Tre kvinder

I 1977 lavede Robert Altman filmen 'Three Women'. Såvidt denne bloggerkugle husker, udspilles den i lange drømmeagtige sekvenser, hvor tre vidt forskellige kvinder, Shelley Duvall, Sissy Spacek og Janice Rule sagte overtager hinandens identitet. Det er ikke helt det, der er i spil i dette indlæg. Lad os dog holde fast i de tre kvinder eller rettere sagt tre sangerinder, hvoraf to af dem i deres musik, har noget fabulerede, der godt kan minde om biografstykket, over sig.

Og hvem er det så, der bliver tænkt på? Navnene er Holly Golightly, Rachel 'Trailerpark' Nagy og Victoria Williams. Hvad har de så tilfælles? Udover, at undertegnede, har set dem alle på Loppen på Christiania, har de alle lavet fornemme kopiplader, hvor de i modsætningen til Altmans kvinder, ikke bevidstløst forsøger at tage en anden identitet på sig.Holly Golightly - det står der faktisk på hendes dåbsattest - er sandsynligvis, det mest interessante bekendtskab, der er kommet ud af Billy Childish's garagerockcombo Thee Headcoatees, hvor hun bakkede op fra 1991 frem til hun kom under eget navn i 1995. Det er nu ikke debuten, men toeren 'Laugh it Up! fra 1996, der længe var ude af omløb, den er blevet genudgivet, som er omdrejningspunktet. Albummet er indspillet i det efterhånden legendariske analoge studie Toe Rag i London, der har huset kunstnere, som The White Stripes, The Kills, Supergrass, Television Personalities m.v.

Når det er nævnt, er 'Laugh it Up! et fremragende sammensurium af nedarvet blues og country, over karakteristiske sangskrivere som Ray Davies og Lee Hazlewood til soul- og diskoentreprenøren Van McCoy. Problemet med kopiplader kan ofte være, at de nye fortolkninger har alt for megen æresfrygt i forhold til originalen. Golightly har fundet en fin balance mellem det legesyge og pieteten, forstået på den måde, at hun og bandet kommer vidt omkring i deres bud, uden dog på noget tidspunkt at tabe orienteringen. Hendes dejlige tilrøgede vokal, der undervejs rammer ret høje oktaver, gør sig især godt i de to Willie Dixon numre 'Mellow Down Easy' og 'Hold Me Baby'. Andre toppunkter er Roy Orbinson's 'Candy Man' og Womack & Womack's 'It's All Over Now'.Første gang, denne bloggerkugle, hørte Rachel 'Trailerpark' Nagy, begyndte han impulsivt at hoppe på stedet, altimens rytmerne angreb underlivschakraet og hofterne kom i sving. Numret var Otis Redding's 'Shout Bama Lama'. Siden fandt han ud af, at sangen var at finde på The Detroit Cobras pladen 'Life, Love And Leaving' fra 2001. The Detroit Cobras, hvori Nagy er forsanger, blev dannet i 1995 af Steve Shaw, der havde udviklet en forkærlighed for den klassiske R&B gennem et venskab med Alex Chilton, som han havde mødt via Detroit-bandet The Gories.

The Detroit Cobras har lige fra begyndelsen dykket dybt for, at finde gamle og oversete rock'n'roll og R&B perler. Rachel Nagy's stemme befinder sig et sted mellem Janis Joplin, der måske var bedst som fortolker, og Mary Wells. Coveret af sidstnævntes 'Bye Bye Baby' er da også et af pladens helt store numre. Derudover finder man to rockende Solomon Burke sange 'Find Me A Home' og 'Stupidity', ligesom The Ronettes, Ike & Tina Turner, Irma Thomas og vokalgruppen The 5 Royals er repræsenteret. The Detroits Cobras originalitet indenfor genren, har endvidere betydet, at Ellie Greenwich, der sammen med ægtemanden Jeff Barry i 1960'erne var nogle af kransekagefigurerne i Brill Building, og som stod bag uudslettelige øjeblikke, som 'Be My Baby' og 'Baby, I Love You' med The Ronettes, samt '(And) Then He Kissed Me' og 'Da Doo Ron Ron' med The Crystals, har udtrykt ønske om at skrive til gruppen. Det samme har Jackie DeShannon. Endelig, vil en eller to af bloggens læserne nok tænke, hvis de da er nået så langt i teksten, er denne smøre ved at nå begyndelsen til enden. Victoria Williams stammer oprindeligt fra Louisiana. I slutningen af halvfjerdserne dukkede hun op i Californien, hvor hun bl.a optrådte på Venice Beach. Her mødte hun ligeledes sin første mand, Peter Case, der tidligere havde spillet i bl.a. The Nerves. Gruppen er nok mest kendt for sangen 'Hanging On The Telephone', som Blondie plankede fra isse til fodsål til albummet 'Parallel Lines', men det er en anden historie. Senere blev hun gift med Mark Olson fra The Jayhawks, med hvem hun stadig dannede par, da det coveralbum, der er i fokus her, udkom, det er slut nu.

'Sing Some Ol' Songs' er titlen på pladen, der blev udsendt i 2002, og som en kontrast til de to foregående udgivelser, har vi her at gøre med jazzpopstandarder. Begyndende med en glødende udgave af Henry Mancini´s 'Moon River', over en glat 'My Funny Valentine' af Rodgers & Hart's, til obskur humor i Eben Ahbez's 'Mongoose', og en fabelagtige version af Alter & Delange's 'Do You Know What It Means To Miss New Orleans'.

Ligeså mageløs og lunefuld, som Williams er på 'Sing Some Ol' Songs', er hun åbenbart også at arbejde med. Især hvis det lille optrin, som undertegnede overværede, ved et af hendes besøg på Loppen, hvor hun spillede med The Creekdippers, er daglig kost. Med få ord, så havde hun inviteret en ung svensk kvinde med på scenen. Det var ikke planen, men hendes mand Mark Olson, tog det som en udfordring, et stykke tid. Da den unge kvinde, så på et tidspunkt, fik lov til at spille et af sine egne numre, og alt hvad der kom ud af højtalerne var håbløst guitarspil og en tekst, der lød nogenlunde således; "u-u-u-u. u-u-u-u-u", forlod Olson stilfærdigt tribunen, og satte sig ned i merchandiseboden. Da bloggeren her, spurgte ham om, om han ikke kom tilbage på scenen?, replicerede han lakonisk, "Ask my wife?". Kort tid efter, gik han i bandrummet.