De seneste dage har jeg bladret min pladesamling igennem et par gange eller tre. Der er dukket nogle morsomme udgivelser op, som jeg havde glemt, jeg ejede. Men det album, jeg var på jagt efter er pist væk. For nogle år tilbage, fik jeg ’Cocaine Americans’ med den aarhusianske gruppe Fallen Men i fødselsdagsgave. Mens jeg skriver dette, slår det mig, at den måske befinder sig ude i radiostudiet, hvor jeg har en stak lp'er stående. Anyway, gruppe er nok for meget sagt. Skåret ind til benet er det nemlig kun hovedmanden Leonard Davies, der voksede op i Romford i Essex, som har været med hele vejen.
Fallen Men debuterede i 2005 med en ep, siden er det blevet en 12”, en 7” og albummet som jeg ikke kan huske, hvor jeg har gjort af. Som nævnt har bandsammensætningen ikke været kontinuerlig. I den nuværende udgave bliver Leonard Davies bakket op af Victor Kim (guitar), Johannes Krøyer (trommer) og Mikkel Stenholt (bas), alle fra Narcosatanicos, plus Morten X (guitar). Narcosatanicos næste album bliver i øvrigt udgivet på Bad Afro Records.
Før man går i gang med at læse denne mailsamtale med Leonard Davies, vil jeg anbefale, at man scroller ned til slutningen af interviewet og trykker start på ’mixtapet’.
Hvordan kom samarbejdet med Narcosatanicos-drengene i stand?
”For et par år siden blev jeg booket til at spille på Fællestival på Fyn. På det tidspunkt havde jeg intet band. Tidligere havde Heavy Friends, der var en tidlig udgave af Narcosatanicos, spurgt mig, om jeg vil spille med dem, men det gad jeg ikke. Da jeg stod og skulle til Fyn, lagde jeg mærke til, at de var på plakaten dagen før. Og ja, så hørte jeg dem om de ville være mit backingband. De var der jo i forvejen. Siden da har vi spillet som Fallen Men.”
Hvordan er du havnet i DK?
”Jeg ankom med et crappy engelsk band. Meningen var, at vi skulle spille rundt omkring i landet. Men jeg blev kylet ud. Det var vist noget med min opførelse. Mere er det egentlig ikke til det. Undskyld, historien er ikke særlig interessant. Jeg besluttede mig dog for at blive i Danmark.”
Du er kernen i Fallen Men. Hvordan begyndte bandet og hvem har du haft med gennem tiden?
”Jeg dannede det i 2004, fordi jeg ville have et band, hvor det ikke betød det store om man kunne spille eller ej. Der har været alt for mange medlemmer til at nævne dem alle. Daniela Rossi har dog været med i ånden fra begyndelsen, selvom hun ikke har været med i bandet hele tiden. Daniela kom til Danmark fra Italien i begyndelsen af nullerne, uden en klink på lommen. Da hun var med i Fallen Men slog hun på trommer. I dag har hun det imidlertid lige så godt med at være blandt publikum, når vi spiller. Hun er bedøvende ligeglad med musikbranchen og taler ingen efter munden. Det er derfor, jeg elsker hende så højt.”
Hvornår skrev du din første sang og hvad inspirerede dig?
”Det kan jeg ikke huske. Jeg har altid skrevet digte og historier. Derfra er der ikke særligt langt til at begynde at skrive sange. Det var dog først med et electro-rock nummer, ’Party Down’, som jeg lavede i slutningen af firserne, at det begyndte at rykke. Det nummer, blev min billet til en tre-årig pladekontrakt i Tyskland. Jeg tror ikke, at jeg var inspireret af noget bestemt, da jeg skrev den sang.”
Lad mig høre lidt mere om din tid i Tyskland?
”Første gang, jeg var dernede, indspillede jeg et par plader under navnet, L.J.Davies. De hittede på forskellige radio-playlister. Jeg var faktisk ikke andet end en ung popdreng, der brugte maskiner i stedet for et liveband. Lidt synthesizer her og der. Det lød temmelig tarveligt, hvis jeg skal sige det rent ud. Jeg spillede også nogle solojob i Reeperbahn-kvarteret i Hamborg. Jeg nød nu tiden meget alligevel. I England havde jeg levet af bistandshjælp, pludselig havde jeg lidt penge, så jeg kunne opholde mig i studiet døgnet rundt. Nu, hvor jeg er ved det, så ligger der et færdigindspillet album på en hylde et-eller-andet sted i Hamborg. Det kan jeg imidlertid ikke rigtig bruge til noget, fordi tyskerne ejer alle rettighederne til båndene.
Nogle år senere lavede jeg en plade under navnet Hero Speed. Denne gang havde jeg læst lidt mere på lektien. Dog slet ikke nok. Jeg fik et band til at bakke mig op og vi optrådte ved flere store festivaler i Berlin. Men igen, jeg underskrev en masse kontrakter, blandt andet med Warner/Chappel, som jeg slet ikke forstod. Det materiale ligger stadig bundet i Hamborg.
Tredje gang blev så lykkens gang, som man siger. Nu befinder vi os i begyndelsen af nullerne. Der var jeg så heldig, at et nummer, som jeg havde skrevet til sangerinden Stoja med titlen, ’Wunderbar’, kom med i den tyske blockbuster-filmkomedie ’Was nicht passt wird passend gemacht’. Filmen vandt vist flere priser. Det tjente jeg så mange penge på, at jeg kunne bygge mit og min gravide kones kolonihavehus færdigt. Paradoksalt nok, skrev jeg ’Wunderbar’, i selvsamme hus med en presenning som tag”
Når du skriver din musik og tekster bliver du så inspireret af digte, film, anden musik, levet liv etc.
”Ja, helt sikkert. Men det er ikke bevidst. Jeg har aldrig gået rundt og skrevet ned, hvad jeg oplever. For eksempelvis at bruge det i en sang. Det er et billigt trick for folk, der har mangel på idéer. Nummeret ’Snow White’ fra ’Cocaine Americans’ er hentet fra virkeligheden. Og mon ikke ’This Boy’ fra samme plade, handler om mig selv? Sidstnævnte spiller vi i øvrigt i en ny version med det nuværende Fallen Men.”
Hvordan har Fallen Mens live-lyd ændret sig med den nye bandsammensætning?
"Vi er et mere følsomt orkester nu, end tidligere. Jeg føler også, at mit materiale bliver respekteret på en anden måde. Før i tiden havde vi undertiden problemer med oppustede egoer, der kæmpede for at få opmærksomhed. I dag er vi en enhed, et band. Det spontane har også fået meget mere plads. Vi har blandt andet spillet en ti-minutter lang udgave af 'Factory Man' og en version af 'Fuck It', der rundede et kvarter”.
Hvordan så Aarhus-scenen ud, da du lærte den at kende i halvfemserne?
”Meget firser-agtig. For meget fokus på udstyr, shampoo og lydprøver.”
Var der overhovedet et musikmiljø i Aarhus, som du følte dig beslægtet med på det tidspunk?
”Næ. Mest af alt, tror jeg, at jeg blev betragtet som en arrogant personage, som var fandens svær at arbejde sammen med. Mange forvekslede min ærlighed med arrogance. I dag går det meget bedre. Også med at finde samarbejdspartnere osv.”
Hvad mener du, der er det vigtigste, som er sket i musikbranchen indenfor de seneste ti år?
”Det vigtigste? Der er ikke sket en skid af betydning. Jeg glæder mig tværtimod til, at der dukker et ordentligt pladeselskab op. Ét, ligesom Stiff Records, der nærmest satte dagsordenen i England i sluthalvfjerdserne. Det kunne også være dejligt, hvis den næste generation får chancen for at eksplodere. Desværre tvinger radioen os jo til at høre dårlig musik. Det er fornærmende at blive hjernevasket af sådan en omgang lort. Håber YouTube og det nuværende radioudbud bryder fuldstændig sammen, så slipper vi for al den egotripping og får måske en mulighed for at begynde helt forfra.”
Der er meget god musik fra Aarhus i disse år. Er det de grupper, du kalder den næste generation? Mener du ikke, at det aarhusianske plademærke Mastermind Records har fat i noget?
”Nej, dem, jeg tænker på er børn og unge, der lige er begyndt at vise interesse for musik. Rock’n’roll is a young man’s game. Pete Townshead, skrev ’My Generation’, da han var nitten år gammel.
Hvad angår Mastermind, så mener jeg ikke, at de har fat i noget. Misforstå mig ikke. Et lille pladeselskab kan ikke rumme mere end en håndfuld orkestre, hvis de gerne vil tage sig godt af dem. Selv små indielables, som Stiff, Mute, Factory og 2-Tone Records, betalte deres bands produktionsudgifter, øvetid, transport og promomateriale, og så fik kunstneren tilmed et fast ugentligt beløb, en form for løn. Det er derfor man gerne vil have en pladekontrakt. Ikke for at kigge på hinandens vinylplader, som alligevel er blevet optaget på en computer.
Den eneste måde at gøre det på i dag, er, at gøre det selv. Spille en masse livekoncerter, hvor man måske kan sælge sine plader. Læg drømmen om succes på køl. Spil musik, fordi du har lyst til det. Og, hvis man ikke kan lade være med at fantasere om den store kontrakt, ja, så kan det muligvis ske, at et majorselskab lægger mærke til én og er klar til at smide en bunke penge efter én. Primært drejer det sig dog om at komme ud at spille. Fjollede YouTube-videoer og Facebook-kommentarer gør det ikke alene.
Lige nu er jeg et sted i mit liv, hvor jeg har haft al den ’fame’, jeg har brug for. Det eneste, jeg har lyst til, er, af og til, at stå på en scene og synge og spille mine sange med en flok cool musikere. Jeg har et liv udenfor branchen, så jeg behøver ikke at fedte for et-eller-andet røvhul af en pladeselskabsmand, der befinder sig blandt tilhørerne. Nu er jeg måske igen alt for ærlig, men jeg mener det af hele mit hjerte.”
Er der noget nyt på vej fra Fallen Men?
”Jeg bryder mig ikke om at tale om ting, før de er aktuelle. Men vi har optaget en masse nyt materiale”
Hvis du skal vælge et nummer fra hvert af de seneste syv årtier, hvad skal det så være og hvorfor?
”Der er så mange gode sange. Jeg nævner bare den første sang, jeg kommer i tanke om.
Halvtredserne, ja, så må det være ’Volare’ med Domenico Modugno. Det er næsten det ultimative bevis på, at man skal synge på sit modersmål.
Fra tresserne er det ’Johnny Remember Me’ med John Leyton. Det blev produceret af Joe Meek. Det er stemningsfuldt og unikt, samtidig med, at det er langt foran sin tid.
’Starman’ med David Bowie er det første, jeg tænker på fra halvfjerdserne. Det har et supercatchy omkvæd, lidt a la ’Somewhere Over The Rainbow’.
Firserne var det årti, hvor Bowie solgte ud med disco-rubbish og bands som INXS proppede endnu mere rumklang og shampoo på deres lort. Det må være ’Girlfriend In A Coma’ med The Smiths.
Jeg har elsket Edwyn Collins helt tilbage fra tiden i Orange Juice. I 1995 udgav han singlen ’A Girl Like You’, der mere eller mindre var indspillet i hans soveværelse.
Nullerne var Amy Winehouses. Lovely Amy. Det er altid godt at indspille på bånd og det var ’Rehab’ netop. Det er smukt.
Indenfor de seneste år, har jeg næsten ikke hørt musik. Men lad mig nævne ’Someone Like You’ med Adele. Hun gør det virkelig godt til trods for hendes benhårde opvækst.”
På nær nummeret fra halvtredserne, er alle kunstnere britiske, er der en grund til det?
”Det havde jeg slet ikke lagt mærke til. Det er nok ren nostalgi!”
1. Fallen Men - This Boy (indspillet med den nuværende bandbesætning)
2. John Leyton - Johnny Remember Me
3. David Bowie - Starman
4. Hero Speed - Factory Man (indspillet i Hamborg, ca. 2001)
5. Heavy Friends Go Fallen Men - Touch (fra et øvelokale)
6. The Smiths - Girlfriend In A Coma
7. Amy Winehouse - Rehab
8. Fallen Men - Paranoid Girl (nyt nummer)
