Blogger Widget

søndag den 18. november 2018

LX Chilton & Teenage Fanclub


Eller rettere. Her er det Alex Chilton, Norman Blake og Gerald Love. Billedet stammer vistnok fra en radiooptagelse til BBC Scotland. Året er jeg i tvivl om. Af halvfemser-orkestrene, der var stærkt inspireret af Big Star, er det somom, at Alex Chilton faldt bedst i trit med (jeg kunne også have brugt halvfemser-formuleringen i sync med) var The Posies og Teenage Fanclub.

I 1993 udgav LX Chilton & Teenage Fanclub en single sammen med et par obskure coversange. A-siden er ’Mine Exclusively’ af doo-wop gruppen The Olympics, og vender man 7”eren om finder man ’Patty Girl’ af Gary & The Hornets. Vedkommende, der har lagt pladen ud på youtube, har nok en fornuftig forklaring på, hvorfor der er vendt om på a- og b-siden. Den kender jeg dog ikke. Af en-eller-anden årsag, som der nok også er en god forklaring på, har vedkommende også valgt, at man kun kan høre sangene ved at klikke sig videre til video-kanalen

fredag den 16. november 2018

Flamenco I med Casper Morilla & Henrik Liebgott. Playliste 15. november 2018


1. Carmen Amaya & Company - Ritmo De Carmen Amaya (Fiesta De Jerez)
2. Diego Del Gastor - Soleares
3. Manolo Caracol - Soleá Por Buleriá
4. Niño Ricardo - Siguiriyas
5. Camarón De La Isla - Ante El Altar Me Juraste
6. Paco de Lucía - Cobre
7. Less Win - Passion’s Puppet
8. Manuel Molina - La Mora
9. Henrik Liebgott - Dark Icon
10. Camarón De La Isla - Potro De Rabia Y Miel
11. Estrella Morente - Qué Quieres Que Te Traiga, Que Voy A Burgos
12. Rafael Riqueni - Al Niño Miguel
13. Tomatito - A Mi Tio ‘El Niño Miguel’


onsdag den 14. november 2018

“I just listen to the sound of the rain…”


Internettets veje er uransagelige. I den seneste tid, har jeg genforelsket mig i den amerikanske punkrocks svar på The Everly Brothers, The Dils. Især sangen ’Sound Of The Rain’ fra gruppens sidste udgivelse, en 2x7”’er fra 1980, har jeg hørt igen og igen. I forhold til de første singler er tempoet sænket. Efter brødrene Chip Kinman og Tony Kinman havde lagt The Dils ned, genindspillede de ’Sound Of The Rain’ med deres cowpunk-outfit, Rank & File, som de havde dannet sammen med Alejandro Escovedo fra The Nuns. Tony Kinman gik i øvrigt bort i maj måned i år.

For at gøre en længere historie kort, så dukkede der ad omveje en anmeldelse af The Dils svanesang op på nettet forleden. På stående fod kan jeg ikke huske, hvor min søgning begyndte, men den endte i al fald med Chris Desjardins aka. Chris D. fra The Flesh Eaters bedømmelse:


The Dils:



Rank & File:


tirsdag den 13. november 2018

Flamenco-tema med Casper Morilla og Henrik Liebgott i Mod Strømmen


Jeg er en totalt newbie indenfor denne uges tema om flamenco. Det var lidt på opfordring, at programmet kom i stand, men da jeg havde fået forlagt idéen, blev jeg hurtigt varm på den. Det skete på en bar på Nørrebro. Ikke, at det har nogen videre betydning for - eller jo, det har det, fordi vi allerede dér, begyndte at forfine temaet. Jeg kom til at tænke på guitarist Henrik Liebgott, som flere gange har været med i Mod Strømmen, blandt andet med Alive With Worms.  Dog er vi vist aldrig for alvor dykket ned i tiden, hvor han spillede i det andalusiske rockband Smash, der som nogen af de første, inkorporere flamencoen i et mere eller mindre psykedelisk univers. Hvad bevirkede endvidere, at han befandt sig i Spanien i de år? Dét var Casper Morilla, guitarist i postpunk-bandet Less Win og flamenco-entusiast, helt med på. Men han mente ligeledes, at vi skulle brede temaet ud, eftersom flamencoen rummer så mange spændende aspekter. Som så sagt, så gjort…

Spørgsmålet fra min side var så bare, hvordan vi skulle gribe temaprogrammet an? Det havde jeg imidlertid ikke behøvet at tænke på. Efter et par mails frem og tilbage var der flamenco-emner nok til mindst to-tre udsendelser. Lyt med, nu på torsdag, d. 15. november, kl. 18.00, på enten 98.9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream.

mandag den 12. november 2018

Mindfulness anno 1983


Jeg kan selvfølgelig ikke sige dét med sikkerhed, men meget tyder på, at medlemmerne af new zealandske The Clean mere end sukkede efter at vakse tavlen ren, efter en hektisk periode fra slutningen af halvfjerdserne og et par år ind i firserne, hvor alt havde drejet sig om gruppen og deres gensidige forhold. David Kilgour forlod under alle omstændigheder trioen i 1982. Robert Scott fulgte efter og dannede The Bats. Mens Hamish Kilgour købte sig en firesporsbåndoptager og begyndte at indspille solomateriale. Han havde dog svært ved at gøre sangene til virkelighed, og måtte spørge broderen David Kilgour om assistance.

De kaldte sig The Great Unwashed og udgav i 1983 på Flying Nun-selskabet, lp’en med den sigende titel, ’Clean Out Of Our Minds’. Både bandnavnet og titlen lader ane, at der er noget om min udlægning øverst. Nevermind, albummet minder på ingen måder om The Clean, der som mange ved, på det tidspunkt var et produkt af punk og new wave. Tværtimod er vi inde i et søgende, halvakustisk folkunivers:

Jeg har ikke fundet ’Clean Out Of Our Minds’, men hele pladen er at finde på denne opsamling fra 1992, der også inkluderer The Great Unwasheds to singler fra 1984. Held og lykke:


lørdag den 10. november 2018

Note til mig selv. Før og efter Dirtmusic. Alice, d. 8. november 2018.


FØR:

Meuko! Meuko! - The Temple
Art Pepper - Blues In
Okay Temiz - Penguin
Grupo Folklórico - Jupiti
The Cleaners From Venus - Denmark Street
Muhal Richard Abrams - The Junction
Little Willie John - Fever
El Rego - Se Na Min
Au Pairs - America
The Poets Of Rhythm - Rhodesian Girl
Gary Bartz NTU Troop - Uhuru Sasa
Tav Falco & Panter Burns - Tina The Go-Go Queen
Shirley & Lee - I’m Gone
Ekuka Morris Sirikiti - English Record
De Efterladte - Aldrig Ind I Denne Dag
Mustafa Özkent - Carsambayi Sel Ald
Verckys et l´Orchestre - Bassala Hot
Ian Dury & The Blockheads - Uneasy Sunny Day Hotsy Totsy
Tony Grey and The Black 7 - Ugbo Ndoma
Eric Agyeman - I Don't Care

EFTER:

Mink DeVille - Spanish Stroll
Momo Wandel Soumah - Felenko Yefe
Grateful Dead - Franklin’s Tower
Los Lobos - Billy 1
Erkut Taçkın - Sen
Fanta Disco - Sambou
Johnny Dowd - House Of Pain
Ghetto Kumbé - Kumbé
Felines - Too Tight
C.V. Jørgensen - Pak Dit Grej
Rail Band - Koro Koni
Dawn McCarthy & Bonnie ‘Prince’ Billy - Milk Train
Moudou Ould Mattalla - Oh My Mother Leila
Yam Yam feat. Les Mangelepa - Kai Kai
Arbete Och Fritid - Petrokemi (Det Kan Man Inte Bada I)

fredag den 9. november 2018

Pacific Swell. Playliste 8. november 2018


1. The Rolling Stones - 2000 Light Years From Home (1967)
2. Pacific Swell - Man Horse (2017)
3. The Growlers - Drinkin' The Juice Blues (2011)
4. Tinariwen - Assouf (2007)
5. The Black Angels - Bad Vibrations (2010)
6. The Kinks - Sunny Afternoon (1966)
7. Tom Jones - She's a Lady (1971)
8. Pacific Swell - Clean Gypsies (2017)
9. Delaney Davidson ‎- Bad Luck Man (2011)
10. La Femme - Antitaxi (2013)
11. The Tremolo Beer Gut - Zoo Bizarre (2008)
12. PowerSolo - Boom Babba Do Ba Dabba (2014)
13. Pacific Swell - Giddy Up (demo) (2017)
14. La Luz - You Disappear (2015)
15. The Doors - My Wild Love (1968)
16. The Murlocs - Space Cadet (2014)
17. Wynn Stewart ‎- I'm Gonna Kill You (1975)
18. Sanford Clark ‎- It's Nothing To Me (1966)
19. The Growlers - Gay Thoughts (2011)


torsdag den 8. november 2018

Koden er knækket (4 af ?) Australien II


Vi blev slet ikke færdige med Australien i den første temaudsendelse. Det bliver vi nok aldrig. I studiet var Matthew Moller og Hans-Henrik Siig. Jan Damage Petersen havde barns første sygedag, men har ikke desto mindre sat Spotify-spillelisen sammen med materiale fra den torsdag i september 2017, hvor Australien II blev sendt. Endnu engang har han været kreativ, da streaming-siden ikke rummer alle de sange, der blev valgt. Der mangler numre med X, ja, det hed bandet, The Rangoons og God, mens The Moodists, King Snake Roost og Jo Jo Zep & The Falcons er repræsenteret med andre tracks end dem, vi spillede:


tirsdag den 6. november 2018

Pacific Swell i Mod Strømmen


”Jeg kom gående forbi musikværtshuset Fatter Eskil, da jeg pludselig hørte noget, der mindede kraftigt om The Growlers, one of my favourites. Indenfor fandt jeg fire vilde Grenå-drenge i mexicanske jakkesæt, a la et mariachi-orkester. Pacific Swell, som kvartetten hedder, spiller garage/surf med høj cigarføring og hæse vokaler.”

Endnu engang må jeg ty til en af Hauge Marples beskrivelser fra Spot Festival. Året var 2017. Den 28. september spillede Pacific Swell og Cosmic Waves ved 2018s næstsidste Klub Soja. I den forbindelse, lavede jeg, formiddagen efter et program med bandet, der viste sig at bo alle andre steder end i Grenå. Efter koncerten i Kulturhuset på Islands Brygge havde kvartetten været i byen det meste af natten, hvilket mere eller mindre kom til at forme udsendelsen.

Stil ind, nu på torsdag, d. 8. november, kl. 18.00, på enten 98.9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream.

mandag den 5. november 2018

Dirtmusic i forenklet form.


At Dirtmusic har mere end ti år på bagen overraskede mig, da jeg for et par uger siden, begyndte at lytte tilbage på deres oeuvre. Det var først med ’Troubles’-pladen fra 2013, at bandet fangede min opmærksomhed. På det tidspunkt havde de allerede udgivet ’Dirtmusic’ i 2007 og ’BKO’ i 2010.

Chris Eckman (The Walkabouts, Chris & Carla, Willard Grant Conspiracy mv.), Chris Brokaw (Come, Codeine mv.) og Hugo Race (oprindeligt medlem af The Bad Seeds, True Spirit mv.) fandt sammen i 2006 for at dyrke en fælles interesse for urban blues. En term, der - det siger nærmest sig selv - er opfundet som en modsætning til den mere jordnære country blues. Debutalbummet, der blev indspillet i Ljubljana, Slovenien, Chis Ekmans hjemby, kom af uransagelige årsager i hænderne på arrangørerne af den årlige ørkenfestival i oasebyen Essakane i det nordlige Mali, ca. tres kilometer nord for Timbuktu.

For at gøre en lang historie kort, var det en åbenbaring for Chris Ekman. Han havde længe været begejstret for klangen, melodikken og rytmestrukturen i afrikansk musik, men mødet med ørkenblues slog alligevel benene væk under ham: “I spent those three days very much in a dream state. The music, the sounds, the sights...it was just something absolutely overwhelming.”

I naboteltet boede det unge Tuareg-orkester Tamikrest. som Dirtmusic integrerede så godt med, at de blev backingband, da trioen et år senere vendte tilbage til Mali, for at indspille ’BKO’. Allerede under ørkenfestivalen havde de haft et længere jam over The Velvet Undergrounds, ’All Tomorrow's Parties’. Et nummer, Tamikrest ikke kendte i forvejen, men da Brokaw slog de første akkorder an, havde de som det mest naturlige i verden bare spillet med:


Op mod indspilningen af ’Troubles’, forlod Chris Brokaw bandet. Race og Ekman hensigt var at optage pladen helt fra bunden af i Bamako. De medbragte kun et par notesbøger med udkast til tekster. Der skulle ikke være lang vej fra tanke til handling. Ingen forudbestemte strategier. Dog havde de hyret en række gæstevokalister, samt rytmegrupperne fra Ben Zabo og Samba Toure som akkompagnement. At udgivelsen fik titlen ’Troubles’, skal man se i skyggen af de ulykkelig omstændigheder, som Mali befandt sig i, med et radikalt islamistisk oprør i nord og militærkup I Bamako. Hvilket albummet afspejler med sange, der omhandler krig og fred, kærlighed, tvivl og andre af de følelser, der følger med, når et ellers - efter afrikanske forhold - stabilt samfund, begynder at krakelere.


Selvom ‘Lion City’ fra 2014, stammer fra de samme sessions i Bamako som ’Troubles’, er udtrykket ikke desto mindre et andet. Det er somom, at Dirtmusic har givet sig bedre tid. Materialet er langsommere, mere atmosfærisk om man vil. Guitarerne fylder ikke så meget, hvilket har givet plads til et mere flydende og sløret rum. Musikken virker mørkere og mere intim. Måske bedst eksemplificeret med sangen ‘Clouds Are Cover’:


Med ’Bu Bir Ruyas’ fra i år har Dirtmusic igen afsøgt nyt terræn. Murat Ertel fra Baba Zula er trådt ind på lige fod med Race og Ekman. Baba Zula blev dannet i Istanbul i midten af halvfemserne og har siden været en fornem fornyer af alternativ tyrkisk musik med hovedvægt på det psykedeliske. Det er måske ikke lige den stilart, der er mest iørefaldende på albummet, men man fornemmer dog de komplekse osmanniske rytmer undervejs. Krigen i Syrien og den flygtningekrise den udløste, løber som en ubehagelig understrøm gennem hele pladen. Sociale forhold, politik, undertrykkelse og migration er i højsædet.


Dirtmusic spiller nu på torsdag, d. 8. november, på Alice, Nørre Alle 7, 2200 Kbh. N. Dørene åbner, kl. 19.00. Koncertstart omkring, kl. 20.00. Billetpris, kr. 160, i døren.

fredag den 2. november 2018

Svin. Playliste 1. november 2018


1. Svin - Baby (2018)
2. Scott Walker & Sunn O))) - Brando (2014)
3. Henrik Pultz Melbye - T (2016)
4. Vangelis - Love Theme From Bladerunner (1982)
5. Lightning Bolt - Assassins (2003)
6. Midori Takada - Trompe-l’œil (1983)
7. Svin - Midori (2018)
8. Sonia Mamani - Languilayo Qochachapi (1974)
9. The Kyoto Imperial Court Music Orchestra - Manzairaku (1991)
10. Klimaforandringer - Verdenshjørner (2017)
11. Getatchew Mekuria - Shilela (1972)
12. Heaven - Place (2018)
13. Jon Hassell - Empire II (1983)
13. Svin - Ringgajen (2018)


torsdag den 1. november 2018

Belejret


Af en-eller-anden grund, har jeg troet, at billedet herover, eller det vil sige, de beskæringer, jeg tidligere har set, var skudt op mod et togvindue. Sådan er det ingenlunde. Fotografiet stammer fra Granada tv-studiet i Manchester. Vi skriver august 1965. The Rolling Stones har netop spillet et sæt til ære for fjernseere. Hvad de ikke vidste var, at 200 masende, krævende og skrigende teenagepiger under udsendelsen, var brudt gennem politiets afspærringer og havde slået kreds om tv-stationen. Politiet måtte eskortere gruppen væk fra omtrådet.

onsdag den 31. oktober 2018

Svin i Mod Strømmen


”Det er en udmarvende omgang at komme igennem SVINs nye album Virgin Cuts. Det er en til tider næsten primal oplevelse, der når helt ind og gnistrer mod det hvidgrå, skimlede lag på indersiden af knoglerne. Der bliver ikke taget hensyn til sarte nerver, tværtimod buldrer SVIN direkte ind i sjælens allerinderste. Tramper rundt derinde med tunge, mudrede støvler — sparker og slår om sig.”

- musiksiden Undertoner, 21. september 2018

Er det indledningen på en god eller dårlig anmeldelse? Er det et ledende spørgsmål? Kan jeg finde på at citere negativ kritik? Ja, hvis jeg er lodret uenig. Og det er jeg i den grad med anmeldelsen i GFR. Hvor det blandet andet lyder:

”Jeg vil strække mig så vidt som til at det er spændende, det Svin har gang i. Men personligt løber jeg sur i saxofoner, der overblæses og presses ud af deres naturlige tonalitet. Jeg smiler måske første gang, da en 8-bitagtig synth går amok og slutter soloen i et dive, der resulterer i et gevaldigt breakdown – men altså ikke ved anden gennemlytning. Og de længere, droniske og klaustrofobiske numre giver mig simpelt hen ikke rigtigt noget.”

’Virgin Cuts’ deler vandene. Det er en god begyndelse. Sidste torsdag spillede Svin det første show efter udgivelsen af den nye plade i september. Det skete på Kulturstationen i Vanløse. Denne weekend går det for alvor løs med koncerter i Aalborg, Esbjerg og Svendborg. Der er også en udenlandsturné under opsejling, så alt er vist som det plejer at være med Svin. Få koncerter herhjemme, mange derude.


Stil ind i morgen, torsdag d. 1. november, kl. 18.00, på enten 98.9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream.

mandag den 29. oktober 2018

Koden er knækket (3 af ?) Australien I


I forhold til ’Hilsen til Maxwell’s’ og ’Flying Nun’, var bemandingen i studiet øget med australske Matthew Moller, trommeslager i Less Win mv. Jan Damage Petersen har sat Spotify-playlisten sammen udfra det materiale, vi spillede i hovedprogrammet i januar 2017. Endnu en gang har streamingtjenesten vist sig ufuldstændig. Denne gang mangler der bidrag fra Woollen Kits, Bed Wettin' Bad Boys og Witch Hats. Jan D har endvidere lagt et alternativt nummer med Circle Pit på spillelisten:


lørdag den 27. oktober 2018

Felines. Playliste 25. oktober 2018


1. Felines - Open House (2018)
2. ESG - Moody (1983)
3. James Chance & The Contortions - Throw Me Away (1979)
4. Arto Lindsay & The Ambitious Lovers - Trouble Maker (1984)
5. Nina Simone - Baltimore (1978)
6. Kanye West - All Mine (2018)
7. Babyfather - Penelope Freestyle (2018)
8. Tirzah - Basic Need (2018)
9. CTM (ft. Dawda Jobarteh) - Spender (2018)
10. Felines - Outside (2018)
11. Visitor Kane - Tomorrow And Forever (2017)
12. Marching Church - Lion's Den (2016)
13. Yngel (ft. Putu Septa & Pande Ganha) - B7 (2018)
14. Diego del Gastor - Soleares (1964)
15. A. R. Rahman - Premika Ne Pyar Se (1994)
16. PJ Harvey & John Parish - Passionless, Pointless (2009)
17. Liquid Liquid ‎- Optimo (1983)
18. Felines - Too Tight (2018)


fredag den 26. oktober 2018

Islands Brygge II. Hovedretten. Om jeg så må sige?


Årets sidste Klub Soja.

Her Hauge Marples skildring af Peter Bonneman fra Spot Festival 2018. I aften er det blot tredje gang, at Bonnemans mere rockede solomateriale bliver præsenteret live. Konstellationen er den samme som beskrevet herunder.

”... vi bliver afbrudt af Oscar fra Orcas, som suser igennem gården med guitaren løftet op over hovedet, mens han hæst råber, “Nu skal I indenfor, hvis I vil høre noget ROCK MUSIC!” og det vil vi fandme gerne! Og så får jeg endeligt det skud rock’n’roll, jeg har gået og savnet, for der står han, Danmarks vredeste garagerocker P.J. Bonneman, flankeret af brødrene Orcas (Oscar og Magnus) og bag ham en trommeslager, der slår til. De lægger ud med et nummer, der lyder som ’Oh, Sinner Man’ på dansk, jeg husker den fra søndagsskolen back in the day, men fuck hvor det her band kan spille rock. Jeg kan ikke forestille mig nogen, jeg hellere vil se efter en lang dags vandring i den danske musikørken. Et par sange inde i sættet hiver Bonnemann fat i den 12-strengede, så kommer 60’er folkrockeren op i ham. Jeg er helt solgt. Den 12-strengede dukker også op, når han spiller med 0%, men i dag får vi 100% Bonneman uden hardcore tendenser. Jeg må give min ven Hans-Henrik fra Mod Strømmen ret i, at P.J. Bonneman er noget af det bedste vi har i Rock-Danmark lige nu. Og så skader det ikke det mindste, at to tredjedele af mit yndlingsliveband er med på scenen. Hans sange kan noget så sjældent som at rumme aggression og ømhed i samme øjeblik. Jeg er også helt oppe og køre over Oscars kæphøje guitaraccenter, som han smider ind i mixet med jævne mellemrum - lige der, hvor de passer bedst. De fede sange bliver ved med at komme og mod slutningen af showet, går det op for mig at den bedste måde at beskrive P.J. Bonneman Band for dem derhjemme, nok er at smide en MC5-skive på pladespilleren og sige, sådan noget, bare på dansk. Kick out the jams, motherfucker!”

tirsdag den 23. oktober 2018

Felines i Mod Strømmen

”It’s so New York”, skulle den amerikanske musikjournalist, David Fricke, efter sigende have konstateret efter Felines koncert på dette års Spot-Festival.  Jeg kan godt følge ham et stykke af vejen. Om ikke andet, så er udtalelsen en fjer i hatten på det københavnsk orkester. Felines blevet dannet for otte år siden. Indtil fornylig bestod bandet af Ditte Melgaard på guitar og vokal, Mei-long Bao på trommer og vokal, samt Asta Louisa Bjerre på bas og vokal. De har imidlertid udvidet besætningen, så Kristian Bønløkke er kommet med på keyboard.

Gruppen debuterede i 2012 med ep’en ’Daddy Walk’. Siden har den udsendt en ep og et album. Sidstnævnte udkom på Soundflat Records på denne side af Atlanten og Burger Records i Nordamerika. På fredag, d. 26. oktober, er Felines aktuel med en ny ep. ’Saying It Twice Makes It Real’, som den er navngivet, er bandets første hos Crunchy Frog. Burger Records står bag kassetteudgivelsen. Der har allerede været et par 7”-ere ude, som jeg har været svært begejstret for. ’Going Out’, der blev udsendt i august, kaldte jeg, ”charmerende, tilbagelænet lo-fi med historisk bevidsthed”. Det skudsmål dækker egentlig hele ep’en, har jeg efterfølgende erfaret. I Politiken har Kim Skotte skrevet, at ”Minialbummet afsøger med rebelsk langsomhed et minimalistisk rum med tidløs coolfaktor…”



Da Felines var forbi Mod Strømmen tilbage i 2012, bevægede gruppens sig især indenfor garagerock, pre-punk og punk Der blev spillet navne som The Cramps, Black Flag, Patti Smith og The Monks. Jeg har på fornemmelsen, at spillelisten på torsdag kommer til at se væsentligt anderledes ud.

Torsdag d. 1. november, holder gruppen releasefest på Bakken i Kødbyen. Her vil Felines spille med særligt indbudte gæster, ligesom der er djs og øl fra kl. 20.00. Før det kommer de forbi Mod Strømmen. Lyt med i overmorgen, dvs. d. 25. oktober, kl. 18.00, på enten 98.9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream.

mandag den 22. oktober 2018

”Africa has never left us…”. The Last Poets sit in for Iggy


Ligesom BBC6 hyldede Trojan Records for et par måneder siden, markerer radiokanalen i disse dage halvtreds året for Black Power. Det sker i en række udsendelser. I fredags overtog The Last Poets således de to timer, som Iggy Pop normalt plejer at sidde ved mikrofonen. Selvom udsendelsesrækken hedder ’Celebrates 50 Years of Black Power’, så går The Last Poets et skridt eller fem videre, for at beskrive den afrikanske-amerikanske borgerrettighedsbevægelse. Lyt med her.

1. The Last Poets - When The Revolution Comes
2. John Coltrane - My Favourite Things
3. Nina Simone - Today Is A Killer/My Sweet Lord (Live)
4. Aretha Franklin - (You Make Me Feel Like) A Natural Woman
5. Miles Davis - So What
6. Gil Scott‐Heron - The Revolution Will Not Be Televised
7. Leon Thomas - The Creator Has A Master Plan
8. James Brown - Say It Loud (I'm Black and I'm Proud)
9. The Last Poets - On The Subway
10. Sly & The Family Stone - Stand!
11. Rahsaan Roland Kirk - The Inflated Tear
12. The Last Poets - Understand What Black Is
13. Terry Callier - Occasional Rain
14. Isaac Hayes - Walk On By
15. Oscar Brown Jr. - Signifying Monkey
16. Minnie Riperton - Lovin' You
17. The Impressions - People Get Ready
18. Common & The Last Poets - The Corner
19. Kendrick Lamar - Alright
20. Herbie Hancock - Chameleon
21. Marvin Gaye -What's Going On
22. Nikki Giovanni - Ego Tripping
23. Aretha Franklin - Respect

’You’ve got to deal with it’


Medlemmer af The Clash, Sex Pistols og Steel Pulse demonstrerer udenfor lederen af National Front Martin Websters hus i 1977.

søndag den 21. oktober 2018

Koden er knækket (2 af ?) Det new zealandske plademærke Flying Nun.


Sidste søndag, linkede jeg, til en Spotify-playliste om spillestedet Maxwell’s i Hoboken. I dag er turen kommet til den udsendelse, som Jan Damage Petersen og jeg, lavede om Flying Nun Records, tilbage i april 2016 (programmet kan man finde herunder). Proceduren er den samme. Jan har sat playlisten sammen udfra det, vi fik spillet i hovedudsendelsen. Spotify har dog været yderst mangelfuld i tilfældet med Flying Nun. Der mangler sange med The Enemy, The Builders, The Fall og The Gordons, ligesom de titler, vi havde fundet frem med Sneaky Feelings og The Verlaines, åbenbart heller ikke er at finde på nettjenesten, så der har Jan D. været opfindsom og har indsat et par andre numre.


fredag den 19. oktober 2018

Efterår med Don Stener aka. Mikael Cygan Hansen. Playliste 18. oktober 2018


1. The Istomin/Stern/Rose Trio - Allegro Molto (Brahms trio no. 3 i c-dur for piano, violin og cello, op. 101 (1967)
2. Pedro Biker - Everything Happens To Me (1963)
3. Povl Dissing - Hør Nu Tuder Blæsten (1971)
4. Morten Skou Andersen Og De Mennesker Han Normalt Sammenligner Sig Med - Normaliseringen Af Hellerup (2009)
5. Trees - Geordie (1970)
6. Gasolin' - Fra Dag Til Dag (1971)
7. Pride - Proud Sorrow (1970)
8. Kennelmus - Dancing Doris (1971)
9. Witch - Nasauka (1977)
10. Peter Strømbergs Kvartet - Fall's Blues (1971)
11. Perlemor - I Dit Sind (2017)
12. The Holy Ghost Reception Committee #9 - The Torchbearers (1969)
13. Tom Waits - November (1993)
14. Hilss & LeBlanc ‎- A Time Lost (1971)
15. John Phillips - Peppermint Wind (1969)
16. Clifford Coulter - Do It Again (1971)
17. Kennelmus - The Raven (1971)


Hvis man vil vide, hvorfor Peter Strømbergs Kvartets ’Strømme’, er det eneste cover på billedet øverst, ja, så må man høre udsendelsen. Jeg kan dog røbe så meget, at det har noget med huset vi sender fra at gøre

onsdag den 17. oktober 2018

The Aints! spiller The Saints. Eller….


”Things had started to move fairly quickly once The Saints recorded Stranded (Fatal Records) in mid ’76. We recorded three albums over the next two years as well as doing a fair it of touring, and for a while things were looking very promising, however, business problems, compounded by personal and artistic differences meant the band didn’t get around to recording all the material I had lying around….so forty odd years later it occurred to me that these songs might well have made up a hypothetical 4th album….The Church of the Simultaneous Existence…..the songs that refused to die….performed in much the way they would have had the band not split up in 1978’’

– Ed Kuepper

I de to seneste Mod Strømmen udsendelser har Ed Kuepper været repræsenteret med solomateriale. De fleste kender ham som primær sangskriver for Australiens finest, The Saints. Efter de gik i opløsning i 1978, dannede han Laughing Clowns, som han spillede med frem til midten af firserne, hvor solokarrieren tog fart.

Sidste år besluttede Kuepper sig for at fejre fyrreåret for udgivelsen af The Saints debutplade ’(I'm) Stranded’. Han gendannede halvfemser støj-outfittet The Aints under navnet The Aints!. Og drog på landevejen med bassisten Peter Oxley fra Sunnyboys, trommeslager Paul Larsen Loughhead fra The Celibate Rifles og The New Christs, samt jazzpianisten Alister Spence og trompetisten Eamon Dilworth. Undervejs begyndte Kuepper også at præsentere bandet for sange, han havde skrevet til The Saints. Sange, der ikke havde været plads til på gruppens tre plader. Dét er der nu kommet en skidegod plade ud af. Hør ’The Church of Simultaneous Existence’ herunder.


tirsdag den 16. oktober 2018

Efterår med Don Stener i Mod Strømmen


Lidet anede jeg, da jeg inviterede Mikael Cygan Hansen alias DJ Don Stener, forbi radioen til en sommerudflugt forrige sommer, at vi skulle fortsætte årets gang i fire udsendelser. På torsdag er vi kommet til efteråret. Vi mangler stadigvæk vinter og forår, for at nå alle fire årstider, men dem skal vi nok nå frem til.

Mikael Cygan Hansen er pladesamler om en hals. Ikke indenfor en specifik musikstil. I sommerudsendelsen, som man kan høre herunder, bevægede vi os således nemt fra Peter Sarstedt og Paper Lace over hip-hop og dansk jazz til noget der minder om dansktop, for slet ikke at nævne privat press-folk fra tresserne og halvfjerdserne.

Hvis man vil høre, hvilke plader og sange, der kendertegner efterår for Don Stener, så er det om at stille ind på Mod Strømmen, nu på torsdag, d. 18. oktober, kl. 18.00. Find udsendelsen på enten 98.9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream.

mandag den 15. oktober 2018

’Af Drømmenes Bog, #2’


”Og jeg har drømt
(og det var i Spanien)
at jeg talte med Herman Bang
og jeg spurgte ham om hvad jeg kunne vente mig af livet
nu da jeg var blevet tredive
og han så ironisk og medfølende på mig
fra sin fløjls-chaiselongue
og sagde: ’Lidelse, min Go’e –
Lutter Lidelse!’
og jeg spurgte ham ikke om mere –
Jeg vidste at Jack Kerouac ville have sagt det samme
og Billie Holiday
Boddhisattvaen selv –

Og jeg har drømt et sceneri
et helt øde klippeagtigt tomt sten-landskab
gråt sort-hvidt som i en gammel Frankenstein-film
og så kom der et Blåt Lyn
og landskabet rystede og sprængtes
og trak sig sammen igen
og lå dér i blåt
før det Røde Lyn kom
og kramperne gentog sig
gang på gang
for hver eneste farve –

Og jeg har drømt vi gik igennem en skov, Elskede
en almindelig skov
bortset fra at træerne var levende
og støttede os og holdt os under armene
når vi blev trætte
og kærtegnede os over hele kroppen hele tiden –

Og jeg har drømt jeg blev skudt og slået ned
og at jeg skød og slog ned
og at jeg styrtede ned fra høje bjerge i dybet og blev knust
og at jeg sad ved eksamensborde af alle arter og intet kunne sige
og dét drømmer jeg stadig væk nu og da
Og jeg har drømt at jeg kunne flyve
og at jeg var af glas
og i nogle af mine tidligste barndomsdrømme
at jeg gik nøgen ned ad gaden
Og jeg har drømt min Fars død fem år før den kom
og jeg har også drømt min egen”

- Dan Turèll fra ’3-D Digte’, 1977.

I dag er det 25 år siden, at Turèll forlod denne jord

søndag den 14. oktober 2018

Koden er knækket (1 af ?). ’Hilsen til Maxwell’s’


Tilbage i april, fik jeg tilsendt et udvalg af Spotify-spillelister fra Jan Damage Petersen, medvært på Mod Strømmen, inspirator, rockfan og meget mere. Jan D har blandt andet været idémand til programmer om spillestedet Maxwells i Hoboken, pladeselskabet Flying Nun, Glasgow and so forth.

Jeg er ikke ligefrem en ørn til digital informationsteknologi. Så er det på plads. Langt om længe er det dog lykkedes mig at knække koden til, hvordan jeg får lagt en Spotify-spilleliste ud. Dét, der har irriteret mig mest, er, at jeg et par gange tidligere har postet sange fra nettjenesten her på bloggen, men af en-eller-anden grund, kunne jeg ikke huske, hvordan det lod sig gøre. Anyway, her til morgen gik der pludselig en prås op for mig.

Som Jan vistnok udtrykte det for mig tilbage i april, så var grunden til, at han havde lavet spillelisterne, at ”det ikke er alle, der har lyst til at høre på et par sludrevorne radiotanter, så hvorfor ikke bare lægge musikken ud?”.

Her ’Hilsen til Maxwell’s’. Det er ikke alt Spotify er leveringsdygtig i, så der mangler numre med Pylon, The Raybeats, Yo La Tengo, Alex Chilton og The Feelies.


Udsendelsen som det lød tilbage i august 2015, er der mulighed for lytte til her.

torsdag den 11. oktober 2018

Shoot From The Hip #5 (2018) | En sang om Larsen. Playliste 11. oktober 2018


1. Stanley Brinks And The Wave Pictures - Orange Juice (2014)
2. The Love Coffin - See Me When I Crawl (2018)
3. Ed Kuepper - Sea Air (1986)
4. Zerodent - Overbid (2017)
5. Deniz Tek - Prison Mouse (2017)
6. The Strand - Popular Girl (1983)
7. Chris Stamey - Greensboro Days (2018)
8. Game Theory - The Real Sheila (1987)
9. Minutemen - The Price Of Paradise (1985)
10. Danzig - Twist Of Cain (1988)
11. Ian Dury - My Old Man (1977)
12. The Chills - Heavenly Pop Hit (1990)
13. Lester Young with Oscar Peterson Trio - There Will Never Be Another You (1952)
14. Kim Larsen - Hvis Din Far Gi'r Dig Lov (1973)
15. Gasolin' - Bingo (1974)
16. Gasolin' - Twilight Birds (1976)
17. Gasolin' - In The Wings (1978)
18. Kim Larsen - Ole´s Fjerner (1979)
19. Kim Larsen & Bellami - Forklædt Som Voksen (1986)
20. Kim Larsen & Bellami - Leningrad (1992)
21. Kim Larsen & Kjukken - Kommer Hjem (1996)
22. Kim Larsen - Bitter Frugt (2010)


onsdag den 10. oktober 2018

Jan Ds svenske powerpop favoritter p.t.


- af Jan Damage Petersen

Jeg har den seneste tid dykket lidt ned i gammel svensk punk, ikke mindst takket være det glimrende opslagsværk ’Ny Våg’. Og der er sateme meget, skal jeg hilse at sige.

Her kommer mit bud på en top fem over svensksproget powerpop numre, som jeg lige vil dele med nogen der sætter pris på det.

Etiquette Mona - ’Amsterdam’:


Rebell - ‘100 år’:


Paragraf Pop - ‘Med Dej’:


Abstrakt - ‘Släng Ditt Vapen’


ABC-80 - ‘Pop I Radion’


tirsdag den 9. oktober 2018

‘Anodyne’ runder et kvart århundrede

“I remember John and I were standing out front of Cedar Creek waiting. Doug Sahm was coming to the studio and we were going to cut “Key to My Heart.” We don’t know when he’s going to get there, but we know it’s soon. And all of the sudden, we see this old, black Continental, with the suicide doors, swing around the corner and come blasting up the drive. Just blowing gravel everywhere. He jumps out, comes running in, he’s got a carrot juice mustache and the first thing he says to us, “Boys, have you tried carrot juice? Straight carrot juice. It’s better than cocaine!””

- Ken Coomer, trommeslager i den sidste inkarnation af Uncle Tupelo og i Wilco til og med ’Yankee Hotel Foxtrot.’

Rolling Stone fejrede for et par dage siden 25 året for Uncle Tupelos lille mesterværk ‘Anodyne’. Det foregik under overskriften ’Uncle Tupelo’s ‘Anodyne’ at 25: An Oral History’. Desværre uden medvirken fra de to hovedpersoner Jay Farrar og Jeff Tweedy, men den lange feature er nu særdeles læseværdig alligevel. 

mandag den 8. oktober 2018

“No matter the destination, sometimes it really is all about the journey”


“But this record in particular, The Crossing, really kind of took on a life of it’s own. And I think it’s because of the fact that I made it in another country; I made it in Italy, with Italian musicians. Before that, Antonio Gramentieri, who is the co-writer on this record, flew over to Dallas, and we hung out here, we wrote, then we drove to Austin and we took 67, 281 on the way back, so we visited a lot of little Texas towns and got a feel … And suddenly we were aware that we were onto something. So I think the combination of his music, my lyrics, and just the sense of what those two countries kind of possess is what made this record so important.”

- Alejandro Escovedo til Lone Star Music Magazine om hans nye fænomenale plade, ’The Crossing’. Et album, hvor han blandt andet får hjælp af Wayne Kramer, James Williamson, Peter Perrett og John Perry:


John Wicks fra The Records er død


Sanger og guitarist John Wicks fra et af mine yndlings power-pop orkestre er her ikke længere. Wicks voksede op i Reading i England. I 1977 var han med til at danne The Records sammen med trommeslager Will Birch. Birch kom oprindelige fra pub-rockerne The Kursaal Flyers, som Wicks også optrådte med i gruppens afsluttende fase. Efter opløsningen begynde de at skrive sange sammen. Wicks som komponist, Birch som tekstforfatter.

The Records fik tidligt tilnavnet ”the British Big Star”. Hvilket jeg aldrig helt har forstået. Big Star er i en klasse for sig selv. The Records har skrevet fremragende sange. Ingen tvivl om det. Numre som ‘Teenarama’ og ‘Starry Eyes’ taler for sig selv. For mig at høre, har de dog et tydeligt engelsk approach, der peger mere i retning af landsmændene i Bad Finger. Mellem 1979 og 1982 udsendte The Records fire album. I 1978 blev de hyret til at bakke Stiff Records nye starlet, amerikanske Rachel Sweet op på ’Be Stiff Tour’. Birch og Wicks komponerede i øvrigt også ’Hearts In Her Eyes’ til The Searchers’ meget overraskende comeback-plade i 1979.

‘Teenarama’ og ‘Starry Eyes’ har jeg vist tidligere postet her på bloggen. Så her kommer The Records version af amerikanske Tim Moores single, ’Rock And Roll Love Letter’, fra 1974. Moores original var ikke et hit. Året efter lavede Bay City Rollers et cover, der lige nåede indenfor top 40. The Records udgave er dog klart den, der tager stikket hjem af de tre:



I midten af halvfemserne slog John Wicks sig ned i Los Angeles, hvorfra han turnerede rundt i USA med forskellige line-ups af The Records. Han indspillede også et par ganske fine soloplader. Senest ’Rotate’ fra 2011 under navnet The Records feat. John Wicks. Wicks døde søndag morgen på et hospice i Burbank efter en lang kamp mod cancer.

søndag den 7. oktober 2018

“Hello, we like twee…”


Årets sidste Klub Soja finder sted, fredag d. 26. oktober, i Kulturhuset på Islands Brygge. Peter Bonneman med Orcas står øverst på plakaten. De spillede deres første koncert i maj, ude på Underwerket på Toftegårds Plads. Senere på måneden optrådte de også til Spot-festival i Aarhus. Jeg var ikke til stede, så jeg ser virkelig frem til at høre Peter Bonnemans solomateriale i den nye livekonstellation.  

Det andet band, der spiller 26. oktober, har af Noisy fået betegnelsen ”Joan Jett-iske twee-punk”. Enids, som den københavnske pigetrio kalder sig, livedebuterede i marts i år. Siden har de været på tour i England, hvor byerne London, Salisbury, Oxford, Birmingham, Bristol og Cambridge fik besøg. Etiketten twee dukkede første gang op i forbindelsen New Musical Express’ kassette-kompilation, C86 (den kender I godt). Stilen er karakteriseret ved sin enkelthed og uskyld, fængende melodier og tekster om kærlighed. Den definition kunne man også bruge om powerpop. Uanset hvad, så er jeg blevet temmelig vild med den demo, som Julia, Charlotte og Louise har lagt ud på Bandcamp.


fredag den 5. oktober 2018

The Love Coffin. Playliste 4. oktober 2018


1. The Sisters Of Mercy - I Was Wrong (1987)
2. The Love Coffin - Sense Of Indifference (2018)
3. Danielle Dax - Evil-Honky Stomp (1984)
4. 22 Pistepirkko - Quicksand (2001)
5. Godflesh - Like Rats (1989)
6. Fritz Fatal, Peter Peter, Morten Chrone, Peter Kyed - Et Bånd - Et Reb (2018)
7. Ian Crause - More Earthly Concerns (2013)
8. Abwärts - Alkohol (1988)
9. The Love Coffin - See Me When I Crawl (2018)
10. Peter Ivers - Peter (1976)
11. Bichkraft - Yonder (2018)
12. Irma Victoria & The Martin Hall Orchestra - Shine The Light On Me (1990)
13. Ed Kuepper - Sleepy Head (Serene Machine) (1993)
14. Tanita Tikaram - Twist In My Sobriety (1988)
15. Ministry - Stigmata (1988)
16. Julian Cope ‎- Sunspots (1984)
17. The Love Coffin - Concrete Foreign Shores (2018)