Shot By Boths Sides

I anledning af at Magazine’s fire album, ‘Real Life’ (1978), ‘Secondhand Daylight’ (1979), ‘The Correct Use Of Soap’ (1980) og Magic, Murder And The Weather (1981), er blevet genudgivet, i det mindste i England, følger her fortællingen om gruppens første single ‘Shot By Both Sides’.

Før vi når dertil, skal vi dog lige runde sjakbajsen Howard Devoto’s tid i punkbandet Buzzcocks. Hvis man læser sig ind i punkens historie i Storbritannien, kan man få indtryk af, at Devoto medvirkede på adskillige Buzzcock’s indspilninger. Det har intet på sig, det blev til EP’en ‘Spiral Scratch’, der udkom på denne blogsmørers 12-års fødselsdag, den 29. januar 1977, og som også blev den første do-it-yourself udgivelse i punkens kronologi.

Det nummer, der siden er udødeliggjort som et af de fineste eksempler på tidlig punk ‘Boredom‘, var også grunden til, at Devoto valgte at forlade Buzzcocks. Han var træt af punkens ubøjelighed og tre akkorder, træt af støjen, og mente at det der drev ham var den negative del af punkens etik. Altså, at være konstant skiftende, undgå fortygget selvtilfredshed og hele tiden at gøre det uacceptable. Modige og visionære ord i februar 1977, men kunne Devoto leve op til hans egne kunstneriske aspirationer?
Svaret må være både-og. ‘Shot By Both Sides’, der udkom i begyndelsen af 1978, havde Devoto skrevet sammen med Pete Shelley fra Buzzcocks. Grundidéen til sangen havde Devoto fået et par år tidligere, da han under en diskussion med en socialistisk veninde, havde spillet djævlens advokat og hele tiden havde svaret “Jamen, hvad nu hvis…? Det havde tilslut fået hende til at respondere, “Oh, you’ll end up shot by both sides” . Denne replik blev nærmest et credo for Devoto. For ham var det et kunstnerisk standpunkt ikke at tage et standpunkt, ligesom han følte at det måske var den sværeste ideologiske lokalitet at befinde sig i i et England, der i den grad var politisk polariseret i slutningen af 1970’erne.Kernen i ‘Shot By Both Sides’ er alt andet end det punken hyldede. Sangen er kampsky og ikke involverende, måske nærmest en fanfare til dem som ikke solidariserede sig med nogen af de politiske fløje. Dem som forsøgte at bibeholde en smule af sig selv, når det gik løs i massedemonstrationer. Med Devoto’s ord “I wormed my way into the heart of the crowd / I was shocked by what was allowed / I didn’t lose myself in the crowd”