Seperate sider

mandag den 7. april 2008

Sometimes is nice just to be around

For et par måneder siden introducerede en god ven, og kender af udsøgt amerikansk musik, denne signatur, for The Mayflies USA fra Chapel Hill, North Carolina. Tænk ikke for meget over USA, det er en prokuratorkneb. Du finder ikke et The Mayflies UK eller for den sags skyld fra noget andet land i verden.

The Mayflies USA sendte dets første EP på gaden i 1997. I 1999 kom dets egentlige debut ’Summertown’, som blev produceret af powerpop-notabiliteten, Chris Stamey, hovedmanden i The dB’s. Det siger så også en del om, hvor The Mayflies USA befinder sig musikalsk. Bandet ligger på en snorlige streg fra The British Invasion i midten af tresserne via Big Star i begyndelsen af halvfjerdserne og til, ja til hvad? Tidligt REM?, Teenage Fanclub?, Superchunk? Guitarsoloerne befinder sig i al fald der, hvor man forventer de skal være. Vokalharmonierne er som taget ud af powerpoppens ABC og så lyder det fortræffeligt på et bilstereoanlæg.

Ved indspilningen af The Mayflies USA’s andet album ’The Pity List’, var Stamey igen på plads bag mixerpulten. På treeren ’Walking In a Straight Line’ fra 2002, fik bandet assistance af Keith Cleversley, der har arbejdet sammen med fx The Flaming Lips, Mercury Rev og The Posies. Det gav orkestret andre elementer, hvor små synthflader, fake violiner og forvredne vokaler, var med til at give indtryk af en ny og mere uprøvet sonisk diversitet. Giv dem en chance.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar