Blogger Widget

fredag den 25. oktober 2019

Visitor Kane. Playliste 24. oktober 2019


1. Visitor Kane - In A World Of Our Own (2019)
2. Gram Parsons - Still Feeling Blue (1973)
3. Julia Jacklin - Don't Know How To Keep Loving You (2019)
4. Neil Young - Only Love Can Break Your Heart (1970)
5. (Sandy) Alex G - Gretel (2019)
6. Trader - Bleached (2019)
7. Visitor Kane - Change That (2019)
8. Quasi - The Poisoned Well (1998)
9. Orville Peck - Roses Are Falling (2019)
10. Gillian Welch - Dark Turn Of Mind (2011)
11. Karl Blau - Crashing Waves (2006)
12. Cate Le Bon - Home To You (2019)
13. Aldous Harding - Zoo Eyes (2019)
14. Visitor Kane - Nervous Today (2019)
15. Purple Mountains - Nights That Won't Happen (2019)


onsdag den 23. oktober 2019

Selvransagende, dyster og kompromisløs som bare fanden

Ad omveje, genopdagede jeg, i den netop overståede efterårsferie, Television Personalities fjerde plade, ’The Painted Word’, fra 1984. Genopdagede er muligvis ikke det rigtige ord. Vendte tilbage til passer bedre. Albummet har som sådan ikke været fraværende i min bevidsthed, blot været gemt bort bag en tågelignende masse.

Det er en uhyggelig, smuk plade. Et klartskuende blik på en mand i alvorlig konflikt med sig selv og en verden, han havde flere forhåbninger til. Selvransagende, dyster og kompromisløs som bare fanden. Musikalsk læner Television Personalities sig op ad The Velvet Underground. Et band, Dan Treacy tyve år senere skrev en hyldestsang til. Men Velvet i en rå demoagtig udgave, beriget med skævvreden neopsykedeliske rock. Tekstmæssigt tager Treacy livtag med fremmedgørelse, bristede drømme, atomtruslen, krigsfrygt (der er sange om Falklandsøerne og Vietnam), snapshot af hverdagsliv, samfundskritik og tilbageblik på noget, der kunne minde om en lykkelig barndom.

Jeg har set ’The Painted Word’ omtalt på linje med ’Big Stars 3rd’, så langt vil jeg dog ikke strække mig. Bare kalde pladen et lille mesterværk. Mesterværk er i øvrigt ikke et ord, jeg bruger særligt ofte.



tirsdag den 22. oktober 2019

Visitor Kane i Mod Strømmen


På fredag, d. 25. oktober, udkommer Visitor Kanes andet album, ’Change Of Heart’, på Part Time Records. Der er sket ting og sager, siden Patrick Kociszewski for nogle år tilbage, annoncerede sit nye synthbaserede sideprojekt til hovedbeskæftigelsen i Less Win. Enkeltmandsprojektet har fået vokseværk og tæller i dag medlemmer fra Yung, Tears og Holm. Men ikke nok med det. Visitor Kane har udviklet sig til et regulært rockorkester. Bandet peger selv på inspiration fra John Cale og Nick Cave, men det trækker også på countrymusikken, fordi den er så sjælfuld og uforstilt. Sagt på en anden måde, så har country-acts såsom Gram Parsons og Orville Peck ligeledes givet næring til det nye Visitor Kane.

Henover sommeren har Visitor Kane udsendt et par forløbersingler. Først udkom den fortræffelige ’Came To A Stop’, der blev fulgt op af balladen ’It’s You That I’ll Remember’, og i sidste uge kom ’Stranger’, der minsandten er produceret en fin lofi-video til:


Der er releasefest for 'Change Of Heart' på spillestedet Alice, mandag d. 28. oktober. Det begynder kl. 20.00. Rocky Top åbner aftenen med bjergcountry lidt ala The Everly Brorthers, hvorefter Visitor Kane indtager scenen. Før det kommer Patrick Kociszewski dog forbi Mod Strømmen. Stil ind, nu på torsdag, d. 24. oktober, kl. 18.00, på enten 98.9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream.

Det er i øvrigt ikke første gang, at Visitor Kane er forbi studiet. I februar 2017, før debutpladen ’Easy Corcern’ overhovedet var udkommet, mundede besøget ud i denne spilleliste. En spilleliste, jeg antager bliver væsensforskellig på torsdag.

1. Visitor Kane - Tomorrow And Forever (demo) (2016)
2. CC Dust - Tonopah (2016)
3. Sean Nicholas Savage - She Looks Like You (2013)
4. Nagamatzu - Faith (1983)
5. Visitor Kane - Master Of Mask (demo) (2017)
6. Oppenheimer Analysis - The Devil's Dancers (1982)
7. Talking Heads - Girlfriend Is Better (1984)
8. The Walker Brothers - The Electrician (1978)
9. This Mortal Coil - Kangaroo (1984)
10. Visitor Kane - Cruelty At The Exit (demo) (2017)
11. Roy Orbison - It's Over (1964)
12. Donnie & Joe Emerson - Baby (1979)
13. Grace Jones - Pull Up To The Bumper (1981)

fredag den 18. oktober 2019

Optakt til G((o))ng Tomorrow. Playliste 17. oktober 2019


1. Frk. Jacobsen - Thin Dry Sticks (2018)
2. Jonas Okholm Jensen - Uddrag fra ’Så snart man åbner vinduet ud til den populære sol vælter årets første flue ind i rodet’ (2016)
3. Astrid Sonne - Air Is Unfit (2019)
4. Lene Adler Petersen - Sangen om kaffekoppen (1973/2018)
5. Visible Cloaks, Yoshio Ojima & Satsuki Shibano - Stratum (2019)
6. Sonja LaBianca - Neighbourhood (2017)
7. Xenia Xamanek - Comido (2018)
8. object blue - Ecstasy of St. Theresa (2019)
9. Quatuor Diotima - Dead Wasps In The Jam-Jar (III) (live) (2017)
10. Collider - Daisy (2019)
11. Thulebasen - Raga Gemini (2011)


onsdag den 16. oktober 2019

G((o))ng Tomorrow i Mod Strømmen


”De har slidt og slæbt for musikken i årevis, og uden dem ville den danske musikscene være mange højtelskede musikere fattigere. De ha arrangeret koncerter, udgivet plader og formidlet musik. Og du ved ikke, hvem de er.

De driver pladeselskaber, slæber ølkasser, skriver musikjournalistik og trykker flyers og cykler byen tynd og deler dem ud. Det er dem. Der laver festivaler og sætter de koncerter op, du går til. Og de gør det ofte uden at få andet end gode oplevelser og gode venner i belønning.

Det er disse ildsjæle og disse miljøer, vi fejre på G((o))ng Tomorrow. For én gangs skyld stiller musikerne op for dem - ikke omvendt.”

- Bjarke Svendesen, kunstnerisk leder af G((o))ng Tomorrow, om 2019s overordnede festivaltema.

Men hvem er disse ildsjæle så? Og hvordan fejrer G((o))ng Tomorrow dem? Det og meget andet kommer Mod Strømmen til at handle om i morgen, torsdag d. 17. oktober. Når jeg ser ned over programmet for festivalen, virker den for nuværende en lille smule uoverskuelig. Der er planlagt uropførelser, usædvanlig samarbejder m.v., men hvordan får man det formidlet til radio, når dét endnu ikke er indspillet? Når alt kommer til alt, behøver jeg nok slet ikke at bekymre mig om dette, da morgendagens gæster og repræsentanterne for G((o))ng Tomorrow, Malte Vuorela og Bjarke Svendesen, formentlig kan sætte ord på,  hvad der kommer til at foregå. Stil ind, kl. 18.00, på enten 98.9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream.

Fredag, d. 1. november: Åbningskoncert: Quatuor Diotima + uropførelse af ‘Danevirke’ af Lars Greve og Jeppe Zeeberg. Copenhagen Contemporary, kl. 20:00-23:00

Lørdag, d. 2. november: Escho Live Mixtape. Copenhagen Contemporary, kl. 18:00-23:00

Søndag, d. 3. november: Institut for Dansk Lydarkæologi inviterer til lydarkæologisk salon. Salon K, Huset Kbh, kl. 16:00-22:00

Onsdag, d. 6. november: Visible Cloaks, Yoshio Ojima & Satsuki Shibano. Alice, dørene åbner kl. 19 / koncert kl. 20.

Fredag, 8. november: Topos. Copenhagen Contemporary, kl. 18:00-23:00

Lørdag, d. 9. november: Eget Værelse. Copenhagen Contemporary, kl. 15:00-19:00

Lørdag, d. 9. november: Proton kuraterer: Xenia Xamanek, object blue & Marta De Pascalis. Alice., dørene åbner kl. 20 / koncert kl. 21.

Lørdag, d. 9. november: G((o))ng Tomorrow X Proton Afterparty. Ved Siden Af, Vesterbrogade 2b, kl. 23.59 -09.00

søndag den 13. oktober 2019

Robyn Hitchcock. Loppen 12. oktober 2019


Overvældende aften med en forbandet, god sangskriver. Robyn Hitchcock virkede oprigtig overasket over det store fremmøde på Loppen i går. Udover sangene på sætlisten herover, spillede Hitchcock fire numre med akkompagnement af den australske sangerinde Emma Swift. Rækkefølgen her er vist ikke korrekt, men de spillede under alle omstændigheder ‘Trams Of Old London’, Dylans ‘Just Like A Woman’, ‘Queen Elvis’ og ‘Virginia Woolf’, før Hitchcock sluttede koncerten af med ‘Cynthia Mask’, plus et nummer, jeg i skrivende stund ikke kan huske hvad var, og sidst, men ikke mindst, The Soft Boys’ ‘I Wanna Destroy You’.

Efterskrift: Søndag d. 13. oktober, kl. 22.33: Ringsbob har i en kommentar herunder, oplyst mig, om at det nummer, jeg ikke kunne huske, ligeledes var en gammel Soft Boys-sang, nemlig 'Queen Of Eyes'. Tak for hjælpen.

lørdag den 12. oktober 2019

Ida Wenøe. Playliste 10. oktober 2019


1. Ida Wenøe - Oh My Heart, Sweetheart (2019)
2. Joan Baez - Silver Dagger (1960)
3. Karen Dalton - Katie Cruel (1971)
4. Linda Perhacs - Chimacum Rain (1970)
5. Matt The Electrician & Ida Wenøe - Heartbeats (demo) (2019)
6. Orcas - Som En Blomst På En Bakketop (2016)
7. Per Kristensen Band - Langtidsledig (1995)
8. Samantha Whates - Old Coat (2019)
9. Patti Smith - Ain't It Strange (1976)
10. Ida Wenøe - What Is in the April Moon (2015)
11. Boho Dancer - Pistols (2012)
12. Leonard Cohen - Avalanche (1971)
13. Sun Kil Moon - Not Much Rhymes With Everything's Awesome At All Times (2012)
14. Neko Case - Hold On, Hold On (2006)
15. Ida Wenøe - Another Kind Of Love (2019)
16. Daimi - Jeg Kommer (1973)


fredag den 11. oktober 2019

”Barrett, Beatles, Beefheart”. Robyn Hitchcock spiller på Loppen i morgen.


Mainstream-succes klæber ikke ligefrem til Robyn Hitchcock. Der er heller intet, der tyder på, at det samarbejde, han begyndte med XTC-frontmanden Andy Partridge i Swindon i midten af nullerne, og som nu endelig har udmøntet sig i ep’en ’Planet England’, laver om på den kendsgerning. Og mon ikke, Hitchcock efterhånden selv har affundet sig med at være en sangskriver for de få?

For et par år siden, hørte jeg ham til en udsolgt koncert på et lidt underligt spillested i Berlin. Det var vel nærmest en pub, der lå oppe på en anden sal ved Kottbusser Tor. Hitchcock stod presset op på en lille scene, der lå i et hjørne længst væk fra indgangen. Ikke et sted man umiddelbart forbinder med en musiker, der gennem årene blandt andet har, ja spillet i Soft Boys, men også sammen med Peter Buck fra R.E.M., Peter Holsapple fra The dB’s, Grant-Lee Phillips fra Grant Lee Buffalo, Gillian Welsh, David Rawlings, Emma Swift og senest Andy Partridge. Lidt stjernedrys var der dog over koncerten, idet Anton Newcombe fra The Brian Jonestown Massacre, gemte sig i en dyb sofa bagerst i lokalet.

Om Robyn Hitchcock spiller nogle sange fra gedigne ‘Planet England’ i morgen, tvivler jeg på. Men det er ikke desto mindre den plade, jeg linker til her. I forbindelse med udgivelsen har Hitchcock udtalt, at “Andy and I are the same age and suffer from the same record collection, especially the B’s: Barrett, Beatles, Beefheart”:



Dørene på Loppen åbner, kl. 21.00

torsdag den 10. oktober 2019

Klub Soja i aften


”Det dansksprogede indierockband Bidt består af rockveteraner fra 90’er bands som Leaving Las Vegas, Thau og Well of Souls. Deres indie-rock vignetter drives frem af subtil og snedig narrativer leveret af frontfigur og komponist Rasmus Bregnhøi (også kendt som tegneren bag Hunden Ib) og med solid backing fra Jesper Sand Christensen, Per Dybdal Jensen and Morten Voigt.

Indiepopkvartetten Moon Mountain udforsker den psykedeliske støjende rock og tilsætter en god ​portion​​ ørekælende ​​melodier ​​og ​​elektroniske​ ​beats. Bandet opererer indenfor et mystisk og til tider filmisk lydunivers, der byder på masser af dramatik og intensitet.”

- Kulturhuset Islands Brygges omtale af aftenens Klub Soja. Vel mødt!

onsdag den 9. oktober 2019

Ida Wenøe i Mod Strømmen


”Idas sange er personlige og skæve og hun fremfører dem, så man hænger på hver eneste ord. Hun kan lyde ærlig og uskyldig som en ung provinspige lige ind fra gaden, og samtidig strø professionelt om sig med varme og charme, mens hun fortryller med sin uimodståelige sangstemme. Jeg falder pladask for hendes single ’Another Kind Of Love’ tilegnet James Hurley fra Twin Peaks med et forførende Roy Orbisonesque 50’er mørke”

- fra Hauge Marples skildring her på siden af Ida Wenøes koncert ved dette års Spot-festival.

Jeg overværede selv showet i Kammermusiksalen i Musikhuset Aarhus, og ja, jeg var også entydigt begejstret. Men jeg ved faktisk heller ikke om jeg havde forestillet mig, at koncerten kunne være andet, ovenpå Wenøes fremragende anden udgivelse i eget navn, ’The Things We Don´t Know Yet’, fra i år. En udgivelse, der ligesom debutpladen ’Time Of Ghosts’ fra 2015, er nået udover landets grænser. Og tro dét, eller lad være, til meget bedre anmeldelser end herhjemme. Men det er vist ikke noget nyt for Ida Wenøe. Det er somom, at hendes folkúnivers appellerer mere internationalt. Det er ikke første gang det sker i Pærekøbing. Og sidste gang bliver det næppe. Det danske publikum aner simpelthen ikke, hvad der foregår lige uden for døren. Jeg vil til enhver tid foretrække at høre Ida Wenøe, fremfor et household name som eksempelvis Kira Skov, selvom de formentlig trækker på de samme inspirationskilder.


I sidste weekend optrådte Ida Wenøe til Días Nórdicos i Madrid. Nu på fredag, skal hun spille på Hofteatret i Indre By, og i morgen, torsdag d. 10. oktober, kommer hun forbi Mod Strømmen. Stil ind, kl. 18.00, på enten 98.9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream.

mandag den 7. oktober 2019

Fra pubrock til powerpop. Rewind efter et par dødsfald.


Indenfor de seneste uger, har England sagt farvel til to musikere, der på hver sin måde, var med til at give den britiske rockmusik nyt liv i midten af halvfjerdserne. 19. september døde Larry Wallis, der var med i det tidlige Motörhead og Pink Fairies. Første gang jeg stødte på ham, var dog som solist med den fortræffelige single ’Police Car’, som Stiff Records udsendte i 1977. Et nummer, der blev produceret af Nick Lowe og indspillet sammen med to medlemmer af Eddie And The Hot Rods, bassist Paul Gray og trommeslager Steve Nicol. Samtidig fungerede Wallis som husproducer for Stiff Records, hvor han blandet andet stod bag lyden på Wreckless Erics to første lp’er, ligesom han var inde over et par Mick Farren-produktioner, med hvem han senere kom til at spille sammen med i 1980’er-udgaven af The Deviants.

Eddie And The Hot Rods mistede også deres frontmand og eneste konstante medlem gennem mere end fyrre år, Barrie Masters, d. 2. oktober. Masters var med til at danne gruppen på Canvey Island i 1975. Eddie And The Hot Rods var faktisk noget af det første engelske pubrock, jeg hørte. Jeg var vild med deres 1977-syver ’Do Anything You Wanna Do’, der blev skrevet af bandets manager Ed Hollis, bror til Marks Hollis fra Talk Talk. Eddie And The Hot Rods var ikke punk, de var bare interesserede i at spille højt og hurtigt a la Dr. Feelgood.

I sidste års nytårsudsendelse i Mod Strømmen, forsøgte Jan Damage Petersen og jeg at sætte ord og musik på den scene, som Larry Wallis og Barrie Masters var en del af. Programmet kan man høre herunder. Hvis man ikke er til et par sladrevorne værter, er der også mulighed for at gå direkte til musikken. Det mangler dog en skæring med The Moondogs  på denne spilleliste;


1. Brinsley Schwarz - (What's So Funny 'Bout) Peace, Love, And Understanding (1974)
2. Dr. Feelgood - Roxette (1975)
3. The Count Bishops - I Ain’t Got You (1975)
4. The 101'ers - Keys To Your Heart (1976)
5. The Gorillas - She’s My Gal (1976)
6. Eddie And The Hot Rods - Teenage Depression (1976)
7. Nick Lowe - So It Goes (1976)
8. Pink Fairies - Between The Lines (1976)
9. Lew Lewis - Boogie On The Street (1976)
10. The Damned - New Rose (1976)
11. Elvis Costello - Radio Sweetheart (1977)
12. Radio Stars - Nervous Wreck (1977)
13. Larry Wallis - Police Car (1977)
14. Ian Dury - Sex & Drugs & Rock & Roll (1977)
15. The Radiators From Space - Television Screen (1977)
16. Johnny & The Self-Abusers - Saints And Sinners (1977)
17. Amazorblades - Common Truth (1977)
18. Disguise - Hey Baby (1978)
19. The Realists - I’ve Got A Heart (1978)
20. Rudi - Big Time (1978)
21. Victim - Strange Thing By Night (1978)
22. Protex - Don't Ring Me Up (1978)
23. The Outcasts - Justa Nother Teenage Rebel (1978)
24. The Moondogs - Ya Don't Do Ya (1979)
25. The Undertones - Teenage Kicks (1978)

fredag den 4. oktober 2019

The Brotherhood Of Sonic Love. Playliste 3. oktober 2019


1. The Brotherhood Of Sonic Love - Hurricane Veins
2. Nikki Sudden - Back To The Coast (1986)
3. Greenleaf - Our Mother Ash (2014)
4. David Bowie - It's No Game (no. 1) (1980)
5. Daughters - City Song (2018)
6. Collider - Sniper (2019)
7. The Brotherhood Of Sonic Love - Satellite Heart (2019)
8. Fritz Fatal, Peter Peter, Morten Chrone, Peter Kyed - Et Bånd Et Reb (2018)
9. Kid Kapichi - Machine Men (2018)
10. Crack Cloud - Drab Measure (2016)
11. Düreforsög ‎- Smile (2000)
12. Vokadin - Low (2018)
13. Tropical Fuck Storm - The Planet Of Straw Men (2019)
14. Swervedriver - Rave Down (1991)
15. Fontaines DC - Liberty Belle (2019)
16. Anders Ejner - I Ring (2019)
17. My Bloody Valentine - Only Shallow (1991)
18. The Brotherhood Of Sonic Love - Thunderdome (2019)


onsdag den 2. oktober 2019

The Brotherhood Of Sonic Love i Mod Strømmen


På fredag udkommer ’Satellite Heart’, The Brotherhood Of Sonic Loves debutplade. Bandet udsendte en ep i efteråret 2016. Mit umiddelbare jugement dengang lød ”garvet støj- og smadderrock”.  Siden da er der løbet en del vand i åen. Et par af de garvede kræfter har forladt gruppen, lyden er blevet mere poleret og venlig, samtidig med, at det er somom, at The Brotherhood Of Sonic Loves forbilleder træder tydeligere frem. Om det har noget at gøre med, at ’Satellite Heart’ er indspillet af Flemming Rasmussen i Sweet Silence Studios, og om dét har været hensigt med netop at hyre Rasmussen, det må bandet selv svare på. Men det første nummer jeg lyttede til fra pladen, ’Obsessed’, har så klare referencer til The Jesus & Mary Chain, vel at mærke efter brødrene Reid er udeover den første sprælske ungdom, at det ligner et kriminelt forhold. Forstå mig ret. Når det er sagt, så er inspirationskilderne til titelsangen ikke helt så klare.



The Brotherhood Of Sonic Love var forbi Mod Strømmen i januar 2017:

1. The Brotherhood Of Sonic Love - I Wanna Touch Your Soul (2016)
2. The Jesus & Mary Chain - Tower Of Song (1990)
3. Motorpsycho - The Slow Phaseout (2001)
4. Sort Sol - Walking On Red (1980)
5. The Monkees - (I'm Not Your) Steppin' Stone (1966)
6. The Damned - Machine Gun Etiquette (1979)
7. The Who - Pinball Wizard (live) (1970)
8. The Brotherhood Of Sonic Love - Down In Style (2016)
9. Mother Superior - Velocity City (1996)
10. Jefferson Airplane - Crown Of Creation (1968)
11. Pete Lockett - Steps Of Eternity (2015)
12. The Monks - Monk Time (1966)
13. Sparkplug - Self-Destruct (2008)
14. Selvhenter - Hajskindshabit (2012)
15. The Rolling Stones - I Just Want To See His Face (1972)
16. The Murlocs - Manny's Bar (2012)
17. Warsaw - No Love Lost (1978)
18. Kyuss - El Rodeo (1995)
19. Neil Young - Guitar Solo, No. 2 (1996)
20. The Brotherhood Of Sonic Love - Wrong Side Of The Track (2016)

Nu på fredag, dvs. 4. oktober, kommer ’Satellite Heart’. Det bliver fejret i Route 66, kl. 18.00. Torsdagen efter, d. 10. oktober, spiller The Brotherhood Of Sonic Love på Loppen. Før det kan man stifte bekendtskab med bandet i Mod Strømmen. Stil i morgen, kl. 18.00, på enten 98.9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream.

tirsdag den 1. oktober 2019

Hunulven Ilse med tilbagevirkende kraft


”I 1976 var det kun lige tredive år siden, at Anden Verdenskrig sluttede, men for en person, der kun lige havde levet i tyve år, var dette tidsrum så abstrakt, og krigens begivenheder så fjerne og eksotiske, at vi lige så godt kunne have talt om Første Verdenskrig. Eller om 1864. men eftersom jeg i dag udmærket kan huske, hvordan verden så ud, hvem jeg kendte, og hvad jeg tænkte i 1976, er tredive - ja, faktisk - år mig ikke længere et ufatteligt tidsspand. Men netop fordi Besættelsen dengang forekom mig så fjern, så tænke jeg heller aldrig på, at jeg hver eneste dag på gaden mødte mennesker, som virkelig havde oplevet krigen, og for hvem den altid var nærværende i bevidstheden. Stemninger, ordvekslinger, ansigter huskede de hen over årene lige så tydeligt, som jeg i dag husker min ungdomskærestes fregner og plakaten fra filmen Ilse - hunulven fra SS, der kunne ses i en hvilken som helst dansk og europæisk provinsbiograf i 1976.
   Hvis jeg nu forsøger at forestille mig, at jeg i 1976 ikke er tyve, men en mand på min nuværende alder, som ganske godt kan huske tredive og fyrre år tilbage i tiden, ja, så ville denne mand i sin lille ternede hat og nye hyttesko sikkert ligne hvem som helst på gaden, men kunne også udmærket have siddet i koncentrationslejr og være blevet pint i de medicinske eksperimenter eller af en de kvindelige torturbødler, som filmen bygger på. Og jeg tænker på, hvilke tanker denne midaldrende mand har gjort sig, når han er standset foran plakaten i biografens udhængsskab. Fordi det leder tanken hen på så uskyldige fænomener som amagerhylder og Katy Bødtger-sange, vil jeg slet ikke bruge et ord som smagsløshed om en film, der appellerede til sadistisk og masochistisk liderlighed, som om krigsforbrydere som Ilse Koch og Hermine Braumsteiner aldrig havde eksisteret i virkeligheden. De seksuelle fantasier går deres egne veje og lader sig ikke standse af moralske signalflag, men når jeg tænker på, hvordan fantasi og virkelighed kunne møde hinanden på gaden i 70´erne, når jeg grænsen for, hvad jeg forstår, på samme måde som jeg faktisk allerede dengang gjorde, da jeg midt under vietnamkrigen i jernbanekiosken i Store Heddinge fik øje på et stort, flot tegneserieblad ved navn ”Napalm””

- fra ’En hårnål klemt inde bag panelet. Noter fra eftertiden’, af Søren Ulrik Thomsen. Gyldendal, 2016.