986)
4. Narcosatanicos - Voodoo Jesus (2014)
5. Myreskær - Lad Det Ligge (demo) (2013)
6. Electric Wizard - Satanic Rites Of Drugula (2007)
7. Happy Hookers For Jesus - Prison Cell (2013)
8. Narcosatanicos - Nausea (2014)
9. The Telescopes - I Fall, She Screams (1989)
10. The Road To Suicide - Sleepers (2013)
11. The Dove Is Dead - Memories Will Vanish (2013)
12. This Heat - Paper Hats (1981)
13. Narcosatanicos - Ghost Rider (2014)
14. The Index - Israeli Blue (1967)