Seperate sider

tirsdag den 31. marts 2020

”De spiller som før Rolling Stones gik i mentalt millionæreksil, som da The Who endnu havde charme og trods.”


Tiden skal gå med et-eller-andet. Og da jeg alligevel skulle forbi Infomedia her til morgen, søgte jeg nærmest pr. refleks på The Replacements. Der var mange hits, men da jeg begrænsede søgningen til danske dagblade, faldt de betydeligt. Her musikjournalist Lars B. Jørgensens optakt til, da ’Mats besøgte København for første og eneste gang langfredag 1991. 29 år siden forleden. Efterfølgende får I Jørgensens anmeldelse af koncerten

”Stormfuld rock”

28. marts 1991. Berlingske Tidende (3. sektion, Magasin)

The Replacements gæster i morgen København og byder på rock af fineste karat.

Genopstandelsen er det ikke, indrømmet, men lidt af et mirakel er det alligevel, at det langt om længe ser ud til at skulle lykkes at få det amerikanske garagerockband The Replacements til at træde op på en scene herhjemme. Det sker, om Gud det vil, i morgen ved midnatstid i Pumpehuset i København. Men det har holdt hårdt at få de forrygende Minneapolis-rockere hertil. To gange har de været på plakaten til en Roskilde Festival og måttet melde fra i sidste øjeblik. Og som det tog sig ud sidste efterår, da The Replacements just havde udsendt deres ottende langspiller, den blændende »All Shook Down«, var der ikke meget der tydede på, at gruppen havde nogen fremtid overhovedet.

En eklatant fiasko som opvarmningsband for Tom Petty and The Heartbreakers havde drænet gruppen for den sidste rest af sammenhold og energi. De var langt om længe ved at blive ofre for deres egen deliristisk, selvdestruktive tilværelse som evigt turnerende, højt- og hurtigtspillende, hårdt drikkende rockband som vor mor afskyr dem. Rygter ville vide, at gruppen var gået i opløsning og for iagttagere kunne det unægtelig godt se sådan ud. »All Shook Down« har kun samtlige gruppens medlemmer samlet på en sang, den typiske Rolling Stones-agtige løst- til-det-sløsede »Attitude«, der er essensen af Replacements. Og kun på en håndfuld sange over resten af pladen dukker bassisten Tommy Stinson, guitaristen Slim Dunlap og den nu afgåede trommeslager Chris Mars op som sidemænd til gruppens ubestridte leder gennem mere end ti år, Paul Westerberg. Ellers er det hidkaldte musikere som legendariske John Cale fra Velvet Underground, Los Lobos' Steve Berlin, Georgia Satellites' trommeslager Mauro Magellan eller Tom Pettys keyboardmand Benmont Tench, der bidrager til pladens gennemgående stemning af neurotisk selvopgør, kuldslået kærlighed og bristede illusioner. Kun pladeselskabets stadige insisteren på, at denne plade skulle udsendes i Replacements' navn gjorde, at det ikke blev Paul Westerbergs første solo-plade. »Vi var ved at brække os over hinanden til sidst og havde virkelig brug for en pause«, udtalte Tommy Stinson, der var med til at danne gruppen som 13- årig, i oktober måned sidste år til det amerikanske tidsskrift Rolling Stone Magazine. »Det var kommet til det punkt, hvor man lige så godt kunne have stillet fire fordrukne fyldebøtter op på scenen, have påstået det var os og det ville have været det samme. Publikum til koncerterne kom mere for at se legenden levet ud, end for at høre musikken«, hævdede Westerberg ved samme lejlighed. Måske er det med al dette spild af tid og liv in mente, han kunne skrive dén samling rystende, smertefulde og afmægtige sange på »All Shook Down«. Han beskriver dem selv sådan: »Forestil dig sange skrevet af Leonard Cohen, udført af T. Rex, indspillet i et skur i Montana. Mange af dem har en stemning af tilbageblik, rettet mod bedre dage. Det er en deprimerende plade, men den kan være morsom også. Du ved, yeah, lad os danse på den døde mands kiste.« Det er et band, der er på kant med verden og sig selv, som skal spille os ind i de barmhjertige timer fra 2 til 5 i morgen. Hvem ved, om de har gjort alvor af Westerbergs sarkastiske joke: »Muligheden for, at vi turnerer med en sygeplejerske og en psykolog, er ikke helt udelukket.«”

”Det rene rockhjerte”

2. april 1991. Berlingske Tidende (3. sektion, Magasin)

Det var al ventetiden værd. Replacements spillede som var de verdens sidste rockband.

Så kom Replacements efter at have brændt alle sande rockelskere af ved indtil flere lejligheder. Og hvor var det dog al ventetiden værd endelig at få set disse arketypiske rock 'n' rollere affyre deres benede livtag med de allersmukkeste traditioner i rocken. For som Replacements spillede i Pumpehuset langfredag lignede det nemlig et band, der omsider havde fundet ro og rast uden at miste hverken gnist, glød eller intensitet på vejen fra helvedes forgård til den dør i rockhimlen de stod og bankede på i hver eneste takt under den mere end to timer lange koncert. Og som min sidemand så rigtigt bemærkede, har Minneapolisrockerne et sangkatalog, der nærmest spiller sig selv fordi alle deres sange er så indlysende perfekte klumper fra rockens gyldne åre. De spiller som før Rolling Stones gik i mentalt millionæreksil, som da The Who endnu havde charme og trods. Men de er en generation yngre og har oplevet og udlevet både Marc Bolans glitrende sensualitet og punkens anarkistiske ikonoklasme. Det er deres bagage og med den i hånden skriver Paul Westerberg sange med en bidsk fandenivoldskhed, der aldrig bliver afstumpet og brovtende, men som reflekterer livskunstneren forklædt som rockmusiker.

Følsomme og sarte ballader

Så er det han skriver sange som »Achin' To Be« om den ensomme og isolerede kunstnermyte, eller beske kærlighedssange som »Waitress In The Sky«. Følsomme og sarte ballader som »Skyway« og »Answering Machine« (der handler om, hvordan man (ikke) siger godnat til en telefonsvarer) og kosteligt geniale indfald som »Androgynous«, der er en elegant omskrivning af det klassiske tema om ikke at få nok på den dumme og være henvist til at gøre det selv... Vi fik vel alle de sange vi kunne ønske os, men Replacements lod det ikke blive ved det, for de spillede som om de ikke kunne lade være. »Requests«, opfordrede den strithårede stymper og bassist Tommy Stinson publikum til, »cigarettes«, bad Westerberg om. Sådan skulle det være; Der blev givet og taget af et godt og rent hjerte."

fredag den 27. marts 2020

Nødprogram 2 af ?. Playliste 26. marts 2020


1. Freddie Hubbard - Up Jump Spring (1967)
2. Lula Pena - O Ouro E A Madeira (2017)
3. Jeppe Zeeberg & The Absolute Pinnacle Of Human Achievement - Jesus On Bongos (2019)
4. Stan Kenton & His Orchestra - El Panzon (1956)
5. Tant Strul - Slicka Mig Ren (1984)
6. Lee 'Scratch' Perry with Peaking Lights & Ivan Lee - Life Of The Plants (2019)
7. Kenny Rogers & The First Edition - Ruby (Don't Take Your Love To Town) (1969)
8. The Cowboys - Take My Flower And Run (2019)
9. Dave Kusworth & The Tenderhooks - Depressed About Nothing (2001)
10. The Love Coffin - Mortalized (2020)
11. Tvivler - Vold (2020)
12. Nova Materia - Procession (2018)
13. Art Lown - Deep Blue Sea (1976)
14. Psychic Ills - I Get By (2013)
15. Game Theory - Friend Of The Family (1985)
16. Paul Collins - In And Out Of My Head (2018)
17. Velvet Crush - Kill Me Now (1999)
18. Orcas - Fuldtidsfakir (2019)
19. The Modern Lovers - Hospital (1976)
20. Nick Lowe & His Cowboy Outfit - Indoor Fireworks (1985)
21. Lower Plenty - Grass (2012)


lørdag den 21. marts 2020

Nordbrandt. 75 år i dag.


”Når nogen endelig holder kæft
bliver historien tilbage
så nye munde kan lære at gentage den
mellem måltid og kys.

Se, Kastanietræerne står i blomst!
siger nogen tankeløst
dagen før en ny generation
har gjort sætningen uforståelig

For at beskue sig selv
Opfandt døden alfabetet”

- fra ’Glemmesteder’ af Henrik Nordbrandt. Brøndum 1991.

fredag den 20. marts 2020

Nødprogram 1 af ?. Playliste 19. marts 2020


Radioprogrammet Mod Strømmen lever i høj grad af at have gæster i studiet. Da de ydre omstændigheder gør, at vi indtil videre skal holde os hjemme og undgå kontakt med flest muligt, har jeg valgt at skubbe de planlagte besøg frem i tiden. For nuværende er udsendelsesrækken så småt på plads indtil begyndelsen af juni. Stor tak til alle dem, der gider at være med. Hvornår jeg igen får besøg i studiet, ved jeg af gode grunde ikke. Indtil da, forsøger jeg selv at holde radioprogrammet kørende.

1. Gong Gong Gong - Some Kind Of Demon (2019)
2. Bruised - Exotic Backdrop (2019)
3. Tropical Fuck Storm - The Happiest Guy Around (2019)
4. R.E.M. - So. Central Rain (I'm Sorry) (1984)
5. Freakwater - Sway (2019)
6. Slowburn - Folketro (2020)
7. Peter Brötzmann - Lady Sings The Blues (2019)
8. Men And Health - Spiritual Jazz (2020)
9. Bush Tetras - A Sucker Is Born (2019)
10. Throbbing Gristle - Devil's Gateway (live) (1981)
11. Fremmed - Eldglæma (2019)
12. Erik Enocksson - The Joy Of D.H. Lawrence (2006)
13. A Certain Ratio - Forced Laugh (1981)
14. Grant McLennan - Simone & Perry (1994)
15. The Zeros - Nowhere To Run (2019)
16. Alex Chilton - All We Ever Got From Them Was Pain (1970/2012)
17. Jaimie Branch - Prayer For Amerikkka pt. 1 & 2 (2019)  
18. Nerve Beats - Berlin 1964 (2014)
19. Pugwash - Kicking And Screaming (2015)
20. Bakambi N'kela & The Black Devils - Kilimanjoro (1981)
21. Violent Femmes - Adam Was A Man (2019)


tirsdag den 17. marts 2020

“I gotta sweep this floor again”


Paul Westerbergs ‘Once Around the Weekend’ fra albummet ‘Eventually’ fra 1996, åbner med verslinjen “I stay in every night of the week”. Relevant i den kedelige situation, verden befinder sig i lige nu. Man skal dog et stykke ned i teksten for finde de ord, der har kværnet rundt i mit hoved hele morgenen. Måske fordi, at jeg har lovet at vaske køkkengulvet. Men hvor mange gange, kan jeg nå at vakse dét køkkengulv, før det igen er sikkert at bevæge sig uden for en dør?

“I watch myself fall apart
I watch the rabbits in my yard
There goes another round the bend
I gotta sweep this floor again”


søndag den 15. marts 2020

”Nyt” fra Lightships


Gerald Love har ikke ladet høre fra sig, siden han forlod Teenage Fanclub i efteråret 2018, på grund af en flyskræk, der er eskaleret med alderen. Eller det vil sige, der er ikke kommet nyt materiale. Han har genoplivet sideprojektet Lightships, der udsendte den blændende debutplade ’Electric Cables’ i 2012. Dét skete til en efterårsfestival i Glasgow. That’s it. Indtil slutningen af februar, men det giver velsagtnes sig selv, at det er præcis dét, jeg vil frem til. Love har nemlig lagt et nyt nummer ud. Nyt og nyt er nok så meget sagt. Sangen er en køkkenbordsversion af ’Summer Holiday’ af det tyske band Seaside Stars. Et band, som Teenage Fanclub turnerede med i midten af nullerne.


fredag den 13. marts 2020

Shoot From The Hip #1 (2020). Playliste 12. marts 2020

1. Steppeulvene - 0-0-0 (1967)
2. Men And Health - High (They Want To Get) (2020)
3. The Mountain Goats - The Best Ever Death Metal Band In Denton (2002)
4. Andy Human & The Reptoids - You Like Your Job (2019)
5. Thin White Rope - Take It Home (1987)
6. Crack Cloud - The Next Fix (2019)
7. Gang Of Four - Outside The Trains Don't Run On Time (1980)
8. Less Win - Root And Branch (2020)
9. Bryan Ferry - Tokyo Joe (1977)
10. James Brown - Hustle!!! (Dead On It) (1975)
11. Sons Of Kemet - My Queen Is Ada Eastman (2018)
12. Burning Brides - Arctic Snow (2001)
13. Ben Vaughn - The Apology Line (1987)
14. Bob Dylan - Simple Twist Of Fate (1975)
15. Prefab Sprout - When Love Breaks Down (1985)
16. Derrick Anderson - When I Was Your Man (2017)
17. Sebadoh - Careful (1994)
18. Tin Machine - I Can't Read (1989)
19. Maurice Loucas Elephantine Band - Al Khawaga (2019)

tirsdag den 10. marts 2020

En sang om Jack Parsons. Raketforsker og okkultist.


Udtrykket kender af omtale er ikke dækkende. Bekendt med kan jeg måske bruge, men i så fald er det ikke et bekendtskab, der stikker særligt dybt. Med andre ord, har jeg på ingen måde fulgt den engelsk musiker, sangskriver, forfatter og maler, Luke Haines. Jeg kender lidt til hans aktivitet i bands som The Auteurs, Baader Meinhof og Black Box Recorder. Solopladen ’New York In The '70s’, der efterhånden er seks år gammel, er nok den Haines-udgivelse, jeg kender mest til. Et konceptalbum, der med sangtitler som ’Alan Vegas Says’, ’Dolls Forever’, ’Lou Reed Lou Reed’ og ’Jim Carroll’, var født til at vække min interesse.

Forleden udkom et nyt samarbejde mellem R.E.M-guitaristen Peter Buck og Luke Haines. De mødte hinanden, da Buck købte et portræt, Luke Haines havde malet af Lou Reed. Mødet udviklede sig til et musikalske samarbejde, som de selv har kaldt prædestineret. Sidstnævnte lader jeg stå ubemærket hen.

Her åbningsnummeret fra ’Beat Poetry For The Survivalist’, som pladen hedder. Sangen handler om den amerikanske raketforsker og Aleister Crowley-inspirerede okkultist Jack Parsons:


søndag den 8. marts 2020

Fire vigtige linier


”tag fra i morgen
giv til i dag
gør dette om i morgen
hold hus med dine satans dage”

- Morti Vizki fra debuten ’Digtsamling’, der kom i 1984.

fredag den 6. marts 2020

Writhe. Playliste 5. marts 2020


1. Writhe - Bedbug (2020)
2. Dolly Parton - Jolene (1973)
3. Sufjan Stevens - Tonya Harding (2017)
4. Issue - Spit Mask (2019)
5. Metallica - Sweet Amber (2003)
6. Cattle Decapitation - Kingdom Of Tyrants (2012)
7. Interpol - PDA (2002)
8. Writhe - More Than Arms Contain (2020)
9. Lost Dogs Street Band - September Doves (2016)
10. Agent Fresco - Dark Water (2014)
11. Bruce Springsteen - Adam Raised A Cain (1978)


tirsdag den 3. marts 2020

Writhe i Mod Strømmen


Postpunk kommer i mange afskygninger for tiden. Jeg tør ikke sige, om dét er et nyt modelune på linje med dén heavy metal-bølge, der dukkede op for fire-fem år siden, og som kulminerer i disse år. Men postpunk-betegnelsen bliver flittigt brugt. Muligvis så meget, at den grænser til at blive udvandet? Når selv anmeldere bruger termen om københavnske Joyce, der for mig at høre er pæn og appetitlig popmusik med visse elementer af postpunk, lader det til, at genren er ved at gå lidt op i sømmene. Måske forveksler visse postpunk med synthpop? Jeg ved det ikke. Dét er måske også uvæsentlig.

Sidste fredag udkom Writhes debut-ep. Københavner-trioen lægger sig i mine ører op af, hvad jeg forstod/forstår som postpunk. En energisk, intens og hårdtslående musik med bassen i centrum:

Stil ind, nu på torsdag, d. 5. marts, kl. 18.00, på enten 98.9 FM eller via den direkte livestream eller TuneIn.