Hart Kennedy, Dean Moriarty, Houlihan eller bare N.C?

Dette indlæg burde dybest set være forsynet med et par faktabokse. Dels fordi personen, det angår, er blevet omtalt som det faktiske geni bag The Beat Generation. Dels fordi han, optræder i hovedværker som ’Go’ af John Clellon Holmes, ’On the Road ’af Kerouac, ’Howl’ af Ginsberg og senere i ’The Electric Kool-Aid Acid Test’ af Tom Wolfe. Ligesom han spiller en rolle i den flertydige og pilskæve Grateful Dead-sang ’That’s It For The Other One’. Med meget, meget mere. Selv fik han aldrig udgivet et ord i sin levetid.

Neal Cassady er navnet. Han døde på et hospital i Mexico, for præcis 41 år siden i dag. Dagen før havde han været til en bryllupsfest i byen San Miguel de Allende, da den var ved at ebbe ud, besluttede han sig for at følge et jernbanespor for at komme hjem. Næste morgen blev han fundet bevidstløs ved banelegemet. Der har naturligvis været spekuleret en del i den lidt mystiske og muligvis narkotikarelaterede exit Cassady fik.

Vi giver ordet til forfatteren Ken Kesey, som Cassady lærte at kende i det vidtløftige miljø omkring The Merry Pranksters. En gruppe af intellektuelle, kunstnere og syrehoveder, der med Kesey som omdrejningspunkt, forsøgte at finde ind til en ny virkelighed gennem brugen af især LSD.

''…that lightning-mouthed character Kerouac had called Dean Moriarty in On the Road and that John Clellon Holmes had named Hart Kennedy in Go.'' Houlihan'' was Lenny Bruce, Jonathan Winters, and Lord Buckley all together just for starters. He couldn't have helped but been a hit. But a nightclub format would have pinched his free-flying mind, and no stage in the world could have really accommodated his art - his hurtling, careening, corner-squealing commentary on the cosmos - except the stage he built about himself the moment he slid all quick and sinewy under the steering wheel of a good car: the bigger, the boatier, the more American, the better.''

- fra novellesamlingen ’Demon Box’, 1986.