Loose Fur: Born Again In The USA

Som lovet i et tidligere indlæg, vil der her i løbet af december, dukke et par enkelte anbefalinger op om nogle af årets albumudgivelser, der enten er glemt eller ikke bliver berørt i forbindelse med statusregnskabet for i år.

Denne gang gælder det Loose Fur's andet album ”Born Again In The USA”, der blev sendt på gaden i marts. Nogen vil sikkert kalde Loose Fur for en form for supergruppe, hermed forstået, at trioens medlemmer alle er etablerede musikere i andre sammenhænge. Det hele begyndte i 2000, hvor Jeff Tweedy (Uncle Tupelo, Wilco m.m.) stod og manglede nogen at spille sammen med ved Chicago’s Noise Pop festival. Han inviterede multiinstrumentalisten, soloartisten og produceren Jim O’Rourke (Sonic Youth, Red Crayola m.m.) Tredjemanden blev en af O’Rourke’s gode venner, trommeslager Glen Kotche, som siden hen også er kommet med i Wilco.

I 2003 kom debutalbummet ’Loose Fur’, som gruppen faktisk havde indspillet i løbet af 2000. I forhold til ’Born Again In The USA’ er den første plade langt mere et eksperiment. Mange anmeldere har dog stadig givet 'Born Again In The USA', det lidet flatterende prædikat progressiv rock. Enten har de ikke hørt pladen eller også er de vidende om, at O'Rourke var manden, der fik Thurston Moore fra Sonic Youth til at elske tre-dobbelte Yes album. Progressiv i glosens betyding fra 1970'erne er albummet ikke.

Selv om pladen visse steder har reminiscener af at være jammet i gang i studiet, er det dog den fingerspitzgefuel for gode melodier, originale arrangementer og fængslende produktion, som både Tweedy og O'Rourke besidder, der i sidste ende får pladen til at løfte sig fra det ordinære. Et nummer som 'Hey Chicken' med dets riffindledning, og den easy-going countrysang 'The Ruling Class', er begge kompostioner, der kunne have pyntet på mange af de album, som diverse musikmagasiner haler frem fra 2006. Måske tilmed 'The Ruling Class' er årets bedste enkelstående nummer?