Blogger Widget

søndag den 10. december 2017

’Laughing At The System’


I et stykke tid, har det kun været åbningsnummeret ’Laughing At The System 1’, fra Total Controls nye plade af næsten samme navn, der har været tilgængelig via Bandcamp. Nu ligger hele albummet der. Uden at overdrive kan man vist roligt sige, at australierne endnu engang arbejder med meget varierede udtryksmidler.  

“'Laughing At The System' is bookended by a title track in two parts. The scattered mania of the opener is an unsettling beginning, with cascading madhouse-riffs somehow finding a ricocheting unison. The closing part has the familiar head-charge of Total Control's most gnashing moments, with the guitars balancing the equation between running-too-fast and drinking-too-fast in one queasy commitment. With a brilliantly acerbic wit, we're implored to gather that there's some equivalences here. And it's this kind of impulse that's kept up throughout the 12".

Drizzled with Vinciguerra's fraught fills, which have the rare quality of being unmistakably his in both electronic and acoustic form, this punctuation comes in and out of focus between elegiac moments and breezy experimentation, the latter including the elated instrumental 'Cathie and Marg.' Throughout, Stewart scripts a tumultuous wake for a flatlining reality, forever nudging the listener to second-guess themselves about the sincerity and intent. Far from cynical, but earnestly neurotic, the potency of the atmosphere that Total Control has mustered across 'Laughing At The System' registers as a deeply commanding, though bleak, psychedelicism for the future.”


fredag den 8. december 2017

Lotus Krokus. Playliste 7. december 2017


1. Lotus Krokus - Havblik (2017)
2. Joni Mitchell - Song To A Seagull (1968)
3. Skousen & Ingemann - Kaptajnen (1971)
4. Niss Stricker - Frøet Og Spiren (live i studiet) (2017)
5. Lotus Krokus - Rejsesangen (2017) 
6. Pentangle - Once I Had A Sweetheart (1969)
7. The Incredible String Band - Vishangro (1970)
8. Spirit - Space Child (1970)
9. Lotus Krokus - Efterår (2017)
10. Robin Williamson - Passing By The Signs For Which Our Fathers Died (2012)
11. Maria Stenz - Første Juledag Sankte Martin Mig Gav (1979)
12. Niss Stricker - Hvilken Sang Skal Jeg Nu Synge (live i studiet) (2017)
13. Robin Williamson - Pastime With Good Company (1986)
14. The Gospel Harmonettes - Let's Come In The House (1961)
15. Lotus Krokus - Lykken Er En Underlig Fugl (2017)
16. Three Dog Night - Shambala (1973)
17. Himmelvand - Midnatsvals (2016)
18. Lotus Krokus - Lillain (2017)


torsdag den 7. december 2017

Pop-genistreg: 'In Love With Scott Walker'


Martin Newell har en stor plads i mit hjerte. Om det er soloudgivelser eller The Cleaners From Venus er sådan set uden betydning. Hans skæve, humoristiske avantgardepop er for det meste blevet distribueret via selvudgivne kassettebånd. For fem år siden kom der et par box-sæt, der samlede de første udgivelser med The Cleaners From Venus op.

Det ærinde har Newell været ude i før. I 1996 udkom ’Please Don't Step On My Rainbow’, der var tænkt som en form for ‘Best Of’, i 500 eksemplarer. Om man kan kalde udgivelsen en ’Best Of’ i gængs forstand, kan man altid sætte spørgsmålstegn ved. Den består af fire ep’er, postkort, et lille bog med billeder, tekster og en diskografi, samt et linoleumstryk. Musikken er hovedsagligt fra bandets tidlige kassettebånd, men der er også nogle live- og radiooptagelser. Dertil kommer to sange, der ikke havde været ude før. ’The Dark Lovely Daughter Of The Trashman’ og ‘In Love With Scott Walker’. Sidstnævnte følger her:


onsdag den 6. december 2017

tirsdag den 5. december 2017

Lotus Krokus i Mod Strømmen


Lotus Krokus har vist på intet tidspunkt været en konstant størrelse. Det er gruppen heller ikke på de to udgivelser, der endelig ser dagens lys, efter at være indspillet tilbage i 2009. Orpheus Records udsendte i henholdsvis i 2005 og 2006 pladerne ’Drømmenes Formløse Have’ og ’Deva’, der langsomt, men nogenlunde sikkert har fundet fodfæste blandt yndere af psychfolk. ’Om At Rejse Ud For At Finde Hjem Igen’ og ’Søer Du Skal Sejle’, som de nye udgivelser hedder, er dels et værk indspillet med fuldt band, dels et firespors-båndoptager projekt, der blev optaget over nogle enkelte dage. At de har været så længe undervejs, var selvfølgelig ikke hensigten. Hvad gik der egentlig galt? Det spørgsmål og meget andet får vi forhåbentlig svar på nu på torsdag.



Stil ind, kl. 18.00, torsdag d. 7. december, på enten 98,9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream.

Øverst: Coveret til ’Om At Rejse Ud For At Finde Hjem Igen’

mandag den 4. december 2017

Bliver støtteplader anmeldt?


Overskriften er ikke et retorisk spørgsmål. Jeg sidder ikke inde med det store overblik, end ikke et velbegrundet, for ikke at sige velartikuleret svar, kan jeg komme op med. Det overrasker mig bare, at jeg ikke kan finde nogen anmeldelser af den tidligere trommeslager i The Replacements Chris Mars’ første udgivelse i eget navn i mere end tyve år. Nu er det efterhånden fjorten dage siden, at albummet udkom. Hans fire soloplader fra halvfemserne blev immervæk godt modtaget. Om det første ’Horseshoes & Hand Grenades’ fra 1992 lød det endog, at Mars’ i forhold til Westerbergs og Stinsons første plader efter The Replacements opløsning; “nailed the angst and sullen energy of the early 'Mats best with his debut solo album”.

’Popular Creeps’ fra ’Horseshoes & Hand Grenades’


All right, det nye album ’Note To Self’ er udsendt til fordel for velgørenhedsorganisationen Second Harvest Heartland, der uddeler mad til trængende i Minneapolis. Et arbejde, der ligger Mars nær, da ikke kun fattigdom, men også folk med sindslidelser kan have meget vanskeligt ved at klare sig selv. Og netop psykisk sygdom har Mars haft tæt inde på livet, siden han var dreng, hvor hans ældste bror, de var syv børn, blev anbragt på en institution, fordi han var skizofren. Den skam, det bragte over familien og det omkringliggendes samfunds fordomme, har ifølge Mars været med til at danne hans kreative virke. I dag ernærer han sig som billedkunstner, hvor brorens sygdom afspejler sig i de mareridtslandskaber og i de groteske, forvrængede figurer, han maler.

Herunder kan man anskaffe sig ’Note To Self’ ved at donere et beløb til Second Harvest Heartland. Jeg skal hilse at sige, at det er én af de bedste rockplader, jeg hørt i anden halvdel af 2017. 

fredag den 1. december 2017

Angry Skeletons. Playliste 30. november 2017


1. Angry Skeletons - The Future (2017)
2. Nirvana - Smells Like Teen Spirit (1991)
3. Mudhoney - Touch Me I'm Sick (1988)
4. Dead Moon - Parchment Farm (1988)
5. Bikini Kill - New Radio (1993)
6. L7 - Questioning My Sanity (1994)
7. Sheer Mag - Fan The Flames (2015)
8. The Men - Gun (2016)
9. Angry Skeletons - T.V. Freak (2017)
10. Tj & The Reasons To Live - Follow You (2016)
11. Pissed Jeans - False Jesii Part 2 (2009)
12. King Gizzard & The Lizard Wizard - Gamma Knife (2016)
13. The Boomtown Rats - Rat Trap (1978)
14. Iggy And The Stooges ‎- Search And Destroy (1973)
15. Angry Skeletons - Floating Awkwardly (2017)
16. Fang - The Money Will Roll Right In (1983)
17. Townes Van Zandt - Nothin' (1971)
18. Pixies - Debaser (1989)
19. Sonic Youth - Kool Thing (1990)
20. Nirvana - Blew (live) (1992)


torsdag den 30. november 2017

Angry Skeletons i Mod Strømmen


Bas, guitar og trommer. Klassisk garagerock line-up. Det lever Angry Skeletons forbilledligt op til, men de er mere end det. Disse få ord griflede jeg ned på et stykke papir for flere dage siden. Længere kom jeg ikke, fordi jeg måtte krybe ned under dynen for at pleje en influenzalignede tilstand. Feberdrømme og kold sved. Jeg er stadig mat i koderne, men mon ikke et par panodiler kan tage det værste. Jeg forsætter i al fald fra, hvor jeg slap. Angry Skeletons er nemlig mere end et tresser-ekko af garagerocken. De bærer på fornem vis faklen videre, og leder ind i nogle garagepunkcirkler, der har været der siden, men for alvor blev synlige igen med Jay Reatard og Ty Segall. Bare for at nævne et par stykker.

For knap en måned siden, kom trioens første ep, ’Slightly Hostile/Real Friendly’:


Stil ind i aften, kl. 18.00, på enten 98.9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream.

Angry Skeletons spiller i øvrigt opvarmning til italienske New Candys, når de rammer landet i næste uge. Det sker i København og Aalborg.

søndag den 26. november 2017

Spinning Coin albumdebuterer


Jeg har virkelig set frem til Spinning Coins debutplade.  Det er jeg åbenbart ikke den eneste, der har. ’Permo’, som albummet er navngivet, har været dagens plade hos BBC6, Bandcamp har fremhævet det, ja, det er blevet omtalt utallige steder. Behøver jeg at sige mere? Jeg stiftede bekendtskab med det unge Glasgow-orkester for nogle år siden, hvor jeg hørte deres selvudgivne første kassette. Båndet indeholdt blandt andet sangen, ’Albany’, som senere kom på 7”er på The Pastels pladeselskab, Geographic Music.

Udover at Spinning Coins kommer på The Pastels label, så deler begge bands ligeledes mange af de samme musikalske træk. Det er utilpasset, catchy popmusik med jangle-guitar, der både er introspektiv og søgende. Giver det mening? Hvis ikke, så lad mig prøve med en anden sammenligning. Det er the sound of young Scotland, sloganet for pladeselskabet Postcard Records, filteret gennem amerikansk alternativ rock fra begyndelsen af halvfemserne. Bag mixerpulten har de haft ingen ringere end Edwin Collins fra Orange Juice, et af de toneangivende orkestre på Postcard Records.

Her fire pragtfulde sange fra ’Permo’:






fredag den 24. november 2017

Big Mess. Playliste 23. november 2017


1. Big Mess - Double-Edged (2017)
2. Jonathan Richman & The Modern Lovers - Abominable Snowman In The Market (1976)
3. Peggy Seeger - Whistle, Daughter, Whistle (1955)
4. Meat Puppets - Paradise (1987)
5. Dead Moon - Can't Help Falling In Love (1988)
6. Fairport Convention - Percy's Song (1969)
7. Thin Lizzy - Do Anything You Want To (1979)
8. Big Mess - 2 Of U (2017)
9. Morbid Angel - Immortal Rites (1989)
10. Helloween - Eagle Fly Free (1988)
11. Creedence Clearwater Revival - Lookin' Out My Back Door (1970)
12. Tiger Trap - Puzzle Pieces (1993)
13. Dolly Collins & Shirley Collins - Rambleaway (1969)
14. Cigaretteman - Stay (1998)
15. Crass - Systematic Death (1981)
16. Big Mess - Montage Feeling (2017)
17. Djeli Moussa Diawara - Fote Mogoban (1983)
18. Creedence Clearwater Revival - Effigy (1969)
19. Jean Martin - Save The Last Dance For Me (1964)


torsdag den 23. november 2017

Gene Clark


Promotion-foto til ’Two Sides To Every Story’, 1977.

onsdag den 22. november 2017

’Nedspildt spruttende af syre’


På en eller anden måde, har jeg bildt mig selv ind, at dette digt af Johannes L. Madsen, for længst har været at finde her på siden. Det burde det have været, men det har det ikke…  

”nedspildt spruttende af syre
og med alle tanker antændt fægtende
i delte mandariner

skilt og fuldmoden laprende
i grønt lys og flugt
med ligegyldige anslag
suget gennem minuttet
sydende af saft og nedspildt
fra hinkesten og mandariner

hoppende på blomsten
i kejtede kredse over
spejlblanke vandpytter ind
i et ansigt af røg og ingen

ild antændt spruttende
af mandariner men et ansigt
rygende af syre blink
og ætsende i nogens hornhinder”

- fra digtsamlingen ’Nedspildt spruttende af syre, 1969.

tirsdag den 21. november 2017

Big Mess i Mod Strømmen


På torsdag bliver det anden gang indenfor omtrent et år, at Big Mess sætter sig til rette i vort spartansk indrettede radiostudie. Senest var de forbi med pladen ’You Know I Care’. Om et par dage, tager de det nye album ’Try To Enjoy It’, der udkom på Indisciplinarian Records i september, under armen. Deres første rigtige udgivelse var drønhamrende god, men tro det eller ej, den anden er faktisk endnu bedre. Jeg ved ikke hvorfor, men når mine tanker strejfer Big Mess, kommer jeg uvilkårligt til at tænke på et arbejdsraseri af en anden verden. Dét er nok ikke sådan. Der er trods alt næsten to år mellem pladerne, men bandet spiller utrolig mange koncerter. Flest i København, men landets næststørste by er også kommet med. Måske bliver Norge det næste? Musikmagasinet The Wilhelmsens fremhæver i al fald Big Mess som særligt interessante i en anmeldelse, hvor kvartetten figurerer blandt etablerede navne som Sort Sol, Bisse og Uffe Lorenzen:

”Årets største overraskelse fra Danmark kommer fra inntil nå ukjente Big Mess. Kvartetten fra København spiller punk med melodiøst anslag, og det gjør de så kult og heftig at jeg lett kårer dette til en av årets fineste lytteropplevelser. Punk ligger hjertet mitt nærme, og klassisk UK-punk type Clash, Jam, Buzzcocks og tidlig Stranglers kan aldri bli feil. Melodiene er ikke kompliserte, dette er ikke musikk for konservatorieutdannende feinschmeckere, men lekre, sing-along-rakkere som hadde blitt vorspielfavoritter hadde jeg bare fortsatt holdt på med sånn.Lyrikken, derimot, framføres av frontmann Tobias Bendixenpå et vis som får meg til å tenke på en pur ung Robert Smith (The Cure), og det funker usedvanlig bra.”

Jeg ville nok selv have fokuseret på nogle andre inspirationskilder, men hvad pokker. Her er den nye plade:


Og her playlisten fra gruppens seneste besøg i 2016.

1. Big Mess - Perfect (2016)
2. Big Star - September Gurls (1974)
3. Talulah Gosh - Steaming Train (1987)
4. Heavenly - C Is The Heavenly Option (1992)
5. The Replacements - Favorite Thing (1984)
6. Jawbreaker - Chemistry (1995)
7. Big Mess - Twenties (2016)
8. Leonard Cohen - Jazz Police (1988)
9. Minutemen - History Lesson - Part II (1984)
10. Cock Sparrer - I Got Your Number (1982)
11. Sori Choi - Seoljanggu (live) (2014)
12. Huastecan Aztec Ritual Dancers, Violinist & Guitarist - Xochipitsauak (19??)
13. Thomas Helmig & Anne Linnet - Venner (1985)
14. G.L.O.S.S. - Give Violence A Chance (2016)
15. Metallica - Whiplash (1983)
16. Milk Music - Beyond Living (2010)
17. Torpedo Zombies - Lemmer Over Alt (2012)
18. Abba - The Winner Takes It All (1980)
19. Green Day - Basket Case (1994)
20. Television Personalities - Look Back In Anger (1981)
21. Big Mess - One More Year (2016)

Hør udsendelsen herunder. Og stil ind nu på torsdag, 23. november, kl. 18, på enten 98.9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream.

mandag den 20. november 2017

“Ed Sullivan said that I was one of the first colored boys to ever double-cross him”


I dag er det 62 år siden, at den amerikanske tv-vært, Ed Sullivan, fortalte Bo Diddley, at han var en døgnflue, at hans karriere allerhøjest ville vare et halvt år. Udtalelse kom efter, at Sullivan havde hørt Diddley gå rundt at synge Tennessee Ernie Fords ’Sixteen Tons’, i et afslappet øjeblik i omklædningsrummet før det uhyre, populære tv-show. Sullivan dikterede nu, at den ene af de to sange som Diddley skulle optræde med skulle være giganthittet. Bo Diddley foretrak dog i stedet at spille ’Bo Diddley’. Dét fik Ed Sullivan til at fare i flint og nægte Diddley videre adgang til at optræde den aften. Efter udsendelsen fik Bo Diddley yderligere at vide, at han var bandlyst fra alle fremtidige besøg på det folkekære underholdningsprogram, fordi som Bo Diddley senere hen huskede det: ”I was one of the first colored boys to ever double-cross him”


fredag den 17. november 2017

Spines. Playliste 16. november 2017


1. Spines - Self-Inflicted (2016)
2. Echo & The Bunnymen - Heaven Up Here (1981)
3. Goat - Talk To God (2014)
4. The Camberwell Now - Working Nights (1986)
5. Horse Lords - Truthers (2016)
6. Spines - Nectar (2017)
7. Housewives - Exc. 281016 (2017)
8. Tugboat - Home (2017)
9. Lifetones - Good Side (1983)
10. Less Win - I’m The Shore (2015)
11. Brian Eno & David Byrne - The Jezebel Spirit (1981)
12. Spines - Fatal Outcome (2017)
13. Liquid Liquid - Optimo (1983)
14. This Heat - A New Kind Of Water (1981)
15. Belinda Carlisle - Heaven Is A Place On Earth (1987)


tirsdag den 14. november 2017

Spines i Mod Strømmen


For et års tid siden, udsendte Spines deres skarptskårne debut-12”, ’Lymph Nodes’, via Subsurburban. En fængende, dyster, jordslået udgivelse med en benhård og til tider kold lyd. Akkurat som skal det være. Trioen er nemlig en del af den florerende postpunk-scene i København, der de senere år er vokset kraftigt i omfang og har opnået international opmærksomhed. 

I løbet af efteråret har Spines været i studiet for at indspille materiale til en opfølger til ’Lymph Node’. Produktionen er nu så langt fremme, at gruppen har premiere på en ny sang i Mod Strømmen, nu på torsdag. Hvilken kurs de nye kompositioner har taget, ved jeg ikke, men her er pladen fra sidste år.


Spines spiller i København og Aarhus, fredag og lørdag i denne uge. Fredag præsenterer Klub Double Dip bandet sammen med Tugboat på Bakken i Kødbyen, og dagen efter gælder det Tape i Aarhus, hvor Tugboat og Tots også optræder.

Før det besøger trioen Mod Strømmen. Stil ind, kl. 18.00, nu på torsdag, d. 16. november, på enten 98,9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream.

mandag den 13. november 2017

Årets sidste Klub Soja.

Efter flere tilløb skulle det være ganske vist. Mayflower Pussyfarm og Birds In Flight spiller til årets sidste Klub Soja, nu på lørdag, d. 18. november, i KIB på Islands Brygge.


søndag den 12. november 2017

“If you sit around and take yourself seriously, you end up a complete fuckhead”


Selvom overskriften stammer fra et gammelt interview, så har Bed Wettin’ Bad Boys på ingen måde slækket på eller gjort udtalesen til skamme på deres nye plade, ’Rot’. Der er ikke så meget pis, som man godt kunne blive fristet til at tro. Sengevædere er de ingenlunde. 1-2-3-4. Snottet rock’n’roll fra Sydney.

På et tidspunkt, læste jeg, en anmeldelse af kvartettens debutalbum ’Ready For Boredom’, hvor de blev sammenlignet med Paul Westerberg i hans prime. Hvis man tager Westerbergs opvækst med Faces og glamrock med i beregningen, har jeg intet at brokke mig over. Før den egentlige debut, havde Bed Wettin’ Bad Boys udgivet et par ep’ere og et kassettebånd, der udelukkende bestod af Kiss-covers. Selv siger de, at musikken de spiller genspejler livet på godt og ondt. Et statement, som Paul Westerberg formentlig ville skrive under på, uden at kny. Når alt dette er sagt, så er de måske blevet en kende mere modne og afklarede på det nye album. Bedøm selv…


lørdag den 11. november 2017

”Mr. Bowie?”

   
   ”En lille måned efter gav David Bowie to koncerter i Falkoner Teatret. For Michael Strunge var det den oplagte lejlighed til at cementere den forbindelse, han i perioder inderligt troede eksisterede imellem dem. Han fik Poul Borum til at oversætte de to digte fra ’Livets Hastighed’: Titeldigtet, som blev til ’With The Speed Of Life’, og ’Det Kommende’, som oversattes til ’Things To Come’. Planen var at give digtene til Bowie, som så forventeligt ville bruge dem som tekster på sin næste plade.
   Sammen med Inge Guldal Pedersen stillede Michael Strunge sig op foran Hotel Plaza, hvor David Bowie boede, tæt på Hovedbanegården og Tivoli. Og ventede. Efter et par timer rullede en limousine op, samtidig med at Bowie drejede ud af hotellets svingdør. Strunge afskar ham vejen i en glidende bevægelse og rakte den brune konvolut frem: ’Mr. Bowie’, begyndte han, men inden han nåede at sige mere, havde David Bowie allerede fremskaffet en kuglepen, griflet sin signatur, klappet ham på skulderen og var hastet videre til næste autografjæger. Strunge var lamslået over misforståelsen, men genvandt hurtigt fatningen og fik skubbet kuverten og resten af sætningen om hans oversatte digte tilbage i hænderne på forbilledet. Bowie tog smilende imod, og stjernesmilet hang stadig for Strunges indre blik, da Bowies lange bil gled videre mod Falkoner Teatret og lydprøve. Michael Strunge og Inge Guldal Pedersen stod noget tid og fulgte den med blikket. Så grinede de af den spøjse episode og gik ud i byen inden aftenens koncert. De næste uger hang Strunge hver dag ved postkassen i håbet om takkebrev og invitation fra David Bowie. Det kom aldrig, og længe holdt han postvæsenet mere ansvarlig end Bowie selv”

- uddrag af ’Michael Strunge - digtning og virkelighed’ af Peter Rewers. Gyldendal 2015

Billede: Hotel Plaza, 1. juni 1978

torsdag den 9. november 2017

Sweet Pete & The Land Band. Playliste 9. november 2017


1. Sweet Pete & The Land Band - Perfect Place (premix) (2017)
2. Gene Clark & Carla Olson - Gypsy Rider (1987)
3. The Flying Burrito Brothers - Hot Burrito #1 (1969)
4. Neil Young - L.A. (live) (1973)
5. Sweet Pete & The Land Band - Country Underground (premix) (2017)
6. Ron Elliott - All Time Green (1969)
7. Sweet Pete & The Land Band - Same But Different (demo) (2017)
8. Quiet Spring - A Dying Fire (2015)
9. Sweet Pete & The Land Band - Big Sombrero (premix) (2017)
10. The Grateful Dead - Friend Of The Devil (1970)
11. Sweet Pete & The Land Band - Our Land (premix) (2017)


tirsdag den 7. november 2017

Sweet Pete & The Land Band i Mod Strømmen


Herrerne her spiller countryrock. Af den gamle skole, vel at mærke. Alle tre har også deres gang i Elevatorfører, der spiller dansksproget syrerock. I radioudsendelsen på torsdag kommer det dog til at handle om deres kærlighed til countryrock. Projektet er stadigvæk så meget i sin vorden, at det vil være omsonst at lede efter det på internettet. Orkestret er der ikke. Sweet Pete & The Land Band har ikke desto mindre været i studiet og indspille en håndfuld sange, der er mere eller mindre færdige. 

Baggrunden for banddannelsen var et besøg i Texas, hvor Peter Ole Pedersen (i midten) så småt begyndte at pusle med nogle tekster, der skulle beskrive hans rejse gennem USA's næststørste stat. Christen Riis Bundgård (til venstre) har sat dem i musik og, ja, Klaus Møller (til højre) spiller countryguitar til.

Stil ind, kl. 18.00, nu på torsdag, d. 9. november, på enten 98,9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream.

”Look at heem, he ezz nothing but at leetle punk”


mandag den 6. november 2017

’A.M.’ og ’Being There’ bliver genudgivet


Det bliver en blid begyndelse på ugen. Dagens indlæg er måske en form for forløber for torsdagens radioudsendelse med Sweet Pete & The Land Band? Jeg har under alle omstændigheder begge orkestre stærkt mistænkt for at trække på de samme inspirationer. Vi skal forbi Wilco. Vi skal høre countryrock.

Fans, der først stod på Wilco omkring ’Yankee Hotel Foxtrot’ i 2001, må få en underlig fornemmelse i kroppen, hvis ikke blive direkte skuffede, ifald de søger tilbage i gruppens katalog. På debutpladen ’AM’, der kom i 1995, var det ikke alene et helt andet band, stilen var også en ganske anden. Det alt andet end kønne break-up af Jeff Tweedys første orkester Uncle Tupelo, hvis debutplade ’No Depression’ fra 1990, i vid udstrækningen bliver betragtet som den første alt-country udgivelse, skal jeg ikke fortælle om her. Men blot et par dage efter Uncle Tupelos sidste koncert, begyndte Tweedy at øve med det band, der senere blev til Wilco. Med sig fra Uncle Tuplo havde han bassist John Stirratt og trommeslager Ken Coomer. 

I august 1994 gik de i studiet og indspillede ’AM’. En samling sange, der strækker sig fra powerpop over countrytwang til gedigne countryrock. Lidt i stil med Tom Petty, læste jeg, fornyelig. Den sammenligning har jeg aldrig tænkt på, selvom den jo ligger lige for.

1. december udsender Rhino Records Wilcos to første plader i deluxe udgaver. Nævnte ’AM’ og dobbeltalbummet ’Being There’. Sidstnævnte har jeg omtalt mange gange på herværende side. Senest da det rundede tyve år i 2016. Blandt reissuematerialet finder man otte sange, der ikke har været ude tidligere, Uncle Tupelos sidste studieindspilning ’When You Find Trouble’, outtakes, demoer, liveoptagelser og meget, meget mere.

Indtil videre er der kun sluppet et par livenumre og en ikke tidligere hørt optagelse af ’Myrna Lee’ op på nettet. Herunder kan man høre sangen, der er skrevet og bliver sunget af John Stirratt. Det er dog ikke første gang, at nummeret er ude på plade, idet Stirratts tvillingsøster Laurie, udsendte den med hendes band Blue Mountain på albummet ’Homegrown’ i 1997, hvorpå det såmænd også er John Stirratt., der tager sig af vokalen.


søndag den 5. november 2017

The Stroppies debutkassette er ude på LP


Melbourne-bandet The Stroppies begyndte som et beskedent køkkenbordsprojekt for et par år siden. Claudia Serfaty (Blank Statements), Stephanie Hughes (Dick Diver) og Angus Lord (The Stevens, Twerps og Tyrannamen) fjollede rundt med nogle Casio-keyboards og lavede hurtigt flere collageagtige skæringer. De forprogrammerede beats faldt dog ikke helt i deres smag, så Rory Heane (White Walls) kom med som trommeslager kort tid før, at de gik i studiet for at indspille debutkassetten med Alex Macfarlane (The Stevens, Twerps og Tyrannamen) og Mikey Young (Total Control) ved roret. Siden er Adam Hewwit (The No Real Need) kommet med.

The Stroppies nævner selv Guided By Voices og The Great Unwashed som vigtige inspirationskilder til den måde, de skaber musik på. Skæve, charmerende, hurtige lofi-popsange. Og, ja, det må man sige, at Robert Pollard, der fyldte tres forleden og har været mere eller mindre, mest mere, aktiv med Guided By Voices, siden de spæde firsere, er mester for. Angående The Great Unwashed, så er der selvfølgelig også noget om snakken. Bandet var, udover at være en nedsættende betegnelse for den almene befolkning, især arbejderklassen, det Flying Nun-band som de new zealandske brødrene Hamish og David Kilgour dannede i 1983, da de havde sat The Clean på pause. Jeg får også andre associationer. Især til Yo La Tengo, men de er også vanskelige at komme udenom, når det drejer sig om minimalistiske produktioner som denne. De kvindelige vokaler får mig endvidere til at tænke på Maureen Tuckers solomateriale.


Køb pladen gennem Norman Records. Flere af navnene i parentes er i øvrigt regelmæssige gengangere i Mod Strømmen radioprogrammer. Blandt andet her.

lørdag den 4. november 2017

Hobbitten fylder 50 år i dag.


”Den der boblestil er bare kommet. Jeg er vel inspireret af meget 60’er musik. Ligesom hele bandet Spids Nøgenhat udspringer af netop den stil. Men altså inspirationen kommer fra alt muligt, jeg ikke lige tænker over. Bauhaus har også lidt mærkelig guitarflimmer hist og pist. Det hørte jeg meget engang, og det har sikkert sat sig lidt. Og Joy Division. Og ’Bull Of The Woods’-albummet med 13th Floor Elevators. Selv om jeg syntes, at Jimi Hendrix var fedt, så var det aldrig sådan, jeg ville spille”

- dagens fødselar, Henrik Klitstrøm, i ’Mere Lys. Historien Om Spids Nøgenhat’ af Thomas Løppenthin og Lars Krogh. Udover Spids Nøgenhat har Klitstrøm spillet i On Trial, Dragontears, spillet med Anders Stub, i Telstar Sound Drone, haft eget pladeselskab, lavet syrelys osv. Stort tillykke, herfra.

Tillader mig lige at gengive et stykke mere fra bogen. Her er det Uffe Lorenzen:

”Hobbit har en helt unik guitarlyd, som jo i høj grad skaber Spids Nøgenhats lyd. Det er ham, der gør det. Også i dag. Det er ret specielt. Han spiller så mærkeligt, så ukonventionelt. Man skal være meget varsom, når man skriver en sang, for man må ikke sige til Hobbit, hvad han skal spille. Det bliver sangen kun dårligere af. Han skal have lov til selv, og helt frit, at finde ud af, hvor på brættet, han er. Og det giver helt utroligt meget til vores lyd. Det er måske lidt underligt, fordi Morten er en særdeles dygtig musiker, men det er altså Hobbit, der laver vores lyd”


fredag den 3. november 2017

Klimaforandringer. Playliste 2. november 2017


1. Klimaforandringer - Slægt (2017)
2. Baurera - Salima Na Halima (1982)
3. Bryllupsband fra Bobo Dioulasso i Burkina Faso - Bryllupsmusik Pt. 1 (feltoptagelse af Lars Bech Pilgaard) (2014)
4. Khun Narin's Electric Phin Band - Lam Phu Thai #1 (2014)
5. R.L. Burnside - See My Jumper Hanging On The Line (live) (1978)
6. Klimaforandringer - En Tilstand (2017)
7. Alice Coltrane - Journey In Satchidananda (1970)
8. Sonic Youth - The Burning Spear (1985)
9. Olivier Messiaen - Oraison (For Ondes Martenot) (1937)
10. Klimaforandringer - Masker/Rød Jord (2016)
11. Bryllupsband fra Bobo Dioulasso i Burkina Faso - Bryllupsmusik Pt. 2 (feltoptagelse af Lars Bech Pilgaard) (2014)


tirsdag den 31. oktober 2017

’Solens gåsehud’


”solens gåsehud, jeg tager, jeg giver, jeg svimler

solen du almægtige, mon den er udsprunget af fugle,
dette tindrelys, ejer vi slet ikke grænser mere

formiddagen skjuler sin søvn, den slår broer imellem os,
jeg sætter ikke noget til, jeg sætter mig heller ikke over

solens gåsehud, hele din nøgne krop er i mine hænder.

den klare sang ved brønden, jeg tager, jeg giver,
verden er så logisk i dag, ingenting lader sig gentage

solens gåsehud, ja nu har jeg sgu fattet det”

- F.P Jac. ’Flygtige papirer: lutter nye digte’, Borgen. 1989.

mandag den 30. oktober 2017

Klimaforandringer i Mod Strømmen


Nu på onsdag, d. 1. november, udgiver Klimaforandringer deres anden plade. Den har fået titlen ’Slægt’. Gruppen inviterer til releasefest på Harbo Bar i Blågårdsgade, kl. 19.00. Her vil der være mulighed for at stifte bekendtskab med skiven, drikke gratis øl og hører en ”opturs-DJ” spille ”verdens bedste musik”, som det hedder et sted.

Dagen efter kommer hovedmanden, komponist og guitarist, Lars Bech Pilgaard forbi Mod Strømmen. Pilgaard har haft og har stadig sin gang i flere københavnske jazzundergrunds-ensembler, såsom Svin, Sav, og Bavaria. Han spiller også sammen med Bisse.

På torsdag bliver det Klimaforandringer, der er i centrum. Et band, Pilgaaard dannede for nogle år tilbage for at forene hans ”fascination af afrikansk musik med støjrock” og ”danske tekster efter afrikansk forbillede”, som han, fortalte Passive/Aggressive, kort tid før udgivelsen af Klimaforandringers første plade, ’Ånder’. I samme interview, beskriver P/A, Lars Bech Pilgaards solomusik, som ”særligt repetitiv, men al hans musik er samtidig i sin grundform foranderlig og rastløs, hvilket også forklarer udforskningen af etniske skalaer. Altså etnisk hele vejen fra Vestjylland til afrikansk musik og indisk raga.”


Stil ind, kl. 18.00, nu på torsdag, d. 2. november, på enten 98,9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream.

søndag den 29. oktober 2017

Og modtageren af Jan Sonnergaards Mindelegat 2017…


…blev Julia Butschkow. Det er Butschkow til venstre, hvis man skulle være i tvivl.

lørdag den 28. oktober 2017

“Rock Is Sick And Living In London”


"Because the music press are basically Sixties culture freaks. They imply we're not original, they try to maintain this facade of knowing every song, every riff, every lyric, as if they invented it. One recent headline had us as 'John, Paul, Steve and Sid,' like we were the Beatles! That's fucking disgusting! They were trying to make us fun. It shows the vampire nature of the Sixties generation, the most narcissistic generation that has ever been!"

- Malcolm McLaren om Sex Pistols til Rolling Stone Magazine, 20. oktober 1977.

På fyrreårs-dagen for udgivelsen af ’Never Mind The Bollocks, Here's The Sex Pistols’, kunne det måske være interessant at få lidt baggrund og perspektiv på, hvad det var Sex Pistols harcelerede i mod. Det er der mulighed for i denne lange Rolling Stone-reportage af Charles M. Young om et London i opbrud og forandring.
   

fredag den 27. oktober 2017

Himmelrum. Playliste 26. oktober 2017


1. Neu! - Hallogallo (1972)
2. Brian Eno with Daniel Lanois & Roger Eno - Deep Blue Day (1983)
3. Papir - IIII.I (2014)
4. Himmelrum - Purpur (2017)
5. Talk Talk - The Rainbow (1988)
6. Himmelrum - Symphisodon / Kongeblå (2017)
7. Blondie - Heart Of Glass (1978)
8. Alice Coltrane - Journey In Satchidananda (1971)
9. Steve Reich ‎- Music For 18 Musicians (Section I) (1978)
10. My Bloody Valentine - All I Need (1988)
11. Seefeel ‎- Plainsong (1993)
12. Barmer Boys & Himmelrum - Alaap In 16 Beats (premix) (2017)


torsdag den 26. oktober 2017

“Frustrated, semi-drunken white guys yelling up a storm is a beautifully universal language, after all.”


Frontmand Matt Korvette fra det amerikanske hardcore-band Pissed Jeans, er begejstret for The Monoliths debut. Kanhænde det er en gammel nyhed, men her får I under alle omstændigheder Korvettes dom fra hans blog Yellow, Green, Red.

“The Monoliths The Monoliths LP (Mastermind)

Danish trio The Monoliths have been kicking around their idyllic city for a few years now, finally offering up their debut full-length. When I read the terms “Copenhagen” and “noisy punk” in the same context, there’s already a specific image in my head, and I have to say that it’s certainly not The Monoliths. But rather than the mysteriously menacing artistic grandeur of the Posh Isolation label, The Monoliths are kicking up a dusty mess of blue-collar, domestic-beer punk. Or maybe if The Monoliths are drinking Bud Light, it’s imported? I’m getting off topic, sorry. The Monoliths call to mind Feedtime, but also a large chunk of the Headache Records roster. I’m hearing Niblick Henbane and Limecell in particular… queue up Limecell’s “Marlboro Miles” next to any given track off The Monoliths and tell me those vocalists couldn’t be twin brothers. There might be an aesthetic connection to Watery Love too, but The Monoliths have much more of a ’90s street-punk sound than Watery Love’s lo-fi style. I’m honestly surprised at how much I enjoy The Monoliths’s take on it – their songs are simplistic and not particularly interesting, but it’s the vocalist’s frustrated yowling, in what seems to be an American accent, for which I have such an affinity. Frustrated, semi-drunken white guys yelling up a storm is a beautifully universal language, after all.”

onsdag den 25. oktober 2017

Part Time Records udgiver Visitor Kanes debutplade


Først på året havde Mod Strømmen besøg af Visitor Kane, som er bassist og sanger Patrick Kociszewski fra Less Win synth-funderede sideprojekt. I udsendelsen spillede Kociszewski inspirationer til og et par stykker af de kompositioner, der snart foreligger på debutpladen, ’Easy Concern’.

1. Visitor Kane - Tomorrow And Forever (demo) (2016)
2. CC Dust - Tonopah (2016)
3. Sean Nicholas Savage - She Looks Like You (2013)
4. Nagamatzu - Faith (1983)
5. Visitor Kane - Master Of Mask (demo) (2017)
6. Oppenheimer Analysis - The Devil's Dancers (1982)
7. Talking Heads - Girlfriend Is Better (1984)
8. The Walker Brothers - The Electrician (1978)
9. This Mortal Coil - Kangaroo (1984)
10. Visitor Kane - Cruelty At The Exit (demo) (2017)
11. Roy Orbison - It's Over (1964)
12. Donnie & Joe Emerson - Baby (1979)
13. Grace Jones - Pull Up To The Bumper (1981)


Her ’The Big Misconception’. Førstesinglen fra ’Easy Concern’:


Fredag i næste uge, dvs. 3. november, er der släppfest for ’Easy Concern’. Dagen begynder, kl. 17.00, i Insula i Blågårdsgade, hvor Patrick Kociszewski (guitar), Julie Lind (bas) og Marie Louise Lind (cello) giver en kort akustisk koncert. Senere går det løs på Bakken i Kødbyen. Her varmer engelske Lads op for Visitor Kane. Mød op kl. 21.00.

tirsdag den 24. oktober 2017

Himmelrum i Mod Strømmen


My Bloody Valentine, Sonic Youth, Calexico, Brian Eno, Palle Mikkelborg, Material, Bill Laswell, Ry Cooder, Explosions In The Sky, This Will Destroy You, Couch og Pink Floyd, når kritikeren i Undertoner at remse op i anmeldelsen af Himmelrums debutplade fra i år. Umiddelbart virker det altid overvældende, når der bliver slynget så mange referencer i spil. Men er der så hold i sammenligningerne? Det kunne meget vel være et spørgsmål til den københavnske kvartet Himmelrum, når den kigger forbi studiet på torsdag. I modsætningen til anmelderen, beskriver gruppen nemlig selv deres musik, kort og præcist som ”instrumental ambience and rock music”. Facebook-sitet Dagens Lyd har fyldt et par gloser mere på i deres signalement; "fri interplanetarisk udforskning gennem synæstetisk rockmusik".


Stil ind, kl. 18.00, nu på torsdag, d. 26. oktober, på enten 98,9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream. 

mandag den 23. oktober 2017

torsdag den 19. oktober 2017

Shoot From The Hip #4 (2017). Playliste 19. oktober


1. Captain Beefheart & His Magic Band - Long Neck Bottles (1972)
2. Pere Ubu - Howl (2017)
3. Pagans ‎- Little Black Egg (1979)
4. Hüsker Dü - Green Eyes (1985)
5. Opal - Happy Nightmare Baby (1987)
6. The Dream Syndicate - 80 West (2017)
7. Redd Kross - Bubblegum Factory (1990)
8. Big Mess - Counting on U (2017)
9. Ed Kuepper - Also Sprach The King Of Euro-Disco (1986)
10. Crime & The City Solution - Hunter (1988)
11. Mick Harvey - Sonny Boy (2012)
12. Holm - At Least… (2016)
13. The Rolling Stones - Under My Thumb (1966)
14. Bob Dylan - Love Sick (1997)
15. Tom Petty - Honey Bee (1994)
16. Tom Petty & The Heartbreakers - Southern Accents (1985)
17. Tom Petty & The Heartbreakers - Hope You Never (1996)
18. Elevatorfører - En Af Os (2016)
19. Monster Magnet ‎- See You In Hell (1998)


mandag den 16. oktober 2017

De 179 bedste sange med The Clash


Endnu engang har The Vulture taget livtag med et orkesters samlede værk.  Bill Wyman, og nej, jeg tror ikke, at dét er dén Wyman, rangerer udførligt The Clash bedste sange herunder

søndag den 15. oktober 2017

Note til mig selv. Før og efter Ifriqiyya Électrique. Global, d. 14. oktober 2017


Før:

1. Holden - Madrid
2. Nimco Jamaac - Buuraha U Dheer
3. Orchestra De La Paillote - Kadia Blues
4. The Grateful Dead - Franklin's Tower
5. Bob & Earl - Harlem Shuffle
6. Talking Heads - Air
7. Hassan Hakmoun & Adam Rudolph - Ma'Bud Allah
8. De Frank & His Professionals - Psychedelic Man
9. Four Tet - No More Mosquitoes
10. Big Sambo & The House Wreckers - The Rains Came
11. Himmelrum - Symphisodon/Kongeblå
12. XTC - This Is Pop
13. Širom - Maestro Kneading Screams Of Joy
14. The Rangoons - The Bath Of Rangoon Island

Efter:

1. Divine Horsemen - Voodoo Idol
2. Sidney Owens & The North South Connection - Sputnik
3. Ali Mohammed Birra - Awash
4. Trevor - Dickman-Jones
5. Andrés Landero - Busca La Careta
6. Bargou 08 - Tarjaachi Layem
7. Eddie Hazel - California Dreamin'
8. Jacques Dutronc - Hippie Hippie Hourra
9. The Lijadu Sisters - Come On Home
10. Super Kid - People
11. Morphine - You Look Like Rain

lørdag den 14. oktober 2017

Ifriqiyya Électrique, Hypnopazūzu, Robyn Hitchcock og alt det andet


Fælles for navnene herover, er, at jeg har indløst koncertbillet til dem alle. Når gadefesten til fordel for Jan Sonnergaards Mindelegat, begynder at gå på hæld i aften, tager jeg min cykel ud til Global. Fransk-tunesiske Ifriqiyya Électrique spillede på årets Roskilde Festival. Men da det foregik sent natten mellem torsdag og fredag, og Global allerede havde annonceret dem til efteråret, valgte jeg at vente til de mere intime rammer ude på Nørre Allé. I aften er ventetiden forbi. Gruppen tager udgangspunkt i det urgamle Banga-ritual fra den tunesiske del af Sahara-ørkenen. Et ritual, man kan sammenligne med gnawamusikkens rolle i Marokko. Ifriqiyya Électriques moderne take involverer dog både elektrisk guitar og elektroniske beats en mas.

John Darnielles The Mountain Goats stiftede jeg bekendtskab med i midten af nullerne, hvor de udsendte det fremragende album, ’We Shall All Be Healed’. Siden da, har jeg fulgt deres pladeudgivelser on and off, og gravet lidt i bandets tidlige mere lofi-prægede katalog fra halvfemserne. For mig er det dog stadigvæk ovennævnte udgivelse, der står stærkest. The Mountain Goats spiller i Pumpehuset i morgen aften.

På onsdag kommer The Dream Syndicate forbi Lille Vega. Hvis det ikke havde været for Peter Perretts formidable ’How The West Was Won’, ville The Dream Syndicates ‘How Did I Find Myself Here?’, så klart være 2017s bedste comeback-plade.

Fredag skal jeg til kirkekoncert i Berlin. Hypnopazūzu anede jeg ikke eksisterede, før jeg blev inviteret med. Medlemmerne af duoen havde jeg dog hørt om før. Det drejer sig nemlig om Youth fra Killing Joke og David Tibet fra Current 93. I 2016 udkom albummet, ’Create Christ, Sailor Boy’, som jeg har noget tid til at få hørt ordentlig igennem, inden jeg sætter mig til rette i Apostel Paulus Kirche.

Lørdag gælder det så Robyn Hitchcock:

”Robyn Hitchcock ist eines dieser unsäglich-unterschätzten Inspirationsmomente der transatlantischen Musikgeschichte. Denn nachdem Hitchcock vor über 40 Jahre von Cambridge, UK aus mit seiner ersten Band The Soft Boys den Post-Punk psychedelisierte (und somit eine ganze Generation von amerikanischen Bands zum Paisley Underground inspirierte; just to name The Dream Syndicate, Green on Red und Rain Parade), findet in seinem eigenen Songwriting eine immer explizitere Auseinandersetzung mit Roots und Americana statt.”

Her Robyn Hitchcocks og Graham Coxons version af Syd Barretts ‘Octopus’, som d’herrer har indspillet til en ny BBC tv-serie, der er bygget over Philip K. Dicks ‘Electric Dreams’.


Plakaten er af Martin Pale.