- af Thomas Løppenthin
”For et par dage siden omtalte redaktør Hans-Henrik Siig her på siden,
hvorledes hans medvært i udsendelsen ugen forinden havde været ved siden af sig
selv, harceleret over nutidens musik, udtalt sig i hårde vendinger. Medværten
var mig. Og omtalte program var skemalagt til at inkludere cirka tre kvarters
tilbageblik på sidste års Roskilde Festival, dernæst et tyve
minutters-interview med Bo Morthen fra Black Seagull, og så som afrunding en
times fri leg, også kaldet ’Shoot From The Hip’, hvor Hans-Henrik og jeg skulle
spille plader og snakke jive. Som vi plejer. Al musikken, med undtagelse af
’Shoot’-indslaget, var givet på forhånd.
Men få sange inde i udsendelsen kunne jeg mærke, at noget var galt. Jeg
følte mig fraværende, det prikkede i huden, og det føltes undervejs som om,
ordene, der kom ud af min mund, ikke var mine egne. Som en anden skoledreng var
jeg blevet sat til pænt at vente, svare når jeg blev spurgt, og vise mig fra
min bedste side. Men det kunne jeg ikke. Det gik op for mig, at jeg ikke gad
blive hevet igennem en hel time med på forhånd udvalgte sange. Jeg gad ikke
have en mening, gad ikke at lytte, gad ikke at være hverken imødekommende eller
nysgerrig. Fra udsendelsens første time husker jeg, at ord som ”fribløder”,
”fredsdue” og ”Michelle Bellaiche” væltede ud af munden på min medvært, mens
hans kiggede skælmsk på mig. Min psykiske tilstand blev bragt mere og mere i ubalance.
Jeg havde ved ankomsten til studiet tømt indholdet af min taske, og nu
stod der ved mine fødder plader med The Byrds, John Cale, Bryan Ferry, Black
Lips, Cornelis, Nude Beach, med flere, og ventede på at blive lyttet til og
kommenteret i plenum af Siig og undertegnede. Langt fra tidens toneklang, og
ved gud ikke et særlig fremadskuende udvalg, dét indrømmer jeg blankt, men det
var altså dér, jeg var denne torsdag aften. Men der skulle altså gå en time,
før jeg kunne lægge ’You Ain’t Going Nowhere’ på grammofonen, og alt op til
dette står for mig lidt sløret.
Efter udsendelsen spillede Hans-Henrik et videoklip for mig, som en
fælles ven havde sendt tidligere på ugen. Redaktøren skrev senere på bloggen,
at jeg ved synet ”tabte underkæben”, og at jeg ”gloede som en ko på en rødmalet
port”. Klippet viste en tidlig inkarnation af Essex-pubrockerne Eddie & The
Hot Rods, som spillede en knusende fed version af Bob Seger-sangen ’Get Out Of
Denver’ fra 1974. Lew Lewis spiller mundharmonika på optagelsen, som må være
fra et eller andet sted mellem 1975 og marts 1976, hvor Lewis forlod bandet.
Optagelsen er lavet til tv, men bandet spiller live, og selvom der ingen
publikummer er til stede, spiller Eddie & The Hot Rods som gjaldt det deres
liv.
Eddie & The Hot Rods er blandt mine favoritter, og jeg spillede dem
faktisk i den allerførste Shoot-udsendelse, som Hans-Henrik og jeg lavede
sammen for snart mange år siden. Måske var det derfor, at de netop denne aften
kunne have denne rensende effekt på mit sind, eller også var det bare fordi, de
ramte et ømt punkt.”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar