Blogger Widget

torsdag den 19. oktober 2017

Shoot From The Hip #4 (2017). Playliste 19. oktober


1. Captain Beefheart & His Magic Band - Long Neck Bottles (1972)
2. Pere Ubu - Howl (2017)
3. Pagans ‎- Little Black Egg (1979)
4. Hüsker Dü - Green Eyes (1985)
5. Opal - Happy Nightmare Baby (1987)
6. The Dream Syndicate - 80 West (2017)
7. Redd Kross - Bubblegum Factory (1990)
8. Big Mess - Counting on U (2017)
9. Ed Kuepper - Also Sprach The King Of Euro-Disco (1986)
10. Crime & The City Solution - Hunter (1988)
11. Mick Harvey - Sonny Boy (2012)
12. Holm - At Least… (2016)
13. The Rolling Stones - Under My Thumb (1966)
14. Bob Dylan - Love Sick (1997)
15. Tom Petty - Honey Bee (1994)
16. Tom Petty & The Heartbreakers - Southern Accents (1985)
17. Tom Petty & The Heartbreakers - Hope You Never (1996)
18. Elevatorfører - En Af Os (2016)
19. Monster Magnet ‎- See You In Hell (1998)


mandag den 16. oktober 2017

De 179 bedste sange med The Clash


Endnu engang har The Vulture taget livtag med et orkesters samlede værk.  Bill Wyman, og nej, jeg tror ikke, at dét er dén Wyman, rangerer udførligt The Clash bedste sange herunder

søndag den 15. oktober 2017

Note til mig selv. Før og efter Ifriqiyya Électrique. Global, d. 14. oktober 2017


Før:

1. Holden - Madrid
2. Nimco Jamaac - Buuraha U Dheer
3. Orchestra De La Paillote - Kadia Blues
4. The Grateful Dead - Franklin's Tower
5. Bob & Earl - Harlem Shuffle
6. Talking Heads - Air
7. Hassan Hakmoun & Adam Rudolph - Ma'Bud Allah
8. De Frank & His Professionals - Psychedelic Man
9. Four Tet - No More Mosquitoes
10. Big Sambo & The House Wreckers - The Rains Came
11. Himmelrum - Symphisodon/Kongeblå
12. XTC - This Is Pop
13. Širom - Maestro Kneading Screams Of Joy
14. The Rangoons - The Bath Of Rangoon Island

Efter:

1. Divine Horsemen - Voodoo Idol
2. Sidney Owens & The North South Connection - Sputnik
3. Ali Mohammed Birra - Awash
4. Trevor - Dickman-Jones
5. Andrés Landero - Busca La Careta
6. Bargou 08 - Tarjaachi Layem
7. Eddie Hazel - California Dreamin'
8. Jacques Dutronc - Hippie Hippie Hourra
9. The Lijadu Sisters - Come On Home
10. Super Kid - People
11. Morphine - You Look Like Rain

lørdag den 14. oktober 2017

Ifriqiyya Électrique, Hypnopazūzu, Robyn Hitchcock og alt det andet


Fælles for navnene herover, er, at jeg har indløst koncertbillet til dem alle. Når gadefesten til fordel for Jan Sonnergaards Mindelegat, begynder at gå på hæld i aften, tager jeg min cykel ud til Global. Fransk-tunesiske Ifriqiyya Électrique spillede på årets Roskilde Festival. Men da det foregik sent natten mellem torsdag og fredag, og Global allerede havde annonceret dem til efteråret, valgte jeg at vente til de mere intime rammer ude på Nørre Allé. I aften er ventetiden forbi. Gruppen tager udgangspunkt i det urgamle Banga-ritual fra den tunesiske del af Sahara-ørkenen. Et ritual, man kan sammenligne med gnawamusikkens rolle i Marokko. Ifriqiyya Électriques moderne take involverer dog både elektrisk guitar og elektroniske beats en mas.

John Darnielles The Mountain Goats stiftede jeg bekendtskab med i midten af nullerne, hvor de udsendte det fremragende album, ’We Shall All Be Healed’. Siden da, har jeg fulgt deres pladeudgivelser on and off, og gravet lidt i bandets tidlige mere lofi-prægede katalog fra halvfemserne. For mig er det dog stadigvæk ovennævnte udgivelse, der står stærkest. The Mountain Goats spiller i Pumpehuset i morgen aften.

På onsdag kommer The Dream Syndicate forbi Lille Vega. Hvis det ikke havde været for Peter Perretts formidable ’How The West Was Won’, ville The Dream Syndicates ‘How Did I Find Myself Here?’, så klart være 2017s bedste comeback-plade.

Fredag skal jeg til kirkekoncert i Berlin. Hypnopazūzu anede jeg ikke eksisterede, før jeg blev inviteret med. Medlemmerne af duoen havde jeg dog hørt om før. Det drejer sig nemlig om Youth fra Killing Joke og David Tibet fra Current 93. I 2016 udkom albummet, ’Create Christ, Sailor Boy’, som jeg har noget tid til at få hørt ordentlig igennem, inden jeg sætter mig til rette i Apostel Paulus Kirche.

Lørdag gælder det så Robyn Hitchcock:

”Robyn Hitchcock ist eines dieser unsäglich-unterschätzten Inspirationsmomente der transatlantischen Musikgeschichte. Denn nachdem Hitchcock vor über 40 Jahre von Cambridge, UK aus mit seiner ersten Band The Soft Boys den Post-Punk psychedelisierte (und somit eine ganze Generation von amerikanischen Bands zum Paisley Underground inspirierte; just to name The Dream Syndicate, Green on Red und Rain Parade), findet in seinem eigenen Songwriting eine immer explizitere Auseinandersetzung mit Roots und Americana statt.”

Her Robyn Hitchcocks og Graham Coxons version af Syd Barretts ‘Octopus’, som d’herrer har indspillet til en ny BBC tv-serie, der er bygget over Philip K. Dicks ‘Electric Dreams’.


Plakaten er af Martin Pale.

fredag den 13. oktober 2017

HVASS. Playliste 12. oktober 2017


1. HVASS - Ode To Nightlife (2017)
2. Serge Gainsbourg - Les Goémons (1962)
3. Leonard Cohen - Teachers (1967)
4. Crime & The City Solution - The Shadow Of No Man (1989)
5. Jerry Goldsmith - The Captive (1974)
6. Rued Langgaard - Vanvidsfantasi (fremført af Bengt Johnsson) (1984)
7. Bohren & Der Club Of Gore - Midnight Black Earth (2002)
8. Deafheaven - Dream House (2013)
9. HVASS - Shine Bright (2017)
10. Suicide - Diamonds, Fur Coat, Champagne (1980)
11. RAFF - Self Control (1984)
12. Stelvio Cipriani - Un'ombra Nell'ombra (1979)
13. Bande De Los Apaches - Go For Broke (Rescue Mission)(2015)
14. The Brazierlights In The Window - Tænk At Hun Kan Sige Det Højt (demo) (2017)
15. Bob Dylan - Ballad Of A Thin Man (1965)


torsdag den 12. oktober 2017

tirsdag den 10. oktober 2017

HVASS i Mod Strømmen


“A calypso infused mescal. Gothic noir rock and instinctive post punk, that belongs to a desert shootout death scene.”

- således har Sebastian Hvass selv beskrevet HVASS’ musik i et interview.

Jeg kan måske følge ham lidt henad vejen. Da jeg hørte bandet i slutningen af august på H15 i Kødbyen, strejfede de australske vidder mig. Hvis skudduellen foregår langt pokker i vold ude i den australske ørken, så er jeg med. Nick Cave var også i mine tanker, han må repræsentere postpunk. Hvad angår den beduggede mecal-calypso, så tænkte jeg slet ikke i de baner. Muligvis var der en lille smule gothic noir rock, uden jeg dog umiddelbart kan sætte fingeren på, hvor det element eksakt kom ind.   

Koncerten var HVASS første i år. Udgivelsen af den nye plade, ’Nightlife’, skulle der gøre stads af. Det blev der også. Spines og Leisure var inviteret med, men denne aften, var det dog HVASS improvisationer og brug af et gammelt klaver, som gav bandet en skøn organisk lyd, der fangede min opmærksom. De spillede også et Dylan-nummer.

Sebastian Hvass har udtalt, at i forhold til de to tidligere ep-udgivelser, så er ’Nightlife’, et mere bandbaseret album. Det slipper dog ikke helt en konceptuel idé, som også var en del af fundamentet på de første plader. Nu drejer det sig om at udforske selvet, også de grimme sider. Altså undersøge ting, der er/kunne være latent til stede. Dybdepsykologien må jeg vist overlade til bandet, når de kommer på besøg på torsdag, d, 12. oktober.

Stil ind, kl. 18.00, på enten 98,9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream,

’Nightlife’-albummet fra i år


mandag den 9. oktober 2017

Man skal ikke stole på alt, der står i aviser. (Efterårsblues #1)


Kommunikation er ikke, hvad kommunikation har været. Og slet ikke, når man kun kommunikerer gennem den husstandsomdelte lokalavis Christianshavneren. Jeg var alt for hurtigt ude på Facebook tidligere i dag, da jeg fortalte, at Radio Bluestime var gået på ferie. Det var de ikke, viste det sig, da jeg tændte for radioen, kl. 18.00. Ifølge Kulturstyrelsen forordning er Christianshavns Kanal forpligtet til at sende i de tildelte timer. Ikke noget med genudsendelser. Da jeg forleden læste Christianshavneren noterede jeg mig, at Bluestime i deres faste annonce med alt om, hvad der sker i udsendelsen en måned frem, havde skrevet, at de var gået på efterårsferie og først var tilbage igen d. 6. november. Den gik jeg og gnaskede lidt på, før jeg besluttede mig for at sætte et program sammen til i dag. Det var ligeledes en god mulighed for, endnu engang at få nævnt støttefesten til fordel for Jan Sonnergaards Mindelegat, der foregår i Larsbjørnsstræde, nu på lørdag, d. 14. oktober, mellem kl. 15 - 21, tænkte jeg. Sådan blev det ikke. I hvert fald ikke på liveradio.

Udsendelsen, jeg havde skruet sammen, var dog en såkaldt forproduktion:

1. Kamasi Washington - Knowledge
2. Martin Hall - Greed
3. Laraaji - Change
4. Jack Cooper - North Of Anywhere
5. Quicksilver Messenger Service - Long Haired Lady
6. Papir - V.III 
7. Red Lama - Post Optimism
8. Uffe Lorenzen - Flippertøs                           
9. Niels Skousen - Ikke Mere At Vente På
10. Nicolaj Stochholm - Vanessa Paradis
11. Ifriqiyya Electrique - Laa La Illa Allah
12. Mickey Newbury - The Future's Not What It Used To Be
13. Hvass - Suncrasher
14. Hvass - Bended Spoons


BH Surfers

At Butthole Surfers kom til at hedde Butthole Surfers var lidt af en tilfældighed. De havde tidligere optrådt under navne som The Dick Clark Five, Nine cm Worm Makes Own Food, The Vodka Family Winstons, Ashtray Babyheads, Ed Asner Is Gay, Fred Astaire's Asshole, The Right To Eat Fred Astaire's Asshole, The Inalienable Right To Eat Fred Astaire's Asshole mv. Ved deres første betalte show, kunne koncertarrangøren ikke huske, hvad bandet hed. Han offentligjorde dem desårsag under en af deres sangtitler, ’Butthole Surfer’. Navnet har siden givet en række problemer, fordi spillesteder, aviser og radio- og tv-stationer har ment, at det overskred almindelig pli.

For et par måneder siden oplyste Butthole Surfers, at de er gået i studiet for at indspille opfølgeren til 2001-albummet, ’Weird Revolution’.

Her et par klassiske koncert-posters




fredag den 6. oktober 2017

Flemming Borby og Jens K. Playliste 5. oktober 2017


1. Labrador - I Love You My Way (2002)
2. The Carpenters - (They Long to Be) Close To You (1970)
3. The Bleeder Group - Lovers Anonymous (2004)
4. Labrador - Air Labrador (2004)
5. John Barry ‎- Midnight Cowboy (1969)
6. Before - Sister Culture (1983)
7. Labrador - Sad & Done (2004)
8. Knud Odde - I Zahrtmanns Have (2017)
9. Tom Petty And The Heartbreakers - Louisiana Rain (1979)
10. Living Sign - As Time Goes By (1984)
11. Jens K - Selvlysende September (2013)
12. Labrador - Loveletters (2009)
13. Scott Walker - It's Raining Today (1969)
14. Peter Laugesen & Singvogel - Dobbeltregn (2005)
15. Labrador - I Am Maybe Not What I Am (2012)
16. Link Wray - Rumble (1958)
17. bob hund - Popsång (Mot Min Vilja) (2011)
18. The Ghost Brother Project - The Gospel (2014)
19. John Mogensen - Kom, Kom Til Klondike (1967)
20. Flemming Borby - Chelsea (2017)


onsdag den 4. oktober 2017

Husk Soja. Resten af året...


Nyt fra Bed Wettin’ Bad Boys


Australske Bed Wettin’ Bad Boys har ikke ladet høre fra sig i en rum tid. For et par timer siden meddelte deres pladeselskab, ’R.I.P. Society Records’, at Sydney-kvartettens andet album, ’Rot’, rammer gaderne d. 10. november.

Her et par skudsmål fra Mod Strømmen Best Of-lister 2013 af Bed Wettin’ Bad Boys debut-lp, ’Ready For Boredom’:

”I en pladebutik i Berlin, pegede en god ven på denne plade og sagde, at jeg skulle købe den. Det sked jeg højt og flot på, men måtte så efterfølgende konstatere, at han havde ret, og så bestilte jeg den fra selvsamme butik, da jeg kom hjem til København. Bag det fjollede navn og grimme pladecover, gemmer sig et australsk rock/punk band, bl.a. med et medlem fra Royal Headache, som er ét af mine absolutte favoritbands for tiden. Det her er også imponerende stærkt!”

- Jan Damage Petersen

”En plade der på ingen måde skilter med på ny at have opfundet rockmusik. Men det er da også fløjtende ligegyldigt, når man kan stjæler med arme og ben fra Replacements, Only Ones og glam rock, og når sangskrivningen som her bare er helt i top. Og så den der snottede vokal, som det meste af pladen lyder så presset. Det er et fedt album”

- af Thomas Løppenthin

’Plastic Tears’ fra den kommende plade, lyder umiskendeligt som Bed Wettin’ Bad Boys…


tirsdag den 3. oktober 2017

Flemming Borby og Jens K i Mod Strømmen


’Hell Is Too Far’, hedder Flemming Borbys nye plade, der kom på gaden, d. 1. september. Albummet er indspillet i Berlin med hjælp fra folk, som blandt andet har turneret og indspillet med Tindersticks, Moby, Debbie Harry og L7. Hvis éns langtidshukommelse ellers fungerer, så husker man måske Borbys navn fra The Poets, Greene og Labrador. Tre mere eller minde toneangivende bands fra den danske indiescene fra firserne, halvfemserne og nullerne. Siden da har Borby helliget sig det tyske marked. Han er bosat i Tyskland, hvor det er blevet til et utal af koncerter. Ikke bare i den tyske hovedstad, men ud over det store land mod syd.


Jens K er efterhånden en gamle kending af Mod Strømmen. Jeg vil derfor ikke gå i detaljer med hans meritter, her og nu. Bare fortælle, at Flemming Borby og Jens K har slået pjalterne sammen, så at sige. De optræder sammen, hvor de hver især spiller deres egen sange. Senest på spillestedet 5e i Den Brune Kødby, mandag aften. Hvordan idéen til det samarbejde opstod, kommer vi formentlig til at høre mere om i udsendelsen. Borby producerer iøvrigt Jens Ks kommende plade, den første siden ’Sekunder Overalt’, der udkom i 2013.

Stil ind, kl. 18.00, torsdag d. 5. oktober, på enten på 98.9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream. Mange tak.

Foto: Michael Marquard Lund fra 5e, mandag aften.

søndag den 1. oktober 2017

“The Greatest Rock Move Ever”. Mike Scotts yndlingsøjeblikke med Keef.


Mike Scott har skrevet en ode til Keith Richards. Den hedder ’Mister Charisma’, og er at finde på den nye Waterboys-plade, ’Out Of All This Blue’. Scott har i den anledning fortalt magasinet PopMatters:

“I greatly admire who Keith has become over the years as a man and a spirit. But my song says ‘Please, mate, can you make the news these days with a killer riff or a beautiful song rather than by slagging Sgt. Pepper or coming up with newsworthy trivia?”

Samtidig har Mike Scott fået lov til at udvælge sine fem favoritøjeblikke med Richards. Kutymen plejer ellers at være en artikel om den interviewedes fem yndlingsplader. Her følger introen til det, Scott kalder,”the greatest rock move ever…”

“May 1968. The Stones film a promo for their new single “Jumping Jack Flash”. Mick wears war paint, Brian’s face is pancake green, Charlie’s bored and Bill’s mysterious. Meanwhile, Keef has discovered the all-time greatest rock’n'roll facial expression, a puckered-lip pout that transmits defiance, hedonism and the way his guitar riff sounds all at once. The camera catches it four, maybe five times and you can imagine the director shouting “Yeah, that face, get that!”

For the first minute and a half, the film is all close shots, claustrophobic, thrilling. Then the focus widens and we see Mick is dancing in front of the band. Behind him, while he sings “And I frowned” in the third line of the third verse, Keef busts the greatest rock move ever. It has four components: he yanks his arm back while striking a guitar chord; he ducks; he turns to his left, and he throws that puckered-lip pout again. In a single second, he defines rock’n'roll for all time as a sound, a dance, and an attitude.”



Læs hele artiklen fra PopMatters her. God fornøjelse på tirsdag

fredag den 29. september 2017

Australien II. Playliste 28. september 2017


1. The Sports - Who Listens To The Radio? (1978)
2. The New Christs ‎- Born Out Of Time (1984)
3. The Screaming Tribesmen ‎- Date With A Vampyre (1985)
4. X - Delinquent Cause (1979)
5. Kitchen's Floor - Negative (2015)
6. The Moodists - Machine Machine (1984)
7. Ed Kuepper - Electrical Storm (1985)
8. The Triffids - Hell Of A Summer (1983)
9. The Go-Betweens - Streets Of Your Town (1988)
10. Robert Forster - Baby Stones (1990)
11. Nick Cave & The Bad Seeds - People Ain't No Good (1997)
12. King Snake Roost - King Snake Roost (1987)
13. feedtime - Any Good Thing (2017)
14. The Cannanes - Blue Skies Over The Ocean (1988)
15. The Rangoons - CBT Asylum (2016)
16. God - My Pal (1987)
17. Jo Jo Zep And The Falcons ‎- So Young (1978)
18. The Birthday Party - Blast Off (1980)
19. Mesa Cosa - Shoplifter (2012)
20. The Died Pretty - Stoneage Cinderella (1986)



Billedet foroven er midlertidigt, da jeg ikke kan overføre billeder fra mit kamera i øjeblikket.

torsdag den 28. september 2017

Paradise Daily Records fra 2014 og frem til i dag

Om et par timer går Australien II i luften. I den første udsendelse, havde vi ikke plads til al den eminente musik fra downunder, som vi havde medbragt. Om der kommer én Australien III, er et dumt spørgsmål. Selvfølgelig gør der dét! Eller sådan står sagerne under alle omstændigheder et par timer før programstart. Jeg er en smule desperat, jeg aner nemlig ikke, hvad jeg skal tage med, endsige spille i temaudsendelsen.

Tidligere i dag, læste jeg, op på etableringen af Sydney-labelet, Paradise Daily Records. Afsættet er i sig selv ganske beskedent. Det var købet af en dobbelt kassettebåndoptager i en genbrugsforretning, der fik Jaz Brooking i gang. Da hun havde fundet ud af, hvordan den fungerede, begyndte hun, at spørge bands om de ville udgive bånd på hendes nye selskab. Det ville de gerne. 

På de tre år selskabet har eksisteret er det blevet til mange kassettebånd. Blandt artisterne er der flere navne, som figurerer i mit næsten uoverskuelige udvalg til aftenens udsendelse. Lad mig nævne UV Race, Low Life (dem spillede vi godt nok i Australien I), M.O.B, Kitchen's Floor, Sex Tourists, The Rangoons mv.

Forleden offentliggjorde Paradise Daily Records denne flyer med selskabets udgivelser: 


onsdag den 27. september 2017

Australien II i Mod Strømmen


I oplægget til den første udsendelse om australsk musik blev der lagt vægt på, at de tracks vi ville præsentere var af nyere dato. Jeg havde vist forestillet mig noget i retning af de seneste ti års tid. Det havde vi svært ved at efterkomme. Desårsag giver vi fanden i årstallene i programmet i morgen. Om det så går hen og bliver en pærevælling af indtryk, udtryk og stilarter, kan kun tiden vise.

Her playlisten fra januar i år:

1. Radio Birdman - New Race (1977)
2. The Saints - Know Your Product (1978)
3. Circle Pit - Infinity (2010)
4. Lower Plenty - Strange Beast (2012)
5. Woollen Kits - Maths (2011)
6. Blank Realm - Go Easy (2012)
7. Witch Hats - Jock The Untold (2006)
8. Bad//Dreems - Mob Rule (2016)
9. Low Life - Down At The Dogs (2014)
10. Slug Guts - Blond Hairs (2014)
11. The Goon Sax - Susan (2016)
12. The Stevens - Turpins Falls (2013)
13. Scott & Charlene's Wedding - Footscray Station (2010)
14. Total Control - Expensive Dog (2014)
15. Leather Towel - Growing Pains (2016)
16. The Peep Temple - Carol (2014)
17. Bed Wettin' Bad Boys - Only Loneliness (2013)
18. Royal Headache - Garbage (2015)
19. Dick Diver - Hammock Days (2011)
20. Twerps - Dreamin’ (2011)

Hør Australien I herunder.

Stil ind, kl. 18.00, nu i morgen, d. 28. september, på enten på 98.9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream. Tak.

tirsdag den 26. september 2017

’Psych Is Dead’


”For all their claims of psych being dead, and on this basis one thinks they may actually know that’s not true, The Cosmic Dead have created one of the most psychedelic albums yet. In a year that has already given us new albums from Gnoomes and Gnod, albums which redefine what the genre can be, The Cosmic Dead deliver their magnum opus. Each release seems like a step up from the last in terms of exploration, this one feels like a giant leap into the unknown. Simply put, one of the best psych albums ever made. Psych is well and truly alive, you just need to go looking for it. And that’s kind of the point.”

- det afsluttende afsnit i webmagasinet Echoes and Dusts anmeldelse af skotske The Cosmic Deads nye plade ’Psych Is Dead’.

Betragt også stykket af anmeldelsen, som en form for opklarende kommentar til det afsluttende nummer i gårsdagens podcast om Cph Psych Fest 2017, hvor netop The Cosmic Dead er ét af hovednavnene.


mandag den 25. september 2017

Cph Psych Fest ’17. Ekstraordinær ”udsendelse”.


Fra torsdag d. 12. oktober til og med lørdag d. 14. oktober, finder årets Psych Fest sted i en bygning ved siden af den store skaterhal, på Enghavevej 80-82. Da det i år ikke har passet ind i den ordinære programplanlægning at lave en specifik udsendelse om festivalen, gik vi andre veje. I går eftermiddags, søndag d. 24. september, var primusmotor bag Psych Fest, Kasper Henneberg Fjord, og dj, Kathrin Kolmos Towle, forbi studiet.

1. Björn Magnusson - This Heat (2017)
2. The Sonic Dawn - Emily Lemon (2017)
3. Vibravoid - Sarveshaam Svastir Bhavatu (2017)
4. Agusa - Kärlek Från Agusa (2014)
5. Melody Fields - Morning Sun (2016)
6. Tau - The Bridge Of Khajou (2016)
7. Polyfeen - Silhouetter (2017)
8. Elevatorfører - Fatamorgana (2016)
9. Baby Grandmothers - Being Is More Than Life (1968)
10. Tubelight - Visions (2015)
11. Jessica Moss - Entire Populations (Pt. III) (2017)
12. The Cosmic Dead - Psych Is Dead (2017)



fredag den 22. september 2017

Jan Damage Petersens Birthday Bash. Playliste 21. september 2017


1. The Sweet - Ballroom Blitz (1973)
2. Kim Larsen - Ud I Det Blå (1979)
3. Kiss - Calling Dr. Love (1976)
4. Kermit The Frog - The Rainbow Connection (1979)
5. Thin Lizzy - Do Anything You Want (1979)
6. Gnags - Fodgænger (1983)
7. Billy Idol  - Mony Mony (1981)
8. Dinosaur Jr. - Freak Scene (1987)
9. Sonic Youth - Sugar Kane (1992)
10. 18th Dye - Label (1995)
11. Black Flag - Rise Above (1981)
12. Kliché - Havets Blå (1980)
13. Fugazi - Waiting Room (1988)


Litteraturprofessorens søn fylder 60 i dag


torsdag den 21. september 2017

‘T.B. Sheets’ på Papirøen


Det har ikke været en god sommer. Enkelte aftener har dog været rimelige. Én af dem tilbragte jeg ude på Papirøen. hvor vi sad og spiste i aftensolen udenfor. Vi var ikke de eneste, der havde fået den fremragende idé. Der var fuldstændig proppet. Et stykke fra os, op ad bygningen, stod en storsmilende dj med røgfarvede solbriller i en flagrende, spraglet skjorte, som jeg nærmest havde en forventning om, hvert øjeblik kunne begynde at sende luftkys ud til de spisende og drikkende tilhørere. Det skete ikke. I dag tvivler jeg endog på, om jeg overhovedet havde lagt mærke til ham, hvis ikke det havde været fordi én af de sange, jeg kender, hvor døden er allermest nærværende, pludselig dukkede op. ’T.B. Sheets’ med Van Morrison er ikke for pattebørn. Problemet var bare, at det var i et underligt drum and bass remix. som jeg ikke havde hørt før og som jeg heller ikke har lyst til at høre igen.

Jeg kan huske, at jeg lovede mig selv at høre originalversionen, når jeg kom hjem. Det glemte jeg imidlertid i skyndingen. Og det var ikke før, at jeg hørte et interview med Robert Forster i anledningen af hans nye biografi, ’Grant & I’, at billedet af dj’en ude på Papirøen trængte sig på igen. Forster fortalte nemlig, at netop ’T.B. Sheets’ havde været blueprintet for ’Draining The Pool For You’ fra The Go-Betweens eminente skive ’Spring Hill Fair’, der udkom i 1984.




Robert Forster spiller i Jazzhouse på lørdag. Koncerten er udsolgt. 

onsdag den 20. september 2017

Širom genbesøger barndomslandet


Jeg ved ikke om måbende er det rigtige ord. Men vi kiggede en ekstra gang, da den slovenske trio Širom ankom til dette års Fanø Free Folk Festival. Vi sad udenfor og fulgte med tiltagende interesse med i, hvordan de bare blev ved med at slæbe eksotiske og for os ukendte instrumenter ud af tourbussen. Senere fandt vi ud af, at flere af dem var hjemmelavede, mens andre var hjembragt fra rejser i Indien, Marokko, Mali, Grækenland med videre. Jeg havde ikke læst op på bandet i forvejen. Men vidste instinktivt, at dem ville jeg høre.

Det blev en intens musikalsk oplevelse, der vekslede mellem det meditative med lange forløb, over improviseret, instrumental progression, der steg og steg i intensitet, for at ende med, at de løsnede strenge på de hjemmestrikkede instrumenter og holdt dem ud i strakt arm og slog på dem med forskellige redskaber. På det tidspunkt, prikkede jeg diskret støjviolinisten Nils Gröndahl, der stod foran mig og lyttede opmærksomt, på skulderen og spurgte om, hvad pokker de havde gang? Han smilede og forklarede mig et eller andet, som jeg har glemt, men som i det eksakte øjeblik, gav mig en større forståelse af Široms virkemidler og approach til musik. Jeg ved intet om slovensk folkemusik, men denne cocktail med en snert post-minimalisme, atmosfæriske lydlandskaber og en form for freeform gentagelser, var alt, hvad jeg havde behov for dén lørdag aften i Sønderho Forsamlingshus.

Tidligere på måneden udsendte Širom, deres tredje album, ‘I Can Be A Clay Snapper’, på Glitterbeat Records. Ifølge pressematerialet, har den væsentligst inspiration til udgivelsen været barndomslandet. Ikke bogstavligt talt, men gennem erindringen om noget, der var engang. You know….



tirsdag den 19. september 2017

Jan Ds Birthday Bash i Mod Strømmen


Nu sker det igen. Én af Mod Strømmens skattede redaktionsmedlemmer har rund fødselsdagen. Om godt og vel fjorten dage fylder Jan Damage Petersen fyrre år. Tidligere udsendelser af samme slags (lyt her, her og der) har alle taget udgangspunkt i de såkaldte formative år. Altså, hvor stammer den kolossale musikinteresse fra? Hvad var dét, der fik den til at skyde i vejret? Det behøver jeg vist ikke at forklare nærmere. Det seneste, jeg har hørt fra Jan D, er dog, at han pønser på en anderledes indfaldsvinkel til sit fyrre års birthday bash. Hvad den bliver, aner jeg ikke, da han er meget hemmelighedsfuld omkring planlægningen.

Stil ind, nu på torsdag, d. 21. september, kl. 18.00, på enten 98.9 FM eller via Tunein eller den direkte stream.

mandag den 18. september 2017

Glasgow i 1980


“In 1980, French photojournalist Raymond Depardon was commissioned by the Sunday Times to travel to Glasgow for a feature on Europe’s overlooked tourist destinations. He knew nothing about the city and couldn't speak English either.”





søndag den 17. september 2017

"Country Through A Kaleidoscope…."


Ordene herover strejfer mig næsten hver gang, jeg tænker på Beachwood Sparks. Måske stammer de fra en anmeldelse eller en magasinartikel? Jeg ved det ikke. Jeg ved heller ikke, om det er dem, der beskriver LA-bandet mest rammende. I den forgangne uge kom den triste nyhed om, at bandets guitarist i den helt tidlige inkarnation, Josh Schwartz, var død af følgesygdom i forbindelse med sklerose.

Da Beachwood Sparks fandt sammen i midten af halvfemserne, kom de seks medlemmer fra baggrunde, som mildest talt ikke have noget som helst med countryrock at bestille. Flere af dem spillede i Further, der mindede om Sonic Youth. Bandet havde endog gæsteoptræden af Lee Ranaldo på deres debutplade, ’Grip Tape’, der udkom i 1992. Et par stykker kom fra dét Pavement-lignende Winter Kills. Ja, selv hardcore-scenen var repræsenteret ved orkestret Strictly Ballroom.

I 1997 gik de i studiet og optog et album. Pladeselskaberne var dog ikke videre begejstrede. Ingen bed på før året efter, hvor Bomp! udsendte singlen ’Desert Skies’/’Make It Together’ fra indspilningerne året før. I 1998 kom endnu et par sange fra de samme sessions på en Sub Pop 7”’er. Dette markerede også enden for Beachwood Sparks mk 1.

I årene, der kom, udsendte gruppen albummene ‘Beachwood Sparks’ og ’Once We Were Trees’ på Sub Pop. I 2012 kom efternøleren ’The Tarnished Gold’ ligeledes på Sub Pop. Man skal dog helt frem til 2013 før ’Desert Skies’, som indspilningerne fra 1997 blev navngivet, så dagens lys.


Brent Rademaker, der i dag bliver betragtet som hovedmanden i Beachwood Sparks, har skrevet disse mindeord om Josh Schwartz:

“When I met Josh he was 18, still had braces on his teeth and could play guitar like Neil Young and J Mascis. I started two bands with him Further and Beachwood Sparks, he was like a brother to us. Anyone who saw those groups knows that Josh was a supernatural force. An extraordinary guitar player and gifted songwriter. I urge anyone who hasn't heard his music to do so.....”


fredag den 15. september 2017

Shoot From The Hip #1977 (igen). Playliste 14. september 2017


1. Neil Young - Old Country Waltz (1977)
2. Gasolin' - Smukke Møller (1977)
3. Mink DeVille - Spanish Stroll (1977)
4. Ultravox! - Young Savage (1977)
5. Plastic Bertrand - Ça Plane Pour Moi (1977)
6. Bryan Ferry - This Is Tomorrow (1977)
7. Kraftwerk - Trans Europa Express (1977)
8. Lee ‘Scratch’ Perry & The Upsetters - Soul Fire (1977)
9. Marvin Gaye - Got To Give It Up (1977)
10. Chrome - The Monitors (1977)
11. The Bizarros - Ice Age (1977)
12. Wreckless Eric - Whole Wide World (1977)
13. The Damned - See Her Tonite (1977)
14. John Byrd Band With Alex Chilton - Friend At Very Good Time (1977)
15. Alternative TV - Love Lies Limp (1977)
16. Cheap Trick - He's a Whore (1977)
17. Dennis Wilson - Dreamer (1977)
18. Fleetwood Mac - Go Your Own Way (1977)
19. The Saints - Demolition Girl (1977)
20. The Only Ones - Lovers of Today (1977)
21. The Adverts - Gary Gilmore's Eyes (1977)
22. Eddie & The Hot Rods - Do Anything You Wanna Do (1977)
23. Grant Hart - Is The Sky The Limit? (2013)


torsdag den 14. september 2017

“Is The Sky The Limit?” RIP Grant Hart


”Ambitiøst og fascinerende. Konceptalbum har altid irriteret mig. Grant Harts dobbelt-lp har dog fået mig til at redefinere min modvilje. I al fald for en stund. ’The Argument’ bygger dels på et ikke offentliggjort manuskript af afdøde William S. Burroughs, der havde omskrevet den engelske 1600-tals digter John Miltons ’Paradise Lost’ til et teaterstykke og kaldt det ’Lost Paradise’. Dels på syndefaldsmyten og Satans fald fra himlen. Buddy Holly, The Beatles, David Bowie, Bob Dylan og Grant Hart i et smukt sammensurium. Frygtindgydende godt.”

- ordene herover, skrev jeg, om Grant Harts dobbeltalbum ’The Argument’, der udkom i 2013. Nu forlyder det, at Grant Hart er gået bort efter længere tids kamp mod cancer.

Her et andet blogindlæg om opsamlingsalbummet ’Oeuvrevue’, der udkom på CD i 2010.

”Da Minneapolis-trioen Hüsker Dü gik hvert til sit i 1987, var trommeslageren Grant Hart slemt afhængig af heroin. At kalde ham et vrag er nok at gå for langt, men det overraskede ikke desto mindre mange, at han i foråret 1988 udsendte solo-ep’en ’2541’, som den første af de gamle Hüsker Dü-medlemmer. I 1989 kom albummet ’Intolerance’, der ikke kunne undgå at blive sammenlignet med Bob Mould’s debut fra samme år. Allerede mens Hüsker Dü eksisterede, havde publikum delt sig i to lejre, én der dyrkede Harts sangskrivning og en anden, som holdt på Moulds. Selvom Mould på længere sigt fik mere vind i sejlene, må man sige at rivaliseringen med en kammeratlig vending endte lige. Måske med et lille plus til Hart.

Sidste efterår kom ’Oeuvrevue’, hvorpå Hart har samlet en række singler, b-sider, et fåtal liveindspilninger og nogle optagelser fra forskellige radiostudier. Udgivelsen dækker fortrinsvis årene 1988-1995, men der også blevet plads til et par afstikkere frem i tiden. Desværre kan Grant Hart ikke huske særligt meget om de enkelte numre. Årstal og indspilningssteder er slet ikke opført i covernoterne. Hart håber tværtimod på, at inkarnerede fans ligger inde med oplysningerne. Det er ikke så vanskeligt som det lyder. Flere af sangene er indspillet med bandet Nova Mob. Det bandnavn, som Hart gemte sig under og som lavede to fornemme plader plus det løse i første halvdel af halvfemserne, og som gik i opløsning, da han og bassisten Tom Merkl gik fra hinanden.

Grant Hart har altid haft tæft for den gode popsang og det fornægter sig ikke på de seksten sange, der udgør ’Oeuvrevue’. En akustisk folkversion af misbrugssangen ’The Main’ fra ’Intolerance’ åbner albummet, for at gå lige over i et cover af Arthur Lee’s anti-drug-nummer ’Signed D.C.’. Tonen syntes lagt. Derpå følger et par Nova Mob-singler, hvor især b-siderne, en beskidt liveudgave af Willie Dixon’s ’I Just Want To Make Love To You’ og en besnærende ’Masters Of War’ af Bob Dylan, rager i vejret. Det gamle trick fra Hüsker Dü-tiden med brede baner af fuzz-guitar, er der til overmål i den glemte perle ’Little Miss Information’. Hart viser også andre og mere traditionelle sider af sig selv i ’Ballad #19’ og ’Khalid’, der med vidtsvævende rumklang, nærmest lyder som de er indspillet på en fire-spors båndoptager.”


onsdag den 13. september 2017

Shoot From The Hip #1977 (igen) i Mod Strømmen


Fælles for singlerne herover er, at de var større eller mindre hits i 1977. Et par stykker af numrene blev vist allerede udgivet i 1976. Men det hænger jeg mig ikke så tungt i nu og her. I morgen kan det være, at piben får en anden lyd. Der er vi nemlig endelig klar med anden del af musikåret 1977. Udsendelsen var oprindelig programsat til begyndelsen af august, men vi måtte aflyse på grund af en uforudset hændelse.

Dele af forskræppet fra d. 8. august

”By popular demand og fordi et kært redaktionsmedlem ikke mente, at vi nåede omkring året 1977 i den udsendelse, som vi sendte i slutningen af april, laver vi en to’er. I år er mange plader fra 1967 blevet fejret. Halvtreds år og alt dét der. For mit eget vedkommende, må jeg ærligt indrømme, at 1977 har været mere vedkommende. Der er flere album fra dét år, som rangerer blandt mine favoritter, end fra the year of summer of love. Det har mest af alt, nok noget med min alder at gøre.

Her en bid af introduktionen til det første program og hvilke sange vi nåede at spille.

1977 var et år med et magnifikt udvalg af musik. Indenfor årets første måneder udkom ‘Rumours’ med Fleetwood Mac, der har solgt mere end 45 millioner eksemplarer på verdensplan.
Do-it-yourself debuten ’Spiral Scratch’ med Buzzcocks, der kostede 500 £ at lave. Guitarrock-albummet ’Marquee Moon’ med Television, der blev kaldt ”a new dawn in rock music". Og forleden var det fyrre år siden, at den første af Iggy Pops to plader fra 1977 udkom. På ’The Idiot’ bevægede Osterberg sig væk fra det hårdtslående Stooges-udtryk og ind mod et nyt og mere introspektivt og selvreflekterende univers. Jeg skal heller ikke glemme alle de fantastiske debutsingler dét Herrens gode år bød på.”

1. The Clash - 1977 (1977)
2. The Weirdos - Destroy All Music (1977)
3. The Jam - In The City (1977)
4. Wire - Ex Lion Tamer (1977)
5. Richard Hell & The Voidoids - Blank Generation (1977)
6. Johnny Thunders & The Heartbreakers - Born To Lose (1977)
7. Television - Venus (1977)
8. Bob Marley & The Wailers - Turn Your Lights Down Low (1977)
9. Curtis Mayfield - Doo Doo Wap Is Strong In Here (1977)
10. The Congos - Fisherman (1977)
11. Donna Summer - I Feel Love (1977)
12. Question Mark - Scram Out (1977)
13. Gil Scott-Heron & Brian Jackson ‎- Racetrack In France (1977)
14. Suicide - Cheree (1977)
15. The Sex Pistols - Pretty Vacant (1977)
16. Ramones - Here Today, Gone Tomorrow (1977)
17. Wayne County & The Electric Chairs - Fuck Off (1977)
18. The Real Kids - Raggae Raggae (1977)
19. Ian Dury - Sex & Drugs & Rock & Roll (1977)
20. The Beach Boys - Johnny Carson (1977)
21. Rod Stewart - You're in My Heart (The Final Acclaim) (demo) (1977)
22. Althia & Donna - Uptown Top Ranking (1977)
23. C.V. Jørgensen - Hamburger Sally (1977)
24. David Bowie - Heroes (1977)

Hør den første 1977-udsendelse herunder.

Stil ind, kl. 18.00, i morgen, torsdag d. 14. september, på enten 98.9 FM eller via Tunein eller den direkte stream.

tirsdag den 12. september 2017

Vi er nogle, der skal til Lee ’Scratch’ Perry og Mad Professsor, mens andre må nøjes med The Black Angels...


Skal jeg virkelig helt tilbage til Dee Dee Ramone, for at finde den seneste gang jeg besøgte spillestedet Rust? Det var i al fald mit første indfald, da jeg ville sjusse mig frem til et svar. Jeg fremmaner hastigt koncerter fra slutningen af firserne og begyndelsen af halvfemserne. Blandt andet Camper Van Beethoven og Psyched Up Janis debutshow. Med de senere år går det knapt så gelinde. Okay, jeg var på Rust, da The Breakers skrev kontrakt med Little Stevens pladeselskab, Wicked Cool Records. Den aften spillede Lorenzo Woodrose i øvrigt et glimrende cover af Dylans ’Masters Of War’. Men nu er vi altså tilbage i juni 2008. Har jeg virkelig ikke været der siden?

Nevertheless, jeg tager turen til Nørrebro igen i morgen aften for at høre dub- og reggaelegenderne Lee ’Scratch’ Perry og Mad Professsor. Jeg har for resten intet at udsætte på The Black Angels, der spiller i Pumpehuset på samme tid. Bandets plade fra i år, ’Death Song’, er faktisk skidegod. Begge koncerter er for øvrigt udsolgt.


mandag den 11. september 2017

Ny vært og nyt program på Christianshavns Kanal


I aften, kl. 22.30, har Christianshavns Kanal premiere på en ny udsendelse. Ny og ny er måske så meget sagt, fordi vært Sandy Wilson tidligere har sendt, ’The Cold War Happy Hour’, som programmet hedder, på KChung Radio, Chinatown, downtown Los Angeles. Wilson flyttede til København for nogle måneder eller tre siden. Han arbejder med film og video og skriver manuskripter. Tidligere har han været tilknyttet pladeselskabet Light In The Attic, hvor han blandt andet var med i hele processen omkring genudgivelserne af Lee Hazlewood. Wilson var også en del af holdet bag ’Dig!’, dokumentarfilmen om The Dandy Warhols og The Brian Jonestown Massacre. Ligesom han har tætte forbindelser til The Black Angles. For bare at nævne et lille udsnit af Sandy Wilsons curriculum vitae.

Stil ind i aften, kl. 22.30, på enten 98.9 FM eller via Tunein eller den direkte stream.

Her ‘The all Danish episode of The Cold War Happy Hour’, som blev lagt ud på Mixcloud for henved tre uger siden.


søndag den 10. september 2017

fredag den 8. september 2017

The Monoliths. Playliste 7. september 2017


1. The Monoliths - Horse (2017)
2. BÊNNÍ - More Than Man (Machine Supreme)(2017)
3. Easter Monkeys - Cheap Heroin (1982)
4. The Beastie Boys - White Shadow (live) (1983)
5. Feedtime - Ha Ha (1985)
6. The Monoliths - Feeling Geography (2017)
7. FNU Clone Inc. - Ghost Baby, Ghost (2016)
8. Jan Toftlund - Jeg Er Bums (1973)
9. Urochromes - Night Bully (2017)
10. ? - Snap Ind/Ud (demo) (2017)
11. Skiftande Enheter - 800 Spänn (2017)
12. The Monoliths - Song For Your Daughter (2017)
13. Drool - BLM (demo) (2016)
14. Charles Mingus - Boogie Stop Shuffle (1959)
15. Grong Grong - Grong Grong (1983)
16. Oddio Gasser - Sausage Menace (2008)
17. The Monoliths - National Anthem (2017)


torsdag den 7. september 2017

"Woodstock, Isle of Wight and Watkins Glen - those were the big three for us"


Det er Rick Danko fra The Band, der har udtalt ovenstående. For at gøre en længere og tør historie kort, så hørte jeg forleden The Bands ‘Live At Watkins Glen’, som Capitol Records udgav i 1995. Et album, som The Band ikke selv havde noget med at gøre. Undervejs slog det mig, at jeg stort set intet kender til Watkins Glens eller som rockfestivalen rettelig hed ’Summer Jam At Watkins Glen’.

En-dags festivalen fandt sted, d. 28. juli 1973, på en racerbane uden for Watkins Glen, upstate New York. Udover The Band var The Grateful Dead og Allman Brotherts Band på plakaten. Publikumssøgningen var enorm, så allerede aftenen før var tusindvis af mennesker mødt frem. Hvilket bevirkede, at orkestrenes lydprøver nærmest udviklede sig til små koncerter. Det er senere blev anslået, at omkring 600.000 var til stede på selve dagen. Der var trafikkaos uden lige. Hvis man kender fotografierne fra Woodstock, hvor der var ca. 450.000 personer, så ved man formentlig, hvordan det har set ud. Biler overalt. Vejkanter og grøfter var fyldt op. Flere måtte efterlade deres køretøjer 12-13 kilometer fra racerbanen og gå ind til festivalen.



Herunder er der mange, mange flere fotografier fra ’Summer Jam At Watkins Glen’

onsdag den 6. september 2017

The Trevor Chest CS


Jeg kan ikke just påstå, at jeg opsøger elektronisk musik. Min bevågenhed er som regel andre steder. Ikke desto mindre, har ’The Trevor Chest CS’ taget fusen på mig. Umiddelbart kan jeg ikke begrunde, hvad det er der har ramt mig. Jeg aner det ikke. Og så alligevel, kassettebåndet er udgivet på det australske pladeselskab Paradise Daily Records, hvis udgivelser jeg tjekker fra tid til anden. Og selvom, at jeg har en fornemmelse af, at musikken er en smule bedaget. At den med andre ord, hører en anden tid til, hvis man ved mere om elektronisk musik, end jeg gør. At jeg måske er ti, hvis ikke tyve år bagud. Ja, så, har jeg virkelig hørt de fire kompositioner kassettebåndet indeholder, mange gange henover de seneste måneder. Når det er sagt, så er det selvfølgelig også et væsentlig plus, at det er trommeslageren fra Total Control, James Vinciguerra, der gemmer sig bag kunstnernavnet Trevor….