Påskens program

Helligdagene stunder til, mens regnen siler ned i denne del af landet. Foråret er så sagte på vej. På indkøbssedlen har øl, snaps og sild fået et hak. Nu hvor de almene behov er dækket ind, kan man begynde at bryde hjernen med, hvad man så skal bruge påsken til?

De kommende dage kan Lades Kælder i Kattesundet være en mulighed. Allerede i aften spiller garage- og pigtrådsorkestret David Peter & The Wilde Sect. Halvsøskende Strangers On A Train varmer op. Skærtorsdag kan man høre amerikanske Little Claw, hvis debutplade, ’The Human Taste’, sidste år blev udsendt på Thurston Moore's plademærke Ecstatic Peace. Danske Mescalin, Baby, som for resten er udtaget til DRs Karrierekanon, supporter. Langfredag gælder det et par navne, som siden her tidligere, har trukket op af hatten, nærmere bestemt The Setting Son og Elephant Riders. Dertil kommer Malmø-kvartetten Mono Stereo, der er ukendt land for undertegnede. Samme aften spiller punkbandet Grotæsk i Beta, Amager Bios nye scene.

Burroughs

Good Time Woman (tidlig version af Tumbling Dice)

Outtake fra ’Sticky Fingers’, som The Rolling Stones arbejdede videre med under indspilningerne til ’Exile On Main Street’ i Villa Nellcôte. I et dagbogsnotat af Bill Wyman, der senere blev brugt i bogen, ’Rolling With The Stones’, hedder det:

"On 3 August we worked on 'Good Time Woman' and when I arrived the following day I found Mick Taylor playing bass. I hung around until 3am then left”

Det var muligvis i disse timer, at ’Good Time Woman’ begyndte at tage form som ’Tumbling Dice’, som vi kender det. I alt skulle der være omkring 150 takes af nummeret. Det skal blive interessant at finde ud af, om det er ovenstående version af ’Good Time Woman’, der er inkluderet på de-luxe udgaven af ’Exile On Main Street’?

Weak Spot

Dagen i dag begynder med et tilbageblik, der godt kan minde om en anmeldelse. Onsdag d. 9 januar 2008, skrev undertegnede her på bloggen:

”Første gang, denne bloggerkugle, hørte Rachel 'Trailerpark' Nagy, begyndte han impulsivt at hoppe på stedet, altimens rytmerne angreb underlivschakraet og hofterne kom i sving. Numret var Otis Redding's 'Shout Bama Lama'. Siden fandt han ud af, at sangen var at finde på The Detroit Cobras pladen 'Life, Love And Leaving' fra 2001. The Detroit Cobras, hvori Nagy er forsanger, blev dannet i 1995 af Steve Shaw, der havde udviklet en forkærlighed for den klassiske R&B gennem et venskab med Alex Chilton, som han havde mødt via Detroit-bandet The Gories.

The Detroit Cobras har lige fra begyndelsen dykket dybt for, at finde gamle og oversete rock'n'roll og R&B perler. Rachel Nagy's stemme befinder sig et sted mellem Janis Joplin, der måske var bedst som fortolker, og Mary Wells. Coveret af sidstnævntes 'Bye Bye Baby' er da også et af pladens helt store numre. Derudover finder man to rockende Solomon Burke sange 'Find Me A Home' og 'Stupidity', ligesom The Ronettes, Ike & Tina Turner, Irma Thomas og vokalgruppen The 5 Royals er repræsenteret. The Detroits Cobras originalitet indenfor genren, har endvidere betydet, at Ellie Greenwich, der sammen med ægtemanden Jeff Barry i 1960'erne var nogle af kransekagefigurerne i Brill Building, og som stod bag uudslettelige øjeblikke, som 'Be My Baby' og 'Baby, I Love You' med The Ronettes, samt '(And) Then He Kissed Me' og 'Da Doo Ron Ron'
med The Crystals, har udtrykt ønske om at skrive til gruppen. Det samme har Jackie DeShannon.”

Hvorfor genbrug? Elementært. Thi i går fandt denne signatur en side, der har viet sin eksistens til, ”An depth study of the songs the Detroit Cobras have chosen to cover”. Der er ikke alene detaljerede beskrivelser af de enkelte sange, originalversionerne er der også. Værsgo.

”Well, I bet you I'm a-gonna be a Big Star”

Billedmanipulation? Er Little Richard virkelig så stor? Eller er det en voksdukke, som The Fab Four er fotograferet med i 1963? Bedøm selv, for dette indlæg handler om en cd, der har været et stykke tid undervejs, eftersom et par af numrene, har været vanskelige at opdrive. Det har været hele ventetiden værd, cd’en har ikke sluppet husets ghettoblaster, siden undertegnede fik den foræret for ungefær fjorten dage tilbage.

'Beatles Cover Originals' er titlen, og den giver velsagtens sig selv. Hvis ikke, så læs videre:

1. Twist And Shout / The Isley Brochers (1962)
2. Anna / Arthur Alexander (1962)
3. Chains / The Cookies (1962)
4. Boys / The Shirelles (1960)
5. Baby It’s You / The Shirelles (1961)
6. A Taste Of Honey / Lenny Welch (1962)
7. 'Till There Was You / Peggy Lee (1960)
8. Please Mr. Postmand / The Marvelettes (1961)
9. Roll Over Beethoven / Chuck Berry (1956)
10. You’ve Really Got An Hold On Me / Smokey Robinson & The Miracles (1962)
11. Devil In Her Heart / The Donays (1961)
12. Money (That’s What I Want) / Barrett Strong (1959)
13. Long Tall Sally / Little Richard (1956)
14. Slow Down / Larry Williams (1958)
15. Matchbox / Carl Perkins (1956)
16. Rock And Roll Music / Chuck Berry (1957)
17. Mr. Moonlight / Dr. Feelgood & The Interns (1962)
18. Kansas City / Little Richard (1959)
19. Words Of Love / Buddy Holly & The Crickets (1957)
20. Honey Don’t / Carl Perkins (1955)
21. Everybody’s Trying To Be My Baby / Carl Perkins (1956)
22. Act Naturally / Buck Owens (1963)
23. Dizzy Miss Lizzy / Larry Williams (1958)
24. Bad Boys / Larry Williams (1959)
Bonus
25. Leave My Kitten Alone / Little Willie John (1959)

Angående den lidt ubestemte overskrift, så stammer ordene fra ’Act Naturally’ af Buck Owens, der var pioner indenfor, og med årene nærmest er blevet synonym med countrystilarten, The Bakersfield Sound. Her på siden sender vi også en tanke til Merle Haggard.

"Say man, are you one of those guys from the Incredible String Band?"

Bob Dylan til Marc Bolan, da glamrock-stjernen omsider fik lov at møde sit store idol hos deres fælles ven, Harry Nilsson. Musikjournalist Nick Kent fortsætter i sin nye bog, ’Apathy For The Devil’:

"The bopping elf was temporarily crushed - Bob didn´t know him from Adam - but thinking about it afterwards it only made Dylan more untouchable in his estimation”

Interview

Peter H. Olesen interviewer Niels Skousen i forbindese med det nye album, 'Lyt Til Din Coach', der er på gaden på mandag.

År lærer mere end mange bøger eller arkiveret til næste gang.

Før Big Star bliver sat tilbage under B og Alex Chilton under C. Lige en opfølgning på de seneste dages indlæg. Herunder sætlisten fra den all-star tribute, der fandt sted lørdag i Austin.

1. Back Of A Car (Jon Auer)
2. Don't Lie To Me (Jon Auer)
3. In The Street (Curt Kirkwood)
4. I Am the Cosmos (Jon Auer)
5. When My Baby's Beside Me (Chris Stamey)
6. Big Black Car (M. Ward)
7. Way Out West (Jody Stephens vokal, Andy Hummel guitar)
8. Daisy Glaze (Ken Stringfellow)
9. Jesus Christ (Mike Mills)
10. For You (Jody Stephens)
11. I'm In Love With A Girl (John Doe)
12. The Ballad Of El Goodo (Sondre Lerche)
13. Thirteen (Jon Auer)
14. Feel (Ken Stringfellow)
15. Thank You Friends (Chuck Prophet)
16. Nightime (Evan Dando solo)
17. Try Again (Amy Spease)
18. September Gurls (Susan Cowsill, The Watson Twins)

’Plundered My Soul’

For ikke mere end otte-ti år siden, udvekslede de fleste musik via kassettebånd. Lp’er og cd’er blev overspillet en masse. Undertegnede har ikke tal på de bånd, han har modtaget eller selv lagt plader til. En overgang gik det udover ’Exile On Main Street’ med The Rolling Stones, der blev delt ud med rund hånd. Således også til den første i vennekredsen, der intens dyrkede Nick Cave, og som gik med aspirationer om at ligne John Cale, selvom der var større enighed om, at han slægtede en ung Bob Dylan på. At han også havde et crush på Echo & The Bunnymen, lader vi gå ubemærket hen.

En sen aften, et stykke tid efter at have foræret ham båndet, stod denne signatur og rodede i hans kassettesamling. Op dukkede ’Exile..’, der blev listet i båndoptageren, hvorefter der blev skruet op og ud væltede en anstrengende stønnen nedover noget jazzklaver-improvisation! Selv ikke en forbløffet spolen frem og tilbage, fik det til at stoppe, det blev bare ved og ved. Efter at have overvundet chokket, dristede undertegnede sig til at spørge, hvad der var blevet af Stones? Med et overbærende blik, der nærmest sagde hvad fanden rager The Rolling Stones mig, fortalte modtageren, at det skam var Keith Jarrett’s ’The Köln Concert’ fra 1975, som Stones’ mesterværk havde måtte vige pladsen for.

Måske kan man undskylde det med at være ung og søgende, og indgå i den kategori af eksistenser, om hvem det i All Music Guide’s anmeldelse af ’The Köln Concert’ hedder:

”Every pot-smoking and dazed and confused college kid — and a few of the more sophisticated ones in high school — owned this as one of the truly classic jazz records”

Her mange år efter, forekommer det ikke desto mindre stadig denne blogger, som værende rendyrket helligbrøde. Vi har dog holdt forbindelsen ved lige og nydt adskillige rockkoncerter sammen siden.

Til maj kommer ’Exile On Main Street’ i en de-luxe udgave. De oprindelige atten spor, der blev indspillet i Olympic Studios i London, i Keith Richard's palæ Nellcôte i Sydfrankrig, hvor billederne her også stammer fra, og i Los Angeles, er selvfølgelig alle med. Herudover indeholder den ti numre, der ikke har været udgivet før.

1. Loving Cup (alternate take)

2. Pass The Wine (Sophia Loren)

3. I'm Not Signifying

4. Dancing In The Light

5. So Divine (Aladdin Story)

6. Soul Survivor (alternate take)

7. Following The River

8. Plundered My Soul

9. Good Time Women

10. Title 5

Den første forsmag på det nye / gamle materiale, kan man dog allerede få d. 16. april, hvor singlen ’Plundered My Soul’ / ’All Down The Line’ (alternate version), udkommer. Udgaven af ’All Down The Line’ er i øvrigt kun at finde som b-side.

”Stem rødt. Arbejd sort.”

Punkrock-trioen Grotæsk har indenfor det seneste år været landet rundt i et forsøg på at benytte sig af ”rocken som den skal bruges, som vækkelse, provokation, underholdning og vigtigst af alt..... Til at sprede et budskab om frihed..…”. Nu er debutalbummet på gaden.

Og hvilket et af slagsen. 38 hæsblæsende minutter, strækkende sig fra den første skæring, ’Moralens vogtere’, der har Peter Peter med på guitar, og som lyder som Røde Mor i en punkudgave, over titler, der vækker genklang, ’Fuld af lort’, ’Kunstig lykke’, ’Pia, Lene og Ruth’, ’Alt hvad du har lært er lort’ og til ’Hippy’, der med ordene, ”En fantastisk hippie / kom til min dør / Hun gjorde mig til hendes / Yeah / Hun ga mig lys og varme / for jeg var / fuldstændig tom / Hun blev en kilde til liv / Og livet blev skønt”, havde været aldeles utænkelig i 1977.

Med trommeslager Gert Oestrich (City-X), der også har produceret, går der en lige linie til den dansksprogede punkrock fra første halvdel af firserne. Derudover består Grotæsk af Kristian Bartholdy (HellStrøm) på guitar og vokal, samt Jesper Ferry (Knallert) på bas og kor. Og minsandten om der ikke dukker et i dansk sammenhæng velkendt covernotenavn op, der har taget sig af mix og mastering, nemlig Flemming Hansson, søn af Freddy Hansson. Dig it!

Grotæsk kommer forbi Beta, dvs. Amager Bios nye scene, d. 2. april og Loppen, d. 8. april. Og d. 22. april, har radioprogrammet Mod Strømmen fornøjelse af at få trioen indenfor døren.

Summa summarum

”Yeah, December boys got it bad, as “September Gurls” notes. The great Alex Chilton is gone — folk troubadour, blues shouter, master singer, songwriter and guitarist. Someone should write a tune about him. Then again, nah, that would be impossible. Or just plain stupid.”

- uddrag af Paul Westerberg’s mindeord om Alex Chilton i New York Times, d. 20. marts.

Cool Cats

Albummet ’Cubist Blues’ blev indspillet over to nattesessioner i Dessau Studies i New York i december 1994, hvor d’herrer, præcis som mange jazzmusikere før dem, bare mødte op, for at se hvad der ville ske.

Pinkunoizu i Mod Strømmen

Københavnske Pinkunoizu er en flagrende størrelse. Da det for et par uger siden spillede på Loppen var det ti mand på scenen (download koncerten og andet), og da det supportede amerikanske Real Estate i Lades Kælder, blot fire.

Genremæssigt er Pinkunoizu ikke lige til at sætte i bås. De nævner selv på papiret umiddelbare modsætninger, som Akron/Family, Pavement, Anti-Pop Consortium, The Fugs, Düreforsög, Toumani Diabaté, Karen Dalton, Harry Belafonte, Matmos, som inspirationer. Er det overhovedet muligt at skabe en helhed af disse navne? Det og meget mere får vi sandsynligvis svar på, når orkestret kommer forbi radioprogrammet Mod Strømmen (98.9 FM / 98.8 Hybrid), torsdag d. 25. marts, kl. 18-20.

’Stil nu ind på de danske stationer’, som det hedder i en henved halvfjerds år gammel radiovignet med Louis Preils Radiodanseorkester.

Chilton. Dagen derpå.

” - Et chok med Chilton må man sige. J.
- Ja for pokker. Blev helt underlig tilpas, da jeg så det i morges. Og det kværner stadig rundt i hovedet på mig, selvom jeg er på arbejde. HH”

Som denne sms-korrespondance fra i går formiddag ved ni-tiden, mere end antyder, har Alex Chilton’s alt for tidlige bortgang, berørt undertegnede dybt. Derfor var det også en umådelig flot gestus til Chilton, da Rune Hedman fra 1234 i går aftes, som sidste nummer ved ’Verden ifølge Nikolaj Nørlund’, tonede frem og gav en indfølt version af ’Thirteen’.

Andetsteds i verden er de ved at gøre klar til at hylde Alex Chilton ved en såkaldt all-star tribute. Big Star skulle i morgen, lørdag, have spillet ved SXSW i Austin. Da det ulykkeligvis ikke kan give sig, har en række musikere, der indtil videre omfatter X’s John Doe, R.E.M.’s Mike Mills, M. Ward, The dB’s Chris Stamey, Chuck Prophet og Chilton’s samarbejdspartnere gennem mange år i New Orleans, Doug Garrison og René Coman, i stedet valgt at stille op. Arrangørerne forventer listen bliver længere.

Chilton’s død nåede i går endog til Repræsentanternes Hus.

Alex Chilton (1950-2010)

I sandhed en trist nyhed. Alex Chilton, her stående yderst til højre med Big Star anno 1973, døde onsdag på et hospital i New Orleans. Mere her.

Faste vendinger og navlepilleri

I dag en række link. Et par af dem leder os ud i verden, mens de resterende nærmest per definition peger indad. Vi begynder med sidstnævnte. Når talen falder på psykedelisk rockmusik i dets storhedstid, har mange yndet at fortælle historien om et publikum, der lå og pillede sig selv i navlen ved koncerterne. Det var så at sige ”grooving on an inner plane”, for lige at citere Robyn Hitchcock.

Hvorvidt, trommeslageren i On Trial, Anders Stubs fine lille debut, ’The Silent Boatman’, appellerer til den samme indadvendte aktivitet, må være op til hver enkelt. Pladen er kun udsendt i 300 eksemplarer. Kan hænde det også er derfor, at det ligger til fri download?

The Good The Bad spiller i morgen til arrangementet Roky Erickson's Ice Cream Social ved SXSW i Austin, Texas, hvor der også er et par andre danske navne på programmet. Følg bandets tourdagbog. Lyt her til en radioudsendelse, som trioen lavede i London for nogle måneder tilbage.

The London Chronicle

”When you get down to it, Ian Dury and Ray Davies are the two influences on Madness”

- Suggs, sanger i Madness. The Word, februar 2010.

Engelske Madness er arketypen på det, der før i tiden hed et singleband. Det hedder det sikkert endnu. Med udgivelsen af ’The Liberty Of Norton Folgate’ for snart et år siden, har Madness dog lavet et helstøbt værk, der ikke kun er overrumplende godt, men også er blevet betegnet som et konceptalbum. Om sidstnævnte påstand holder, lader vi andre om at afgøre. Lad os i stedet kalde, ’The Liberty Of Norton Folgate’, for en semi-selvbiografisk fortælling om dagligdagslivet i London.

Albummet er Madness’ niende og det første med eget materiale siden 1999. Alle medlemmer har været med til at skrive til pladen, hvilket gør den til en form for tour de force i bandets snart 35-årige karriere, uden at sammenhængskraften forbavsende nok går fløjten. Efter en kort intro åbner Madness med ’We Are London’, der med det smitsomme omkvæd, ”You can make it your hell or heaven / live as you please”, hylder det multikulturelle London. Herefter fortsætter bandet med at filtrere genkendelige inspirationer, pop, rocksteady og ska. Sangene ’Dust Devil’ og ’Forever Young’ kunne for den sags skyld have været med på en plade fra de tidlige firsere, hvis ikke det var fordi, at Madness nu skriver med langt større kompleksitet. Viddet er stadig i god behold, men der har sneget sig lige dele bitterhed og smerte ind. ’Idiot Child’ er et klassisk Madness-portræt af en dreng, der er opdraget uden et opmuntrende ord fra forældrene.

Der, hvor gruppen for alvor bryder med det, man normalt forstår som Madness, er med det ti-minutter lange afslutnings- og titelnummer, ’The Liberty Of Norton Folgate’. Et kalejdoskopisk mix-up af pop, dance-hall, klezmer, Bollywood, Dickens, Weill og John Barry. Et sted begynder de ligefrem at gentage “In the beginning was the fear of the immigrant”. Hvilket også er et logisk punktum på et album, der i det hele taget er et langt modskrift til de filistrøse tendenser, der hærger i Vesten og som Madness gennem alle årene har sat sig op i mod. Bliv ved med det.

Foreningen for aktive lyttere

De seneste par måneder, har vi med ujævne mellemrum lagt link ud til flere af Mod Strømmens udsendelser. Herunder en ajourført liste i alfabetisk orden, hvor de nyankommende programmer er markeret med rødt.

18th Dye: Ny upload! I februar meddelte 18th Dye, at det endnu engang har lagt samarbejdet på hylden. Hør bl.a. Chad & Jeremy, The Sweet, The Notwist, Usher, Sylvia Juncosa.

Beat 2009: Vor egen årskavalkade med Levon Helm, Animal Collective, Nikolaj Nørlund, The Leisure Society, Wilco m.v.

The Hogliners: Program fra november 2009, indeholdende udsøgte skæringer med Jacques Dutronc, Andre Williams, West Coast Pop Art Experimental Band, H.P Lovecraft, The Shocking Blue. Her en rå udgave af The Hogliners debutsingle, ’Leland’, optaget i februar på Drone Bar.



Peter H. Olesen: Lydkvaliteten er ikke i top, men det er musikken, der tæller navne som The Velvet Underground, Big Star, Jonathan Richman & The Modern Lovers, Greene, Bob Dylan.

Roxy Jules: Ny upload!. Oplev Roxy Jules solo til ’Verden ifølge Nikolaj Nørlund’ på torsdag, d. 18. marts, i Vega. I udsendelsen dukker Sonic Youth, Kim Las, Dolly Parton, P.J. Harvey, Joy Division m.fl. op.

Jan Sonnergaard: Et udvalg af de sange, der er mere eller mindre til stede i romanen ’Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom’, eksempelvis Talking Heads, Kliché, The Divine Comedy, D.A.F., Suicide. Sonnergaard har siden december været i skriveeksil i Frankrig og vender snart snuden hjemad med en kuffert, der forhåbentlig er fuld af nye manuskripter.

Straight From The Harp: I umiddelbar forlængelse af allerede omtalte ’Verden ifølge…’, hvor det også optræder, holder Straight From The Harp släppefest for debutalbummet, ’Rain Rain Down Down’. I radioprogrammet fra januar 2010, kan man bl.a. høre Bruce Springsteen, Serge Gainsbourg & Brigitte Bardot, Irma Thomas, Vanessa Paradis, Maria Køhnke.

Niss Stricker: En af de mere udsyrede udsendelser, hvor Niss Stricker kommer forbi Dansk Folkemindesamling, Steve Reich, John Jacob Niles, Furekaaben, Lotus Krokus, Pentangle m.m.

Syreregn: Den til dato mest downloadede udsendelse. Hør bl.a. Young Flowers, The Jimi Hendrix Experience, Baby Woodrose, Røde Mor, Crosby, Stills & Nash.

Nicolai Vilhelm Tell & The Teacompany: I dag kalder bandet fra Fjenneslev på Midtsjælland sig bare The Teacompany. Udover en fem-seks direkte livenumre i studiet, spiller orkestret Nancy Sinatra & Lee Hazlewood, The Who, Hansson & Karlsson, The Monkees, Love m.fl.

The Untamed: Rock’n’roll med Bo Diddley, The Defectors, Gene Vincent, Jerry Lee Lewis, Los Plantronics.

Post-Roskilde 2009 i Mod Strømmen

Nu på torsdag, d. 18. marts, kl. 18-20, ser radioprogrammet Mod Strømmen (98.9 FM / 98.8 Hybrid), tilbage på Roskilde Festival 2009. Forvent The Telstar Sound Drone, Fucked Up, Lucinda Williams, Amadou & Mariam, Dragontears, Nick Cave & The Bad Seeds, måske sågar Oasis og Grace Jones.

Når programmet til årets festival er ved at være på plads, vender vi tilbage med nyt.

Foto: Amadou & Mariam af Christian Hjorth/Rockphoto

"I like to eat bananas / 'Cos they got no bones / I like marijuana / 'Cos it gets me stoned..."

'Bananas' til ære for guitaristen Mickey Jones fra Man, der er død efter længere tids sygdom. Læs med hos Capac.

New York Dolls. Amager Bio d. 27. april 2010.

Hvorfor? '’Cause I Sez So’.

Släppefest og debut

I Sverige bruger man ordet släppefest, for det man på denne side af Øresund, noget geléagtigt kalder en pladerelease eller releaseparty. Om släppefest er godkendt af svensk sprognævn er uvist. De kommende dage byder på et par stykker af slagsen, som denne blogsignatur, har set frem til.

Til at begynde med, udgiver surftrioen The Good The Bad i morgen, torsdag, dets andet album, ’From 018 To 033’. Det sker med kalas og en særligt indbudt dj-line-up hos Jolene, Flæsketorvet 81-85, 1711 København V. Lørdag gælder det elektroduoen, No Blood In Bones, der en passant må have taget navn efter det gamle Poppy Family nummer, som på Din Nye Ven i Skt. Peders Stræde 34, 1453 København K, holder fest for ep’en, Safe Way Out.

Som lovet i overskriften også en debut. Vel at mærke en imødeset livedebut med poporkestret, Emma Acs. På papiret ser det langtfra debuterende hold bag Emma Acs således ud; Emma Acs tager sig af frontvokalen, Sebastian T.W Kristiansen, guitar og vokal, Heinz Malm spiller organ, Adam Olsson, basguitar og vokal, Hell Madsen, elektrisk mandolin plus vokal, samt Johan Lei Gellett på trommer. Ved en hurtig gennemgang er de opremsede navne, stort set overensstemmende med The Setting Son og The Good The Bad. Tid og sted er fredag aften på Drone Bar, Nørrebrogade 184, 2200 København N.

'He look like a monkey, but he’s really a man'

Ifølge hæren af selvbestaltede blogeksperter, skal man poste nye indlæg med større hyppighed end tit og ofte, for at holde liv i en blog, ellers smutter læsere. Det råd føjer vi i dag og ryster op med en post fra den nemme ende af spektret, der ikke desto mindre har dansegaranti i røgfyldte lokaler byen rundt, ’Monkey Man’ med Baby Huey & The Babysitters.

Malmø-punk i Kattesundet

Svenske Nobelkommittén har været omtalt med begejstring her på siden tidligere. Om det umiddelbare førstegangsindtryk står distancen live er et spørgsmål, som undertegnede har tygget en del på? Nu på onsdag, d. 10. marts, kl. 22, byder chancen sig dog for at komme et svar nærmere, når kvartetten spiller i Lades Kælder. Københavnerbandene The National Shutup og Star Burn Strips står også på plakaten. Det er gratis.

“Dumhed overlever altid. Den er så at sige for dum til at dø.”

Såfremt Aksel Sandemoses ord ikke udtrykker klart nok, hvad der sker i visse politiske kredse, der Gud bedre det, har fået ny vind i sejlene i USA, så prøv med Bob Dylan’s ‘Talkin' John Birch Paranoid Blues’.

Læs ligeledes artiklen, ‘Tea Party Lights Fuse for Rebellion on Right’, fra The New York Times, d. 15. februar i år.

Rose Eken i Mod Strømmen

Med værker eller udstillinger, der er navngivet 'John, I’m Only Dancing', 'Kind Of Blue', 'Little Wing', ''Everybody Knows This Is Nowhere', 'Brown Eyed Girl' etc. og miniaturemodellen af Joe Hill Louis’ trommesæt fra serien ’100 drumkits’, kan man vist roligt sige, at kunstneren Rose Eken henter inspiration i musikken.

Nu på torsdag, d. 11. marts, kl. 18-20, kommer Rose Eken forbi radioprogrammet Mod Strømmen (98.9 FM / 98.8 Hybrid). Rose Eken er uddannet fra Edinburg College of Art i 2001 og fra Royal College of Art i London i 2003. For øjeblikket er Eken aktuel i udstillingen Leporello i Politikens Hus på Rådhuspladsen, hvor hun har lavet en foldud-bog med ord af Lars Frost. Coveret til Straight From The Harps debutplade står Rose Eken også bag. Dertil kommer, at en del af hendes værker, sandsynligvis skulpturer og video, kommer til Århus Musikhus, 20. marts - 8. april, Brandts Kunsthal, 12. april - 9. maj, og til DRs Koncerthus, 1. juni - 20. juni, i forbindelsen med, at Danmarks Rockmuseum besøger landets tre største byer.

Hvor gæsterne hos Mod Strømmen, enten har været musikere, forfattere eller en digter i ny og næ, en enkelt politiker er det faktisk også blevet til, er det første gang, vi får en kunstner i studiet. Med andre ord, bliver det lidt af et eksperiment at tale om ting, der normalt skal ses. Stil ind

’I Fought The Law’

The Crickets finest hour var med Buddy Holly. Ingen tvivl om det. Da Holly nogle måneder før sin død i januar 1959, flyttede til New York for at gå solo, så det i en periode ud til, at The Crickets ville gå i opløsning. Bandet blev dog efter betænkningstid og udsigtsløse, skulle det vise sig, forhåbninger om, at Buddy Holly ville bruge dem igen, genetableret med Sonny Curtis, som lead-guitarist og forsanger.

I maj 1959 gik The Crickets i studiet og indspillede ’I Fought The Law’, der har trukket et langt spor i populærmusikken. The Crickets udgave solgte ikke noget videre, men da The Bobby Fuller Four udsendte det i 1965, ramte det hitlisterne. Senere versioner med eksempelvis The Clash, og ikke mindst The Dead Kennedys begavede omskrivning af sangen, var med til at holde modet og børsterne oppe hos et nyt publikum i begyndelsen af fattigfirserne.

I 1970’erne turnerede The Crickets med out-law countrystjernen, Waylon Jennings. Som kontrast til pressefotoet øverst, ses bandet her sammen med sidstnævnte til hans 42-års fødselsdag i 1979. Motorcyklen har tilhørt Buddy Holly og var The Crickets gave til fødselaren.

"Businessmen they drink my wine..." / Dylan. New York City, 1974.

Sang til Madho-Lal

Tid efter anden, har det været under overvejelse om denne blog, skal have en registratur med kommende, interessante koncerter, herude til højre. Hvis ikke til andre, så i det mindste til eget brug. Indtil videre er spøgsmålet faldet på opdatering.

I skrivende stund irriterer det ikke desto mindre denne signatur, at han ikke fik set folkrock-orkestret Lotus Krokus i sidste uge, hvor det oven i købet spillede to gange i København. Klippet herover er fra Kildemoes Festival i Refsvindinge på Fyn, juni 2009, hvor Lotus Krokus spillede Niss Strickers 'Sang til Madho-Lal', der er bygget over fortællingen om sufi-digteren ”Shah Hussains kærlighed til Brahminer drengen Madho-Lal."

Hvis det giver smag på mere, kan man komme videre herfra og høre Mod Strømmen udsendelsen fra 4. februar i år, hvor vi havde besøg af Niss Stricker, der bl.a. præsenterede Ravi Shankar, The Incredible String Band, Joni Mitchell, Furekaaben og Steve Reich.

The Strange Boys. Potentielt festivalemne?

Det er godt og vel et år siden, at Austin-bandet The Strange Boys debut-lp, 'The Strange Boys And Girls Club', kom på gaden. Skønt albummet ikke fandt til Europa af formel vej, blev det via import, internet og de kanaler musikdistribution tager i dag, et mindre undergrundshit og glohedt samtalestof i hipster-kredse i England, hvilket plademærket Rough Trade lynsnart fik opsnuset.

I sidste uge udsendte selskabet opfølgeren 'Be Brave' i denne del af verden. Her på viderefører sekstetten uden digressioner sin strålende omkalfatring af rockmusikkens rødder. Stilistisk befinder The Strange Boys sig et sted mellem rock, gospel, r&b og country. En af de første tanker, der faldt denne signatur ind var en bluesy-rock'n'roll udgave af The Strokes. Straks efter dukkede det tidlige The Rolling Stones og mest af alt Them op. Rock afleveret med den rette skødesløshed og tilpas nonchalance, storskrydende og til tider gudløst morsomt. Fx 'Laugh At Sex, Not Her", der handler om at overhøre et vennepars elskovsleg i rummet ved siden af. Førstesinglen 'Be Brave' er nærmest en opdatering af gospel-arrangementet af salmen, 'Oh Happy Day', hvor den vildfarende, men særdeles pirrende saxofonsolo, afgjort appellerer til mere. Og sådan, kan man blive ved. Både hvad angår at finde inspirationskilderne, men så sandelig også bare med at tage næring til sig i det nuværende kaotiske vadested af en tidsalder, der med et finere ord er navngivet senmoderniteten.

I USA har The Strange Boys bl.a. turneret med Roky Erickson, Daniel Johnston, Black Lips, Reigning Sound, King Khan, Jay Reatard og Julian Casablancas. I dette forår skal bandet endvidere spille support for Spoon og Deerhunter. Umiddelbart ser det dog ud til, at dets koncertkalender er tom fra maj og frem. Mon der er reserveret plads til en række europæiske sommerfestivaler?