Januar

”Jeg holdt af åndssvage malerier, dørkarme, sætstykker, billeder af gøglere, skilte og folkelige illustrationer; forældet litteratur, kirkelatin, erotiske bøger uden retskrivning, vore oldemødres romaner, eventyrsamlinger, småbøger for børn, gamle operaer, troskyldige omkvæd, naive rytmer.

Jeg drømte om korstog, opdagelsesrejser, som der ikke findes beretninger om, republikker uden historie, kvalte religionskrige, omvæltninger af sæder og skikke, racers og kontinenters omflytninger; jeg troede på enhver fortryllelse.

Jeg opfandt vokalernes farve! – A sort, E hvid, I rød, O blå, U grøn. – Jeg fastlagde enhver konsonants form og bevægelse og med instinktive rytmer smigrede jeg mig med at opfinde et poetisk udtryk som, før eller senere, ville blive tilgængeligt for alle sanser. Jeg forbeholdt mig oversættelsesretten.

Jeg endte med at finde min sindsforvirring hellig. Jeg var uvirksom, offer for en tung feber; jeg misundte dyrene deres lykke, – kålormene, der repræsenterer dødsrigets uskyld, muldvarpene, jomfruelighedens søvn!

Jeg elskede ørkenen, de afbrændte frugthaver, de visnede butikker, drikke, der var blevet lunkne. Jeg slæbte mig gennem de stinkende gyder og bød mig med lukkede øjne til for solen, ildguden.

Mit helbred blev truet. Rædslen kom. Jeg faldt i søvn og sov flere dage i træk og når jeg stod op igen fortsatte jeg de sørgeligste drømme. Jeg var moden til at dø og ad en vej fuld af farer førte min svaghed mig til grænsen mellem verden og Cimmeria, mørkets og hvirvelstormenes fædreland.

Jeg havde brug for at rejse, opløse den fortryllelse, der havde bemægtiget sig min hjerne. På havet jeg elskede, som om det havde vasket mig ren efter en besudling, så jeg det trøstende kors rejse sig. Jeg var blevet fordømt af regnbuen. Lykken var min skæbne, min anfægtelse, min orm: mit liv ville altid være for umådeligt til at blive viet styrken og skønheden”.

- Arthur Rimbaud. Uddrag fra Vanvid II fra En årstid i Helvede (1873). Oversat af Uffe Harder