Blogger Widget

fredag den 29. maj 2020

Shoot From The Hip #3 (2020). Playliste 28. maj 2020


1. The Chills - Aurora Corona (2015)
2. Trouble - Snake Eyes (2017)
3. Sleaford Mods - Jobseeker (2008)
4. Creedence Clearwater Revival - Wrote A Song For Everyone (1969)
5. Donovan - Clara Clairvoyant (1970)
6. Screaming Trees - Nearly Lost You (1992)
7. Stephen Malkmus - Xian Man (2020)
8. Purple Mountains - All My Happiness Is Gone (2019)
9. The Smoking Popes - Let's Hear It For Love (1993)
10. Uffe Lorenzen - Lad Det Gå (2020)
11. The Stranglers - Shah Shah A Go Go (1979)
12. The Residents (feat. Black Francis) - Die! Die! Die! (2020)
13. The Modern Lovers - Pablo Picasso (1976)
14. The Rain Parade - I Look Around (1983)
15. The Whiffs - Dream About Judy (2019)
16. The Cardigans - A Good Horse (2003)
17. Bisse - Kitz-Loch (2020)
18. Connan Mockasin - It's Choade My Dear (2010)
19. The Bevis Frond - Splendid Isolation (1986)
20. Betty Wright - I'm Gonna Hate Myself In The Morning (1968)
21. Judas Priest - Take These Chains (1982)
22. Boujeloud - Mother (2020)
23. The Feelies - Slipping (Into Something) (1986)
24. Wake Ooloo - Rise (1994)
25. Bob Dylan - I Contain Multitudes (2020)


onsdag den 27. maj 2020

Første fortolkning af ’I Contain Multitudes’


Eller det ved jeg jo ikke, men dét er under alle omstændigheder den første coverversion, jeg har hørt af andensinglen fra Bob Dylans kommende plade, ’Rough And Rowdy Ways’. Sangerinden bag er australske Emma Swift, der har optrådt med Robyn Hitchcock, de to gange, jeg har hørt ham live indenfor de seneste par år. Efterårets koncert med Hitchcock på Loppen, er i øvrigt udsat til d. 24. marts 2021.

Anyway, Swift og Hitchcock har været særdeles aktive med online-koncerter under Covid-19. Jeg mener, at de hver onsdag, måske endda mere, livestreamer fra deres hjem i Nashville. Men ikke nok med det. De har også indspillet en ny skive med Dylan-fortolkninger i anledning af hans 79 års fødselsdag, d. 24. maj. ’Blonde On The Tracks’, som de har døbt albummet, er produceret af Patrick Sansone, der har spillet med Wilco, og er ude på Tiny Ghost Records, d. 14. august.

Her ’I Contain Multitudes’. Plus pladens indhold.


Queen Jane Approximately
I Contain Multitudes
One of Us Must Know (Sooner or Later)
Simple Twist of Fate
Sad Eyed Lady of the Lowlands
The Man In Me
Going Going Gone
You're A Big Girl Now

søndag den 24. maj 2020

’Looks Like Science Fiction’

Ifølge op til flere opslag på de sociale medier, var det i går fyrre år siden, at Stanley Kubricks skrækindjagende, psykologiske horrorfilm ’The Shinning’ fik biografpremiere i USA. Efter at have afsluttet filmen kontaktede Kubrick den grafiske designer Saul Bass, så de i fælleskab kunne nå frem til en filmplakat, der med en enkelt formgivning ville give filmpublikummet en forsmag på, hvad der ventede dem i biografmørket. Bass, der tidligere havde arbejdet sammen med Alfred Hitchcock om plakaterne til ’Vertigo’ og ’Psycho’, sendte Kubrick fem forslag med ordene; “I am excited about all of them, an I could give you many reasons why I think they would be strong and effective identifiers for the film”.

Her følger forslagene med Stanley Kubricks håndskrevne kommentarer:







fredag den 22. maj 2020

Forår med Don Stener. Playliste 21. maj 2020


1. Emil Gilels, Amadeus Quartet - Franz Schubert: Piano Quintet In A, D.667. Forellenquintett . 2. Andante (1976)
2. Marconi Notaro - Sinfonia Em Re (1973)
3. Alrune Rod - Bjergsangen (1969)
4. Terry Callier - I'd Rather Be With You (1973)
5. Batteaux ‎- Tell Her She's Lovely (1973)
6. Olesen-Olesen - Ikke Kun I Nordvest (2000)
7. C.V Jørgensen - I Skyggen Som Jeg Plejer (1975)
8. Vilde Græs - Ildeset (2020)
9. The Devil And The Almighty Blues - Never Darken My Door (2015)
10. Psyched Up Janis - Where The Lights Won't Shine (1996)
11. Tim Maia - O Caminho Do Bem (1975)
12. Beefeaters - It Ain't Necessarily So (1967)
13. Steppeulvene - Flip (1967)
14. Creedence Clearwater Revival - Fortunate Son (1969)
15. Heron - Lord And Master (1970)
16. Steppeulvene - Til Nashet (1967)


tirsdag den 19. maj 2020

Forår med Don Stener i Mod Strømmen


De fire årstider ifølge Don Stener aka. Mikael Cygan Hansen synger så småt på sidste vers. Kristi himmelfartsdag skal det handle om forår. Nu er det allerede sent forår. Den første sommermåned juni står lige for døren. Det er med andre ord, på et hængende hår, at vi når denne herlige årstid, hvor vinden gerne skulle være blød og mild. Hvilket den så sandelig ikke har været i de seneste dage, jeg bruger stadigvæk vanter og halstørklæde, når jeg er ude at cykle. I juli 2017 lavede vi en sommerudsendelse, derfra gik vi til efterår i 2018, vinter i 2019, og nu er vi altså nået frem til forår. Et forår, der ret beset skulle vise sig at blive meget underlig, hvis ikke ligefrem surrealistisk.

Lyt med nu på torsdag, d. 21. maj, kl. 18.00, på enten 98.9FM eller via Tunein eller den direkte livestream.

fredag den 15. maj 2020

Less Win. Playliste 14. maj 2020


1. Less Win - Tunnel (2020)
2. R.L. Burnside - Old Black Mattie (1994)
3. Venom P. Stinger - 26 Milligrams (1988)
4. Restless - Who Do You Think You Are?(2019)
5. James 'Blood' Ulmer - Jazz Is The Teacher (Funk Is The Preacher) (1980)
6. Stelios Kazantzidis - Bleed Bleed (1952)
7. Less Win - The Wild Desires (2020)
8. UT - Evangelist (1987)
9. Culture - I'm Alone In The Wilderness (1977)
10. Los Chunguitos - Carmen (1985)
11. Eddie Noack - Psycho (1957)
12. Nikki Sudden & The Jacobites - Jangle Town (1986)
13. Patty Pravo - Morire Tra Le Viole (1973)
14. Less Win - A Thought To Be More (2016)
15. Less Win - Truths, Like Roses (2020)
16. Paul Westerberg ‎- Dyslexic Heart (1992)
17. Bo Diddley - Elephant Man (1970)
18. Less Win - Passion's Puppet (2020)


tirsdag den 12. maj 2020

Less Win i Mod Strømmen


“Their post-punk influences are clear to see and they are channeling some of the best. On Putting In The Hours and closing song, Wild Desire, they call to mind the best of Punishment of Luxury’s Laughing Academy in the way they twist the guitars around the tight rhythm section of Moller and bassist Patrick Kociszewski. Throughout the whole record, it seems as though the three musicians, all of whom take turns on lead vocal duties, are holding onto a writhing adrenalin in an attempt to avoid an explosion. It’s in that balance on a knife’s edge, the taming of mayhem and reigning of spontaneity, that the band find the energy that results in a powerful record from start to finish.”

- uddrag af Louder Than War’s anmeldelse af Less Wins nye plade, ’Given Light’.

Det er fire år siden, at Less Win udsendte deres andet album, ’Trust’. Og fire år siden, de var på besøg i Mod Strømmen seneste. Trioens nye plade 'Given Light' blev indspillet i hedebølgesommeren 2018, men ser dog først dagens lys nu. Eller gør den? Albummet har haft en del udgivelsesdatoer, men nu er den vist god nok. Den kommer senere i maj.

Hvorfor er der gået fire år siden sidste plade? Hvorfor har gruppen ventet to år på at udgive den nye skive? Dele af svarene, tror jeg, jeg kender. Ydermere er dér tilgange til sangskrivningen, der har ændret sig? Hvordan har det været at have så megen tid uden for Less Win? Og hvad er dén tid så gået med?

Lyt med nu på torsdag, d. 14. maj, kl. 18.00, på enten 98.9FM eller via Tunein eller den direkte livestream.

Her playlisten fra oktober 2016, hvor d’herrer var samlet sidst i radiostudiet:

1. Less Win - Bury The Heart (2016)
2. El Niño Miguel - Vals Flamenco (2006)
3. The Laughing Clowns - Holy Joe (1980)
4. Equis - Bolas (2015)
5. Less Win - Haunted Skin (2016)
6. Lounge Lizards - Do The Wrong Thing (1981)
7. Robert Forster - Baby Stones (1990)
8. Jim O'Rourke - Friends With Benefits (2015)
9. Less Win - A Thought To Be More (2016)
10. Camaron De La Isla - Potro De Rabia Y Miel (1991)
11. This Kind Of Punishment ‎- Don't Go (1987)
12. The Bodies - Desperate (2015)
13. Less Win - When You Lay Your Hands (2016)
14. The Blue Orchids - Bad Education (1982)
15. The Drones - You Really Don't Care (2005)
16. Aya RL - Ulica (1985)

fredag den 8. maj 2020

Tvivler. Playliste 7. maj 2020


1. Tvivler - kandidat (2020)
2. Tragedy - Conflicting Ideas (2002)
3. Svin - Maharaja (2014)
4. Tvivler - barn (2020)
5. Kowloon Walled City - The Grift (2015)
6. Daughters - The Reason They Hate Me (2018)
7. Grindermann - No Pussy Blues (2007)
8. The Meters - Cissy Strut (1969)
9. Fugazi - Cashout (2001)
10. Breach - Deadhead (1997)
11. Refused - The Deadly Rhythm (1998)
12. Liturgy - Hajj (2019)
13. Career Suicide - Break Away (2017)
14. Tvivler - vold (2020)


onsdag den 6. maj 2020

”…hvor han halvt i trods, halvt i stimulanspåvirket trance skaber en række spøgelsagtige, skært perforerede og sortrandede sange…”


Jeg har endnu engang været forbi Infomedia. Her en recension af to uundværlige plader, plus ”et kuriosum for samlere”, som anmelderen solidarisk siger om udgivelsen.

Big Star: ‘Third/Sister Lovers’, Big Star: ‘Live’, samt Chris Bell: ‘I Am The Cosmos’.

Anmeldt under overskriften ’Alene på den synkende skude’. Anders Rou Jensen. Politiken, 9. juni 1992. For at undgå unødvendige misforståelser, så er der tale om Ryko cd-udgivelser. 

”Som en underlig, rockhistorisk fællesreference for på den ene side traditionsbundne, amerikanske guitarrock-enegængere som R. E. M. og The Replacements og på denne anden hippe britiske sidelinjenavne som Primal Scream, Teenage Fanclub og This Mortail Coil (der alle tre takkes i covernoterne på ovennævnte udgivelser) finder man gang på gang den kuldsejlede, stærkt kritikerombejlede Memphisgruppe Big Star og dennes dominerende skikkelse, sangeren, guitaristen og sangskriveren Alex Chilton.

Med disse tre udgivelser - den sidste en hidtil uudgiven solo-lp med Big Star s anden drivkraft, Chris Bell, der blev trafikdræbt i 1978 - er der nu mulighed for at forny kendskabet til Big Stars indflydelsesrige appel og rock-sagnomspundne karriere. Big Star s ry hviler nok især på gruppens to første lp er, No. 1 Record (1972) og Radio City (1974), der som følge af koks med distribution og lancering floppede kommercielt. Her var der ellers via en kraftig og begejstret kritikeropbakning lagt op til en storstilet triumf for gruppens helt tids-atypiske, kraftfyldte pop i en kombination af Beatles melodiske linjeføring og en kantet, stødende eller flyvsk dynamisk guitarfriktion. Kendetegn, der næsten er helt forsvundet på Third/Sister Lovers. Her er Chilton nærmest alene tilbage på den synkende skude, hvor han halvt i trods, halvt i stimulanspåvirket trance skaber en række spøgelsagtige, skært perforerede og sortrandede sange, som alligevel både kan være cool som hos Lou Reed, ømt klagende som hos Neil Young og depressivt skønhedssøgende som hos Tim Buckley, Nick Drake og Mark Eitzel. Bidrag som Big Black Car, Kangaroo, Holocaust, Nightime og Take Care er segnefærdige af bitterhed og lede, men via Chilton's sangforedrag, hans akustiske guitar, en serie minimale, men stærkt fordrejede lydeffekter eller underjordiske strygerarrangementer vokser de frem som mørke musikalske blomster gennem sindets sorte huller.

Det er en musik og plade, der aldrig finder et sikkert leje, men som haltende, falmende og krakelerende efterlader sig et spor af en vidunderlig melodisk sans og nerve, der indefra er nedbrudt af alt for mange dårlige trips. Sammenlignet hermed er live-pladen mere et kuriosum for samlere. Atter med Chilton som enerådende personlighed, og atter indspillet på et tidspunkt, hvor løbet var kørt for Big Star som håbefuld gruppe. Det er en ujævn og adspredt musiceren, hvis højdepunkt er Chilton's solo-spot med akustisk guitar foran et desorienteret publikum.

Mere tyngde og substans er der i Chris Bell's efterladte sangkatalog på I Am The Cosmos, der atter viser, hvorledes han, Chilton og Big Star kunne hente ny energi frem af Beatles' på en gang ligefremme og uefterlignelige alkymi. Hos Bell drejet mod en mere traditionel popsangskrivning, der giver efterklange af både Raspberries, Badfinger og tidlig Todd Rundgren.

Men hele tiden med en dunkel, nervøs undertone, der både sætter sig igennem i de mudrede rockbidrag, de prøvende singer/songwriter-indslag og i alle de konfliktfyldte stiløvelser, der lyder som excentrisk popmusik på et langtfra gennemarbejdet demobånd.”

tirsdag den 5. maj 2020

Tvivler i Mod Strømmen


En tvivler er ifølge dansk sprogbrug en ”person der er mistroisk eller usikker, især angående religiøse eller dogmatiske forhold”. Men det er også et dansksproget punk/hardcore band fra København. Kvartetten har udsendt tre ep’ere. I begyndelsen af april kom debutpladen ’Ego’, og derfra begyndte det at gå skævt for gruppen. Allerførst blev deres releasekoncert aflyst, så røg Roskilde-jobbet, og de koncerter de ellers havde aftalt at spille i kølvandet på udgivelsen. Nu tror jeg, de går rundt og tvivler på om den nye släppfest, der er sat til 16. maj i Basement på Enghavevej, overhovedet bliver til noget?

Selvom den fordømte virus har kastet grus i maskineriet, så er ’Ego’ blevet anmeldt en del gange. Nu ved jeg selvfølgelig ikke, hvor mange pladen er sendt ud til herhjemme og i udlandet. Men det sker efterhånden meget sjældent, at jeg læser en så grundig gennemgang af en dansk punkplade, som Passive/Aggressive har frembragt:

”Det, Tvivler særligt excellerer i, er den her konstante vekslen mellem hardcore punk-bralrende sekvenser, der skralder derudaf, og breaks, hvor melodiske guitarstykker, feedback eller freejazzede rytme-indspil tager tempoet ud, for så straks at vende og blæse i en anden retning. Der sker hele tiden noget nyt, en ny retning, en ny detalje. Konstant aktivitet, men alligevel perfekt afbalanceret mellem det energiske og besindige.”

Anmeldelsen kan man læse i sin helhed herunder.

Her Tvivlers seneste video. Nummeret hedder ‘Forkert’, og sanger Thomas Burø siger til Devilution, at ”Det handler om skyggesiden af den mandlige seksualitet”:


Stil ind nu på torsdag, d. 7. maj, kl. 18.00, på 98.9 FM eller via TuneIn eller den direkte livestream.

fredag den 1. maj 2020

Orpheus Records. Playliste 30. april 2020


1. Vilde Græs - Tørre Blomster (2020)
2. Elmira - Lady Of The Mountain (2000)
3. Spids Nøgenhat - Det Psykedeliske Tapet (2001)
4. Freed - The End (2003)
5. Morten Barfoed - Active Rain (2009)
6. The Walking Owl - In The Land Of Answers (2003)
7. Aron - Lonely Road To Haunted Ground (2003)
8. Bobb Trimble - Deep Inside My Heart (1986/2002)
9. De Sydfynske Alpedrenge - Your Body Is A Castle (2005)
10. Vilde Græs - Døden Fejer Sin Gang (2020)


tirsdag den 28. april 2020

Orpheus Records i Mod Strømmen


Allerførst et stort tillykke med de tyve år til Orpheus Records. Dét er én af dagene i denne uge, at pladeselskabet runder en snes år. Selv fejrer de mærkedagen med udgivelsen af Vilde Græs’ anden lp, ’Vestenvind’, der officielt udkommer 1. maj. Umiddelbart vil jeg kalde Orpheus for er et retro-pladelabel, eller sådan, tror jeg, selskabet var tænkt fra Sune Skafte, Nick Hasselby og Morten Larsen side.

I begyndelsen opsøgte d’herrer selv medlemmer af forlængst opløste danske orkestre, for at høre om de lå inde med gamle spolebånd med demo-indspilninger, optagelser fra øvelokalet eller liveoptrædener, som Orpheus kunne få lov at udgive. De gik mest af alt efter syrerock, gerne indenfor den term, de selv kalder ’real people music’. Den betegnelse, har jeg set beskrevet som ”svært kategoriserbar musik, der er lavet af velmenende mennesker med et stort behov for at udtrykke sig og en vis musikalsk kunnen, men uden flair for at levere den kommercielt”. Orpheus begyndte hurtigt at udgive ny musik. Orph 002 er således med Uffe Lorenzen projektet Pandemonica, mens Orph 004 såmænd er ’En Mærkelig Kop Te’, Spids Nøgenhats debutplade.

Men én ting er, hvad jeg forestiller mig. Én anden, hvilke muligheder selskabet reelt har og har haft for at udgive den musik, det brænder for. Dette og meget andet, kommer vi formentlig en helt del  nærmere nu på torsdag, d. 30. april. Stil ind kl. 18.00, på enten 98.9 FM eller via TuneIn eller den direkte livestream. Tak.

søndag den 26. april 2020

'ALPHABETLAND'


“While everyone is social distancing, closing ranks and donning masks while they shop, life can seem somewhat surreal to the senses. Yet, through all of the chaos, one thing is constant, music brings us together. Now, on the 40th Anniversary of the landmark, Los Angeles, and 35 years since the original band have released an album – X, one of the greatest Punk Rock bands in music history, releases ALPHABETLAND today via Bandcamp. The original foursome - Exene Cervenka, John Doe, Billy Zoom, and DJ Bonebrake have now made the album available for fans to purchase and by adapting to this moment, X continues to embody the same spirit they did when they began in 1977.”


lørdag den 25. april 2020

Fransk visit


- af Jan Damage Petersen

”Jeg har igen fået lov til at skrive et indlæg til Mod Strømmen-bloggen. Dét sker i forlængelse af ét af mine ønsker i de fabelagtige nødprogrammer. Teksten bliver ikke så lang denne gang, jeg vil blot anbefale fem franske punkrock-favoritter fra før 1980.

Der er et hav af franske punkbands. Adskillige af dem lød lidt ligesom belgiske Plastic Bertrand og havde en dansevenlig og poporienteret tilgang. Selvom de fleste orkestre inden for denne kategori, ikke siger mig det store, så er der dog en undtagelse. Fatsy Wataire indspillede en enkelt 7”er i 1978. Her får I A-siden ’Chimène Hovelicot’:



Marie Et Les Garcons fra Lyon var til syvende og sidst et new wave-orkester. Men deres debutsingle fra 1977 berettiger dem til denne liste. Senere fik bandet en del opmærksomhed og spillede i New York med blandt andet X-Ray Spex, Talking Heads og Patti Smith. Deres anden single blev tilmed produceret af John Cale. Vi skal dog høre det første af de to numre, der ligger på B-siden på 7”eren fra 1977, ’Rien En Dire’. Sangen hedder ’A Bout Et Souffle’:



Warm Gun, ikke at forveksle med Lars Muhls Warm Guns, nåede også kun at udgive en enkelt single. For mit vedkommende var det ét af den slags køb, jeg skød penge i udelukkende på grund af coveret. Det er sort/hvidt med mænd i læderjakker og med tekststumper som "Chinese Gangster", "Broken Windows" og "Crappy Hands". I begyndelsen tænkte jeg lidt over, om jeg måske ville fortryde nyanskaffelsen. Singlen er dog senere blevet en personlig favorit:



Dogs fra Rouen blev dannet i 1973. Deres første single kom imidlertid først i 1977. Bandet udgav rundtregnet ti plader i forskellige konstellationer. Det var dog på de første 7”ere fra 1977-78, at Dogs virkelig udmærkede sig som et af Frankrigs allerbedste punkrock bands. Jeg har valgt titelsangen på debutsinglen, som i dette tilfælde er B-siden:



Jeg må blankt indrømme, at jeg ikke kender noget særligt til Calcinator. Jeg ved ikke engang, hvor de kommer fra i Frankrig. Calcinator lavede en enkelt single i 1979, som heldigvis blev genudgivet i 2013. Og gudskelov for dét, originalen er nemlig svinedyr. B-siden, ’Electrifié’, er ét af de fedeste punknumre Frankrig har fostret:



Tak fordi du endnu engang nåede så langt.

Jan Damage Petersen”

fredag den 24. april 2020

Nødprogram 6 af 6. Playliste 23. april 2020


1. Little Richard - Keep A-Knockin' (1957)
2. Fatsy Wataire - Chimène Hovelicot (1978)
3. Charles De Goal - Dans Le Labyrinthe (1980)
4. Daimi - Champs Elysees (1969)
5. Trader - Ghost Town (2020)
6. Knud Odde - Don't Go Home Joe (2007)
7. Fay Simmons - Big Joe Mambo (1964)
8. Thorny Shorby Nyenwi - No Wrong Show (1978)
9. Primal Scream - 96 Tears (1997)
10. Jakob Bro (feat. Lee Konitz) - Vraa (2009)                           
11. Vindharpen - Asteroide B612 (1975)
12. Olesen-Olesen - Ny Dag (Morgen I København) (1998)
13. The Triffids - Jeremy Joy (1979)
14. Mudcrutch - Beautiful World (2016)
15. Isobel Campbell - Runnin' Down A Dream (2020)            
16. Sonic Youth - Schizophrenia (1987)          
17. Ultravox - Fear In The Western World (1977)
18. Mallek Mohamed - Rouhi Ya Hafida (19??)                        
19. Patti Smith - Gloria (1975)
20. Protomartyr (feat. Kelley Deal) - Wheel Of Fortune (2018)
21. Crowded House - Don't Dream It's Over (1986)


lørdag den 18. april 2020

Begynderkit til Martin Newell


- af Jan Damage Petersen

”Martin Newell er en do-it-yourself poppoet fra Essex i det sydøstlige England. Han har et hav af udgivelser bag sig. Han debuterede i midten af halvfjerdserne og laver stadigvæk plader. Og gudhjælpemig om, der ikke er en ny udgivelse lige rundt om hjørnet. Dog udgiver han ikke med samme hastighed som Robert Pollard (Guided By Voices og ca. tusind andre bands), men jeg tillader mig alligevel at drage en parallel mellem de to. Martin Newell er en excentrisk sangskriver, der insisterer på at udgive sine ting selv (for det meste), og man kan godt have på fornemmelsen, at han ikke er til stoppe, når han først er gået i gang.

Der var en ualmindelig flink læser, som roste mit indlæg om powerpop fra Bristol i sidste uge. Samtidig efterspurgte han mere i samme genre. Jeg fik vist svaret, at det ikke kom til at omhandle powerpop som sådan denne gang. Og så alligevel. Newells første band, Plod, bevægede sig nemlig i krydsfeltet mellem glam og powerpop. Ikke at dette er specielt rammende for hans karriere fremadrettet, men hvis man som jeg, ikke har noget imod glambands og ren faktisk nyder det af og til, så er Plod absolut ikke et dårligt ét af slagsen. Og Newell fik da vist, at han var en glimrende sangskriver i støbeskeen. Bandet gik i opløsning et par måneder efter deres første pladekontrakt, så de nåede aldrig at udgive noget, men der kom en plade med nogle studieindspilninger i 2010. Her ’Neo City’, som Plod optog i 1975:


Efterfølgende dannede Newell Gypp, der nåede at lave en enkelt 7", som jeg må indrømme, jeg aldrig har hørt. Singlen fik heller ikke den bedste modtagelse og Newell opløste bandet i ren frustration.

Med dannelsen af kvartetten The Stray Trolleys i 1979, begyndte man at kunne se tegningen til, hvad det var Newell ville fremover. De fleste af de sange, bandet nåede at lave er nemlig fremragende. Men heller ikke denne gang, når de at udsende noget, allerede året efter, var de gået hvert til sit. Heldigvis er deres numre blevet udgivet senere:


I 1981 dannede Newell Cleaners From Venus, som er det navn, han har udgivet under stortset siden, hvis man lige fraregner et par afstikkere. Han har haft flere samarbejdspartnere med i Cleaners From Venus, men grundlæggende er det et soloprojekt. Under navnet udgav han ti plader eller rettere kassettebånd fra 1981-1990, plus det løse. Og det er her jeres skribent kommer på arbejde, for selvom, at Newell springer rundt i alle mulige genrer, så er fællesnævneren lofi- og janglepop. Newells sangskrivertalent er enormt, og det er mig næsten umuligt at vælge et nummer frem for et andet, but here I go.

Pladeselskabet Captured Tracks, der har udgivet næsten alt Cleaners From Venus på vinyl senere, har delt 1980'erne op i tre faser. Hvilket egentlig giver god mening, i forhold til, hvordan Newell gebærdede sig musikalsk. Jeg har valgt et nummer fra hver af de tre perioder.

Fra det andet album ’Midnight Cleaners’, fra 1982, skal vi høre pop-baskeren ’Only A Shadow’:


Det første album, jeg hørte med Cleaners From Venus, var ’Under Wartime Conditions’ fra 1984. Albummet var det eneste et pladeselskab fik lov at udgive, efter sigende til Newells store fortrydelse. Min første forelskelse var nummeret ’Drowning Butterflies’. I denne periode, rejste Newell rundt i England og spillede for de pressede og strejkende minearbejdere:


Fra ’Number Thirteen’, der kom 1990, har jeg valgt ’ No Go (For Louis Macneice)’. En hyldest til den nordirske digter og hans kamp mod enhver form for totalitarisme:


I 1988-89 udgav Newell sammen med Peter Nice, to album under navnet The Brotherhood Of Lizards. Desværre stoppede kollaborationen, da Nice fik et tilbudt om at komme med i New Model Army, som han takkede ja til. The Brotherhood Of Lizards fik en del opmærksomhed, da de besluttede at tage deres cykler, da de skulle på tour i sydlige England. I min optik er dette samarbejde fuldt på højde med Cleaners og dét er heldigvis også blevet genudgivet:


I 1993 udgav Newell sin første plade under eget navn, ’The Greatest Living Englishman’. Af mange fans med rette betragtet som en milepæl i diskografien. Det er også det mest fokuserede og velproducerede album af dem alle. Måske kan det have noget at gøre med, at XTCs Andy Partridge sad bag pulten? Vi tager lige titelnummeret:


Siden da har han udgivet både under Martin Newell og Cleaners From Venus. Som nævnt, er der mange udgivelser at forholde sig til. Men nu har jeg prøvet at komme med et bud på, hvor man eventuelt kan begynde sin udforskning. Der er fantastiske ting på samtlige album, så det er bare med at komme i gang, hvis man ikke allerede er begyndt.

Lad os slutte med en spritny sang:


Tak fordi du kom så langt.

Jan Damage Petersen”

fredag den 17. april 2020

Nødprogram 5 af ?. Playliste 16. april 2020


1. Luke Haines & Peter Buck - Beat Poetry For Survivalists (2020)
2. Juana Molina - Martin Fierro (2000)
3. Squeeze - Pulling Mussels (From The Shell) (1980)
4. Shabaka And The Ancestors - They Who Must Die (2020)
5. Sly & The Family Stone - Family Affair (1971)
6. Deerhoof - Future Teenage Cave Artists (2020)
7. The Loud Family - Last Honest Face (1993)
8. The Golden Palominos - I.D. (1983)            
9. Minutemen - Corona (1984)                          
10. BlackieBlueBird - Goodbye In July (2020)
11. The Cleaners From Venus - The Jangling Man (1990)
12. The Takeovers - Scuffle With Nature (2006)
13. Sault - Up All Night (2019)
14. Dillard & Clark - Train Leaves Here This Mornin' (1968)
15. Steve Goodman - City Of New Orleans (1971)
16. Mack Allen Smith - I'm Not Drunk I'm Just Drinking (1970)
17. The Dream Syndicate - The Regulator (2020)


mandag den 13. april 2020

Sen debutant


I et par opslag har Jan Damage Petersen taget os ved hånden og mere eller mindre ført os ind i en glemt verden af powerpop. Jeg fortsætter lidt i samme boldgade. Jeg er nemlig faldet pladask for debutalbummet fra 2019 med den 33-årige Jordan Jones. Han kommer fra Los Angeles, men bliver udgivet på det svensk label Beluga Records, der har hjemme i Stockholm. Eller det vil sige, Beluga har udsendt albummet på vinyl, mens Burger Records har udsendt det på kassettebånd.

I virkeligheden er der ikke særlig meget at sige om pladen. Det er fremragende sangskrivning. På blot 28 minutter når Jordan Jones ud i alt det bedste ved powerpop. Hooks, kor og masser af jangleguitar:


lørdag den 11. april 2020

Powerpop fra Bristol, UK.


- af Jan Damage Petersen

”Bristol, der er beliggende ved den walisiske grænse i det sydvestlige England, har under en halv million indbyggere. Det er sikkert en fin by, jeg har aldrig været der. Hvem har egentlig været i Bristol? Er du bekendt med nogen, der har sagt, "dengang jeg var i Bristol", nej vel? Sådanne engelske byer forbinder jeg altid med fodbold. Et-eller-andet hold har sikkert skulle spille mod Bristol på et tidspunkt. Det må være forklaringen på, at jeg altid har vidst, at der er by med det navn.

Byen er på det seneste poppet mere eller mindre tilfældigt op, når jeg har søgt på gammel punk og powerpop. Navnet Huw Gower dukkede blandt andet op på en kompilation med musik fra Bristol. Gower var leadguitarist i bandet The Records, der jo har lavet et af de bedst skårede powerpop numre nogensinde. Gruppen udgav også mindst tre gode fuldlængder. Jeg mener ikke, at bandet er fra Bristol, men Huw Gowers tilknytning til byen, skulle vist være god nok. Om ikke andet, så er det da en glimrende lejlighed at høre denne sang igen:



Nå, tilbage på sporet. Punk/post-punk scenen i Bristol var centreret omkring pladeselskabet Heartbeat Records. Og det lyder måske som en sang, man har hørt før, men pladeselskabet blev dannet af to venner. Den ene havde en pladebutik, den anden var musiker. Der gik dog ikke lang tid, før det blev et enmands-projekt, men det er vist en længere historie. De var begge enige om, at der var for mange gode bands i Bristol til, at det skulle gå ubemærket hen.

Det var netop en udgivelse fra Heartbeat Records, der fik mig til at bide mærke i, at bands kunne komme fra Bristol. The Letters, som bandet hed, har lavet en af mine all-time powerpop-favoritter. De nåede kun at udgive en single med to numre i 1980. Men der er senere udkommet en kompilation med alt det materiale, de nåede at indspille. Bandet er egentlig fra Bath, men hvad fanden Bath ligger kun tyve kilometer syd for Bristol, og pladen kom som nævnt på Heartbeat:


Til gengæld er bandnavnet Private Dicks et af de bedst klingende, jeg nogensinde er faldet over. De nåede også kun at udgive en enkelt single på Heartbeat Records i 1979, hvorfra den fremragende ’She Said Go’ blev et mindre hit. Senere er der udkommet en kompilation med uudgivet materiale, derfra skal vi høre ’Homelife’:


Vitus Dance, ikke at sammenligne med det irske band St. Vitus Dance, er et rimelig ubeskrevet blad. De er senere dukket op på nogle John Peel-sessions, Californien spøger i denne powerpop-basker:



The X-Certs er måske mere punk end decideret powerpop, men sådanne petitesser, har jeg det ikke med at gå op i. De var som sådan ikke et Heartbeat Records-band, ikke desto mindre havde de et enkelt sang med på en 7”ér opsamling med fire forskellige bands, der kom på selskabet. The X-Certs eneste single, ’Together’, blev udgivet på Recreational Records. Vi skal dog høre nummeret ’Blue Movies’ fra omtalte kompilation:


Med fare for at gentage mig selv, så udgav Apartment også kun én single på Heartbeat, men der er senere kommet en opsamlingsplade. Bandet minder mig om lyden af Twin/Tone, og især det eminente band The Magnolias. Nummeret ’The Alternative’ vender jeg ofte tilbage til:


Det var alt fra mig og Bristol for denne gang.

Jan Damage”

fredag den 10. april 2020

Nødprogram 4 af ?. Playliste 9. april 2020

1. The Young Rascals - Good Lovin' (1965)
2. Bob Dylan - Highway 61 Revisited (1965)
3. Deerhunter - Strange Lights (2007)
4. The Cowboys - Everybody In The World Is Happy (2020)
5. The Coasters - Let's Go Get Stoned (1965)
6. Marianne Faithfull - Long Black Veil (1971/1985)
7. The Letters - Nobody Loves Me (1980)
8. Jimmy Reed - Bright Lights, Big City (1961)
9. A.J. Rowe - Smoke My Pipe (The Sign Ain't Right) (pt. 1 & 2) (1971)
10. The Replacements - Gudbuy t'Jane (Outtake) (1989/2009)
11. Mike Watt - Against The 70's (1994)
12. Rift Valley Brothers - Mucang'ang'o Ugiraga Mukindirio (197?)
13. The Psychedelic Furs - Don't Believe (2020)                      
14. Einstürzende Neubauten - Feurio! (1989)                          
15. Aksel Schiøtz - Jeg Bærer Med Smil Min Byrde (1943)
16. Gustav Winckler med Palmehaveorkestret - Fyraften (Nu Piber Alle Fløjter) (1969)
17. Sidney Bechet - Old Stack'O'Lee Blues (1946)
18. Big Star - Life Is White (1974)                     
19. Teenage Fanclub - I Need Direction (2000)
20. Country Teasers - Tough Luck On Jock (1996)
21. Glow Kit - Tripping Away (2019)
22. Blondie - Picture This (1978) 
23. Natalie Merchant, Michael Stipe, Mark Bingham & The Roches - Little April Shower (1989) 



lørdag den 4. april 2020

En miniguide til The Windbreakers fra Jackson, Mississippi


Som lovet i Nødprogram 3, der blev sendt i torsdags, kommer Jan Damage Petersen her med en mere udførlig rejsefører til The Windbreakers.

”The Windbreakers blev dannet i 1979, men deres første udgivelse kom først i 1982. Dengang var de et rendyrket powerpop-band og et temmelig solidt ét af slagsen. Singlen ’That Girl’ er i dag et samlerobjekt blandt samlere af 7"-punk/powerpop:


I 1983 udkom en EP, men man skal helt frem til 1985, før de udsendte deres fuldlængde-debut, ’Terminal’, på Homestead Records. The Windbreakers har fået et mere janglerock- og poporienteret udtryk. De har dog ikke glemt deres velkendte hooks. Her ’New Red Shoes’ fra ’Terminal’:


Året efter udsendte bandet ’Run’. De er blevet signet til DB Recs, og selvom der stadig er tale om janglerock, så er der kommet en del mere knas på guitarerne.’ Visa Cards And Antique Mirrors’ følger her:


Deres tredje fuldlængde ’A Different Sort...’,  er deres mest rockorienteret album. Og her kan man sagtens sammenligne dem med et yndlingsorkester som The Replacements.


The Windbreakers kom også fint ind i halvfemserne. I 1991 udkom deres femte og sidste album, ’Electric Landlady’. Første skæring ’Colorblind’ er en af den slags sange, som man kan blive ved med at lytte til, uden at blive bare den mindste smule mæt:


Summa summarum: The Windbreakers er et band med en fremragende diskografi, hvor der er masser at hente. Hvis man altså gider, men hvorfor skulle man ikke gide det? Er man vinylsamler kan man stadig få bagkataloget for en slik. Det er også muligt at streame opsamlingspladen ’Time Machine’, der er den eneste, som ligger med dem på streamingtjenesterne. Hvad sangskriverne Tim Lee og Bobby Sutliff angår, så har de hver deres solokarrierer kørende. Det har jeg stadig til gode at dykke ned i, men det kan jeg måske bruge noget af min tid på nu.

God fornøjelse.

Jan Damage Petersen”

fredag den 3. april 2020

Nødprogram 3 af ?. Playliste 2. april 2020


1. Randy & The Rainbows - Denise (1963)
2. Love - Andmoreagain (1967)                         
3. Ian Dury - Plaistow Patricia (1977)
4. Fright Eye - Deafwish (2020)
5. Redd Kross - Ice Cream (Strange And Pleasing) (2019)
6. Robyn Hitchcock & The Venus 3 - Museum Of Sex (2006)
7. The Screamers - Peer Pressure (demo) (1978)
8. The Nipple Erectors - So Pissed Off (outtake) (1978)
9. The Beatles - Drive My Car (1965)
10. Sun Ra & His Arkestra - India (1957)
11. Cornershop - Everywhere That Wog Army Roam (2020)
12. Less Win - The Hanging (2020)
13. Whistler - Weaponize (2020)
14. The Faces - Stay With Me (1971)
15. Redd Kross - Annie's Gone (1990)
16. The Speedways - In Common With You (2018)
17. Dancer - Sweet Ghosts (2020)
18. Maxine Weldon - Lodi (1971)
19. Shirley & Lee - I'm Gone (1952)
20. The Windbreakers - All That Stuff (1985)
21. Paul Westerberg & Joan Jett - Let's Do It (1995)
22. John Prine - Souvenirs (1972)
23. Fountains Of Wayne - Planet Of Weed (2007)
24. Ravi Shankar - Raga Kedara (2012)


onsdag den 1. april 2020

Pat Nevin. Fodboldspiller og lidenskabelig pladesamler


“I was a complete fanatic of Bowie as well. The Berlin years – Heroes and Low. I could see a crossover where you could absolutely adore Bowie and love Joy Division and The Cure and bands that were coming through in Glasgow, too, like Johnny And The Self Abusers, who became Simple Minds… Every time a Simple Minds single or album came out, they were bought the day they came out. Empires And Dance and the first couple of Simple Minds albums were great, and then the Postcard Records stuff started happening. Early Aztec Camera… I loved Altered Images, partly because of the music, partly because of another reason – which is odd, because I ended up going out with Clare [Grogan, the band’s singer]. I became a huge record collector. I was playing football, I was also a student, it was a brilliant period of my life.”

Afledt af en Messenger-tråd, begyndte jeg, her i eftermiddag at søge på den skotske landsholdsspiller, Pat Nevin. Tiden skal jo gå med et-eller-andet. Samtalen drejede sig om fodboldspillere og musik. Jeg kom i tanke om Nevin, der i sin tid som professionel i Chelsea og Everton, var kendt som en passioneret vinylsamler. Det er han stadigvæk. Han spiller faktisk plader på nogle af Londons mest fashionable klubber. Jeg fandt et interview, ’At Home With Pat Nevin’, med magasinet Long Live Vinyl, hvorfra citatet øverst stammer. Men jeg faldt også over disse temmelige skægge anmeldelser af singler, som han skrev til et blad, som Chelsea Football Club udsendte. Her Nevins musikklumme fra 14. august 1984


tirsdag den 31. marts 2020

”De spiller som før Rolling Stones gik i mentalt millionæreksil, som da The Who endnu havde charme og trods.”


Tiden skal gå med et-eller-andet. Og da jeg alligevel skulle forbi Infomedia her til morgen, søgte jeg nærmest pr. refleks på The Replacements. Der var mange hits, men da jeg begrænsede søgningen til danske dagblade, faldt de betydeligt. Her musikjournalist Lars B. Jørgensens optakt til, da ’Mats besøgte København for første og eneste gang langfredag 1991. 29 år siden forleden. Efterfølgende får I Jørgensens anmeldelse af koncerten

”Stormfuld rock”

28. marts 1991. Berlingske Tidende (3. sektion, Magasin)

The Replacements gæster i morgen København og byder på rock af fineste karat.

Genopstandelsen er det ikke, indrømmet, men lidt af et mirakel er det alligevel, at det langt om længe ser ud til at skulle lykkes at få det amerikanske garagerockband The Replacements til at træde op på en scene herhjemme. Det sker, om Gud det vil, i morgen ved midnatstid i Pumpehuset i København. Men det har holdt hårdt at få de forrygende Minneapolis-rockere hertil. To gange har de været på plakaten til en Roskilde Festival og måttet melde fra i sidste øjeblik. Og som det tog sig ud sidste efterår, da The Replacements just havde udsendt deres ottende langspiller, den blændende »All Shook Down«, var der ikke meget der tydede på, at gruppen havde nogen fremtid overhovedet.

En eklatant fiasko som opvarmningsband for Tom Petty and The Heartbreakers havde drænet gruppen for den sidste rest af sammenhold og energi. De var langt om længe ved at blive ofre for deres egen deliristisk, selvdestruktive tilværelse som evigt turnerende, højt- og hurtigtspillende, hårdt drikkende rockband som vor mor afskyr dem. Rygter ville vide, at gruppen var gået i opløsning og for iagttagere kunne det unægtelig godt se sådan ud. »All Shook Down« har kun samtlige gruppens medlemmer samlet på en sang, den typiske Rolling Stones-agtige løst- til-det-sløsede »Attitude«, der er essensen af Replacements. Og kun på en håndfuld sange over resten af pladen dukker bassisten Tommy Stinson, guitaristen Slim Dunlap og den nu afgåede trommeslager Chris Mars op som sidemænd til gruppens ubestridte leder gennem mere end ti år, Paul Westerberg. Ellers er det hidkaldte musikere som legendariske John Cale fra Velvet Underground, Los Lobos' Steve Berlin, Georgia Satellites' trommeslager Mauro Magellan eller Tom Pettys keyboardmand Benmont Tench, der bidrager til pladens gennemgående stemning af neurotisk selvopgør, kuldslået kærlighed og bristede illusioner. Kun pladeselskabets stadige insisteren på, at denne plade skulle udsendes i Replacements' navn gjorde, at det ikke blev Paul Westerbergs første solo-plade. »Vi var ved at brække os over hinanden til sidst og havde virkelig brug for en pause«, udtalte Tommy Stinson, der var med til at danne gruppen som 13- årig, i oktober måned sidste år til det amerikanske tidsskrift Rolling Stone Magazine. »Det var kommet til det punkt, hvor man lige så godt kunne have stillet fire fordrukne fyldebøtter op på scenen, have påstået det var os og det ville have været det samme. Publikum til koncerterne kom mere for at se legenden levet ud, end for at høre musikken«, hævdede Westerberg ved samme lejlighed. Måske er det med al dette spild af tid og liv in mente, han kunne skrive dén samling rystende, smertefulde og afmægtige sange på »All Shook Down«. Han beskriver dem selv sådan: »Forestil dig sange skrevet af Leonard Cohen, udført af T. Rex, indspillet i et skur i Montana. Mange af dem har en stemning af tilbageblik, rettet mod bedre dage. Det er en deprimerende plade, men den kan være morsom også. Du ved, yeah, lad os danse på den døde mands kiste.« Det er et band, der er på kant med verden og sig selv, som skal spille os ind i de barmhjertige timer fra 2 til 5 i morgen. Hvem ved, om de har gjort alvor af Westerbergs sarkastiske joke: »Muligheden for, at vi turnerer med en sygeplejerske og en psykolog, er ikke helt udelukket.«”

”Det rene rockhjerte”

2. april 1991. Berlingske Tidende (3. sektion, Magasin)

Det var al ventetiden værd. Replacements spillede som var de verdens sidste rockband.

Så kom Replacements efter at have brændt alle sande rockelskere af ved indtil flere lejligheder. Og hvor var det dog al ventetiden værd endelig at få set disse arketypiske rock 'n' rollere affyre deres benede livtag med de allersmukkeste traditioner i rocken. For som Replacements spillede i Pumpehuset langfredag lignede det nemlig et band, der omsider havde fundet ro og rast uden at miste hverken gnist, glød eller intensitet på vejen fra helvedes forgård til den dør i rockhimlen de stod og bankede på i hver eneste takt under den mere end to timer lange koncert. Og som min sidemand så rigtigt bemærkede, har Minneapolisrockerne et sangkatalog, der nærmest spiller sig selv fordi alle deres sange er så indlysende perfekte klumper fra rockens gyldne åre. De spiller som før Rolling Stones gik i mentalt millionæreksil, som da The Who endnu havde charme og trods. Men de er en generation yngre og har oplevet og udlevet både Marc Bolans glitrende sensualitet og punkens anarkistiske ikonoklasme. Det er deres bagage og med den i hånden skriver Paul Westerberg sange med en bidsk fandenivoldskhed, der aldrig bliver afstumpet og brovtende, men som reflekterer livskunstneren forklædt som rockmusiker.

Følsomme og sarte ballader

Så er det han skriver sange som »Achin' To Be« om den ensomme og isolerede kunstnermyte, eller beske kærlighedssange som »Waitress In The Sky«. Følsomme og sarte ballader som »Skyway« og »Answering Machine« (der handler om, hvordan man (ikke) siger godnat til en telefonsvarer) og kosteligt geniale indfald som »Androgynous«, der er en elegant omskrivning af det klassiske tema om ikke at få nok på den dumme og være henvist til at gøre det selv... Vi fik vel alle de sange vi kunne ønske os, men Replacements lod det ikke blive ved det, for de spillede som om de ikke kunne lade være. »Requests«, opfordrede den strithårede stymper og bassist Tommy Stinson publikum til, »cigarettes«, bad Westerberg om. Sådan skulle det være; Der blev givet og taget af et godt og rent hjerte."

fredag den 27. marts 2020

Nødprogram 2 af ?. Playliste 26. marts 2020


1. Freddie Hubbard - Up Jump Spring (1967)
2. Lula Pena - O Ouro E A Madeira (2017)
3. Jeppe Zeeberg & The Absolute Pinnacle Of Human Achievement - Jesus On Bongos (2019)
4. Stan Kenton & His Orchestra - El Panzon (1956)
5. Tant Strul - Slicka Mig Ren (1984)
6. Lee 'Scratch' Perry with Peaking Lights & Ivan Lee - Life Of The Plants (2019)
7. Kenny Rogers & The First Edition - Ruby (Don't Take Your Love To Town) (1969)
8. The Cowboys - Take My Flower And Run (2019)
9. Dave Kusworth & The Tenderhooks - Depressed About Nothing (2001)
10. The Love Coffin - Mortalized (2020)
11. Tvivler - Vold (2020)
12. Nova Materia - Procession (2018)
13. Art Lown - Deep Blue Sea (1976)
14. Psychic Ills - I Get By (2013)
15. Game Theory - Friend Of The Family (1985)
16. Paul Collins - In And Out Of My Head (2018)
17. Velvet Crush - Kill Me Now (1999)
18. Orcas - Fuldtidsfakir (2019)
19. The Modern Lovers - Hospital (1976)
20. Nick Lowe & His Cowboy Outfit - Indoor Fireworks (1985)
21. Lower Plenty - Grass (2012)