Årets sene perle (som om der har været flere)

Der er mange, der gerne vil begrave den traditionelle musikanmeldelse. Altså, den man læser i bladform og som kræver en form for aktivitet. Enten ved at huske navnet på bandet etc. eller ved at bevæge sig hen til computeren for at sætte en søgning i gang. Undertegnede har gennem et længere stykke tid, haft en krøllet lap papir med påskriften Hush Arbors liggende i sin jakke. Den er blevet vendt og drejet, den har skiftet lomme, den er blevet taget op og lagt tilbage. Lige indtil forleden dag, hvor den flossede seddel var på vej i papirkurven. Til alt held blev ordene tjekket på nettet.

Hush Arbors er et en-mands-projekt. Bag navnet gemmer sig amerikanske Keith Wood, der er bosiddende i London og som nogle sikkert nikker genkendende til i forbindelse med folk- og psychstilisterne i Six Organs af Admittance. Den nye plade, der har fået titlen ’Yankee Reality’, er den anden som Hush Arbors udsender. Den er produceret af J. Massic fra Dinosaur Jr. og udkom på Thurston Moore's plademærke Ecstatic Peace i begyndelsen af oktober.

Det er ikke fordi Wood, bevæger sig ud i noget nyt og uprøvet. Slet ikke. Udtrykket befinder sig et sted mellem traditionsbunden folk, country og psykedelisk rock. Det interessante er derimod, at han formår at holde stilen med et par ekskursioner. Der er stort set intet fyld blandt ’Yankee Reality’ ti skæringer. Vi får tempofyldt rock på ’Lisbon’, Love-reminiscenser på den hypnotiske ’Sun Shall’, mens Capt. Beefheart tilsmiler ’Take It Easy’. Det er som om, at der i ethvert spor bruser nye elementer op til overfladen. Elementer, der måske peger fremad, men så sandelig også har føling med musikhistorien. Og så gør det som bekendt heller ikke noget, at sangene emmer af mildhed og varme, der ikke kun gør albummet behageligt at lytte til, men sine steder ligefrem glædestrålende. November er reddet.