Things Of The Past

I en verden, hvor den ene musikblog efter den anden vælter over hinanden for ukritisk at fortælle om det seneste Pitchfork-hype, kan man sende en venlig tanke til musikredaktionen på den engelske avis, The Guardian.

I slutningen af januar, bragte de en artikelserie, ’American Legends’, hvor bl.a. Ray Davis fortæller om Jerry Lee Lewis (ses herover), Seb Rochford fra Polar Bear giver nogle tanker til kende om Ornette Coleman, Charlie Watts udtaler sin beundring for Sonny Rollins, Dan Auerbach fra The Black Keys beretter om T-Model Ford, den irske rockabilly-sangerinde Imelda May peger på sin kærlighed til Wanda Jackson, mens Bobby Gillespie og Emmylou Harris causerer over henholdsvis Chuck Berry’s og Charlie Louvin’s indflydelse.

Alt sammen krydret med billeder af de omtalte, fotograferet af Jamie-James Median i 2009. Herunder endnu et par øjebliksstudier. Øverst er det Sonny Rollins, dernæst Charlie Louvin.

Niels Skousen - Lyt Til Din Coach

Niels Skousen - Lyt Til Din Coach by Auditorium

Roxy Jules i Mod Strømmen

”Roxy Jules bevæger sig i et grænseland mellem singersong-writer, elektronisk musik og beskidt støjrock”

Således hedder det flere steder på nettet. Det er ikke skudt helt forbi, et eller andet er der om det, men det er også mere end som så. Første gang undertegnede stiftede bekendtskab med Roxy Jules, var på udgivelsen ’Nadia - Støt Danner’, der udkom sidste år. Nu er arbejdet med debutpladen i fuld gang sammen med Anders Bech Mellson fra Mofus. Hvor det bærer hen, får vi forhåbentlig meget mere at vide om, når Julie Runa, der gemmer sig bag bandetiketten Roxy Jules, kommer forbi radioprogrammet Mod Strømmen (98.9 FM / 98.8 Hybrid), torsdag d. 4. marts, mellem kl. 18-20.

Roxy Jules er i øvrigt et af de navne, som Nikolaj Nørlund har håndplukket til Vegas koncertrække 'Verden ifølge…', der finder sted d. 18. marts.

Genudsendelse!

Da den ene halvdel af aftenens redaktion på Mod Strømmen, har mistet stemmen, og den anden ikke havde mod på at fuldføre det planlagte program alene, faldt valget i dag på en genudsendelse af 'Play A Train Song' fra maj 2006. Temaet 'Those Were The Days' dukker op et senere tidspunkt.

The Brian Jonestown Massacre udsendte for et par dage siden dets ellevte studieplade, 'Who Killed Sgt. Pepper?'. Her musikvideoen til 'Let's Go Fucking Mental' med fodboldkor og skræmmende billeder fra rydningen af Bronsons Kirke på Nørrebro. Tak for tippet, Kung Kulup.

Kongres for konstruktivister og dadaister i Weimar. September 1922

Summa summarum

"It's our best album cover, that's for sure. 'Unsatisfied' is one of the most overrated, half-baked songs ever written. OK, I meant it, but it really only had one line."

- Paul Westerberg om ’Let It Be’. Magnet Magazine, 16. august, 2002.

Forsøg på selviscenesættelse

To ting. Når denne blogger-/dj-kugle, måske sågar diskokugle, nu på onsdag, stiller sig bag pulten på Drone Bar til This Ain’t Havanas faste onsdagsklub, bliver det med en kendingsmelodi eller intromusik, om man vil. Før andre tager bladet fra munden, så kommer inspirationen fra The Clash, da det var på ’The 16 Tons Tour’ i USA i 1980, hvor Tennessee Ernie Ford's version af sangen om den hårdtarbejdende og underbetalte kulminearbejder, meddelte bandets ankomst på scenen. For det ikke skal blive et komplet rip-off, så er valget imidlertid faldet på en portugisisk bossa-udgave af nummeret, nemlig ’16 Toneladas’ med Noriel Vilela fra vistnok 1971.

Den anden ting, har at gøre med det her forbandede dj-kunstnernavn, med andre ord et blikfang. Sådan ét er jo nærmest en nødvendighed, hvis man vil klare sig i den knivskarpe konkurrence på markedet! Flere har været under overvejelse, lige fra det oplagte DJ-Siig over DJ-Sick til DJ-Sink. Indtil videre, har dåbsattesten dog fået lov at bestemme. Der på står der for øvrigt Hans-Henrik med bindestreg.

Those Were The Days i Mod Strømmen

I den seneste udgave af radioprogrammet Mod Strømmen, spillede vi ’Woody Guthrie's America’ med den eksperimentale folktrio, Akron/Family. Refrænet heri går ”I wanna live in Woody Guthrie's America’. Mange vil nok kalde det bagstræberisk eller ligefrem reaktionært, langt hen ad vejen, har de også ret. Populærmusikken er propfyldt med fortællinger om barndommens land, skoleårene, den første forelskelse eller som i Akron/Family’s tilfælde, en lyserød drøm om noget, der aldrig har været. Herhjemmefra kan man nævne, Clausen & Petersens 'Mormors kolonihavehus', C.V. Jørgensens 'Elisabeth' og Jens Unmacks 'Skovens Dybe Stille'. Altså sange, hvor man i de fleste eksempler, ser vemodigt tilbage på en sorgløs og forlængst svunden tid.

Nu på torsdag, d. 25. februar, har redaktionen på Mod Strømmen, sat sig for at præsentere en meget lille brøkdel af disse numre. Lyt med på 98.9 FM / 98.8 Hybrid, mellem kl. 18-20. Vogt dem for det sentimentale.

Toyland

Selvom signerede egentlig anser det amerikanske orkester Okkervil River for jævnt kedeligt, så kan han dog ikke sige sig fri for at glæde sig til Roky Erickson’s nye album, ’True Love Casts Out All Evil’, hvorpå Okkervil River agerer backingband og som Will Sheff fra selvsamme har produceret.

Musikken, der spiller i baggrunden af dette klip, hvor Roky Erickson og Will Sheff besøger en legetøjsforretning i Austin, Texas, er ’Goodbye Sweet Dreams’ fra den nye plade. Erickson ser iøvrigt ud til at være i fin form. Albummet skulle være på gaden, d. 20. april.

Down In The Mississippi Delta

Det kræver kun en let skraben i overfladen af countrymusikkens historie, før man støder på Bobbie Gentry’s kontroversielle træffer om at tage det definitive spring fra Tallahatchie Bridge, ’Ode To Billie Joe’, fra 1967. ’Ode To Billie Joe’ var tænkt, som b-side til Gentry’s første 7”’er ’Mississippi Delta’.

Hvor den endelige version af ’Ode To Billie Joe’, rent musikalsk, bliver lidt klæbrig med det stort anlagte strygerorkester, giver ’Mississippi Delta’ en helt andet oplevelse af Gentry. Alene åbningen med den funky-swamprock guitar og en stemme, der med rigeligt brug af floskler, lyder som om hun har holdt sig vågen i tre døgn på en blanding af bourbon, cigaretter og sort kaffe, er næsten hele nummeret værd.

Klik på billedet for en større udgave af Bobbie Gentry.

Nonprofit. Tro mod sædvanen.

I morgen aften, kl. sådan ca. 20.00, spiller De Efterladte, som er lig med Peter H. Olesen og Michael Lund, i Løve's BogCafé, Toves Galleri, Vesterbrogade 97b / Matthæusgade 46, København V. Lur denne bloggerkugle, om det ikke er Olesen, der har forfattet denne lille appetitvækker:

”Er en du kender gået fra dig. Er den sidste bus kørt? Vi kender også til tab og savn. Vi har repertoiret. Vi spiller for bænkevarmere, for de efterladte, de ydmyge og de oversete. Du er ikke alene.”

Et andet sted i byen går den danske countrytrio, The Haunted Brothers, på scenen. Det sker på Loppen, som support for det amerikanske rockabilly-speedball-one-man-band, Joe Buck Yourself. Navnet Joe Buck, vækker måske genklang hos enkelte, hvis man nævner Th 'Legendary Shack Shakers. Indfind dig, kl. 21.00.

Fredag er dagen, hvor Nikolaj Vilhelm Tell & The Tea Company’s og Syreregns minitour ’Fly With Us’, igen kommer forbi København. Det er ligeledes her, at ordet nonprofit, der bliver brugt i overskriften, og som muligvis også kan passe på de andre bandanbefalinger, træder ind i billedet, idet de spiller på Café Zusammen, hvis overskud ”går ubeskåret til arbejdet med sårbare børn og unge”. Ergo, endnu en anledning til at dukke op på H.C. Ørstedsvej 47, Frederiksberg, kl. 21.00.

Dancing With Joey Ramone

”He walked into the party
Looking just like he had in the past
He came up to me and he didn't even have to ask
I tried to say something he said "Girl shut your mouth,
They're playing 'Papa Was a Rolling Stone'"
Last night I was dancing with Joey Ramone”

- første strofe af Amy Rigby’s ’Dancing With Joey Ramone’ fra albummet ’Little Fugitive’, 2005. Her en koncertoptagelse, hvor Rigby giver sangen sammen med gemalen, Wreckless Eric.

Fra venstre på billedet: Joey Ramone, den ene halvdel af Ramones-management m.v., Linda S. Stein, David Bowie, Dee Dee Ramone og hans kone Vera Ramone, stående, den anden halvdel af Ramones-management m.v., Danny Fields.

Sølle 200 dollar for Susie Q

Lørdag døde rockabilly-pioneren, Dale Hawkins, 73 år gammel. I 1957 slog han igennem med Chess-debutsinglen, Susie Q, der med det knitrende guitarriff og de inciterende koklokker, både inspirerede og satte rammerne for den gryende rockabilly-scene. I et par af dagens nekrologer bliver det nævnt, at Hawkins var den første hvide kunstner, som Chess udgav på plade. Det er en misforståelse, eftersom fornyeligt afdøde Bobby Charles, allerede i 1955, udsendte ’Later Alligator’ for selskabet.

I begyndelsen af tresserne var det ved at være forbi for Hawkins. Tourårene på landevejene og utallige optrædener på amerikanske markedspladser, havde været hårde ved ham. Han var blevet afhængig af benzedrin. Ydermere havde Dale Hawkins stiftet familie. Om det var derfor, at han, lidet anende, at The Rolling Stones og Creedence Clearwater Revival senere i årtiet ville indspille nummeret, solgte sine rettigheder til ’Susie Q’ for 200 dollar, melder historien intet om. I 1967 fik Hawkins et kort comeback som producer, hvor han bl.a. stod bag The Five Americans, top-fem hit i USA, ’Western Union’.

Periodically Triple Or Double i Mod Strømmen

Opmærksomme læsere og lyttere, for den sags skyld, har formentlig lagt mærke til, at radioprogrammet Mod Strømmen gennem et stykke tid, har annonceret, at vi holder vinterferie i denne uge. Da der imidlertid ikke er umiddelbare tegn på, at vinteren rinder i grøft eller grav, har vi sat ferien i bero. I stedet er ugens udsendelse navngivet efter et af de fremmeste numre fra sidste år, Yo La Tengo’s ‘Periodically Triple Or Double’. Hvad det er udtryk for, må man vente til på torsdag, d. 18. februar, med at høre. Stil ind på 98.9 FM / 98.8 Hybrid, mellem kl. 18-20.

Alec Ounsworth solo

Forleden henviste vi til et særnummer af det amerikanske musikmagasin Magnet. Bladets artikelarkiv er i sig selv en sand guldgrube. Denne signatur har et blødt punkt for guitaristen og frontmanden Alec Ounsworth fra Clap Your Hands Say Yeah!. Det er dog ikke blødere, end at det først nu er gået op for undertegnede, at Ounsworth sidste år udgav to album udenfor gruppen. ’Mo Beauty’ i eget navn og ’Skin And Bones’ under synonymet Flashy Python.

Indspilningerne til ’Mo Beauty’ fandt sted i løbet af et par uger i New Orleans. Steve Berlin fra Los Lobos m.v. producerede, mens rutinerede kræfter, som George Porter, Jr. fra The Meters tog sig af bassen og Stanton Moore og Robert Walter fra Greyboy Allstars spillede trommer og keyboard. Både byen og gruppen af musikere er velvalgt og det skinner tydeligt igennem, at Ounsworth har trukket på den musiktradition, som kun New Orleans kan byde på. Indimellem minder ’Mo Beauty’ faktisk en del om Jolie Holland’s seneste soloudgivelser. Plademærket Anti- har de da også tilfælles.

Flashy Python-udgivelsen, som man vistnok kun kan få fat i som download, er stadig umiskendelig Ounsworth. Holdet bagved kan ikke rulle et cv ud, der på nogen måde nærmer sig overståendes, men hvad betyder det, når man til daglig spiller i ensembler, som The Walkmen, Dr. Dog og Man Man?

Magnet Magasin har lagt et par godbidder fra begge album ud. Til slut en akustisk version af ’Idiots In The Rain’ fra ’Mo Beauty’. Og her lige et par stykker til.

Kandidaterne

Herunder de 44 album, der var fundet frem, lå linet op og var i spil, da radioprogrammet Mod Strømmen i går, gav et bud på de bedste plader fra 2000-2009. Det var vanskeligt. Skråsikkerheden blev i den grad sat på prøve. Top-23, som den tog sig ud, den 11. februar.