Vulcan Gas Company

Som nævnt flere gange tidligere, giver vi os ikke af med at anmelde plader. Vi tilråder i stedet læsere til at opsøge musikken selv. Når det er sagt, betyder det dog ikke, at vi ikke tolker og kommenterer musikmediernes strøm af ord.

I dagens tilfælde er det bladet og internetsiden Soundvenue’s anmeldelse af Viva Vertigo’s andet album ’Vulcan Gas Company’, der har pikeret denne blogskribler. I anmeldelsen hedder det bl.a.; ”Resultatet er en samling fængende sange, der desværre hæmmes noget af en ganske passionsforladt vokal, som yderligere snubler over en lige lovlig danskinficeret artikulation. Konsekvensen er, at det i større grad er billeder af sovs og kartofler, frem for åbne, benzindunstende amerikanske highway-landskaber, som køres i stilling i den indre drive-in biograf.”

Det er naturgivent at være uenig, men i dette tilfælde lugter anmeldelsen dog langt væk af, at Soundvenue i dets overdimensionerede beundring for alt nyt fra Storbritannien, måske helt skal holde sig fra at anmelde rockplader, der trækker referencer længere tilbage end postpunken.

For det er netop hvad denne plade gør. Titlen hentyder til den famøse rockklub ’The Vulcan Gas Company’ i Austin, Texas, der i sidste halvdel af 1960’erne åbnede dørene for navne som The Velvet Underground, 13th Floor Elevators og selveste Muddy Waters. Samtidig var klubben en modvægt til de repressive foranstaltninger, som staten Texas statuerede overfor det spirende alternative miljø.

I det hele taget bryder anmelderen sig ikke om psykedelisk musik. Om Baby Woodrose, som gæster albummet, lyder det, at de i et ”kortvarigt øjeblik har lagt hashpiben på hylden og suppleret et par numre med nogle overraskende ikke-psykedeliske guitar- og korsekvenser.”. Det, der i virkeligheden overrasker her, er som sådan ikke animositeten, men mere en mulig manglende viden om, hvilken indflydelse den psykedeliske scene havde på den del af 1980’er musikken, der er i vælten i dag.

Nok om det. Et par af numrene er cadeauer til to amerikanske forfattere, der begge levede på overdrevet. ’Love Is A Dog From Hell’ er tilegnet Charles Bukowski, mens ’Saltshaker’ er dediceret til Hunter S. Thompson. Yderligere medvirker Lise Cabbel fra forlængst opløste Miss B. Haven på nogle skæringer.

Viva Vertigo spiller på Loppen på Christiania nu på fredag d. 9. marts. Ligesom hovedmanden Simon Beck kommer forbi radioprogrammet ’Mod Strømmen’ d. 3. maj. Mere om det senere.