Blogger Widget

fredag den 27. marts 2020

Nødprogram 2 af ?. Playliste 26. marts 2020


1. Freddie Hubbard - Up Jump Spring (1967)
2. Lula Pena - O Ouro E A Madeira (2017)
3. Jeppe Zeeberg & The Absolute Pinnacle Of Human Achievement - Jesus On Bongos (2019)
4. Stan Kenton & His Orchestra - El Panzon (1956)
5. Tant Strul - Slicka Mig Ren (1984)
6. Lee 'Scratch' Perry with Peaking Lights & Ivan Lee - Life Of The Plants (2019)
7. Kenny Rogers & The First Edition - Ruby (Don't Take Your Love To Town) (1969)
8. The Cowboys - Take My Flower And Run (2019)
9. Dave Kusworth & The Tenderhooks - Depressed About Nothing (2001)
10. The Love Coffin - Mortalized (2020)
11. Tvivler - Vold (2020)
12. Nova Materia - Procession (2018)
13. Art Lown - Deep Blue Sea (1976)
14. Psychic Ills - I Get By (2013)
15. Game Theory - Friend Of The Family (1985)
16. Paul Collins - In And Out Of My Head (2018)
17. Velvet Crush - Kill Me Now (1999)
18. Orcas - Fuldtidsfakir (2019)
19. The Modern Lovers - Hospital (1976)
20. Nick Lowe & His Cowboy Outfit - Indoor Fireworks (1985)
21. Lower Plenty - Grass (2012)


lørdag den 21. marts 2020

Nordbrandt. 75 år i dag.


”Når nogen endelig holder kæft
bliver historien tilbage
så nye munde kan lære at gentage den
mellem måltid og kys.

Se, Kastanietræerne står i blomst!
siger nogen tankeløst
dagen før en ny generation
har gjort sætningen uforståelig

For at beskue sig selv
Opfandt døden alfabetet”

- fra ’Glemmesteder’ af Henrik Nordbrandt. Brøndum 1991.

fredag den 20. marts 2020

Nødprogram 1 af ?. Playliste 19. marts 2020


Radioprogrammet Mod Strømmen lever i høj grad af at have gæster i studiet. Da de ydre omstændigheder gør, at vi indtil videre skal holde os hjemme og undgå kontakt med flest muligt, har jeg valgt at skubbe de planlagte besøg frem i tiden. For nuværende er udsendelsesrækken så småt på plads indtil begyndelsen af juni. Stor tak til alle dem, der gider at være med. Hvornår jeg igen får besøg i studiet, ved jeg af gode grunde ikke. Indtil da, forsøger jeg selv at holde radioprogrammet kørende.

1. Gong Gong Gong - Some Kind Of Demon (2019)
2. Bruised - Exotic Backdrop (2019)
3. Tropical Fuck Storm - The Happiest Guy Around (2019)
4. R.E.M. - So. Central Rain (I'm Sorry) (1984)
5. Freakwater - Sway (2019)
6. Slowburn - Folketro (2020)
7. Peter Brötzmann - Lady Sings The Blues (2019)
8. Men And Health - Spiritual Jazz (2020)
9. Bush Tetras - A Sucker Is Born (2019)
10. Throbbing Gristle - Devil's Gateway (live) (1981)
11. Fremmed - Eldglæma (2019)
12. Erik Enocksson - The Joy Of D.H. Lawrence (2006)
13. A Certain Ratio - Forced Laugh (1981)
14. Grant McLennan - Simone & Perry (1994)
15. The Zeros - Nowhere To Run (2019)
16. Alex Chilton - All We Ever Got From Them Was Pain (1970/2012)
17. Jaimie Branch - Prayer For Amerikkka pt. 1 & 2 (2019)  
18. Nerve Beats - Berlin 1964 (2014)
19. Pugwash - Kicking And Screaming (2015)
20. Bakambi N'kela & The Black Devils - Kilimanjoro (1981)
21. Violent Femmes - Adam Was A Man (2019)


tirsdag den 17. marts 2020

“I gotta sweep this floor again”


Paul Westerbergs ‘Once Around the Weekend’ fra albummet ‘Eventually’ fra 1996, åbner med verslinjen “I stay in every night of the week”. Relevant i den kedelige situation, verden befinder sig i lige nu. Man skal dog et stykke ned i teksten for finde de ord, der har kværnet rundt i mit hoved hele morgenen. Måske fordi, at jeg har lovet at vaske køkkengulvet. Men hvor mange gange, kan jeg nå at vakse dét køkkengulv, før det igen er sikkert at bevæge sig uden for en dør?

“I watch myself fall apart
I watch the rabbits in my yard
There goes another round the bend
I gotta sweep this floor again”


søndag den 15. marts 2020

”Nyt” fra Lightships


Gerald Love har ikke ladet høre fra sig, siden han forlod Teenage Fanclub i efteråret 2018, på grund af en flyskræk, der er eskaleret med alderen. Eller det vil sige, der er ikke kommet nyt materiale. Han har genoplivet sideprojektet Lightships, der udsendte den blændende debutplade ’Electric Cables’ i 2012. Dét skete til en efterårsfestival i Glasgow. That’s it. Indtil slutningen af februar, men det giver velsagtnes sig selv, at det er præcis dét, jeg vil frem til. Love har nemlig lagt et nyt nummer ud. Nyt og nyt er nok så meget sagt. Sangen er en køkkenbordsversion af ’Summer Holiday’ af det tyske band Seaside Stars. Et band, som Teenage Fanclub turnerede med i midten af nullerne.


fredag den 13. marts 2020

Shoot From The Hip #1 (2020). Playliste 12. marts 2020

1. Steppeulvene - 0-0-0 (1967)
2. Men And Health - High (They Want To Get) (2020)
3. The Mountain Goats - The Best Ever Death Metal Band In Denton (2002)
4. Andy Human & The Reptoids - You Like Your Job (2019)
5. Thin White Rope - Take It Home (1987)
6. Crack Cloud - The Next Fix (2019)
7. Gang Of Four - Outside The Trains Don't Run On Time (1980)
8. Less Win - Root And Branch (2020)
9. Bryan Ferry - Tokyo Joe (1977)
10. James Brown - Hustle!!! (Dead On It) (1975)
11. Sons Of Kemet - My Queen Is Ada Eastman (2018)
12. Burning Brides - Arctic Snow (2001)
13. Ben Vaughn - The Apology Line (1987)
14. Bob Dylan - Simple Twist Of Fate (1975)
15. Prefab Sprout - When Love Breaks Down (1985)
16. Derrick Anderson - When I Was Your Man (2017)
17. Sebadoh - Careful (1994)
18. Tin Machine - I Can't Read (1989)
19. Maurice Loucas Elephantine Band - Al Khawaga (2019)

tirsdag den 10. marts 2020

En sang om Jack Parsons. Raketforsker og okkultist.


Udtrykket kender af omtale er ikke dækkende. Bekendt med kan jeg måske bruge, men i så fald er det ikke et bekendtskab, der stikker særligt dybt. Med andre ord, har jeg på ingen måde fulgt den engelsk musiker, sangskriver, forfatter og maler, Luke Haines. Jeg kender lidt til hans aktivitet i bands som The Auteurs, Baader Meinhof og Black Box Recorder. Solopladen ’New York In The '70s’, der efterhånden er seks år gammel, er nok den Haines-udgivelse, jeg kender mest til. Et konceptalbum, der med sangtitler som ’Alan Vegas Says’, ’Dolls Forever’, ’Lou Reed Lou Reed’ og ’Jim Carroll’, var født til at vække min interesse.

Forleden udkom et nyt samarbejde mellem R.E.M-guitaristen Peter Buck og Luke Haines. De mødte hinanden, da Buck købte et portræt, Luke Haines havde malet af Lou Reed. Mødet udviklede sig til et musikalske samarbejde, som de selv har kaldt prædestineret. Sidstnævnte lader jeg stå ubemærket hen.

Her åbningsnummeret fra ’Beat Poetry For The Survivalist’, som pladen hedder. Sangen handler om den amerikanske raketforsker og Aleister Crowley-inspirerede okkultist Jack Parsons:


søndag den 8. marts 2020

Fire vigtige linier


”tag fra i morgen
giv til i dag
gør dette om i morgen
hold hus med dine satans dage”

- Morti Vizki fra debuten ’Digtsamling’, der kom i 1984.

fredag den 6. marts 2020

Writhe. Playliste 5. marts 2020


1. Writhe - Bedbug (2020)
2. Dolly Parton - Jolene (1973)
3. Sufjan Stevens - Tonya Harding (2017)
4. Issue - Spit Mask (2019)
5. Metallica - Sweet Amber (2003)
6. Cattle Decapitation - Kingdom Of Tyrants (2012)
7. Interpol - PDA (2002)
8. Writhe - More Than Arms Contain (2020)
9. Lost Dogs Street Band - September Doves (2016)
10. Agent Fresco - Dark Water (2014)
11. Bruce Springsteen - Adam Raised A Cain (1978)


tirsdag den 3. marts 2020

Writhe i Mod Strømmen


Postpunk kommer i mange afskygninger for tiden. Jeg tør ikke sige, om dét er et nyt modelune på linje med dén heavy metal-bølge, der dukkede op for fire-fem år siden, og som kulminerer i disse år. Men postpunk-betegnelsen bliver flittigt brugt. Muligvis så meget, at den grænser til at blive udvandet? Når selv anmeldere bruger termen om københavnske Joyce, der for mig at høre er pæn og appetitlig popmusik med visse elementer af postpunk, lader det til, at genren er ved at gå lidt op i sømmene. Måske forveksler visse postpunk med synthpop? Jeg ved det ikke. Dét er måske også uvæsentlig.

Sidste fredag udkom Writhes debut-ep. Københavner-trioen lægger sig i mine ører op af, hvad jeg forstod/forstår som postpunk. En energisk, intens og hårdtslående musik med bassen i centrum:

Stil ind, nu på torsdag, d. 5. marts, kl. 18.00, på enten 98.9 FM eller via den direkte livestream eller TuneIn.

fredag den 28. februar 2020

Spillestedet Stengade. Forår 2020. Playliste 27. februar 2020


1. Box & The Twins - The First Dream (2019) (29. februar)
2. Stonefield - Sleep (2019) (5. marts)
3. Truckfighters - Desert Cruiser (2005) (12. marts)
4. Buzz Kull - Into The Void (2017) (14. marts)
5. King Dude - Jesus In The Courtyard (2012) (17. marts)
6. Tempers - Capital Pains (2019) (26. marts)
7. Tue Track - Two Park (2005) (27. marts)
8. Monkey3 - Birth Of Venus (2013) (3. april)
9. Dusin - Ilden Leger Med Os (2020) (11. april)
10. Misþyrming - Söngue Hefter (2015) (12. april)
11. Darkher - Moths (2016) (16. april)
12. The Devil And The Universe - Kali´s Tongue (2019) (14.-15. august)
13. Khemmis - Isolation (2018) (25. april)
14. Jambinai - In The Woods (2019) (27. maj)
15. Anna Von Hauswolff (BADA) - The Mysterious Vanishing Of Electra (2017) (26. april)
16. Bexey - Hot Steppa (2019) (2. maj)


onsdag den 26. februar 2020

“Like Big Star the Parade understand their guitars and how to use both electric 6 and 12 string guitars…”


“The Rain Parade are Will Glenn (keyboards/tambourine), David Roback (gtr/vocals/ tambourine), Matthew Piucci (gtr/vocals/sitar), Steven Roback (bass/vocals) and Eddie Kalwa (drums/percussion) who’s recently replaced Michael Murphy. Last year they released a debut single on their own Llama record label: “(look what) She´s done to your mind” / “Kaleidoscope”, anigh-perfect masterpiece to theses ears. The A-side succeeds in the same way that a song like “September girls” succeeds. Like Big Star the Parade understand their guitars and how to use both electric 6 and 12 string guitars - they take the L.A.  folk rock beat from 1965 and make it wholly their own. They also have a far better grasp mixing electric and acoustic guitars than any of the current glut of the UK folk poppers such as Aztec Camera and the Bluebells. Their songs come alive because they understand the dynamic of melody whilst Aztec Camera and co. remain introverted and brittle, almost boring…Flip the Llama 45 over for “Kaleidoscope” which is exactly as the title suggest, a shifting web of dreamy guitar/sitar/and keyboard motifs. I’m loathe to use that much maligned word but this really is one of the most natural, fresh sounding psychedelic to have been written in at least 15 years. Whereas you feel that sometimes the Soft Boys are straining contriving their sound a little (eg. Hitchcock’s ”Acid Bird”), this feels just right, even down the tension within the song: feedback guitar pilling against their gentle swirling synthesizer”

Omkring midnat, jeg så dét først i morges, kom en meddelelse om, at David Roback fra The Rain Parade, Rainy Days, Opal, Mazzy Star mv., var død. Kun 61 år gammel. Af alle Robacks musikprojekter, så er The Rain Parade klart det band, jeg har hørt mest. Til trods for, at Roback kun var med i gruppen i få år og forlod den efter den forrygende debutplade, ’Emergency Third Rail Power Trip’, fra 1983. Anmeldelsen herover gælder dog debutsinglen ’What She's Done to Your Mind’ b/w ’Kaleidoscope’ fra 1982. Den er nuppet fra det engelske fanzine Bucketfull Of Brains (#6 fra 1983). Bladet viste meget tidligt interesse for Paisley Underground-scenen og forblev trofast med at anmelde de forskellige bands i årene frem.

Her singleversionen af ’What She's Done To Your Mind’.
Sangen blev senere genindspillet til debut-lp’en:


tirsdag den 25. februar 2020

Spillestedet Stengade i de kommende måneder i Mod Strømmen

Når jeg løber henover, hvilke koncerter de københavnske spillesteder, har at byde på, har jeg normalvis en følelse af at være rimelig velorienteret. Jeg har en viden, somme vil nok kalde den overfladisk, men dog en-eller-anden form for kendskab til adskillige af de orkestre, der spiller. Stengades forårsprogram kniber det dog med. Jeg er ikke helt på bar bund. Dune Messiah, Rocky Top, King Dude, Redd Kross, Then Comes Silence, Tristan T og De Må Være Belgiere, kender jeg. Men hvem pokker er Box And The Twins, Nervosa, Stonefield, Truckfighters, Paluch, Fvnerals, Misþyrming, Tankcsapda, Spaceslug med mange flere?

Dét får jeg formentlig svar på nu på torsdag, d. 27. februar, når Mod Strømmen får besøg af et par bookere fra Stengade 30. Stil ind, kl. 18.00, på enten 98.9 FM eller via den direkte livestream eller TuneIn.

søndag den 23. februar 2020

Løfterig debutkoncert med Men and Health mv.


Under præsentationen af gæsterne i radioprogrammet Julestue 2019, spurgte jeg, bassist/sanger Peter Larsen fra 0%, Monoliths og No Nose om, hvordan hans år var forløbet: ”Vi har lige indspillet en ny plade med Monoliths. Og så har jeg spillet en del med mit tredje band No Nose, som jeg har lagt rigtig meget energi i. Jeg har faktisk også startet et nyt band sammen med to fyre fra Spanien, som hedder Men and Health. Det vil I sikkert komme til at høre mere til i det nye år. Vi har lige indspillet fjorten sange”, lød svaret.

Elleve af de fjorten sange blev udsendt på ep’erne ’Jesus In A Pocket’ og ’ Devil In A Suitcase’ i slutningen af januar. I går livedebuterede Men and Health på Mayhem. Trioen beskriver sig selv som en afart af poppunk. Lad nu være med at tænke på den poppunk, der slog igennem i midten af 1990’erne og blev eksponeret på kommercielle radiostationer og MTV. Dét er slet ikke den vej, vi skal. Med to guitarer, bas og en rytmeboks er Men and Healths musik langt mere minimalistisk. Flere af deres numre er vel nærmest surf-prægede instrumentale vignetter, som fletter sig ind mellem de uimodståelige, åbne og ligefremme sange, der ofte er bygget op omkring en enkelt sanglinje. Til marts tager bandet på tour i Spanien. De har noget at glæde sig til dernede.





Birds In Flight er ikke en ukendt størrelse for læsere af denne blog.
I går var det dog en amputerede størrelse, der gik på. Dels var gruppen minimeret på grund af sygdom, dels var der en stand-in trommeslager med, som ikke havde spillet med gruppen tidligere. Det gik dem dog ikke på. Selvom de altid ligner nogen, der småkeder sig på scenen, så spiller de den fedeste, svajende, melodiøse guitarrock, København har at byde på for tiden. Sættet bestod mestendels af materiale fra en nyligt indspillet ep, som bandet er på udkig efter et pladeselskab til at udgive.

Her ’Robbery Song’ fra Birds In Flight debutplade ‘Get Real Big, der kom på Mastermind Records for et par år siden:


Det tredje og næstsidste band i går aftes var No Nose. Det var første gang, jeg hørte dem live, til trods for, at jeg har haft chancen adskillige gange før. Skønt, jeg holder meget af deres et par år gamle kassetteudgivelse, så vidste jeg ikke rigtig, hvad jeg havde forestillet mig. I al fald ikke det greb de havde om publikum, der nærmeste sporenstregs begyndte at danse, da trioen gik på.


Albert Severin, Patrick Ringsborgs soloprojekt, gik først på efter, at jeg havde besluttet mig for at begive mig ud i vinden og vejret eller rettere sagt storm og modvind, for at køre hjem til Vesterbro på min tunge herrecykel. Min kasket blæste kun af en enkelt gang undervejs. Til gengæld havnede den i en mudret vandpyt.

No Nose sætlisten fra i går:


fredag den 21. februar 2020

Slowburn. Playliste 20. februar 2020


1. Slowburn - Skær (2020)
2. Nils Økland Band - Flukt (2017)
3. Sibylle Baier - I Lost Something In The Hills (2006)
4. Slowburn - Folketro (2020)
5. Khun Narin's Electric Phin Band - Lam Phu Thai #2 (2014)
6. Bobby Previte ft. Sō Percussion & Nels Cline - Terminal 3 (2014)
7. Slowburn - Diablo (2020)
8. Iggy Pop - Sonali (2019)
9. Kapela Maliszów - Zawiśloczek (2017)
10. Joe Maneri Quartet - Vignette #2 (1999)
11. Slowburn - Bezirk (2020)


onsdag den 19. februar 2020

tirsdag den 18. februar 2020

Slowburn i Mod Strømmen


”Musikken bevæger sig langsomt afsted udover hedearealerne som mosekonens bryg i tusmørket. Kvartetten befinder godt der i halvmørket, et sted mellem tryghed og uhygge. De tager os med ud i et det vestjyske med musik der har rødder i jazz, skæv rock og ny kompositionsmusik. Det er et berigende album fra Slowburn, der kommer til at holde længe.”

- Jazznyt om Slowburns 2020-skive, ’Folketro’.

Jeg har ikke tal på, hvor mange koncerter guitarist Lars Bech Pilgaard spiller under Vinterjazz. Men han kan trods travlhed klemme et par timer ind i Mod Strømmen. Lars Bech Pilgaards Slowburn, som bandet hed i begyndelsen, har ikke ladet høre fra sig siden albummet, ’Som Før’, fra 2016. Den spritnye plade, ’Folketro’, tager udgangspunkt i Pilgaards vestjyske ophav. Er det Ringkøbing, han kommer fra? Blæse være med det. Lars Bech Pilgaard afsøger i musikken forbindelsen mellem egen selvopfattelse og forestillingen om hjemegnen, barndomslandet og slægten. På ’Folketro’ arbejder Slowburn med indbyggede temaer, såsom den rituelle udsyngning af de døde, forholdet mellem natur og menneske og Vesterhavets altopslugende kraft. Emner, der på en-eller-anden måde, også har, om end ikke en navlestreng, så dog stærke tråde til den vestjyske folketro.


Slowburn består, udover Lars Bech Pilgaard, af svenske Thommy Andersson på bas, Lars Greve på saxofon og klarinet og Thomas Eiler på trommer, På 'Folketro' medvirker endvidere en lang række gæstemusikere.

Stil ind nu på torsdag, d. 20. februar, kl. 18.00, på FM 98.9 eller via den direkte livestream eller via TuneIn.

mandag den 17. februar 2020

Musikken, der skabte ‘Screamadelica’. RIP Andrew Weatherall


Her til morgen døde den engelske dj og producer Andrew Weatherall. Kun 56 år gammel. Jeg kender ham mest af alt som producer af Primal Screams gennembrudsplade 'Screamadelica’, der udkom i 1991. Han var en nøglefigur på Londons acid house-scene i anden halvdel af firserne og arbejdede også sammen med Beth Orton og My Bloody Valentine.

I 2011 lavede Weatherall en fremragende radioudsendelse til BBC6 med de sange, der inspirerede dem under tilblivelsen af 'Screamadelica’. Hør blandt andet Jhalib, A Certian Ratio, Jah Wobble, Can, Prince Far I & The Arabs, Nico, Gene Clark, Dennis Wilson, Pharoah Sanders og Suicide:


søndag den 16. februar 2020

Blogindlæg 3834.


Jeg ved faktisk ikke, hvor jeg vil hen med dette blogindlæg. Der ligger ikke et skjult budskab i tallet i overskriften. Der er heller ikke megen klikmadding i den. Clickbait bliver visse steder oversat til klikmadding, så ved I det.

Januar 2020 blev temmelig stille på koncertfronten. Jeg kom kun til en koncert, som Orhan Özgür Turan spillede på Radar i Aarhus i anledning af soloudgivelse, ’Özgür’. Turan kender de fleste nok fra grupper som Hudna, Gadjos og Ipek Yolu. Det var en fin og stemningsfuld aften med opvarmning af den vestjyske sanger og sangskriver Kasper Abild.

Februar er begyndt anderledes aktivt. I forrige weekend var jeg til Part Time Party Times 2020 på Loppen på Christiania. Her spillede aarhusianske Trader en solid københavner-debut, der om ikke udbasunerede, men dog fortalte mig, at det ikke er sidste gang, jeg hører bandet live. Tears har jeg hørt mange gange. Og denne lørdag cementerede de endnu en gang, min opfattelse af, at de er et af de fedeste rockbands, vi har herhjemme i øjeblikket. Brooch, der er et samarbejde mellem Mikkel Holm fra Yung og canadiske Ben Stidworthy fra Ought, bed ikke rigtig på mig. Men det har nok noget med at gøre, at jeg ikke kender deres to ep-udgivelser. Hvad angår Soft Walls fra Brighton i det sydlige England, der var det sidste band, som gik på scenen, ja, så, er jeg lovligt undskyldt for ikke at have en mening om dem, da jeg listede af et par numre inde i deres koncert.

Vinterjazz eller rettere sagt festivalen af samme navn, er blevet en utidig størrelse. Forstået på den måde, at i løbet af de tre uger Vinterjazz løber over, spiller der selvfølgelig en masse jazzting, men andre musikgenrer trænger sig også eftertrykkeligt på. Skotske Isobel Campbell, der optrådte på Hotel Cecil i fredags, var eksempelvis en del af Vinterjazz-programmet. Ikke et ondt ord om det. ”For hvad er jazz lige?”, som en booker, spurgte mig, for et par uger siden.

Sangerinden Nahawa Doumbia fra Wassoulou-regionen i det sydvestlige Mali, vil jeg ikke kategorisere som jazz. Ikke desto mindre, var hun blandt de kunstnere, som avisen Politiken anbefalede dets læsere at høre under Vinterjazz. Om det var derfor, at spillestedet Alice kunne melde alt udsolgt sidste tirsdag, kan jeg kun gisne om. Jeg havde egentlig ikke de store forventninger til Nahawa Doumbia, men hendes overdådige, kraftfulde stemme tog fusen på mig. Det halvakustiske setup med indslag af sælsomme og velklingende ørkeninstrumenter foranledigede også sit.

Supporten stod den unge sanger og sangskriver Laust Moltesen for. Han har rejst rundt i Mali og Mauretanien, hvor han i en periode boede hos griot og sangerinde Noura Mint Seymali, her gik tiden med at spille guitar fra morgen til aften. Påvirkningen fra det afrikanske guitarspil kunne man tydeligt høre i Moltesens dansksprogede, skæve kompositioner. Selvom Alice har et lydhørt og videbegærlig publikum, var det ikke alle, der havde tålmodighed til Moltesens originale finurlighed. En dame i midten af tresserne, fortalte således min ven og jeg, der stod et stykke tilbage i den gamle gymnastiksal, at hun var ved at ”konstipere”. Dét ord, kendte jeg ikke, hvilket jeg gav udtryk for, hvorefter hun rettede det til ”ved at få forstoppelse”. Min ven forklarede hende derpå, at sådan var der også mange, der havde haft det med Povl Dissing, da han dukkede frem på scenen. Men den ellers fortræffelige sammenligning gik hende over hovedet, da hun tilsyneladende ikke kendte til det tidlige Dissing.

Onsdag aften befandt jeg mig igen på Alice, hvor dansk/svenske Torden Kvartetten skulle spille deres første koncert i tyve år. Eller det var i al fald med disse ord, at saxofonisten Mats Gustafsson introducerede bandet, der yderligere bestod af Per-Åke Holmlander på tuba, Peter Friis Nielsen på bas og P.O. Jørgens på trommer. Jeg ved ikke om det var fordi, at de lige skulle føle hinanden på tænderne efter alle disse år, at det blev en blandet oplevelse. Der var spændende momenter undervejs, men helt op at ringe kom det ikke. Mens jeg skriver dette, kan jeg se, at Informations anmelder, Louise Rosengreen, ikke er enig med mig. Hun mener tværtimod, at ”Mats Gustafsson og Torden Kvartetten blæste publikum omkuld med deres improvisationstyfon ved deres Vinterjazz-koncert på spillestedet Alice”. Eller således beskriver en billedtekst koncerten. Jeg kan desværre ikke læse hele anmeldelsen, da den gemmer sig bag en betalingsmur.  

Før Torden Kvartetten gik på, spillede den australsk/danske duo John Chantler og Johannes Lund et floorshow. Jeg kendte ikke duoen i forvejen, men deres repetitive synth- og saxofonflager skærpede min appetit på mere.

fredag den 14. februar 2020

Trader. Playliste 13. februar 2020


1. Trader - Back In 5 (livesession) (2020)
2. Horse Jumper Of Love - Ugly Brunette (2016)
3. Happy Diving - Sad Planet (2014)
4. Royal Headache - Psychotic Episode (2011)
5. Weed - Might As Well (2010)
6. Big New Prince - Can't Stand The Rain (2019)
7. Graceless - Don’t Mind (Don’t Care) (2020)
8. Trader - Bleached (2019)
9. Visitor Kane - Stranger (2019)
10. Prefab Sprout - Bonny (1985)
11. American Football - Never Meant (1999)
12. The Radio Dept. - Heaven's On Fire (2010)
13. Forming - Hate My Gutz (2010)
14. Dinosaur Jr. - The Lung (1987)
15. Dexter Gordon - I Guess I'll Hang My Tears Out To Dry (1962)
16. Trader - Motion Pictures (2019)
17. Brooch - Bronken Glass (2017)
18. Hovvdy - Problem (2017)
19. The Replacements - Swingin' Party (1985)


onsdag den 12. februar 2020

“A love song for assholes…”


Èn gang skal være det første. Og dét kan jeg med sindsro sige, at det er i dag. Herværende blog har nemlig aldrig før fremhævet en kvindelig trompetist. Amerikanske Jaimie Branch er et helt nyt bekendtskab for mig, selvom hun har medvirket på plader, siden de tidlige nullere. Jeg kan ikke huske, hvordan Branchs sublime skive ’Fly or Die II: Bird Dogs of Paradise’, fra sidste år, kom mig for øre? Måske har jeg læst om den på en best-of-2019 liste? Nevermind. Her ’Love Song’, der lukker pladen formidabelt af:
 

tirsdag den 11. februar 2020

Trader i Mod Strømmen


Sagt med det samme. Mod Strømmen sender ikke direkte på torsdag. Udsendelsen I skal høre er optaget sidste fredag. Dagen før, at aarhusianske Trader spillede deres københavner-debutkoncert på Loppen. Det skete ved Part Time Party Times, hvor Soft Walls, Brooch og Tears ligeledes var at finde på plakaten.

Én af de første tanker, der løb gennem hovedet på mig, da jeg hørte et nummer fra Traders debut-ep sidste efterår, var følsom støjrock. Den tanke kunne bandet godt følge mig i, selvom de selv brugte nogle andre og mere bramfrie og vovede ord om deres musik.    

Debuten har også fået flotte ord med på vejen. Undertoners anmelder Kristian Jensby, afslutter sin anmeldelse af med denne nette passus :

”Hermed fremstår Traders debut-EP som en vellykket indierock-bedrift, hvor pladens gennemsyrende lo-fi-æstetik ikke overskygger Traders evne til at skrive stærke guitar-fokuserede numre, og med en beskeden spilletid på ca. ti minutter kan Trader EP’en sagtens tåle et omgående genhør.



Stil ind nu på torsdag, d. 13. februar, kl. 18.00, på FM 98.9 eller via den direkte livestream eller via TuneIn.

fredag den 7. februar 2020

Orcas. Playliste 6. februar 2020


1. Orcas - Fuldtidsfakir (2019)
2. The Murlocs - Space Cadet (2014)
3. Frank Zappa - Your Mouth (1972)
4. Peppermint Harris - I Got Loaded (1951)
5. Steppenwolf - Foggy Mental Breakdown (1970)
6. Black Lips - Hooker Jon (2020)
7. Night Beats - Puppet On A String (2011)
8. Orcas - Peanuts (demo)
9. Johnny "Guitar" Watson - Gettin' Drunk (1954)
10. Orcas - Jeg er ikke din far (2019)
11. Skammens Vogn - Brug for dig (2018)
12. Jomfru Ane Band - Laila's kærlighed (1978)
13. Richard Hell And The Voidoids - Love Comes In Spurts (1977)
14. Orcas - Grise Funk (live) (2019)
15. King Gizzard And The Lizard Wizard - I'm In Your Mind Fuzz (2014)
16. Gang Of Four - Damaged Goods (1978)
17. Amyl And The Sniffers - Some Mutts (Can't Be Muzzled) (2018)
18. The Animals - Cheating (1966)
19. The Fugs - Wide Wide River (1966)
20. Emile - Weight Of The World (2020)


torsdag den 6. februar 2020

“‘Oh man, I thought it was the Pope.”


“I was walking down the street,” says Leary, “and this little kid chased me and goes, ‘Aren’t you Paul from the Butthole Surfers?’ And he goes, ‘Hey man, I read in the [Austin] Chronicle that John Paul Jones was going to produce your record.’ And I go, ‘He was the bass player for Led Zeppelin.’ And he goes, ‘Oh man, I thought it was the Pope.’ And he, like, walked off disappointed.”

- fra et længere Spin-interview med The Butthole Surfers fra 1993. Læs hele samtalen herunder.

onsdag den 5. februar 2020

Orcas i Mod Strømmen


Jeg kan ikke skjule, at beatorkestret Orcas har en stor plads i mit hjerte. Dét kommer formentlig ikke som en overraskelse, hvis man har fulgt bare en smule med i Mod Strømmen. Op mod jul kom trioens anden plade, hvilket selvfølgelig bevirkede, at den druknede i højtiden. ’Fakir’, som albummet er døbt, er mixet og produceret i samarbejde med Per Buhl Acs og masteret af Peter Peter.

Jeg har ikke kunne finde anmeldelser af pladen, men for ikke at gentage mig selv, og nu gør det så alligevel, så giver Orcas mig stadig et kick. Eller som det hedder med et godt og utidssvarende dansk ord, de giver mig et sus. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har hørt gruppen live, men set udfra mine aldeles uvidenskabelige observationer, så er jeg ikke den eneste blandt publikum, der får et heftigt dopamin-rush.

Orcas spiller iøvrigt  tre live-jobs i den nærmeste fremtid. Den 29. februar optræder de til Avernax vinterfest i Christianshavns Beboerhus, den 13. marts gælder det Freaky Friday i Råhuset, hvor Enids, Mimic Octopus, Swash og Broodl også står på plakaten, dagen efter, den 14. marts, indtager trioen Blågårds Apotek‎ med et soloshow. Velbekomme!

Stil ind i morgen, dvs. 6. februar, kl. 18.00, på enten 98.9 FM eller via TuneIn eller den direkte livestream.



mandag den 3. februar 2020

The Only Ones: Sunday Morning Nightmare


Der er dukket en The Only Ones-liveoptagelse fra 1979 op. Rygtet om, at der et-eller-andet sted befandt sig en fremragende koncertoptagelse med eminent lyd fra bandets 1979-US-tour, der har svirret gennem mange år, talte altså sandt. Koncerten foregik d. 3. oktober på Mothers Club i Chicago. Indspilningen stod radioprogrammet Sunday Morning Nightmare bag. En udsendelse, Steve Albini har omtalt som, “the "one radio program" for Chicago punk in the early 80s.”


fredag den 31. januar 2020

Besøg af Niels Martin Kjøngsdal fra Amager Records. Playliste 30. januar 2019


1. David Bowie & The Lower Third - Can't Help Thinking About Me (1966)
2. Danny O'Keefe - Knockin´On The Door (1978)
3. Neneh Cherry - Fallen Leaves (2018)
4. Lou Reed - September Song (1985)
5. Barry Adamson (feat. Nick Cave) - The Sweetest Embrace (1996)
6. Jenny Wilson - Let My Shoes Lead Me Forward (2005)
7. Detroit Emeralds - Love Has Come To Me (1977)
8. The Lemonheads - Down About It (1993)
9. The Housemartins - Forwards And Backwards (1987)
10. Rod Stewart - I'd Rather Go Blind (1972)
11. Billie Holiday - I'm A Fool To Want You (1958)
12. The Caravelles - You Don't Have To Be A Baby To Cry (1963)
13. Iggy Pop - Girls Of N.Y. (1993)


torsdag den 30. januar 2020

”Jeg var i øvrigt til Steppeulven i lørdags…


…hvis det ikke lige var fordi, at Gnags til allersidst løb med pionerprisen og Peter A.G. gav Klaus Lynggaard det glatte lag i sin tale, så havde jeg nok haft lyst til at lægge en dej lige midt i Bremen Teater. Et andet højdepunkt var efter rapperen Tessas optræden, hvor en ung pige spurtede op på scenen og plaprede op om, at etniske danskere bliver sat i bås som kriminelle og citerede noget fra ’Midt Om Natten’. Ingen fattede noget af, hvad hun egentlig prøvede at sige. Samtidig sad ridderen af den danske ytringsfrihed Søren K. Villemoes og buhede og råbte hun skulle tie stille. Efterfølgende tog forsangeren fra Ganger mikrofonen og snakkede om, at vi københavnere nok ikke forstod, hvor hårdt det var at vokse op i Hanstholm, han var blandt andet vokset op i nogen barakker, som var blevet revet ned i 70'erne...han så ellers ret ung ud.”

- forfatterens navn, adresse og telefonnummer er redaktøren bekendt!

tirsdag den 28. januar 2020

Amager Records i Mod Strømmen


Det hele begyndte med et par flyttekasser med genbrugsvinyl. Det var uden gustent overlæg eller hvad det nu hedder, at pladesamler Niels Martin Kjøngsdal tog til Gilleleje for at se nærmere på et par kasser med brugte lp’er. Sælgeren var kun interesseret i at komme af med det hele på en gang. Der havde været andre vinylfreaks forbi, men de kunne ikke se idéen i at købe hele samlingen. Om Kjøngsdal allerede mens han inspicerede kasserne var klar over, at der befandt sig noget lp-kræs iblandt, som kunne tjene den samlede pris ind, ved jeg ikke? Sådan udviklede det sig, imidlertid. Men derfra og til at åbne en vinylbutik er der immervæk et stykke vej. Med andre ord at virkeliggøre drømmen om, at en altopslugende hobby kan blive til primær indtægtskilde. Indtægtskilde er nok så meget sagt, for overskuddet i den lille pladeforretning på Amagerbrogade 126, går ubeskåret til husleje og til at købe mere vinyl ind.

Lyt med, nu på torsdag, d. 30. januar, når Niels Martin Kjøngsdal kommer forbi Mod Strømmen, for at fortælle om de første år med Amager Records. Om ekspansionen fra Kirkegårdsvej til hovedstrøget Amagerbrogade, om sjældne og sjove plader, der har været gennem forretningen. Ja, om glæden ved at have fod under eget bord, som en lp med Lone Kellermann Og Rockbandet engang hed, eller om at have gelé i knæene, fordi den fod ikke er så solidt plantet alligevel. Det sker, kl. 18.00, på 98.9 FM eller via TuneIn eller den direkte livestream.

fredag den 24. januar 2020

Spillestedet Alice. Vinter og forår 2020. Playliste 23. januar 2020


1. Horse Lord - Fanfare For Effective Freedom (2020)
2. Tamikrest - Mawarniha Tartit (2017)
3. Mythic Sunship - Elevation (live) (2020)
4. Muriel Grossmann Quintet - Promise (2018)
5. BaBa ZuLa - Haller Yollar (2019)
6. Kefaya + Elaha Soroor - Jama Narenji (2019)
7. Moor Mother - Private Silence (2019)
8. Raja Kirik - O Sing (The Nay Sayer) (2018)
9. Gabber Modus Operandi - Genderuwo (2019)
10. Juana Molina - Un Dia Punk (2019)
11. Tanya Tagaq - Icebreaker (2019)
12. Lula Pena - Ausencia (2017)
13. Sara Parkman - Jag Roper (2019)
14. Vildá - Utsjoki-disko (2019)
15. Amirtha Kidambi - Dance Of The Subaltern (2019)


torsdag den 23. januar 2020

“'Hey ho, let's not go…


…I'd rather stay at home.
Hey ho, let's not go.
The TV's good and the weather's shite...'”

‘The Private Memoirs and Confessions of The Just Joans’ er den vidunderlige titel på dét første 2020-album, jeg har hørt. I spidsen for The Just Joans finder man søskendeparret David og Katie Pope fra Glasgow i Skotland. Bandet har lavet plader siden 2006. Godt nok med lidt spredt fægtning, men de har ikke desto mindre formået at holde den skotske indiepop-fane højt.  

Den nye plade flyder over med små, herlige popsange om elendighed, længsel og ulykkelig kærlighed. Historier om den vrede, man kan finde i små byer, der er hjemsøgt af fortiden og bange for fremtiden, halvglemte skolevenner, ødelagte forhold og kejtede og pinlige samtaler på arbejdspladsen. Rastløshed, ro og foranderlighed.  

Her åbningssangen ’Hey ho, let's not go’, med en indbygget reference, jeg forhåbentlig ikke behøver at nævne:


tirsdag den 21. januar 2020

Vinter og forår 2020 på spillestedet Alice i Mod Strømmen


Udsolgt, udsolgt. Måske dét bare er mig, men melder det lille spillested på Nørre Allé ikke oftere og oftere ud om udsolgte shows? Eller er det fordi, at jeg søger på de mest populære koncerter? Vi nåede eksempelvis ikke at få billetter til Richard Dawson fra Newcastle + Burd Ellen fra Glasgow, det samme gælder for de to aftener med Bleeder. Til gengæld har vi billet til udsolgte Lula Pena fra Portugal, og til formentlig snart udsolgte Juana Molina fra Argentina.

Vinterjazz-programmet tegner også til at blive et trækplaster. Jeg har i al fald allerede sat kryds ud for BaBa ZuLa, The Legendary Pink Dots, Nahawa Doumbia og Moor Mother. Et par af de navne, kan jeg allerede give den varmeste anbefaling, da jeg har hørt dem tidligere. I går annoncerede Alice, at Mats Gustafsson og husguitaristen Thurston Moore kommer forbi til marts, og lur mig om spillestedet ikke har mere i posen til os?

Lyt med, når bookerne Andreas Korsgaard Rasmussen og Peter Hvalkof kommer forbi Mod Strømmen på torsdag, d. 23. januar. Stil ind, kl. 18.00, på enten FM 98.9 eller via den direkte livestream eller TuneIn. Tak.

fredag den 17. januar 2020

De nøgne og de døde 2019. Playliste 16. januar 2020


1. Dave Bartholomew - Gumbo Blues (1947)
2. Art Neville - Arabian Love Call (1959)
3. Dr. John - Black John The Conqueror (1971)
4. Andre Williams - I Wanna Be Your Favorite Pair Of Pyjamas (live) (1999)
5. The Flamin’ Groovies - Teenage Head (Roy Loney) (1971)
6. Tom Robinson Band - Power In The Darkness (Danny Kustow) (1978)
7. Eddie & The Hot Rods - At Night (demo) (Barrie Masters) (1979)
8. Dick Dale - Death Of A Gremmie (1962)
9. King Diamond - Omens (Timi Hansen) (1987)
10. Otto Brandenburg med Ib Glindemanns Orkester - Er det mon sandt? (Ib Glindemann) (1964)
11. The Grateful Dead - Uncle John's Band (Robert Hunter) (1970)
12. Pegi Young - Heterosexual Masses (2007)
13. Purple Mountains - She's Making Friends, I'm Turning Stranger (David Berman) (2019)
14. The Monkees - Last Train To Clarksville (Peter Tork) (1966)
15. Tom Waits - Who Are You (Larry Taylor) (1992)
16. The Mamas And The Papas - Creeque Alley (Hal Blaine) (1967)
17. Big Black - Kerosene (Dave Riley) (1985)
18. The Celibate Rifles - Conflict Of Instinct (Damien Lovelock) (1986)
19. Roky Erickson - Bermuda (1977)


torsdag den 16. januar 2020

De nøgne og de døde 2019 (4 af 4)


Prøv at forstil dig at vokse op i de amerikanske sydstater i 1940’erne og 1950’erne og være transkønnet. Og ikke nok med det. Soulsangerinden Jackie Shane var ovenikøbet sort. Det har jeg svært ved at se for mig, når man ved med hvilken ildhu Jim Crow-lovgivningen, der håndhævede raceadskillelsen i det sydlige USA, blev praktiseret. Jackie Shane blev født i 1940 i Nashville, Tennessee, og har helt fra barnsben vidst, at hun var en pige. Som seksten-sytten årige, begyndte hun, at optræde med paryk, make-up og smykker. For at slippe for den rigide og intolerante lovgivning, stak hun i slutningen af 1950’erne af med et omrejsende cirkus, der i 1959 bragte hende til Cornwall, Ontario. I et senere interview, fortale Shane, at det var, da hun ankom til Canada, at hun følte sig fri for første gang.

Et år senere flyttede Shane til Montreal, hvor hun begyndte at synge med det populære orkester Frank Motley and his Motley Crew. Efter et par singler, fik hun i 1962 et stort lokalt hit med ’Any Other Way’, som William Bell havde indspillet tidligere samme år. I forhold til Bells version, så gav Jackie Shanes udgave en helt anden mening til sætningen "Tell her that I'm happy/tell her that I'm gay". Shane spillede i den grad på dobbeltbetydningen af ordet gay, som endnu ikke var i almindelig sprogbrug dengang. I de følgende år kom der flere singler, ’Any Other Way’ blev tilmed genudgivet, men det blev aldrig til det store gennembrud for Jackie Shane. Omkring 1970 flyttede hun til Los Angeles, hvor hun efter sigende fik et tilbud om at være med i Funkadelic, hvilket hun dog afslog.


Dette var den fjerde og sidste optakt til De nøgne og de døde 2019. Eller dét vil sige, der er faktisk fem indlæg, hvis man regner stykket om ’Art Lover’ med The Kinks med, idet keyboardmanden Ian Gibbons, der døde 1. august 2019, spillede på en del The Kinks-plader fra 1979 og frem.

Lyt med, kl. 18.00, i aften, på enten FM 98.9 eller via et af disse link (den direkte livestream / TuneIn)

onsdag den 15. januar 2020

De nøgne og de døde 2019 (3 af ?)


Illinois-punktrioen Big Black burde jeg nok have lyttet meget mere til, end tilfældet er. Det er et band, der betyder meget for mange, til trods for, at de kun udsendte to fuldlængde lp’er, et par livealbum, nogle ep’er og en håndfuld singler. Hvilket immervæk er en del udgivelser, når jeg tænker på, hvad andre orkestre med såkaldt kultstatus har udgivet.

Juleaften kom den triste besked om, at bassist Dave Riley var død af cancer. Riley var ikke med fra begyndelsen af Big Black, men han spiller på de to studieplader ’Atomizer’ fra 1986 og ’Songs About Fucking’ fra 1987. Udgivelser, der beskriver bandets breakthrough og breakup. Selvom hovedmanden, Steve Albini, fastholder, at det aldrig havde været meningen, at Big Black skulle blive et stort navn, som de var på vej til efter 'Atomizer', og man derfor besluttede at opløse bandet før end ’Songs About Fucking’ var udkommet, så er der måske noget, der tyder på, at et-eller-andet var galt. Flere har talt om en kreativ krise, at bandet stod i stampe og var løbet tør for musikalske idéer. Det synspunkt underbygger de med, at de to plader minder enormt meget om hinanden. Den diskussion vil jeg ikke gå ind i, fordi jeg kun har hørt ’Songs About Fucking’. Hvem vil i øvrigt gå glip af at høre en plade med den titel? Men hvorom alting er, så har jeg Thomas Løppenthin ved min side i morgen, hvor Mod Strømmen sender ’De nøgne og de døde 2019’, og mon ikke han har en mening om ovennævnte spekulationer?

Her Big Black med ‘Colombian Necktie’ fra ’Songs About Fucking’:


Det er Dave Riley til højre på billedet øverst. 

tirsdag den 14. januar 2020

De nøgne og de døde 2019 (2 af ?)


Brasiliansk progrock. Tilmed fra en plade, der muligvis er en af de dårligst sælgende i det store land. Eller dét ved jeg faktisk ikke, men sådan bliver Walter Francos 1973-debutalbum, ’Ou Não’, beskrevet. Om det bare er for at gøre udgivelsen mere interessant, kan jeg ikke svare på. Francos output er vist temmeligt omfangsrigt. Umiddelbart har jeg dog ikke kunne finde en fyldestgørende diskografi, men han var ikke bleg for at bevæge sig rundt i mange musikalske genrer. For ham var der åbenbart ikke forskel på at skrive temaet til en soap-opera, døgnfluer, der stadig bliver spillet på de brasilianske oldies but goodies-radiostationer, kritikerrost rockmusik, som ’Revolver’-albummet fra 1975, mere avanceret musik og progressiv rock eller folk eller hvilken etikette man nu kan bruge på ’Ou Não’?

Franco kaldte selv ’Ou Não’ for begyndelsen på en musikcyklus, der skulle gøre op med det mørke som militærdiktaturet, havde sænket over Brasilien. Her ’Mixturaçāo’, åbningsnummeret fra ’Ou Não’:


Walter Franco blev født 6. januar 1945 i Sao Paulo, og døde samme sted 24. oktober 2019.

mandag den 13. januar 2020

De nøgne og de døde 2019 (1 af ?)


På torsdag sender Mod Strømmen en hyldest til de musikere, der døde i 2019. Eller rettere sagt, de musikere vi kan nå på de to timer, vi har til rådighed. Spørgsmålet, der altid melder sig, selvom vi har lavet denne form for udsendelse i mere end ti år, er, hvordan tilrettelægger og opbygger vi radioprogrammet? Én mulighed er den rene hitparade, men den løsning er, undskyld udtrykket, dødssyg. Hvis vi vælger den facon, vil der formentlig ikke være plads til sangerinden Dorothy Masuka. Hun blev født i Zimbabwes (det daværende Rhodesia) næststørste by Bulawayo i 1935, og døde i Johannesburg i Sydafrika i februar i 2019, i en alder af 83 år.

Dorothy Masuka eller tante D, som jeg har hørt hende omtalt som, hævede, at hun havde skrevet Miriam Makebas signatursang ’Pata Pata’. Det er der selvfølgelig delte meninger om. Sandt er det, at Masukas ’Ei Yow Phata Phata’ fra 1956, skabte en regulær dance-craze på smugkroer rundt omkring i de sydafrikanske townships. Men igen, Masukas 1956-version skulle vistnok bygge på en instrumentaludgave af nummeret af Shumi Ntutu og Isaac Nkosi, der så igen skulle basere sig på ’Noma Kumnyama’ af Alson Mkhize. Med det på plads, vil de fleste nok kende ’Pata Pata’ i Shu-bi-duas fordanskning, ’Sexchikane’.

Jeg ved godt, at denne kortfattede beskrivelse af Dorothy Masuka på ingen måde yder hende retfærdighed. Hensigten med indlægget var heller ikke at tegne et billede af ’Pata Pata’s brogede herkomst. Jeg lod mig dog rive med.

Sangen, jeg har fundet frem med Masuka, er en genindspilning af ’Hamba Nonsthokolo’, som hun udsendte første gang engang i halvtredserne. Denne udgave er fra 1991 og har en intro, der af en-eller-anden grund får mig til at tænke på skotske Orange Juice: