Tekst: Hauge Marple. Foto: Jens Raadal (et af dem er dog
knipset af Hans-Henrik Siig)
What the fuck! Jeg kommer vadende
gennem Københavns Hovedbanegård, bagerpose og doubleshot latte i den ene hånd,
rullekuffert i den anden. Jeg ankommer alt for tidligt i forhold til aftalen,
men henne under uret, kan jeg se, at Raadal, Martin og Hans-Henrik allerede
står og ævler. Jeg tilslutter mig gruppen med en beskeden løftet
kaffekrus-salut og ser min fætter Torben kom traskende over fra sæven-elæven
kiosken. Sikke en flok punktlige herrer, vi er blevet på vores gamle dage. Klokken er ikke 8.00 endnu og Kickoman Crewet er allerede fuldtallig og på
pletten.
De næste par dage skal vi lege
jagtselskab, på jagt efter ny og eksperimenterende musik, som kan bookes hjem
til Klub Soja, vores fine lille rockklub på Islands Brygge. Destinationen er
SPOT Festivalen i Aarhus, et storslået tag-selv-bord af fristende ny dansk
musik, hvis man forstår at bevæge sig uden om mainstream-pop-suppen og søge ud
på de sjove og skæve steder, der huser festivalens mere alternativ, vækstlag. I
år skal vi blandt andet lære den så omtalte Aarhus-ny-punk-scene
at kende for alvor. Tidsplanen bliver stram, hvis vi skal nå at se alt det, vi
har tænkt os, men først skal vi nå vores tog, og vi har overdreven god tid til
det.
Vi ankommer til Aarhus ved 13-tiden
og stiller vores bagage på The Mayor,
som hotellet så flot hedder. Her dukker Christian fra mit band op. Han har været
i Aarhus siden i går, og seks mand høj vælger Kickoman Crewet at tage ud og
promenere på en pre-festival byvandring med Hans-Henrik som guide. HH vil ned
af Memory Lane og genopleve Aarhus, som han husker den fra 70’erne, hvor han
tilbragte ferier hos sin farmor og farfar. Vi vandrer op ad M. P. Bruuns Gade,
forbi farfarens stamværtshus, Peter Gift, på vej til hovedattraktionen; lejlighed
på Strandvejen, hvor farmoren og farfaren boede, med udsigt til havnens gamle lods-og-lager-område. Her mødtes
skibene med togbanen, så deres last kunne sendes videre ud til resten af
landet. Til trods for de store højhuse og hoteller, der bliver bygget i området
i dag, har en del af det gamle havnekvarter, fået lov at stå som det var, nu
som base for en masse unge aarhusianske iværksættere og kunstnere.
Randområder, som dette, er ved helt
at forsvinde fra København, så for os, der tilbragt 80’erne i 3. baggård i
saneringsdømte værksteder og øvelokaler. Eller for gamle BZ’ere, som Raadal, er
dette lille hjørne af Aarhus helt magisk at opleve. Nysgerrigt går vi videre
ind ad en port og fortsætter forbi en række nedslidte industribygninger fra 40'erne
og 50'erne, og nede for enden af en smal gyde, hvor der af en eller anden årsag
lugter af grisemøg, finder vi det der i aften skal blive til et musikvenue, Knuds
Kiosk. En plastikpresenning, som skal beskytte bands fra det lovede regnvejr,
hænger nu og dingler i blæsten over en gammel hal af røde mursten med en stor
åben dobbeltdør. Det myldrer rundt omkring os med hippe unge musiknørder. Nogle
samler grej, nogle kæmper med presenningen, nogle slæber kasser ud af biler,
mens andre bare hænger ud og drikker bajere. Efter stilen at dømme, er flere af
dem ankommet med DeLorean direkte fra 80'ernes Barbue eller Krasnapolsky. Faktisk
får jeg øje på min ungdomsven Martin Bigum, fuldstændig som han så ud for 35 år
siden. Det var mange år før Kunstquizzen; Martin tegnede for MAD og var
forsanger i synth-pop bandet Bleue Claire. Ved nærmere undersøgelse, viser det
sig, at Bigum-klonen er ingen ringere end den gemytlige excentriker, Jeppe
Grønbæk, som spiller i aften med sit band Tears. Jeppe tilhøre klart hænge-ud-og-drikke bajer-segmentet, en
tilbagelænet dude med masser af den berømte jyske lune, jeg glæder mig til at
checke hans band ud i aften.
Men der er lige dét ved det, at
Knuds Kiosk ikke er åben endnu, og uden friske bajere duer helten ikke, i hvert
fald ikke når helten er på festival. selskabet rykker derfor ind til The Merchant Room
på Frederiksgade, hvor PDH Records holder et day party, and why not?
Ja…, det vil vise sig.
The Merchant Room er en kæmpestor,
kommerciel Irish Pub/Sports Bar med hipster ale og smartass cocktails og
gudhjælpemig også en indbygget gammeldaws barbersalon, hvor store skandinaviske
mænd med seler og nydelige tatoveringer, kan få ordnet deres lange, lyse skæg.
Der er et par stykker på vores sur-gammel-mand-udflugt, der får det fysisk dårligt af
ambiancen, men IPA’erne er lækre, så vi synker ned i de usandsynligt dybe
lædersofaer og chiller lidt. På scenen står en lille fyr, der kalder sig Aksglæde.
Teksterne til hans lange ballader lyder til at være bygget op af sms-beskeder.
Det hele bliver sunget inderligt og X-factor-agtig
med en nasal stemme, som minder om en 12-årig, der forsøger at tillægge sig
en kunstig nuttethed for at få en is. Jeg kan ikke se ham hernede fra sofaen,
men han må have udseendet med sig, for han samler unge piger, som de dér blå
varmelamper tiltrækker myg. Så hvis du har problemer med sværmer af unge piger på
din terrasse, så er en Aksglæde-koncert nede for enden af indkørslen måske en
idé?
Hans-Henrik er den første, der
taber sin aksglæde, han har lige været syg og trænger til en lur på hotellet,
så vi aftaler at mødes på Knuds Kiosk i aften og han smutter. Resten af os
besøger en lille burgerbar lige over for The Merchant, og bliver fuldstændig
fortryllet af en variant af en fænomenet burger, som kun kan beskrives som perfekt.
Aarhus Burger Shack we salute you! (der
åbner iøvrigt snart en i København) Det var så reklamen, NU skal det handle om livemusik.
Det første rigtige liveband, vi
skal høre, spiller på Voxhall og hedder Oceans. SPOTs program-app med sine vage
og luftige beskrivelser, definerer Oceans som “støjende guitarer, insisterende beats, og fængslende melodier”, så
vi aner i virkeligheden ikke, hvad der venter os. Men jeg er vild med Voxhall:
en høj scene, mørke vægge, det er den klassiske rockvenue, hvor et band med
masser af energi kan trylle og publikum kan føle sig hjemme. Men de to
frontmænd fra Oceans (som vi passende kan kalde Oceans 2) virker ikke til at
føle sig særlig meget hjemme oppe på den høje scene, de tryller heller ikke så
meget. Deres numre taber flere gange luften midt i passager af det så omtalte
støjguitar. Stilmæssigt smager det ret meget af England, som et glas Manchester
med en ordentlig squeeze Liverpool i. Der er en Bernard Sumner-feeling over
deres kompositioner, og selvom jeg nyder de New Order vibes, der følger med,
tror jeg faktisk, at de kunne blive noget mere interessante, hvis de udforskede
en mere personlig lyd og slappede lidt mere af. Det er somom, de arbejder alt
for hårdt på at være noget bestemt, og ender med at lyde som en sound effects-plade med titlen: “Nordengelsk liveband
fra 90erne”.
Raadal savner noget ordentlig
rock’n’roll, siger han, så mens de andre smutter ind ved siden af på Atlas og
checker “et af Sveriges mest anmelderroste
indie bands”, går vi lidt længere, helt over til HeadQuarters på den anden
side af Musikhuset, for at høre “et af de
mest energiske og følelsesladede livebands i Sverige”. De hedder Beverly
Kills og er från Göteborg (Sveriges Aarhus), og vi tænker navnet sender de
rigtige bitchin’ signaler. På vores vandretur op forbi Musikhuset, møder vi en
fyr med et stort afrohår og to congas, som Raadal genkender hjemme fra sin
gård. Indtil i dag har de bare været på nik-og-davs,
men nu hvor de mødes på en festival, bliver det til lidt hyggesnak. Vi aftaler,
at vi skal se ham spille med et band lidt senere i Musikhusets lille sal. Og
det er nok det bedste, vi får ud af denne ekskursion, for selv om HeadQuarters
er en hyggelig venue og det altid er rart med en øl, så er det energiske
følelsesladede band med det vilde navn en skuffelse. Nogle følelser er bedre
holdt inde, især når det drejer sig om en ung forsangerinde, der skråler derudad
med langt større vokalkraft end hun kan styre. Det virkede lidt som en uigennemtænkt
homage til The Cranberries, meget passende i lyset af Dolores død sidste år,
men nærmest pinligt at overvære. Gutterne i bandet skruer helt op for mach schau-guitarslingeriet, det er nok
derfra bandets mest-energisk-etikette stammer, og de spillede da også fint, men sangerens i-vilden-sky-vokal jager os helt ud af lokalet. Der kommer flere
Göteborg-bands de næste par timer, så måske kan vi nå at høre noget andet og
bedre senere.
Klokken er næsten blevet 18 og
den presserende opgave lige nu, er at finde aftensmaden. Vi vader tilbage mod
Voxhall og går ad en lille sti bag koncerthallen, og ganske rigtig er det her,
vi finder Pica Pica. En cool lille vinbar, der ligger klemt imellem Atlas og
Voxhall med udsigt til åen, og når vi kigger ind af vinduet, kan vi nyde synet
at Klub Sojas grand old man Thomas K, som sidder og smiler fredfyldt helt
mutters alene bag et langt veldækket bord, som vores helt egen Jesus. “Lad de store mænd komme til mig” siger
hans aura, så det gør vi. Vi smækker os ned ved den lange tapasplanke og straks
vælter det ind med folk; Thomas’ kone og venner og familie, alle de andre Kickodrenge,
og minsandten også Kulturhus-Crewet fra KIB, altså Kasper (manden med nøglen
til pengekassen), Rune (byens bedste lydmand), swinger/songwriteren Jakob
Speake og Klub Sojas egen bagmand Drongo. Hurra for et selskab. Bordet rummer
pølse, skinke, pesto, hummus, oliven, ost og tapanade - alt sammen i flere
varianter - det ser knaldgodt ud og alle de sultne SPOTer kaster sig over det
med en gusto, som man sjældent ser nu om dage. Jeg havde egentlig overvejet at
snuppe koncerten med Rexen kl. 19 på Voxhall, men jeg har alt for travlt med
tapas, musiksnak og fancy mikrobryg bajere.
Men livemusikken kommer jo ikke
til os, så da mætheden melder sig, tager nogle stykker af os over i Musikhusets lille sal for at opleve lækker folk-rock af italiano-danskeren Marc Facchini
akkompagneret af Raadals nabo på congas. Lille Sal er kendt som det hyggeligste
rum i Musikhuset, der hvor man sidder virkelig godt. Salen er stejl som i en
biograf med scenen helt nede i bunden, og vi vælger at gå helt ned til første
række på gulvet foran musikerne. Marc Facchinis stemme er fin og minder mig
faktisk lidt om Bisse. Eller måske minder de bare begge så meget om C.V.
Jørgensen, at de ender lidt samme sted. Marc F’s nye LP er et storslået
konceptuelt værk, en skræmmende apokalyptisk vision om øko-kollaps serveret som
science fiction med en ironisk galgenhumor. Hvis han gik rockband-vejen, ville
man tænke på Pink Floyd i 70’erne. En blanding af spacerock og samfundskritik,
men han går altså jazzy-folk singer-songwriter vejen og selvom han får påklistret
psych-etiketten, er det lige lovligt
forsamlingshuspænt til mig, og hans økokriger-budskab bliver fortyndet af små
muntre farjokes i bedste folk-klub stil. Men det er god musik og Raadals nabo
er en skøn percussionist, der forstår at kommunikere sin musikglæde til
publikum. Han ser også pisse cool ud sammen med sin kontrabas-makker iført jazzhat,
som et par rive-gauche-bebob beatnicks fra
50’ernes Paris.
Friske og udhvilede, satser vi på
at nå det sidste band i Göteborg-fremstødet over på HeadQuarters, Raadal vil
bare lige hurtigt tisse, mens vi er her i Musikhuset, så han smutter ind på
et handicaptoilet, men det går åbenbart lidt for hurtigt og han får ikke lukket
døren ordentligt, så den næste der prøver døren får hevet den helt op og Jens’
pisning er pludselig til skue for hele Musikhuset. Inklusiv en pige i en
kørestol. Det er hendes forundrede fjæs Raadal kigger ud på, da døren bliver
slået op på vid gab. Så af ren skam over for kørestolspigen lykkes det Raadal
at stoppe strålen halvvejs, pakke udstyret sammen og smutte ud igen. Torben og
jeg ligner til forveksling et par græder
af grin-emojier.
Det er vådt og koldt udenfor, så
vi skynder os over på HeadQuarters, hvor øldrikkeriet skal begynde for alvor.
Stedet er pakket og bandet hedder noget så kækt som Two Year Vacation. Mit
første indtryk er ”nå... bare partymusik”,
men efter et par minutter af deres gejl, får alle Kickodrengene løftet
snablerne fra fadøllet og smiler anerkendende til hinanden - Det er for fedt
det her! - Partymusik med cool tekster, blæret stil og fede pophooks, så langt
øret rækker (check ’Better Off Alone’ på YouTube, omkvædet vil forfølge dig i
dagevis.) Der er klare referencer til popgiganter som MGMT og Daft Punk, men
Two Year Vacation sprudler over af en kreativ begejstring og skaber fest, så
det smitter. Ved ekstranummeret når vi helt op i skråle-zonen. Men nu skal
Chrisitian forlade os, han tager ind for at høre Bisse, for efterfølgende at agere
chauffør for sangeren plus Bissebanden på deres tur hjem til Kbh. Torben og
Martin vælger en koncert med Efterklang og da det er ikke lige min kop te, må det være nu, at Raadal og jeg skal trodse elementerne og gå ned til Knuds
Kiosk, mens omkvædet til ’Better Off Alone’, holder os varme hele vejen.
Ved Knuds Kiosk er griselugten
forsvundet, men det er udendørsscenen også, alt er blevet rykket indenfor, bortset fra DJ’en og øldåserne, som nu er til salg under bygningens halvtag - de
er dejligt kølige. Indenfor kan vi se, at bandet Modest spiller for fulde
gardiner og der er proppet med mennesker. Frisk forsynet med dåsebajere,
forsøger Raadal og jeg at komme ind til musikken, men må nøjes med at klemme os
ind i en lille krog bag PA-anlægget lige inden for døren. Herfra kan vi se
trommeslageren gennem en sprække. Modest er unge og melankolske på den festlige
måde. Al den saftige teen-angst bygger rytmisk op og samler sig til et
fodboldbrøl, og så når stemningen helt ude i højttalerkrogen. Der står lidt
ubehjælpeligt i SPOT-omtalen, at de rummer referencer til The Smiths, men det
er nok nærmere hele 80’er indie-epoken - og så ligger de også i kølvandet på de
lokale stjerner, Yung. Stemningen i salen er glad og energisk, det er øjeblikke
som dette, jeg er taget på SPOT for at opleve. Man kan træde ind i hjertet af
Aarhus ny punkscene og blive favnet af en fest drevet frem af begejstret
inklusivitet, modsat den klikelignende eksklusivitet, man ofte møder ved
tilsvarende arrangementer i KBH.
Da Modest slutter deres sæt og
det unge publikum smutter ud i støvregnen til mere øl, kan Raadal og jeg bevæge
os længere ind i lokalet og kigge os omkring, men vi kan slet ikke få øje på
Hans-Henrik. Så er der pludselig et venligt fjæs under en kasket, der dukker
op. “Godt at se, at her også er andre på
ens egen alder” siger manden, som dog ser ud til at trives fint i det unge
selskab og åbenbart kender en del af dem. Vi falder i snak og får at vide, at
han er DJ og hedder Ole Hardcore. Vi spørger, om han skal være DJ her på noget
tidspunkt; “nej, nej, nej”, han har
fået forbud mod at spille, for så vil alle musikerne komme for at høre ham på
bekostning af de andre koncerter. Han fortæller, for øvrigt, som en
sidebemærkning, at han har en hjerneskade, men det forhindrer ham ikke i at
give os et lynkursus i den nye aarhusianske punkscene.
Ole er gode venner med
legendariske Cola Freaks som blæste nyt liv i Punk-Danmark tilbage i 2008/2009, og inspirerede en hel masse nye bands med retro-postpunk lyd, som for eksempel
Yung. Noget jeg slet ikke anede var, at mange af disse nye unge bands, egentlig
kommer fra Fredericia, så det var i virkeligheden Fredericia-scenen som fandt
et hjem i Aarhus med de mange gode spillesteder. Nu er rigtig mange af
musikerne flyttet videre til København, og laver projekter med københavnske
musikere, som fx. Patrick fra Less Win, der har spillet tidligere på aftenen med sit projekt, Visitor Kane, og nu er på vej op på scenen denne gang som
keyboardspiller i Tears.
Tears-sangeren er Martin Bigums
80’er reinkarnation, Jeppe G, og du kan tro han ser nobel ud i sit jakkesæt med
vest og med tilbagestrøget pagehår i klassisk Oscar Wilde-stil. Jeppe crooner
med store armbevægelser og storslået teatralsk melankoli, som en post-punk
Bryan Ferry. Nu kan jeg faktisk godt høre et ekko af The Smiths, men også af
Echo & The Bunnymen og måske også lidt Martin Hall, for at det ikke skal
være løgn. Det er simpelthen overvældende skønhed møder parodi, humor møder
tristesse og nu sner det udenfor. Vi kigger ud af dobbeltdøren til årets sidste
snestorm, mens Jeppe lader sig crowdsurfe omkring på publikum i det pakkede
lokale og sørger over alt det, der er gået tabt. I døråbningen får jeg øje på
Martin og Torben, der børster sneen af sig og imponeret betragter denne
tidsportal til fattigfirsernes dekadence.
Efter Tears-koncerten hooker vi
op og snakker om aftenens oplevelser, Martin er blevet træt og da sneen holder
op, smutter han hjem til The Mayor. Torben, Raadal og jeg nyder de fede outdoor
DJs og deres retro valg af The Clash, Joy Division og Orange Juice og den
slags, mens dåsebajerne holder os kørende. Vi glæder os til Yung skal spille,
jeg har ikke hørt dem før, selvom jeg har snakket med forsangeren Mikkel et par
gange, og har hans soloplade ’Dappled’, som jeg er ret vild med. De går i gang
og det er som en motorbåd, der starter op, hyggesnak i krogene forvandles til
svedige kroppe, der vælter rundt i hele salen på et splitsekund. Jeg genkender
straks Mikkels måske ku’ vi-gammelkloge
sangskriverstil fra ’Dappled’. Jeg er vild med Yung fra første akkord. De griber
al opmærksomhed, en kølig karismatisk forsanger som messer sine ungdomshymner
henover et smukt rytmisk mønster af guitardreven melodisk støj. Vi står lige
ved lydmanden og han har allieret sig med en muskuløs makker, som kan holde de
vilde horder væk fra udstyret, for hele salen svajer og danser til Yung. Det
ser vild ud, lydpult-beskytter-duden
kan næsten ikke klare presset, men morer sig helt vildt over at forsøge. Bandet
er rimelige gode til at holde stoneface-mimikken, men det lyser alligevel ud af
dem, at de hygger sig storartet med dét her. Da de når til sidste nummer, synger
hele salen med, også mig og jeg kender ikke teksten. Det her er lyden af
Aarhus, kantet, kreativ, insisterende. Det runger gennem denne rå forfaldne
gamle murstensbygning fuld af historie, hvorfra der engang blev læsset varer
til hele Danmark, og som nu står genopdaget og elsket i skyggen af de
ansigtsløse luksusboliger som opstår omkring den.
Bagefter vil vi have mere musik,
så vi vandrer tilbage til den anden side af Musikhuset og finder Den Rå Hal,
hvor Analogik spiller, men der er pakket og vi kan ikke komme ind. Så vi hører
noget hardcore techno i en bar i stedet, mens vi drikker shots og sætter en
kølig prik for en lang SPOT-dag. Vi fandt aldrig Hans-Henrik derovre på Knuds
Kiosk, han må være gået i seng - det gør vi nu. Go’nat
