Alt efter præferencer, så kan Prince, Sly Stone eller slap-bass være lokkemaden. Bassisten Larry Graham debuterede med soloprojektet Graham Central Station i 1974. I 1968 var han kommet med i Sly & The Family Stone, der de følgende år hittede bredt med singlerne, ’Dance To The Music’ og ’Everybody Is a Star’. På grund af det massive forbrug af stoffer i gruppen, som medførte at flere koncerter blev aflyst, forlod han Sly under indspilningen af ’Fresh’. Måske mente han også, at læretiden var stået ud. I første omgang forsøgte han sig i hvert fald som producer. Det holdt ikke længe, ambitionerne rakte videre.
På det første Graham Central Station-album, tog han sig, udover bassen, selv af trommer, guitar og klaveret. Hørt på afstand og uden at gå datidens musikalske moderetninger efter i sømmene, så er pladen tyk af Sly Stones tunge funkarrangementer. Ikke i sig selv et minus, men når der samtidig er et par mere eller mindre ufrivillige parodier på oprørstrang og social indignation, som første halvdel af årtiets sorte musik havde så meget af, plus en fortælling om en utilpasset freak, så kunne man måske godt have ønsket sig et mere personligt udtryk.
Desværre havde Graham endnu ikke lært lektien på det andet album, der ligeledes kom i 1974. ’Release Yourself’ lider af en glat, hvis ikke decideret slikket produktion. Der endog, ifølge covernoterne, er lagt i hænderne på Vorherre selv. Ja, ham deroppe. Ved ikke om det er producerens skyld, men i forhold til debuten skorter ’Release Yourself’ på noget af den underfundighed, som etteren, trods alt, kunne mønstre.
Til gengæld må lp’en ’Ain't No Bout-A-Doubt It’ fra året efter, være nok til at få folk til at tage i Amager Bio i morgen aften. Den er ikke alene fantastisk, den må være Grahams kunstneriske kulmination. Hitsinglen ’Your Love’ er formentligt selvskreven i ethvert G.C.S’ sæt, men pladen indeholder også et par svingende instrumental numre, som ville pynte, hvis ikke ligefrem løfte enhver udgivelse med samtidige Mother’s Finest ud af det forudsigelige. Selv de svageste numre, som det om mediegiganten, ’It Ain't Nothing But A Warner Brothers Party’, har et indtagende groove.
Siden ’Ain't No Bout-A-Doubt It’ er der ikke så fandens meget at skrive hjem om. I 1979 begyndte Larry Graham at optræde under sit eget navn. Op gennem firserne gik musikken i retning af store, synth-inficerede soulballader. Og selvom, jeg med årene har tilgivet det årti en del, så står den slags ikke på listen. Endnu.
At bruge Prince som lokkemad var lidt af en tilsnigelse. De har godt nok turneret sammen i slutningen af halvfemserne og Larry Graham dukkede vistnok op på scenen, da Prince optrådte tidligere i år på 10-øren. Grahams væsentligste indflydelse på den lille mand fra Minnesota er dog, at han fik omvendt ham til Jehovas vidne.
