The John Phillips' Space Musical

Tag en dyb indånding. 1. september var herværende blog forbi en sang fra en musical. Nu skal vi beskæftige os med en space-opera af en mand, der af andre grunde og flere år efter sin død atter er kommet i mediernes søgelys. Eller i det mindste musikken fra et stykke, der kun blev spillet fem gange off-Broadway i 1975, før katastrofale anmeldelser fik taget det af plakaten.

Sidste år blev John Phillips’ album ’Pussycat’, som han indspillede for Rolling Stones Records, genudgivet. Op mod Apollo 11s fyrre års jubilæum i år er soundtracket fra ’Andy Warhol Presents Man On The Moon’, udkommet for første gang. Stykket blev skrevet af Phillips, produceret af Andy Warhol og instrueret af Paul Morrissey. På rollelisten fandt man Phillips kone, sangerinden Genevieve Waite, og hans gamle kollega fra The Mamas & The Papas, Denny Doherty, plus et ukendt antal skuespillere fra Warhol’s Factory.

Phillips havde arbejdet med historien i over fem år. I korte træk, handler den om en menneskelignende bombe, som er blevet efterladt på månen, og som med tidlig 1970’er post-hippie pessimisme truer med at ødelægge hele universet. Oprindeligt havde Phillips tænkt sig, at Elvis Presley skulle spille den heltemodige astronaut, der redder verden i sidste sang, og hvis det var blevet til en filmatisering, havde han indgået en aftale med Jack Nicholson. Som bekendt gik det slet ikke, hvilket Genevieve Waite, senere har fortalt var en medvirkende årsag til, at John Phillips dykkede yderligere ned i stofmisbrug. Og så er det jo lige fedt, at George Lukas stjal stykkets præmis til et tidligt manuskript af ’Star Wars’.

På de fleste af sangene på ’Man On The Moon, hører man blot John Phillips, enten akkompagneret af akustisk guitar eller klaver, enkelte er med kor. Der er vel nærmest tale om demoer, sangene har nemlig en længde mellem ét og tre minutter. Dertil kommer tre numre fra Genevieve Waite’s oversete soloplade, ’Romance Is On The Rise’, som Phillips skrev og producerede. Denny Doherty får man først at høre på nogle gode optagelser, som Andy Warhol lavede af teateropførelsen. Det siger sig selv, at det først er her, at man får en fornemmelse af hvordan stykket fremstod på de skrå brædder.

Et relevant spøgsmålet ved vejs ende kunne være, hvem udgivelsen henvender sig til? Ikke mange for at sige det mildt. Selve skildringen af det kuldsejlede projekt er interessant. Al ære og respekt for at ’Man On The Moon’ får lov at se dagens lys, men når dagen er omme er det stadigvæk pladerne ’John The Wolfking Of L.A.’ og omtalte ’Pussycat’, der står stærkest i John Phillips’ produktion efter årene i The Mamas & The Papas. Når det er sagt, er ’Andy Warhol Presents Man On The Moon’ et samlerobjekt, som sande Phillips-dyrkere nok skal rubbe sig for at få fat i.