Seperate sider

tirsdag den 10. marts 2009

Rockmaskinen eller ’Love Song For The Dead Che’?

Kun et par uger efter, at Che Guevara hårdt såret var blevet henrettet af en beruset boliviansk soldat i oktober 1967, begyndte der at dukke plakater op af ham i hele verden. Samtidig blev det blandt studerende fra den politiske venstrefløj, moderne at hilse på hinanden ved at slå knytnæverne sammen og sige ’Che’.

I december samme år indspillede det amerikanske orkester, The United States Of America, der bl.a. bestod af en trotskistisk-anarkistisk hippie og et medlem af det amerikanske kommunistparti, begge med en forkærlighed for Fluxus-kunstens virkemidler, balladen ’Love Song For The Dead Che’.

”A the dawn of an ordinary Sunday
I remember the taste of you, sweet in my mouth,
Late in the year.
And in the stillness of the Oriente rainfall
I remember the warmth of you, still in my arms,
Late, late in the year.

I will bring to you flowers in the night
Soft as trembling fingers touch you--love,
I can offer you wine and candlelight
Late in the year.
Late in the year."

© Joseph Byrd

Blomster, vin og stearinlys er ikke umiddelbart fraser man forbinder med Che Guevara. Og så alligevel, dagens kodeord var jo flower-power. Ikke desto mindre eller netop derfor, viste det multinationale pladeselskab Columbia Records interesse for bandet og de indgik en kontrakt, der mundede ud i albummet ’The United States Of America’ i begyndelsen af 1968.

Columbia havde om nogen forstået, at der var penge at tjene på de paroler og slogans, der gik igen i de nyskabende og velspækkede ungdomsbevægelser. Mærket lancerede således i 1968 undergrundssampleren med den fjantede titel ’Rock Machine I Love You’, med ordene ”The Revolutionaries are on the Rock Machine”. Senere på året blev den kommercielle salgssucces fulgt op med ’The Rock Machine Turns You On’, hvorpå The United States Of America var repræsenteret med ’I Won't Leave My Wooden Wife For You, Sugar’.

På det tidspunkt var den trotskistiske-kommunistiske-kapitalistiske alliance dog faldet fra hinanden. Tilbage står pladen med det sigende navn ’’The United States Of America’.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar