Blogger Widget

fredag den 13. september 2019

Scatterbrain. Playliste 12. september 2019


1. Scatterbrain - Arguments In Vain (1984/2019)
2. David Bowie - African Night Flight (1979)
3. Ultravox - Dislocation (1979)
4. Roxy Music - Bitter Sweet (1974)
5. Eno Moebius Roedelius - Broken Head (1978)
6. Scatterbrain - The Rain In The Heart (1984/2019)
7. Nico - Janitor Of Lunacy (1970)
8. Robert Fripp - Exposure (1979)
9. David Toop - Do The Bathosphere (1975)
10. David Bowie - Speed Of Life (1977)
11. Scatterbrain - Cocoons (1984/2019)
12. Scatterbrain ‎- Strip The Future (1983)
13. John Cale & Brian Eno - Spinning Away (1990)
14. Scatterbrain - Disintegrate (1984/2019)


torsdag den 12. september 2019

Fra Alaska til Malmø. Måske


Der var formentlig ikke mange, der havde set rootsrock-samarbejdet mellem Dave Alvin og Jimmie Dale Gilmore komme. De stod godt nok på samme plakat i 2017, men derfra er der dog et stykke vej til at udgive et album sammen. Det skete ikke desto mindre med pladen ’Downey To Lubbock’, ét af 2018s mest delikate og raffinerede americana-udspil, og ja, måske det mest indlysende makkerskab. Set på bagkant.

Det er et par garvede og velmeriterede musikere, vi har med at gøre. Jimmie Dale Gilmore var med i countryhippie-bandet The Flatlanders, mens Dave Alvin er kendt for at have stået i spidsen for The Blasters. Duoen er i øjeblikket på tour i USA. En tour, der også bringer dem til Europa. Desværre ikke til København, men hvis man tager en tur over sundet, er det muligt at opleve dem i Folk å Rock i Malmø, lørdag d. 26. oktober. Forleden var touren forbi Alaska, hvilket Alvin i et opslag på Facebokk, havde visse betænkeligheder ved.

“I don't like to think that I'm a superstitious person but...well...sometimes I guess I truly am. I'm writing this from Anchorage, Alaska, (after just landing here for the Downey To Denali Acoustic Tour with Jimmie Dale Gilmore, Jon Langford and Rick Shea) but here's the issue:

For 38 years I've been a touring barroom guitarist and in that time I've played every state in the union except for one.
Which one? Yep. Alaska.

I have nothing against Alaska (and I'm very much looking forward to spending some time amongst it's natural beauty and wilderness) but I'm ashamed to admit that I have this irrational fear that once I play here, well, my life as a musician is done. I know it's silly and unscientific but superstition is a powerful, fear inducing bugger. That being said, the rational part of my brain is very excited to finally make it all the way up here and I am already looking forward to coming back up here with the full band. Just gotta keep my eyes peeled for the grizzly bears and everything will be cool.”

Nu er der gået hen mod en uge, siden Dave Alvin lod høre fra sig. Skal jeg være bekymret for, at Malmø-koncerten ikke bliver til noget?

tirsdag den 10. september 2019

Scatterbrain i Mod Strømmen


Når jeg skriver forskræp for kommende udsendelser kræver det undertiden en del snørklet researcharbejde. Sådan er det ikke med denne foromtale. Ugens gæster, Scatterbrain, eller rettere sagt Jesper Siberg fra bandet, har i en Facebook-opdatering fra slutningen af maj, lagt alt til rette for mig:

”For Scatterbrain har arbejdet med at rekonstruere "Mountains go Rhythmic" været lidt af en optur. Albummet var for alle medlemmer i bandet gået hen og blevet en mental hvid elefant - vi var stolte af eksperimenterne og sangene, men samtidig utilfredse med produktionen og det rodede indtryk, som det færdige resultat dengang i 1984 endte med. Vi havde måske lovlig store ambitioner i forhold til de økonomiske begrænsninger vi arbejdede under. Og det blev jo ikke bedre af at vinylpresningerne var af dårlig kvalitet - eller at masterbåndene siden gik tabt.

Derfor hverken ville eller kunne vi genudgive albummet i 2005, da vores første album "Keep Dancing" (1981) blev genudgivet. Hvis det skulle ske, ville det kræve at 24-spors båndene blev restaureret, overført til computer og mixet om helt fra grunden - vi overvejede det, men havde ikke resourcer til det på det tidspunkt. Og da vores guitarist Hilmer Hassig døde i november 2008 blev planerne lagt på hylden.

For et par år siden sad jeg sammen med en ven, og vi kom til at tale om Hilmer og hans fantastiske guitarspil på "det glemte album". Det startede en nysgerrighed hos mig. Hvor svært ville det egentlig være? Havde de andre Scatterbrains - Jens Mose og Morten Torp - lyst til at slippe den hvide elefant fri? Vi blev enige om at give det et shot, og efter mange måneders mixningsarbejde kan vi nu afsløre en helt frisk udgave af "Mountains go Rhythmic", som vi alle er rigtig glade for. Og vi glæder os til at give "det glemte album" et nyt liv ude i verden.”


Genbearbejdelsen af ’Mountains Go Rhythmic’ er også på vej på vinyl. Selvom den crowfunding, der var sat i værk ikke kom i mål, har Glorious Records alligevel valgt at udgive pladen. En cd-udgivelse må man dog kigge i vejviseren efter.

Ved genudgivelsen af ’Keep Dancing’ var Scatterbrain forbi Mod Strømmen. Jeg har været dybt i arkiverne for at finde denne spilleliste frem.

Torsdag d. 18. maj 2006

1. Scatterbrain - Neo-Love Tango (1981)
2. Scatterbrain - Ice Age / Moving Ice (1981)
3. John Foxx - Underpass (1979)
4. Brian Eno - Needles In The Camel´s Eye (1973)
5. Kraftwerk - Metropolis (1978)
6. The Swe-Danes - Scandinavian Shuffle (1960)
7. Pink Floyd - Astronomy Domine (1967)
8. Michael Mantler / Edward Gorey - The Sinking Spell (1975)
9. Robert Wyatt - Sea Song (1974)
10. Gangway - The Loneliest Being (1983)
11. Tristan T - Nordlys (1982)
12. TT Reuter - Hör Inte Till (1979)
13. Scatterbrain - Angry Young Men (1983)
14. Cinematografica - Gibilepapala (1997)
15. Suicide - Ghostrider (1978)
16. The Kills - No Wow / Telephone Radio Germany (2005)
17. Sci-Fi Skåne - Vi Kommer Försent Till Bluesen (2005)
18. Electric President - Ten Thousand Lines (2006)
19. Scatterbrain - Insect Danger (1981)

Stil ind, nu på torsdag, d. 12. september, kl. 18.00, på 98.9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream.

fredag den 6. september 2019

Vince Gillian. Playliste 5. september 2019


1. Vince Gillian - In The End (Maybe) (2019)
2. Moondog - Lament 1 (Bird's Lament) (1969)
3. The Beach Boys - Good Vibrations (1966)
4. Todd Rundgren - I Saw The Light (1972)
5. Bruce Springsteen - Highway Patrolman (1982)
6. Vince Gillian - Tuesday's Child (2019)
7. Daniel Johnston - Man At War (1983)
8. Tame Impala - Feels Like We Only Go Backwards (2012)
9. Bibio - Feeling (2016)
10. Tyler, The Creator - Are We Still Friends (2019)
11. Vince Gillian - You Got It (2019)
12. Bob Dylan - The Man In Me (1970)
13. Peter Sommer & Mikael Simpson - Ny Chauffør (2018)
14. L. T. Valentin - Alt Godt Til De Gode (2019)
15. Arctic Monkeys - Star Treatment (2018)
16. Weyes Blood - A Lot's Gonna Change (2019)
17. PJ Harvey - The Last Living Rose (2011)
18. Vince Gillian - The Dreamteam (2019)
19. Unknown Mortal Orchestra - FFunny FFriends (2010)


tirsdag den 3. september 2019

Vince Gillian i Mod Strømmen


På den ene side emmer Vince Gillians debut-ep af vergangenheit og på den anden smyger den sig pænt ind på en igangværende scene. John Lennon har strejfet mine tanker Og så alligevel ikke. Graham Coxon har strejfet mine tanker. Og så alligevel ikke. Jeg har også haft Tame Impala og beslægtede orkestre oppe at vende. Sagt på en anden måde, man kan godt høre, hvor inspirationer kommer fra, men den lyder på ingen måde altmodisch. Vi bevæger os i et klassisk, skramlende rockunivers med sidegrene til døsig, soulet sovekammersyre med fabulerende og skæve sekvenser.

Ep’en var egentlig planlagt til at komme på bånd her i august. Men, der må være gået et-eller-andet galt, for den er nemlig ikke udkommet endnu. Jeg har dog været så heldig at høre udgivelsen via et ikke-offentligt lyttelink. Et par af sangene har været tilgængelige et stykke tid, men radiolytterne kommer til at stifte bekendtskab med nogle af de nye, nu på torsdag. Det lover Vince Gillian i et opslag på Facebook, som bliver afsluttet med: ”Gud være med mig!”. Der er nu ingen grund til at påkalde højere magter. Vince Gillians sange skal nok stå distancen uden guddommelig indgriben.



Stil ind på torsdag, d. 5. september, kl. 18.00, på FM 98.9 eller via Tunein eller den direkte livestream.

mandag den 2. september 2019

Klub Soja On The Spot (2. del)


Tekst: Hauge Marple. Foto: Jens Raadal

Kniber det med hukommelsen, kan man med fordel læse 1. del herunder.

Morgen turbulens

Gårsdagens mange genstande skabte en vis turbulens i min nattesøvn. Det er en lidt mut, krøllet udgave af mig selv, der stavrer ned til restauranten efter en gang Scandic-morgenmad med the Kickoman Crew, og, som enhver midaldrende dansk herre, kommer jeg til at stable tallerkenen op med et bjerg af pølser og pandekager, røræg, croissanter, brie, skinke, rullepølse; alt i alt en lidt tung morgenkomplet, som jeg fortryder lige så snart, jeg har fået skyllet det ned med kaffen. Vi snakker dagens program igennem og aftaler at mødes til M. Rexen koncerten ved to-tiden. Martin og Hans-Henrik er ualmindelig friske efter en god lang nat mellem de velduftende hotellagner, så de tager ud for at udforske byen, Torben tager ud og sumper på sin favorit Århus hang-out; Løves Bog og Vincafé, og Raadal går i seng igen. “Go’ idé”, tænker jeg, men efter alt den morgenmad, kan jeg ikke sove mere og tilbringer de næste fyrre minutter under bruseren, mens jeg fortaber mig i spejlets gengivelse af min oppustede ølvom. Mit mantra for dagen lyder, “take it easy, more music, less booze”. Efter badet kan jeg også lige nå lidt byvandring inden vi skal mødes. Det er markedsdag på Jægergårdsgade. Jeg køber en white russian fra en bod og får det straks meget bedre.


M.Rexen koncerten skal foregå på venuen Trævarefabrikkernes Udsalg. Det vækker min nysgerrighed. Jeg forestiller mig en koncert på savsmuldsunderlag omringet af lister og lægter i en gamle trælastgård, men det viser sig ikke helt at holde. Vi mødes i en meget nydelig, lille butik på Frederiks Allé lige ved jernbanebroen. Der er ikke meget plads til hverken publikum eller band, for der står æsker og stole og hængekøjer og fuglehuse og der hænger uendelig mange små, fikse hylder, hvorpå der står masser af trædimsedutter. Heldigvis står der også et fadølsanlæg fra ... wait for it.... Ølsnedkeren. Øllet er meget gult, tykt og gratis og smager drøngodt. “I skal nok sætte jer ned”, bliver der sagt, og som artige børn på skoleudflugt, sætter vi os pænt på gulvet med vores fadøl mellem benene. POW! ind kommer alle tre Freak Brothers. Franklin med guitaren, rocker sin classic hipster look med bredskygget hat og Colonel Sanders skæg, mens Phineas og Fat Freddy har pyntet deres vintage hippielook med plastikblomsterkranse i håret og pupiller så små som birkes. Det er selvfølgelig ikke Gilbert Sheltons tegneseriefigurer, der er kommet, men selveste Michael Rexen og hans lystige svende. De står nu brusende, boblende klar til at fortrylle os (og dem selv), med lange vævede anekdoter og en rækkes sang-jams, som når allevegne hen, men aldrig til b-stykket. Som en musikalsk evig ungkarl, der frygter bandformatets kompromiser er der ingen bånd, som binder M. Rexen. Her anses aftaler, hooks og omkvæd som borgermusikkens restriktive hæmsko. Paul McCartney, “the old sweetheart”, får dog et par elskelige ord med på vejen, inden der bliver jammet løsligt over ’Martha my dear’ fra The White Album. Originalen kan høres derinde et eller andet sted, nu udsat for Rexens cut-up randomiser teknik, som om hele popmusikkens historie ligger makuleret oppe i hans hoved klar til at blive spruttet ud i tilfældig rækkefølge, understøttet af nydelig guitar og harmonisang fra de lystige svende.


Lejrbålsformatet har det dog med at køre lidt i ring, så melodierne ender med at lyde ret ens, men med Mikael Rexens store personlighed og sangtalent i centrum, bliver det aldrig kedeligt. På vej ud fra Trævarefabrikkernes Udsalg, står Rexen og hilser kærligt og personligt på hver enkelt gæst som en præst søndag morgen ved kirkedøren. Nu dukker Drongo op. Han har stået bagerst og siger, at han gerne vil hænge med crewet idag, og Aarhus har lige skruet op for solen, så seks mand høj slinger Kickoman Crewet ned af Jægergårdsgade med en frisk omgang dåsebajere og højt humør.


En tur til Tapetown

Smil til verden og så møder man Kenneth Thordal. Han er også på Jægergårdsgade og i strålende humør, Drongo eller Raadal eller én af de andre, kender ham og de får en sludder. I mellemtiden finder Torben en mørk krog at pisse i, uden at opdage at et helt zumbahold står og glor surt på ham gennem et vindue. Men før eller siden og uden flere tissehistorier er vi vendt tilbage til havnen tæt på Knuds Kiosk. Denne gang på vej til et studie med navnet Tapetown. Der sker masser SPOT-relateret her i området, men skiltning er lidt mangelfuld, så det er sin sag at lokalisere Tapetown-rummet, i hvad, der ligner en mindre kontorbygning fra 70’erne. “Det er ovenpå”, får vi til sidst at vide, så vi bruger trappen. Ovenpå finder vi et par unge SPOT-medarbejdere ved et bord, de stikker os lysende hørebøffer og peger venligt ned af gangen til en lille skabsagtig entré, fyldt med en masse folk og en svag tromme- og guitarstøj. Jeg tager bøfferne på og opdager, at der er sang i dem. Raadal har et smart lille retrokamera og nu bruger han det som en slags pressekort, vader forbi alle inde i studiet og begynder at hoppe rundt derinde. Jeg tager mod til mig og møver lige ind ad døren, og det første jeg ser er en ung troubadour, klædt i en poset, grå designerskjorte og et cool haircut, der hænger langt ned i øjnene. Han ligner en punk-Tintin fra en manga. Troubadouren tæsker løs på sin sorte Gretch halvakustiske-spade og frembringer droneagtig, rungende støj, alt imens han messer hymner fra det urban rendestens mørke med en træt stemme, der minder lidt om Marc Almond. 


Jeg kan høre vilde trommer i mine bøffer, men kan ikke se noget, så jeg manøvrerer mig lidt forsigtigt forbi et par andre, indtil jeg står helt inde i rummet, hvorfra jeg ser Raadal hoppe rundt nede i den anden ende af studiet, mens han gennemfotograferer Benedicte Pierleoni, den altid så kække trommeslager fra Baby In Vain. Benedicte kaster sig voldsomt over gryderne, som hun har for vane, og det er lige sagen. Guitar-tromme tosomhedsbands kan noget helt særligt med energien, der bølger hen over én, som om man er hoppet i havnen. Jeg tænder på det hvergang, at White Stripes, Japandroids, Royal Blood, Drenge, Dodos, Slaves og så nu også de her: Mavourneen, som betyder noget i retning af “min skat” på irsk. Fedt, men vi kom lidt sent, så det er meget hurtig overstået og vi bliver jaget ud, så de kan stille om, men ikke før Raadal får udfrittet Benedicte lidt om makkerskabet. Hans Gustav Bjørklund Moulvad (lidt af en mundfuld, men det hedder han) har lige indspillet en LP fyldt af egne sange i Sonic Youths studie med selveste Steve Shelley bag trommesættet. Om Benedicte P. skal være hans faste livemakker står i det uvisse, men jeg synes lidt, at de var et fedt match, og Benedictes punk liver lidt op i Hans Gustavs shoegaze-tendenser, som kan blive en anelse for stylet. Men hans look fejlede ingenting, “all the young dudes carry the news!”. 


Så får all the old dudes frikvarter, og vi samler os nede i gården ved et bord, og det går rigtig godt, for der er bajere og smøger og all the cool kids kommer forbi og taler med os. Blandt andet Bjørn Friis, min digterven, som skal til at mumle ord hen over noget støj og violin i noget, der hedder Studio 02K, men hvor fanden er det nu det er? The Love Coffin kommer også forbi og fortæller, at vi kan se dem senere til en hemmelig videoindspilning i Ridehuset. Vi er ikke til at skyde igennem, da vi smutter ovenpå og rutinemæssigt tager de blålysende hørebøffer på igen, klar til at høre Dark Times.


Dark Times er lige dét, vi altid leder efter til Klub Soja. Tre unge kvinder, der ser ganske rare og almindelige ud ved første øjekast, men når de griber deres instrumenter, forvandler de sig til “the shit” og spiller ægte Ramones-, Kathryn Hanne- og Sonic Youth-certificeret punk. Jeg læner mig op ad studiets gamle klaver og lapper det i mig, mens Raadal fortsætter sin ninja-fotografering, som han var Odd Job i Goldfinger. Lige foran mig står guitaristen; hun er dybt koncentreret, mens hun affyrer den ene powercordsalve efter den anden som akkompagnement til sin egen lyse bjæffende vokal. Musikken drøner derudaf, som en gocart ned ad en bjergside, men den har uventede kanter og hvis det her var en vinanmeldelse, ville jeg kunne spore noter af Ladytron (især vokalen), og Electrelaine. Jeg nyder hele deres sæt, og ved slutningen står jeg på spring for at hive dem hjem til Klub Soja, men så hører jeg dem snakke sammen og det går op for mig, at de er fra Norge. Føkk, så rækker kommunebudgettet ikke rigtig, men de var altså fede. Damer rocker bare på en særlig fed og forfriskende måde. Jeg er vild med damer.

Nu er der ikke mere musik i de hovedtelefoner. Crewet afleverer pænt bøfferne i kassen og bevæger sig væk fra denne dejlig, lille garagerockrodebutik over mod de langt mere stilige og organiserede forhold i Musikhuset. Vi har en aftale om at høre Love Coffin klokken et-eller-andet, men der er god tid endnu. Vi tager en smutvej gennem Aarhus Hovedbanegård, og kort efter er vi dybt begravet i fish and chips og et hold lækre IPAer nede ved RADAR-scenen hvor et par grønskollinge-DJs spiller noget af det mest rædselsfulde musik, jeg længe har hørt.


Hvad nu?

Vi swiper lige vores program-app igennem, vender og drejer de forskellige bud ud fra de håbløst, tyndbenede beskrivelser. Jeg opdager, at singer-sanglærken Ida Wenøe spiller lige om lidt og bliver straks fortaler for, at det er det vi skal. Hans-Henrik er også med på den og nævner, at Magnus Knudsen (fra Orcas, Danmarks bedste liveband) spiller med. Vi skal lige finde frem til noget, der hedder Kammermusiksalen. Det var en god beslutning, for Ida Wenøe har samlet en supergruppe fra den danske musikunderverden, altså Ida og Magnus, plus Anders Haaning på trommer (PJ Bonneman-bandet) og smukke Stine Steendorph Petersen (fra Juju Me og Orcas-backing) på keys og harmonisang. Idas sange er personlige og skæve og hun fremfører dem, så man hænger på hver eneste ord. Hun kan lyde ærlig og uskyldig som en ung provinspige lige ind fra gaden, og samtidig strø professionelt om sig med varme og charme, mens hun fortryller med sin uimodståelige sangstemme. Jeg falder pladask for hendes single ’Another Kind Of Love’ tilegnet James Hurley fra Twin Peaks med et forførende Roy Orbisonesque 50’er mørke. Det er også underholdende at følge med i alle de varme og kærlige blikke som Ida og Magnus udveksler imellem numrene. Måske var det sådan at opleve Dolly Parton og Porter Wagoner eller Johnny og June. Men søde folkesangerpiger er ikke Martins kop øl. han stikker af halvvejs og sidder pænt og venter på os, da vi kommer ud.


Og nu er dét nu,“op med kravene drenge”. Vi skal høre noget skummelt-rock’n’roll fra The Love Coffin. Det foregår lige over gården fra Musikhuset i det mørklagte, gamle Ridehus. Vi bliver eskorteret ind af et strambukset bandmedlem til et stort, tomt, tjekket, TV-studieagtig lokale. Det er mørkt derinde, men man kan lige skimte SPOT-plakater på væggene og midt i rummet, i en cirkel af hvidt lys, står kiste-elskerne og deres udstyr. Vi bliver bedt om at stille os i kanten af cirklen, så deres videooptagelse kan rammes ind af ældre mænd med Klub Soja ID-kort hængende på ølvommene, måske ikke det smarteste move. En flok stenede junkie-babes ville nok have passet bedre til The Love Coffins 70’er LA-gipsy stil. Kameraerne er skjult inde i bandets grej og bliver styret af nogle lap-top nørder et sted ude i mørket. Optagelserne går stærk og vi får den uvante oplevelse af at høre den samme backline/monitor lyd som et band gør på scenen. Det virker intimt det hér, som at høre deres sange på ny, og jeg opdager at bandets musik faktisk er meget, mere spændende end Johnny Thunders-looket lægger op til. Fyldt med følelser og skrøbelighed. “En lidt australsk lyd”, siger Hans-Henrik bagefter. Dét giver mening; den storslåede attitude koblet med noget ømt, mørkt og indadvendt, lidt som Triffids eller Crime & The City Solution. Aha, nu kan jeg også lide dem.


I mellemtiden er det blevet mørkt udenfor og nu glæder vi os til at komme ned på TAPE i Mejlgade, men Drongo mødte nogle musikervenner tidligere, som skulle spille backing for Sara Lew i Kammermusiksalen, så det nupper vi lige med. Sara Lew er vist oprindeligt fra jazzverdenen, men hun har nu lavet en mørk dreampop-LP i PJ Harvey-stil. Bandet hun har samlet er imponerende; der er den altid oplagt Simon Toldam på keys, Jeppe Gram på trommer, og én af min helte Anders Wallin (fra The Gun) på andenguitar. Sara Lews sange er vist meget gode. Jeg må dog indrømme, at koncerten spiller sig forbi mig uden, at jeg rigtig bemærker det. Jeg sidder op ad væggen og er træt, men så er det jeg får øje på en kæmpefyr, der står midt i salen. Han ligner Satan. Jeg vågner helt op. Han har et ondt smil og små stirrende øjne, en pumpet muskuløs overkrop, tilbagestrøget sort hår med widowspeak og klassisk djævleskæg, men har dog undladt at male sig rød. Jeg hvisker om ham med Torben og Jens og vi flipper lidt ud over det, men han går ud halvvejs inde i koncerten. Sara Lew var nok ikke blueset nok. Det er jo the devils music, har jeg hørt. Sara Lew ser alvorlig ud, ligner lidt Nico i 80’erne (på en god og ikke stiknarkomanagtige måde), men sangene rammer mig ikke så meget (et par uger senere falder jeg over Sara Lew skiven på en russisk torrent tjeneste, får det downloadet og er nu helt vild med det. Spread the word, pladen hedder ’Sunday Morning’ og er usædvanlig cool dansk artrock).


TAPE me up


Endelig og med forventningsfulde skridt vader vi afsted forbi Aarhus Domkirke og videre ned ad Mejlgade, ind i første baggård, så ind i anden baggård, og så ind i TAPE og en eksplosion af ungdomsenergi, så intenst, at man glemmer alle andre oplevelse fra dagen på stedet. På scenen har vi Loose Ends, og de er satme loose og sindssygt unge, så det går lige ind i hjertet, fuck alt det der med “de klynkende millenials” og deres digitale afhængighed. Det her er rock fra garagen i alt sin analoge glory. Jeg ser en hoppende sanger, som minder mig om mig selv i 1982, jeg ser en barmavet trommeslager, en grydeklippet, stoisk bassist og en headbanging krøllebølle af en guitarstøjmager. Bandet er tydeligvis påvirket af storebror-orkesteret Yung, men denne oprørske lillebror kan selv og vil høres. Skønt, simpelt, støjende, inspirerende, selvsikker og dejlig naiv. Vi mingler, og køber øl. TAPE er for fedt. Det vil Kickoman crewet gerne skriv under på, hvis vi bare kunne finde en pen.


I pausen får jeg en hyggelig sludder med Ole Hardcore, lige inden J. Fen Hapens går på scenen. En lille dude fra bandet står i en Cola Freaks t-shirt. Ole Hardcore spekulerer straks over om bandet har gået på SFOen, hvor han arbejder sammen med en gamle Cola Freak. ”Det kan ikke passe”, siger jeg, for jeg har læst, at de er fra Helsingør. Men uanset hvor de kommer fra, må spørgsmålet være “hvad er det for et j’ffen band navn”. Det giver jo ingen mening. J. Fen Hapens er en ikke sætning, skrevet som et ikke navn’, WTF? Hans-Henrik så dem i går og han forsikrer mig om, at de er fede, så jeg møver mig til en god plads foran og ser med overraskelse, at den lille t-shirt dude nu hiver en violin frem. Et klart tegn på, at det her bliver et lidt anderledes sæt. Man kan se, at The J. Fens ikke er blot endnu et vredt øl og lange overfrakker-band, som TAPE typisk byder på, på sådan en aften. Visuelt har de mere tilfælles med Mysterie-banden på vej ud for at afsløre falske spøgelser på gamle slotte, men trods guitaristens lighed med Stubbe, så er der ikke nogen Scooby-hund i sigte. Der er en smuk melankolsk vibe over deres musik og et slægtskab med The Velvet Underground, der høres i en skøn, mørk undertone i de velspillede kammerpop-arrangementer. Cales viola er selvfølgelig et VU-link, men også forsangeren Felixs tænksomme, drengede vokal giver associationer til Nicos stemme. Ikke mindst på nummeret ’Getting Later’. der minder mig om ’These Days’ fra Nicos debutplade, ’Chelsea Girls’. Hermed ikke sagt, at J. Fen er en kopi eller et retrofænomen. Jeg elsker bare ’Chelsea Girls’ på samme måde, som jeg elsker dét, jeg hører her. Denne aften på TAPE er en stærk, moderne genopdagelse af baroque-pop. Jeg elsker den måde pigen står helt køligt ved keyboardet og udfylder sprækkerne i musikken, og Stubbe, der spiller lige så følsomt, som en ung Jackson Brown, og den måde det er så tydeligt, at det er ham og Felix, der danner det venskab som bandet hviler på.

J.Fens sæt slutter, og førsteviolinisten Felix drøner over til merch-boden, hvor han gør butikken klar. Der er ikke meget at vælge imellem, men han fylder bordet godt ud, og alle, der køber hos ham får deres køb personalised med en fed sprittusch. Felix er grundig og ualmindelig høflig, finder jeg ud af. Jeg køber singlen med 'Getting Late'r på, og vi får snakket lidt sammen. Jeg lufter et Soja-job, og det lyder til, at vi godt kan regne med dem, så da jeg har fået sprittusset min 7”ér og plakat med mange hilsner og kontaktoplysninger, er jeg en meget tilfreds kunde.

Det næste er Kogekunst, som det endnu ikke er lykkes at få lokket til Bryggen. Jeg glæder mig, for det siges, at deres støjfyldte guitar/tromme duo, har udviklet sig til noget helt specielt. Alt gearet står klar til showet, men kogekunstnerne tager lige overtøj på og svinger ud i gården. De skal åbenbart lige gøre sig helt kogeklar og vender tilbage syv minutter senere med ildebrand i øjnene, som et par vikinger på vej på togt.


Så vælter det ud af dem med et show, der er noget af det mest mærkelige og ubeskrivelige, jeg har set på en dansk scene. En skæv perlerække af udsvævende, poetisk freeform, ofte i slow tempo og med ultrastenet indhold. Der er trommer og guitar, men også masser af keyboard og noget oldschool trommemaskine. Drengene skifter legende fra det ene instrument til det andet, helt ubesværet, som sidder de hjemme i kolonihaven og jammer. Det lyder mærkeligt, men man bliver simpelthen suget ind i deres virkelighed, og deres “lalalalalala la la”-vokaler giver pludselig mening, så efter to numre, er jeg gået fra “hva’ faen” til “hold kæft, hvor fedt”. Vi bliver inviteret så langt ind i deres bromance, at man ikke længere kan se, hvor den ene slutter og den anden begynder. Ingen ironisk distance eller fortænkte akademikerlege her, men et smukt, weird og temmelig fucked up univers, der åbner sig ved Kogekunsts tagselvbord. Tak for mad.

Men lidt rigtig mad, vil altså også være godt lige nu. Vi er trætte og sultne efter en lang SPOT-dag, så Raadal, Torben og jeg drøner lige ud på Mejlgade for at se os om efter noget at spise, men restauranterne er ved at lukke, og værtshusene sælger ikke mad så sent, så vi opgiver og snupper i stedet en ny omgang Yung på tom mave, og de er mindst ligeså overvældende storslåede og tilfredsstillende som de var i går på Knuds Kiosk.

Og det var så dét for the Kickoman Spot Crew. Vi springer næste band over og vandrer mod hotellet gennem Aarhus by night. “Din fucking luder”, råber én flot kampklar Århus-tøs efter en sølle lille fyr, der nok ikke var så sød, og som straks forsvinder, så hurtigt han kan. Burger King ligger lige overfor the Mayor, og det er her vores sidste scene foregår med en flok gamle københavnske kulturnauter, der gumler sig uvant igennem deres whopper meals og laver platte jokes. Vi sidder ved vinduet og pludselig spotter Hans-Henrik en kendt skikkelse, der passerer ude i natten, krumbøjet og med stort hoved. “Det var sku’ ham fra Brunsten”, siger han og refererer til Aarhus-punks godfather, som lige har spillet en god gang avantgardesludge med sin trio på festivalens mindste venue. “Han er faktisk Mikkels far, altså Mikkel fra Yung”. Så der så vi ham, og der gik han, manden der startede det hele. Tak for det “yung-daddy” og tak Aarhus-punkscene. Vi lover at komme igen.

søndag den 1. september 2019

I forstaden


”Morgen og aften,
når ingen ser det,
glider hans skikkelse forbi os
som et skib i horisonten,
tøver et øjeblik i solbålet,
- så nogle rammes af et blink
af blindhed.

Han er min morgens skib.
Hans tanke er hos mig
De lange eftermiddage,
når børnene fodrer ænder
under træerne, her ved søen,
(Af og til er det,
som om han ligger fortøjet
ved søens stensætning,
og jeg læner mig op ad hans mægtige jernside!)

Jeg tror, han har sin dybe mening
med at lægge denne stad øde.”

- Ole Sarvig: ’I Forstaden’ fra digtsamlingen ’Menneske’, 1948.

Jeg har været i Vanløse i dag. Dels for at planlægge/fastlægge Klub Sojas program til efterårets to arrangementer, dels for at hænge ud og tale om sommerens festivaler, kommende koncerter og en masse andet musikorienteret. Af én ikke nærmere defineret årsag, kom jeg til at tænke på Sarvigs digt. Om forladelse!