Blogger Widget

søndag den 18. november 2018

LX Chilton & Teenage Fanclub


Eller rettere. Her er det Alex Chilton, Norman Blake og Gerald Love. Billedet stammer vistnok fra en radiooptagelse til BBC Scotland. Året er jeg i tvivl om. Af halvfemser-orkestrene, der var stærkt inspireret af Big Star, er det somom, at Alex Chilton faldt bedst i trit med (jeg kunne også have brugt halvfemser-formuleringen i sync med) var The Posies og Teenage Fanclub.

I 1993 udgav LX Chilton & Teenage Fanclub en single sammen med et par obskure coversange. A-siden er ’Mine Exclusively’ af doo-wop gruppen The Olympics, og vender man 7”eren om finder man ’Patty Girl’ af Gary & The Hornets. Vedkommende, der har lagt pladen ud på youtube, har nok en fornuftig forklaring på, hvorfor der er vendt om på a- og b-siden. Den kender jeg dog ikke. Af en-eller-anden årsag, som der nok også er en god forklaring på, har vedkommende også valgt, at man kun kan høre sangene ved at klikke sig videre til video-kanalen

fredag den 16. november 2018

Flamenco I med Casper Morilla & Henrik Liebgott. Playliste 15. november 2018


1. Carmen Amaya & Company - Ritmo De Carmen Amaya (Fiesta De Jerez)
2. Diego Del Gastor - Soleares
3. Manolo Caracol - Soleá Por Buleriá
4. Niño Ricardo - Siguiriyas
5. Camarón De La Isla - Ante El Altar Me Juraste
6. Paco de Lucía - Cobre
7. Less Win - Passion’s Puppet
8. Manuel Molina - La Mora
9. Henrik Liebgott - Dark Icon
10. Camarón De La Isla - Potro De Rabia Y Miel
11. Estrella Morente - Qué Quieres Que Te Traiga, Que Voy A Burgos
12. Rafael Riqueni - Al Niño Miguel
13. Tomatito - A Mi Tio ‘El Niño Miguel’


onsdag den 14. november 2018

“I just listen to the sound of the rain…”


Internettets veje er uransagelige. I den seneste tid, har jeg genforelsket mig i den amerikanske punkrocks svar på The Everly Brothers, The Dils. Især sangen ’Sound Of The Rain’ fra gruppens sidste udgivelse, en 2x7”’er fra 1980, har jeg hørt igen og igen. I forhold til de første singler er tempoet sænket. Efter brødrene Chip Kinman og Tony Kinman havde lagt The Dils ned, genindspillede de ’Sound Of The Rain’ med deres cowpunk-outfit, Rank & File, som de havde dannet sammen med Alejandro Escovedo fra The Nuns. Tony Kinman gik i øvrigt bort i maj måned i år.

For at gøre en længere historie kort, så dukkede der ad omveje en anmeldelse af The Dils svanesang op på nettet forleden. På stående fod kan jeg ikke huske, hvor min søgning begyndte, men den endte i al fald med Chris Desjardins aka. Chris D. fra The Flesh Eaters bedømmelse:


The Dils:



Rank & File:


tirsdag den 13. november 2018

Flamenco-tema med Casper Morilla og Henrik Liebgott i Mod Strømmen


Jeg er en totalt newbie indenfor denne uges tema om flamenco. Det var lidt på opfordring, at programmet kom i stand, men da jeg havde fået forlagt idéen, blev jeg hurtigt varm på den. Det skete på en bar på Nørrebro. Ikke, at det har nogen videre betydning for - eller jo, det har det, fordi vi allerede dér, begyndte at forfine temaet. Jeg kom til at tænke på guitarist Henrik Liebgott, som flere gange har været med i Mod Strømmen, blandt andet med Alive With Worms.  Dog er vi vist aldrig for alvor dykket ned i tiden, hvor han spillede i det andalusiske rockband Smash, der som nogen af de første, inkorporere flamencoen i et mere eller mindre psykedelisk univers. Hvad bevirkede endvidere, at han befandt sig i Spanien i de år? Dét var Casper Morilla, guitarist i postpunk-bandet Less Win og flamenco-entusiast, helt med på. Men han mente ligeledes, at vi skulle brede temaet ud, eftersom flamencoen rummer så mange spændende aspekter. Som så sagt, så gjort…

Spørgsmålet fra min side var så bare, hvordan vi skulle gribe temaprogrammet an? Det havde jeg imidlertid ikke behøvet at tænke på. Efter et par mails frem og tilbage var der flamenco-emner nok til mindst to-tre udsendelser. Lyt med, nu på torsdag, d. 15. november, kl. 18.00, på enten 98.9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream.

mandag den 12. november 2018

Mindfulness anno 1983


Jeg kan selvfølgelig ikke sige dét med sikkerhed, men meget tyder på, at medlemmerne af new zealandske The Clean mere end sukkede efter at vakse tavlen ren, efter en hektisk periode fra slutningen af halvfjerdserne og et par år ind i firserne, hvor alt havde drejet sig om gruppen og deres gensidige forhold. David Kilgour forlod under alle omstændigheder trioen i 1982. Robert Scott fulgte efter og dannede The Bats. Mens Hamish Kilgour købte sig en firesporsbåndoptager og begyndte at indspille solomateriale. Han havde dog svært ved at gøre sangene til virkelighed, og måtte spørge broderen David Kilgour om assistance.

De kaldte sig The Great Unwashed og udgav i 1983 på Flying Nun-selskabet, lp’en med den sigende titel, ’Clean Out Of Our Minds’. Både bandnavnet og titlen lader ane, at der er noget om min udlægning øverst. Nevermind, albummet minder på ingen måder om The Clean, der som mange ved, på det tidspunkt var et produkt af punk og new wave. Tværtimod er vi inde i et søgende, halvakustisk folkunivers:

Jeg har ikke fundet ’Clean Out Of Our Minds’, men hele pladen er at finde på denne opsamling fra 1992, der også inkluderer The Great Unwasheds to singler fra 1984. Held og lykke:


lørdag den 10. november 2018

Note til mig selv. Før og efter Dirtmusic. Alice, d. 8. november 2018.


FØR:

Meuko! Meuko! - The Temple
Art Pepper - Blues In
Okay Temiz - Penguin
Grupo Folklórico - Jupiti
The Cleaners From Venus - Denmark Street
Muhal Richard Abrams - The Junction
Little Willie John - Fever
El Rego - Se Na Min
Au Pairs - America
The Poets Of Rhythm - Rhodesian Girl
Gary Bartz NTU Troop - Uhuru Sasa
Tav Falco & Panter Burns - Tina The Go-Go Queen
Shirley & Lee - I’m Gone
Ekuka Morris Sirikiti - English Record
De Efterladte - Aldrig Ind I Denne Dag
Mustafa Özkent - Carsambayi Sel Ald
Verckys et l´Orchestre - Bassala Hot
Ian Dury & The Blockheads - Uneasy Sunny Day Hotsy Totsy
Tony Grey and The Black 7 - Ugbo Ndoma
Eric Agyeman - I Don't Care

EFTER:

Mink DeVille - Spanish Stroll
Momo Wandel Soumah - Felenko Yefe
Grateful Dead - Franklin’s Tower
Los Lobos - Billy 1
Erkut Taçkın - Sen
Fanta Disco - Sambou
Johnny Dowd - House Of Pain
Ghetto Kumbé - Kumbé
Felines - Too Tight
C.V. Jørgensen - Pak Dit Grej
Rail Band - Koro Koni
Dawn McCarthy & Bonnie ‘Prince’ Billy - Milk Train
Moudou Ould Mattalla - Oh My Mother Leila
Yam Yam feat. Les Mangelepa - Kai Kai
Arbete Och Fritid - Petrokemi (Det Kan Man Inte Bada I)

fredag den 9. november 2018

Pacific Swell. Playliste 8. november 2018


1. The Rolling Stones - 2000 Light Years From Home (1967)
2. Pacific Swell - Man Horse (2017)
3. The Growlers - Drinkin' The Juice Blues (2011)
4. Tinariwen - Assouf (2007)
5. The Black Angels - Bad Vibrations (2010)
6. The Kinks - Sunny Afternoon (1966)
7. Tom Jones - She's a Lady (1971)
8. Pacific Swell - Clean Gypsies (2017)
9. Delaney Davidson ‎- Bad Luck Man (2011)
10. La Femme - Antitaxi (2013)
11. The Tremolo Beer Gut - Zoo Bizarre (2008)
12. PowerSolo - Boom Babba Do Ba Dabba (2014)
13. Pacific Swell - Giddy Up (demo) (2017)
14. La Luz - You Disappear (2015)
15. The Doors - My Wild Love (1968)
16. The Murlocs - Space Cadet (2014)
17. Wynn Stewart ‎- I'm Gonna Kill You (1975)
18. Sanford Clark ‎- It's Nothing To Me (1966)
19. The Growlers - Gay Thoughts (2011)


torsdag den 8. november 2018

Koden er knækket (4 af ?) Australien II


Vi blev slet ikke færdige med Australien i den første temaudsendelse. Det bliver vi nok aldrig. I studiet var Matthew Moller og Hans-Henrik Siig. Jan Damage Petersen havde barns første sygedag, men har ikke desto mindre sat Spotify-spillelisen sammen med materiale fra den torsdag i september 2017, hvor Australien II blev sendt. Endnu engang har han været kreativ, da streaming-siden ikke rummer alle de sange, der blev valgt. Der mangler numre med X, ja, det hed bandet, The Rangoons og God, mens The Moodists, King Snake Roost og Jo Jo Zep & The Falcons er repræsenteret med andre tracks end dem, vi spillede:


tirsdag den 6. november 2018

Pacific Swell i Mod Strømmen


”Jeg kom gående forbi musikværtshuset Fatter Eskil, da jeg pludselig hørte noget, der mindede kraftigt om The Growlers, one of my favourites. Indenfor fandt jeg fire vilde Grenå-drenge i mexicanske jakkesæt, a la et mariachi-orkester. Pacific Swell, som kvartetten hedder, spiller garage/surf med høj cigarføring og hæse vokaler.”

Endnu engang må jeg ty til en af Hauge Marples beskrivelser fra Spot Festival. Året var 2017. Den 28. september spillede Pacific Swell og Cosmic Waves ved 2018s næstsidste Klub Soja. I den forbindelse, lavede jeg, formiddagen efter et program med bandet, der viste sig at bo alle andre steder end i Grenå. Efter koncerten i Kulturhuset på Islands Brygge havde kvartetten været i byen det meste af natten, hvilket mere eller mindre kom til at forme udsendelsen.

Stil ind, nu på torsdag, d. 8. november, kl. 18.00, på enten 98.9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream.

mandag den 5. november 2018

Dirtmusic i forenklet form.


At Dirtmusic har mere end ti år på bagen overraskede mig, da jeg for et par uger siden, begyndte at lytte tilbage på deres oeuvre. Det var først med ’Troubles’-pladen fra 2013, at bandet fangede min opmærksomhed. På det tidspunkt havde de allerede udgivet ’Dirtmusic’ i 2007 og ’BKO’ i 2010.

Chris Eckman (The Walkabouts, Chris & Carla, Willard Grant Conspiracy mv.), Chris Brokaw (Come, Codeine mv.) og Hugo Race (oprindeligt medlem af The Bad Seeds, True Spirit mv.) fandt sammen i 2006 for at dyrke en fælles interesse for urban blues. En term, der - det siger nærmest sig selv - er opfundet som en modsætning til den mere jordnære country blues. Debutalbummet, der blev indspillet i Ljubljana, Slovenien, Chis Ekmans hjemby, kom af uransagelige årsager i hænderne på arrangørerne af den årlige ørkenfestival i oasebyen Essakane i det nordlige Mali, ca. tres kilometer nord for Timbuktu.

For at gøre en lang historie kort, var det en åbenbaring for Chris Ekman. Han havde længe været begejstret for klangen, melodikken og rytmestrukturen i afrikansk musik, men mødet med ørkenblues slog alligevel benene væk under ham: “I spent those three days very much in a dream state. The music, the sounds, the sights...it was just something absolutely overwhelming.”

I naboteltet boede det unge Tuareg-orkester Tamikrest. som Dirtmusic integrerede så godt med, at de blev backingband, da trioen et år senere vendte tilbage til Mali, for at indspille ’BKO’. Allerede under ørkenfestivalen havde de haft et længere jam over The Velvet Undergrounds, ’All Tomorrow's Parties’. Et nummer, Tamikrest ikke kendte i forvejen, men da Brokaw slog de første akkorder an, havde de som det mest naturlige i verden bare spillet med:


Op mod indspilningen af ’Troubles’, forlod Chris Brokaw bandet. Race og Ekman hensigt var at optage pladen helt fra bunden af i Bamako. De medbragte kun et par notesbøger med udkast til tekster. Der skulle ikke være lang vej fra tanke til handling. Ingen forudbestemte strategier. Dog havde de hyret en række gæstevokalister, samt rytmegrupperne fra Ben Zabo og Samba Toure som akkompagnement. At udgivelsen fik titlen ’Troubles’, skal man se i skyggen af de ulykkelig omstændigheder, som Mali befandt sig i, med et radikalt islamistisk oprør i nord og militærkup I Bamako. Hvilket albummet afspejler med sange, der omhandler krig og fred, kærlighed, tvivl og andre af de følelser, der følger med, når et ellers - efter afrikanske forhold - stabilt samfund, begynder at krakelere.


Selvom ‘Lion City’ fra 2014, stammer fra de samme sessions i Bamako som ’Troubles’, er udtrykket ikke desto mindre et andet. Det er somom, at Dirtmusic har givet sig bedre tid. Materialet er langsommere, mere atmosfærisk om man vil. Guitarerne fylder ikke så meget, hvilket har givet plads til et mere flydende og sløret rum. Musikken virker mørkere og mere intim. Måske bedst eksemplificeret med sangen ‘Clouds Are Cover’:


Med ’Bu Bir Ruyas’ fra i år har Dirtmusic igen afsøgt nyt terræn. Murat Ertel fra Baba Zula er trådt ind på lige fod med Race og Ekman. Baba Zula blev dannet i Istanbul i midten af halvfemserne og har siden været en fornem fornyer af alternativ tyrkisk musik med hovedvægt på det psykedeliske. Det er måske ikke lige den stilart, der er mest iørefaldende på albummet, men man fornemmer dog de komplekse osmanniske rytmer undervejs. Krigen i Syrien og den flygtningekrise den udløste, løber som en ubehagelig understrøm gennem hele pladen. Sociale forhold, politik, undertrykkelse og migration er i højsædet.


Dirtmusic spiller nu på torsdag, d. 8. november, på Alice, Nørre Alle 7, 2200 Kbh. N. Dørene åbner, kl. 19.00. Koncertstart omkring, kl. 20.00. Billetpris, kr. 160, i døren.

fredag den 2. november 2018

Svin. Playliste 1. november 2018


1. Svin - Baby (2018)
2. Scott Walker & Sunn O))) - Brando (2014)
3. Henrik Pultz Melbye - T (2016)
4. Vangelis - Love Theme From Bladerunner (1982)
5. Lightning Bolt - Assassins (2003)
6. Midori Takada - Trompe-l’œil (1983)
7. Svin - Midori (2018)
8. Sonia Mamani - Languilayo Qochachapi (1974)
9. The Kyoto Imperial Court Music Orchestra - Manzairaku (1991)
10. Klimaforandringer - Verdenshjørner (2017)
11. Getatchew Mekuria - Shilela (1972)
12. Heaven - Place (2018)
13. Jon Hassell - Empire II (1983)
13. Svin - Ringgajen (2018)


torsdag den 1. november 2018

Belejret


Af en-eller-anden grund, har jeg troet, at billedet herover, eller det vil sige, de beskæringer, jeg tidligere har set, var skudt op mod et togvindue. Sådan er det ingenlunde. Fotografiet stammer fra Granada tv-studiet i Manchester. Vi skriver august 1965. The Rolling Stones har netop spillet et sæt til ære for fjernseere. Hvad de ikke vidste var, at 200 masende, krævende og skrigende teenagepiger under udsendelsen, var brudt gennem politiets afspærringer og havde slået kreds om tv-stationen. Politiet måtte eskortere gruppen væk fra omtrådet.