Beasley Street

Indenfor den sidste halvanden uges tid, er punkpoeten John Cooper Clarke, flere gange dukket op nær denne blogskribent. I filmen 'Control' er der en mindre scene, hvor en hurtigtsnakkende digter - vistnok - varmer op til en koncert, som det senere Joy Division er til. Det må være ham. Forleden fandt jeg cd-boksen 'North By North West', som jeg købte for et års tid siden, og som jeg gud bedre det ikke har fået hørt særligt meget, frem. Et par numre eller tre inde på den første cd, dukker John Cooper Clarke minsandten op igen.

Det fik mig til at fundere over, hvor meget jeg kender til manden. Det er ikke meget. Jeg ved, at han udgav nogle album mellem 1977-1982, at han igennem flere år havde en affære med Nico, der nær havde taget livet af ham. Desuden er han blevet namedroppet af en del af de nyere engelske band, bl.a. Arctic Monkeys. På stående fod kan jeg dertil remse enkelte numre op med ham 'Evidently Chickentown', 'I Don't Want To Be Nice', 'Valley Of The Lost Women' og 'Beasley Street'.

Sidstnævnte, der er fra pladen 'Snap, Crackle and Bop' fra 1980, er, endog af nogen, uden at blinke, blevet kaldt en post-modernistisk pendant til Eliot's 'Waste Land'. Bedøm selv.