Blogger Widget

fredag den 31. marts 2017

Kulturstationen i Vanløse eller Børneteatret på Christiania?


Det er spørgsmålet i morgen aften. I Vanløse spiller Orcas og Morten Arons Vilde Græs. Eller hedder de bare Vilde Græs nu om stunder? Bandet er i al fald ikke det samme, som spillede ved et Klub Soja-arrangement sidste efterår. Men mon ikke man stadigvæk kan forvente en omgang acid-country med hvad dertil hører af udsyrede tekster og melodier af Aron, inspireret af både de mest radikale og de mest reaktionære kræfter indenfor folk- og countryscenen, spillet så tilpas tilbagelænet, at man måske bliver i tvivl om dette virkelig er 2720 Vanløse eller om man befinder sig i en roadside café et sted uden for lands lov og ret i Kentucky. 

Hvad angår Orcas, så mener jeg, efterhånden at vide, hvor jeg har dem. Det er uopslidelige beatmusik af fineste karat.


Mød op, kl. 20.30, i Kulturstationen Vanløse, Frode Jacobsens Plads 4, 1.sal. 


Ude på Børneteatret præsenterer Salon Pissoir‎ Goodiepal & Pals, Visitor Kane og Den Sorte Død. Goodiepal & Pals ved jeg ikke meget andet end, at de kalder sig et protestband.  Jeg ved heller ikke, om jeg blev klogere af at læse anmeldelsen - med den kække overskrift ”Frederik IX ville kunne lide det her” - af deres album, ’Pro Monarkistisk Extratone’, i Føljeton. Visitor Kane kan jeg på det varmeste anbefale. Den Sorte Døds elektroniske eskapader kan man selv danne sig et indtryk af via deres ep fra sidste år.

Overskuddet fra aftenen går ubeskåret til Trampoline House, der er et uafhængigt medborgerhus i København, hvor flygtninge og asylansøgere kan finde støtte, fællesskab, få retshjælp mv.


Det begynder, kl. 21.00.

torsdag den 30. marts 2017

“I am a D.J. I am what I play” / “Hang the D.J.” Eller noget i retning…


Ved en tilfældighed, faldt jeg over en anmeldelse af den glimrende kompilation ’Running The Voodoo Down (Explorations In Psychrockfunksouljazz 1967-80)’. Netop det album, har jeg gået og overvejet, om jeg skal tage med, når jeg er vender plader før og efter Tamikrest-koncerten på Global, fredag d. 7. april. Udvalget er, som titlen antyder, et musikalsk crossover. En blanding, hvor forskellige genrer og kulturer beriger hinanden og sød musik opstår. Sød er måske så meget sagt.

Ifølge George Clinton, der spiller i DR Koncerthuset d. 5. maj, kan man spore rødderne til den såkaldte ”psychedelicised funk”, tilbage til en Vanilla Fudge-koncert i 1967, af alle steder:

“In 1967, Clinton’s formative band The Parliaments were playing a show at a college in upstate New York, on a bill with Vanilla Fudge and The Box Tops. “We had to use the Vanilla Fudge’s equipment, because we didn’t have any,” Clinton told Rolling Stone in 1990. “Goddamn! That shit was so bad. It was extremely loud. So I went out and bought Jimi Hendrix’s Are You Experienced?, Cream’s album, a Richie Havens record and Sly’s Whole New Thing. I gave them to Eddie [Hazel, guitarist] and Billy [Nelson, bassist] in the band. They were just 15, 16 at the time. And the second night we used the Vanilla Fudge’s equipment, we knew what to do with that motherfucker.”

Clinton had identified a way of taking back control. White bands had been making capital out of African-American song for decades; Vanilla Fudge themselves had just released a debut album that featured amped-up covers of “People Get Ready” and “You Keep Me Hangin’ On”. Following the example of Hendrix, though, Clinton realised that inspiration could flow in more than one direction – that the volume and possibilities of psychedelic rock could add new dimensions to the music of black America. “[Hendrix] took noise to church,” he continued to Rolling Stone. “With that feedback, you could almost write the notes of that feeling down. His music, like the Beatles’, was way past intellectual. That shit was in touch with somethin’ else.”


1. James Brown - Talkin’ Loud & Saying Nothin’ (Pt.1 & Pt.2)
2. Funkadelic - Red Hot Mama
3. Fugi - Mary Don't Take Me On No Bad Trip
4. Eugene McDaniels - Cherrystones
5. The Isley Brothers - Ohio / Machine Gun
6. The Chambers Brothers - Time Has Come Today
7. Swamp Dogg - Total Destruction To Your Mind
8. Keith Jarrett - Have A Real Time
9. William S. Fischer - Patience Is A Virtue
10. Miles Davis - Willie Nelson (Take 3)
11.Warlock - Thrills Of Love
12. The Meters - Liar
13. Eddie Hazel - California Dreamin'
14. Buddy Miles - Down By The River
15. Undisputed Truth - Like A Rolling Stone
16. Lightnin' Rod & Jimi Hendrix - Doriella Du Fontaine
17. James Blood Ulmer - Jazz Is The Teacher (Funk Is The Preacher)
18. Pure Hell - I Feel Bad
19. Funkadelic                          - Maggot Brain
20. The Headhunters - If You Got It, You’ll Get It
21. Don Cherry - Brown Rice
22. Santana - In A Silent Way (Live)
23. Sly & The Family Stone - Thank You For Talking To Me, Africa




onsdag den 29. marts 2017

Strejftog i Jan Sonnergaards pladesamling. Besøg af børnebogsforfatter Søren Nordstrand i Mod Strømmen.


”Vi puffede døren til baren op med et fælles og meget velsynkroniseret skub, og lugten af røg og gammel øl og sødlig parfume slog imod os med et pust. Parfumelugten måtte skyldes de tre bitches ovre i hjørnet, blev jeg enig med mig selv om, og det føltes på en sær måde som om jeg var kommet hjem. Ikke fysisk, men til gamle dage. Hvor tingene var lidt mere åbne, og der stadig væk var tid at give af, og de færreste døre var lukket helt i, hvor der var anarki og handlinger så absurde at man måtte elske dem, hvor horrible de end var.
   Som dengang Henrik stjal en gravko ude i Valby. Han kørte lidt rundt i den på må og få, og da politiet kom og anholdt ham og spurgte hvorfor i alverden han dog kørte rundt i sådan en gravko midt om natten, gav han et svar som omgående blev udødeligt.
   - Hvorfor ikke?
   Ja, ærligt talt, hvorfor skulle man egentlig ikke køre sig en aftentur i Kommunes gravko, hvis det nu er dét man har lyst til?
   Eller da vi crashede John Cale-koncerten i Vega og egentlig var så forbistrede og aggressive og ensomme og udstødte … at det mest naturlige ville være at vi kom op at slås med nogen. Det var ikke alle sammen Guds bedste børn, publikum som stod og ventede inde i foyeren, hvor der hang reklamer for de forskellige pornofilm der blev vist i biografen lige ved siden af. Lurvet og vulgært var det, og også halvfarligt, for der var nogle barske fyre blandt de punks vi provokerede, og egentlig var det mærkeligt at vi ikke fik sådan én på bærret af dem. Eller af roadierne eller kontrollørerne som vi jo også spillede voldsomt op til. Vi gjorde hvad vi kunne for at lave ballade og rigtigt skabe problemer. Det var den mest destruktive tid inden for den depressive periode, og det stod skrevet med versaler i drejebogen at i aften, netop i aften, ville det gå helt galt.
   Og så overvældede koncerten os så meget at vi blev som blide små lam. Cales aggressioner fik vores egne til at ligne udråb fra forkælede små pattebørn, hans ensomhed i den akustiske udgave af ’Heartbreak Hotel’ fik os til at gyse og indse at alting kunne blive værre, meget værre, og hans udgaver af ’Chinese Envoy’ og ’Close Watch’ og ’Ski Patrol’ viste at der jo alligevel altid er en eller anden form for skønhed gemt i det forfærdelige, og vi forlod koncertstedet lutrede og afklarede, tror jeg vi kaldte det. Uden vrede, men med kærlighed og respekt. Det var en koncert vi talte om mange år efter og altid næsten andægtigt. Det var dengang musik betød noget. Noget så kolossalt. Sådan er det ikke længere. Bartenderen havde ikke engang gidet tænde jukeboksen, musikken blev streamet fra en eller anden internetstation”

- fra ’Frysende Våde Vejbaner’ af Jan Sonnergaard, Gyldendal 2015.

Jeg var også til den John Cale-koncert, der foregik i Saga på Vesterbrogade, ikke i Vega. Men en forfatter har jo litterær frihed til at flytte begivenheder fra et sted til et andet. Sort Sol varmede i øvrigt publikum op. Efter koncerten gik vi på Krasnapolsky, før jeg, sammen med en nu afdød ven, havnede med et par islandske piger i en et-værelse stuelejlighed ude i Vangede.  Det er mange år siden.

Da Jan Sonnergaard blev mindet ved en maratonoplæsning på Arbejdermuseet i november sidste år, fik jeg at vide, at der var en tidsskriftartikel om musikken i hans sidste bog, netop nævnte, ’Frysende Våde Vejbaner’, under udarbejdelse til et litterært magasin. Hvornår artiklen ser dagens lys, har jeg ingen anelse om. Jeg har heller ingen anelse, om hvor akademisk skribenten går til værks. Den slags formaliteter, får vi ikke tid til, når Sonnergaards kammerat siden ungdomsårene, Søren Nordstrand, kommer forbi Mod Strømmen i morgen. For som han skriver i et opslag på Facebook, om udvælgelsen af musikken:

”Lige nu er det ren tortur, da vi kun har to timer til rådighed. Og jeg skal fravælge alt, alt for meget. Og vi skal jo også vrøvle mellem numrene. Fuck!”

På stående fod har jeg heller ingen anelse om, hvor vemodig udsendelsen kan gå hen at blive. Det vil jeg heller ikke vide. Eller om vi kommer til at dissekere rocktekster og omtale rockmusikere som rene sandsigerske og guddommelige poeter, som jeg ved, at både den gode Nordstrand og jeg, har brugt timer på i selskab med Sonnergaard. Vel at mærke fra ”dengang musik betød noget. Noget så kolossalt”

Søren Nordstrand skriver børnebøger.  Han debuterede med ’Bertram stjæler en revolver’ i 2010 og er snart aktuel med den forunderlige og for segmentet (de købedygtige forældre) mildest talt syrede bog om syvårige Alberte og hendes hund, ’Mig og Glistrup’. Bogen kommer på forlaget Arabesk.

Stil ind nu på torsdag, d. 30. marts, kl. 18.00, på enten 98.9 FM eller via den direkte livestream. Man kan også fange udsendelsen på Tunein.


mandag den 27. marts 2017

“If everybody wants to think we're simple, that's fine…”


“Johnny Cash? Why don't they talk about us? Bob Dylan? Why don't they talk about us? Waylon Jennings? Why don't they talk about him? I'm just saying it's about time people wised up. We're together with Waylon in a big way. Take Dylan and Cash, McGuinn and electricity, the Burritos and Waylon--same combinations.”

Der er sagt og skrevet meget om Gram Parsons musikalske evner og arv. Alt for meget ifølge hans gamle bandkammerat Chris Hillman. Parsons opfandt egenhændigt countryrock und so weiter und so fort. I kender historien…

Overskriften og citatet stammer fra et interview med Gram Parsons og Chris Hilman fra dengang de begge spillede i The Flying Burrito Brothers. Konversationen blev første gang bragt i en kortere udgave i et amerikansk undergrundsblad i slutningen af tresserne. Musikjournalisten har jeg ikke navnet på. Hvis jeg havde ledt lidt mere, havde jeg muligvis kunne finde det. Han skrev for resten også for The Rolling Stone. Samtalen er i fire dele.



lørdag den 25. marts 2017

1977. Playliste 23. marts 2017


1. The Clash - 1977 (1977)
2. The Weirdos - Destroy All Music (1977)
3. The Jam - In The City (1977)
4. Wire - Ex Lion Tamer (1977)
5. Richard Hell & The Voidoids - Blank Generation (1977)
6. Johnny Thunders & The Heartbreakers - Born To Lose (1977)
7. Television - Venus (1977)
8. Bob Marley & The Wailers - Turn Your Lights Down Low (1977)
9. Curtis Mayfield - Doo Doo Wap Is Strong In Here (1977)
10. The Congos - Fisherman (1977)
11. Donna Summer - I Feel Love (1977)
12. Question Mark - Scram Out (1977)
13. Gil Scott-Heron & Brian Jackson ‎- Racetrack In France (1977)
14. Suicide - Cheree (1977)
15. The Sex Pistols - Pretty Vacant (1977)
16. Ramones - Here Today, Gone Tomorrow (1977)
17. Wayne County & The Electric Chairs - Fuck Off (1977)
18. The Real Kids - Raggae Raggae (1977)
19. Ian Dury - Sex & Drugs & Rock & Roll (1977)
20. The Beach Boys - Johnny Carson (1977)
21. Rod Stewart - You're in My Heart (The Final Acclaim) (demo) (1977)
22. Althia & Donna - Uptown Top Ranking (1977)
23. C.V. Jørgensen - Hamburger Sally (1977)
24. David Bowie - Heroes (1977)


torsdag den 23. marts 2017

“Rock'n'roll to the break of day...”


Det er næppe gået nogen forbi, at Chuck Berry døde i sit hjem i St. Louis i sidste weekend. Færre ved formentlig, at han havde en lp på trapperne. Den første siden, ’Rock It’, fra 1979. Det nye album hedder blot ’Chuck’, og udkommer i juni.

Førstesinglen, ’Big Boys’, en klassisk Berry-rocker, blev lagt på nettet for et par dage siden:


tirsdag den 21. marts 2017

Shoot From The Hip #1977 i Mod Strømmen


Jeg har spekuleret en del, ja, ligefrem kastet mig søvnløs rundt i sengen, over, hvordan illustrationen til ugens udsendelsen om året 1977, skulle tage sig ud. Nej, dét med søvnløshed er løgn. Jeg har sovet ganske glimrende. Tidligt i seng, tidligt op. Og programmet på torsdag kommer ikke til at handle om Allan Simonsen eller Star Wars, selvom det kunne være spændende.

1977 var et år med et magnifikt udvalg af musik. Indenfor årets første måneder udkom ‘Rumours’ med Fleetwood Mac, der har solgt mere end 45 millioner eksemplarer på verdensplan. Do-it-yourself debuten ’Spiral Scratch’ med Buzzcocks, der kostede 500 £ at lave. Guitarrock-albummet ’Marquee Moon’ med Television, der blev kaldt ”a new dawn in rock music". Og forleden var det fyrre år siden, at den første af Iggy Pops to plader fra 1977 udkom. På ’The Idiot’ bevægede Osterberg sig væk fra det hårdtslående Stooges-udtryk og ind mod et nyt og mere introspektivt og selvreflekterende univers. Jeg skal heller ikke glemme alle de fantastiske debutsingler dét Herrens gode år bød på. Det skorter i det hele taget ikke på materiale, når Mod Strømmen, nu på torsdag, d. 23. marts, har afsat to timer til et tværsnit gennem musikåret 1977.

Stil ind, kl. 18.00, på enten 98.9 FM eller via den direkte livestream. Man kan også fange udsendelsen på Tunein.

”The king is gone but he's not forgotten / This is the story of a Johnny Rotten”

mandag den 20. marts 2017

Klub Soja: Spines bliver tredje band på fredag


Så faldt puslespillet omsider på plads. Københavnske Spines er tilføjet plakaten, hvor Equis og Less Win allerede figurerer. Less Win har vistnok nyt materiale med på sætlisten på fredag. Altsammen foregår i Kulturhuset på Islands Brygge. Dørene åbner kl. 20.30, og det koster den nette sum af 60 kr. at få adgang.

Spines debuterede med minialbummet, ’Lymph Nodes’, i oktober sidste år. Punk, postpunk, hardcore og støj er nøgleordene. Da trioen varmede op for Yung på Tape i Aarhus, for lidt over et år siden, fandt anmelderen Tammy Toledo fra magasinet Sound Of Aarhus, ligheder med prominente navne som Wire, Fugazi, Gang Of Four, Sonic Youth og med, for mig ukendte grupper, som Unwound og Party Of Helicopters.


Hunger fortalte godt nok, at ‘Soon I'm Gonna Meet Valley Floor Dreams’…


… af Lasse Krog Andersen var fremragende. De har så sandelig ret. Som Jacob Eddison bemærkede i torsdagens udsendelse, havde han flere gange opfordret Krog Andersen til at optage de country- og folksange, han havde hørt ham spille akustisk. Efter en kortfattet indføring i, hvordan en fire-spors båndoptager virker, gik prøveoptagelserne i gang. De fungerede så eftertrykkeligt godt, at de nærmest på stedet besluttede sig for at få det ud på kassettebånd. Og, ja, ‘Mystery Train’ er et cover af Junior Parkers bluesstandard fra 1953.


Lasse Krog Andersen varmer op for Hunger, når de besøger spillestedet Tape i Mejlgade i Aarhus, nu på fredag d. 24. marts.

søndag den 19. marts 2017

The King Of Rock’n’Roll. ‘Chuck Berry Songs Recorded by Elvis…’


“Elvis Presley was always drawn to Chuck Berry’s music. Presley sidekick Jerry Schilling saw it happen spontaneously one night in 1972. Schilling was with Elvis and Sammy Davis Jr. as they walked through the lobby of the Las Vegas Hilton. “We heard a very familiar Chuck Berry intro,” Schilling recalls. “And Sammy and Elvis just looked at each other, and with a smile, we all just turned around without anything being said, and we headed for the lounge.” After taking a booth in the lounge where Chuck was playing, Elvis began yelling out song requests. Some of those titles Elvis had himself recorded during his career.”


Her ‘Promised Land’, der var den eneste Chuck Berry komposition, Elvis Presley udgav som single. Den kom i 1973.


“Long distance information, give me Memphis Tennessee…”


The Chucker er her ikke længere, men så sent som i går morges, da jeg tog opvasken fra aftenen før, sang jeg ovennævnte linje om og om, igen og igen. Chuck Berry blev 90 år. Hail hail to Chuck, the Shakespeare of rock and roll, som Bob Dylan døbte ham i forbindelse med, at Berry modtog PEN New England Awards for Song Lyrics of Literary Excellence i 2012

Her en lidt mere bluesy udgave af ’Memphis Tennessee’ fra 1963. Oprindelig kom nummeret som b-side til ’Back In The USA’ i 1959.


fredag den 17. marts 2017

Hunger. Playliste 16. marts 2017


1. Jolie Holland - Springtime Can Kill You (2006)
2. Hunger - Golden Gates (demo) (2015)
3. Less Win - Guilt In The Glory (2016)
4. Lød - Fælled (2017)
5. The Velvet Underground - Venus in Furs (1967)
6. Timber Timbre - Beat The Drum Slowly (2014)
7. Hunger - Act Of Kindness (demo) (2015)
8. Kikimora - Devour (2017)
9. Chelsea Wolfe - Mer (2011)
10. Lasse Krog Andersen - Valley Floor Dreams (2015)
11. Clarissa Connelly - Secession (2015)
12. This Heat - A New Kind Of Water (1981)
13. Eddisons Face Implosion - Come Along With Me (2015)
14. Six Organs Of Admittance - Black Wall (2006)
15. Michael Hurley - You'll Get Down By The Pool Hall Clickety Clak (Sister Song) (1964)
16. Julianna Barwick - Labyrinthine (2013)
17. Nico - The Fairest Of The Seasons (1967)
18. Mink DeVille - Spanish Stroll (1977)
19. The Bats - Looking For Sunshine (2017)


tirsdag den 14. marts 2017

Hunger og Kikimora i Mod Strømmen


”Inden aftenens hovedpersoner skulle på scenen, fik det nye aarhusianske band Hunger fornøjelsen af at varme det store fugtige rum op med deres insisterende dronende folk, der blev båret flot af forsangerindens inderlige vokal, som stod krystalklart i Cisternernes skarpe lyd”

De få ord herover fra Devilutions anmeldelse af De Underjordiske og Hungers koncert i det gamle vandreservoir under Søndermarken i august 2015, beskriver glimrende min oplevelse af den liveoptagelse af Hunger-koncerten, som udkom på det aarhusianske kassettebånd-label Taarnet Tapes for ganske nylig.

Torsdag aften spiller Hunger sammen med Kikimora i Musikcaféen i Huset i Magstræde. Allerede nævnte forsangerinde hedder Louise Lindvald, og det er fortrinsvis omkring hendes stemme, at Hunger bygger deres ambiente folk-univers op. Bandet består blandt andet af folk fra den eksperimenterende musikscene i Aarhus, såsom hedengangne Spökraket og spillevende Narcosatánicos. 


Oprindelig skulle Ærkenbrand have optrådt sammen med Hunger, men de har aflyst alt her i foråret for kort tid siden. I stedet er Kikimora trådt til. Hende kender jeg intet til, udover at navnet må referere til et skræmmende hunkønsvæsen fra den slaviske folklore, der intet godt bringer med sig, og som får skylden for søvnlammelse og mareridt.


Stil ind nu på torsdag, d. 16. marts, kl. 18.00, på enten 98.9 FM eller via den direkte livestream. Man kan også fange udsendelsen påTunein.

Foto: Kasper Skotte Krogh

lørdag den 11. marts 2017

Alt hvad jeg nogensinde har ønsket mig. The Replacements Bible


”This is an document of copyrighted material for educational/research purposes only”

429 pdf-sider fylder The Replacements Bible i skrivende stund. Den bliver jævnligt opdateret med artikler, interview, billeder og andet godt. Dokumentet er delt op i ni undergrupper, der er lige til at navigere rundt i. Hvorfor Tommy Stinson ikke er repræsenteret, ved jeg ikke.

The overview
The Replacements sessionography
Articles on The Replacements
Paul interviews
Chris interviews
Bob interviews
Slim interviews
Bob orbits
Pictures


fredag den 10. marts 2017

CS Nielsen. Playliste d. 9. marts 2017


1. CS Nielsen - Twentieth Century (2016)
2. Jimmie Driftwood - On Top of Shiloh's Hill (1961)
3. Geeshie Wiley - Last Kind Words Blues (1930)
4. Sandy Denny - 3:10 To Yuma (1967)
5. Kaia Kater - Paradise Fell (2016)
6. CS Nielsen - Jericho Road (2016)
7. Chuck Wagon Gang - I'll Fly Away (1948)
8. Aksel Schiøtz - Lær Mig Nattens Stjerne (1938)
9. Billy Joe Shaver - If I Give My Soul (1998)
10. Louvin Brothers - Satan Is Real (1959)
11. CS Nielsen - Snake Handler (2016)
12. Lightnin' Hopkins - Rosie Mae (1969)
13. John Prine - Sam Stone (1971)
14. Bing Crosby - Brother, Can You Spare A Dime? (1932)
15. Totalbell Band - El Joven Is Alive (2013)
16. Peter Belli - Kære (1980)
17. The Creek Rocks - Groundhog (2015)
18. CS Nielsen - Don't You Weep (2016)


torsdag den 9. marts 2017

onsdag den 8. marts 2017

“The future is female…”. Det er d. 8. marts i dag.


“We live in a world where people say all the time, "Don't be such a pussy." Or, "Don't hit like a girl." "Don't be so girly.” In doing that, what we're explicitly saying is that male qualities are desirable and female qualities are undesirable. And that's the worst thing you can do.”

- Roskilde-aktuelle Kiran Gandhi aka. Madame Gandhi til The Fader, september 2016. 

Gandhi bor i Los Angeles. Hun er tidligere trommeslager for M.I.A. I dag laver hun elektronisk musik og er ny-feministisk aktivist. I den brede offentlighed er hun nok mest kendt for at have gennemført London Marathon 2015 som fribløder. En handling, hun i dag betragter som en udløber af sit kunstneriske virke, chokeffekter er ikke sådan at kimse ad, samt en decideret feministisk aktion.


tirsdag den 7. marts 2017

CS Nielsen i Mod Strømmen


Jeg er vild med det musikalske landskab, CS Nielsen bevæger sig rundt i på ’Jericho Road’. Hans nye album, der ligesom dét også var tilfældet med ’Man Of The Fall’ fra 2012, har skilt vandene. Gud og Djævelen, dialektik, skildringer af et Amerika, der måske er et produkt af hans egen fantasi, tro, myter og traditioner, gentagelser, Dylan, Cash, Appalacherne, sydens negro spirituels, delta-blues, jeg kunne blive ved.

I februar var CS Nielsen, der en passant fylder 40 år i dag (tillykke), en tur i Guds eget land. Han besøgte Arkansas og var til branchefestivalen Folk Alliance International i Kansas City. Den rejse, håber jeg, han har lyst til at fortælle mere om, nu på torsdag. Det er i øvrigt ikke første gang, at CS Nielsen er på besøg i Mod Strømmen. Her den musik, han beværtede lyttere med ved besøget i 2012. Playlisten kan formentlig give et clue om, hvilken retning udsendelsen på torsdag kan tage.

1. CS Nielsen - Man Of The Fall (2012)
2. Hank Williams - I’m So Lonesome I Could Cry (1949)
3. The Staple Singers - I Had A Dream (1958)
4. Bob Dylan - Every Grain Of Sand (1981)
5. Townes Van Zandt - Rex’s Blues (live) (1973)
6. CS Nielsen - Makeup (2012)
7. Fisker Thomas - Anna Lovinda (1977)
8. Johnny Cash - Big River (1957)
9. Elvis Presley - I Got A Feelin’ In My Body (1974)
10. Gillian Welsh - Elvis Presley Blues (2001)
11. Skip James - Devil Got My Woman (1931)
12. CS Nielsen - Blood Of The Lamb (2012)
13. Backdoor Red - Border Blues (2009)
14. Indianna Dawn - Somebody’s Dead (2011)
15. Kaspar Vig - Skudår (2010)
16. De Efterladte - Den Nye Sang Er En Gammel Sang (2011)
17. Stanley Brothers - Man Of Constant Sorrow (1959)
18. Mogens Wieth - Mandalay (1942)

CS Nielsen har nogle koncerter i den kommende tid. Den 17. april optræder han sammen med præsten Søren E. Jensen ved et kombineret koncert/foredrag i Hvalsø Kirke. Et par dage senere, d. 20. april, spiller han solo i Kulturpaladset i Svendborg. Og den 5. maj, går han på scenen med CS Nielsen Trio, der udover CS består af Kaspar Vig og Michael Lund i Lundforlund Forsamlingshus, der ligger mellem Slagelse og Skælskør.

Lyt med på torsdag, d. 9. marts, kl. 18.00, på enten 98.9 FM eller via den direkte livestream. Man kan også fange udsendelsen på Tunein.

mandag den 6. marts 2017

Tomhed er kreativitetens vugge, siger de kloge…


Der er fuldstændig tomt inde i hovedet på mig i dag. Når det sker, tjekker jeg normalt fødselsdagskalenderen, denne dag i rockmusik eller hvilke band, der spiller i byen i den kommende tid. Det plejer at give bid.

Hvad angår fødselsdagskalenderen, så kan jeg selvfølgelig fortælle, at den engelske sanger og skuespiller Kiki Dee, fylder 70 år i dag. Hun var den første britiske hvide kunstner, som fik kontrakt med Motown Records. De fleste kender hende formodentlig fra duetten med Elton John, ‘Don't Go Breaking My Heart’, der toppede hitlisterne over det meste af verden i 1976.


På denne dag i 1965, fik Motown også det første nummer et hit i hjemlandet med en ren mandegruppe. The Temptations gik til tops med ’My Girl’.


Jeg skal heller ikke til Elvis Costello i DRs Koncerthus eller til Michael Gira fra Swans franske favoritgruppe Ulan Bator på Underwerket ude på Toftegårds Plads i aften. Selvom sidstnævnte dobbeltkoncert, hvor danske Sortsyn også optræder, trods alt trækker en lille smule.

I stedet har jeg fundet et billede af X-Ray Spex frem fra min computer (se op) og et link til en dokumentarudsendelse, ’Who Is Poly Styrene’, fra 1979. Ganske uopfindsomt, det indrømmer jeg gerne.


søndag den 5. marts 2017

Natklubsangerinden og fodboldstjernen


Den, nu 79-årige, Roskilde-aktuelle sangerinde Elza Soares, mødte natten efter Brasiliens VM-triumf i 1962, sit livs kærlighed. Han var gift og havde ti børn. Selv var hun enke med fem børn, efter hendes mand, som hun var blevet gift med som 12-årig, var død af tuberkulose nogle år tidligere. Affæren med fodboldstjernen Garrincha, der netop var blevet kåret til turneringens bedste spiller ved VM i Chile, var guf for tabloidpressen.

Garrincha var muligvis verdens bedste højre wing, til trods for, at han var født som krøbling. Han var kalveknæet på det ene ben og hjulbenet på det andet, men bliver stadig betragtet som én af de fremmeste driblere i fodboldhistorien. Hun var sort natklubsangerinde og enlig mor. Pressen var ikke et sekund i tvivl om, hvem skurken var. De brasilianske journalister korsfæstede Elza Soares. Forholdet holdt dog og de blev gift ved en uofficiel ceremoni i 1966. I 1977 forlod Soares Garrincha efter, at han havde slået hende under et skænderi.

Garrincha døde af skrumpelever i 1983. Soares har vi endnu. Tak for bookingen, Roskilde.

Her Soares aldeles fremragende album fra 2015, ‘The Woman Of The End Of The World: A Mulher Do Fim Do Mundo’.


lørdag den 4. marts 2017

Keine Fear For Flanger. Playliste 2. marts 2017


1. Keine Fear For Flanger - Dieter (2015)
2. Dirty Beaches - I Dream In Neon (2013)
3. The Brian Jonestown Massacre - Panic In Babylon (2012)
4. Wand - Melted Rope (2015)
5. Wilco - Handshake Drugs (2004)
6. Keine Fear For Flanger - Wicked Child (2016)
7. DIIV - Doused (2012)
8. Ty Segall - You Should Never Have Opened That Door (2008)
9. Adama - Levitate (2016)
10. The Animals - It's My Life (1965)
11. The Black Angels - Black Isn't Black (2013)
12. Keine Fear For Flanger - The Sunn (2016)
13. Temples - Golden Throne (Beyond The Wizard's Sleeve Reanimation) (2014)
14. Boogarins - Lucifernandis (2013)
15. The Holydrug Couple - Atlantic Postcard (2015)
16. Keine Fear For Flanger - Job (2016)


fredag den 3. marts 2017

Big Walnuts Yonder…


…består af Mike Watt (Minutemen o.m.a), Nels Cline (Wilco o.m.a.), Greg Saunier (Deerhoof o.m.a) og Nick Reinhart (Tera Melos). De første spæde skridt tog gruppen tilbage i 2008, hvor Watt og Reinhart var på tour sammen i Japan. Der skete ikke noget videre før i 2014, hvor Cline og Saunier var kommet med, og kvartetten i løbet af blot tre dage indspillede dét album, som ser dagens lys til maj.

Ifølge pressematerialet indeholder udskejelserne elementer af proto-punk, free jazz, powerpop, eksperimentale output og psych-rock. Jeg har hørt et enkelt nummer. Der er godt i vente. Hør bare her…


torsdag den 2. marts 2017

“I am a D.J. I am what I play” / “Hang the D.J.” Eller noget i retning…


Ved en tilfældighed, faldt jeg over en anmeldelse af den glimrende kompilation ’Running The Voodoo Down (Explorations In Psychrockfunksouljazz 1967-80)’. Netop det album, har jeg gået og overvejet, om jeg skal tage med, når jeg er vender plader før og efter Tamikrest-koncerten på Global, fredag d. 7. april. Udvalget er, som titlen antyder, et musikalsk crossover. En blanding, hvor forskellige genrer og kulturer beriger hinanden og sød musik opstår. Sød er måske så meget sagt.

Ifølge George Clinton, der spiller i DR Koncerthuset d. 5. maj, kan man spore rødderne til den såkaldte ”psychedelicised funk”, tilbage til en Vanilla Fudge-koncert i 1967, af alle steder:

“In 1967, Clinton’s formative band The Parliaments were playing a show at a college in upstate New York, on a bill with Vanilla Fudge and The Box Tops. “We had to use the Vanilla Fudge’s equipment, because we didn’t have any,” Clinton told Rolling Stone in 1990. “Goddamn! That shit was so bad. It was extremely loud. So I went out and bought Jimi Hendrix’s Are You Experienced?, Cream’s album, a Richie Havens record and Sly’s Whole New Thing. I gave them to Eddie [Hazel, guitarist] and Billy [Nelson, bassist] in the band. They were just 15, 16 at the time. And the second night we used the Vanilla Fudge’s equipment, we knew what to do with that motherfucker.”

Clinton had identified a way of taking back control. White bands had been making capital out of African-American song for decades; Vanilla Fudge themselves had just released a debut album that featured amped-up covers of “People Get Ready” and “You Keep Me Hangin’ On”. Following the example of Hendrix, though, Clinton realised that inspiration could flow in more than one direction – that the volume and possibilities of psychedelic rock could add new dimensions to the music of black America. “[Hendrix] took noise to church,” he continued to Rolling Stone. “With that feedback, you could almost write the notes of that feeling down. His music, like the Beatles’, was way past intellectual. That shit was in touch with somethin’ else.”


1. James Brown - Talkin’ Loud & Saying Nothin’ (Pt.1 & Pt.2)
2. Funkadelic - Red Hot Mama
3. Fugi - Mary Don't Take Me On No Bad Trip
4. Eugene McDaniels - Cherrystones
5. The Isley Brothers - Ohio / Machine Gun
6. The Chambers Brothers - Time Has Come Today
7. Swamp Dogg - Total Destruction To Your Mind
8. Keith Jarrett - Have A Real Time
9. William S. Fischer - Patience Is A Virtue
10. Miles Davis - Willie Nelson (Take 3)
11.Warlock - Thrills Of Love
12. The Meters - Liar
13. Eddie Hazel - California Dreamin'
14. Buddy Miles - Down By The River
15. Undisputed Truth - Like A Rolling Stone
16. Lightnin' Rod & Jimi Hendrix - Doriella Du Fontaine
17. James Blood Ulmer - Jazz Is The Teacher (Funk Is The Preacher)
18. Pure Hell - I Feel Bad
19. Funkadelic - Maggot Brain
20. The Headhunters - If You Got It, You’ll Get It
21. Don Cherry - Brown Rice
22. Santana - In A Silent Way (Live)
23. Sly & The Family Stone - Thank You For Talking To Me, Africa



Ny dokumentarfilm om Alex Chilton undervejs


’Thanks For Being So Nice’ er titlen. Den bliver lavet af D J Leonard, der nåede at kende Chilton i mere end tredive år.

Leonard fortæller:

“Alex was easy for a kid like me to meet around the time I dropped out of high school in Memphis. I'd see him perform in small rooms as a sideman with Tav Falco's Pantherburns, a ragged and raging “art damage” punk/rockabilly/blues/tango ensemble. It was a far cry from his years as a pop star in The Box Tops just a decade earlier but for us it was exhilarating. Underage delinquents like me could still get served in bars without an ID and Alex was a regular; he liked to hang with the kids in his neighborhood.

In 1982, Alex quit drinking and decided to move to New Orleans – a seemingly incompatible pair of lifestyle choices. He didn't own a car and, carrying only a small backpack, he caught a ride with a friend and I just before Mardi Gras. On that ride to New Orleans he talked about his decision. He was very clear about his need to make a change, saying he'd started in music at such a young age that he never had a real job and now he needed to take a break from music to find discipline in his life.”

Her en forsmag