Blogger Widget

onsdag den 16. oktober 2019

G((o))ng Tomorrow i Mod Strømmen


”De har slidt og slæbt for musikken i årevis, og uden dem ville den danske musikscene være mange højtelskede musikere fattigere. De ha arrangeret koncerter, udgivet plader og formidlet musik. Og du ved ikke, hvem de er.

De driver pladeselskaber, slæber ølkasser, skriver musikjournalistik og trykker flyers og cykler byen tynd og deler dem ud. Det er dem. Der laver festivaler og sætter de koncerter op, du går til. Og de gør det ofte uden at få andet end gode oplevelser og gode venner i belønning.

Det er disse ildsjæle og disse miljøer, vi fejre på G((o))ng Tomorrow. For én gangs skyld stiller musikerne op for dem - ikke omvendt.”

- Bjarke Svendesen, kunstnerisk leder af G((o))ng Tomorrow, om 2019s overordnede festivaltema.

Men hvem er disse ildsjæle så? Og hvordan fejrer G((o))ng Tomorrow dem? Det og meget andet kommer Mod Strømmen til at handle om i morgen, torsdag d. 17. oktober. Når jeg ser ned over programmet for festivalen, virker den for nuværende en lille smule uoverskuelig. Der er planlagt uropførelser, usædvanlig samarbejder m.v., men hvordan får man det formidlet til radio, når dét endnu ikke er indspillet? Når alt kommer til alt, behøver jeg nok slet ikke at bekymre mig om dette, da morgendagens gæster og repræsentanterne for G((o))ng Tomorrow, Malte Vuorela og Bjarke Svendesen, formentlig kan sætte ord på,  hvad der kommer til at foregå. Stil ind, kl. 18.00, på enten 98.9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream.

Fredag, d. 1. november: Åbningskoncert: Quatuor Diotima + uropførelse af ‘Danevirke’ af Lars Greve og Jeppe Zeeberg. Copenhagen Contemporary, kl. 20:00-23:00

Lørdag, d. 2. november: Escho Live Mixtape. Copenhagen Contemporary, kl. 18:00-23:00

Søndag, d. 3. november: Institut for Dansk Lydarkæologi inviterer til lydarkæologisk salon. Salon K, Huset Kbh, kl. 16:00-22:00

Onsdag, d. 6. november: Visible Cloaks, Yoshio Ojima & Satsuki Shibano. Alice, dørene åbner kl. 19 / koncert kl. 20.

Fredag, 8. november: Topos. Copenhagen Contemporary, kl. 18:00-23:00

Lørdag, d. 9. november: Eget Værelse. Copenhagen Contemporary, kl. 15:00-19:00

Lørdag, d. 9. november: Proton kuraterer: Xenia Xamanek, object blue & Marta De Pascalis. Alice., dørene åbner kl. 20 / koncert kl. 21.

Lørdag, d. 9. november: G((o))ng Tomorrow X Proton Afterparty. Ved Siden Af, Vesterbrogade 2b, kl. 23.59 -09.00

søndag den 13. oktober 2019

Robyn Hitchcock. Loppen 12. oktober 2019


Overvældende aften med en forbandet, god sangskriver. Robyn Hitchcock virkede oprigtig overasket over det store fremmøde på Loppen i går. Udover sangene på sætlisten herover, spillede Hitchcock fire numre med akkompagnement af den australske sangerinde Emma Swift. Rækkefølgen her er vist ikke korrekt, men de spillede under alle omstændigheder ‘Trams Of Old London’, Dylans ‘Just Like A Woman’, ‘Queen Elvis’ og ‘Virginia Woolf’, før Hitchcock sluttede koncerten af med ‘Cynthia Mask’, plus et nummer, jeg i skrivende stund ikke kan huske hvad var, og sidst, men ikke mindst, The Soft Boys’ ‘I Wanna Destroy You’.

Efterskrift: Søndag d. 13. oktober, kl. 22.33: Ringsbob har i en kommentar herunder, oplyst mig, om at det nummer, jeg ikke kunne huske, ligeledes var en gammel Soft Boys-sang, nemlig 'Queen Of Eyes'. Tak for hjælpen.

lørdag den 12. oktober 2019

Ida Wenøe. Playliste 10. oktober 2019


1. Ida Wenøe - Oh My Heart, Sweetheart (2019)
2. Joan Baez - Silver Dagger (1960)
3. Karen Dalton - Katie Cruel (1971)
4. Linda Perhacs - Chimacum Rain (1970)
5. Matt The Electrician & Ida Wenøe - Heartbeats (demo) (2019)
6. Orcas - Som En Blomst På En Bakketop (2016)
7. Per Kristensen Band - Langtidsledig (1995)
8. Samantha Whates - Old Coat (2019)
9. Patti Smith - Ain't It Strange (1976)
10. Ida Wenøe - What Is in the April Moon (2015)
11. Boho Dancer - Pistols (2012)
12. Leonard Cohen - Avalanche (1971)
13. Sun Kil Moon - Not Much Rhymes With Everything's Awesome At All Times (2012)
14. Neko Case - Hold On, Hold On (2006)
15. Ida Wenøe - Another Kind Of Love (2019)
16. Daimi - Jeg Kommer (1973)


fredag den 11. oktober 2019

”Barrett, Beatles, Beefheart”. Robyn Hitchcock spiller på Loppen i morgen.


Mainstream-succes klæber ikke ligefrem til Robyn Hitchcock. Der er heller intet, der tyder på, at det samarbejde, han begyndte med XTC-frontmanden Andy Partridge i Swindon i midten af nullerne, og som nu endelig har udmøntet sig i ep’en ’Planet England’, laver om på den kendsgerning. Og mon ikke, Hitchcock efterhånden selv har affundet sig med at være en sangskriver for de få?

For et par år siden, hørte jeg ham til en udsolgt koncert på et lidt underligt spillested i Berlin. Det var vel nærmest en pub, der lå oppe på en anden sal ved Kottbusser Tor. Hitchcock stod presset op på en lille scene, der lå i et hjørne længst væk fra indgangen. Ikke et sted man umiddelbart forbinder med en musiker, der gennem årene blandt andet har, ja spillet i Soft Boys, men også sammen med Peter Buck fra R.E.M., Peter Holsapple fra The dB’s, Grant-Lee Phillips fra Grant Lee Buffalo, Gillian Welsh, David Rawlings, Emma Swift og senest Andy Partridge. Lidt stjernedrys var der dog over koncerten, idet Anton Newcombe fra The Brian Jonestown Massacre, gemte sig i en dyb sofa bagerst i lokalet.

Om Robyn Hitchcock spiller nogle sange fra gedigne ‘Planet England’ i morgen, tvivler jeg på. Men det er ikke desto mindre den plade, jeg linker til her. I forbindelse med udgivelsen har Hitchcock udtalt, at “Andy and I are the same age and suffer from the same record collection, especially the B’s: Barrett, Beatles, Beefheart”:



Dørene på Loppen åbner, kl. 21.00

torsdag den 10. oktober 2019

Klub Soja i aften


”Det dansksprogede indierockband Bidt består af rockveteraner fra 90’er bands som Leaving Las Vegas, Thau og Well of Souls. Deres indie-rock vignetter drives frem af subtil og snedig narrativer leveret af frontfigur og komponist Rasmus Bregnhøi (også kendt som tegneren bag Hunden Ib) og med solid backing fra Jesper Sand Christensen, Per Dybdal Jensen and Morten Voigt.

Indiepopkvartetten Moon Mountain udforsker den psykedeliske støjende rock og tilsætter en god ​portion​​ ørekælende ​​melodier ​​og ​​elektroniske​ ​beats. Bandet opererer indenfor et mystisk og til tider filmisk lydunivers, der byder på masser af dramatik og intensitet.”

- Kulturhuset Islands Brygges omtale af aftenens Klub Soja. Vel mødt!

onsdag den 9. oktober 2019

Ida Wenøe i Mod Strømmen


”Idas sange er personlige og skæve og hun fremfører dem, så man hænger på hver eneste ord. Hun kan lyde ærlig og uskyldig som en ung provinspige lige ind fra gaden, og samtidig strø professionelt om sig med varme og charme, mens hun fortryller med sin uimodståelige sangstemme. Jeg falder pladask for hendes single ’Another Kind Of Love’ tilegnet James Hurley fra Twin Peaks med et forførende Roy Orbisonesque 50’er mørke”

- fra Hauge Marples skildring her på siden af Ida Wenøes koncert ved dette års Spot-festival.

Jeg overværede selv showet i Kammermusiksalen i Musikhuset Aarhus, og ja, jeg var også entydigt begejstret. Men jeg ved faktisk heller ikke om jeg havde forestillet mig, at koncerten kunne være andet, ovenpå Wenøes fremragende anden udgivelse i eget navn, ’The Things We Don´t Know Yet’, fra i år. En udgivelse, der ligesom debutpladen ’Time Of Ghosts’ fra 2015, er nået udover landets grænser. Og tro dét, eller lad være, til meget bedre anmeldelser end herhjemme. Men det er vist ikke noget nyt for Ida Wenøe. Det er somom, at hendes folkúnivers appellerer mere internationalt. Det er ikke første gang det sker i Pærekøbing. Og sidste gang bliver det næppe. Det danske publikum aner simpelthen ikke, hvad der foregår lige uden for døren. Jeg vil til enhver tid foretrække at høre Ida Wenøe, fremfor et household name som eksempelvis Kira Skov, selvom de formentlig trækker på de samme inspirationskilder.


I sidste weekend optrådte Ida Wenøe til Días Nórdicos i Madrid. Nu på fredag, skal hun spille på Hofteatret i Indre By, og i morgen, torsdag d. 10. oktober, kommer hun forbi Mod Strømmen. Stil ind, kl. 18.00, på enten 98.9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream.

mandag den 7. oktober 2019

Fra pubrock til powerpop. Rewind efter et par dødsfald.


Indenfor de seneste uger, har England sagt farvel til to musikere, der på hver sin måde, var med til at give den britiske rockmusik nyt liv i midten af halvfjerdserne. 19. september døde Larry Wallis, der var med i det tidlige Motörhead og Pink Fairies. Første gang jeg stødte på ham, var dog som solist med den fortræffelige single ’Police Car’, som Stiff Records udsendte i 1977. Et nummer, der blev produceret af Nick Lowe og indspillet sammen med to medlemmer af Eddie And The Hot Rods, bassist Paul Gray og trommeslager Steve Nicol. Samtidig fungerede Wallis som husproducer for Stiff Records, hvor han blandet andet stod bag lyden på Wreckless Erics to første lp’er, ligesom han var inde over et par Mick Farren-produktioner, med hvem han senere kom til at spille sammen med i 1980’er-udgaven af The Deviants.

Eddie And The Hot Rods mistede også deres frontmand og eneste konstante medlem gennem mere end fyrre år, Barrie Masters, d. 2. oktober. Masters var med til at danne gruppen på Canvey Island i 1975. Eddie And The Hot Rods var faktisk noget af det første engelske pubrock, jeg hørte. Jeg var vild med deres 1977-syver ’Do Anything You Wanna Do’, der blev skrevet af bandets manager Ed Hollis, bror til Marks Hollis fra Talk Talk. Eddie And The Hot Rods var ikke punk, de var bare interesserede i at spille højt og hurtigt a la Dr. Feelgood.

I sidste års nytårsudsendelse i Mod Strømmen, forsøgte Jan Damage Petersen og jeg at sætte ord og musik på den scene, som Larry Wallis og Barrie Masters var en del af. Programmet kan man høre herunder. Hvis man ikke er til et par sladrevorne værter, er der også mulighed for at gå direkte til musikken. Det mangler dog en skæring med The Moondogs  på denne spilleliste;


1. Brinsley Schwarz - (What's So Funny 'Bout) Peace, Love, And Understanding (1974)
2. Dr. Feelgood - Roxette (1975)
3. The Count Bishops - I Ain’t Got You (1975)
4. The 101'ers - Keys To Your Heart (1976)
5. The Gorillas - She’s My Gal (1976)
6. Eddie And The Hot Rods - Teenage Depression (1976)
7. Nick Lowe - So It Goes (1976)
8. Pink Fairies - Between The Lines (1976)
9. Lew Lewis - Boogie On The Street (1976)
10. The Damned - New Rose (1976)
11. Elvis Costello - Radio Sweetheart (1977)
12. Radio Stars - Nervous Wreck (1977)
13. Larry Wallis - Police Car (1977)
14. Ian Dury - Sex & Drugs & Rock & Roll (1977)
15. The Radiators From Space - Television Screen (1977)
16. Johnny & The Self-Abusers - Saints And Sinners (1977)
17. Amazorblades - Common Truth (1977)
18. Disguise - Hey Baby (1978)
19. The Realists - I’ve Got A Heart (1978)
20. Rudi - Big Time (1978)
21. Victim - Strange Thing By Night (1978)
22. Protex - Don't Ring Me Up (1978)
23. The Outcasts - Justa Nother Teenage Rebel (1978)
24. The Moondogs - Ya Don't Do Ya (1979)
25. The Undertones - Teenage Kicks (1978)

fredag den 4. oktober 2019

The Brotherhood Of Sonic Love. Playliste 3. oktober 2019


1. The Brotherhood Of Sonic Love - Hurricane Veins
2. Nikki Sudden - Back To The Coast (1986)
3. Greenleaf - Our Mother Ash (2014)
4. David Bowie - It's No Game (no. 1) (1980)
5. Daughters - City Song (2018)
6. Collider - Sniper (2019)
7. The Brotherhood Of Sonic Love - Satellite Heart (2019)
8. Fritz Fatal, Peter Peter, Morten Chrone, Peter Kyed - Et Bånd Et Reb (2018)
9. Kid Kapichi - Machine Men (2018)
10. Crack Cloud - Drab Measure (2016)
11. Düreforsög ‎- Smile (2000)
12. Vokadin - Low (2018)
13. Tropical Fuck Storm - The Planet Of Straw Men (2019)
14. Swervedriver - Rave Down (1991)
15. Fontaines DC - Liberty Belle (2019)
16. Anders Ejner - I Ring (2019)
17. My Bloody Valentine - Only Shallow (1991)
18. The Brotherhood Of Sonic Love - Thunderdome (2019)


onsdag den 2. oktober 2019

The Brotherhood Of Sonic Love i Mod Strømmen


På fredag udkommer ’Satellite Heart’, The Brotherhood Of Sonic Loves debutplade. Bandet udsendte en ep i efteråret 2016. Mit umiddelbare jugement dengang lød ”garvet støj- og smadderrock”.  Siden da er der løbet en del vand i åen. Et par af de garvede kræfter har forladt gruppen, lyden er blevet mere poleret og venlig, samtidig med, at det er somom, at The Brotherhood Of Sonic Loves forbilleder træder tydeligere frem. Om det har noget at gøre med, at ’Satellite Heart’ er indspillet af Flemming Rasmussen i Sweet Silence Studios, og om dét har været hensigt med netop at hyre Rasmussen, det må bandet selv svare på. Men det første nummer jeg lyttede til fra pladen, ’Obsessed’, har så klare referencer til The Jesus & Mary Chain, vel at mærke efter brødrene Reid er udeover den første sprælske ungdom, at det ligner et kriminelt forhold. Forstå mig ret. Når det er sagt, så er inspirationskilderne til titelsangen ikke helt så klare.



The Brotherhood Of Sonic Love var forbi Mod Strømmen i januar 2017:

1. The Brotherhood Of Sonic Love - I Wanna Touch Your Soul (2016)
2. The Jesus & Mary Chain - Tower Of Song (1990)
3. Motorpsycho - The Slow Phaseout (2001)
4. Sort Sol - Walking On Red (1980)
5. The Monkees - (I'm Not Your) Steppin' Stone (1966)
6. The Damned - Machine Gun Etiquette (1979)
7. The Who - Pinball Wizard (live) (1970)
8. The Brotherhood Of Sonic Love - Down In Style (2016)
9. Mother Superior - Velocity City (1996)
10. Jefferson Airplane - Crown Of Creation (1968)
11. Pete Lockett - Steps Of Eternity (2015)
12. The Monks - Monk Time (1966)
13. Sparkplug - Self-Destruct (2008)
14. Selvhenter - Hajskindshabit (2012)
15. The Rolling Stones - I Just Want To See His Face (1972)
16. The Murlocs - Manny's Bar (2012)
17. Warsaw - No Love Lost (1978)
18. Kyuss - El Rodeo (1995)
19. Neil Young - Guitar Solo, No. 2 (1996)
20. The Brotherhood Of Sonic Love - Wrong Side Of The Track (2016)

Nu på fredag, dvs. 4. oktober, kommer ’Satellite Heart’. Det bliver fejret i Route 66, kl. 18.00. Torsdagen efter, d. 10. oktober, spiller The Brotherhood Of Sonic Love på Loppen. Før det kan man stifte bekendtskab med bandet i Mod Strømmen. Stil i morgen, kl. 18.00, på enten 98.9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream.

tirsdag den 1. oktober 2019

Hunulven Ilse med tilbagevirkende kraft


”I 1976 var det kun lige tredive år siden, at Anden Verdenskrig sluttede, men for en person, der kun lige havde levet i tyve år, var dette tidsrum så abstrakt, og krigens begivenheder så fjerne og eksotiske, at vi lige så godt kunne have talt om Første Verdenskrig. Eller om 1864. men eftersom jeg i dag udmærket kan huske, hvordan verden så ud, hvem jeg kendte, og hvad jeg tænkte i 1976, er tredive - ja, faktisk - år mig ikke længere et ufatteligt tidsspand. Men netop fordi Besættelsen dengang forekom mig så fjern, så tænke jeg heller aldrig på, at jeg hver eneste dag på gaden mødte mennesker, som virkelig havde oplevet krigen, og for hvem den altid var nærværende i bevidstheden. Stemninger, ordvekslinger, ansigter huskede de hen over årene lige så tydeligt, som jeg i dag husker min ungdomskærestes fregner og plakaten fra filmen Ilse - hunulven fra SS, der kunne ses i en hvilken som helst dansk og europæisk provinsbiograf i 1976.
   Hvis jeg nu forsøger at forestille mig, at jeg i 1976 ikke er tyve, men en mand på min nuværende alder, som ganske godt kan huske tredive og fyrre år tilbage i tiden, ja, så ville denne mand i sin lille ternede hat og nye hyttesko sikkert ligne hvem som helst på gaden, men kunne også udmærket have siddet i koncentrationslejr og være blevet pint i de medicinske eksperimenter eller af en de kvindelige torturbødler, som filmen bygger på. Og jeg tænker på, hvilke tanker denne midaldrende mand har gjort sig, når han er standset foran plakaten i biografens udhængsskab. Fordi det leder tanken hen på så uskyldige fænomener som amagerhylder og Katy Bødtger-sange, vil jeg slet ikke bruge et ord som smagsløshed om en film, der appellerede til sadistisk og masochistisk liderlighed, som om krigsforbrydere som Ilse Koch og Hermine Braumsteiner aldrig havde eksisteret i virkeligheden. De seksuelle fantasier går deres egne veje og lader sig ikke standse af moralske signalflag, men når jeg tænker på, hvordan fantasi og virkelighed kunne møde hinanden på gaden i 70´erne, når jeg grænsen for, hvad jeg forstår, på samme måde som jeg faktisk allerede dengang gjorde, da jeg midt under vietnamkrigen i jernbanekiosken i Store Heddinge fik øje på et stort, flot tegneserieblad ved navn ”Napalm””

- fra ’En hårnål klemt inde bag panelet. Noter fra eftertiden’, af Søren Ulrik Thomsen. Gyldendal, 2016.

mandag den 30. september 2019

“I’d probably beat the shit out of myself for letting opportunities go by”


“Bob has muddled through a variety of bands since the Replacements, but nothing’s clicked. Although he constantly downplays the Replacements as “not that big of a deal,” what he’s obviously missing is the tightly tangled, fraternal bond of the band — a sense of family, no matter how dysfunctional — and Westerberg’s uncanny ability to write songs that were as much about Bob as himself”

- fra et 1993-interview i musikmagasinet Spin med Bob Stinson.

Stinson blev smidt ud af The Replacements i 1986. Mest af alt for et eskalerende brug af stoffer, men hans modvilje eller manglende evne til at lære Paul Westerbergs mere modne materiale at kende, er også blevet nævnt som en grund til, at han måtte forlade bandet. Bob Stinson døde af organsvigt i februar 1995.

Læs hele interviewet herunder.

lørdag den 28. september 2019

Big Mess. Playliste 26. september 2019


1. Big Mess - Big Mess III: Return of Blood King/Shadows (2019)
2. Sodom - Burst Command Til War (1984)
3. Deiquisitor - Divine Molecular Transcendence (2019)
4. Morbid Angel - Unholy Blasphemies (1992)
5. Sarcófago - Nightmare (1987)
6. Nick Lowe - Rollers Show (1978)
7. Dolly Parton - Highlight Of My Life (1974)
8. Alkaline Trio - Cringe (1998)
9. Kamp - Heavy Metal Freedom (2019)
10. Big Mess - Born To Be Disemboweled (2019)
11. Pissgrave - The Second Sorrowful Mystery (2015)
12. Judas Priest - (Take These) Chains (1982)
13. The Love Coffin - Nothing At All (2019)
14. Luke Kelly - On Raglan Road (1971)
15. Shop Assistants - I Don't Want To Be Friends With You (1986)
16. Cock Sparrer - Working (1982)
17. Toru Takemitsu - Wind Horse, Vocalise I (2014)
18. Ond Tro - Syg Kærlighed (2018)
19. Earth Crisis - Firestorm (1993)
20. Terrorizer - Corporation Pull-In (1989)
21. Blasphemy - Ritual (1990)
22. Napalm Death - Unchallenged Hate / Life? (live) (1992)
23. Big Mess - In The Lap Of The Moose (2019)


tirsdag den 24. september 2019

Big Mess i Mod Strømmen


Et i 2016, et i 2017 og et 2019. Tre album på fire år var måske meget almindeligt for fyrre år siden, men det er slet ikke hverdagskost nu om stunder. Det er ikke desto mindre, hvad Big Mess, et af Københavns mest alsidige punkrock-orkestre, er på vej til at have udsendt. Nu på fredag, d. 27. september, kommer den tredje plade, ’Blood Punk’.

Endnu engang har kvartetten tilføjet nye og i denne omgang langt mere sprælske farver til paletten. De beskriver selv pladen med ordene: ”Der bliver grædt lidt mindre, rocket lidt hårdere og sunget meget mere med”. For at forstå den underliggende betydning af disse ord, kan man gøre sig selv den tjeneste at gå tilbage og lytte til forgængerne. På debutpladen ’You Know I Care’ fra ’16, var idéen at sammensmelte den klassiske emo fra eksempelvis Jawbreakers med melodisk punkrock. Opfølgeren ‘Try To Enjoy It’ fra ’17, var langt mørkere, mismodet stak dybere og der var plads til ballader og eksperimenter. Den nye plade er en hæsblæsende og mere livsbekræftende og festlig omgang punkrock anno sluthalvfjerdserne. Da jeg lagde ører til førstesinglen, der har givet navn til lp’en, tænkte jeg straks på Ramones. Det er også et orkester, Big Mess selv fremhæver som inspirationsmateriale, sammen med blandt andet The Misfits.




Big Mess holder släppfest for ’Blood Punk’, nu på fredag, d. 27. september, hos Metanoia, Uffesgade 2, København N. Det begynder kl. 17.00. Før det kommer bandet forbi Mod Strømmen, som de også har været med de to tidligere udgivelser. Det sker dagen før, torsdag, d. 26. september, kl. 18.00 på enten 98.9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream.

Da Big Mess senest var på besøg i november 2017, nåede dette udsædvanlige sammensurium af numre forbi grammofonen:

1. Big Mess - Double-Edged (2017)
2. Jonathan Richman & The Modern Lovers - Abominable Snowman In The Market (1976)
3. Peggy Seeger - Whistle, Daughter, Whistle (1955)
4. Meat Puppets - Paradise (1987)
5. Dead Moon - Can't Help Falling In Love (1988)
6. Fairport Convention - Percy's Song (1969)
7. Thin Lizzy - Do Anything You Want To (1979)
8. Big Mess - 2 Of U (2017)
9. Morbid Angel - Immortal Rites (1989)
10. Helloween - Eagle Fly Free (1988)
11. Creedence Clearwater Revival - Lookin' Out My Back Door (1970)
12. Tiger Trap - Puzzle Pieces (1993)
13. Dolly Collins & Shirley Collins - Rambleaway (1969)
14. Cigaretteman - Stay (1998)
15. Crass - Systematic Death (1981)
16. Big Mess - Montage Feeling (2017)
17. Djeli Moussa Diawara - Fote Mogoban (1983)
18. Creedence Clearwater Revival - Effigy (1969)
19. Jean Martin - Save The Last Dance For Me (1964)

mandag den 23. september 2019

Springsteen fylder 70 år i dag.


I ledige stunder i løbet af i dag, har jeg funderet over, hvordan jeg skal ønske Bruce Springsteen tillykke med 70 års fødselsdagen. Han er formodentlig blevet fejret og feteret i de fleste danske dagblade og musikmagasiner, ja for ikke at sige alverdens dagblade og magasiner, i dag. Når det kun er en formodning, er det fordi, jeg ikke har læst dagens aviser. Det sker efterhånden sjældent. 

Jeg antager dog ingenlunde, at jeg har noget væsentligt at bidrage med til fødselsdagsartiklerne. Den metier er de professionelle skribenter sat i verden for at praktisere. Det er dét, de får løn for, så at sige. Jeg kunne selvfølgelig have valgt en personlig vinkel, såsom da jeg hørte ’Born To Run’ første gang eller da jeg var til koncert med ham både i Gøteborg og Frankfurt, indenfor samme uge. Sådan bliver det ikke. Tillykke med de 70 år, Springsteen.

fredag den 20. september 2019

Neem. Playliste 19. september 2019


1. Neem - Love Has To Be Reinvented (2019)
2. Alex G - Gretel (2019)
3. My Bloody Valentine - Drive It All Over Me (1987)
4. Ceremony - Nosebleed (2012)
5. Nirvana - Drain You (1991)
6. Ringo Deathstarr - Guilt (2015)
7. Daniel Johnston - Urge (1980)
8. Neem - Tainted Wings (2019)
9. Martha Elisabeth - U/I (2019)
10. Collider - Just Start It (2019)
11. Queen Jane - Easy (2018)
12. Neem - Nobody (live i studiet) (2019)
13. Snail Mail - Slug (2016)
14. Oasis - Supersonic (1994)
15. Travis Scott (feat. Justin Bieber & Young Thug) - Maria I'm Drunk (2015)
16. Men I Trust - Found Me (2019)
17. Kraus - Reach (2018)


onsdag den 18. september 2019

Neem i Mod Strømmen


Det er alene med debutsinglen, ’Love Has To Be Reinvented’, i bagagen, at den unge københavnerkvartet Neem kommer forbi Mod Strømmen i morgen. Til trods for den unge alder, er bandet dog ikke helt grønne bag ørene, da et par af medlemmerne ligeledes slår deres folder i postrockbandet Himmelrum og elektropoporkestret Gaiya.  

I en rådvild stund over, hvad Neem egentlig er for en størrelse, bad jeg, et par musikkyndige venner om at bedømme og pege på musikalske inspirationskilder til ’Love Has To Be Reinvented’. Den mailkonversation har dog indtil videre ikke ført andet med sig, end en ord- og billedeveksling om og af monokler. Om d’herrer heller ikke er helt sikre på, hvad vi har med at gøre, aner jeg med andre ord ikke. Men for lige at sætte en form for ord på singlen, så er det alt andet lige støjrock spædet op med et stænk postrock.  Når jeg skriver postrock, har det at gøre med de temposkift, der sker undervejs, og som måske mest af alt minder mig om noget, der kúnne være lavet i nullerne. Det er det ikke. Det er fra i år.


Stil ind i morgen, d. 19. september, kl. 18.00 på enten 98.9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream. Neem har lovet overraskelser.

tirsdag den 17. september 2019

Jack Kerouac: ‘The Slouch Hat’


Olie og trækul på papir, 43 x 35,2 cm. (ca. 1960)

mandag den 16. september 2019

Ric Ocasek (1944-2019)


"They have taken some important but disparate contemporary trends—punk minimalism, the labyrinthine synthesizer and guitar textures of art rock, the '50s rockabilly revival and the melodious terseness of power pop—and mixed them into a personal and appealing blend."

The Cars var blot et blandt mange, for ikke at sige rigtigt mange orkestre, der brød igennem i slutningen af halvfjerdserne. Det var også kun et blandt mange orkestre, jeg lyttede til i den periode. Bandet var på forkant med den lyd, der kom til at præge hitlisterne langt ind i det kommende årti. Ordene øverst oppe er den amerikanske musikjournalist Robert Palmers skudsmål af bandet. Det ”appealing blend”, han afslutter vurderingen med, er nok synonym med dét, jeg vil kalde en glat mainstream-sound. Det vil sige, den synthesizer-orienterede og dansevenlige del af new wave, der senere blev katalogiseret som synthpop.

Her til morgen, læste jeg, at forsanger, rytmeguitarist og sangskriver, Ric Ocasek, var død. 75 år gammel. Bagefter var jeg en smule flov over, at dét, der i første omgang fangede min opmærksomhed var Ocaseks alder. Den passede slet ikke ind i det billede, jeg har af musikere, der tilhørte bølgen af nye bands i de år, så at sige. Han var kort sagt et stykke oppe i trediverne, da bandet indtog hitlisterne. På den anden side, det samme var Debbie Harry, da Blondie var allermest hotte.

Det krævede da heller ikke megen research, før jeg fandt ud af, at man skulle tilbage til midten af tresserne for finde Ocasek første musikalske aspirationer. Her begyndte Ric Ocasek og den kommende The Cars-bassist, Benjamin Orr, at spille sammen i forskellige orkestre i Columbus og Ann Arbor i Michigan. I begyndelsen af halvfjerdserne flyttede de til Boston, hvor de sammen med endnu et fremtidigt medlem af The Cars, keyboardmanden Greg Hawkes, spillede i et Crosby, Stills og Nash-lignende folkrock-outfit ved navn Milkwood. Bandet udgav uden nævneværdig succes pladen, ’How's The Weather’, i 1973. I årene efter kaldte de sig Richard And The Rabbits og Cap'n Swing, før de i slutningen af 1976 blev til The Cars. Et navn, den nye trommeslager David Robinson, der havde været med i The Modern Lovers, var kommet op med. På det tidpunkt var guitaristen Elliot Easton ligeledes trådt ind i The Cars.

Jeg har været inde på, at The Cars blot var et af mange nye bands, jeg lyttede til dengang. Mit kendskab til bandet strækker sig med undtagelser kun til de to første lp’er, nemlig ’The Cars’ fra 1978 og ’Candy-O’ fra året efter, der begge kom på Elektra Records. Jeg kender også flere af de singlehits gruppen fik op gennem firserne. Men for mig, er det, de to første plader, der rager op. Jeg vil ikke påstå, at jeg kender ovennævnte lp’er til hudløshed, som jeg gør med andre udgivelser fra tiden, men sange som ’My Best Friend's Girl’, ’Just What I Needed’, ’Good Times Roll’, ’Let's Go’ og ’It's All I Can Do’, tror jeg stadigvæk, at jeg kan identificere i søvne.

Det er nu ikke nogen af dem, jeg vil hive frem i dag. Vi skal til året 1984, hvor Andy Warhol instruerede musikvideoen til ’Hello Again’. Den fjerde single fra albummet ’Heartbeat City’, der også indeholder The Cars velnok største hit ’Drive’. Et nummer, som dansk-australske Palace Winter en passant lavede et glimrende cover af sidste år. Men tilbage til ’Hello Again’, hvor Warhol tilmed har tildelt sig selv en rolle som bartender:


fredag den 13. september 2019

Scatterbrain. Playliste 12. september 2019


1. Scatterbrain - Arguments In Vain (1984/2019)
2. David Bowie - African Night Flight (1979)
3. Ultravox - Dislocation (1979)
4. Roxy Music - Bitter Sweet (1974)
5. Eno Moebius Roedelius - Broken Head (1978)
6. Scatterbrain - The Rain In The Heart (1984/2019)
7. Nico - Janitor Of Lunacy (1970)
8. Robert Fripp - Exposure (1979)
9. David Toop - Do The Bathosphere (1975)
10. David Bowie - Speed Of Life (1977)
11. Scatterbrain - Cocoons (1984/2019)
12. Scatterbrain ‎- Strip The Future (1983)
13. John Cale & Brian Eno - Spinning Away (1990)
14. Scatterbrain - Disintegrate (1984/2019)


torsdag den 12. september 2019

Fra Alaska til Malmø. Måske


Der var formentlig ikke mange, der havde set rootsrock-samarbejdet mellem Dave Alvin og Jimmie Dale Gilmore komme. De stod godt nok på samme plakat i 2017, men derfra er der dog et stykke vej til at udgive et album sammen. Det skete ikke desto mindre med pladen ’Downey To Lubbock’, ét af 2018s mest delikate og raffinerede americana-udspil, og ja, måske det mest indlysende makkerskab. Set på bagkant.

Det er et par garvede og velmeriterede musikere, vi har med at gøre. Jimmie Dale Gilmore var med i countryhippie-bandet The Flatlanders, mens Dave Alvin er kendt for at have stået i spidsen for The Blasters. Duoen er i øjeblikket på tour i USA. En tour, der også bringer dem til Europa. Desværre ikke til København, men hvis man tager en tur over sundet, er det muligt at opleve dem i Folk å Rock i Malmø, lørdag d. 26. oktober. Forleden var touren forbi Alaska, hvilket Alvin i et opslag på Facebokk, havde visse betænkeligheder ved.

“I don't like to think that I'm a superstitious person but...well...sometimes I guess I truly am. I'm writing this from Anchorage, Alaska, (after just landing here for the Downey To Denali Acoustic Tour with Jimmie Dale Gilmore, Jon Langford and Rick Shea) but here's the issue:

For 38 years I've been a touring barroom guitarist and in that time I've played every state in the union except for one.
Which one? Yep. Alaska.

I have nothing against Alaska (and I'm very much looking forward to spending some time amongst it's natural beauty and wilderness) but I'm ashamed to admit that I have this irrational fear that once I play here, well, my life as a musician is done. I know it's silly and unscientific but superstition is a powerful, fear inducing bugger. That being said, the rational part of my brain is very excited to finally make it all the way up here and I am already looking forward to coming back up here with the full band. Just gotta keep my eyes peeled for the grizzly bears and everything will be cool.”

Nu er der gået hen mod en uge, siden Dave Alvin lod høre fra sig. Skal jeg være bekymret for, at Malmø-koncerten ikke bliver til noget?

tirsdag den 10. september 2019

Scatterbrain i Mod Strømmen


Når jeg skriver forskræp for kommende udsendelser kræver det undertiden en del snørklet researcharbejde. Sådan er det ikke med denne foromtale. Ugens gæster, Scatterbrain, eller rettere sagt Jesper Siberg fra bandet, har i en Facebook-opdatering fra slutningen af maj, lagt alt til rette for mig:

”For Scatterbrain har arbejdet med at rekonstruere "Mountains go Rhythmic" været lidt af en optur. Albummet var for alle medlemmer i bandet gået hen og blevet en mental hvid elefant - vi var stolte af eksperimenterne og sangene, men samtidig utilfredse med produktionen og det rodede indtryk, som det færdige resultat dengang i 1984 endte med. Vi havde måske lovlig store ambitioner i forhold til de økonomiske begrænsninger vi arbejdede under. Og det blev jo ikke bedre af at vinylpresningerne var af dårlig kvalitet - eller at masterbåndene siden gik tabt.

Derfor hverken ville eller kunne vi genudgive albummet i 2005, da vores første album "Keep Dancing" (1981) blev genudgivet. Hvis det skulle ske, ville det kræve at 24-spors båndene blev restaureret, overført til computer og mixet om helt fra grunden - vi overvejede det, men havde ikke resourcer til det på det tidspunkt. Og da vores guitarist Hilmer Hassig døde i november 2008 blev planerne lagt på hylden.

For et par år siden sad jeg sammen med en ven, og vi kom til at tale om Hilmer og hans fantastiske guitarspil på "det glemte album". Det startede en nysgerrighed hos mig. Hvor svært ville det egentlig være? Havde de andre Scatterbrains - Jens Mose og Morten Torp - lyst til at slippe den hvide elefant fri? Vi blev enige om at give det et shot, og efter mange måneders mixningsarbejde kan vi nu afsløre en helt frisk udgave af "Mountains go Rhythmic", som vi alle er rigtig glade for. Og vi glæder os til at give "det glemte album" et nyt liv ude i verden.”


Genbearbejdelsen af ’Mountains Go Rhythmic’ er også på vej på vinyl. Selvom den crowfunding, der var sat i værk ikke kom i mål, har Glorious Records alligevel valgt at udgive pladen. En cd-udgivelse må man dog kigge i vejviseren efter.

Ved genudgivelsen af ’Keep Dancing’ var Scatterbrain forbi Mod Strømmen. Jeg har været dybt i arkiverne for at finde denne spilleliste frem.

Torsdag d. 18. maj 2006

1. Scatterbrain - Neo-Love Tango (1981)
2. Scatterbrain - Ice Age / Moving Ice (1981)
3. John Foxx - Underpass (1979)
4. Brian Eno - Needles In The Camel´s Eye (1973)
5. Kraftwerk - Metropolis (1978)
6. The Swe-Danes - Scandinavian Shuffle (1960)
7. Pink Floyd - Astronomy Domine (1967)
8. Michael Mantler / Edward Gorey - The Sinking Spell (1975)
9. Robert Wyatt - Sea Song (1974)
10. Gangway - The Loneliest Being (1983)
11. Tristan T - Nordlys (1982)
12. TT Reuter - Hör Inte Till (1979)
13. Scatterbrain - Angry Young Men (1983)
14. Cinematografica - Gibilepapala (1997)
15. Suicide - Ghostrider (1978)
16. The Kills - No Wow / Telephone Radio Germany (2005)
17. Sci-Fi Skåne - Vi Kommer Försent Till Bluesen (2005)
18. Electric President - Ten Thousand Lines (2006)
19. Scatterbrain - Insect Danger (1981)

Stil ind, nu på torsdag, d. 12. september, kl. 18.00, på 98.9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream.

fredag den 6. september 2019

Vince Gillian. Playliste 5. september 2019


1. Vince Gillian - In The End (Maybe) (2019)
2. Moondog - Lament 1 (Bird's Lament) (1969)
3. The Beach Boys - Good Vibrations (1966)
4. Todd Rundgren - I Saw The Light (1972)
5. Bruce Springsteen - Highway Patrolman (1982)
6. Vince Gillian - Tuesday's Child (2019)
7. Daniel Johnston - Man At War (1983)
8. Tame Impala - Feels Like We Only Go Backwards (2012)
9. Bibio - Feeling (2016)
10. Tyler, The Creator - Are We Still Friends (2019)
11. Vince Gillian - You Got It (2019)
12. Bob Dylan - The Man In Me (1970)
13. Peter Sommer & Mikael Simpson - Ny Chauffør (2018)
14. L. T. Valentin - Alt Godt Til De Gode (2019)
15. Arctic Monkeys - Star Treatment (2018)
16. Weyes Blood - A Lot's Gonna Change (2019)
17. PJ Harvey - The Last Living Rose (2011)
18. Vince Gillian - The Dreamteam (2019)
19. Unknown Mortal Orchestra - FFunny FFriends (2010)


tirsdag den 3. september 2019

Vince Gillian i Mod Strømmen


På den ene side emmer Vince Gillians debut-ep af vergangenheit og på den anden smyger den sig pænt ind på en igangværende scene. John Lennon har strejfet mine tanker Og så alligevel ikke. Graham Coxon har strejfet mine tanker. Og så alligevel ikke. Jeg har også haft Tame Impala og beslægtede orkestre oppe at vende. Sagt på en anden måde, man kan godt høre, hvor inspirationer kommer fra, men den lyder på ingen måde altmodisch. Vi bevæger os i et klassisk, skramlende rockunivers med sidegrene til døsig, soulet sovekammersyre med fabulerende og skæve sekvenser.

Ep’en var egentlig planlagt til at komme på bånd her i august. Men, der må være gået et-eller-andet galt, for den er nemlig ikke udkommet endnu. Jeg har dog været så heldig at høre udgivelsen via et ikke-offentligt lyttelink. Et par af sangene har været tilgængelige et stykke tid, men radiolytterne kommer til at stifte bekendtskab med nogle af de nye, nu på torsdag. Det lover Vince Gillian i et opslag på Facebook, som bliver afsluttet med: ”Gud være med mig!”. Der er nu ingen grund til at påkalde højere magter. Vince Gillians sange skal nok stå distancen uden guddommelig indgriben.



Stil ind på torsdag, d. 5. september, kl. 18.00, på FM 98.9 eller via Tunein eller den direkte livestream.

mandag den 2. september 2019

Klub Soja On The Spot (2. del)


Tekst: Hauge Marple. Foto: Jens Raadal

Kniber det med hukommelsen, kan man med fordel læse 1. del herunder.

Morgen turbulens

Gårsdagens mange genstande skabte en vis turbulens i min nattesøvn. Det er en lidt mut, krøllet udgave af mig selv, der stavrer ned til restauranten efter en gang Scandic-morgenmad med the Kickoman Crew, og, som enhver midaldrende dansk herre, kommer jeg til at stable tallerkenen op med et bjerg af pølser og pandekager, røræg, croissanter, brie, skinke, rullepølse; alt i alt en lidt tung morgenkomplet, som jeg fortryder lige så snart, jeg har fået skyllet det ned med kaffen. Vi snakker dagens program igennem og aftaler at mødes til M. Rexen koncerten ved to-tiden. Martin og Hans-Henrik er ualmindelig friske efter en god lang nat mellem de velduftende hotellagner, så de tager ud for at udforske byen, Torben tager ud og sumper på sin favorit Århus hang-out; Løves Bog og Vincafé, og Raadal går i seng igen. “Go’ idé”, tænker jeg, men efter alt den morgenmad, kan jeg ikke sove mere og tilbringer de næste fyrre minutter under bruseren, mens jeg fortaber mig i spejlets gengivelse af min oppustede ølvom. Mit mantra for dagen lyder, “take it easy, more music, less booze”. Efter badet kan jeg også lige nå lidt byvandring inden vi skal mødes. Det er markedsdag på Jægergårdsgade. Jeg køber en white russian fra en bod og får det straks meget bedre.


M.Rexen koncerten skal foregå på venuen Trævarefabrikkernes Udsalg. Det vækker min nysgerrighed. Jeg forestiller mig en koncert på savsmuldsunderlag omringet af lister og lægter i en gamle trælastgård, men det viser sig ikke helt at holde. Vi mødes i en meget nydelig, lille butik på Frederiks Allé lige ved jernbanebroen. Der er ikke meget plads til hverken publikum eller band, for der står æsker og stole og hængekøjer og fuglehuse og der hænger uendelig mange små, fikse hylder, hvorpå der står masser af trædimsedutter. Heldigvis står der også et fadølsanlæg fra ... wait for it.... Ølsnedkeren. Øllet er meget gult, tykt og gratis og smager drøngodt. “I skal nok sætte jer ned”, bliver der sagt, og som artige børn på skoleudflugt, sætter vi os pænt på gulvet med vores fadøl mellem benene. POW! ind kommer alle tre Freak Brothers. Franklin med guitaren, rocker sin classic hipster look med bredskygget hat og Colonel Sanders skæg, mens Phineas og Fat Freddy har pyntet deres vintage hippielook med plastikblomsterkranse i håret og pupiller så små som birkes. Det er selvfølgelig ikke Gilbert Sheltons tegneseriefigurer, der er kommet, men selveste Michael Rexen og hans lystige svende. De står nu brusende, boblende klar til at fortrylle os (og dem selv), med lange vævede anekdoter og en rækkes sang-jams, som når allevegne hen, men aldrig til b-stykket. Som en musikalsk evig ungkarl, der frygter bandformatets kompromiser er der ingen bånd, som binder M. Rexen. Her anses aftaler, hooks og omkvæd som borgermusikkens restriktive hæmsko. Paul McCartney, “the old sweetheart”, får dog et par elskelige ord med på vejen, inden der bliver jammet løsligt over ’Martha my dear’ fra The White Album. Originalen kan høres derinde et eller andet sted, nu udsat for Rexens cut-up randomiser teknik, som om hele popmusikkens historie ligger makuleret oppe i hans hoved klar til at blive spruttet ud i tilfældig rækkefølge, understøttet af nydelig guitar og harmonisang fra de lystige svende.


Lejrbålsformatet har det dog med at køre lidt i ring, så melodierne ender med at lyde ret ens, men med Mikael Rexens store personlighed og sangtalent i centrum, bliver det aldrig kedeligt. På vej ud fra Trævarefabrikkernes Udsalg, står Rexen og hilser kærligt og personligt på hver enkelt gæst som en præst søndag morgen ved kirkedøren. Nu dukker Drongo op. Han har stået bagerst og siger, at han gerne vil hænge med crewet idag, og Aarhus har lige skruet op for solen, så seks mand høj slinger Kickoman Crewet ned af Jægergårdsgade med en frisk omgang dåsebajere og højt humør.


En tur til Tapetown

Smil til verden og så møder man Kenneth Thordal. Han er også på Jægergårdsgade og i strålende humør, Drongo eller Raadal eller én af de andre, kender ham og de får en sludder. I mellemtiden finder Torben en mørk krog at pisse i, uden at opdage at et helt zumbahold står og glor surt på ham gennem et vindue. Men før eller siden og uden flere tissehistorier er vi vendt tilbage til havnen tæt på Knuds Kiosk. Denne gang på vej til et studie med navnet Tapetown. Der sker masser SPOT-relateret her i området, men skiltning er lidt mangelfuld, så det er sin sag at lokalisere Tapetown-rummet, i hvad, der ligner en mindre kontorbygning fra 70’erne. “Det er ovenpå”, får vi til sidst at vide, så vi bruger trappen. Ovenpå finder vi et par unge SPOT-medarbejdere ved et bord, de stikker os lysende hørebøffer og peger venligt ned af gangen til en lille skabsagtig entré, fyldt med en masse folk og en svag tromme- og guitarstøj. Jeg tager bøfferne på og opdager, at der er sang i dem. Raadal har et smart lille retrokamera og nu bruger han det som en slags pressekort, vader forbi alle inde i studiet og begynder at hoppe rundt derinde. Jeg tager mod til mig og møver lige ind ad døren, og det første jeg ser er en ung troubadour, klædt i en poset, grå designerskjorte og et cool haircut, der hænger langt ned i øjnene. Han ligner en punk-Tintin fra en manga. Troubadouren tæsker løs på sin sorte Gretch halvakustiske-spade og frembringer droneagtig, rungende støj, alt imens han messer hymner fra det urban rendestens mørke med en træt stemme, der minder lidt om Marc Almond. 


Jeg kan høre vilde trommer i mine bøffer, men kan ikke se noget, så jeg manøvrerer mig lidt forsigtigt forbi et par andre, indtil jeg står helt inde i rummet, hvorfra jeg ser Raadal hoppe rundt nede i den anden ende af studiet, mens han gennemfotograferer Benedicte Pierleoni, den altid så kække trommeslager fra Baby In Vain. Benedicte kaster sig voldsomt over gryderne, som hun har for vane, og det er lige sagen. Guitar-tromme tosomhedsbands kan noget helt særligt med energien, der bølger hen over én, som om man er hoppet i havnen. Jeg tænder på det hvergang, at White Stripes, Japandroids, Royal Blood, Drenge, Dodos, Slaves og så nu også de her: Mavourneen, som betyder noget i retning af “min skat” på irsk. Fedt, men vi kom lidt sent, så det er meget hurtig overstået og vi bliver jaget ud, så de kan stille om, men ikke før Raadal får udfrittet Benedicte lidt om makkerskabet. Hans Gustav Bjørklund Moulvad (lidt af en mundfuld, men det hedder han) har lige indspillet en LP fyldt af egne sange i Sonic Youths studie med selveste Steve Shelley bag trommesættet. Om Benedicte P. skal være hans faste livemakker står i det uvisse, men jeg synes lidt, at de var et fedt match, og Benedictes punk liver lidt op i Hans Gustavs shoegaze-tendenser, som kan blive en anelse for stylet. Men hans look fejlede ingenting, “all the young dudes carry the news!”. 


Så får all the old dudes frikvarter, og vi samler os nede i gården ved et bord, og det går rigtig godt, for der er bajere og smøger og all the cool kids kommer forbi og taler med os. Blandt andet Bjørn Friis, min digterven, som skal til at mumle ord hen over noget støj og violin i noget, der hedder Studio 02K, men hvor fanden er det nu det er? The Love Coffin kommer også forbi og fortæller, at vi kan se dem senere til en hemmelig videoindspilning i Ridehuset. Vi er ikke til at skyde igennem, da vi smutter ovenpå og rutinemæssigt tager de blålysende hørebøffer på igen, klar til at høre Dark Times.


Dark Times er lige dét, vi altid leder efter til Klub Soja. Tre unge kvinder, der ser ganske rare og almindelige ud ved første øjekast, men når de griber deres instrumenter, forvandler de sig til “the shit” og spiller ægte Ramones-, Kathryn Hanne- og Sonic Youth-certificeret punk. Jeg læner mig op ad studiets gamle klaver og lapper det i mig, mens Raadal fortsætter sin ninja-fotografering, som han var Odd Job i Goldfinger. Lige foran mig står guitaristen; hun er dybt koncentreret, mens hun affyrer den ene powercordsalve efter den anden som akkompagnement til sin egen lyse bjæffende vokal. Musikken drøner derudaf, som en gocart ned ad en bjergside, men den har uventede kanter og hvis det her var en vinanmeldelse, ville jeg kunne spore noter af Ladytron (især vokalen), og Electrelaine. Jeg nyder hele deres sæt, og ved slutningen står jeg på spring for at hive dem hjem til Klub Soja, men så hører jeg dem snakke sammen og det går op for mig, at de er fra Norge. Føkk, så rækker kommunebudgettet ikke rigtig, men de var altså fede. Damer rocker bare på en særlig fed og forfriskende måde. Jeg er vild med damer.

Nu er der ikke mere musik i de hovedtelefoner. Crewet afleverer pænt bøfferne i kassen og bevæger sig væk fra denne dejlig, lille garagerockrodebutik over mod de langt mere stilige og organiserede forhold i Musikhuset. Vi har en aftale om at høre Love Coffin klokken et-eller-andet, men der er god tid endnu. Vi tager en smutvej gennem Aarhus Hovedbanegård, og kort efter er vi dybt begravet i fish and chips og et hold lækre IPAer nede ved RADAR-scenen hvor et par grønskollinge-DJs spiller noget af det mest rædselsfulde musik, jeg længe har hørt.


Hvad nu?

Vi swiper lige vores program-app igennem, vender og drejer de forskellige bud ud fra de håbløst, tyndbenede beskrivelser. Jeg opdager, at singer-sanglærken Ida Wenøe spiller lige om lidt og bliver straks fortaler for, at det er det vi skal. Hans-Henrik er også med på den og nævner, at Magnus Knudsen (fra Orcas, Danmarks bedste liveband) spiller med. Vi skal lige finde frem til noget, der hedder Kammermusiksalen. Det var en god beslutning, for Ida Wenøe har samlet en supergruppe fra den danske musikunderverden, altså Ida og Magnus, plus Anders Haaning på trommer (PJ Bonneman-bandet) og smukke Stine Steendorph Petersen (fra Juju Me og Orcas-backing) på keys og harmonisang. Idas sange er personlige og skæve og hun fremfører dem, så man hænger på hver eneste ord. Hun kan lyde ærlig og uskyldig som en ung provinspige lige ind fra gaden, og samtidig strø professionelt om sig med varme og charme, mens hun fortryller med sin uimodståelige sangstemme. Jeg falder pladask for hendes single ’Another Kind Of Love’ tilegnet James Hurley fra Twin Peaks med et forførende Roy Orbisonesque 50’er mørke. Det er også underholdende at følge med i alle de varme og kærlige blikke som Ida og Magnus udveksler imellem numrene. Måske var det sådan at opleve Dolly Parton og Porter Wagoner eller Johnny og June. Men søde folkesangerpiger er ikke Martins kop øl. han stikker af halvvejs og sidder pænt og venter på os, da vi kommer ud.


Og nu er dét nu,“op med kravene drenge”. Vi skal høre noget skummelt-rock’n’roll fra The Love Coffin. Det foregår lige over gården fra Musikhuset i det mørklagte, gamle Ridehus. Vi bliver eskorteret ind af et strambukset bandmedlem til et stort, tomt, tjekket, TV-studieagtig lokale. Det er mørkt derinde, men man kan lige skimte SPOT-plakater på væggene og midt i rummet, i en cirkel af hvidt lys, står kiste-elskerne og deres udstyr. Vi bliver bedt om at stille os i kanten af cirklen, så deres videooptagelse kan rammes ind af ældre mænd med Klub Soja ID-kort hængende på ølvommene, måske ikke det smarteste move. En flok stenede junkie-babes ville nok have passet bedre til The Love Coffins 70’er LA-gipsy stil. Kameraerne er skjult inde i bandets grej og bliver styret af nogle lap-top nørder et sted ude i mørket. Optagelserne går stærk og vi får den uvante oplevelse af at høre den samme backline/monitor lyd som et band gør på scenen. Det virker intimt det hér, som at høre deres sange på ny, og jeg opdager at bandets musik faktisk er meget, mere spændende end Johnny Thunders-looket lægger op til. Fyldt med følelser og skrøbelighed. “En lidt australsk lyd”, siger Hans-Henrik bagefter. Dét giver mening; den storslåede attitude koblet med noget ømt, mørkt og indadvendt, lidt som Triffids eller Crime & The City Solution. Aha, nu kan jeg også lide dem.


I mellemtiden er det blevet mørkt udenfor og nu glæder vi os til at komme ned på TAPE i Mejlgade, men Drongo mødte nogle musikervenner tidligere, som skulle spille backing for Sara Lew i Kammermusiksalen, så det nupper vi lige med. Sara Lew er vist oprindeligt fra jazzverdenen, men hun har nu lavet en mørk dreampop-LP i PJ Harvey-stil. Bandet hun har samlet er imponerende; der er den altid oplagt Simon Toldam på keys, Jeppe Gram på trommer, og én af min helte Anders Wallin (fra The Gun) på andenguitar. Sara Lews sange er vist meget gode. Jeg må dog indrømme, at koncerten spiller sig forbi mig uden, at jeg rigtig bemærker det. Jeg sidder op ad væggen og er træt, men så er det jeg får øje på en kæmpefyr, der står midt i salen. Han ligner Satan. Jeg vågner helt op. Han har et ondt smil og små stirrende øjne, en pumpet muskuløs overkrop, tilbagestrøget sort hår med widowspeak og klassisk djævleskæg, men har dog undladt at male sig rød. Jeg hvisker om ham med Torben og Jens og vi flipper lidt ud over det, men han går ud halvvejs inde i koncerten. Sara Lew var nok ikke blueset nok. Det er jo the devils music, har jeg hørt. Sara Lew ser alvorlig ud, ligner lidt Nico i 80’erne (på en god og ikke stiknarkomanagtige måde), men sangene rammer mig ikke så meget (et par uger senere falder jeg over Sara Lew skiven på en russisk torrent tjeneste, får det downloadet og er nu helt vild med det. Spread the word, pladen hedder ’Sunday Morning’ og er usædvanlig cool dansk artrock).


TAPE me up


Endelig og med forventningsfulde skridt vader vi afsted forbi Aarhus Domkirke og videre ned ad Mejlgade, ind i første baggård, så ind i anden baggård, og så ind i TAPE og en eksplosion af ungdomsenergi, så intenst, at man glemmer alle andre oplevelse fra dagen på stedet. På scenen har vi Loose Ends, og de er satme loose og sindssygt unge, så det går lige ind i hjertet, fuck alt det der med “de klynkende millenials” og deres digitale afhængighed. Det her er rock fra garagen i alt sin analoge glory. Jeg ser en hoppende sanger, som minder mig om mig selv i 1982, jeg ser en barmavet trommeslager, en grydeklippet, stoisk bassist og en headbanging krøllebølle af en guitarstøjmager. Bandet er tydeligvis påvirket af storebror-orkesteret Yung, men denne oprørske lillebror kan selv og vil høres. Skønt, simpelt, støjende, inspirerende, selvsikker og dejlig naiv. Vi mingler, og køber øl. TAPE er for fedt. Det vil Kickoman crewet gerne skriv under på, hvis vi bare kunne finde en pen.


I pausen får jeg en hyggelig sludder med Ole Hardcore, lige inden J. Fen Hapens går på scenen. En lille dude fra bandet står i en Cola Freaks t-shirt. Ole Hardcore spekulerer straks over om bandet har gået på SFOen, hvor han arbejder sammen med en gamle Cola Freak. ”Det kan ikke passe”, siger jeg, for jeg har læst, at de er fra Helsingør. Men uanset hvor de kommer fra, må spørgsmålet være “hvad er det for et j’ffen band navn”. Det giver jo ingen mening. J. Fen Hapens er en ikke sætning, skrevet som et ikke navn’, WTF? Hans-Henrik så dem i går og han forsikrer mig om, at de er fede, så jeg møver mig til en god plads foran og ser med overraskelse, at den lille t-shirt dude nu hiver en violin frem. Et klart tegn på, at det her bliver et lidt anderledes sæt. Man kan se, at The J. Fens ikke er blot endnu et vredt øl og lange overfrakker-band, som TAPE typisk byder på, på sådan en aften. Visuelt har de mere tilfælles med Mysterie-banden på vej ud for at afsløre falske spøgelser på gamle slotte, men trods guitaristens lighed med Stubbe, så er der ikke nogen Scooby-hund i sigte. Der er en smuk melankolsk vibe over deres musik og et slægtskab med The Velvet Underground, der høres i en skøn, mørk undertone i de velspillede kammerpop-arrangementer. Cales viola er selvfølgelig et VU-link, men også forsangeren Felixs tænksomme, drengede vokal giver associationer til Nicos stemme. Ikke mindst på nummeret ’Getting Later’. der minder mig om ’These Days’ fra Nicos debutplade, ’Chelsea Girls’. Hermed ikke sagt, at J. Fen er en kopi eller et retrofænomen. Jeg elsker bare ’Chelsea Girls’ på samme måde, som jeg elsker dét, jeg hører her. Denne aften på TAPE er en stærk, moderne genopdagelse af baroque-pop. Jeg elsker den måde pigen står helt køligt ved keyboardet og udfylder sprækkerne i musikken, og Stubbe, der spiller lige så følsomt, som en ung Jackson Brown, og den måde det er så tydeligt, at det er ham og Felix, der danner det venskab som bandet hviler på.

J.Fens sæt slutter, og førsteviolinisten Felix drøner over til merch-boden, hvor han gør butikken klar. Der er ikke meget at vælge imellem, men han fylder bordet godt ud, og alle, der køber hos ham får deres køb personalised med en fed sprittusch. Felix er grundig og ualmindelig høflig, finder jeg ud af. Jeg køber singlen med 'Getting Late'r på, og vi får snakket lidt sammen. Jeg lufter et Soja-job, og det lyder til, at vi godt kan regne med dem, så da jeg har fået sprittusset min 7”ér og plakat med mange hilsner og kontaktoplysninger, er jeg en meget tilfreds kunde.

Det næste er Kogekunst, som det endnu ikke er lykkes at få lokket til Bryggen. Jeg glæder mig, for det siges, at deres støjfyldte guitar/tromme duo, har udviklet sig til noget helt specielt. Alt gearet står klar til showet, men kogekunstnerne tager lige overtøj på og svinger ud i gården. De skal åbenbart lige gøre sig helt kogeklar og vender tilbage syv minutter senere med ildebrand i øjnene, som et par vikinger på vej på togt.


Så vælter det ud af dem med et show, der er noget af det mest mærkelige og ubeskrivelige, jeg har set på en dansk scene. En skæv perlerække af udsvævende, poetisk freeform, ofte i slow tempo og med ultrastenet indhold. Der er trommer og guitar, men også masser af keyboard og noget oldschool trommemaskine. Drengene skifter legende fra det ene instrument til det andet, helt ubesværet, som sidder de hjemme i kolonihaven og jammer. Det lyder mærkeligt, men man bliver simpelthen suget ind i deres virkelighed, og deres “lalalalalala la la”-vokaler giver pludselig mening, så efter to numre, er jeg gået fra “hva’ faen” til “hold kæft, hvor fedt”. Vi bliver inviteret så langt ind i deres bromance, at man ikke længere kan se, hvor den ene slutter og den anden begynder. Ingen ironisk distance eller fortænkte akademikerlege her, men et smukt, weird og temmelig fucked up univers, der åbner sig ved Kogekunsts tagselvbord. Tak for mad.

Men lidt rigtig mad, vil altså også være godt lige nu. Vi er trætte og sultne efter en lang SPOT-dag, så Raadal, Torben og jeg drøner lige ud på Mejlgade for at se os om efter noget at spise, men restauranterne er ved at lukke, og værtshusene sælger ikke mad så sent, så vi opgiver og snupper i stedet en ny omgang Yung på tom mave, og de er mindst ligeså overvældende storslåede og tilfredsstillende som de var i går på Knuds Kiosk.

Og det var så dét for the Kickoman Spot Crew. Vi springer næste band over og vandrer mod hotellet gennem Aarhus by night. “Din fucking luder”, råber én flot kampklar Århus-tøs efter en sølle lille fyr, der nok ikke var så sød, og som straks forsvinder, så hurtigt han kan. Burger King ligger lige overfor the Mayor, og det er her vores sidste scene foregår med en flok gamle københavnske kulturnauter, der gumler sig uvant igennem deres whopper meals og laver platte jokes. Vi sidder ved vinduet og pludselig spotter Hans-Henrik en kendt skikkelse, der passerer ude i natten, krumbøjet og med stort hoved. “Det var sku’ ham fra Brunsten”, siger han og refererer til Aarhus-punks godfather, som lige har spillet en god gang avantgardesludge med sin trio på festivalens mindste venue. “Han er faktisk Mikkels far, altså Mikkel fra Yung”. Så der så vi ham, og der gik han, manden der startede det hele. Tak for det “yung-daddy” og tak Aarhus-punkscene. Vi lover at komme igen.