Mod Strømmen

Mr. Boogaloo

2012-02-01T15:39:00.000+01:00

Førstesinglen, ’NothingIs Real’, fra det kommende Baby Woodrose album, blev sluppet i går. Jeg harendnu ikke nået at høre den. Indtil det sker, nyder jeg for Gud ved hvilkengang, alt det sjældne materiale, som Lorenzo Woodrose, har lagt ud på bandcamp.

Blandt andet denne version af Don Gardner’s 1967-single ’My Baby Likes To Boogaloo’, somBaby Woodrose, har indspillet op til flere gange, men som så vidt jeg ved, kuner at finde på den næsten uopdrivelige lp, ’Live At Gutter Island’.

<ahref="http://babywoodrose.bandcamp.com/track/my-baby-likes-to-boogaloo">MyBaby Likes To Boogaloo by Baby Woodrose</a>

Death Valley Sleepers i Mod Strømmen

2012-01-30T16:14:00.000+01:00

Hvis man har fulgt et minimum med i den danske musikpresse,de seneste fjorten dag, burde man vide, at københavnske Death Valley Sleeperssnart er aktuel med dets debutalbum. Flere har sågar spået, at gruppen slårigennem her i 2012. Musikalsk læner Death Valley Sleppers sig op ad engelskrock fra slutningen af firserne og begyndelsen af halvfemserne. Tilsvarende denscene, har bandet også blikket rettet bagud. Omend, det ikke er helt de sammeting de spejder efter i den klassiske popmusik fra tressere, så mestrerorkestret, ligesom forbillederne, at blande kortene eller byggeklodserne, omman vil, på ny. Death Valley Sleepers er med andre ord, om nogen, etkvalificeret bud på dansk rockmusik anno 2012.

Hvilke inspirationer vi når omkring på torsdag, når bandetbesøger Mod Strømmen, tør jeg ikke spå om. Jeg ved dog, at vi har fået lovningpå at høre et nummer eller to fra den nye plade. Stil ind på 98.9 FM / 98.8Hybrid, kl. 18-20, d. 2. februar.

Læs i øvrigt dette interview med frontmanden Tobias Winbergaf Christoffer Henneberg.

Rod Stewart lookalikes

2012-01-30T02:30:00.000+01:00

Klik på billedet, hvis du vil læse det med småt

'De nøgne og de døde 2011'. Bilag 2

2012-01-28T14:21:00.000+01:00

Lige ethængeparti før januar rinder ud. Eller mere korrekt. Meningen var at blivefærdig med ’De nøgne og de døde 2011,’ i årets første måned. Det kan jegikke nå. Der var ganske enkelt for mange musikere, vi ikke fik med, da vi sendteprogrammet d. 12. januar. Med andre ord, kommer endnu en omgang, hvor vi ”letter lidtpå hatten / for dagen og for natten”, som det hedder i en tekst af Langsyn.

Eugene McDaniels

Det var førstsent i researchfasen, at Jamie Mason opdagede, at den amerikanske R&B ogsoulsanger Eugene McDaniels, varblandt dem vi mistede sidste år. Eugene eller Gene, som han kaldte sig i sineunge år, fik sit første store hit i 1961 med ’A Hundred Pounds of Clay’. Detblev til yderligere et par stykker, før McDaniels vendte opmærksomheden mod borgerrettighedsbevægelsenog begyndte at skrive sange om de forhold, de sorte levede under og boksede medhver dag. Efter mordet på baptistpræsten Martin Luther King følte han, atatmosfæren i USA var blevet så betændt, at han flygtede til Danmark og Sverige,hvor han koncentrerede sig om sangskrivning til et kommende album. Frustrationenhan skriger ud på ’Supermarket Blues’ fra ’Headless Heroes Of The Apocalypse’,der kom i 1971, kan altså godt hidrøre fra en brugsforening et sted i Danmark.

Diskobølgen varrepræsenteret ved ægteparret/duoen Ashford & Simpsons ’Don’t Cost YouNothing’ fra 1977. Nickolas Ashforddøde i august. 70 år gammel. Sanger og sangskriveren Andrew Gold, som jeg ikke kender alverden til, lå parat med ’NeverLet Her Slip Away’ fra 1978. Gold blev i øvrigt den første menneskelige stemmehørt på Mars, idet hans tema fra tv-serien ’Mad About You’, blev brugt som enform for wake-up call for rumsonden Mars Pathfinder i 1996.

Trish Keenan

Broadcasts psykedeliskeelectronica, har desværre ikke opnået så bred appeal, som den faktiskfortjener. Efter sangerinden TrishKeenans alt for tidlige bortgang, har tilbageværende James Cargill fortalt,at der er en plade på vej, som byder på vokaler indspillet af Keenan, kort førhendes død. ’Papercuts’ fra ’The Noise Made By People’ var fundetfrem. Hvis jeg skal håndplukke tre musikere,som bluesguitaristen og i perioder automekaniker, Eddie Kirkland, har arbejdet med, så må det blive John Lee Hooker, MuddyWaters og Otis Redding. Vi havde medbragt singlen, der skulle have været dennye dansedille i 1963, ’Do The Hawg’. Nummeret solgte desværre ikke en meter.

I modsætning tilnetop nævnte, så smagte doo-wop-sangeren WillieDavies på succesen med både The Jacks og The Cadets. De to grupper varidentiske, de udkom bare på hvert sit label. Det er ærgerligt, at vi ikke fikspillet ’Stranded In The Jungle’ med The Cadets fra 1956. En passant, tjek NewYork Dolls version af selvsamme. Bluegrass-sangerindenHazel Dickins havde også medvind. Ial fald hjemme i West Virginia. Lokalpatriotismen var imidlertid ikke nok til,at vi satte ’Only A Hobo’ fra 1985 på.

Den såkaldte ”Sound of Ashbury Park” mistede ikke kunClarence Clemons i 2011. Keybordmanden KevinKavanaugh, som blandt meget andet medvirkede på den udgivelse, der har ryfor at være den bedste Springsteen-plade, Bossen aldrig selv indspillede,nemlig ’Heart Of Stone’ af Southside Johnny & The Dukes. Ved en lidtanderledes planlægning, kunne vi have haft to sange skrevet af Springsteen medi udsendelsen. ’Talk To Me’, fra omtalte Southside Johnny-album, må lytterneforeløbig kikke i vejviseren efter.

Japan 1978. Mick Karn længst til venstre.

Bassist Mick Karn var med i britiske Japan fraden spæde begyndelse, hvor han og David Sylvian vekslede mellem at synge for påSylvains to-akkorders kompositioner. ’Adolescent Sex’ fra pladen med samme titel,havde passet glimrende ind på playlisten omkring Bush Tetras, sådan skulle detikke være. Cesaria Evora er ikke et afde verdensmusiknavne, jeg har lyttet allermest til, men det ved jeg, at mangeandre har. ’Sodade’ var medbragt.

BillPitcock IV spillede leadguitar på de toførste, efterhånden legendariske powerpop-plader med Dwight Twilley Band. Tiltrods for, at det var svært at vælge hvilket nummer, der skulle med – det blev ’RockAnd Roll’ fra ’Twilley Don’t Mind’ – blev der ikke plads til ham. Denamerikanske R&B sanger BennySpellman, kender de fleste nok med Allen Toussaints ’Lipstick Traces (On A Cigarette)’ fra 1962.Vi havde taget ’Fortune Teller’, som både The Rolling Stones og The Who harlavet blændende fortolkninger af, med. Spellman arbejdede bl.a. sammen med Huey"Piano" Smith, Ernie K-Doe, Wilson Pickett, The Neville Brothers ogThe O'Jays.

Summa summarum

2012-01-27T17:40:00.001+01:00

”Det er CS Nielsens plade nummer to. Pladen hedder ’Man of theFall.’ CS er en rigtig god ven. Det er fem år siden hans debutalbum kom, så denher plade, har været rigtig længe ventet. Da han spurgte mig, om jeg villesynge med på pladen, kunne jeg slet ikke få armene ned. Jeg elsker hans musik.Det, som CS kan, er, at han er en håndværker. Han kan skrive tekster, som ingenandre kan. Ikke bare i Danmark, men også globalt. Han graver dybt og formår attage nogle virkelige tunge emner og levere dem elegant og poetisk. Det ersimpelthen suiting for the soul”

- sanger og sangskriver, Dianna Dønns, fra Indianna Dawn iMod Strømmen, torsdag d. 19. januar 2012.

Vi har haft problemer med deudsendelser, som er lagt på nettet. Indianna Dawn kan man dog nu høre herunder. Hvis, der skulle være nogen, som endnuikke har et mål for i aften, så spiller Indianna Dawn i Kulturhuset på IslandsBrygge, kl. 20.

Gary Heffern, Andrea Schroeder og Jesper Lemkuhl. Playliste 26. januar 2012.

2012-01-27T14:30:00.000+01:00

1. Gary Heffern & The BeautifulPeople – Hand Of The Devil (2011)

2. The Penetrators – Untaimed Youth(1977)

3. The Zeros - Beat Your Heart Out (1978)

4. The Ramones - I Want to Be YourBoyfriend (1976)

5. Tom Waits – Kiss Me (2011)

6. Farmen – Dæmonen (2011)

7. Willie Nelson - Red Headed Stranger (1975)

8. Gary Heffern (with Mark Lanegan) –All His Children (2008)

9. Gary Heffern – In La La Land (2008)

10. Peter Case - Let's Turn This ThingAround (2006)

11. Andrea Schroeder, Jesper Lemkuhl& Gary Heffern – Death Is Waiting (live i studiet) (2012)

12. Alejandro Escovedo - Sway (2001)

13. Andrea Schroeder, Jesper Lemkuhl& Gary Heffern – Blackberry Wine (live i studiet) (2012)

14. Iggy Pop - Family Affair (1985)

15. Gary Heffern & The BeautifulPeople - Here Comes The Government(2011)

16. The Walkabouts - The Light Will StayOn (1996)

17. Andrea Schroeder & JesperLemkuhl - Winter Day (live i studiet)(2012)

18. Los Lobos - El Canelo (1978)

19. The Penetrators – I’m With The Guys(1980)

Hør udsendelsen

En hugorm er en hugorm, uanset hvor ægget er udklækket

2012-01-25T17:30:00.000+01:00

Huggorm

Jeg er så småt begyndt at glæde mig til fredag d. 3.februar, hvor Ungdomshuset på Dortheavej er vært for ’Svensk Psych Aften Vol.II’. Aftenen byder på debutkoncert med Anders Stub og hans PsykedeliskaUndervattensorkester. Skønt det lyder meget svensk, så har Anders danskerødder, Ambrosius Stub er vistnok at finde blandt anerne, og backingen, derbestår af Hobitten, Fuzz Daddy, Aron og Nik, er så vidt jeg ved pæredansk.

På plakaten står desuden Sveriges Kommuner og Landsting, derhar et godt tag om den svenske folkemusik, også de mere syrede tildragelser.Plus trioen Huggorm fra Stockholms sydlige forstæder, som i 2011 udsendte detsførste plade. Et album af den kantede og energiske slags, der med tekster påmodersmålet, lægger sig et sted mellem garage- og punkrock med en snert af svenskprogg fra halvfjerdserne. Mød udhvilet op.

<ahref="http://huggorm.bandcamp.com/track/psykd-ngan">Psykdängan byHuggorm</a>

The Men, Iceage, Lower, SPEkTR usw.

2012-01-23T08:52:00.000+01:00

The Men for et års tid siden.

Hvis det ikke varfordi, jeg for lang tid siden har truffet et valg om at høre The Walkabouts, onsdagaften i Lille Vega, så havde jeg været at finde i KB18 i Kødbyen. Hvor det, forsølle 50 kr., er muligt at se Brooklyn-bandet, The Men. Kvartettens2011-udspil med den guddommelige titel ’Leave Home’, var nok gået min næse forbi,hvis ikke den var dukket op på en af de årslister, som nærværende side opererermed hvert år i december.

Her gav ThomasLøppenthin albummet denne anbefaling: ”Vidunderligt lydbillede og en plade derdet ene øjeblik gør alt for at ødelægge min dag og næste øjeblik beroligendetager min hånd og reder mit lange hår med en stålkam.” Dertil kan jeg tilføje,at bandet trækker på en nærmest udtømmelige kilde af post-punk, drone, en kendemetal, støj-rock, ja, selv Spacemen 3’s feedback-orienterede lydbilleder er derreminiscenser af.

Skønt vi tidligere,har linket til førstesinglen, der har taget navn efter den franske forfatter GeorgesBataille, sker det her igen.

The Men- Bataille by sacredbones

Det gør så hellerikke det mindste, at The Men deler scene med Iceage og den nye københavner-trioLower, som består af folk fra Sexdrome, Girlseeker og Maintitle. Kom tidligt.

Hvor jeg måskyde en hvid pind efter ovenstående, håber jeg at nå releasefesten for SPEkTRsnye plade, ’Personetics’, påBakken i Kødbyen, torsdag den 26. januar. Det begynder kl. 20. Ved halv-titiden spiller orkestret en minikoncert, der bliver fulgt op af dj-sæt af Trentemøllerog Lars Top-Galia.

Gary Heffern, Andrea Schroeder og Jesper Lehmkuhl i Mod Strømmen

2012-01-22T10:39:00.000+01:00

The Penetrators.Gary Heffern i midten, flankeret af Country Dick Montana til højre.

Navnene heroverer identiske med opvarmingen til amerikanske The Walkabouts koncert i LilleVega på onsdag. Tyske Andrea Schroeder og Jesper Lemkuhl har tidligere besøgtos. Både når de optræder sammen og hver for sig, befinder de sig indenfor etsinger/songwriter folkunivers, der består af lige dele spleen og dagdrømme.

Gary Heffern lodførste gang høre fra sig på proto-punk scenen i San Diego i Californien, islutningen af halvfjerdserne. Her spillede han med Monotone og The Nucleoids,før han fik lokal succes med The Penetrators, der havde det senere Beat Famersmedlem, Country Dick Montana, med på trommer. Gruppen spillede bl.a. koncerter medRamones, The Zeros og The Dils. Siden er det blevet til en række soloplader,hvorpå prominente musikere som Peter Buck, Steve Berlin (Los Lobos), AlejandroEscovedo, Peter Case og Eddie Vedder, gæsteoptræder. Heffern bor i dag i Finland,hvor han har dannet bandet, The Beautiful People.

Andrea Schroeder og JesperLehmkuhl

Lyt med torsdag, d. 26. januar, mellem kl. 18-20 (98.9 FM / 98.8 Hybrid)

Cat Power fylder 40 år i dag.

2012-01-21T10:25:00.000+01:00

Cat Power har i flere interviews fortalt om, hvordan hendes omskiftelige barndom med hyppige skoleskift, skilsmisser og perioder, hvor hun boede hos sin bedstemor, forberedte hende på det hårde tourliv som musiker. I modsætning til hendes jævnaldrende kammerater, fik hun ikke lov til at købe plader. Hun måtte nøjes med stedfarens pladesamling, som bl.a. omfattede Otis Redding, Creedence Clearwater Revival og The Rolling Stones. En ganske god opdragelse, hvis man spørger undertegnede. Tillykke med dagen.

“Claudine is back in jail again…”

2012-01-21T08:39:00.000+01:00

På engelsk/amerikansk hedder det en ’topical song’. Det vil sige, at tage udgangspunkt i en aktuel politisk eller sociale hændelse, og derudaf skrive en tekst, der som oftest er en blanding af fortælling og kommentarspor. Det er ikke en genre som The Rolling Stones har bevæget sig særligt meget indenfor. ’Street Fighting Man’ tenderer måske et bud. På bonus-cd’en til nyudgivelsen af ’Some Girls’, finder man ’Claudine’, hvorpå Jagger med vanlig halvfjerdser distance, skildrer retssagen og især fængslingen af den franske sangerinde og danser, Claudine Longet. Jeg skal ikke gøre mig klog på, om de nogen siden har mødt hinanden. Flere ting taler imidlertid for det, de havde eksempelvis begge deres gang i det amerikanske jet-set.

I 1960, hvor Longet var nitten år gammel, giftede hun sig med den fjorten år ældre countrysanger Andy Williams. Det vil nok være for meget at sige, at hendes karriere allerede der var sat på skinner. Hun arbejdede som danser i Folies Bergère revyen på Tropicana Resort & Casino i Las Vegas. Sammen fik de tre børn, før de gik fra hinanden i 1970. De blev endeligt skilt i 1975. På det tidspunkt, havde Longet mødt den olympiske skiløber, Vladimir ’Spider’ Sabich. Efter skilsmissen flyttede hun og børnene ind hos Sabich i hans luksusbolig i det amerikanske ski-resort i Aspen, Colorado.

Idyllen blev kortvarig. I begyndelsen af 1976 havde Sabich fået nok og smed hende ud. Hun kunne allernådiste få lov at blive boende frem til d. 1. april. En ti dages tid før, vendte Sabich hjem fra en træningstur, og tog som han plejede et brusebad. Longet, der havde siddet og tyllet hvidvin på en lokal bar, kom ud til ham på badeværelset med en pistol, for, ifølge hende selv, at spørge om, hvordan den virkede.

Under den efterfølgende retssag, forklarede Longet, at pistolen var gået af ved et uheld og kuglen havde ramte Sabich i maven. Han døde på vej til hospitalet. Den 14. januar 1977, blev Longet dømt for uagtsomt manddrab. Hun fik 30 dage i Pitkin Country Jail, men afsonede kun i weekenderne, fordi hun i løbet af ugen fik tilladelse til at være sammen med sine børn (deraf overskriften).

Claudine Longet giftede sig senere med den advokat, som forsvarede hende under retssagen.

Etta James (1938 – 2012)

2012-01-20T19:23:00.000+01:00

Indianna Dawn. Playliste 19. januar.

2012-01-20T17:29:00.002+01:00

Dianna Dønns, Søren Adolph og Kasper Olsen

1. Indianna Dawn – Somebody’s Dead (2011)
2. Otis Redding – Love Man (1967/1969)
3. Bruce Springsteen & The Seeger Sessions Band – Oh Mary Don’t You Weep (2006)
4. Alison Krauss & Union Station – The Boy Who Wouldn't Hoe Corn (live)(2002)
5. Davenport – I’d Rather Be Your Man (2006)
6. John Mogensen – Ensomhedens Gade Nr. 9 (1975)
7. Harry Nilsson – Coconut (1972)
8. CS Nielsen – Makeup (2012)
9. Creedence Clearwater Revival - I Put A Spell On You (1968)
10. The Cardigans – You’re The Storm (2003)
11. Indianna Dawn – Oh Nashville (2011)
12. Oh Land – Son Of A Gun (2010)
13. Arcade Fire – My Body Is A Cage (2007)
14. Max Raabe & Palast Orchester – Doktor Doktor (2011)
15. M. Ward – Poison Cup (2006)
16. PJ Harvey - The Words That Maketh Murder (2011)
17. Apparat – Sweet Unrest (2011)
18. The Jesus & Mary Chain – April Skies (1987)
19. Bob Dylan – Simple Twist Of Fate (1975)
20. Indianna Dawn – Katja (2011)

Hør udsendelsen

”Flæsk, flødeskum, flomme. Flydende fløjlsgrød, kravlende camembert og ublufærdigt blævrende blodbuddinger -

2012-01-18T17:56:00.001+01:00

Malinowski. 1963

alt for mennesket! Rygende, rykkende, flåede fårekroppe, kønsdele i kødmaskinen, lort ud af højttaleren, 3-400 g majonæse i dynerne (hvis jeg må sige det på den måde) Sødsuppe med fedtegrever, rakørret i håret, bjerge af butterdej i badeværelset. Opulente svigerinder og svulmende charkuterier – hvem siger så nej til Europa? Sylte. Solbærgelé. Raffinaderier, mineralske brændstoffer, affaldsprodukter udfyres gratis i verdensrummet. Friskhed, frihed for frygt og fækalier. Spædbørn lige til at spise, seksårige violinvirtuoser rallende af vitaminrige viktualier (ribbensteg er stadig vor stærkeste side) Hvilke overskudslagre! Hvilke udviklingslande! Haves: Kristus i marcipan, Gustav Winckler og gonokokker. Ønskes: klapperslanger for feinschmeckere samt vagtelæg fra Hongkong, hårdkogte. Herligt! Eventyrlige escalopes, delikate abrikossupper, varm abehjerne med artiskokker – sig så ikke, verden ikke er rig! Fede folketingsmænd, ben uden ben i, marv en masse – madame est service. De venter på Dem de internationale ruters dirrende salater. Hold Dem ikke tilbage! Kramer eller kannibalisme – det er eet fedt. Demokratiske forstoppelser og forstoppede krematorier, det evige kredsløb. Tilslut Dem tanken om en folkelig forbrænding! Et trefoldigt leve for verdens navle, alle tiders rumlende, boblende smørhul, marinadernes, marmeladernes, krustadernes og karbonadernes fædreland! SAMARIN ELLER GIRO NI – that’s the question, but not for me … (Inden kaffen bliver der nu æblekage)”

- Ivan Malinowski. ’Flæsk’ fra ’Romerske Bassiner’, 1963. Digtsamlingen er blevet beskrevet som ”konsekvent formsprængende” med et indhold, som ”demonstrerer den moderne verdens splittelse gennem surreale sprogcollager”.

Skudsmålene er rippet fra Gyldendals Store Danske Encyklopædi.

’De nøgne og de døde 2011’. Bilag 1

2012-01-16T18:14:00.000+01:00

I forlængelse af ’De nøgne og de døde 2011’, så var der adskillig, der ikke blev plads til i udsendelsen. Jeg har ikke tænkt mig at omtale alle dem, der på den ene eller anden måde var under overvejelse. Det vil være alt, alt for mange. I stedet vil jeg lette på hatten for de kunstnere, som aftenens to-mands redaktion havde medbragt, men pga. tidsmangel ikke fik spillet, plus det løse.

Gladys Hortonlængst til højre.

Vi havde begge sat os for at høre Gladys Horton i front for The Marvelettes. Det blev ikke til noget. Valget stod mellem ’Please Mr. Postman’ eller ’ The Hunter Gets Captured By The Game’. Charlie Louvin fik vi spillet sammen med brormand Ira. En anden mulighed havde været ’The Little Grave in Georgia’ fra solopladen ’Sings Murder Ballads & Disaster Songs’. Værre gik det for Mark Tullin, bassist i The Electric Prunes, der til trods for ’I Had To Much To Dream (Last Night)’ og ‘Ain't It Hard?’ lå linet op, ikke fik en lyd indført. Det samme gjorde sig gældende for Johnny Preston, som var repræsenteret med en version af Little Willie Johns ’Leave My Kitten Alone’ og hans store hit fra 1959, ’Running Bear’. På skitseplan var det ellers planlagt, at lade sidstnævnte går lige over i ’Hugget Sukker’, Bamses Venners fordanskning fra 1976. Flemming ’Bamse’ Jørgensen må nok vente en rum tid før, der bliver debut til ham på Mod Strømmen.

Før dette bliver alt for uoverskueligt, endsige rodet, så lad mig lige omtale resten af de musikere, som vi begge havde medbragt.

Gil Scott-Heron hørte vi med ’The Bottle’, men det kunne lige så godt havde været med ’South Carolina (Barnwell)’, som han lavede sammen med fløjtenisten Brian Jackson på albummet ’From South Africa to South Carolina’ fra 1976. Med Poly Styrenes X-Ray Spex havde ’Oh Bondage Up Yours’ været mere end nærliggende. Valget faldt imidlertid på den mindst lige så gode ’Art-I-Ficial’ fra ’Germ Free Adolescents’, der kom i 1978. Amerikanske Phobe Snow var en lidt underlig størrelse på folkscenen i midten af halvfjerdserne. Skønt hun solgte millionvis af plader i hjemlandet, valgte hun, da kampen for kvindefrigørelsen stod på sit højeste, at gå hjemme med et handicappet barn. Hendes største hit, ’Poetry Man’, var der ingen af os, der havde med. Vi vaklede mellem ’Shakey Ground’ og Bob Dylans ’I Believe In You’. Loddet faldt ud til fordel for Dylan.

’The Big Man’.Hvem mon tager sig af saxofonen på årets Roskilde Festival?

Der var ingen tvivl om, at Clarence Clemons skulle med. I minutterne op til programstart lå ’Tenth Avenue Freeze-Out’ fra livepladen ’Hammersmith Odeon, London '75’, med den særlige hilsen til ’The Big Man’, i cd-afspilleren til at skyde udsendelsen i gang. En sidste øjebliksændring flyttede dog nummeret en times tid eller mere frem. ’Born To Run’ var alternativet. At The Walker Brothers og John Walker fik plads så tidligt i programmet var lidt af en tilfældighed. Lige før havde vi sendt en tanke til Barry Llewellyn fra The Heptones. Beåndet af Jamaica gik vi direkte over i The Walker Brothers reggaeinspirerede version af Curtis Mayfields og Jerry Butlers ’He’ll Break Your Heart’ fra ’No Regrets’ fra 1975. Hvis vi havde spillet ’The Sun Ain't Gonna Shine (Anymore)’ var det formentlig sket langt senere henne i udsendelsen.

Jerry Leiber var også selvskreven. Heldigvis havde den ene af værterne været så forudseende at medbringe ’Searchin’ med The Coasters, som blot er en af mange sange som Leiber var med til at skrive til dem. Det foranledigede samtidig, at vi slog to fluer med et smæk, idet vi ligeledes måtte vinke farvel til Carl Gardner fra netop The Coasters, sidste år. Der havde endvidere været mulighed for at høre ’Down Home Girl med gruppen. Leibers sangbog kunne desuden have været introduceret med Big Mama Thorntons ’Hound Dog’ eller Wanda Jacksons udgave af ’Riot In Cell Block #9’. Nu blev det kun til The Coasters og Gene Clarks underspillede og helt fænomenale foredrag af ’Stand By Me’, som Leiber og Stoller, skrev sammen med Ben E. King.

Selvom det måske kan lyde sådan, så var vi ikke helt færdige med Jerry Leiber. Thi han og Mike Stoller producerede skotske Stealers Wheel debutplade fra 1972, som Gerry Rafferty oplevede sin første store succes med. Da først kæmpehittet ’Stuck In The Middle With You’ var sat på, var der ingen i studiet, der savnede ’Late Again’, som ellers også lå parat. Den amerikanske soul/countrysanger og sangskriver Dobie Gray, kan man i en hurtig vending, skære ned til to essentielle singler, ’The ‘In’ Crowd’ fra 1965 og ’Drift Away’ fra 1973. Vi nøjedes med at spille førstnævnte.

Bert Jansch

Dan Peek, der i den brede offentlighed var mest kendt for at have været med i America fra 1970-77, nåede vi ikke at få sat i rotation. America-sangene ’A Horse With No Name’ og ’Ventura Highway’, var ellers begge fundet frem. Da folk-guitaristen Bert Jansch gik bort i begyndelsen af oktober, dukkede guitarister op fra nær og fjern for at fortælle om, hvor meget han havde betydet for deres spil. Vi ærede ham med åbningsnummeret, ’Fresh As A Sweet Sunday Morning’, fra solopladen ’L.A. Turnaround’, der kom 1974. Pladen udmærker sig bl.a. ved det overflødighedshorn af kendte musikere som medvirkede ved indspilningen. Lad mig blot nævne Michael Nesmith (guitar), Red Rhodes (steel guitar), Byron Berline (violin, mandolin), Klaus Voorman (bas) og Danny Lane (trommer). Pentangles ’Light Flight’ må vi spille en anden gang.

Fra en skotte til en anden. Jackie Leven var ikke en kunstner, som nogen af os havde et indgående kendskab til. Det fraholdt os dog ikke fra at have et nummer med hver. Dels ’The Crazy Song’, dels ’Hotel Mini Bar’, begge fra hans solokarriere. Desværre fik vi ikke tid til at høre noget som helst. Det gik på samme måde for countrysangerinden Billie Jo Spears. Og, det til trods for, at så fine skæringer som ’Blanket On The Ground’ og ’Get Behind Me Satan And Push’ lå klar.

Jeg har flere gange taget mig selv i at bruge adjektivet stakkels, når jeg tænker på Amy Winehouse. Det irriterer mig faktisk lidt. Alt taget i betragtning valgte hun jo selv livstil og attitude. Som udsendelsen skred frem og vi endnu ikke havde fået spillet Winehouse, måttet hendes herlige ska-version af Sam Cookes ’Cupid’, vige pladsen for ’Wake Up Alone’, som det lød, i den første nøgne og nedbarberede indspilning fra 2006.

Magic Trick: 'Daylight Moon'

2012-01-15T10:57:00.000+01:00

San Franciscos The Fresh & Onlys var forbi Loppen sidste efterår. Den koncert nåede jeg ikke. Og i skrivende stund kan jeg ikke huske at have talt med nogen, som den har gjort et varigt indtryk på. I 2011 blev det kun til en enkelt ep fra The Fresh & Onlys. Udspillet ’Secret Walls’ blev til gengæld rost i høje toner, visse anmelderne mente ligefrem, at gruppen kunne måle sig med Rain Parade.

At vi ikke fik mere nyt at høre fra The Fresh & Onlys sidste år, bandet udsendte trods alt tre plader i 2009-10, hænger sandsynligvis sammen med, at frontmanden Tim Cohen var travlt optaget af sideprojekter. I februar kom pladen ’Tim Cohens Magic Trick’, som så blev fulgt op af ep’en, ’The Glad Birth of Love’, i slutningen af august. Sidstnævnte bare under navnet Magic Trick. Debuten har jeg ikke lyttet nævneværdigt til.

’The Glad Birth of Love’ er et ambitiøst værk med blot fire numre og gæsteoptrædener af bl.a. John Dwyer fra Thee Oh Sees, Grace Cooper fra The Sandwitches og Diego Gonzalez fra The Dry Spell. Det er syrerock. Det er prog-rock. Dog betydeligt ”mere Skip Spence end Rick Wakeman”, som der stod et sted. Nummeret der for alvor tog mig med, ’Daylight Moon’, er det eneste med en spilletid på under ti minutter. Begyndelsen er lidt a la The Doors, men efterhånden som John Dwyers fløjte (det går jeg i det mindste, stærkt ud fra, at det er), får mere og mere albuerum, skifter sangen karakter.

MagicTrick :: daylight moon by Beachtapes

Indianna Dawn i Mod Strømmen

2012-01-14T16:52:00.001+01:00

Indianna Dawn kalder selv dets udtryk for ”urban folk/country, som nok har rødder i den amerikanske landmuld, men stadig har stenbroen i hjertet”. Sidste år udsendte københavnerkvintetten debuten, ’Somebody’s Dead’, der på den ene side har et fast tag om traditionen, og på den anden prøver at forlene den med kontemporær popmusik. I spidsen står sangerinderne Dianna Maria Dønns og Nicoline M. Christensen, der bliver bakket op ad det man på godt dansk kalder håndspillede instrumenter. Det betyder vist bare, et akustisk set-up.

Lyt med torsdag d. 19. januar, mellem kl. 18-20 på 98.9 FM / 98.8 Hybrid. Læs ligeledes dette interview med Politiken. Det indrammer ligesom stemningen på debutpladen. En stemning, som torsdagens udsendelse, formodentlig også kommer til at emme af.

De nøgne og de døde 2011. Playliste 11. januar.

2012-01-13T14:58:00.000+01:00

Jane Birkin og John Barry

1. The Rivieras - California Sun (Joe Pennell) (1964)
2. Jet Harris – Wild One (Real Wild Child) (1962)
3. The Music Machine -Talk Talk (Sean Bonniwell) (1966)
4. John Barry – Midnight Cowboy (1969)
5. The Heptones - Country Boy (Barry Llewellyn) (1975)
6. The Walker Brothers – He’ll Break Your Heart (John Walker) (1975)
7. Love Shop - Memory Babe (Henrik Hall) (2010)
8. Ray Bryant Combo – The Madison Time (1959)
9. Joe Frazier & The Knockouts - If You Go, Stay Gone (1971)
10. Dobie Gray – The In' Crowd (1965)
11. Coco Robicheaux - Louisiana Medicine Man (1998)
12. The Coasters – Searchin’ (Carl Gardner, Jerry Leiber)
13. Gene Clark - Stand By Me (Jerry Leiber) (1971)
14. Stealers Wheel – Stuck In The Middle With You (Gerry Rafferty) (1972)
15. TV On The Radio - Golden Age (Gerard Smith) (2008)
16. Skid Row – Heading Home Again (Gary Moore)(1970)
17. Bruce Springsteen & The E Street Band - Tenth Avenue Freeze-Out (Clarence Clemons) (live) (1975)
18. Gil Scott-Heron – The Bottle (1974)
19. Bush Tetras - Too Many Creeps (Laura Kennedy) (1980)
20. Johnny Cash – Folsom Prison Blues (Marshall Grant) (1956)
21. The Louvin Brothers - Atomic Power (Charlie Louvin) (1952)
22. Bert Jansch – Fresh As A Sweet Sunday (1974)
23. Phoebe Snow - I Believe In You (1981)
24. Amy Winehouse – Wake Up Alone (original recording) (2006)
25. X-Ray Spex - Art-I-Ficial (Poly Styrene) (1978)
26. Mickey & Sylvia – Love Is Strange (Sylvia Robinson) (1956)

Hør udsendelsen

Apatisk onsdag

2012-01-11T14:43:00.001+01:00

Coveret til Mikal Cronins debutplade

For adskillige år siden, boede jeg i bofællesskab med en sangskriver in spe. Det blev ikke til det helt store, kan jeg roligt sige nu, uden at genere nogen. Én af hans kompositioner hed ’Apatisk onsdag’. Selve sangen har jeg aldrig hørt, dertil var han muligvis for blufærdig. Men han havde intet imod, at jeg læste teksterne. De lå samlet i et gennemsigtigt chartek, skrevet ud på en gammel rejseskrivemaskine med dobbelt kalkerpapir. Beklageligt nok er titlen herover det eneste, der stadig hænger ved.

Hvorfor nu denne historie? Af den beskedne grund, at jeg har lyst til at høre endnu et nummer fra Mikal Cronins debut. Denne gang førstesinglen, garagepopperen ’Apathy’, som man en passant, kan hente uden dårlig samvittighed herfra.

Til slut en klokkeklar anbefaling. The Bay Bridged har en lavet en podcast med det bedste fra San Francisco og omegn 2011. Herpå finder man Lumerians, Exray’s, Girls, Ty Segall, Magic Trick, Mikal Cronin med mange flere.

Flipper: 'Ha Ha Ha...'

2012-01-10T21:12:00.001+01:00

David Johansen fylder 62 i dag

2012-01-09T14:29:00.000+01:00

De nøgne og de døde 2011 i Mod Strømmen

2012-01-09T10:47:00.000+01:00

Joe Frazier and the Knockouts

Årets anden udsendelse er endnu én af de tilbagevendende. En del rockmusikere er ved at nå den alder, hvor de mere eller mindre naturligt falder fra. For jazzmusikernes vedkommende begyndte det for mange år siden. Torsdag d. 12. januar har vi reserveret til at hylde, så mange af årets døde musikere, som vi overhovedet kan nå på de to timer, vi råder over.

Lyt med mellem kl. 18-20 på 98.9 FM eller 98.8 Hybrid.

Simone Felice: ‘New York Times’

2012-01-08T10:33:00.000+01:00

Et af de album, jeg aldrig fandt ind til sidste år var The Felice Brothers ’Celebration, Florida’. Jeg kan ikke præcis pege på, hvorfor. Orkesterets foregående udgivelser har ellers formået at nytænke den lyd, som The Band og dets slægtninge har bygget forholdsvis fornemme karrierer på.

En af grundene til, at den nye plade ikke siger mig så meget, kan måske være fordi den ene af brødrene, Simone Felice, forlod bandet pga. helbredsmæssige problemer efter udgivelsen af det forrige album, ’Yonder Is The Clock’, i 2009. Den formodning funderer jeg alene på, at Simone Felice senere band The Duke & The King, der er opkaldt efter et par bondefangere fra Mark Twains ’Huckleberry Finn’, i den grad har bjergtaget mig.

Til april solodebuterer Simone Felice. Den nye plade er skrevet og produceret i løbet af 2011. Indspilningerne har dels fundet sted i Felices lade hjemme i Catskills Mountains, i en forladt High School i Beacon, New York, en gammel kirke i det nordlige London, en Manhattan-lejlighed og i Dreamland Studios i Woodstock. Det hele er så blevet bundet sammen af Greg Calbi, der også har arbejdet for Patti Smith, John Lennon, Bob Dylan, Bruce Springsteen, Richard Hell med mange flere.

Allerede nu kan man downloade nummeret, ’New York Times’. Brug pilen til højre i afspilleren.

simonefelice - new york times (free download) by revealrecords

Paulus

2012-01-07T07:35:00.000+01:00

”Lille af størrelse, sammenvoksede øjenbryn, en temmelig stor næse, skaldet og kraftigt bygget”

- beskrivelse af Paulus fra 100-tallet.

Ved en hurtig søgning, er denne mosaik fra det 5. århundrede, nok det kunstneriske produkt, der kommer tættest på signalementet.

'The Weight'

2012-01-06T18:44:00.001+01:00

Nick Lowe, Mavis Staples og Wilco backstage Civic Opera House, Chicago, december 2011.

Shoot From The Hip #1 (2012). Playliste 5. januar

2012-01-06T15:34:00.000+01:00

Baxter & Ian Dury

1. Broadcast – Pendulum (2003)
2. The Men – Bataille (2011)
3. Mellemblond – Mørkt Stof (2011)
4. Peaking Lights – All The Sun That Shines (2011)
5. Dig & Mig – Maler Natten Hvid (2011)
6. Anders Stub – In The Dark Hours (2011)
7. The Doors – Waiting for the Sun (1970)
8. The Deadly Snakes – Oh Lord My Heart! (2005)
9. The Replacements - Bad Worker (Solo Home Demo) (1983)
10. Hüsker Dü – Dead Set On Destruction (1986)
11. Real Kids – Better Be Good (1977)
12. Baxter Dury – Isabel (2011)
13. Pere Ubu – Heart of Darkness (1976)
14. The Stranglers – Duchess (1979)
15. The Briefs - Poor & Weird (2000)
16. The Dismemberment Plan – The City (1999)
17. Pierced Arrows – Coming Down To Earth (2010)
18. Moon Duo – Winter (2010)
19. Emeralds – Double Helix (2010)
20. Ultravox! – Hiroshima Mon Amour (1977)
21. The Chris Stamey Experience - Venus (2004)
22. Galaxie 500 – Here She Comes Now (1990)
23. Tom Petty & The Heartbreakers – I Need To Know (1978)

Link til udsendelsen er på vej.

Mikal Cronin: 'Tide'

2012-01-03T20:19:00.000+01:00

Blækket var knapt tørt på det forrige indlæg, før jeg lidt i blinde fandt ud af, at Mikal Cronin udgav en ny 7" på Goner Records i december. A-siden er en smule strammere bygget op end materialet på debutpladen, men den fænger stadig som ind i helvede.

Piber og trommer. 'Is It Alright…'

2012-01-03T10:29:00.000+01:00

Garagerocken blomstrer i San Francisco i disse år. Hvis ikke, Roskilde Festival 2012 allerede ligger i forhandlinger med navne som Ty Segall, Sic Alps og Thee Oh Sees, så burde den seriøst overveje det. Med i købet kunne festivalen så håbe på, at få den ligesindede City by the Bay-artist Mikal Cronin, der solodebuterede sidste år.

Cronin spillede tidligere i Moonhearts og udgav i 2010 pladen, ’Reverse Shark Attack’, sammen med Ty Segall. Samme Segall har produceret og spiller trommer på Cronins debut. Dersom man er en hund efter punchy hooks, akustiske guitarer og melodisk sangskrivning af den type, der har en rastløs, nervøs, ung energi, ja, så er bare om at vende vrangen ud på de tomme januarlommer, for at se om der skulle gemme sig noget mønt.

Cronin bevæger sig hele tiden indenfor et klassisk rockudtryk. T.Rex, som nutidig amerikansk alternativ rock nærmest driver rovdrift på for tiden, hør blot den nye Black Keys-single, er i den grad tilstedeværende. Og så er der naturligvis tresser-inspirationen. Især The Beatles og The Beach Boys. Ikke et ondt ord om det. Tværtimod, så er de grupper ikke til at komme uden om, når de grundlæggende kompositioner er så flydende og smukke som her. Når det er sagt, så bliver det hele filtreret gennem en si af amerikansk punk og hardcore, der gør, at det på intet tidspunkt bliver en rekonstruktion af noget der var engang.

Åbningsnummeret, ’Is It Alright’, begynder med Beach Boys-harmonier, for at gå over i et stykke båret af akustisk guitar, før det hele ender med en vanvittig fløjtesolo, spillet af John Dwyer fra Thee Oh Sees. Velbekomme!

Shoot From The Hip #1 (2012)

2012-01-02T09:16:00.000+01:00

Vi tager hul på det nye år med et gammelkendt program. Lyt med torsdag, d. 5. januar, mellem kl. 18-20 via 98.9 FM eller 98.8 Hybrid.

’One Of These Nights…’

2011-12-31T14:40:00.001+01:00

Frasen, det kender vi alle, er i sig selv en grov generalisering. I denne kontekst, tillader jeg mig dog at bruge den. En melodistump og straks er man et andet sted. Hvis jeg hører 'In The Summertime' med Mungo Jerry, kan jeg fluks smage min første bøfsandwich, som jeg fik på et kombineret western-værtshus/grillbar et sted i Vestjylland. Når jeg hører 'The Last Jim' med Gasolin' fra 'Live Sådan', befinder jeg mig i en lejlighed på Øresundsvej, hvor mine brødre og jeg venter på at høre nyt om min mormor, der ligger for døden. Sådan kan jeg strengt taget blive ved med at sætte musik til både gode og dårlige minder, indtil en venlig sjæl beder mig om at holde kæft. Det her kunne ligefrem gå hen og blive en ny feature her på bloggen.

Men så er der også de erindringer, hvor jeg kunne have ønsket mig et anderledes soundtrack. Den, jeg vil fortælle om, indtraf en februardag for snart tyve år siden, i et fly på vej til New York. Som Ringo Starr engang svarede den amerikanske presse efter spørgsmålet: "How did you find America? Turn left at Greenland”. Det vil altså sige, at hvis man, som jeg, havde New York som destination, er der efter venstresvinget store chancer for at befinde sig over Newfoundland på et tidspunkt.

Jeg havde vinduesplads og sad og småboblede til en af flyselskabets musikkanaler. Da maskinen drejede indover Newfoundland, der var dækket af is og sne, og de sidste stråler fra solen lagde et flimrende, rødt skær over det overvældende landskab, begyndte 'One Of These Nights' med The Eagles. I det betagende øjeblik, tænke jeg, ikke så meget over, hvad det var jeg hørte. Nummeret er dog siden blevet hængende, som et af dem, der trigger min hukommelse. I dag kunne jeg måske godt have tænkt mig, at det havde været en anden sang. Bare én, jeg hørte en smule oftere.

Godt nytår!

Beat 2011. Kommenteret (4 af 4)

2011-12-29T19:52:00.001+01:00

Af Jamie Mason

1. P.J. Harvey: Let England Shake

Never been a great Polly Jean Fan, but this (by far her best album) is stunning effort. Harvey's vocals and arrangements, the songs themselves (her most melodic yet) and her complex feelings of love, pride and disappointment in her own beloved England show an artist at the peak of her powers

2. Vetiver: The Errant Charm

The 10 tracks on the album offer an uplifting vibe from beginning to end. This is quiet chilled summer music. Mostly, the songs are about love - particularly past relationships. Mellow beach music (I've tried it...it works!!)

3. Iron & Wine: Kiss Each Other Clean

A surprising and majestic triumph for Sam Beam. Songs about good and evil, love and death. Alternatively toe-tapping, funky and even radio friendly.

4. Cults: Cults

Madeline Follin and Brian Oblivion have only been together, as couple and band, for a year, and the New Yorkers' music has a fresh pop sweetness to it. They are not the first US indie band to be in love with 1960s girl-pop, but their take on it has all heart-on-sleeve honesty of the originals.

5. The Black Keys: El Camino

Released late in the year but after several listens around the xmas tree, I'm hooked. Cool, classic rock music that places heavy emphasis on the guitar. El Camino is an 11-song exercise in garage rock that's just as dirty as Santa Claus after a night of chimney climbing!!

6. Tinariwen: Tassili

Always a pleasure. This time accoustic songs. They have produced their most sparse, gentle album to date. Recorded in a desert town in southern Algeria, it's a set that, at its best, is as equally absorbing as their electric masterpieces.

7. Ry Cooder: Pull Up Some Dust And Sit Down

Often angry, humouristic and ironic. This is about as good a reply to the greedy, grabbing times we live in as any artist has mustered, which makes it essential listening. The "Last Great American Socialist" sings like a modern Leadbelly and Woody Guthrie for our times.

8. Gillian Welch: The Harrow & The Harvest

Eight years have passed since Gillian Welch and Dave Rawlings released 'Soul Journey'. The wait as they say, has been worth waiting for. A stunning American folk album. Sad, beautiful, always compelling and steeped in the roots of the American South. Rarely have two voices, two guitars and the occasional banjo and harmonica sounded so right.

9. Tom Waits: Bad As Me

Welcome back Tom. Always a pleasure. It has been said the album is a "Greatest hits" of Tom's various voices and styles. Perhaps, but it is also so much more.

10. Jonathan Wilson: Gentle Spirit

A new name for this reviewer. A lost vibe from 1970s Laurel Canyon. There is enough musical invention and innovation in 'Gentle Spirit' to hold your attention. The songs of Jonathan Wilson will attract admirers and detractors in equal measure. Early 70s pastiche or a triumph of cosmic Americana. You decide!

”Vi drømmer verden…”

2011-12-28T17:53:00.001+01:00

”Sproget skulle være tilsyneladende ”naturalistisk”, realistisk, men i virkeligheden spækket med symboler. Billederne skulle være så skuffende naturlige, at det næsten var en kliché, og det hele kunstgreb skulle være så godt gemt, at man næsten ikke kunne få øje på det. Og det var der da heller ikke så mange der gjorde.

Jeg gjorde arbejdet færdigt og syntes det var det bedste jeg nogensinde havde skrevet”

- Niels Skousen om albummet ’Landet Rundt’, der blev udsendt i 1981.

Jeg mener, det var forrige år, de flyder lidt sammen, at jeg i juledagene læste Jens Andersens biografi om Frank Arnesen. Sidste år stod den på ’Livet’ af Keith Richards. I år har jeg læst Niels Skousens særdeles velskrevne selvbiografi, ’Herfra hvor jeg står’.

I disse år bliver der skrevet meget om krigsbørnene eller den store generation, der blev voksne i tresserne og tog for sig af retterne. ”Da der kom farver på”, som Niels Skousen selv kunne have fundet på at udtrykke sig. Og desillusionen der meldte sig, da drømmen gik fløjten. Det er også det stof som Skousens erindringer er gjort af. Men vi har desuden at gøre med et klartseende politisk individ, der ser historien gentage sig eller mere korrekt blive rullet tilbage.

Skuespillet fylder meget i bogen, men det har også fyldt en betragtelig del af Skousens professionelle liv. Så selvom musikken nok er hjerteblodet, så strækker den løbebane sig faktisk kun over to årtier ud af fem.

Skousen blev født i 1944 i Tyskland. Faren var dansk konsul, moren tysk danser. Da fronterne begyndte at nærme sig området omkring Køln, hvor familien boede, besluttede de sig for at tage til Danmark. Allerede før krigen var forbi var faren dog stukket af, tilbage til Tyskland. Enlig tysk mor med to drenge i efterkrigstidens Danmark gav anledning til mange spændinger. Niels Skousen forstod dog at rette sig ind. I mange år måske mest i sit eget selskab med fortællinger om danske sagnhelte, Scott’s ridderromaner og hvad der ellers nærede drengedrømmene dengang i 1950’erne.

Siden følger vi ham på Sorø Akademi, ved påskemarchen mod atomkraft i 1962, begyndelsen af lægestudiet og hvordan teatret tager mere og mere over. Dylan-koncerten i KB-hallen i 1966 blev skelsættende for den unge Skousen. Skønt han var for begavet til at betragte Dylan som en Gud, så gik der ikke lang tid før, han selv forsvandt ud i ”transendensen”, som det hedder på comebackpladen ’Dobbeltsyn’ fra 2002. Turn on, tune in, drop out.

Der skulle flere krumspring, tiltag og tilfældige møder til, inden musikken fik hovedprioriteten. Den historie kender de fleste. Hvis ikke, så er ’Herfra hvor jeg står’, det rigtige sted at begynde. Alene kapitlerne om Skousen & Ingemann, Musikpatruljen, solopladerne, politisk gadeteater mv., giver læseren et billede af Danmark i halvfjerdserne, der historisk set er langt mere interessante end velstandsfremgangen i tresserne.

For lige at vende tilbage til citatet øverste, så skulle der gå tyve år før Niels Skousen udgav en ny plade efter ’Landet Rundt’.

Ventetid

2011-12-27T11:28:00.000+01:00

Den fjerde og sidste af de kommenterede årslister er på vej. Den dukker op før nytårsaften.

For en uges tid siden eller mere, nævnte jeg svenske Älgarnas Trädgärd. Sådan så de ud i begyndelsen af halvfjerdserne. På det tidspunkt var det amerikanske garagerock-band The Music Machine gået fra hinanden. Lad os sende en tanke til drivkraften, Sean Bonniwell, der, ifølge The Dead Rock Stars Club, døde d. 17. december efter kort tids sygdom. Han blev 71 år gammel.

“Santa Claus Wants Some Lovin'…”

2011-12-24T12:23:00.000+01:00

Glædelig jul fra et næsten tomt tog på vej mod København. Her et fromt ønske fra manden, der blandt meget andet skrev 'Mustang Sally' og hvis sange er indspillet af The Staple Singers, Ike & Tina Turner, Rufus Thomas, Etta James, The Rascals, Wilson Pickett, Busta Rhymes med mange flere, Stax recording-artist, Mack Rice.

Beat 2011. Kommenteret (3 af 4)

2011-12-23T16:20:00.000+01:00

Studietid med Peaking Lights

Af Ole Sværke

Så er det tid til mine bud på årets plader 2011. Fuldstændig vilkårlig rækkefølge - og med bevidstheden om, at jeg i morgen kan få lyst til at skifte et par af pladerne ud, samtidig med, at der er nyudgivelser jeg aldrig rigtig fik dyrket i 2011 og derfor har til gode. Anyway, jeg er mere end fint tilfreds med følgende 10 udgivelser:

Peaking Lights: 936

Naive sommertekster og poppede melodier på en skrabet, psykedelisk dub-bund - skabt i en kælder i Rural, Wisconsin af hippieparret Aaron og Indra. Well, jeg kan ikke stå for Peaking Ligths' 936 - og det burde du heller ikke. All The Sun That Shines

Destroyer: Kaputt

Uden tvivl det album jeg har lyttet mest til i 2011. Dan Bejars velproducerede popalbum nærmer sig indimellem vellydende kitsch, men den legesyge og tilbagelænede spille- og fortællelyst fylder albummet med overraskelser og gjorde, at albummet sad mere end almindeligt fast i bilens cd-afspiller. Kaputt

Oneohtrix Point Never: Replica

Daniel Lopatin fulgte med Replica flot op på sidste års Returnal. Endnu engang væver han smukke analoge synthesizerlyde ind i opklippede beats og samplede stemmer. Organisk og fragmenteret på en og samme tid. Replica

PJ Harvey: Let England Shake

Jeg holder ganske meget af Polly Jean, men havde egentlig ikke travlt med at få lyttet til Let England Shake. Faktisk havde jeg intet hørt fra albummet, da jeg troppede op til hendes fantastiske koncert på Roskilde. Det er der så rådet bod på senere. Smukke delikate toner spillet på en skøn mangfoldighed af instrumenter. Cool ro og dog så powerfuldt, både live og på plade. The Words That Maketh Murder

Tim Hecker: Ravedeath, 1972

Der sker rigtig meget under overfladen i Tim Heckers smukke musik. Forvrængede pianostykker blander sig med dystre ambiente lydlandskaber. På den uofficielle video til The Piano Drop kan du opleve en række beboere fra Baker House på Massachusetts Institute of Technology, der i 1972 er i færd med at slæbe et udtjent klaver op på bygningens tag for at smide det ud over kanten. The Piano Drop

Real Estate: Days

Days er et klassisk guitar-pop album. Ja, det kan vel næsten bruges som en begrebsdefinition på jangle-pop eller indie-pop. Veldrejede, håndspillede sange, der bare fungerer forbandet godt - også for et 2011-album. It's Real

Atlas Sound: Parallax

Ikke et år uden en Bradford Cox-udgivelse. Denne gang i solo- og sideprojektet Atlas Sound, hvor det hele endnu engang virker så simpelt for Cox. Melodier, tekster, stemninger, lyd og instrumentering sider lige i skabet og er på en gang tilbagelænet og stramt. Terra Incognita

St. Vincent: Strange Mercy

Annie Clark lyder indimellem som om hun er ved at få et nervøst sammenbrud på Strange Mercy, men hun formår konsekvent at holde styr på formerne. Albummet stikker i adskillige retninger, men smukke og talentfulde Clark er kvinde for at holde sammen på det hele. Cruel

Grouper: A I A : Alien Observer

Smukt, dystert og meditativt. Lis Harriz' en-kvindes projekt Grouper tog os i 2011 med på en rejse, der giver associationer til David Lynch/Angelo Badalamenti. Meditation med mareridtsagtige scener. Alien Observer

Panda Bear: Tomboy

Ingenlunde så helstøbt som 2007-mesterværket Person Pitch, men Tomboy fungerer fint på egne skæve ben. Ingen tvivl om, at det er mere af det samme fra Noah Lennox, men hans hypnotiske og spraglede univers er stadig helt hans eget. Surfer's Hymn

Derudover lyttede jeg i 2011 med glæde til nyudgivelser fra: Bon Iver, Girls, Bill Callahan, Thurston Moore, Washed Out, The War On Drugs, Tom Waits, Shabazz Palaces, Juliana Barwick og Radiohead.

Beat 2011. Kommenteret (2 af 4)

2011-12-22T17:41:00.001+01:00

Thee Oh Sees

Af Hans-Henrik Siig

Mine udvælgelseskriterier stemmer i bund og grund overens med dem, som Thomas Løppenthin opremsede i går. Det vil sige, det er de 2011-plader, jeg har hørt mest. Dog har jeg droppet den alfabetiske orden.

Thee Oh Sees: ‘Carrion Crawler / The Dream EP’

‘Carrion Crawler / The Dream’ er, hvis man ikke er alt for nærtagende, San Fransisco-bandet Thee Oh Sees’ tredje udgivelse indenfor et år. Jeg ved ikke om bandet er ude på en mission, men hvis det er tilfældet, så kunne det være for at bevise, at rockmusik stadig kan have en excentrisk kant, uden at miste glimtet i øjet. Lidt på linje med, at Thee Oh Sees kalder pladen en EP, selvom den har en spilletid nær halvtreds minutter. Tjek: ’The Dream’

Dengue Fever: ‘Cannibal Courtship’

’Cannibal Courtship’ har alt det, der kendetegner et godt Dengue Fever-album. Musikalsk er det et eksotisk blend af cambodjansk rock, afro-grooves, surf og garagepsych. Teksterne nærmer sig på de bedste af sangene det surrealistiske. I hvert fald den del, der bliver sunget på engelsk. Khmer forstår jeg ikke. Tjek: ’Mr. Bubbles’

Den Stora Vilan: ’Den Stora Vilan’

Neil Young, The Kinks (når det spiller folk) og Grateful Dead på svenska. Tjek: ’Bärares Blod’

Kitchie Kitchie Ki Me O: ’Kitchie Kitchie Ki Me O’

Norske Kitchie Kitchie Ki Me O, der blev dannet som en hyldest til afdøde Robert Burås af medlemmer fra Madrugada, My Midnight Creeps og Ricochets, har allerede opløst sig selv igen. Jeg kan i det mindste glæde mig over de to numre, jeg fik hørt med dem på årets Roskilde Festival, de spillede lørdag nat kl. 3.00., hvor jeg ikke havde mere juice på tanken. Samt en af de mest overbevisende saxofoner hørt i rockmusik i mange år. Tjek: ’I've Been Watching You (Night & Day)’

De Efterladte: ’Traditionen Utro’

”Jeg er en gråspurv, ingen stær” Peter H. Olesen har været savnet. Melodimaterialet er måske ikke helt så stærkt, som på de gamle Olesen-Olesen plader, men meget mindre kan gøre det. Tjek: ’Sangen Selv’

ICEAGE: ’New Brigade’

Jeg stiller mig uden det mindste kny op i koret. Årets bedste danske album. Ingen tvivl om det. Dernæst stiller jeg sammen med resten af koret også gerne spørgsmålet. Kan ICEAGE følge det op? Jeg glæder mig allerede til svaret. Tjek: ’Never Return’

Destroyer: ’Kaputt’

Broken Social Scene har aldrig fanget mig. Det har Dan Bejar’s soloprojekt ’Destroyer’ til gengæld. På ’Kaputt’ er det endnu engang lykkedes ham at være tilbageskuende, uden at blive en kopi. Nøgleordet må være Californien i halvfjerdserne, lige fra de poppede bestsellere til den mest selvudslettende sangpoet, der vovede at sætte sine fødder i Laurel Canyon. Tjek: ’Savage Night At The Opera’

Stephen Malkmus & The Jicks: ‘Mirror Traffic’

Skønt jeg aldrig er gået helt galt i byen med Stephen Malkmus, så er der bare nogle år, hvor hans musik smager bedre. ’Mirrow Traffic’ har lidt af det hele. Fra den lette appetitvækkende forret, over den ekstravagante middag til den velkomponerede dessert, efterfulgt af cognac og høj cigarføring. Tjek: ’All Over Gently’

Apache Dropout: ’Apache Dropout’

Intet år uden ny garagerock. Apache Dropout flytter ingen grænser. De gør det ikke sværere end det er. 1-2-3-4 er rigeligt. Med sange der namedropper Sam Phillips og den svenske producer og pladeselskabsmand, Johan Kugelberg, vedkender trioen fra Indiana, sig da også traditionen. Tjek: ‘God Bless You, Johan Kugelberg’

Robbie Robertson: ‘How To Become Clairvoyant’

Robbie Robertson har aldrig været den store vokalist. Det er ikke blevet bedre med årene. Tæften for den gode melodi er dog stadig intakt. ‘How To Become Clairvoyant’ var slet ikke inde i billedet, før jeg tog den med på en længere køretur en køn efterårsdag. Tjek: ’This Is Where I Get Off’

Andre aspiranter, der er værd at nævne, men som faldt på, at jeg ikke har hørt dem nok i år.

Neil Young & International Harvesters : ‘A Treasure’. Lucinda Williams: ‘Blessed’. Moon Duo: ‘Mazes’. Smith Westerns: ‘Dye It Blonde’. Tinariwen: ‘Tassili’. Blood Orange: ‘Coastal Grooves’. Charles Bradley: ‘No Time For Dreaming’. Iron & Wine: ‘Kiss Each Other Clean’. Booker T. Jones: ‘The Road From Memphis’. Unknown Mortal Orchestra: ‘Unknown Mortal Orchestra‘. John Cale: ‘Extra Playful EP’. On Trial: 2x7”. Gillian Welsh: ‘The Harrow & The Harvest. Mellemblond: ‘Elastisk EP’. Vetiver: ‘The Errant Charm’. The Baseball Project: ‘Volume 2: High And Inside’. Wilco: ’The Whole Love’. Religious Knives: ’Smokescreen’. Anders Stub: ’In The Dark Hours’. Ry Cooder: ‘Pull Up Some Dust And Sit Down’. Ben Waters: ‘Boogie 4 Stu: A Tribute To Ian Stewart’. Tom Waits: ‘Bad As Me’. Cornershop: ‘Cornershop & The Double 'O' Groove Of’. Tiken Jah Fakoly: ’African Revolution’. Thulebasen: ’Gate 5’.

Beat 2011. Kommenteret (1 af 4)

2011-12-21T10:09:00.000+01:00

Af Thomas Løppenthin

2011 var blandt meget andet året, hvor en håndfulddilettanter havde held med at fylde spalter og sendetid med en, skulle detdesværre vise sig, forfærdelig pseudodebat om rockens og rockkritikkens nutidog fremtid. I indlæg efter indlæg famlede disse tumper med stadig længere oglængere stillingsbeskrivelser rundt med emner som bl.a. det helt håbløstoverflødige begreb "rockisme", X-Factor og ikke mindst Roskilde vs.Skanderborg. Ikke overraskende bragte dét os ikke videre og desværre fylder kategorierne"gendannelser", "mastodontiske genudgivelser" og ikkemindst min personlige yndlingsaversion "artist opfører hele albummet"fortsat overskrifterne.

Heldigvis kom der også en bunke fede rockalbums og singlerog der blev givet stribevis af gode koncerter (nåede dog alt for få) i mitnærområde. Min top 10 er sat op alfabetisk og udtryk for hvad jeg har hørt mesti år, altså ikke nødvendigvis en liste over årets bedste. Jeg ved, at jeg i dekommende år fortsat vil støde på plader fra 2011, som jeg enten havde overseteller endnu ikke har nået at give et lyt. Så here goes, endnu en omgang elitærog rockistisk metervarecrap.

Dave Alvin "Eleven Eleven"

Utrolig mandigt og übercool udspil fra denne sandeguitarhelt. Tjek 'Harlan County Line'.

BrutalTruth ’End Time’

Grindlegenderne slipper tøjlerne fuldstændig på det hervanvidsudspil. I små doser er der tale om ren Prozac. Tjek 'Fuck Cancer'.

John Cale "Extra Playful"

Lou Reed kommer tilsyneladende ikke til at udgive flererockplader på denne side af evigheden. Det synes heldigvis ikke at væretilfældet for den 1 uge yngre John Cale, hvis sangskrivning og stemmepragt er itop på denne ep. Tjek 'Whaddya Mean By That'.

John Doe "Keeper"

Exene udgav også en ny plade i år. Den nåede dog ikke dennetil sokkeholderne. X gav sågar få koncerter. Kom nu Roskilde! Tjek 'Handsome Devil'.

Iceage ”New Brigade”

Snubler, rejser sig, skvatter sammen igen og til tider erdet tilmed rystende smukt. Luckyshot? Tjek 'You're Blessed'.

Nick Lowe"The Old Magic"

Som sædvanlig højt niveau fra Jesus Of Cool. På denne pladeendda højere end sædvanligt. Glæder mig til hans visit på Amager til februar.Tjek 'House For Sale'.

The Men ”Leave Home”

Vidunderligt lydbillede og en plade der det ene øjeblik gøralt for at ødelægge min dag og næste øjeblik beroligende tager min hånd ogreder mit lange hår med en stålkam. Man bliver en flot fyr af at høre The Men.Tjek 'Bataille'.

Tinariwen "Tassili"

Jeg ligger småflæbende på gulvet i fosterstilling og bederom tilgivelse. Tjek 'Ya Messinagh' med fantastiske Dirty Dozen Brass Band påhorn.

The War OnDrugs "Slave Ambient"

Kurt Viles nye fik jeg ikke hørt meget og efter Roskilde harjeg nok opgivet ham for en stund, men War On Drugs havde det der skulle til.Nok den på top 10 jeg er mest træt af, men jeg har godt nok også hørt den (for)meget. Tjek 'Black Water Falls'.

Wooden Shjips "West"

Wooden Shjips fortsætter i samme repetitive rille, detholder. Endnu. Tjek 'Home'. Og riffet er planket fra?

Og så lige en top 3 over årets bedste singler

CharlesBradley "Heart Of Gold"

Fantastisk Roskilde koncert. Dette er en ulidelig smukcoverversion. Tjek 'Heart Of Gold'.

Dig & Mig "Skyggerne"

Havde hørt titelnummeret til hudløshed på nettet og var ikkefyr og flamme da pladen kom, men de to ballader er fantastiske. Tjek 'Når Jeg Stikker Af'.

OFF! "Compared To What b/w Rotten Apple"

To killer covers på denne deres seneste syvtommer. Fedt atse dette punkrocklokomotiv på Bakken i sommer. Tjek 'Rotten Apple'.

Disse 2011-udgivelser har også fået mere end tre spin pågrammofonen:

Rocket FromThe Tombs “Barfly”, The Fall "Ersatz GB", Robbie Robertson "HowTo Become Clairvoyant", Moon Duo "Mazes". Agro Jive "AgroJive", Charles Bradley "No Time For Dreaming", J. Mascis"Several Shades Of Why", Terrible Feelings singlerne, P.J. Harvey"Let England Shake", Tom Waits "Bad As Me", Wino"Adrift", Anders ”In The Dark Hours”, Baby Woodrose ”MindblowingSeeds And Disconnected Flowers”, Baseball Project "Volume 2: High And Inside",Death Token ”All Dreams Are Nightmares”, Marianne Faithfull "Horses AndHigh Heels". Greg MacPherson ”Disintegration Blues”, Trust ”From LightInto Mass”, TV On The Radio ”Nine Types Of Light”, Twilight Singers ”DynamiteSteps”, UV Race ”Homo”, Steve Wynn ”Wynn Plays Dylan” og Neil Young "ATreasure".

Når tiden bliver til det glæder jeg mig til at få hørtfølgende en ekstra gang:

Wild Flag,P.R.O.B.L.E.M.S., Earth, Black Lips, Ty Segall, Thulebasen, Terakaft,Tamikrest, Mike Watt, Wire, Gang Of Four, The Feelies, Eddy Current SuppressionRing, Glen Campbell, Thurston Moore, Blondie, Thee Oh Sees, Mastodon, BlackKeys, Rising og (selvfølgelig!) den nye single med Pierced Arrows.

Lukket i dag pga julefrokost (3 af 3)

2011-12-20T11:00:00.000+01:00

Spilleliste med numre fra årets udsendelser i Mod Strømmen (2 af 2)

2011-12-19T21:58:00.001+01:00

1. Robert Parker – ’Barefootin'’ (1966)

Regnen stod vist ned på tredje uge, da De Høje Hæle kom forbi i august. Det var en sløj sommer. Da trioen allerede figurerer på spillelisten (se 1. del), har jeg valgt denne sublime New Orleans-klassiker, som vi burde have danset barfodede rundt til i vandmasserne. Der er tale om et såkaldt one-hit-wonder. De Høje Hæle udsender snart en ny EP.

2. Butzback – ’Ravnen Mod Aften’ (2009)

’Ravnen mod aften’ er en roman af Poul Ørum, der visse steder bliver kaldt et langt terapiforløb. Det er også en knap to-minutter lang tusmørkesang fra Butzback debutplade ’Debut’. Fra udsendelsen med Peter Butzback

3. King Tuff – ‘So Desperate’ (2008)

Jeg kan ikke rose King Tuff nok. Hvis albummet ’Was Dead’ var kommet i år, havde der ikke været nogen som helst tvivl om dets placering blandt 2011’s allerbedste. Fra ‘Shoot From The Hip #3’

4. Magnus Pelander – ‘A Sinner's Child’ (2010)

Witchcrafts Magnus Pelander kom først sent ind billedet. Thomas ’Mera’ Gartzs ’ Självmördarens Sång,’ lå længe lunt i svinget, men der var et-eller-andet der ikke stemte med overgangen fra King Tuff. Derpå eksperimenterede jeg kortvarigt med Älgarnas Trädgärds ’Framtiden Är Ett Svävende Skepp’, før jeg lagde mig fast på ‘A Sinner's Child’ fra Pelanders første solo-EP. Fra programmet ’Sverige med ’Hobitten’ og ’Fuzz Daddy’’. Folkesnakken vil for øvrigt vide, at Hobitten så småt er ved at få noget der tenderer en kult blandt yngre syrehoveder.

5. John Cale – ‘Hey Ray’ (2011)

John Cale besøgte Aarhus og Malmø med ‘Paris 1919’ i år. København stod længe opført på hans koncertkalender. Men af for mig ukendte grunde blev hovedstaden strøget. Cale var også i det underholdende/legesyge hjørne med ep’en ’Extra Playful, der er en forløber for et nyt album i 2012. ’Shoot From The Hip #4’

6. Roxy Jules – ‘I Wanna Take You To This Place I Know’ (2011)

Roxy Jules alias Julie Runa blev i år udsat for en af den slags anmeldelser, hvor kritikeren forholdt sig til alt det hendes nye plade ikke er. Indimellem bliver jeg bare så træt. Heldigvis eksisterer der også anmeldere, der tager deres arbejde alvorligt. Såsom Undertoner. Fra udsendelsen med Roxy Jules.

7. The Telstar Sound Drone – ’Golden Needles’ (2011)

The Telstar Sound Drone havde lagt skumle planer for den første speak, da de kom på besøg, d. 22. september. Men som de belevne og kultiverede unge mennesker, de er, havde de glemt alt om det, da udsendelsen gik i gang. Musikken spændte vidt indenfor psych- genren og de mutationer den har gennemgået, siden slutningen af tresserne.

8. The Jimi Hendrix Experience – ‘Izabella’ (1970)

I den uge, hvor Christiania fejrede fyrre års fødselsdag, fik vi besøg af duoen Prime Time Probation. Et par velklædte herrer, der dog ikke kunne skjule deres flipperfortid, da talen faldt på fødselaren og de rocknavne, som de har oplevet der. Så vidt jeg husker havde ingen af dem set Hendrix live.

9. Young Marble Giants – ‘Wurlitzer Jukebox’ (1980)

Jim Q. Holm lagde for med et par kapitler af pladeselskabet Cloudlands historie. Derefter bevægede han sig over i decideret favoritmusik, strækkende sig fra bl.a. et par John Cale-sange, belgisk visesang, Sparks, Klaus Wunderlich og Young Marble Giants. Alsidig er nok det rigtige ord at bruge.

10. SPEkTR – ’Six Robots’ (2012)

Jeg fik tics, da jeg skimmede den musik, som Manoj Ramdas havde med, da han besøgte Mod Strømmen for anden gang indenfor et år. Toto var i blandt. Det havde jeg nu ikke behøvet. Der var ikke tale om, hverken ’Rosanna’ eller ’Africa’, men soundtracket til ’Dune’ fra 1984. Det nye SPEkTR album, ’Personetics’, kommer den 30. januar på Jenka Music. Derfor har jeg også tilladt mig at kalde ’Six Robots’ for en 2012-skæring

11. Sebastian – ’Lossepladsen Bløder’ (1971)

Den danske fyldte en del for en amerikaner på kort visit. Foruden Sebastian var der The Setting Son og The Savage Rose på programmet, denne dag i oktober. Duncan McKnight holder nytår på Island, hvor han vil gå i studiet med Henrik Björnsson fra Singapore Sling for at færdiggøre / indspille materiale. Hvem ved, måske de begge dukker op i Mod Strømmen indenfor et par måneder?

12. Stenblomma – Christiania (1973)

Pladecoveret herover har jeg længe haft på vent. Uden at jeg dog helt har vist, hvordan jeg skal bruge det. Nu har jeg chancen. Det er tidstypisk og set på behørig afstand indrammer det en form for uskyld. Vi taler 1973, hvor enhver omegnskommune med plads, lys og luft, i misforstået ånd fra Le Corbusier, byggede betonkaserne en masse. Også i Sverige. Der er vist ingen tvivl om hvad Stenblomma mener. Åbningssangen fra udsendelsen med Anders Stub.

13. Nicklas Burman og Det Tørre Beat – ’Celle No 5’

’Celle No. 5’ er vistnok en lejlighed på Indre Nørrebro. Fra programmet med Nicklas Burman

14. Waitresses – ‘I Know What Boys Like’ (1980)

Waitresses var et eksperimenterende new wave band fra Akron, Ohio. Er det ikke der, The Black Keys kommer fra? ’I Know What Boys Like’ blev udsendt på single i 1980. Gruppen måtte dog vente til 1982, før det blev en mindre hit i USA og Australien. Fra første del af dobbeltprogrammet ’dreng / pige’ i titlen.

15. France Gall – ‘Laisse Tomber Les Filles’ (1964)

Vi hopper direkte til pigerne. Det dybere budskab fra France Gall i denne Serge Gainsbourg-komposition, er ’hold op med at være sammen med så mange piger’. Normalt ikke et emne, der beskæftigede Gainsbourg synderligt. Tværtimod. Valgt af Ole Sværke.

16. Mellemblond – ’Diset, Døsig’ (2011)

Jeg tror der gik fjorten dage, hvis ikke tre uger, fra udgivelsesdatoen, før der dukkede en anmelder op, der havde fundet ud af, hvilken fantastisk ep Mellemblond har lavet med ’Elastisk’. Jeg vil også lige benytte anledningen til at takke Kristoffer Munch Mortensen, for at have introduceret mig for den nigerianske, tuareg-guitarist, Omara "Bombino" Moctar. Tak.

17. Uno Soul – ‘Crystallize Jesus’ (2009)

Det tætteste jeg kommer på en jul. Uno Soul var nok årets mest tro gruppe overfor de inspirationer, som de rundtom på nettet, har nævnt som deres vigtigste indflydelse.

18. Ry Cooder – ‘I Want My Crown’ (2011)

Swampy blues. Hvis jeg anstrengte mig, ville det formentlig lykkes mig at læse en kristen meddelelse ind i titlen. Jeg nøjes bare med at sige, at den mand som Jay Farrar har omtalt som ”more of a modern day Aaron Copland than Woody Guthrie”, ifølge Jamie Mason, har lavet en af årets plader. Jeg er tilbøjelig til at give ham ret.

De komplette playlister. Visse steder med endnu virkende link til udsendelserne.

Lukket i dag pga julefrokost (2 af 3)

2011-12-17T09:56:00.000+01:00

Beat 2011. Playliste 15. december

2011-12-16T17:14:00.000+01:00

Sygdom og, som allerede nævnt, en glemt julefrokost, havdehalveret holdet bag Beat 2011. For undertegnedes vedkommende betød det, at dersneg sig et par plader ind, der ikke befinder sig indenfor top-ti. Mere om det,når vores respektive og kommenterede årslister, drysser ind i dagene op mod den24. december.

1. Thee OhSees - The Dream (Carrion Crawler / The Dream)

2. Cults –You Know What I Mean (st)

3. JohnCale - Whaddya Mean By That (ExtraPlayful EP)

4. Vetiver- Ride Ride Ride (The Errant Charm)

5. DengueFever - Mr. Bubbles (Cannibal Courtship)

6. Tinariwen– Imidiwan Ma Tennam (Tassili)

7. Den Stora Vilan – Djuret (st)

8. KitchieKitchie Ki Me O - I've Been Watching You (Night & Day) (st)

9. De Efterladte - Sangen Selv (Traditionen Utro)

10. ICEAGE- Never Return (New Brigade)

11. IronAnd Wine – Tree By The River (Kiss Each Other Clean)

12. RobbieRobertson - This Is Where I Get Off (How To Become Clairvoyant)

13. JonathanWilson – Desert Raven (Gentle Spirit)

14. ApacheDropout - God Bless You, Johan Kugelberg (st)

15. RyCooder – I Want My Crown (Pull Up Some Dust And Sit Down)

16. StephenMalkmus & The Jicks - All OverGently (Mirror Traffic)

17. TomWaits – Satisfied ( Bad As Me)

18. TheRolling Stones & Ben Waters - Watching The River Flow (Boogie 4 Stu)

19. GillianWelch - The Way It Goes (The Harrow & The Harvest)

20. Destroyer- Savage Night at the Opera (Kaputt)

21. PJHarvey – The Words That Maketh Murder (Let England Shake)

22. Lulu& The Lampshades – Cups (Cold Water EP)

Hør udsendelsen.

Tak til Lars Hjortskær Hansen for lån af foto.

Store Klaus 80

2011-12-15T14:55:00.001+01:00

Jeg har ikke læst hele forfatterskabet. Måske mindre end 1/3. Resten kommer jeg heller aldrig igennem. Men for fanden, hvor har Rifbjerg fyldt meget. Tillykke med dagen.

“We Want A Revolution… An Intelligent Revolution…”

2011-12-13T15:59:00.000+01:00

Det er det samme hvert år. Beslutningsdygtig har jeg aldrig været. Hvad skal jeg tage med på min årsliste? Tag eksempelvis én af de største reggaeartister fra Afrika, socialt engagerede Tiken Jah Fakoly, fra Elfenbenskysten. Fakoly har efterhånden en lang karriere bag sig. Han debuterede på kassettebånd i 1993, spillede sin første koncert uden for det mørke kontinent i Paris i 1998 og har siden årtusindeskiftet spyttet den ene udgivelse efter den anden ud.

Den seneste er vistnok ’African Revolution’, der alt efter hvor man bor, udkom i enten 2010 eller 2011. Nu hører jeg til i den vestlige hemisfære, og her er der enighed om at albummet først kom i år. Spørgsmålet er bare om hele pladen er stærk nok til at komme blandt de sidste ti eller om jeg bare har ladet mig forlede af titelnumret? Lyt med på torsdag.

Nu jeg er ved torsdag. Så er der også al mulig grund til at tage i Huset Biograf i Magstræde. Kl. 19.30 viser de nemlig:

”HIT HOUSE: 1965, Instruktør: Henning Kristiansen, 12 min., med fem af de mest populære bands, som spillede i den legendariske københavnske beatklub Hit House: The Sharks, The Defenders, The Hit Makers, Peter Belli & Les Rivals og Les Amis.

HAR DU SET MIT PSYKEDELISKE TAPET? ... Instruktør: Niels Plenge ... Længde: 34 minutter ... Filmen handler om pladeselskabet Orpheus Records og det danske band Spids Nøgenhat i færd med at lave optagelserne til deres LP ”En mærkelig kop te” fra 2001, som senere har fået kultstatus. Filmen er blevet vist i en foreløbig version i forbindelse med Music & Film-festivalen i Cinemateket i 2010, men projektet er et "work in progress". Her vises den allernyeste reviderede udgave.

MELLEMBLOND PÅ BELLAHØJ ... Instruktør: Jesper Ravn Nielsen ...Længde: 32 minutter ... Filmen er dels en koncertfilm med rockbandet Mellemblond, dels et portræt af bandets sanger og sangskriver Kristoffer Munck Mortensens poetiske univers. I filmen følger man sangeren i en række henkastede, notatagtige scener fra skriveprocessen og under indspilningen af de sange, som udgør bandets nyeste udgivelse, EP'en Elastisk. ... Scenerne kulminerer i liveversioner af sangene optaget i et tomt amfiteater på Bellahøj udenfor København - inspireret af musikfilmsklassikeren Pink Floyd at Pompeji fra 1972."

NB: Interessen for de tre film er så stor, at der er i al hast er planlagt et dobbeltprogram. Med begyndelse kl. 19 og kl. 21.

Beat 2011 i Mod Strømmen

2011-12-11T10:47:00.001+01:00

Torsdag, d. 15. december, mellem kl. 18-20, giver redaktionen på radioprogrammet Mod Strømmen (98.9 FM / 98.8 Hybrid) et bud på de bedste plader fra i år. For at holde en form for diversitet var det meningen, at vi skulle være fire mand høj. Desværre indløb der et julefrokostafbud.

Her playlisten fra 2010:

1. Gil Scott-Heron - New York Is Killing Me (I'm New Here)
2. Grinderman - Mickey Mouse And The Goodbye Man (Grinderman 2)
3. Deerhunter - Desire Lines (Halcyon Digest)
4. The Strange Boys - A Walk On The Bleach (Be Brave)
5. Phosphorescent - The Mermaid Parade (Here's To Taking It Easy)
6. Murder - Drawn In The Dirt (Gospel Of Man)
7. Howl Baby Howl - Making History Is Over (Now The World Belong To Us)
8. The Black Keys - Everlasting Light (Brothers)
9. Ariel Pink’s Haunted Graffiti - Round And Round (Before Today)
10. Masshysteri - Välkommen Till Verkligenheten (Masshysteri)
11. Paul Weller - Fast Car / Slow Traffic (Wake Up The Nation)
13. Twin Shadow - Castles In The Snow (Forget)
14. Teenage Fanclub - Baby Lee (Shadows)
15. Edwyn Collins (ft. Alex Kapranos and Nick McCarthy) - Do It Again (Losing Sleep)
16. Spoon - Written In Reverse (Transference)
17. Niels Skousen - Vi Drømmer Verden (Lyt Til Din Coach)
18. Neil Young - Love And War (Le Noise)
19. Sufjan Stevens - I Walked (The Age Of Adz)
20. Roky Erickson With Okkervil River - Think Of As One (True Love Cast Out All Evil)
21. Jenny And Johnny - Straight Edge Of The Blade (I'm Having Fun Now)
22. Flying Lotus - ...And The World Laughs With You (Cosmogramma)
23. Dragontears - No Salvation (Turn On Tune In Fuck Off!)

Spilleliste med numre fra årets udsendelser i Mod Strømmen (1 af 2)

2011-12-10T16:42:00.001+01:00

1. Ted Taylor – ‘(Love Is Like A) Ramblin Rose’ (1965)

2011 blev indledt med temaet ’Sort musik’. Gæstevært Anders Grøn aka Fuzz Daddy, havde fundet denne singleperle frem med Ted Taylor. ’(Love Is Like A) Ramblin Rose’ er senere indspillet af blandt andet MC-5 og Primal Scream.

2. The Cramps – ’Human Fly’ (1979)

Jeg ved ikke, om jeg indirekte har ladet mig påvirke af den tv-reklame, der kører for øjeblikket, hvor ’Human Fly’ bliver brugt som underlægningsmusik. Under alle omstændigheder tåler det altid et genhør. Fra udsendelsen med Radio Saigon.

3. Kate Bush – ’Babooshka’ (1980)

Forfatteren med meget mere, Nikolaj Zeuthen, spillede i et lidt utraditionelt program for Mod Strømmen denne single. Udsendelsen bød også på Anne Linnet, Istanbul Express og The Mills Brothers.

4. Captain Beefheart & The Magic Band - ’Low Yo Yo Stuff’ (1972)

Et af Mod Strømmens faste holdepunkter i januar er programmet, hvor vi hædrer det forrige års døde rockstjerner. Beefheart gik bort i 2010.

5. ICEAGE – ‘Remember’ (2011)

Tør godt love, at vi kommer til at høre mere fra ‘New Brigade’, når vi på torsdag, d. 15. december, sender ’Beat 2011’. ICEAGE var forbi den 3. februar.

6. 4 Guys From The Future – ’Cutting Your Heart Out’ (2010)

Dette krautrock-inspirerede instrumentalnummer fra 4 Guys From The Future’s debutplade, ’Under The New Morning Sun’, er måske lidt misvisende for den lyd gruppen står for. Det virker dog aldeles fortrinligt som bindeled mellem ICEAGE og Lee 'Scratch' Perry & Keith Richards. Det skal blive spændende at følge 4 Guys From The Future’s felttog i Frankrig, hvor de har fået forrygende anmeldelser.

7. Lee 'Scratch' Perry & Keith Richards – ‘Heavy Voodoo’ (2008)

Fra temaprogrammet ’Det okkulte’, hvor min medvært Jamie Mason fik - det for mig ukendte samarbejde - presset ind imellem The Neville Brothers og Masshysteri. Tak.

8. Japan – ’Adolescent Sex’ (1978)

Engelske Japan hører ikke til de orkestre, jeg har opsøgt. Endsige dyrket. Jeg kan huske en lp fra begyndelsen af firserne, der blev spillet til selskaber. Og så ved jeg, at David Sylvain har en fanskare, der er ligeså loyale, som heavy-metal disciple. Til mit forsvar, skal jeg fortælle, at jeg, siden The Floor Is Made Of Lava spillede ’Adolescent Sex’, da de var på besøg i begyndelsen af marts, har fået rådet en smule bod på det. Der er måske håb forude?

9. Wire – ’Another The Letter’ (1978)

Tom Verlaines ’Postcard From Waterloo’ var egentlig tiltænkt at skulle repræsentere temaudsendelsen ’Breve & postkort’. Det fungerede bare ikke rigtig med de tilstødende numre. Det gik straks bedre med Wire.

Cola Freaks

10. Cola Freaks – ’Sniper’ (2010)

Årets første ’Shoot From The Hip’-udsendelse blev skudt i gang med dette kraftfulde udlæg. Fremragende valg af Thomas Løppenthin.

11. Steely Dan – ’Do It Again’ (1972)

Måske ikke den fødte overgang, men den virker sgu’. Da digteren Nicolaj Stochholm, der i år har udsendt ’Odefabrikanten’, præsenterede Steely Dan, mener jeg, han sagde noget i retning af at det var en guilty pleasure. Det er i så fald én, han deler med mange andre. Inklusiv undertegnede.

12. Fontän – ’Neanderthaler’ (2009)

Fra udsendelsen ’Post-Roskilde 2010’. Jeg fik desværre ikke set den svenske duo på festivalen. ’Neanderthaler’ er et skidegodt bud på, hvordan man kan blande klassisk svensk syrerock og et moderne, elektronisk udtryk.

13. Dan Melchior's Broke Revue – ’(It's The) New Dark Ages’ (2010)

Fra et af 2011’s mest løse temaer. ’New’ skulle indgå i titlen.

14. Kiss – ’Detroit Rock City’ (1976)

Fra programmet med Moonless, havde jeg valget mellem en masse tungrock fra halvfjerdserne. At det blev Kiss´ lidt glamagtige ’Detroit Rock City’, der bygger på en sandfærdig historie om en fan, der blev dræbt ved et biluheld på vej til en koncert med bandet, beror alene på, at jeg ikke havde hørt det i mange, mange år.

15. Solomon Burke & Gillian Welch – ‘Valley Of Tears’ (2006)

Rendyrket country fra udsendelsen med A Fistful Of Dollars. Bandet står bagved Little Village Country Music Club, der én gang månedligt samler store og små i en hyldest til steelguitaren og dens underværker i Christianshavns Beboerhus. Næste gang er 1. februar 2012.

16. De Høje Hæle – ’Avantgarde Symfoni’ (2010)

Det lå ligefor at spille De Høje Hæle i forbindelse med vor optaktsudsendelse til Roskilde 2011. Publikums reaktion på festivalen tydede da også på, at ’Hælene’ havde været længe ventet.

17. Dengue Fever – ‘Cement Slippers’ (2011)

Trashet tresserlyd. Albummet ’Cannibal Courtship’ kandiderer stærkt til en plads på top-ti for i år. Fra ’Shoot From The Hip #2’.

18. Bob Dylan – ‘This Old Man’ (1991)

Bob Dylan fyldte 70 i år. Det brugte vi to gode timer på at fejre. Vi kunne med lethed have brugt dobbelt så meget tid eller mere.

19. Del Tha Funkee Homosapien – ‘Catch A Bad One’ (1993)

Det kan godt lade sig gøre at spille hip-hop efter Dylan. Fra en majaften i selskab med Reverend Shine Snake Oil.

20. The Flaming Sideburns – ‘Street Survivor’ (2001)

De sidste fire udsendelser før sommerferien viede vi til nogle af de pladeselskaber, der snart i mange år har gjort YourSpace-teltet på Roskilde Festivalen til mit tilflugtssted, når jeg har behov for at lade op mellem koncerterne. Vi lagde for med Bad Afro. Hallelujah Rock 'N' Rollah!

21. Green Pitch – ‘You Caught My Eye’ (2011)

PonyRec’s nye stjerneskud.

22. Trust – ’Machina Mundi’ (2011)

Trust’s math-rock plade fra i år, ’From Light Into Mass’, får stadig roser fra nær og fjern. Musikken er blevet kaldt krævende at lytte til. Fra udsendelsen med Play/Rec.

23. Papir – ’Lykk Trep-r Hi-losé’ (2010)

Papir har lige sendt dobbelt-lp’en ’Stundum’ på gaden. Den har jeg ikke hørt endnu. ’Lykk Trep-r Hi-losé’ fra debutpladen er et over otte-minutter langt kosmisk udstyrsstykke. Så er der serveret. Fra programmet Skt. Hansaften med Red Tape. Det sidste før sommerferie.

Uno Soul. Playliste 8. december

2011-12-09T16:10:00.001+01:00

1. Thurston Moore – Ono Soul (1995)
2. Uno Soul – Crystallize Jesus (2008)
3. Uno Soul – Magic Mind (2009)
4. Uno Soul – War 2 (2009)
5. The Vaselines – Dying For It (1988)
6. Yo La Tengo – Tears Are In Your Eyes (2000)
7. Frank Zappa – Yo Mama (1978)
8. Nirvana – School (1989)
9. Uno Soul – Slippery Slow (2011)
10. Uno Soul – Imagination (2009)
11. Ween – Pink Eye (On My Leg) (1997)
12. Uno Soul – Who’s The Man? (2010)
13. Love – Everybody’s Gotta Live (1974)
14. The Butthole Surfers – Birds (1996)
15. Uno Soul - Certain Mode (2010)
16. The Telstar Sound Drone – On Your Back Baby (2009)
17. Uno Soul – Wonderland (2011)
18. Uno Soul – Shine (2011)

Hør programmet

'1976'

2011-12-08T16:03:00.001+01:00

”Jeg ved tæt på intet om baseball. Jeg ved en smule mere om popmusik. Mest af alt ved jeg dog at ’1976′ med The Baseball Project er et djævelsk godt og vanedannende nummer. Der er en sund dosis vemod og nostalgi iblandet den pragtfulde powerpop, som veteranerne Steve Wynn (The Dream Syndicate), Scott McCaughey (Young Fresh Fellows, The Minus 5), Peter Buck (R.E.M.) og Linda Pitmon (bare Linda Pitmon) står bag. ’1976′ handler om pitcheren Mark ‘The Bird’ Fidrych, hvis Major League-karriere løb fra netop 1976 og bare fire år frem. Fidrych led en noget usexet skæbne, da han i 2009 blev dræbt af en skraldevogn, blot 54 år gammel. Til gengæld fik han altså dedikeret en dejlig popsang til sig.”

- tekststykket er lånt fra indlægget ’More Songs About Baseball and Stuff’ på den anbefalelsesværdige blog, ’Don’t Always Look For Comfort In A Song’. Jeg har ikke så meget andet at sige end tjek bloggen og The Baseball Project. ’1976’ er måske en af årets allerfedeste sange. Tak for lån, iøvrigt.

Fat det nu!

2011-12-07T14:16:00.001+01:00

3/4 af ICEAGE. Februar 2011

Det anerkendte amerikanske musikmagasin Magnet, har tre danske udgivelser på deres top-ti over årets bedste indenfor punk/hardcore. To af dem har endog besøgt radioprogrammet Mod Strømmen, mens det tredje har været forbi en af de andre redaktioner, der sender fra Christianshavns Kanal.

1. The Men - Leave Home
2. ICEAGE - New Brigade
3. Cola Freaks - Cola Freaks
4. Brain F#- Sleep Rough
5. Wiccans - Skullduggery
6. Mob Rules - The Donor
7. Night Birds - The Other Side Of Darkness
8. Condominium - Warm Home
9. Sokea Piste - Ajatus Karkaa
10. Night Fever - New Blood

Magnets årslister. De arbejder med flere kategorier.

“Get out you bum, we don't want your kind in here anymore!”

2011-12-06T19:58:00.001+01:00

Overskriften kunne med en tekststump af C.V. Jørgensen, også have været ”hvis eneste kommentar til dagens Danmark er det svinger ikke en meter…”. Forstået således, at ’skråsikre Strømkjær’ fra ’Senior & Søn’, faktisk havde fat i den lange ende. Selvom det nok var det sidste, C.V. Jørgensen mente, han havde, da ’Solgt Til Stanglakrids’ kom i 1979.

Jeg kan selvfølgelig også stille det op på en anden måde. Er fortælleren hos Hendrix i virkeligheden en arbejdssky personage, som man kan behandle som en hund, og er ’skråsikre Strømkjær,’ der ”har formået at forblive sig selv nemlig en kuli / der har rejst sig op og er blevet funktionær…”, i dag medlem af et af de regeringsbærende partier?

Howard Tate 1939-2011

2011-12-05T17:47:00.001+01:00

De allerfleste associerer formentlig ’Get It While You Can’ med Janis Joplin. Det er en smule trist, når originaludgaven med soulsangeren Howard Tate, er så meget bedre. Tate forlod denne verden, fredag d. 2. december, efter længere tids sygdom. Hvil i fred.

Uno Soul i Mod Strømmen

2011-12-04T11:00:00.001+01:00

1980’ernes støjrock er nok den inspiration, jeg hører klarest i den Berlin-København forankrede trio, Uno Soul. Selv nævner de bl.a. The Vaselines, Yo La Tengo og Ween, der alle har rødder i firserne. The Velvet Underground står også på listen. Det er skræmmende at tænke på, hvordan nævnte årti ville have lydt uden dem? Nevermind, den diskurs kan vi tage, når Uno Soul gæster Mod Strømmen på torsdag. Hvad vi ellers når omkring, må tiden vise. Men kildematerialet er så bredt, at vi nok skal få rusket en anelse op i rockhistorien.

Stil ind torsdag, d. 8. december, mellem kl. 18-20 (98.9 FM / 98.8 Hybrid)

Lukket i dag pga julefrokost (1 af 3)

2011-12-03T11:02:00.001+01:00

Mellemblond. Playliste 1. december

2011-12-02T14:09:00.001+01:00

1. Mellemblond – Elastisk (2011)
2. Roy Orbinson – Domino (1956)
3. Howl Baby Howl – War Wave No. 1 (2011)
4. John Lee Hooker – Sugar Mama (1952)
5. John Lee Hooker – Walking The Boogie (1951)
6. Li'l Millet & His Creoles – Rich Woman (1955)
7. Kurt Vile – Jesus Fever (2011)
8. Mellemblond – Mørkt Stof (2011)
9. Dire Straits – Tunnel Of Love (1980)
10. George Harrison – Mama You Been On My Mind (demo) (1968)
11. Justin Timberlake – Losing My Way (2006)
13. The Staple Singers – Let’s Do It Again (1975)
14. Guitar Slim Green – Shake ’Em Up (1970)
15. Mellemblond - På Vippen (2011)
16. Mike Patton – Ore D’Amore (2010)
17. 4 Guys From The Future – Life Is Up To You (2010)
18. J.J. Cale – Magnolia (1972)
19. Mellemblond – Smertensbarn (2011)
20. John Lennon – I Found Out (1970)
21. The Jimi Hendrix Experience – May This Be Love (1967)
22. Mellemblond – Diset, Døsig (2011)
23. Peter Sommer – Himmelflugt (2008)
24. Bombino – Tar Hani (My Love) (2011)

Hør udsendelsen

1. december. ’Død og status’, The City Kill m.v.

2011-11-30T17:24:00.001+01:00

Julemåneden begynder med manér. Når der er blevet lavet mad, spist og vasket op under radioprogrammet med Mellemblond i Mod Strømmen, er der, hvis det alene stod til undertegnede, ingenting at betænke sig på.

I Poesiens Hus, kan man opleve Bo Hr. Hansens talende jeg fortælle om det skrivende jeg, ikke det skrigende. Manuskriptforfatter med meget mere, Bo Hr. Hansen, der først dropper ’hr.’, den dag Lars von Trier, ikke længere bruger ’von’, udsendte tidligere i år den aldeles glimrende digtsamling, ’Død og status’. Det begynder kl. 20 i Gothersgade 89.

Bagefter kan man slå et kort smut forbi Bakken i Kødbyen, hvor Torchlight, Melting Walkmen, Katten og Immigrants spiller, før den igen står på ”litteratur” i KB18. I hvert fald, hvis man skal tro den hårdtslående københavner-kvartet, The City Kill, beskrivelse af sig selv. Og det skal man jo. De tager bl.a. afsæt i forfattere som William Faulkner og Flannery O'Connors gotiske sydstatsunivers, tilsat lige dele The Birthday Party, Crime & the City Solution, Nico og The Gun Club. Ingen dårlig cocktail.

Rockende Radio Saigon med en besætning af to guitarister, en bassist og en trommeslager, står også på programmet. Det samme gør den nye trio Hand Of Dust, der involverer folk fra Sexdrome og Torchlight.

Dørene åbner kl. 21, men mon ikke man kan tillade sig at komme et par timer for sent og alligevel nå det hele? Velbekomme!

”Hallo Mr. Keith Richards on guitar…”

2011-11-29T15:38:00.001+01:00

Eller er det "...in guitar"? Måske sågar "...leadguitar"? Dub reggae, tør jeg godt kalde det. 'Once There's A Will There's A Way' med Lee ‘Scratch’ og ‘Keef’, fra albummet ’Scratch Came, Scratch Saw, Scratch Conquered’, der kom i 2008.

Kære brevkasse! Et par spørgsmål i anledning af Bruce Springsteen og Roskilde 2012

2011-11-28T15:58:00.001+01:00

”Der er simpelthen noget jeg ikke forstår: Når Bossen spiller i Parken bliver alle 40.000 billetter solgt på ca. 5 minutter. 40.000 billetter til ca. 6-800 kroner stykket. Lørdagsbilletterne til Roskilde må blive udsolgt på 1/2 sekund! Hvor mange endagsbilletter er der og hvor mange Springsteenfans mon er klar til at slippe de fulde 1.750 kroner for kun at komme for at se deres idol? Hvad forventer RF sig af dette? Udsolgt, no doubt, men for pokker, der har jo uden sidestykke aldrig været et navn som ham på Roskilde. Ever! Roger Waters og Prince er vand ved siden af. Bliver RF udsolgt før jul i år og hvordan vil denne bookning mon påvirke demografien på pladsen og på camping? Hvis nu alle billetterne bliver solgt til Brucefans der kun kommer lørdag bliver det da noget af en loppetjans at være campingvagt i år. Men på den anden side, han spiller jo fandeme hele tiden i Danmark, så man må vel gå ud fra, at der er mange fra Parken- og Herning-segmentet der ikke føler trang til (eller tør!) at troppe op nede i ormegården på Midtsjælland. Så måske betyder det ikke en skid.

Okay, jeg går ud fra han lukker Orange lørdag, (thank god det ikke er søndag, med alle gratisterne oveni - TAK!) men hvornår mon man så skal sætte sig i kø for at komme i pit? Hvis man nu skal sidde dér hele dagen og blomstre går man jo fandeme glip af meget andet fest, men hvis man ikke sidder der skal man stå nede ved den fjerneste pis'rende og høre Bossen. Dén går sgu heller ikke. Det var ca. der jeg stod med galopperende klaustrofobi til Prince. Og så forestiller jeg mig, at lørdagen oveni bliver med mega lange køer til både øl- og madboder. Ja, jeg ved at der sikkert ikke bliver flere mennesker lørdag på Roskilde end der plejer, men sådan nogle rockfans fylder, spiser og drikker jo meget og tænk bare på breakdown'et til AC/DC i Parken. Puuuuha, håber de 40 års erfaring med at lave festival ikke fornægter sig, når Danmarks største tager munden meget fuld med denne bookning.

Jeg har set Bossen med E-Street Band adskillige gange siden gendannelsen i slut-90'erne og jeg forventer mig intet andet end sublim lyd og fest på Roskilde. Tænk at se Bossen nede i ens egen baghave fucked up på sprut og spliff, altså mig ikke Bruce. Når Bossen nu spiller Roskilde kommer Stooges så på Gutter?”

- mail fra bekymret fan. Modtaget i dag, kl. 12.31.

Mellemblond i Mod Strømmen

2011-11-27T15:08:00.001+01:00

Skønt det efterhånden er en uge siden, at Mellemblond udsendte ’Elastisk’, er det ikke lykkedes mig at finde en eneste anmeldelse af ep’en. Det siger måske mere om dansk musikjournalistik, end godt er. Man kan selvfølgelig også håbe, at den bare skal bruge mere tid til at bedømme kvalitet?

Kristoffer Munck Mortensen og bandet er nemlig tilbage med fem sange, der er mindst lige så stærke som ’Ishånd’ og ’Træernes Triumf’ fra debut-ep’en fra 2008. Sidstnævnte sange burde i en retfærdig verden, forlænget have fået status som nye danske rockklassikere. Det er ingen hemmelighed, at Kristoffer Munck Mortensen har en stor veneration for ældre danske poesi, ligesom han er bluesmand ind til benet. Vel at mærke, blues som den lød i 1920’erne og 1930’erne. Begge dele skinner igennem på ’Elastisk’, der til trods for et moderne rockudtryk er rigt på referencer fra historien. I går, hørte jeg, i et humørfyldt selskab, titelsangen beskrevet, som noget af det bedste fra Love Shops ’Anti’-plade. Dertil kan jeg så tilføje, at teksten giver nye billeder til den klassiske naturlyrik. Afslutningsnumret ’Diset, Døsig’ med Beatles-indtoningen blev også fremhævet. Sådan gik snakken et kort stykke tid, indtil vi indså, at der ikke var forfærdelig meget at tale om. Vi var ganske enkelt helt enige om, at dansksproget rock ikke fås meget bedre for tiden.

Nu på torsdag, d. 1. december, mellem kl. 18-20 (98.9 FM / 98.8 Hybrid), kommer Kristoffer Munck Mortensen forbi Mod Strømmen. Vi har haft fornøjelsen tidligere. I forhold til dengang i september 2008, hvor bassisten Jens Hein og trommeslageren Adrian Aurelius var med, besøger han os alene denne gang.

Playlisten fra 2008:

1. Mellemblond - Ikke Åbne (fra kommende album) (2008)
2. Blind Willie McTell - Dark Night Blues (1930)
3. Howl Baby Howl - She's Gone (2008)
4. Nick Cave And The Bad Seeds - The Lyre Of Orpheus (2004)
5. The Gories - Nitroglycerine (1990)
6. Nikolaj Nørlund - Resumé (2003)
7. Jimi Hendrix Experience - Burning Of The Midnight Lamp (1968)
8. Phil Lynott - Kings Call (1979)
9. Mellemblond - Paralyseret (live i studiet) (2008)
10. Rumspringa - Sportscar (2007)
11. Mike Berry & The Outlaws - Tribute To Buddy Holly (1961)
12. Mellemblond - Jeg Rør Dig Ikke Mere (2008)
13. Bob Dylan - Tangled Up In Blue (New York Sessions) (1974)
14. Olesen-Olesen - Jeg Drømte Jeg Var Et Godt Menneske (2007)
15. Superjeg - Gennemsnitstalent (2004)
16. Mellemblond - Ingen Bilers Horn (live i studiet) (2008)
17. Spiritualized - Come Together (1998)
18. George Harrison - Beware Of Darkness (demo) (1970)
19. Negro Prison Blues And Songs - Old Alabama (1947)
20. The Black Angels - You On The Run (2008)
21. Mellemblond - Ishånd (2008)

Mellemblond spiller i KB18, torsdag d. 8. december.

Alderdommen er den hårdeste dom af alle

2011-11-26T12:12:00.001+01:00

I går aftes irriterede det mig umåleligt, at jeg ikke var kommet i tanke om David Johnasens ’Girls’, tidsnok til det kunne være med i udsendelsen om piger. Senere begyndte jeg at tænke over, at der stort set ikke er nogen, der laver denne uprætentiøse, lidt lalleglade, men alligevel stramt komponeret form for rock længere. Johansens solodebut fra 1978 er med ’Funky But Chic’, ’Cool Metro’ og ’Frenchette’ et skoleeksempel på, hvordan genren skal skæres, så der både er til gården og gaden. Debutpladen ’Disconnected’ fra 1980 med Stiv Bators fra The Dead Boys, har lidt af det samme. Stones kunne det også.

Hvis Mick Jagger anstrenger sig, kan han stadig ramme tonen. Eller det kunne han i det mindste på hans eneste soloalbum fra 1990’erne, det ellers rodede Rick Rubin-producerede, ’Wandering Spirit’, fra 1993. Herpå dukker den frække ’Put Me In The Trash’ op med nogle af de mest fængende guitarriffs, hørt fra The Glimmer Twins i de år.

Uden at have foretaget større research, vil jeg tro, at man virkelig skal dykke dybt ned i undergrunden af powerpop og måske nyere punk, for at finde noget sammenligneligt for tiden. King Tuff, som jeg tidligere har rost, er et glimrende eksempel. Et andet er Atlanta-kvartetten Gentleman Jesse & His Men, der snart udsender en ny plade.

“Ladies and gentlemen, let’s welcome from Staten Island, New York, The David Johansen Group!”

2011-11-25T22:46:00.001+01:00

'Girls'. Playliste 24. november 2011

2011-11-25T18:02:00.001+01:00

1. The Rolling Stones - Some Girls (1978)
2. Spoon – All The Pretty Girls Go To The City (2011)
3. Amy Winehouse - Hey Little Rich Girl (2007)
4. Nina Simone – Rich Girl (1982)
5. The Temptations - My Girl (1964)
6. Faust – It’s A Rainy Day, Sunshine Girl (1972)
7. The Limiñanas - Je Suis Une Go-Go Girl (2010)
8. France Gall - Laisse Tomber Les Filles (1964)
9. Paul Collins' Beat - Rock N Roll Girl (1979)
10. The Who – Glow Girl (1967)
11. The Only Ones - Another Girl, Another Planet (1978)
12. Beat Happening – Drive Car Girl (1992)
13. Roger McGuinn - American Girl (1977)
14. The Shins – Girl Inform Me (2001)
15. Real Kids - All Kindsa Girls (1977)
16. Wire – Three Girl Rumba (1977)
17. Rodger Collins - Foxy Girls in Oakland (1970)
18. Dr. Octagon – Girl Let Me Touch You (1996)
19. Assagai - Telephone Girl (1971)
20. Dorothy Ashby – Lonely Girl (1968)
21. Stockholms Negrer - Fy Fan Svenska Flicka (1985)
22. Hüsker Dü – Girl Who Lives On Heaven Hill (1985)
23. The Cramps - Bikini Girls With Machine Guns (1989)
24. Suicide – Girl (1977)
25. Alex Chilton - What's Your Sign Girl (1995)
26. Destroyer – School, And The Girls Who Go There (1998)
27. The Beach Boys - Surfer Girl (1963)
28. The Barbarians - Are You a Boy or Are You a Girl (1965)

En enkelt kommentar. Det kan virke påfaldende, at når undertegnede efter lange overvejelser endelig, har besluttet sig for at fortælle lidt mere om sig selv, end det mest gængse, så svigter teknikken. Med andre ord, den ene af mikrofonerne har et par udfald undervejs. Helt galt går det under forspeaken til Paul Collins' Beat og The Only Ones.

Hør programmet.

Pigeoptakt V: ’No Other Girl’

2011-11-23T21:25:00.001+01:00

Mellem de to sidste afsnit af ‘Broen’ og med Saga Norén nede, endnu et potentielt nummer til udsendelsen om piger i morgen. I slutningen af oktober udkom Baby Woodrose´s ’Love Comes Down’ fra 2006, endelig udenfor Skandinavien. Det må også siges at være på tiden, når man tager med i betragtningen, at mere end hovedparten af alt Baby Woodrose materiale forsvinder udover landets grænser.

’No Other Girl’ er et straight rocknummer med et eviggyldigt poptema. Eller som salige Dan Turéll engang udtrykte det ”Der vil aldrig blive en anden som dig. Aldrig en anden som dig, aldrig, skønt der vil blive mange…”

Mellemblond: ‘Elastisk’

2011-11-22T16:56:00.001+01:00

Desværre er ep’en indtil videre kun ude som download. Mellemblond er formentlig det ypperste dansksproget rock, har at byde på for tiden. Køb den og skru op!

Pigeoptakt IV: Mest om piger

2011-11-22T16:24:00.001+01:00

Forleden var jeg inde på, at det kan blive vanskeligt at sætte pige-programmet sammen på torsdag. For at sætte det på spidsen, kommer her en liste med de kunstnere, som er repræsenteret med fire numre eller flere i mit iTunes-bibliotek. Hvis jeg gad gennemgå plade- og cd-reolen, vil der sandsynligvis dukke et nummer eller to mere op med et par stykker af dem.

The Mamas & The Papas:
‘My Girl’ / ‘Boys And Girls Together’ / ‘Nothing's Too Good For My Little Girl’ / ‘Twelve Thirty (Young Girls Are Coming To The Canyon)’.

Bob Dylan:
‘You're A Big Girl Now’ / ‘The Girl On The Greenbriar Shore’ (Live 1992) / ‘Girl Of The North Country’ / ‘Sally Girl’ (Studio outtake) / ‘Brownsville Girl’.

BMX Bandits

BMX Bandits:
‘Disco Girl #1’ / ‘Top Shop Girl’ / ‘Disco Girl’ / ‘Girl At The Bus Stop’ (Acoustic version)/ ‘Girl Nextdoor’.

The Rolling Stones:
‘Factory Girl’ / ‘Medley: Just Made My Day, Funny Guy, Be The One, Much In Love, Hold Your Hand, A Doo Lang, Boy Meets A Girl, No One Knows’ / ‘Down Home Girl’ / ‘Stupid Girl’ / ‘Some Girls’ / ‘Backstreet Girl’.

Alex Chilton:
’Hey! Little Girl’ / ‘Girl After Girl’ / ‘Devil Girl’ / ‘What's Your Sign Girl’ / ‘New Girl In School’ / ‘With A Girl Like You’.

Pigeoptakt III: 'Twelve Thirty (Young Girls Are Coming To The Canyon)'

2011-11-21T14:11:00.001+01:00

Vi bliver ved et af de indlysende numre. Papa John’s ’Twelve Thirty (Young Girls Are Coming To The Canyon)’ handler på overfladen om at flygte fra New York City, for at slå sig ned i en dal i solrige Californien, hvor unge piger valfarter til. Hippiedrømmen lever i bedste velgående. Der skulle dog ikke gå lang tid, før pigerne rottede sig sammen og satte spørgsmål tegn ved, kun at være smukke og bekvemme vedhæng.

Pigeoptakt II: ‘Girl From The North Country’

2011-11-20T20:11:00.001+01:00

Der er flere bud på, hvem Bob Dylan skrev ’Girl From The North Country’ om. Alle går på gamle kærester. Hvem det er, er i og for sig ligegyldigt. En ting, kan de fleste ikke desto mindre blive enige om, sangen har vist sin holdbarhed. Dylan spillede den seneste live sammen med Mark Knopfler, den 11. november 2011, i Nelson Mandela Forum i Firenze.

Denne fornemme version er med amerikanske Duncan McKnight, som var forbi Mod Strømmen i begyndelsen af måneden. Hvis rygtet taler sandt, så er McKnight ved at få et orkester på benene i København. Forlydenet fortæller videre, at han snart går i studiet med frontmand Henrik Björnsson fra det islandske neo-psykedeliske band, Singapore Sling.

</iframe</body>

Pigeoptakt I: ‘The Girl Can’t Help It’

2011-11-19T14:11:00.001+01:00

I sidste uge brokkede jeg mig over, at der er urimeligt mange sange, hvor boy/dreng i en eller anden afskygning indgår i titlen. Som det ses af det forrige indlæg, fik vi skåret det ned til noget ganske fornuftigt. Det er ikke sikkert, at det flasker sig helt så nemt på torsdag, hvor temaet er girls/piger. Hvor jeg i mit iTunes-bibliotek, har 181 numre med boy/dreng som en del af titlen, har jeg hele 321 med girl/pige. Hvis jeg skulle lave programmet alene, skal der rundregnet skæres omkring 90% væk. Nu er jeg ikke ene om det, så de sidste 10% skal formelig halveres, hvis ikke mere. Det vil sige, at jeg sidder tilbage med et sted mellem ti og femten numre. Og så har jeg endda ikke inkluderet ’Girl You Got Me Lonely’ med Gasolin, som jeg skal op og lede efter i singlekassen på loftet. Optakten begynder derfor allerede i dag, hvor jeg end ikke har lagt en overordnet præsentation af udsendelsen på bloggen.

Little Richard's ’The Girl Can’t Help’ er titelsangen til den i dag oversete, hvis ikke nærmest glemte rock’n’roll filmkomedie fra 1956 (jeg kan ikke modtage TCM og hvad der ellers findes af filmkanaler). Numret er skrevet af jazzpianisten og sangskriveren, senere tv-skuespiller og gift med Julie London, Bobby Troup, som mellem mange sange også har ’(Get Your Kicks On) Route 66’ på samvittigheden.

Som jeg husker filmen, det er mange år siden jeg har set den, så er musikken en integreret del af handlingen og ikke bygget op om enkeltstående numre eller teenageidoler, som adskillige af datidens og for den sags skyld nutidens ungdomsfilm var/er.

’The Girl Can’t Help’ havde i de tidligste udgaver ikke meget med rock’n’roll at gøre. Filmfolkene havde allerhelst set den fremført af Fats Domino. Spørg mig ikke, hvad der gik galt, men tak gerne Little Richard for den version, der har fået lov at blive stående.

Soundtracket ser i øvrigt således ud:

1. The Girl Can't Help It – Little Richard
2. Tempo's Tempo – Nino Tempo
3. My Idea of Love – Johnny Olenn
4. I Ain't Gonna Cry No More – Johnny Olenn
5. Ready Teddy – Little Richard
6. She's Got It"– Little Richard
7. Cool It Baby – Eddie Fontaine
8. Cinnamon Sinner – Teddy Randazzo and the Three Chuckles
9. Spread the Word – Abbey Lincoln
10. Cry Me a River – Julie London
11. Be-Bop-A-Lula – Gene Vincent and His Blue Caps
12. Twenty Flight Rock – Eddie Cochran
13. Rock Around the Rockpile – Ray Anthony Orchestra
14. Rocking Is Our Business – The Treniers
15. Blue Monday – Fats Domino
16. You'll Never, Never Know – The Platters
17. Every Time You Kiss Me – Unknown, lip-synched by Jayne Mansfield
18. Giddy Up Ding Ding – Freddy Bell & The Bell-Boys

Boyz. Playliste 17. november

2011-11-18T20:40:00.001+01:00

Singlen ‘TheSubbuteo Sound’ fra 1973

1. The Barbarians - Are You A Boy OrAre You A Girl (1965)
2. The Beatles – Bad Boy (1965)
3. The Shirelles with King Curtis -Boys (1960)
4. Darlene Love – A Fine, Fine Boy(1963)
5. B-Girls - Boys Are Drinking (HighSchool Dance) (1980)
6. Waitresses – I Know What BoysLike (1980)
7. Stiv Bators – Evil Boy (1979)
8. Orange Juice – Blue Boy (1980)
9. Belle & Sebastian - The Boy WithThe Arab Strap (1998)
10. Simon & Garfunkel - The OnlyLiving Boy in New York (1970)
11. Bruce Springsteen & The E-StreetBand – Candy’s Boy (1978/2010)
12. New York Dolls – Jet Boy (1973)
13. Johnny Thunders – London Boys (1978)
14. The Ad Libs – The Boy From New YorkCity (1964)
15. Lee Hazlewood - Run Boy Run (1963)
16. Johnny Cash – A Boy Named Sue (live)(1969)
17. Lone Justice – Go Away Little Boy(1985)
18. Bob Dylan – Ministrel Boy (live)(1970)
19. The Faces – Borstal Boys (1973)
20. Mink DeVille – Bad Boys (1980)
21. The Setting Son – I Wanna Be YourBoy (2007)
22. The Black Keys – Lonely Boy (2011)
23. The Wild Tchoupitoulas - Meet De Boys On The Battlefront (1976)
24. The Specials - Rude Boys Outta Jail(1980)
25. Michael Yonkers Band - Boy In TheSandbox (1968/2002)
26. Conway Twitty – Lonely Boy Blue(1959)
27. Lost Kids – Diskodreng (1978)
28. Happy Mondays – The Boys Are Back InTown (1999)
29. Ramones - Now I Wanna Be A Good Boy (1977)

Hør udsendelsen

‘This Guitar (Can't Keep From Crying)’: George Harrison næsten akustisk.

2011-11-16T18:50:00.001+01:00

Den aktuelle Scorsese-skabte interesse for George Harrison er ikke gået min næse forbi. Jeg har endnu ikke set ’Living In The Material World’. Det har ellers ikke skortet på anbefalinger. Både fra biografgængerne og dem, der nåede at se den på youtube, mens den lå der i fuld længde. I stedet, har jeg brugt første mørke halvdel af november i skønt selskab, med denne hjemmelavede, tæt på akustiske kompilation. Mon ikke den stadig følger mig, når det bliver december? Tak til Jamie Mason.

1. The Beatles - While My Guitar Gently Weeps
2. The Beatles – Something
3. The Beatles - All Things Must Past
4. George Harrison - Beware Of Darkness (acoustic)
5. George Harrison - Let It Down (early version)
6. George Harrison - Isn't It A Pity (earliest demo)
7. George Harrison - If Not For You (demo)
8. George Harrison - Mama You Been On My Mind (demo)
9. George Harrison - Run Of The Mill (demo)
10. George Harrison - Woman Don't You Cry For Me (early take)
11. George Harrison - Behind That Locked Door (demo)
12. George Harrison - Deep Blue
13. George Harrison - Sue Me Sue You Blues
14. George Harrison - The Light That Has Lighted The World (demo)
15. George Harrison - I Don't Wanna Do It
16. George Harrison - Beautiful Girl
17. George Harrison - Art Of Dying
18. George Harrison - Dark Horse (demo)
19. George Harrison - I Don't Care Anymore
20. George Harrison & Paul Simon - Here Comes The Sun (live on sat. night live)
21. George Harrison - Gopala Krishna

To om Jagger

2011-11-14T19:08:00.001+01:00

Kortene på bordet. Det kommer ikke til at handle om hverken Anita Pallenberg eller Michelle Breton. Tværtom. Jagger kommer indirekte i centrum, i og med de følgende sange drejer sig om hans sceneoptræden og dansetrin, som han groft taget, er blevet beskyldt for at have plagieret fra enhver sort performer, der kom før ham.

Først tager vi tilbage til 1971, hvor den sorte soul-protestsanger, Eugene McDaniels, dissede ham i ’Jagger The Dagger’ på lp’en ’Headless Heroes Of The Apocalypse’. "Jagger doin the devil dance / just a victim of circumstance". Ikke i sig selv specielt opsigtvækkende, Elvis fik samme medfart. Nummeret har dog et sært forførende, stenet beat, som hip-hoppen også har genfundet og -brugt:

Det er flintrende ligegyldigt, hvor meget jeg vrider min hjerne, så dukker der ikke andet end filmen ’Jurassic Park’ op, når jeg hører navnet Maroon 5. Jeg tænker ikke engang på at trække min pistol, trækningerne om øjnene udebliver ligeså og så ved jeg for øvrigt ikke om der overhovedet er en forbindelse til ’Jurassic Park’! Okay, jeg er bekendt med, at Maroon 5 er et populært amerikansk poporkester, der hvert år er nomineret til et eller andet, når den internationale musikbranche deler priser ud. Det er vist også det. Fornylig så jeg, ved et tilfælde, deres forholdsvis nye samarbejde med Christina Aguilera. Hende kender jeg, omend jeg i skrivende stund ikke, kan nævne en eneste af hendes sange. Her kritikerroste ’Moves Like Jagger’:

’Boyz’ i Mod Strømmen

2011-11-13T20:49:00.001+01:00

Det er lang tid siden Mod Strømmen har sendt en temaudsendelse. Det råder vi bod på, nu på torsdag d. 17. november, hvor første afdeling af et planlagt dobbeltprogram går i luften. På papiret er emnet ganske ligetil: ’Boys/drenge’ i ental eller flertal og på alle tænkelige sprog, kan/skal indgå i titlen. Jeg skal allerede hilse og sige, at listen er lang, urimelig lang. Kunsten bliver, med andre ord, at skære ind til benet og det nødvendige.

Anden del kommer til at handle om piger.

Lyt med på torsdag, mellem kl. 18-20 på 98.9 FM/98.8 Hybrid

Nicklas Burman & Det Tørre Beat. Playliste 10. november

2011-11-12T10:22:00.001+01:00

1. Nicklas Burman & Det Tørre Beat – En Evighed (2011)
2. Niels Skousen – Daddy Longleg (2006)
3. Povl Dissing & Beefeaters – Den Grimmeste Mand i Byen (1967)
4. Nicklas Burman & Det Tørre Beat – Byer Af Støv (2011)
5. The Afgan Whigs – Be Sweet (1993)
6. Pixies – Monkey Gone To Heaven (1989)
7. Nicklas Burman & Det Tørre Beat – Celle No. 5 (2011)
8. Bob Dylan – Billy 1 (1973)
9. Leonard Cohen – Alexandra Leaving (2001)
10. Nicklas Burman & Det Tørre Beat – En Frodig Og Tyst Allé (2011)
11. Benny Holst – Engle Har Bare Tæer (2004)
12. Nicklas Burman & Det Tørre Beat – November (2011)
13. Kim Larsen – Sig Nærmer Tiden (2004)
14. Dan Turèll & Sølvstjernerne – Aldrig En Anden Som Dig (1978)
15. Nicklas Burman & Det Tørre Beat – Sidste Hvide Time (2011)
16. Nicklas Burman & Det Tørre Beat – Café Louise (2011)
17. Jello Biafra & Mojo Nixon – Are You Drinking With Me Jesus? (1994)
18. Dan Turèll & Sølvstjernerne – Jesus Flipper Sangen (1978)
19. Nicklas Burman & Det Tørre Beat – Popsang (2011)
20. Nicklas Burman & Det Tørre Beat – Det Stikker Mig (2011)
21. Nicklas Burman & Det Tørre Beat – Nytår (2011)

Hør programmet

Black Bananas & Kurt Vile: ‘Before They Make Me Run’

2011-11-10T10:22:00.000+01:00

For en lille uges tid siden, fik jeg et tip om, at det tidligere medlem af den amerikanske duo Royal Trux, Jennifer Herrema, var på vej med en ny plade under navnet, Black Bananas. Der er sket meget siden Royal Trux’s udgav dets to første, mildest talt rodede, hvis ikke nærmest utilgængelige album, i henholdsvis 1988 og 1990. De blev senere efterfulgt af 70’er-orienteret rock af den mere støjende og skurrende karakter, da bandet fik en millionkontrakt med Virgin. En ting, der dog stadig er intakt hos Herrema, er fascinationen af Keith Richards.

Den mandlige halvdel af Royal Trux, Neil Hagerty, havde allerede i midten af firserne, da han spillede med Jon Spencer i Pussy Galore, været med til at indspille og udsende hele ’Exile On Main Street’-pladen, der i den grad bærer Richards navnetræk, i et begrænset kassettebåndsoplag, som er fuldstændig uopdrivelig i dag. I midten af halvfemserne løb duoen endvidere ind i Richards i Memphis, Tennessee, da de var ved at færdiggøre dets første album for Virgin. Det blev til dette interview.

Og nu her i 2011, har Jennifer Herrema, som en forløber for den nye udgivelse, slået sig sammen med årets indie-darling Kurt Vile og har udsendt en bragende god version af Keith-kendingen, ‘Before They Make Me Run’, fra ’Some Girls’.

BlackBananas and Kurt Vile - Before They Make Me Run (The Rolling Stonescover) by rfp86

Keith Richards modtog iøvrigt Norman Mailer-prisen for selvbiografien, 'Livet', i går aftes.

The Knitting Factory

2011-11-08T16:47:00.003+01:00

Nicklas Burman & Det Tørre Beat i Mod Strømmen

2011-11-07T17:15:00.000+01:00

For noget nær fire år siden, havde Mod Strømmen besøg af Nicklas Burmans tidligere orkester, Riffelsyndikatet. Dengang var recepten protestrock af den gamle skole. På Burmans solodebut, ’Celle No. 5’, fra i år, er fokus flyttet fra det ydre til det indre. Der er ingen udfald mod storkapitalen og alverdens magthavere, derimod får lytteren lige dele storbyblues, skinbarlig afmagt, spleen, voyeuristiske slentreture og måske ligefrem en accept af det bestående?

Modkraft bruger overskriften ’En stemning af forbi og opbrud’ i en anmeldelse, der også bringer sangskrivere som Benny Holst og C.V. Jørgensen ind som referencepunkter. Så langt vil jeg ikke gå. Det vi får, rækker ikke desto mindre et godt stykke over den grå masse af singer-songwritere, der de seneste år på den ene eller anden måde har fundet vej til det offentlige rum.

Lyt med torsdag d. 10. november, mellem kl. 18-20, på 98.9 FM / 98.8 Hybrid.

Riffelsyndikatets playliste fra d. 27. november 2007:

1. Riffelsyndikatet - Lorteland (2007)
2. Motorhead - Ace Of Spades (1980)
3. Dan Turéll & Sølvstjernerne - Sølvstjernernes Sande Synspunkt (1978)
4. Riffelsyndikatet - Skipper Klements Morgensang (2006)
5. Tom Lehrer - The Irish Ballad (live) (1960)
6. Atari Teenage Riot - Start The Riot! (1995)
7. Nick Cave & The Bad Seeds - The Curse Of Millhaven (1996)
8. Kliché - Bodyguards (1980)
9. Nørrebros Beboeraktion - Sangen Om Byggeren (1980)
10. Dial Zero - Politi-Militær (2006)
11. Røde Mor - Lil' Johnnys Mund (live) (1978)
12. Bikstok Røgsystem - DK's Koner (2005)
13. Jello Biafra - Shut Up - Be Happy (1988)
14. Riffelsyndikatet - King Of Speedway (2007)
15. Subhumans - Till The Pigs Come Around (1983)
16. Pixies - Where Is My Mind? (1988)
17. Bob Dylan - Can't Help Falling In Love (1973)
18. ROD - Ild (demo) (2007)
19. Riffelsyndikatet - Al Den Succes (2007)

’Livet är en fest - den svenska rockhistorien på 60 timmar’

2011-11-05T23:14:00.000+01:00

Svensk P3 sender for tiden udsendelsesrækken ’Livet är en fest’, om pop- og rockhistorien på den anden side af sundet. Check-in her. Dags dato er de nået til afsnit 21.

Ebba Grön og den tidlige svenske punkrock bliver taget under behandling i program 17 (1. & 2. del). Blandt andet med nye interviews med Fjodor og Thåström. Hver for sig.

Tak til Anders Stub for tippet.

G.C.S

2011-11-05T17:29:00.000+01:00

Alt efter præferencer, så kan Prince, Sly Stone eller slap-bass være lokkemaden. Bassisten Larry Graham debuterede med soloprojektet Graham Central Station i 1974. I 1968 var han kommet med i Sly & The Family Stone, der de følgende år hittede bredt med singlerne, ’Dance To The Music’ og ’Everybody Is a Star’. På grund af det massive forbrug af stoffer i gruppen, som medførte at flere koncerter blev aflyst, forlod han Sly under indspilningen af ’Fresh’. Måske mente han også, at læretiden var stået ud. I første omgang forsøgte han sig i hvert fald som producer. Det holdt ikke længe, ambitionerne rakte videre.

På det første Graham Central Station-album, tog han sig, udover bassen, selv af trommer, guitar og klaveret. Hørt på afstand og uden at gå datidens musikalske moderetninger efter i sømmene, så er pladen tyk af Sly Stones tunge funkarrangementer. Ikke i sig selv et minus, men når der samtidig er et par mere eller mindre ufrivillige parodier på oprørstrang og social indignation, som første halvdel af årtiets sorte musik havde så meget af, plus en fortælling om en utilpasset freak, så kunne man måske godt have ønsket sig et mere personligt udtryk.

Desværre havde Graham endnu ikke lært lektien på det andet album, der ligeledes kom i 1974. ’Release Yourself’ lider af en glat, hvis ikke decideret slikket produktion. Der endog, ifølge covernoterne, er lagt i hænderne på Vorherre selv. Ja, ham deroppe. Ved ikke om det er producerens skyld, men i forhold til debuten skorter ’Release Yourself’ på noget af den underfundighed, som etteren, trods alt, kunne mønstre.

Til gengæld må lp’en ’Ain't No Bout-A-Doubt It’ fra året efter, være nok til at få folk til at tage i Amager Bio i morgen aften. Den er ikke alene fantastisk, den må være Grahams kunstneriske kulmination. Hitsinglen ’Your Love’ er formentligt selvskreven i ethvert G.C.S’ sæt, men pladen indeholder også et par svingende instrumental numre, som ville pynte, hvis ikke ligefrem løfte enhver udgivelse med samtidige Mother’s Finest ud af det forudsigelige. Selv de svageste numre, som det om mediegiganten, ’It Ain't Nothing But A Warner Brothers Party’, har et indtagende groove.

Siden ’Ain't No Bout-A-Doubt It’ er der ikke så fandens meget at skrive hjem om. I 1979 begyndte Larry Graham at optræde under sit eget navn. Op gennem firserne gik musikken i retning af store, synth-inficerede soulballader. Og selvom, jeg med årene har tilgivet det årti en del, så står den slags ikke på listen. Endnu.

At bruge Prince som lokkemad var lidt af en tilsnigelse. De har godt nok turneret sammen i slutningen af halvfemserne og Larry Graham dukkede vistnok op på scenen, da Prince optrådte tidligere i år på 10-øren. Grahams væsentligste indflydelse på den lille mand fra Minnesota er dog, at han fik omvendt ham til Jehovas vidne.

Anders Stub. Playliste 3. november

2011-11-04T17:00:00.000+01:00

1. Stenblomma – Christiania (1973)
2. Anders Stub – Hey Hey Bye Bye (2011)
3. Thee Hypnotics – All Night Long (live) (1989)
4. Mother Superior – Constant Reminder (1998)
5. Aron – Morgendis / The Dark Knight (2003)
6. Folklords – Forty Second River (1969)
7. Baby Woodrose – Spinning Wheels Of Fire (2011)
8. Blue Cheer – Summertime Blues (1967)
9. Anders Stub – Holding Back The Tears (2009)
10. Huggorm – Jessika (2011)
11. Union Carbide Production – High Speed Energy (1992)
12. Roky Erickson – Goodbye Sweet Dreams (2010)
13. Hound Dog Taylor & The Houserockers – Give Me Back My Wig (live) (1974)
14. Thee Hypnotics – The Big Fix (1991)
15. On Trial – Black Seagull (2006)
16. Off! – Upside Down (2010)
17. Suicide – Cheree (1978)
18. Broder Daniel – I’ll Be Gone (1998)
19. Hills – The Vessel (2011)
20. Amadou & Mariam - Sarama (La Charmante) (2009)
21. Anders Stub – In The Dark Hours (2011)

Der skal lyde en undskyldning til de lyttere, der stillede ind i går og ikke kunne finde frekvensen. Den computer, der sørger for at vi kommer i luften fra antennen på Rigshospitalet, var ude af drift. Vi optog udsendelsen og sender den senere på måneden. Hvis du ikke kan vente, så lyt med via linket nedenunder.

Lyt med her

I trygge hænder

2011-11-02T15:21:00.000+01:00

Ovennævnte gælder forhåbentlig for 75-årige Glen Campbell, der for et par år siden fik diagnosen Alzheimers. Hvilket dog først kom til offentlighedens viden, kort tid før han indledte sin ’Goodbye Tour’, sidst i august i år.

Herunder titelnummeret fra Campbells uigenkaldeligt sidste album, ’Ghost On A Canvas’, der var sat til at udkomme i 2010, men som følge af sygdommen, blev udsat til i år. Bemærk den efterhånden mere og mere menneskesky Paul Westerberg, som ligefrem ser ud til at nyde rammerne med drikkevarer indenfor rækkevidde, mens en af hans sange lyder ud af højttalerne og billederne går i dialog med videoen til den gamle The Mats’-generationssang, ’Bastards Of Young’.

Glen Campbell bliver i øvrigt behørigt hyldet ved The Country Music Awards, onsdag 9. november.

Hvad hverken Steven Spielberg eller Peter Jackson har eller la ligne claire

2011-11-01T14:56:00.000+01:00

Il Grande Cocomero

2011-10-31T16:03:00.000+01:00

Al min viden om Halloween stammer fra Radiserne. Med Allehelgensaften står sagen straks anderledes. Det er ikke fordi, at jeg har tænkt mig at holde et længere foredrag. Blot gengive en playliste fra den dag radioprogrammet Mod Strømmen, havde temaet ’Det Okkulte’ og så kalde det vort bidrag til Halloween og dagen i dag.

1. Jerry Goldsmith - Ave Satani (1976)
2. Lovin’ Spoonful - Do You Believe In Magic (1965)
3. Sugar - Fortune Teller (1992)
4. Tony Jackson Group - Fortune Teller (1965)
5. Simon Stokes & The Nighthawks - Voodoo Woman (1968)
6. Redbone - The Witch Queen Of New Orleans (1971)
7. Lollipop Shoppe - You Must Be A Witch (1968)
8. Grandpaboy - Vampires And Failures (2004)
9. The Haunted Brothers - I Came Upon A Ghost One Night (2008)
10. Donovan - Season Of The Witch (1966)
11. Michael Hurley - The Werewolf (1971)
12. Warren Zevon - Werewolves Of London (1978)
13. Alan Vega / Alex Chilton / Ben Vaughn - The Werewolf (1996)
14. Wooden Shjips - Vampire Blues (2008)
15. The Black Angels - Haunting At 1300 McKinley (2010)
16. Stud Cole - The Witch (1968)
17. Kip Taylor - She’s My Witch (1958)
18. Patti Smith - Summer Cannibals (1996)
19. Ella Fitzgerald - Ding Dong! The Witch Is Dead (1961)
20. Ween - Voodoo Lady (1994)
21. The Neville Brothers - Voodoo (1989)
22. Lee “Scatch” Perry feat. Keith Richards - Heavy Voodoo (2008)
23. Massehysteri - Satans Barn (2010)
24. Clap Your Hands Say Yeah! - Satan Said Dance (2007)
25. Peter & The Test Tube Babies - Spirit Of Keith Moon (1985)
26. Billy Bragg & Wilco - Hoodoo Voodoo (1998)
27. Roky Erickson - Haunt (1985)

Anders Stub i Mod Strømmen

2011-10-30T11:57:00.002+01:00

”En klog mand behøver kun få ord, ligesom en tromme kun behøver lette slag”. Dette kinesiske ordsprog, skildrer i al sin enkelhed ganske fortrinligt Anders Stubs to fremragende soloalbum, ’The Silent Boatman’ fra 2009 og ’In The Dark Hours’ fra i år.

Svenske Stub har tidligere spillet med Mother Superior, der blev nomineret til en grammy for ’The Mothership Has Landed’ i hjemlandet i 1996, ligesom han har siddet bag trommerne for The Royal Beat Conspiracy. I 2006 kom han med i On Trial, hvor han havde sæde, indtil de bukkede pænt og sagde bye-bye her i juni.

Hvor programmet bringer os hen på torsdag, d. 3. november, kan jeg naturligvis kun gisne om. Jeg nærer et håb om, at vi når både det historiske/selvbiografiske rids, men så sandelig også at få spillet en del af det psych-kræs, som solopladerne flyder over med. Og så har jeg slet ikke nævnt musikalske inspirationskilder. Det kan desuden være interessant at få at vide om man overhovedet skal gøre sig forhåbninger om at høre ham live på et tidspunkt? Af omveje ved jeg, at flere presser på, for at det skal ske.

Stil ind på 98.9 FM/98.8 Hybrid, mellem kl. 18-20, nu på torsdag.

Former og indhold

2011-10-29T14:07:00.000+02:00

Kitsch, easy listening, semi-psykedelisk. Kært barn, mange navne, store glæder og alt det der. For lige at gå en kende i enkeltheder med playlisten fra udsendelsen med Duncan McKnight. Eller rettere sagt en af grupperne, peruvianske Los Mirlos, der slog sit navn fast sidst i tresserne og stadigvæk er aktive.

Orkestret ligger i krydsfeltet mellem folkemusik fra Andesbjergene, colombiansk cumbia, twangy guitar og amerikansk surf. Kan man det? ’Chicha’, som stilen bliver kaldt, blev populær under det såkaldte første peruvianske olieboom, hvor der pludselig var mange, hurtige penge at tjene i de tyndtbefolkede regnskove i den nordøstlige del af landet. Som sådan var det vel en form for regional arbejderklassemusik, der blev spillet rundt omkring på de interimistiske barer, der opstod i kølvandet på tilstrømningen af lykkejægerne. ’Chicha’ er også navnet på den gærede, alkoholrige og højtelskede lokale majsdrik.

Såfremt man kan tale om, at Los Mirlos har en kendingsmelodi må det være ’Sonido Amazónico’. I 2007 åbnede den, den amerikanske kompilation ’The Roots Of Chicha: Psychedelic Cumbias From Peru’, der sidste år blev fulgt op af endnu en opsamling.

Tjek iøvrigt fotoet øverst, som er Los Mirlos originale pladeomslag til det album, hvorpå ’Sonido Amazónico’ kom første gang. Sammenlign det derpå med det grøntonede cover med bussen, som udgør billedsiden af videoen. Der er lang vej fra Peru i tresserne og halvfjerdserne til en coverdesigner fra New York i nullerne, som skal gøre en vare hipstervarm.

Duncan McKnight. Playliste 27. oktober

2011-10-28T19:57:00.001+02:00

1. Dante Esperanza - Fugitive (2004)
2. T. Rex - Children Of The Revolution (1972)
3. Los Saicos - Come On (1965)
4. Los Mirlos - Sonido Amazónico (196?)
5. Syd Barrett - Lucy Leave (demo) (1965)
6. The Virgin Tongues - Six Feet Underground (2007)
7. The Setting Son - Spring Of Hate (2009)
8. The Savage Rose - Byen Vågner (1972)
9. The Velvet Underground - Run Run Run (1967)
10. The Brian Jonestown Massacre - Anemone (1996)
11. The Flaming Banshees – 1000 Days Of Sleep (2009)
12. Magic Castles – Ballad Of The Golden Bird (2008)
13. Duncan McKnight & Jamedar Sun – Highway Diamond (live i studiet) (2011)
14. The Doors – Love Street (1968)
15. The Seeds – Can´t Seem To Make You Mine (1965)
16. The Virgin Tongues – Who Cares Right Now? (demo) (2009)
17. Sebastian – Lossepladsen Bløder (1971)
18. Donovan – Hurdy Gurdy Man (1968)
19. The Haunted - 1-2-5 (1966)
20. The Flaming Banshees – Train Back Home (2009)
21. Kurt Vile – Unknown (2011)
22. The Rolling Stones – 2000 Light Years From Home (1967)

Listen to the show

Overvejelser kvart i fire

2011-10-26T15:55:00.000+02:00

Skal jeg tage i Lille Vega for at høre Throwing Muses eller i Stengade, hvor Rikk Agnew og De Høje Hæle spiller? Jeg kan også blive på sofaen, høre gamle Motown-singler og læse ’Keldby Slagteren’ af Henrik Nordbrandt? Hans første krimi siden ’Finkelsteins Blodige Basar’ fra 1983.

Nothing's gonna change my world...

2011-10-25T20:05:00.001+02:00

Copenhagen II

2011-10-24T21:08:00.000+02:00

Den officiellebilledside til Lucinda Williams´ ’Copenhagen’ fra albummet ’Blessed’, der kom ifebruar i år. Sangen handler om hendes mangeårige manager, Frank Callari, derdøde af et hjertetilfælde, to dage før Williams spillede i København, d. 28.oktober 2007. Videoen fortæller en helt anden historie.

Duncan McKnight i Mod Strømmen

2011-10-22T17:29:00.000+02:00

“We love the Velvet Underground. We like the Brian Jonestown Massacre. And we dig on Ride too. So do these guys and it shows, in a very good way. We wish there were more bands like this in Berlin. They're young, broke, always looking for free booze and drugs and the chicks dig em…”

Rammende signalement af den amerikanske trio The Virgin Tongues fra det tyske pladeselskab 8mm. Nu på torsdag får Mod Strømmen besøg af én af gruppens bærende kræfter, Duncan McKnight, der for nuværende har adresse i København.

Før McKnight drog til Berlin indspillede han ’Live From The Indian Burial Grounds’ med Dante Esperanza. Afsættet var at fange stemningen fra nogle mere eller mindre uforklarlige oplevelser, flere vil sikkert kalde dem spirituelle, som bandet havde under en overnatning på en gammel indiansk begravelsesplads midt i den californiske ørken, med hvad det indebar af åndesyner, prærieulve og en rituel afbrænding af en guitar. Det musikalske udtryk er vel det, man blandt venner kort kalder, psychedelic country blues.

Lyt med torsdag, d. 27. oktober mellem kl. 18-20. (98.9 FM eller 98.8 Hydrid)

Førend en eller anden begynder at tænke: ”Hov-hov, hvad med Spil Dansk Dagen?”. Lad os bare få det på det rene. Mod Strømmen har deltaget siden den spæde begyndelse og mener efterhånden, at vi har udtjent vor værnepligt. Når det er sagt, så har der aldrig været så mange arrangementer som i år, muligheder er der nok af. Og mon ikke den danske musik vi spiller resten af året, opvejer det endelige udfald på dommens dag?

4 x Verlaine. Tom Verlaine

2011-10-20T21:27:00.001+02:00

”Give Me One Good Dose Of Thunder…”

2011-10-19T13:18:00.000+02:00

1. Taking A Ride
2. Color Me Impressed
3. Left Of The Dial
4. Answering Machine
5. Help Me Rhonda
6. Garys Got A Boner
7. Dose of Thunder
8. Unsatisfied
9. I Will Dare
10. Johnnys Gonna Die
11. Sixteen Blue
12. Take Me Down To The Hospital
13. Black Diamond
14. I'm In Trouble
15. Kids Don't Follow
16. ?
17. GO
18. Shores of Montezuma
19. Gary's Got A Boner
20. Goddamn Job
21. ?
22. ?
23. Bastards of Young

Selv om der er spørgsmåltegn undervejs, er der vel ikke så meget at betænke sig på. Følg linket til bootleggen fra Antenna Club i Memphis, 17. november 1985. Og, hvis der er en læser, der tilfældigvis kan fylde de blanke felter ud, så hører jeg gerne om det.

The Freak Scene genindplaceret

2011-10-18T20:29:00.000+02:00

The Freak Scene var et af tressernes mange studieprojekter. For pladeselskabet Columbia handlede det mest af alt om økonomisk afkast. Hvad det var for hovedmanden Rusty Evans er straks vanskeligere at greje? Dazumals fik The Freak Scene ingen anmærkelser, for at snylte på den spirende psych-pop scene. Det er til gengæld det eftermæle, som det ene album ”gruppen” udgav, sidenhen har fået. Men gjorde de nu også det?

Vi skriver 1967. Året før, havde Evans udgivet en plade med et lignende koncept, The Deep. Det er stort set det samme hold, der var med til at indspille ’Psychedelic Psoul’. Der er ikke nogen, der kan være i tvivl om, at vi befinder os i en tidskapsel. En trippy og hypnotisk en af slagsen, vel at mærke. Hvor studieteknikken er blevet brugt på alle tænkelige og utænkelige faconer. Et nummer, som ’The Subway Ride Thru Inner Space’ er nærmest et tekst mash-up, der på en god dag hidbringer minder om Dylans ’Subterranean Homesick Blues’. Mens den tidskarakteristiske indflydelse fra Indien eller er det George Harrison, for at blive blandt mastodonterne, er til at tage at føle på i ’A Million Grains of Sand’, ’Rose Of Smiling Faces’ og ’My Rainbow Life’. Til trods for de skæve og til dels skrøbelige, forsøgende rammer, som ’Psychedelic Psoul’ er blevet til i, så står de fleste numre isoleret set distancen. Det eneste, der virker en kende outdatet, hvis man ikke lige er besat af tiden eller er historiker, som undertegnede, er de talte vignetter, der mestendels er kommentarer til Vietnam-krigen, borgerrettigheder og det at være hippie.

For nu at besvare mit eget spørgsmål, så fremtræder ’Psychedelic Psoul’ langtfra som den kliché, som adskillige kritikere sidenhen har gjort en dyd ud af at beskrive. Den søgende og eksperimenterende produktion var ikke en selvfølgelighed i 1967. Det er nemt at se en masse aspekter, der taler imod The Freak Scene. I og med det var et rent studieprojekt, mangler det navnlig den kvalificerende autenticitet. Hvad var nødvendigheden af eksperimenterne? Var de på syre, som Lennon og resten af slænget? Tekstmæssigt kan meget af det desuden lyde som noget påtaget gådefuldt vås, men hvem fanden gjorde ikke det? Og hvad med navnet The Freak Scene, lyder det ikke søgt?

På den anden side, så var The Freak Scene så tidligt ude, at man dårligt kan tale om en egentlig psych-pop bølge. Det i sig selv diskvalificerer vel ethvert argument om det klichéprægede. Samtidig kan jeg ikke lade være med at tænke på, at The Freak Scene, hvis ikke Rusty Evans havde mistet interessen for projektet, meget vel i dag kunne være blevet nævnt med samme begejstring, som The Strawberry Alarm Clock, The Chocolate Watchband, The Music Machine, Bubble Puppy og andre fra samme sunshine-pop kamarilla, bliver visse steder i dag.

Jeg har set Chuck Berry

2011-10-18T09:07:00.000+02:00

Ganske vist kun en enkelt gang, men jeg har set ham. Tilmed i denne blogs levetid. I dag fylder han 85 år. Stort tillykke. I januar 2007, skrev jeg bl.a. dette om pladen 'San Francisco Dues' fra 1971:

”Alene titlen lader ane, at vi måske har at gøre med en lp, hvor Chuck Berry så tilbage på den eksperimentale San Francisco-tone, som havde fyldt så meget i lydbilledet i de sene 1960'ere. Ville Berry vise hippierne, hvordan et vaskeægte rock'n'roll album skulle skrues sammen, eller ville han hoppe med på bølgen og indspille en psykedelisk lp?

Svaret er både-og. Vi har stadig at gøre med den gamle Chuck Berry, han er måske blevet en smule klogere og langt venligere. Groovet på albummet er i hvert fald hjerteligt og muligvis også en smule diskret. Ikke desto mindre, får de langhårede en kommentar med på vejen i nummeret 'The Festival', hvori Berry beskriver to uger i selskab med en del af de nye navne, men naturligvis også flere fra hans egen generation”

I forhold til dengang, hvor ordene blev affattet, er ’The Festival’ dukket op på nettet. God fornøjelse. "Everybody's laying back and freaking out all week long..."

Flash og forfaldet eller Efter mødet med den første nattefrost

2011-10-16T17:50:00.000+02:00

’The Bronx’ feat. Lou Reed

2011-10-16T12:56:00.000+02:00

Mange af nettes såkaldte frie fugle, joyriders og mere etablerede medier, har forivret sig for at være de første med eksempler fra samarbejdet mellem Lou Reed og Metallica. Fred være med det. Det er ikke desto mindre som om selvsamme, enten er gået glip af eller i bedste fald, har behandlet en langt mere interessant Reed-kollaboration stedmoderligt.

I maj udkom Booker T. Jones´ ’The Road From Memphis’, der i forhold til 2009-udgivelsen ’Potato Hole’, hvor han fik hjælp af Drive-By Truckers, bringer ham tættere på sine Stax-rødder. På den nye plade, havde The Stax-Man, det ypperlige neo-soul/hip-hop orkestret The Roots, psych-funk og tidligere Motown-guitarist Dennis Coffey og Orgone-percussionisten Stewart Killen med i studiet, hvor der skridtvis også indfandt sig en mindre perlerække af gæstevokalister. I al korthed, drejede det sig om Jim James fra My Morning Jacket, en duet mellem Sharon Jones og Matt Berninger fra The National og så Mr. Weed.

Når jeg hører den ulmende hjemstavnshymne ’Down In Memphis’, som den nu 66-årige Booker T. Jones selv lægger stemme til, kan det godt undre mig, hvorfor det er så sjældent, at jeg har hørt ham på vokal? Det kan næppe have noget at gøre med usikkerhed? Sangen beskriver et mere eller mindre arkadisk, ruralt Amerika. Som en slags svar herpå giver Lou Reed storbyen liv med ’The Bronx’, der dog ikke forekommer mindre tilbageskuende. Reed lyder ligefrem, som om han nyder selskabet med Booker T.

"Bakom mina solglasögon…"

2011-10-15T14:15:00.000+02:00

Det er én af dage, hvor efteråret flasher sit gavmilde og i år efterhånden rundhåndede gavtyvesmil. Docent Död, 1980.

Manoj Ramdas. Playliste 13. oktober

2011-10-14T16:35:00.000+02:00

1. SPEkTR - The Emblem (2012)
2. SPEkTR - Six Robots (2012)
3. Vangelis - Spiral (1977)
4. Toto - Dune: Main Title (1984)
5. Secrets Chiefs 3 - Radar (2011)
6. SPEkTR - Clockstoppers (2012)
7. Viron Vortex feat. Mads Geertsen - Shivatron (2010)
8. Harry Manfredini & Michael Zager, Hot Ice - Theme From Friday The 13th (Part III) (1982)
9. Ronald Stein - Dementia 13: Main Title (1963)
10. SPEkTR - Personetics: We Are Traitors (2012)
11. Frederik Thaee / Manoj Ramdas – Beach (2009)
12. Fabio Frizzi - The Beyond: Main Title (1981)
13. Vangelis - Blade Runner: Main Titel (1984)
14. Mr. Bungle - None Of Them Knew They Were Robots (1999)
15. SPEkTR - The Great Attractor (2012)
16. Harold Faltermeyer - Running Man: Main Title (1987)
17. Danny Zeitlin - Invasion Of The Body Snatchers: Main Title (1978)
18. Frederik Thaee / Manoj Ramdas - Panic Chase & Woods (2009)
19. Ur - Labyrinth Of Love (live) (197?)
20. SPEkTR - Telecide (2012)
21. SPEkTR - Stretch’N’Fold (2012)
22. Manoj Ramdas - Six Robots (demo) (2008)

Hør udsendelsen.

U.F.O. (”Hvis du ikke tror på det / Så er du eddermame dum!”)

2011-10-12T07:34:00.000+02:00

Den Stora Vilan på Loppen, onsdag d. 12. oktober

2011-10-10T10:22:00.000+02:00

Det nemt afkodelige cover til
Den Stora Vilans debut.

Overskriften er unfair. Gøteborg-ensemblet Den Stora Vilan er nemlig ikke det eneste orkester, der spiller på Loppen på onsdag. 2011 er efterhånden så langt fremme, at jeg er begyndt at gøre status over de bedste udgivelser. Det foregår stadigvæk forholdsvis provisorisk, men lur mig om ikke Den Stora Vilans debutplade dukker op på den endelige liste. Albummet har i den grad taget røven på mig.

Jeg har ladet mig fortælle, at de kan være en berusende oplevelse live, hvor det organiske samspil til tider kan nå den berømte højere enhed. Af nutidige svenskere læner Den Stora Vilan sig op af Dungen, men ældre brødre i ånden som Träd, Gräs & Stenar og Blå Tåget er også særdeles nærværende. Det vil være ligefor at kalde den selvbetitlede debut, for et stilfuldt fortidsstudie, men der er mere til billedet, som det er svært at sætte ord på. Varme og harmoni kunne i en hurtig vending, være to af dem.

Jeg har tidligere linket til nummeret ’Djuret’, der kan blive et af de vibrerende øjeblikke på onsdag. Det samme gælder for afslutningsnummeret på pladen, coveret af Neil Youngs ’Vampire Blues’. For slet ikke at tale om ’Bärares Blod’:

Som nævnt, står Den Stora Vilan ikke alene på plakaten. Aftenens andet islæt, er det danske folk-pop orkester The Migrant, der for en uge tids siden udsendte dets andet album ’Amerika’. Det koster 60 kr. at komme ind.

Efter 17.277 afspilninger, tegner der sig et uklart billede

2011-10-09T21:00:00.000+02:00